Ole Sarvig

Da Halldór Laxness i 1955 havde fået nobelprisen holdt hans landsmand, den lærde Jon Helgason, en tale for digteren på d’Angleterre, hvor danske og islandske ven­ner fejrede ham. Til forbavselse for dem der havde ven­tet en seriøs og bevæget hyldest, rejste Jon Helgason det spørgsmål om Halldór Laxness’ hoved mest lignede en pære eller et æble. Han fortabte sig i en grundig karak­teristik af to litterære skoler som overalt i den civilise­rede verden var uenige om dette vigtige emne.

Først i dag forstår jeg til fulde Jon Helgason. Også jeg kunne her fristes til at spørge om Ole Sarvigs digter­hoved mest ligner en appelsin eller en kokosnød, og af samme grund som den islandske forsker: hvad skal man i en festtale stille op over for et så omfattende, så dyb­sindigt og forfinet forfatterskab som Ole Sarvigs? Man erkender sin afmagt og taler derfor hellere om noget andet.

Det var i januar 1944 jeg første gang traf Ole Sarvig. Hans debutbog, ”Grønne Digte”, var da udkommet om efteråret samtidig med Morten Nielsens ”Krigere uden Vaaben”, og Morten Nielsen førte os sammen under om­stændigheder som hørte den tid til: man sneg sig hen under aften ad mørke gader til et aftalt sted hvor gardi­nerne var trukket tæt for vinduerne og kun dæmpet lys brændte i stuen - vel vidende at nogen mulighed for at skilles forelå først med det følgende daggry. Det var spærretid og krigsvinter, og opbruds- eller undergangs­fornemmelser rådede i verden og ens eget sind.

Men dér i stuens halvmørke sad Ole Sarvig, endnu nærmest en spinkel dreng med en dyb, mørk stemme og et hoved - nå ja, som altså mest lignede en af de masker man skærer ud af en appelsinskal: en lys ansigtsoval, smalle øjensprækker og tænder blottet i et serafisk smil. Fremmedartet, så dansk han ellers var, lunerig og le­vende optaget af det nærværende, kunne han også være malet af Modigliani med træk der ledte tanken helt til­bage på gotiske helgenportrætter.

Associationen til kokosnøden kom først senere på nat­ten da vi læste digte højt for hinanden. Ole Sarvigs var de vanskeligste, ikke på grund af indviklede abstrakte forestillinger men tværtimod fordi de var så konkrete, så helt nedsænket i det stoflige som vækster eller frugter, gennemtrængt af en organisk lovmæssighed uden side­stykke i tidens litteratur. Men ikke uden sidestykke i dens billedkunst. Det såkaldte maskemaleri som Ole Sarvig allerede da var dybt fortrolig med, og som han fortolke­de medvidende før nogen anden, havde draget skelsæt­tende kunstneriske konsekvenser af forudsætninger der også var hans.

Han læste for os et lille digt, hårdt, rundt og lukket som en nød, som bog eller agern, med en skal og en frugt - tilsyneladende uanseligt men af en mægtig spirekraft. Det er som kimen til hele hans digtning og hedder ”Drøm­mekærne”:

”Lyse kærne
i den avnekaabe,

ridder Georg
i dit panser,

klingende haard,
fuld af frost
var din hjælm
og din kappe,

- saa kam sommer
med sit grønne træ!”

Den slags ordbilleder var man ikke vant til, hvor to ele­menter førtes sammen som to køn og avlede et nyt poe­tisk væsen. Højt udviklet tidsbevidsthed og ældgammel menneskehedserindring fortættedes i en billedform der også var en erkendelsesform. En bevægelse løb igennem linjerne og førte naturens, historiens og sjælens årstider sammen i en myte.

”Grønne Digte” var en usædvanlig debut alene ved sit omfang, sin tematiske mangfoldighed og sin rigdom på præcist sansede elementer i hvert eneste digt. Bogstave­ligt kunne man følge, hvordan Ole Sarvigs digte spræng­te det hylster, de havde ligget i, en sangbar lyrisk tradi­tion, rig på vekslende metriske former, og foldede sig ud med deres egen tone, deres eget frodige liv:

”Sommer, min ven,
huset stod fugtkoldt og vintersygt hen.
Stemmer og trin
rungede hult i det halvtomme skrin.

Alting var klamt,
svampet og slimet og rustent og ramt.
Lyset var sort.
Alt var gemt hen, stuvet ned, pakket bort.

