Tage Skou-Hansen

Den realistiske roman lægger op til dens egen undervur­dering. Dens ilende og spændende forløb river opmærk­somheden med sig og væk fra de kunstneriske udtryks­midler. Det er som at være i et landskab med en uanselig flora, tager man sig ikke tid til at være i landskabet, ved man ikke af at floraen er der. Måske er floraen ikke så uanselig endda, det hjælper bare ikke, for jo bedre roma­nen er, desto mere haster man forbi, spændt på udfaldet.

Et navn for den ikke-realistiske, den dissocierende, dis­proportionerende, surrealistiske prosa har vi ikke, med god grund, teksterne er indbyrdes alt for forskellige til at have det. Men det rummer ikke så lidt af en illusion, at vi har den samlende betegnelse »den realistiske roman«, som om ikke også de romaner indbyrdes er vidt forskelli­ge, og det vel at mærke i deres æstetiske udtryksmidler.

Ejendommeligt for Tage Skou-Hansens romaner er det, så sanset fortællingen er. Landskabet skildres ikke to­pografisk i dets ubevægelighed, omgivelserne beskrives ikke i deres fastsømmede tilstand. Det er rummet, bevæ­get af blæst, sol og skyer, der, ikke iagttages, men sanses, ikke beskrives, men fremkaldes, med få og hver gang ny træk. Især i romanerne fra besættelsestiden foregår alt, begivenheder og samtaler, i et rum der hele tiden er der og lever af det vekslende vejrlig og af døgnets og årstidens skiftende lys. Hvorfor er sansningen så kunstnerisk en ev­ne? Fordi vi i den er åben for verden på oprindeligere vis end i noget andet verdensforhold, og fordi sansningen ta­get for sig, om vi kunne det, er afstandsløs.

Men hvem er det så der færdes i det sansede rum? Det er personer af den forskelligeste natur og skæbne. Sammen fortæller »De nøgne træer« og »Den hårde frugt«, den før­ste og den sidste roman, en kærlighedshistorie og en ægte­skabshistorie, der ikke falder sammen. Gerda afstod fra sin kærlighedslykke med Holger og blev hos Christian, men var for vital til at blive passiv af det. Hun er et af de på vore himmelstrøg sjældne mennesker, der ikke kender til selvmedlidenhed. Alle årene med Christian og børnene har hun levet i et aktivt afkald. Hun har måttet tage førin­gen, og det har Christian ikke kunnet tage. Kvalificeret som han er, som sabotør, som læge, som administrator, grundig og overlegen, initiativrig og samvittighedsfuld, må han have alt under kontrol, sin adfærd, sine reaktio­ner, sine meninger. Det var ham ikke beskåret at give sig hen, det var hans ulykke i al lykken. Sådan begyndte det, og sådan endte det. Gerda var ham for stærk. Så store fordele det har, det piner ham. Under et perfekt samar­bejde lurer en uafladelig konflikt mellem impulsivitet og kontrol.

Også Ingerlise, den lyse, fine, spinkle pige, den spidse snerpe fra »De nøgne træer« går igen i »Den hårde frugt«. Hun spiller sig selv, og det går hun sådan op i, at hun ikke er andet end sin egen forestilling. Alt preller af på hende, og når intet i livet har betydet noget kan døden det heller ikke. Så erindringsløs hun er, så uforandret, da hun tredive år efter dukker op med sin erhvervede dommer­mand og ødelægger Holgers stille og ensomme restaura­tionsaften. Ambition blokerer for enhver udvikling i andet end rutine.

Der er mennesker, der ikke skænker fortiden mange tanker. Hos dem ser man bedst hvad erindringen bety­der, det ser man af deres forventning. Gerda og Holger i de to romaner kredser ikke om deres tabte kærligheds­lykke; alligevel, uden at de tænker på det, har det erin­drede afsat sig i deres livsholdning som en sindsreserve, der tilfører Gerda energi og oplagthed, og som holder liv i Holgers forventning. Forventning og erindring kan ikke skilles ad. Men hvordan kan en oplevelse afsætte sig et så­dant spor under bevidsthedstærskelen og bestemme et menneskes livsholdning? Forfatterens stiltiende svar er: Fordi oplevelsen var et skred i tilværelsesåbenheden, der aldrig blev taget tilbage.

