Hans Scherfig

Hans Scherfig var Maler, før han blev Forfatter; han var i Begyndelsen af Trediverne, da han debuterede med en Roman, som er befolket af Malere. Det er en Jeg- Roman, Fortælleren hedder Scherfig, og skønt det ikke siges, er det jo nok som Maler, han opholder sig i Paris, hvor der „boede over 100.000 malere“, som der staar, og „ca. 1000 af dem kan vistnok male“ (Udg. 1972, S. 98 f.). Det er ellers en noget distanceret Herre, denne Fortæller, han har ikke meget tilovers for nogen af de omtumlede Mennesker, han fortæller om i ”Den døde Mand” (1937). Særlig kølig er han over for den Maler, som er Hovedpersonen. Han hedder Hans Petersen, men har „antaget det norsk-klingende Navn Hakon Brand“. En vis Knud Pedersen havde jo engang antaget Navnet Knut Hamsun, véd vi. Hakon Brands Formaal med Til­værelsen er at vække Opsigt omkring sig selv, ved sin Opførsel og sin Kunst: han var uden oprindeligt eller naturligt Talent, mener Fortælleren: „han var ikke ban­ge for at plagiere kendte udenlandske modernister ... Selv hans bedste ting er efter min mening udvendige og udspekulerede'' (S. 9). Denne Maler har en Slægtning i vor Litteratur, men han var Komponist: „Hvormange kan endnu huske Hugo Martens, saadan som han var i Trediveaarsalderen? Det var jo næsten umuligt ikke at lægge Mærke til ham, naar han om Eftermiddagen ved Tretiden kom vandrende gennem Fortovsmylret paa Østergade i sin store Røverkappe, der hang ham ned paa Hælene, og med en Hat, der ligeledes var som stjaalet fra en Teatergarderobe.“ Saadan begynder som be­kendt Henrik Pontoppidans „Hans Kvast og Melusine“ (1907). Som Hugo Martens arrangerer Hakon Brand et ufarligt Selvmordsforsøg. Og som Pontoppidan næsten uden Ironi indrømmer sin Komponist et vist Talent, saaledes siger Fortælleren om Maleren, at han i sin sidste makabre Periode viser, foruden Humbug, „noget despe­rat, som virker ægte. Noget sindssygt, som ikke kan være lavet“. Og som viser Forbindelse med det der blev Aarsag til hans Død: „Og hvad stakkels Brand angår, så er hans død desværre af betydelig større interesse end hans liv“ (S. 9). Brand er nemlig ikke blot som Martens selv­optaget og selvilluderende, han er tillige Alkoholist. Og deraf springer Romanens Handling, som faar den til at ligne en Kriminalhistorie. Genren er Gyseren. Efter et Raserianfald tror Brand, han har kvalt en Rival og at denne inden han døde hvæsede: Du kan ikke komme af med Figet. Han begraver den døde, men snubler over Figet da han en Dag vender hjem; han begraver ogsaa dette og nu ligger der altsaa to Fig! Brand bliver Af­holdsmand med Tilbagefald, Angsten for den døde Mand vender tilbage; i Paris kravler han en Nat ind i et forkert Hotelværelse, Fyset fungerer ikke, han gaar i Seng men skriger saa: „Han er her! Her i sengen - det ligger her - her ved siden af mig Det er en ru­mænsk Student, som antagelig har begaaet Selvmord paa Grund af forsmaaet Kærlighed. Hakon Brand dør i Choket. Og saa kan Forfatteren afsløre for os, at Brands Offer, den døde Mand, lever rigtig rart i Paris.

Der er megen Munterhed i Skildringen af Livet i Paris. Paa Husmure og Plankeværker injurierer Politiker­ne hinanden ved Hjælp af mandshøje Plakater, som de kalder aabne Breve: „DE ER EN ALFONS, HR. MI­NISTER! DE LEVER AF KVINDER!“ og nedenun­der er der saa aftrykt et privat Brev fra Ministerens Veninde. Og den angrebne Minister svarer paa en anden Plakat: „HR. REDAKTØR! ... DE ER EN KORSI­KANSK BANDIT, DER HVERKEN KAN LÆSE ELLER SKRIVE! DE MÅ BESTIKKE ANDRE BAN­DITTER TIL AT FORFATTE DERES SMÆDE- RIER! IMBECILE!“ (S. 89). Der er Bid i Danmarks­billedet, ikke mindst af de Danskere, som lod sig rive med af Dr. Buchman’s Oxfordbevægelse: de rige glæder sig over Læren om, at et Menneske skal øve sit Kald hvor Gud har sat ham, og de fattige over Guds store Fællesskab, som de nu fik Del i. Vittigst og ondest er Interiøret fra Kaféen hvor Digterne og Malerne holder til. Saaledes Digterne: „Der var store stærke karle imel­lem, som kunne slæbe jernbjælker og drive store hjul rundt, men som i stedet for digtede om vintergække og biller og alfer og sommerfugle og hejda for en skælm, den er, den lille oldenborre, og hurle, hurle hej, du lille viltre bi. Megen god kropskraft gik til spilde på „Øl-gården“. En saadan overflødig Kunstner er Hakon Brand; han burde nok efter Scherfigs Mening atter kal­des Hans Petersen og sættes ind i en nyttig Produktion. I Stedet for som de andre Livsløgnere og Fupmagere at snylte paa Samfundet.