Vintren var hvid.
Du er saa grøn og saa drømmende blid.
Dage var graa.
Du er saa frisk og saa blæsende blaa.”

Sådanne sprogligt lykkelige sansninger vrimler det af, digterevnen i skyldfri henrykkelse over sig selv. Ubesvæ­ret konfronteres og identificeres jeget og årstiderne, stro­ferne bevæger sig dvælende gennem alle sommerens ste­der, stadier og hændelser. De standser ikke men fortsæt­ter ind under hostens port med de høje oktobernætters måne og jagende skyer -

”fugaen, som løber over taagede søer
og naar os før de andre,
- før alle orkestrets stemmer slaar sammen
og knuser os
i det vilde vejr,
og stammer knager
og falder med dumpe brag.”

Allerede her i debutsamlingen er der en sproglig konkre­tion af erfaringer, som både er nyopdagelser og trans­poneringer af en almen kulturviden til personlig erken­delse. Ikke bare vækstens billede, men også billedet af visnen og forfald, dødens træk i det levende, står tyde­ligt i bogen. Og de kendte, nærmeste omgivelser får pludselig en uvant betydning og perspektivudvidelse:

”Det vældige stjernetræ faldt,
brast og faldt som en fakkel
gennem natten.

Det store syngende blodtræ
blev hugget om
ved hjerteroden.

Slægtstræet styrtede bragende om
og ligger knust.

Aarstræet,
som stod saa ungt
og fuldt af lys,
sluktes efter sin sommer
og staar tomt.

Endnu blomstrer mine dages
skønne træ.”

Om en erfaring som er så lænket til sin formulering, ja først er gyldiggjort med den, er det vanskeligt at tale i et mere uforbindtligt sprog. Man kan afvise metaforer­ne hvis ens egen fantasi ikke lader sig befrugte af dem - det er nu engang de vilkår kunstneren arbejder under i denne fase af vor kultur. Han kan blive afvist som ufor­ståelig. Men bryder han igennem er det på sine egne betingelser, og med sin udtrykskunst har han da tændt en viden som oplyser også andres sind.

Sådan er det gået Ole Sarvig. Fra første øjeblik op­fattet og forstået af de få er han gradvis brudt igennem til manges medleven i sin digtning, og disse mange, hans læsere, har vandret i hans landskaber og gjort sig fortro­lige med deres særegne linjeføring og rumlighed. Hans digtning er en kosmisk poesi som ikke blot skildrer stjer­nerne på himlen eller væksterne i jorden, men tyder deres tegn. På firmamentet ser han, som var det i et nabosogn, de „fjerne brændende gaarde“, og på efter­årets marker „alle blomstervæseners lodne støvtaarne, som nu er døde“. Blomster og stjerner navngives og ind­drages i en sammenhæng, som er en anden end naturens.

Læser man efter ”Grønne Digte” i ”Jeghuset” fra 1944 fatter man bedre denne sammenhæng. Bogens mange introspektive digte kaster lys tilbage over anden del af debutsamlingen, som tyder øjeblikkets skæbnesvangre hændelser, den store krig. Det er „den store tidsels tid, da alle frygter inden døre, mens tidselpagoden staar ry­gende med fnog“. Ude bag tagruderne sejler de graa krigsflaader forbi mens tanken sidder tavs på sit tårn. Og overalt blomstrer nældernes høje, dunkle vækster. Det er nat i verden. Imorgen er ufødt og sort.

Dette skæbneøjeblik i historien blev også Ole Sarvigs egen skæbnetime. Det blev ham magtpåliggende som en befaling at fortolke og gennemleve dens pine, og det skete i de kommende år i bog efter bog. Som en feber der på en gang er sygdommens symptom og organismens kamp imod den, oplevede han krigen og inddrog i sin blotlæggelse af dens årsager gamle træk af den kulturs historie, hvis konsekvens krigen jo var. Men det skete fra først til sidst i kunstnerisk form, som en digterisk doku­mentation af det historiske hændelsesforløb. Og dette forløb skildres som individualiseringen af vort bevidst­hedsliv, opbruddet fra kirkens, slægtens og ideologiernes billeder: de store træer som tidligere i Europa skyggede over menneskeheden, men nu er visnet eller styrtet om.