Vidt forskellig, også i stil, fra »De nøgne træer« er Tage Skou-Hansens anden roman fra besættelsestiden, »Dag­stjernen«. Fra det øjeblik den unge mand har fået ordren om at likvidere stikkeren slår det der forestår ind i ham som kvalme og utidighed. Intet kan han gøre af tiden un­der togrejsen, den bare trækkes i langdrag. Intet kan hans tanker samles om, intet kan de falde til ro ved. Forberede sig på opgaven kan han ikke, den fanger kun bevidsthe­den for at støde den fra sig.

Ankommet til byen om morgenen går han ind i en hav­nebeværtning, hvor der, foruden servitricen, kun er en ældre mand til stede, der giver sig i snak med ham. Og så bliver vi vidne til en form for samtale, der er sjælden, men som forekommer. På enhver måde tilhører den mo­mentet. Den har intet emne, intet tema, som ellers altid rækker ud over øjeblikket. Samtalen består i at tilskrive den anden de tankefølelser og bevæggrunde, der på stedet er i hans mine, blik, holdning, gestus, ord og tavshed. For ordenes vedkommende tages de ikke for hvad de si­ger, men for hvad de ikke siger. Med similifortrolighed ri­ves den andens motiver fra ham for at tage grunden væk under fødderne på ham og se ham sprælle i den fri luft. Det er den yderste form for destruktiv tale. For den der tager udspillet er det om at bevare styret på den, og til det hører slagfærdighed, frækhed, forslagenhed og skabagtig­hed. Alle de færdigheder mestrer den ældre mand, og den unge mand er et let bytte, han bliver genert, fortumlet og rasende på sig selv, fordi han hele tiden kommer til kort. Det er ulige spil. Den urørlighedszone, som den unge mand har at forsvare, bryder den ældre ind i, og kan det fordi han intet har at forsvare.

Den ældre mand forstiller sig ikke, fører ikke den unge bag lyset, tværtimod lægger han alle kort på bordet, be­holder ingen i ærmet. Men med oprigtighed har det intet at gøre, af den grund at han intet har at risikere, intet at sætte på spil. Han har opgivet sig selv. Han har ikke no­get at være oprigtig med. Medens læseren overværer samtalen går det op for ham, at for at kunne være sand må et menneske have noget at redde igennem sandheden. Er der intet der er kostbart - andre menneskers sympati, selvrespekt, en tilværelsesmagt - bliver selve det intet at lægge skjul på til en latterliggørelse af sandhed. At afsløre alt bliver til en hån af oprigtighed. Selvopgivelse forvand­ler det at tale rent ud af posen fra åbenhed til blottelse.

Samme dags aften erfarer den unge mand, til stede i byens illegale gruppe, at den ældre mand fra havnebe­værtningen er stikkeren. Mærkeligt nok, det forhør om sine motiver til at påtage sig stikkerdrabet, som han un­derkastes af et fripostigt medlem af gruppen, under pro­test fra et mere besindigt, er af samme slags som samtalen fra om formiddagen, kun mindre brutalt og mere elegant og ironisk. I al sin intelligens er udspørgeren for stupid til at være klar over, at får han lagt motivet blot, har han lammet handlingen, der skulle fremgå af det.

Hvad jeg har omtalt, og jeg kunne have taget andre per­soner og andre episoder fra romanerne, viser at kun med livsfilosofi er forfatteren i stand til at fortælle om menne­sker og begivenheder. Engang var det anderledes. For hundrede år siden kunne karakterer gøre det ud for men­nesker både udenfor og indenfor drama og roman, også hos betydelige forfattere. Det kom af, at man politisk og kulturelt ikke var i tvivl om hvad der var galt fat og hvad der var at gøre ved det. Man kendte vejen frem. Sam­funds- og kulturkritikken bød på moralske løsninger. For­fatteren prøvede og målte sine personer på den sag han ville fremme, og det blev de karakterfulde og karakterløse af. I dag er det kommet til at ligge noget tungere. Afskaf latinen og Fille Marius vil leve - dens slags moralske løs­ninger på samfundsproblemerne har vi ikke mere, må vi tilstå. Miseren er, at vi har fået indrettet os et samfund, som vi ikke har intelligens til. Har vi da moral til det? Nej, men det er ikke noget nyt, det har vi aldrig haft, og det vil vi aldrig få, og det kan vi nok leve med. Jamen når vi har intelligens til at erobre verdensrummet, skulle den så ikke række til samfundet? Det er ikke sagt, for vore vi­denskaber og vor teknologi fungerer kun for een sektor ad gangen og lader helheden i stikken. Skal vor intelligens få os til at gå på månen, skal den reduceres til det formål. Kun på reduktionismens vilkår fungerer vor intelligens.