Saaledes begyndte det altsaa. „Den døde Mand“ er en rask og flot Debut; der er ikke videre Dybde i Psykolo­gien eller Kritikken, men vi kan fra Begynderbogen trække Linjen frem til alle Digteren Hans Scherfigs klas­siske Romaner.

”Den forsvundne Fuldmægtig” (1938) kommer som Den døde Mand til at handle om et imaginært Mord. Fuldmægtig Teodor Amsted ender med at overbevise Politiet om, at han har myrdet en gammel Skolekamme­rat, Michael Mogensen, der i Virkeligheden har begaaet Selvmord som den rumænske Student i den første Ro­man.

Fuldmægtigen ser ved Handlingens Begyndelse ud som alle andre Kontor- og Mappemænd i 1930erne. Han sy­nes en Larsen fra „Melodien der blev væk“ (1935). Han har pæn Stilling, pæn Kone og Søn, pænt Hjem. Men han er 46 Aar og længes ud af det hele, ud til Friheden, den individuelle frie Bestemmelse over sig selv. Da han vinder i Lotteriet, stiger Lysten til at komme bort fra dét hele; da Mogensen sprænger sig i Luften med Dynamit, sørger Amsted for, at man tror det ukendelige Lig er hans eget. Som foregiven hjemvendt Dansk-Amerikaner lejer han sig ind i Nordsjælland; men her ude paa Lan­det er Folk ikke rare ved hinanden, Egoismen behersker alle, Mistænksomhed, Sladder, Nabonag, hemmelige For­brydelser kendetegner Milieuet; nogen finder ud af Til­flytterens Identitet og han meldes til Politiet, dommes for Assurancesvig m.m. - og opdager saa, at i Fængslet har han al den Fred, Orden og Pleje, som hans beskytte­de Opvækst og borgerlige Ægteskab har vænnet ham til. Da Straffen, otte Maaneder, er udstaaet, er han ulykke­lig, til han faar den Idé at melde sig for Mordet paa Mogensen. Nu er livsvarig Tryghed sikret ham.

Amsted er altsaa ingen Larsen, for han har aldrig kendt nogen Melodi. Han er saa tidligt blevet aandeligt beklippet og beskaaret efter det solide Borgerskabs Møn­ster, at han ikke har Mulighed for nogen Eksistens i fri Tanke og Handling. Og det absurde, egoistiske Samfund omkring ham byder ingen Ro for Sindet - undtagen i Fængslet. Og her passer han endda ganske særligt ind; som det hedder paa Romanens sidste Side: „Det er ikke alle fanger, der er så tilfredse som Teodor Amsted. De er urolige mennesker. De har ikke fået hans gode opdra­gelse. De er ikke forberedt til dette liv gennem mange år. De har ikke nydt hans skolegang. De har haft for megen fantasi. De er uharmoniske og uborgerlige.“

Amsted er den sterile borgerlige Ufrihed og Ensret­ning. Han kan sammenstilles med Straffefangen hos Faulkner, i ”The Wild Palms and Old Man”, som under Mississippiflodens Oversvømmelse kommer ud af Fængs­let og under en livsfarlig Tur ned ad Strømmen oplever Friheden og Kærligheden, men giver Afkald paa begge; skønt han anses for død, melder han sig igen i Fængslet. Faulkners Roman udkom 1939, Aaret efter ”Den for­svundne Fuldmægtig”; den blev straks oversat til Dansk: „De vilde Palmer“ (1939), og vi kunde altsaa her i Lan­det følge to Variationer over Temaet: Flugten til Fængs­let (Sml. Cai M. Woel: Tyvernes og Tredvernes Dig­tere II, 1941, S. 229, hvor det fejlagtigt angives, at ”The Wild Palms” udkom „midt i Tredverne”).

Efter et indbildt og et paataget Mord naar Scherfig endelig frem til et regulært overlagt Mord med ”Det for­sømte Foraar” (1940). Bogens Anlæg som en human Kri­minalhistorie er perfekt. Mordet paa Lektor C. Blomme beskrives i 1.-2. Kapitel, opklares i 41. Kapitel og bekendes i 52. og sidste Kapitel - men for en Samling søv­nige Personer, der næppe opfatter noget deraf. Skønt Dommer af Profession gaar Morderen fri; han frikendes ogsaa af Digteren. Det gaar som efter Titlen paa Franz Werfels store Novelle om Sønnen der myrder sin Fader: „Nicht der Morder, sondern der Ermordete ist schuldig” (1920).