Igen må det siges: før de fleste og mere fordringsfuldt har Ole Sarvig gjort krav på - i denne sammenhæng - at få kunsten accepteret som en erkendelsesform, en art empirisk udforskning af virkeligheden. Allerede i 1944 karakteriserede han således kunsten inden for den økonomisk-materielle struktur der er vort samfunds abstrak­te billede som et af de få konkrete midler, mennesket ejer til orientering om sit eget sind, sin mentale tilstand og sine omgivelser i tiden. Og dette krav opfyldte han i sin egen digtning. I ”Jeghuset” bryder erkendelsen frem i digte som nu taler tydeligt til den, der har afstandens overblik og ser de enkelte, hemmelighedsfulde visioner røbe deres gåder inden for den mytisk-personlige hori­sont som afrundes i den store digtkreds. Et sted hedder det:

”Mærkeligt at gaa gennem ovnens hal,
naar den staar slukket,
endnu med lune mure,

vældig brunrød,
høj, høj som en kirke
- og hvid af aske.”

Det er billedet af en kultur, et aftenlands undergang, set med fortrolighed, sorgfuldt og sandt.

Man har kaldt Ole Sarvig for krisens digter og med rette. Ordet er nu slidt ned til det overkommelige, men var oprindelig ladet med et farligt betydningsindhold, en stemning af grænseoverskridende erkendelse. Krisen blev jo først til realitet for den der turde se opløsningen i de arvede former for fællesskab modigt i øjnene - de former hvortil også kunst og digtning i kultiske tider var bundet. Men at livsstrømmen var veget uden om disse former måtte netop kunstneren, digteren erkende - og dermed forstå sin egen opgave anderledes. Ole Sarvig skrev det så tidligt som i 1944; de magter, som tidligere bandt kunsten, føltes ikke mere tvingende: „Slægt, familie, hus, jord, dyr, fødsel, død, religion.“ De findes endnu, men ejer ikke den kultiske betydning, de havde engang. Og kunstneren i dag er kun sand når han indoptager denne nedbrydning i sit værk. Det er ikke hans opgave at bi­drage til restaureringen af et smuldret kulturbillede, hel­ler ikke at konstruere et nyt - men at drage konsekven­sen af det bevidsthedsskred han har været med til at skildre og give form. Han må ”af al magt og med hele sin koncentration søge at udvinde den endnu navnløse etik, der findes i den moderne kunsts metamorfoser ...“ Den endnu navnløse etik, ja, for heller ikke i dag har den noget navn der føles gyldigt og udtømmende. Pro­visoriet består til trods for så manges længsel efter ny bindende orden. Og at skrive og skabe kan derfor stadig forme sig som et opgør med de etiske normer som ikke lader sig gyldiggøre i kunstnerisk form - et opgør der samtidig er et stående selvopgør, mærket af afslutningens alvor, på grænsen til det ukendte. Dér befinder digteren sig, stedfortrædende for så mange andre.

Men på den samme grænse, jeg’ets horisont i Ole Sar­vigs univers, møder man et Du med utydelige omrids, som ganske langsomt rykker nærmere. I ”Legende” fra 1946 hedder det om dette møde:

”Fjerne blev vi
og kunde ikke naa hverandre
med vore raab og stemmer.
Tit stod jeg foran dig
som foran et hus og kaldte,
men du færdedes bag dets ruder,
hørte mig ikke og svarede mig ikke,
gik blot derinde med bøjet hode,
som om du gik i tanker.
Og jeg hamrede paa alle porte,
jeg løb storm mod dine sanser,
men maatte altid vente, til du kom ud
og kaldte paa mig, langsomt,
som om du svingede med en lygte.”

Vi er i den grad vænnet til at opfatte den intellektuelle struktur i et udsagn eller en tekst, at vort organ for den emotionelle struktur næsten er atrofieret. Derfor døv­heden over for og årtiers hovedrysten af Ole Sarvigs prosadigte som om han var en uartikuleret sværmer. Men hans digtnings klarhed er blot en anden end tankens. Forst når han selv, tvunget af et kommunikationsbehov, har forsøgt intellektualiseringen af sin digteriske vision er en vis uklarhed blevet følgen. Den har provokeret til opgør, sammenstød, bitre og pinlige misforståelser. Man­ge har da tænkt som det blev sagt om Nietzsche: „Sie hatte singen, nicht reden sollen, diese neue Seele!“ Og muligvis har Ole Sarvig tænkt det selv. I hvert fald har han igen og igen, hinsides kommentaren, replikken og debatten samlet sig om de store skabende opgaver, fiktio­nen og erkendelsen i ét.