Men forværringen af situationen har uddybet menne­skekundskaben, det er ikke personernes karakter og ka­rakterløshed det er Tage Skou-Hansen om at gøre at få frem, men deres natur og væsen.

Det hænger sammen med en anden følge af forværrin­gen af situationen. Spørgsmålet om livsgrundlaget er brudt igennem, skærpet af den industrielle kultur. Roma­nen »Hjemkomst« handler om hvor heldigt og uheldigt mennesker kommer fra en tilværelse uden livsgrundlag. Og når alt drejer sig om karriere, prestige og magt bliver der ikke andet tilbage end at lade personerne ses, den ene i den andens opfattelse, og det kommer ingen af dem godt fra.

Romanen »På den anden side« er en fortælling om hvor nytteløst det er at lade karakter springe ind for kærlighed. I to store erindringsdialoger fortælles der om et ægteskab før og efter han kommer i fængsel for bedragerier. Han er et festmenneske, det selvfølgelige midtpunkt i en velha­vende og festende vennekreds. Hans selskab er søgt, selv oplagt gør han andre oplagte. Kun er der ingen følelses­forankring til at holde igen, letsindigt lader han sig rive med af sit eget væsen. Følelsesskuffet lever han foreløbigt, uden undergrund, og det ender galt.

Hun har levet på sin ungdom og sit udseende, sin ynde og charme, sin stilfornemmelse og kvikhed. Tabet af an­seelsen kommer hun ikke over, derfor må fortiden ikke røres. Den bliver tabu, og de får ingen fremtid. Leve­standarden gjorde det ud for livsgrundlaget, så da kata­strofen indtræder er hun ribbet for alt. Det eneste hun har i behold er sin karakter. På den bliver de sammen, da han kommer ud. Han gennemskuer det, hun ikke. De forstår ikke det samme ved kærlighed. Hun mener, at det er kærlighed at hun bliver hos ham, medens det i hans øjne er et offer hun bringer, fordi kærligheden ikke er der. El­skede hun ham, ville anden mulighed ikke stå til diskus­sion, og tanken om at hun ofrede sig ville ikke opkomme. For hende at se gør kærligheden det som et menneske ikke behøvede at gøre. For ham at se gør kærligheden det som et menneske for sit eget livs skyld må gøre, for at det ikke skal miste al mening og værdi. Men da hun ofrer sig, har han ingen anden udvej end også at ofre sig. Kun ta­ger hans væsen af som hans pligtbevidsthed tager til. Uden kærlighed, med reduceret væsen, holder han sig oppe på sin pligt-afstivede karakter.

Debutromanen »De nøgne træer« handler om sabotagen under besættelsen, skuespillet »Nedtælling« handler om terrorismen, og i romanen »Den hårde frugt« er sabota­gen fra krigens tid konfronteret med terrorismen af i dag. En forskel er slående. Sine politiske motiver skænkede sa­botøren ikke mange tanker. I romanerne spiller de ingen rolle. Den eneste der er optaget af dem er lægen, men når han tager fat på dem bider hans kone ham af, og de andre er lettede over ikke at skulle høre på det. Stik modsat ter­roristerne. Uafbrudt diskuterer de deres politiske moti­ver, ikke et øjeblik kan de lægge dem fra sig. Under plan­lægningen og på vej til gerningsstedet må de have deres politiske bagage med sig, den er lige så vigtig at have på sig som sprængstoffet. En dødsens alvor, en motivransa­gelsens alvor har sænket sig over dem. Sabotagegruppen kunne ind imellem holde et kæmpegilde, det er utænke­ligt for terroristgruppen. Politisk sædelighed ruger over vandene.