I 3. Kapitel ser vi en lille Snes Herrer samlet til 25-Aars Studenterjubilæum: „Der var også en morder imellem. En mand, som for en årrække siden havde for­giftet lektor C. Blommes maltbolsje.” De er alle 43 Aar gamle. Baade Amsted og Mogensen er med, og der hen­tydes til deres Skæbne i „Den forsvundne Fuldmægtig”. I nogle Kapitler præsenteres en Del af de jubilerende Herrer i deres eget Milieu eller paa Vej til Festen. Pro­fessor, Overlæge Thorsen under Stuegang, Dommer El­lerstrøm i Retssalen, Pastoren, Adjunkten, Politimeste­ren, Dommerfuldmægtigen, alle disse nyttige og pæne Folk, Samfundets Støtter, er stivnede, aandeligt afstum­pede eller forvredne; for én af dem, Mogensen, maa de andre betale. Festen skrider, Taler holdes, sentimentalt udraaber Pastoren: „Før os tilbage til barndommens lyk­keland!“ (Kap. 14). Og derefter er det Skoletid; i ma­geløse Rids tegnes disse Drenge i deres Udvikling fra 4. Mellem til og med 3. G.: „Disciplina Solerti Fingitur Ingenium står der i bronzebogstaver over skolens [altsaa Metropolitanskolens] klassiske facade. Det betyder sådan noget som, at øretæver er godt for den åndelige udvikling.“ Og vi skal da se Skolens haandsikre Lærere kvæle hvad der maatte være af naturlig Lyst og Evner hos deres Elever. Disse Scener fra Undervisningen er klassi­ske i deres groteske Anskuelighed. Jeg har altid med Gy­sen beundret Fransktimen i 39. Kapitel. Men værre end Lærernes Pædagogik er deres Etik. Deres Syrn- og Anti­pati bestemmer Elevernes Skæbne. Da Edvard Eller­strøm ikke længere er den lækre lille Dreng, men en bumset Fyr med overdimensional Næse, taber Lektor Blomme Interessen for ham, Ellerstrøm gaar tilbage i Klassen og i en afgørende Scene meddeler Latinlæreren, Lektor Blomme, ham, at han ikke kan støtte Elevens Op­rykning. For Ellerstrøm er dette en Katastrofe, som for hans fraskilte og bekymrede Moder, der kun „lever for min søn“. Og da Ellerstrøm den Dag er Ordensduks, huler han et af Blommes Maltbolsjer og lægger Stryknin fra Kemiskabet deri. Blomme dør, Ellerstrøm rykker op.

Ingen dansk Forfatter har været saa haard mod La­tinskolelærerne som Scherfig. Nu vil Tilfældet, at en elskelig Lektor (Marcus Pedersen, Sorø), hos hvem jeg for adskillige Aar siden var Censor, henledte min Op­mærksomhed paa en tysk Roman, der er en Forløber eller et Forbillede for Scherfigs Mesterværk. Det er Franz Werfel: ”Der Abituriententag”, med Undertitelen: ”Die Geschichte einer Jugendschuld”.

Den østrigske Forhørsdommer, Dr. Ernst Sebastian skal om Aftenen til 25-Aars Studenterjubilæum. Forin­den har han et indledende Forhør over en Franz Adler, der er sigtet for Mordet paa en prostitueret Pige. Dom­mer Sebastian mener i denne at genkende en Klassekam­merat af dette Navn; de er begge 43 Aar gamle. Under Festaftenen staar de forsamlede for Sebastian som en sørgelig Skare: „Oh all diese Gesichter! Schulhofs sub­alterne Eitelkeit, Faltins Schwätzertum, Ressls Schlaffheit, Burdas wichtigtuerische Einfalt, sein eigenes hinterhaltiges Wesen ... War denn nicht ein einziger Mensch hier!?“ (Udg. Bern 1928, S. 61). Aftenen gaar. Schulhof, der er Skuespiller, fremstiller en stor Scene fra den frygtede Latinlærer Kio’s Klasse. Men saa fortæller Se­bastian, næsten uden at ville det, at han har haft Adler i Forhør samme Dag, Minderne om ham bryder Fest­glæden, Aftenen slutter snart, og om Natten nedskriver Sebastian Historien om Adler og ham selv i Skolen. Ad­ler var Klassens højt begavede Dreng. I et ambivalent Forhold til ham nedbrød Sebastian Adlers Selvtillid, han gaar stærkt tilbage, og i en Latintime meddeler Kio Ad­ler, at denne efter næste Lærermøde maa forlade Skolen. Dette er en Katastrofe for den fattige Adler og hans be­kymrede Moder. Saa forsøger Sebastian en Redning: sammen med Adler gaar han om Aftenen op paa Sko­len og retter i Protokollen. De overraskes af Kio. For­tvivlet beslutter de at dø sammen ved Gas, men Seba­stian opgiver og skaffer Adler Penge, saa han kan flygte til Hamborg - og vel til Amerika. Da Adler er borte, klarer Sebastian Frisag; han er Søn af Østrigs Højeste­retspræsident. Men Ungdomsskylden har aldrig sluppet Sebastian; maaske er han derfor en indesluttet Natur og en human Jurist.