Når jeg her har valgt at tale om den unge Ole Sarvig og hans store digtkreds som var og er hans enestående be­drift, af milepælenes rang i dansk litteratur, er det fordi det falder selvfølgeligt for mig sådan. Jeg oplever hele det senere værk - fra ”Stenrosen” til ”Limbo” - i forlængelse af det tidligere. Det er skrevet på et personligt rejsetema gennem efterkrigsårenes europæiske storbyer og langs en klassisk middelhavskyst, henklingende med den hjem­komst til Danmark som for få år siden fandt sted. Man kunne sige at Ole Sarvig i disse romaner har realiseret et passionsspil på moderne betingelser, lige som når de store malere fra middelalderen frem til Nolde og Gauguin fremstillede den hellige historie fra fødslen i en krybbe til døden på korset i samtidens dragter, huse og landskaber. Men også til dette passionsspil ligger kimen gemt i hans digtkreds, og den som har øren han hører:

”For det var os,
som byggede hans smertes byer,
vi var den dybe uro og angst i hans krop,
som nu gik med os ud over tidens grænser.”

Højt udviklet tidsbevidsthed og ældgammel menneske­hedserindring, sagde jeg før, fortættes hos Ole Sarvig i en billedform som samtidig er en erkendelsesform. Han er i sine passionsdigte og -romaner gået i et spor som er vor kulturs dybeste og som fører gennem alle dens histo­riske landskaber frem til det knuste Warszawa eller Gedächtnisskirche i Berlin. Men hans kunst har på hele rejsen bevaret sin særegne, i bedste forstand provinsielle karakter som er dens universelle betingelse. Det samme gælder jo Fyrtøjet eller Hyrdinden og Skorstensfejeren - som det gælder Henry Heerups skulptur - at præget af det oprindelige og stedbundne er betingelsen for kraftig indvirkning på det fremmede. I dag er Ole Sarvig som digter, romanforfatter og kunstskribent et europæisk navn.

Jeg ved ikke om man kan sige at han har været flittig, men han har fået meget fra hånden. Er træerne flittige? Ole Sarvigs værker er skabt under vækstens lov i en atmosfære af ro, og trods hans mange rejser ser man ham stadig for sig med sin pibe i hånden og gerne sindigt for­tællende, lyttende og debatterende på en fortovsrestau­rant, i en gammel have eller langt hen på natten i høj­husets sidste lysende vindueskvadrat. Nu sidder han her i Prinsens rokokopalæ hvor Det danske Akademi har bedt ham komme for at modtage sin store pris. Han får den sent, skønt den så længe har været ærligt fortjent.

Ole Sarvigs takketale

En REJSENDE ankommer til et hus i den sene dag. Så­dan omtrent skrev jeg engang i en lille bog, og det fore­kommer mig, at jeg spejler mig i de ord i dette øjeblik, da jeg har modtaget en ærefuld pris af Det danske Aka­demi, som nu har etableret sig i tiden - i tidens strøm­ninger, således som de blandt andet kommer til orde gen­nem årtiernes tidsskrifter, - og mellem tidens borge af viden også om svundne tidehverv. - Jeg takker!

Samtidig spejler dette øjeblik et andet, i det ydre mere beskedent, da jeg som ung mand med kun to-tre digt­bøger bag mig, i krigens tid, da tidens strømninger end­nu var andre, blev indbudt af de danskstuderende og deres professor på deres illegale tilholdssted for at sige et par ord om min digtning i tilknytning til forelæsninger om og ved Nis Petersen og Paul la Cour.

Jeg udtalte ved den lejlighed, at jeg betragtede mine digte som en iskold martsmåneds første tarvelige grønt - i den mening, at der var et håb at leve med, hvor fjendt­lig tiden end måtte være mod dets vækst. - Det har ofte været tabt af syne, men nu - så meget senere - er jeg kommet til at tænke på, at slutningsdigtet i den første bog, der netop hed Grønne Digte, udtrykker et lignende tragisk, men samtidig åbent og lyttende forløb som den kollektive dramatiske etude, jeg netop har været indbudt til at være med at gestalte på Nordens første teaterlaboratorium: „Kaspariana“ - scener af Kaspars, den for­tidsløses liv. Digtet hedder Gråd, og det kunne være Kaspars gråd. Det lyder:

”Da vore mødre vækked os af slummer,
sprang flokken hastigt ud i dagens bad
med lattergny og vågne, iltre stemmer,
som mågeskrig i morgens store stad.