Nu er der det mærkelige, at Eva, den unge pige i roma­nen der er leder af den arresterede terroristgruppe, og en af personerne i skuespillet, Otto, har opgivet enhver tanke om med deres terror at ændre samfundet. Men når ethvert politisk resultat på forhånd er afskrevet, hvorfor går de så til aktion? Det fremgår af samtalerne mellem Eva og hendes beskikkede forsvarer. Alt hvad et menne­ske gør, gør det for gevinstens skyld. Er der ikke svindel, er der i hvert fald fiduser i ethvert menneskes handlinger. Det gennemskuer Eva, og det fylder hende med foragt. Samtidigt indser hun, at anderledes kan det ikke være i det samfund vi lever i, sådan som det er indrettet. Altså må hun gå til aktion. Affandt hun sig med de handlings- vilkår, som samfundet byder på, ville hun komme til at li­de af selvforagt. Men hun er også for klarsynet til at tro på, at der af terroren skulle kunne opstå et nyt og bedre samfund. Det er udelukket. Men når det ikke er sam­fundsændring, endsige utopi det gælder om for hende, hvad er det så? Svaret er: Det er den rene handling. Ter­ror er det eneste der er tilovers af ubesmittet mulighed i denne gennemkorrumperede verden. Kun på den rene handlings vilkår vil hun have med folk at gøre. Hendes delagtighed i dens fuldkommenhed gør hendes uforson­lighed forskelsløs. Alle er lakajer, alle er systemets leje­svende. Den beskikkede forsvarer ikke undtaget. Hendes samtaler med ham er derfor hele tiden på vippen. Når som helst kan hun rejse sig, afbryde samtalen og gå til­bage til sin celle. Til forsvarer kan terroristen kun have en medsammensvoren, ingen anden. En forsvarer, han være nok så loyal og sympatisk indstillet overfor sin klient, duer ikke, hvis han ikke i hjertet er terrorist. Hvad der er sket siden romanen blev skrevet bekræfter den også på dette punkt.

Det betyder ikke, at romanen og skuespillet er et for­svar for samfundet overfor terrorismen. De er en advarsel til samfundet: Lægger I ikke kursen om, men lader I stå til, ender det med at I bliver nødt til at dræbe dem der står jer nærmest.

Tage Skou-Hansens forfatterskab er samfundskritisk, men det er også meget andet. Jo mere politiske romaner­ne er, desto mere træder det frem, at fortællingens kom­pleksitet er en af de ting der udgør forskellen mellem fik­tion og traktat. Allertydeligst er det i besættelsestidsroma­nerne. Nok var det dengang på sæt og vis lettere at handle end nogensinde, alt var sort og hvidt, men enkel blev til­værelsen ikke af at handlingerne var enkle. Alt hvad per­sonerne i romanerne er plaget og frydet af, har forpasset og forventer, tager de med sig. Til op over halsen stikker de i uoverkommeligheder, der kommer andetstedsfra end fra krigen. I »Dagstjernen« bestemmer det ligefrem kom­positionen.

Jeg vender tilbage til det sansede rum jeg talte om til at begynde med og hvori det alt sammen foregår. Jeg tager vejen om ad en kontrast mellem to besøg, der er fortalt om i »Den hårde frugt«.

Eva, lederen af terroristgruppen, viser sig at være dat­ter af ægteparret, som den beskikkede forsvarer var i sa­botagegruppe med under besættelsen. Hendes mor er Gerda, der dengang var hans elskede. Han sætter sig i forbindelse med hende for at underrette hende om hvad datteren er kommet ud i, og aftalen bliver at han skal be­søge hende i weekenden.

På vej ned igennem Østjylland kommer Holger forbi det sted, hvor han et stykke tid i forvejen var svinget af for at tage ind til præstegården i Midtjylland, hvor Jacob, der var med i den samme sabotagegruppe og som han heller ikke har set siden dengang, er præst. Han mindes besøget og bliver nedslået, det var ikke faldet synderlig heldigt ud. De drøftede politik, naturligt nok, og drøftel­sen skred ud. Den ene forurettelse tog den anden, den ene forbitrelse tog den anden i et med politiske og sociale em­ner camoufleret mundhuggeri. Ingen af dem giver sig tid til at høre hvad den anden siger, ingen af dem giver sig tid til at overveje hvad de selv vil sige. Irritationen tager tiden fra dem, det kan ikke gå hurtigt nok, de griber til den første den bedste replik, parerer, hugger og larmer op.