To Dage efter forsøger Sebastian under et nyt Forhør at give sig tilkende over for Franz Adler - til det viser sig, at den Anklagede, hvis Uskyld bliver afsløret, ikke er Sebastians Klassekammerat. Dommer Sebastian føler en overjordisk Glæde.

Som enhver kan se, har Franz Werfel og Hans Scherfig helt forskellig Hensigt med deres Studenterjubilæum. Hos Werfel gør en Mand op med sig selv, det lange Til­bageblik er en Selvanklage og Selvforsvar. Skylden eller Synden tilhører det enkelte Menneske. Scherfig anklager et Kollektiv, en autoritær Skole og det Bourgeoisi, hvor­fra den henter sine fleste Elever. Men fælles har de Sag­ligheden, Anskueligheden; som hos Werfel en Spiritist­seance, som Drengene iscenesætter, og et Bordelbesøg, hvor Sebastian og en anden belurer den kyske og for­legne Adler.

Scherfig har ingen Respekt for sin Romans Lærere.

I „Det forsømte Foraar“ er de enten Tyranner, Cæsar udi egen Indbildning eller ogsaa Slaver, som lader sig mishandle af Eleverne, fordi de ikke kan holde Disciplin. Og da Scherfig senere skal bruge et naivt Offer for Rets­maskineriet og skumle Bagmænd, vælger han en Lektor Karelius, der uforskyldt bliver anholdt, faar Prygl af Po­litiet, anklages for et Dobbeltmord; efter et Aars Vare­tægtsarrest løslades han, dog med en absurd Dom for Vold mod Politiet; han mister sit Embede. Saadan gaar det til i Skorpionen (1958).

Men før og efter denne Bog falder en Slags Dobbelt­roman om Danmark før og under den tyske Besættelse: "Idealister" og "Frydenholm".

"Idealister" var færdig 1941, men kunde paa Grund af indirekte Hentydninger til den tyske Besættelsesmagt (Kap. 27) ikke udkomme paa Dansk før 1945; paa Svensk 1944. Naturligvis starter vi med et Mord; Opkla­ringen kommer til Slut, og kun fordi Morderen melder sig selv til Politiet. Det er en hyklerisk Fabrikant og Godsejer, Skjern-Svendsen, der udryddes som et Skade­dyr af Godsets Gartner, der ledes af retfærdig Harme og religiøst Vanvid. Romanen er befolket af Fornuftens For­nægtere, som i deres selvglade Idealisme som Charlata­ner vil frelse Verden: Digterinden Sylvia Drusse, som i tidligere Bøger var Spiritist, men nu kigger i Glaskuglen, Klassekammeraterne fra „Det forsømte Foraar“: Pastor Nørregaard-Olsen og Psykoanalytikeren Riege, som nu prædiker og praktiserer Wilhelm Reichs Orgasme-Evan­gelium. Og flere endnu. Og Bogen lader tydeligt forstaa, at nogle af Personerne faar en Chance senere. Det sker i den mægtige Roman Frydenholm (1962). Dette Gen­nemtræk af Figurer, som Scherfig ynder, har her dog kun Betydning i enkelte Tilfælde. Indimellem ,,Ideali- ster“ var stukket en Smaaforbryder, Egon Charles Olsen, som var velkendt af Politiet; det er en satirisk Pointe, at han under Besættelsen bliver en højtlønnet Stikker for det danske Politi. Mere Psykologi er der i Paavisningen af, at en i den første Bog haardt medtaget Værgeraads- dreng, Harry med den brækkede Næse, ender som Schalburgmand, deltager i Clearingmord og henrettes efter Krigen. - ,,Frydenholm“ adskiller sig fra alle Scherfigs tidligere Romaner, ikke blot ved sit vældige Omfang. Kapitlerne har en Tæthed og et Sammenhæng, der styr­kes ved den kronologiske Komposition. Værket taaler Sammenligning med en stor Krigsroman som Sjolokhov: ”Stille flyder Don” (1920-40), der begynder før og ender efter den første Verdenskrig; de historiske Aktstykker fylder heri stadig mere, efterhaanden som Handlingen skrider frem. „Frydenholm“ spænder over de fem for­bandede Aar, fra 9. April 1940 til 5. Maj 1945, med Op­takt ved 5. Juni 1939 og en Mindedag 5. Maj 1946. Fremstillingen er belagt med historisk Dokumentation, saa at den stedvis faar Udseende af Besættelsestidens An­naler eller Krønike, men uden derfor at tabe Karakter af Digtning. Inden for sin Tidsramme tegner Romanen det danske Samfund som et Kollektiv, hvor Personerne spiller med og mod hinanden i deres eget Milieu. Ingen trænger sig paa som Hovedperson.