Der var så lydt, der var så vidt derude,
så fjernt og langt at råbe og få svar,
så lyst og gråt, et stort og stenet øde,
hvor alt er sket og glemt af det, som var.

Kun store fugle basker mod din rude,
og lyset strømmer i en lydløs strøm,
og mennesker med stokke færdes ude.

Og dagen ruller bort i nattens skakt
med rummets boble, hvori drømmen brast,
og dreng-soldaten knuger våbnet fast.”

Det var, som før på anden måde antydet af Ole Wivel, fra denne grundsituation, generationen søgte ud. (Man behøver blot at tænke på den tredie af 1943’s debuteren­de digtere: Morten Nielsen, som, hvis vi havde fået ham med os gennem årene, ville have stået netop her idag), og det var i arbejdet på at forstå og leve med dette, at den søgte sine alliancer, enten disse - på et tidligt, oprin­deligt stadium - blev humanistisk-politiske (som for Erik Knudsen), eller man søgte ly hos dem, der personifice­rede den tradition og det slægtens blafrende lys, man nu holdt på at miste helt (som for eksempel kernen af „Heretica“ omkring Martin A. Hansen).

Det blev min egen skæbne at færdes som en komet mellem generationernes stjernebilleder - også dem i min egen generation. Mit udgangspunkt var i den østlige himmelegn, som i de tidlige fyrrer hed ,,fyrtiotalismen“, der netop som Artur Lundkvist dengang antydede, be­tragtede mig som en noget isoleret dansk „broder“. Iso­lationen er vel aldrig rigtig hørt op - før idag! Men er man isoleret, kan man jo ifølge ganske enkle geometriske love komme til at stå centralt overfor flere faktorer, og det har for eksempel tidligt været mit store privilegium som en art ti-femten år yngre Benjamin at overtage Gustaf Munch-Petersens plads ved siden af Schade som en skrivende i den kunstnergeneration, der mødtes i Dan­marks sidste „salon“, hos fru Johansen i Nyhavn, og som betegnede avantgardismens gennembrud i Danmark og kom til at betyde Pariserskolens videreførelse på konti­nentet; - derefter at mødes med kernen af den gruppe grafiske kunstnere, som formulerede en ny generations tydeligste svar på denne, den forriges livsoplevelse; - og endelig, som illustreret ved digtcitatet før, at se endnu en generation vokse op og angribe de problemer, man selv anelsesfuldt og prøvende digtede om, da man var i sam­me alder.

Dette har for mig været isolationens frugt, så dens pris har altså været værd at betale. Men den anerkendelse - fra litteraturens side og fra mine nærmeste kolleger - der her idag er ydet mit arbejde, dets venner og læsere, de nye litteraturhistoriers skøn og mine forlæggeres trofast­hed, frigir jo unægtelig nogen energi, der forhåbentlig vil føre mig langt ind i nye digtningers egne, - især da nu de hidtidige er endeligt afrundet og afsluttet med fod­noter i form af essays, som jeg har følt mig forpligtet til at skrive.

Jeg vil da idag bruge de første spor af denne frigjorte energi til ganske kort at formulere en art ,,credo“, der kunne være af interesse for dem, der nu så venligt har ladet mig komme til orde, og for dem, der i øvrigt er til stede og lytter til:

Danmark har en dyrebar, men begrænset skat af kunst. Jeg tror, alle ved om det og sætter pris på det, og man gør ikke disse mange en tjeneste ved upædagogisk at overfodre dem eller ved at slide kunstnerne selv op i en formidlingsproces, som det er andres opgave at bestride.

Der er heller ikke noget at sige til, at folk stejler, når de møder kunst, som ikke er deres naturlige indgang til kunstens egne, eller når de ser og hører antikunstnerne demonstrere, at der ikke længere kan skabes kunst på de miljøer, de bor i - og som popkunstnere og -litterater nylig er begyndt at lave ækle dadaistiske dukkehuse af: noget, der havde en historisk mening efter den første verdenskrig som en opfordring til at søge en fastere basis for kunsten, end det fallerede samfund dengang tilbød den. - Forøvrigt en opfordring, der blev fulgt, og en ba­sis, der blev fundet, hvilket vi også har nydt godt af her til lands.