Når det går så galt med de to, er det fordi de begge er spundet ind i de selv samme betingelser som de sætter sig op imod. Dem kan de ikke komme fri af, og derfor kan de heller ikke komme fri af hinanden, så de må skilles. Hol­ger orker ikke at blive og overnatte, han må afsted og hjem, af bare selvopholdelse. De er for meget på randen af det borgerskab de befinder sig indenfor til at være soli­dariske med det, med landboerne for Jacobs vedkommen­de, med byboerne for Holgers vedkommende. Solidariske kan de heller ikke være med dem der er brudt ud af bor­gerskabet, det strider deres livsførelse imod.

Deprimeret ved tanken på besøget i præstegården er Holger på nippet til at vende om, han skal ikke have rip­pet mere op i fortiden, men han griber sig i det og fortsæt­ter alligevel sydpå. Mødet mellem Holger og Gerda fin­der sted i et klassisk dansk landskab, men idyl og nostalgi er det ikke, andre kræfter tager magten. Uformodet stærk er den erotiske tiltrækning, den kommer tilbage fra den­gang. På een gang så anonym som tilværelsen er det, og så uforvekslelig personlig som den skæbne og historie der er de to personers og ingen andres. Den bringer også per­sonen i et andet forhold til omgivelserne. Ikke fordi de får et andet udseende, de ser ud som de altid har set ud, men de får åbenhed og rum.

Men forbi er det, forpasset er det mellem de to. Til an­det end en erotisk præstation bliver det ikke. De mellem­liggende år kan ikke slettes ud, de er, som det hedder, på hvert sit sted i livet.

Enkelte steder, ikke mange, men afgørende steder i for­fatterskabet findes en dobbeltoplevelse af fuldstændig en­hed. Det der sker i et møde eller i et samvær går i et med det der sker i sansningen af omgivelserne. Uanset det skæbnesvangre der forestår eller ligger bag, indfinder der sig en indsigt, omfattende og befriende, er den også smer­telig måske. Den går i eet med, at omgivelserne i sansnin­gen får dybde og åbenhed. Det er en oplevelse af, at der er ukendte tilværelsesmagter til stede i det som et menne­ske udsættes for og i det som det sanser.

Overtolker jeg forfatteren, der er tilbageholdende, be­tænkt på ikke at sige mere end han kan stå ved? Jeg lader spørgsmålet stå åbent. Men vi står ved en skillevej. For selvfølgelig kan både det der sker og forfatterens udtryk for det forklares psykologisk. Det foretrækkes, for så er man på sikker grund. Kun har man vendt tingene på ho­vedet. Man går ud fra, at den oprindelige forståelse er den psykologiske, og den digteriske er fantasiens udstaf­fering af den. Skønt det er omvendt, det digteriske udtryk er det oprindelige, det er et forsøg på at lade det oplevede selv komme til orde, medens den psykologiske forklaring er en oversættelse af det oplevede i et begrebsapparat.

Den psykologiske oversættelse er ikke den eneste der findes. Der findes også den æstetiske, og den taler om symbolmagten. Symbolmagten i det der sker mellem mennesker forenes med symbolmagten i det der omgiver dem.

Men det er klart, symbolet har også sin karikatur. I »Dagstjernen« er der et uhyggeligt gilde, som de ti tyskere og danskere, der står for gidseldrabene i byen, holder ude på den øde sommerrestaurant ved fjorden. Isolationen og brutaliteten ophæves ikke af den tiltagende fuldskab, den gør kun morskaben forskruet og pervers. Her som ellers vil stikkeren, den ældre mand fra havnebeværtningen, være midtpunkt og bliver det. Her som ellers blotter han de tilstedeværende, så de ikke tror deres egne øren. Men der sker også det, at han med et symbol søger at give sin død, som han har hidkaldt med sin stikkervirksomhed, en skøyeragtig mening. En dag skal han bøde for sit angive­ri, det ved han, og antager det for nært forestående. Han lader de andre vide, at det er ham der kommer til at beta­le for de fælles gerninger. Han bringer ofret, de slipper.