Jeg har Lyst til at kalde „Frydenholm“ et moderne Epos. I denne roligt fremadskridende Beretning udspiller sig skæbnesvangre Begivenheder for et Folk. Det klassi­ske Epos har tre Handlingsplaner: 1. Menneskenes Plan; 2. det Plan hvor de i Sagen interesserede Guder virker; 3. Skæbnens eller den højeste Guddoms Plan. Fryden­holms første Plan er det private, familiære, lokale. Det er meget rigt; i ingen af Scherfigs Bøger findes en saadan Vrimmel af menneskelige Smaatræk og Situationer. Det er paa dette Plan hver Person viser sine Særheder, der skiller ham eller hende ud fra Gruppen. Bare ét Eksem­pel. To kommunistiske Naboer i Frydenholm-Sognet bli­ver interneret af Politiet; deres Hustruer tager Begiven­heden helt forskelligt: Martins Margrete viser sig djærv og sikker, Oscars Johanne derimod uselvstændig: hun maa have en til at beslutte for sig. Til Gudeplanet hos Klassikerne svarer her en overindividuel Modsætning mellem Opportunismen, der halv- eller helhjertet tjener Tyskernes, altsaa det ondes Sag, og Kommunismen, som staar for det gode. Kommunisme er Godhed, siger Mar­grete (Kap. 24) og for Mændene staar Nationalsocialis­men som Kapitalismen paa et bestemt Udviklingstrin. Bogen handler derfor om Opportunisterne, dvs. dansk Regering og Rigsdag, Politi og Domstole, der arresterer danske Kommunister og sluttelig endog udleverer dem til Værnemagten. Det tredje episke Plan, Skæbneplanet, er meget tydeligt. Det danske Samfund danner i Roma­nen en isoleret, lukket Helhed, en Organisme. Det er paafaldende, saa faa Tyskere der har noget at gøre med de danske Personer. Vi hører Taler og Proklamationer af Hitler og Kaupitz, men det er som Led i en universel Handlingsgang, der udspiller sig uden for Romanen. Danmark er prisgivet et Fatum, som bestemmer Krigens Udfald, dvs. Tyskernes Sejr eller Nederlag. Nornen spin­der sin Traad uafhængigt af danske Kommunister og Opportunister; men naar Skæbnetraaden er spundet, faar det Konsekvenser ogsaa paa det lille Lands politiske eller ideologiske Plan: Scherfig viser tydeligt, hvorledes Stalingrad giver adskillige her kolde Fødder. Helt ned paa det familiære Plan spores Skæbnen, f. Eks. i den af­sluttende ironiske Situation: Efter Befrielsen staar Margrete som Enke med fem Børn, for Martin døde i tysk Koncentrationslejr; medens Johanne’s Mand, Oscar, som alle troede død, gaar hjem med en Dreng i hver Haand, den yngste er ikke hans egen. „Og Johanne lænede sig ind til ham“, er de sidste ord i Scherfigs Epos. -

I ”Den forsvundne Fuldmægtig” staar der om Amsted, at han som Dreng ikke fik Lov til at faa et Akvarium, og derfor anskaffer han sig et, da han forsøger den ano­nyme Frihed paa Landet. Han studerer Vandinsekter, ligesom den tænksomme Overlærer Magnussen i „Fry­denholm”. De naturvidenskabelige Værker bliver dog taget fra Magnussen i Horserødlejren, fordi Ledelsen vidste, at det „før var set, at skildringen af insektlivet in­deholdt maskeret politisk propaganda og ondsindet kritik af en fremmed magt” (Kap. 73). For Scherfig selv er Insektstudiet nok baade videnskabelig Nysgerrighed og politisk Refleksion. I en lille Bog, hvor han noterer hvad han igennem et Aar Uge efter Uge har iagttaget i og omkring et Vandhul i Nordsjælland, udviser han stor videnskabelig Intensitet og Udholdenhed. Det er blevet til en lille og utrolig mættet Bog, ”Dammen” (1958), fint komponeret efter Aarets tolv Maaneder. Under Maj kommer den første Guldsmed op af Dammen: „Det grå-sorte leddede dyr stikker hovedet op af vandet. Det klam­rer sig til et iris-blad med sine seks ben og sidder en tid med hovedet og brystet oppe. Der åbner sig åndehuller på brystet, og åbenbart fylder dyret sig med luft. Gæl­lerne i endetarmen fungerer ikke mere. Senere kravler guldsmede-larven højere op på det svajende blad. Den hænger rystende og skælvende i solskinnet, mens vandet rinder af den i store dråber.

Så revner den i ryggen. Der går hul på dens hårde hudpanser, og et nyt dyr kommer frem. Det kommer ud af ryggen på sig selv. Baglæns arbejder det nye dyr sig frem. Først kommer brystet og lidt efter hovedet med de store øjne; så kommer benene, det ene efter det andet som trukket ud af en strømpe.

Der hænger den og dingler frem og tilbage, slap og uden kraft. Den giver små ryk og haler lidt efter lidt sin lange bagkrop frem. I nogen tid hænger den med hove­det bagud. Larvehylsteret holder stadig fast i iris-bladet med sine hule lemmer og bærer det nye væsen, som hæn­ger udmattet med hovedet nedad, mens en del af bag­kroppen endnu stikker i det gamle hylster. Det drypper stadig fra den. En gang imellem går der en rystelse igen­nem den, den begynder at gynge frem og tilbage og bøjer sig så pludselig opad med et ryk og griber med sine seks nye ben fat i sit gamle hylster. Bagkroppen slipper helt ud og hænger frit i en bue i luften.