For hovedparten af folk er kunst forbundet med skøn­hed. De modnere kunstnere er berettigede til at definere denne skønhed som virkelighed og sandhed - eller om­vendt: denne sande ,,mødets“ virkelighed som en høj og stundom forfærdelig grad af skønhed. - Den slags „møder“ er blevet sjældne i kunsten i dag.

Men jeg tror, at både den såkaldt jævne mands liv som den seriøse kunstners arbejde ville være anderledes, langt fattigere, hvis vi ikke i fællesskab troede på, at den kunst, der bekræfter vor eksistens’ mysterium, stadig fandtes og stadig kunne skabes. Man taler måske bare ikke så meget om det her til lands. Men man har ikke glemt det - så lidt som de fleste har glemt den kirke, gennem hvis middelalderporte vi er ankommet til nu­tiden og dagslyset, som allerede Kingo sang om og Goya beskrev, idet de dermed indvarslede modernismen.

Det er med dennes rene, meningsfulde grundforløb fra impressionismen og fremover, jeg har måttet identifi­cere mig - i stadig bundethed, i stadig afsked, i stadig bevægelse som de yngste flygtige grundstoffer, der jo kun kan spores i bevægelsen.

Vi er selv „fjernheder“, synlige ved vor bevægelse gen­nem tiden, problematiske og ukendte væsener, der efter­hånden er blevet ganske smerteligt nærværende: blot er dette tema idag for en stor del (og af alt for gode littera­turhistoriske grunde) sluppet litteraturen af hænde, så det nu er i middagsaviserne ungdommen udfolder sig om deres oplevelse af og angst for bl.a. dødens gåde - ikke, som før, i litteraturen eller billedkunsten. - Denne sidst­nævntes grundvold i Danmark, Kunstnernes Efterårsud­stilling, det folkelige kunstmarked, hvor så at sige alle navne i vor hidtil rige billedkunst har debuteret, og som vi med rette har kunnet være stolte af også overfor andre nationer, er nu tværtimod - som så meget andet idag - til dels degenereret til slap demonstration.

Da jeg sidst var aktivt sammen med nuværende og - til vor alles store sorg - siden afdøde medlemmer af Aka­demiet, blev der talt meget om den forløjede smudslitte­ratur og de kræfter, der står bag den. Vi var vist alle enige, men jeg vil sige, at selv om vi skulle finde dens anti-mæcener og blotlægge deres skrupelløse rottereder, bør vi alligevel være varsomme med at domme. Det kun­ne måske tænkes, at denne misere skyldtes mangler i lit­teraturen og kunsten, skyldtes, at disse ikke er store nok - ikke store nok til folks sjæleliv og folks drømme og folks rimelige angst i tiden.

Jeg vender mig derfor (i dette ,,credo“) skarpt mod kunstens senere selvnydende, rent demonstrerende og øv­rige bourgeoisikarakter, og jeg tar i denne handling uhyre områder i betragtning, som kunsten generelt er kommet til kort overfor. Jeg behøver blot at henvise til dagens filmtitler og nævne et enkelt andet eksempel fra underholdningsindustrien: det, at den i år (i al fald i USA, men det betyder også internationalt) agter at skaffe sig sine julemilliarder væd at gøre børnenes jul til „dæmonernes jul“ med plastic eller endog spiselige monstrer lige fra skyggernes Dracula og storbyernes King Kong til den japanske rædselsmumie Goszilla, der våg­nede i Jordens glødende indvolde, da den første atom­bombe faldt over Hiroshima. Og alt dette sammen med - som sagt - eventuelt spiselige dinosaurer og kakerlak­ker og andet godt af såvel kloakkernes som insekternes og måske helikopternes slægt.

Med mindre man mener, at kunsten allerede er kom­met til kort overfor disse fænomener (men her er Aka­demiets eksistens jo et klart vidnesbyrd om, at man ikke mener det), - så lægges der på denne baggrund tunge og uløselige opgaver på kunstnernes skuldre idag. Og dog er dette vel ikke andet og mere end betingelsen, som grafi­keren Palle Nielsen har udtrykt den: „Med den yderste anstrengelse (at) stable et billede på benene ... at gøre mere, end man faktisk kan“.