Så glider det ud af meningsfeltet, at det er forbrydelser det drejer sig om, og tilbage bliver bare at han betaler for de andre. Og så kan kristelige forestillinger og vendinger melde sig, så han med deres hjælp kan klovne og vrænge en offergang ind i sit forræderi.

Men har et menneske opgivet sig selv, kan det ikke bli­ve genindsat i sin tilværelse med et symbol, der beror på en abstraktion, kommer i stand ved en association og er uden sansning. Symboler er der i vore forestillinger, hobevis, men ikke symbolmagt. Den er i det der faktisk er til og faktisk går for sig. Af den grund er der ofte en tæt forbindelse mellem sansning og symbol. Umiddelbart, overrumplende måske, sætter symbolmagten sig igennem.

Der er meget andet i forfatterskabet end jeg har nået at tage frem. Der er tolvtemanden, Jesus-skikkelsen set med Judas’ øjne, et forsøg på et judasevangelium som Bent Noack kalder det i sin stillingtagen til det. Der er essay­samlingen »Det midlertidige fællesskab«. Der er drenge­verdenen i det første afsnit af romanen »Tredie halvleg«. Der er orgierne, vidt forskellige i stemning og påfund, fra helorgiet af overskud i debutromanen til halvorgiet af un­derskud i den sidste roman. Der er kontant besked om epoken. Vil senere generationer vide hvordan det gik til i årene under og efter besættelsen kan de roligt gå til Tage Skou-Hansen. Tvunget til at gå underjorden er ægtepar­ret indkvarteret i den overmøblerede dagligstue i den rum­melige forstadsvilla. Langsomt og omstændeligt fortæller værten begivenhed efter begivenhed fra sit begivenhedslø­se liv. Fra den utætte hane, intet kan tætne, drypper or­dene dagen igennem, fra morgen til aften; undslippe kan de ikke, illegalt sidder de fast i høilighedens frygtelige skruestik.

I forfatterskabet er der menneskekundskab, samfunds-rådvildhed og et aldrig hvilende spørgsmål om livsgrund­laget. Den verden, hvori det alt sammen hører hjemme, er åben takket være sansning og symbol. Åben og truet.

Tage Skou-Hansens takketale

Uden at gøre mig klog på akademier vil jeg gerne sige, at jeres forsamling tæller adskillige af de talenter og hoveder i Danmark jeg bedst kan lide og har lært mest af, og at je­res værdsættelse af mig lader til at være en uopslidelig glæde. Jeg har mærket den hver dag siden jeg fik medde­lelsen om prisen.

Det var saligt at blive hevet op af freelance-ræset, næ­ringssorgerne og misundelsen. Pludselig at unde sine kol­leger og konkurrenter al deres salg og presseomtale. Sali­gere endnu at mærke, hvordan ligegladheden med mar­kedet gav plads for en roligere tillid til mine egne planer.

Tak for den ligegladhed og tillid. Den holder længere end kontanterne. Jeg tilstår, at jeg til tider har haft for svært ved at finde den i mig selv, og at jeg vanskeligt kan få nok af den. Tak fordi det ikke haster så forbandet med en ny titel, som det ellers altid har gjort. Nu skal jeg nok nå det hele. Alle sekundære tilskyndelser til at skrive har I taget fra mig og kun levnet mig de primære. En mere re­gulær og livsfarlig arbejdssituation kan man ikke ønske sig.

Når man har været med i litteraturen længe nok, synes man af og til, at man har hørt det hele før. Retninger går igen. Diskussioner vender tilbage med argumenter man tydeligt husker fra sidst de var på tapetet. Det er ikke for­bavsende. Kulturliv siges jo at være et overbygningsfæno­men, betinget af de skiftende samfundsmæssige og øko­nomiske tilstande. Og meget taler også for, at påstanden er rigtig.