Den sidder på ryggen af sig selv, mens det tomme lar­vehylster holder fast og bærer dem begge. Og den nye guldsmed er en halv gang længere end hylsteret, hvordan den ellers kunne være derinde for lidt siden? Den vokser stadig. De små nye vinger bøjer spidserne bagud og op­ad; de er mælkede og ugennemsigtige, senere ligesom krøller de, mens de vokser synligt. Hele dyret vokser. Bag­kroppen svulmer op og strutter, og leddene ligesom sky­der sig frem. Vingerne krøller som bladene på en blomst, der springer ud. De klistrer sammen, og det drypper fra dem, en masse væde, hvor det så kommer fra. Det nye væsen dirrer i solskinnet; man ser, det bliver fastere og stærkere. Det kommer til kræfter, kravler længere op på bladet og hænger nu ovenover sit hylster. Vingerne glat­ter sig ud og får deres rigtige størrelse og stilling. De stiv­ner i vinden og solskinnet, man ser det fine net, af årer eller ribber, som bliver kraftigere efterhånden. Hinden mellem ribberne bliver tør og klar som cellofan og får metalglans i solen som petroleum på vand. Kroppen bli­ver hård og strutter ikke mere så oppustet, den får farve og glans. Hen på eftermiddagen kan det nye væsen flyve og svinger sig for første gang op i lyset og solen, en ny ukendt verden.

Tilbage på iris-bladet sidder den tomme larve-hud. Den klamrer sig stadig fast, tør og hul, raslende i forårs­blæsten.“ Det er et dejligt Stykke Naturhistorie, som ikke findes bedre i Vilh. Bergsøes ”Fra Mark og Skov” (1881), eller hos Wesenberg-Lund, end ikke i Jean-Henri Fabre’s berømte ”Souvenirs entomologiques” (1888), hvoraf der i dansk Oversættelse foreligger tre Udvalg under Titler­ne „Skik og Brug hos Insekterne“, „Skorpionen og andet Kryb“ og „Instinktets Mysterier”; de var Yndlingslæsning i mit Barndomshjem. Maaske Scherfig gerne vil vedkende sig Kaalunds:

"Det er den dejligste Tidsfordriv,
At agte paa Dyrenes Færden og Liv!"

I hvert Fald citerer han Kaalunds Vers om Tudsen og fortsætter: „Om skrubtudsen, som Kaalund siger, har „et ærligt sind”, ved jeg ikke. De skrubtudser, jeg selv har kendt, har været omgængelige og mere intelligente end andre padder. En umådelig stor skrubtudse, som i et par år har boet i mit drivhus, havde i begyndelsen den dårlige vane at give en masse vand fra sig, når man løf­tede den op; men den er efterhånden blevet så tam, at den holder sig tør, når man kæler for den ... Den er lige ved ti centimeter lang og har en meget tyk mave. I an­sigtet ligner den pastor Bartholdy fra Haslev, men den er venligere og har kønne gyldne øjne. Forøvrigt er det en hun” (April). Disse Paddeøjne kender vi fra H. C. Andersens „Dyndkongen og hans Datter”, hvor de kaldes „underlige, bedrøvede”, og fra Eventyret „Skrubtudsen”, hvis Øjne rummer et Genskin af „den evige Længsel og Lyst, opad, altid opad!”

Skrubtudsen er altsaa i god Kontakt med Mennesket Scherfig, og vi er ikke saa langt fra Kaalunds

"Og kan ikke Dyret græde og le,
Det kan dog kærligt paa Mennesket se -"

Overhovedet er Afstanden mellem H. V. Kaalund og Hans Scherfig ikke saa stor, som man skulde tro. Kaa­lund er ikke blot Idylliker; hans smaa Tragedier kan maaske kaldes sentimentale, som „Den dræbte Vildand” og „Hunden ved Stranden”, men Digtet om „Bjørnen” der dræber Jægeren er enestaaende i Tidens Fabeldigt­ning. Det er Dyreverdenen der slaar fra sig over for Men­nesket. Naar Scherfig gaar ned i Dammens Mikrover- den, finder han den ubønhørligste kamp af alle mod alle: „Et lille helvede på jorden er dammen og tørvegraven”. Og naturligvis har han H. C. Andersens „Vanddraaben” præsent. Eventyrdigterens Troldmand Krible-Krable la­der sin Ven Trolden uden Navn se gennem Forstørrelses­glasset, hvor Tusinder af Væsner puffede og stødte til hinanden, „hvor de nippedes og nappedes, bede hinan­den og trak hinanden frem: „See! see! hans Been er længer end mit; baf! væk med det! der er En, som har en lille Knop bag Øret, en lille, uskyldig Knop, men den piner ham, og saa skal den pine meer!” og de hakkede i den, og de trak i ham og de aad ham for den lille Knops Skyld.” Hvad tror du det er, spørger Krible- Krable: „Det er da godt at see! sagde den Anden, det er jo Kjøbenhavn eller en anden stor By, de ligner jo Alle­sammen hverandre. En stor By er det!”