Gøre det mulige og være parat til at følge det ud over det umuliges grænse. Hævde sindet, søge dets flygtende øjeblikke, som alle kender fra barndommen og de fleste kun der, disse øjeblikke, da man faldt i staver og forstod, at man var til. - Som en stor maler, en af Kunstakade­miets professorer, en dag sagde til mig: „Dette, du ved nok ... hva’ ska’ man sige? Satans osse, der stod jeg - og ingen pensler!“ - Dette, som Jacob Paludan kalder „ste­det inde bag vinden“. - Ikke tillade, at dette udelukken­de ironiseres bort af dem, som er angst for ikke at kunne opleve det eller endeligt har opgivet at finde det, hvor­ved de ganske vist legalt udtrykker noget tidstypisk, men måske ikke det, de oprindelig ville beskrive. - Heller ikke se roligt på, endsige medvirke til, at de første stadier af modernismens næsten lovmæssige bevidsthedsforløb, som givet rummer alle arter af dyb protest og smertelig frem­medgørelse, gentages i det uendelige i mere og mere for­tyndet form, men i stedet bearbejde, overveje, besinde sig og kunstnerisk læse strukturen ud af de veje, vi nød­vendigvis måtte gå på baggrund af det, vi nødvendigvis måtte forlade: Med andre ord ikke endegyldigt overlade den samlende bevidsthed, som var salmedigternes, dra­matikernes, epikernes og i det hele taget kunstens, til kritikerne og antologiredaktørerne, hvor nødvendigt - og i den senere tid mærkværdig modnet og foruroliget! - disses samlende blik især på litteraturen end måtte være blevet.

Jeg vil slutte med at sige, at kunsten ikke tilhører staten, selv om staten nu har forhindret den skabende kunsts hastige udslettelse i markedssamfundet. Kunsten findes - som større og mindre træer eller sjældne vækster, der tids nok kan fældes af en storm - inden for statens område, men staten forbliver (som alt andet, der lever eller dør i tiden) dens emne.

Kunsten er ganske rigtigt, som det ofte er blevet sagt, og som man spontant går ud fra i tidens debat, i relativ forstand et kulturfænomen. Det vil sige, at den tilbyder sig som objektivt mødested for åndelige og sjælelige er­faringer for dem af den samme kulturarv eller kultur­rest, som den selv er opstået af. Men den udtrykker her­med først og fremmest et livsforhold - i sin undersøgelse af, hvad der er virkeligt, og om vi selv er det? - Ligesom havet har bølger har kunsten kvanter: årtier, generatio­ner, hvor udsagn, der ikke er mulige til hver en tid, pludselig muliggøres, hvor „bølgen kammer over“ og modsuget forbereder den næste. I dette har sproget sin egen bly eksistens, som man må være digterisk følsom for at yde retfærdighed, især nu da tiden tenderer mod automaternes malabarsprog i et klima, hvor - med Otto Gelsteds ord fra for netop 40 år siden - „blind foretag­somhed forveksles med fremsyn“, og Tom Kristensen-ordene „hallucination og hærværk” trænger sig på, mens andre hænder end den følsomme digters, måske allerede „den ny tids fribytters” muterede efterkommere slynger deres “indre verden / med dens flammehjul ud i rum­met.”

I dette dagens klima kan digteren måske ligefrem virke naiv. Jeg tror dog kun, det er overfladisk set, og at det i grunden er et bedrag at tænke sig, at han skulle kunne være mindre euklidisk end trækfuglene, som endnu bru­ger sindets, de søfarendes og de opdagelsesrejsendes geo­metri. For vel kan man blive imponeret af at se tidens skikkelsers sublime træning i intellektuel og måske poli­tisk manøvrering på kanten af den militære (det er jo altid imponerende at se en specialist arbejde - for eks­empel i data- og kommunikationsverdenens limbo, med vælgernes og elektrodernes „ja“, „nej” og „ved ikke”!). - Men det, man her slet ikke ved (eller netop kun naivt mener at kende ud fra tidens masochistisk forenklede menneskebillede), det har man dog den bedste adkomst til anelsesfuldt at nærme sig i denne kreds, hvor man be­skytter sproget ud fra sindets litteraturs strengt faglige kriterier, og det, som jeg forstår, er den enkeltes ansvar at leve op til disse.

Det vil jeg derfor stilfærdigt meddele, at jeg selv har stræbt efter og fremdeles vil stræbe efter i den tid, der blir mig beskåret, og jeg håber med disse ord at have motiveret min tak til Det danske Akademi.