Til lavkonjunkturen i den kolde efterkrigstid svarede en tro på menneskers nederdrægtighed og uforbederlige vilkår. Under højkonjunkturen i tresserne var der til gen­gæld ikke det vilkår eller menneskevæsen, som ikke lod sig lave om, hvis alle blandede sig. Nu er der krise en gang til, og kunstnerpersonen med den særlige moral og oprigtighed er åbenbart inde igen. Netop som vores be­greber om kunstens funktion omsider var blevet en smule nuancerede. Og da der for en overskuelig årrække er sat bom for sociale forsøg og ingen rigtigt ved, hvordan vi sammen skal komme ud af stedet, søger litteraturen også til privatsfæren og tilbage til rødderne. Inderlighed og no­stalgi står i flor. Om hjørnet venter myter og ritualer og, hvem ved, måske en skjult eller ukendt gud. Så meget er sikkert: lykken er hverken gods eller guld. Ikke lige for ti­den.

Gad vidst hvor mange der inderst inde har troet på, at den var det. Men netop som en fordeling af den eksiste­rende velstand vanskeligt lader sig opsætte længere og vi ved bedre besked end nogensinde med de konkrete mag­ter, som ødelægger vores handlefrihed, bliver der igen slået på de indre værdier. Mennesket trives slet ikke med velstand, hedder det sig.

Denne følsomhed over for konjunkturerne, for ikke at sige opportunisme, i kulturlivet eller hos dets redaktører er forstemmende. Som om erkendelser inden for vores område aldrig lod sig fastholde eller akkumulere. Som om vi frivilligt opgav at påvirke og godt ville nøjes med at væ­re et ekko eller blive gjort til en modesag.

Imens fortsætter så tingene deres store gang neden under konjunkturer og slagord. Arven fra vores folkelige, religiøse og politiske vækkelser er spist op. Miljøer, livs­former og landskaber, som var basis for demokratiet, er levet ud, splittet ad eller solgt. Det er lige så slemt for kunstnere som for alle andre mennesker. Også vi har jo levet af de traditioner og livsformer. Ikke af at bekræfte dem, men af at anfægte dem, polemisere imod dem og gøre nar af dem. Af og til naturligvis i den ædle hensigt at få dem formuleret om og fornyet. Hvad der er nok så vig­tigt: vores mest negative og dæmoniske opdagelser har vi altid kunnet slippe løs i tillid til, at der stadigvæk var andet til, som også var sandt. Kulturelle og naturlige sammenhænge rundt om os, som vi ikke havde magt over og hvis styrke ikke lod sig beregne med nøjagtighed. Men de bestod. Vi arbejdede ikke i tomme rum. Det gør vi nu. Tradition eksisterer snart kun i former, som er så forvir­rede, at det ikke engang er sjovt mere at hænge dem ud.

Hvad skal vi så gøre? Standse op foran teknologiens konsekvenser, dens indbildte nødvendigheder og de krigs­lignende tilstande den allerede har påført os? Acceptere den tradition vi har været med til at bryde ned? Vedken­de os grænser og værdier? Blive positive og forkyndende i stedet for som hidtil at bekræfte sammenbruddene uden bekymring for hvad det hele skal ende med? Har vi noget valg? Det har vi.

Et af de sikre kendetegn på nyere kunst har været dens styrke i det sanselige. Sine udtryk har den søgt, ikke i for­tiden eller i idealforestillinger om fremtiden, men i selve det materiale, som konstituerer nutiden. Uanset dets art. Også det destruktive har kunsten repræsenteret og gjort det uden åbenlys fordømmelse. Som om det destruktive var ligeværdigt med det opbyggende og den ikke havde nogen ret til at bekæmpe det.

Det tror jeg bestemt den må fortsætte med. Hvis kunst har noget karakteristisk fremfor andre erkendelsesformer er det dens virkelighedsfølelse. Med virkelighedsfølelse mener jeg fantasi til at opfatte det faktiske og tro på det, også når det faktiske bliver destruktivt.