„Det er Grøftevand! sagde Krible-Krable.“

Scherfig samler det saaledes: „hvis man ligesom gamle Krible-Krable lægger en vanddråbe under en lup eller i mikroskopet, ser man en skrækkelig verden af grådige væsner, som i uhæmmet frikonkurrence æder hinanden.“ (Februar). For H. C. Andersen er det mikroskopiske Liv Københavneriets Nid og Nag, Sladder og Skadefryd. Men for Scherfig er det „frikonkurrence”: „Vandhullet er et forbilledligt liberalistisk samfund med fuldstændig frihed for alle til at æde hinanden, til at snylte på hinan­den og udsuge hinanden. Her hersker den frie konkur­rence og det frie initiativ uhæmmet af love og restriktio­ner. De stærkeste overlever, og ligevægten bevares.” Og skønt dette er et Billede af Menneskeverdenen, ser Scher­fig dog optimistisk paa denne: „Vi har en fortid i mud­deret. Fra liberalismens anarki i mudderet er vi lang­somt nået frem til fornuften” (Januar). -

Hans Scherfig kender til Mennesker uden for Dan­mark. I „Den døde Mand” var der et charmerende Parti om Paris og Pariserne. Han har senere beskrevet ”Hellas” (1949) og især østeuropæiske Lande i Bøger som ”Rejse i Sovjetunionen” (1951 ), ”Det befriede Rumænien” (1953), ”Hos Kirgiserne” (1965), ”Morgenrødens Land”, dvs. Gru­sien (1971). Han rejser med aabne, sympatiserende Øjne, faar god Kontakt med Folk omkring sig, glæder sig over den Ærefrygt, Russerne viser deres fine, gamle Lit­teratur og priser Fremskridtet hos Kirgiserne, som først fik Alfabet og Skriftsprog i 1924. Han indfletter i Bogen om Grusien en hel lille kaukasisk Litteraturhistorie og Antologi. Han skriver opmuntret og glad om Rumænernes Interesse for Holbergs ”Jeppe paa Bjerget”.

Og Holberg slipper Scherfig egentlig aldrig. Han har skrevet engageret i Bogen ”Tre Digtere” (1963) om Nordahl Grieg, Bertold Brecht og Hans Kirk, og af den sid­ste har han lært en Del, der er Slægtskab mellem „Fi­skerne" og „Frydenholm". Men hans hjemlige Aner strækker sig tilbage til Pontoppidan og Holberg. Scher­fig skildrer det danske Landsbyliv, især i „Den forsvund­ne Fuldmægtig" og „Idealister", med Træk, der synes at ville vise, at der ikke er sket mange Fremskridt siden „Landsbybilleder" og „Fra Hytterne". - En Grundtekst for Scherfig er sikkert Holbergs Niels Klim. Skønt Scher­fig har lært godt Latin hos Lektor Blomme eller hvad han nu har heddet, læser han nok helst Niels Klim paa Dansk; jeg gætter paa, at det er N. V. Dorphs Oversæt­telse, der ligger til Grund for Scherfigs kongeniale Gen­fortælling af Niels Klim, i Tekst og Billeder, som Tegne­serie (1961). Men naar Scherfig i et Essay (Den gloen­de Drage over Roskilde) (1959, 61) siger, at Holberg forsigtigvis skrev Niels Klim paa Latin, saa fejler han: Holberg skrev paa Latin for at faa Bogen udbredt; Lati­nen var en Genvej til Oversættelser, og dette glimrende Indlæg for Tolerancen og Fornuften, som udkom i Leipzig 1741, blev inden Aarets Udgang oversat til Tysk, Hol­landsk, Fransk, næste Aar til Engelsk og Dansk, senere fulgte Svensk, Russisk og Ungarsk. Den direkte Satire, den underfundige Ironi og det barokke humoristiske Op­trin, det findes altsammen hos Holberg og Scherfig, ikke mindst i den førstes Epistler og den sidstes Essaysamlin­ger, der kommer som Aarbøger og Udvalg. Som Holberg skrev en lystig Apologi for Fanden (Epistel 60), har Scherfig et aandrigt ”Forsvar for Nisser”, med et fint Citat fra „Peder Paars“:

"Med Nisser maa man et oprigtigt Venskab holde -"

Til Scherfigs Optegnelser om Folk der har set Nisser kan man føje Storm-Petersens Svar, da han blev spurgt, om han tegnede efter levende model: „Nej, sagde han, undtagen Nisserne naturligvis.“ Som Niels Klim har sit Idealland, Potu, som de nu i den fremragende Forestilling paa Gladsakse Teater ligefrem kalder Utopia, saaledes har Scherfig skitseret ”År 2061”, en Tilstand uden Krig, et klasseløst og pengeløst Samfund. Med Holberg behersker Scherfig baade Sarkasmen og Humoren, og bevæger sig baade i Utopien og i Virkeligheden. I et meget kønt Es­say ”Om Holbergs Epistler” (1954) siger Scherfig mod Slut: „Gennem de 539 „breve“ føler læseren sig i per­sonlig korrespondance med den vittige og kloge og hjer­tensgode mand og følger med i hans liv, lærer ham grun­digt at kende. Man får hans tanker betroet og deltager i hans læsning og er med i hans studier. Man har part i hans morskab og hans fortrædeligheder. To århundreder efter hans død synes man, at man kan høre hans stemme og lytte til hans gode latter.“ - Da Scherfig i Bogen „Hos Kirgiserne“ skildrer europæisk Kunsts Indmarch i dette asiatiske Land, bemærker han, at Kirgiserne „havde færre forudsætninger for at tage imod nye og ukendte kunstformer end danskerne, da Holberg fra udlandet bragte komedie og essay og parodisk heltedigt til vort land.“ Og han tilføjer: „Holberg fik forøvrigt ingen tak for det, da han levede.” Jeg véd ikke, om Hans Scherfig mener, at han hidtil ikke har faaet Tak nok for sin litte­rære Indsats. Men Det danske Akademi bringer hermed i hvert Fald et Afdrag paa Nationens Gæld, tilligemed en hjertelig Lykønskning.

Hans Scherfigs takketale

Tak til Det danske Akademi.

Tak til professor Billeskov Jansen.

Jeg føler den taknemmelighed, som en mand må føle, når han modtager et redningsbælte, efter at han er kom­met i land.

Men jeg vil sige som Wessel:

"- Den Prosit, som kom seent,
er bedre end aldeles ingen. -"

At det, jeg har skrevet for tredive år siden, nu er ble­vet prisværdigt, er ikke kun en glæde for mig, men et glædeligt tegn.

At skrive er en henvendelse til andre mennesker. Jeg mener ikke, at et forfatterskab just behøver at være for­kyndende eller missionerende. Men det er dog en med­delelse til andre. Man skriver ikke for sig selv. Man kan ikke være kunstner alene. Kunst er forbundet med fælles­skab.

Jeg synes ikke, at mit forfatterskab har været kommu­nistisk propaganda. Men den livsanskuelse, man har, vil naturligvis ikke kunne undgå at vise sig i det, man skri­ver, selvom det i hårde tider kan være nødvendigt at sige tingene forsigtigt og listigt. Måske har jeg ikke været listig nok.

I mange år og i mit livs mest produktive periode har jeg følt pressens og radioens kolde skulder. Romanen „Det forsømte forår“ blev forbudt i radioen. Romanen „Idealister" blev i det hele taget forbudt - ikke af tysker­ne, men af det danske udenrigsministerium. Der er store danske aviser, som i årevis ikke ville omtale mine bøger. En roman som „Skorpionen" er i Danmark kun blevet anmeldt i én avis - udover Land og Folk, hvor den blev bragt som føljeton. Vel en halv snes af mine bøger er aldrig blevet omtalt i andre blade end Land og Folk.

Jeg er ikke forurettet.

”- Man kan ikke både blæse og søbe” - sagde Holberg. Man kan ikke bekæmpe og undergrave det borgerlige samfund og på samme tid nyde borgerlig bevågenhed.

Jeg har vist mine læsere den høflighed at gøre mig umage for at skrive forståeligt. Man kan ikke skrive for alle, men man kan skrive for mange. Det danske sprog er rigt og bevægeligt og håndterligt, og det er muligt på dansk at finde udtryk for alting i tilværelsen og i menne­skers bevidsthed. Det lille danske sprog. Det har haft styrke til at overleve århundreders tyskhed under olden­borgske konger. Gid det må overleve det neuropæiske fællesskab.

At blive læst er en større tilfredsstillelse end at blive forkælet af aviser. At møde læsere ansigt til ansigt rundt om i landet og føle det fællesskab, som består mellem dem, der tager mod kunsten og den, der laver kunst, er vigtigere end den mere officielle anerkendelse.

Men jeg er taknemmelig også for den officielle aner­kendelse. Og ud over den personlige glæde tager jeg det som et lykkeligt tegn. Et tegn blandt mange tegn på, at den vulgære antikommunisme, som i givet fald vil blive til pro-fascisme, i det mindste kan holdes uden for ånds­livet.

Når en kunstner i sit livs aften modtager en pris, som også har pengeværdi - en stor værdi - næsten, hvad en journalist tjener på et halvt år - så kommer journalister­ne og spørger: - Hvad vil De dog bruge de mange penge til? - I flere dage har journalisterne ringet og spurgt.

Nu da jeg har min pris i lommen, kan jeg svare: Jeg vil give disse penge til det blad, hvor jeg i 40 år har fået lov til at skrive, hvad jeg ville. Jeg vil give pengene til Land og Folk som tak for den ytringsfrihed, det har gi­vet mig i de år, da andre blade var lukkede for mig.