Jeg sad engang hos, mens to digtere fra dette akademi talte sammen. Det var i 1952. Folkevognene var lige kommet frem på det danske marked og folk fandt dem upraktiske og grimme. Folkevognen, sagde så Thorkild Bjørnvig, for han var den ene, folkevognen er selve bilens idé. Ja, sagde Ole Sarvig, for han var den anden, den lig­ner en bille. Ligesom en panservogn ligner en kakerlak, en helikopter en guldsmed og en kran et stankelben eller en græshoppe. Hele teknikken er en insektverden, storby­er er som myretuer. I 1952 var det ikke så oplagt en fore­stilling som det siden er blevet.

Nu var det jo ikke fordi Sarvig ikke fandt teknikken skræmmende, det gjorde og gør han som bekendt i højeste grad. Men hans nysgerrighed var stærkere end hans fordomme, han afstod fra den umiddelbare for­argelse og derfor kunne han se, hvad teknikken var for noget. Han brugte sin fantasi. Og fantasien kan altså vise os virkeligheden. Og den kan fabulere og hitte på med meget mer.

Men der er en ting, som fantasien ikke kan. Den kan ikke dømme og tage stilling. Og tages stilling skal der, også i kunsten. Kunsten gør det også. Nu og da er det svært for samtiden at få øje på, hvordan den gør det, men på afstand kan man se, at kunsten ikke uden videre god­tager destruktionen. Den har et perspektiv med, som af­slører destruktionen eller protesterer imod den. En for­tolkning, som omskriver det destruktive. Som regel. Ikke altid, men som regel. Forholdet er ikke ligetil.

Jørgen Nielsen hed en prosadigter, som brændte sig al­vorligt på sin tid. Han følte sig både betydningsfuld som digter og ansvarlig for samfundet og ville gerne bringe svar, som gav mening. På den indstilling skrev han en række bøger, som ikke rigtigt lykkedes.

Så blev han overmandet af samtiden og sine egne trau­mer. Opgav alle fortolkninger og holdt sig til sin erfaring: at livet inden for vores civilisation er blevet umuligt. I ro­manen »Dybet« udleverede han fremskridtsoptimisme og pionermyter og samlede sig om det udsigtsløse for den lil­le håndfuld mennesker på bunden, som han kendte til.

»Dybet« er mere åben og ligetil end det Jørgen Nielsen ellers skrev. Den har også en urimelig overgivenhed og livslyst og blev et kunstnerisk højdepunkt for ham. Den roman, som altså ikke orkede at give mening til det me­ningsløse, kun at fremstille det. Som ikke engang gjorde sig illusioner om nogen fremtid. Som om kunsten hos Jør­gen Nielsen først begyndte med det han ikke kunne tænke sig ud af.

Uden en midlertidig ansvarsfrihed over for enkeltheder kan man ikke skrive noget levende. Og hvis ikke man un­dervejs kan tillade sig at se bort fra den mulige rækkevid­de af det man har for, får man aldrig lavet nogetsomhelst. Derfor bliver et bestemt spørgsmål også ved med at vende tilbage. Det dukker op i én selv eller man får det stanget ud af en forarget læser: Om man da for alvor bilder sig ind, at man er med til at afværge det destruktive? Om man dog ikke snarere tror, at man forstærker destruktio­nen i og med at man går ind på den? Jeg plejer at svare: Jo, måske. For man kan nok så tit forsikre sig selv og ved­kommende læser om sin gode hensigt. Om at man jo net­op arbejder i solidaritet med de mennesker, som er udsat for destruktion. Måske forstærker man den alligevel, også for dem. Ét er at kende sine virkemidler, noget andet ef­fekten af et kunstværk. Den lader sig sjældent beregne med nogen synderlig nøjagtighed.

Altså kan vi ikke slå os til tåls med at vi, som de skønne og talentfulde kunstnere vi naturligvis er, uundgåeligt kommer til at tjene det godes sag. Fralægge os ansvaret med henvisning til, at vi kun er udtryk for tiden. Og så forresten overlade til læserne at udlægge vores tekst. Læ­serne behøver ingen beskyttelse, det er ikke derfor. Men vi skylder os selv det hensyn, at vi i hvert fald ikke af lut­ter selvoptagethed bliver reaktionære. Tillader vi vores virkelighedsfølelse eller fantasi at standse op foran de ak­tuelle politiske magtforhold, så er vi ikke længere kun et overbygningsfænomen. Vi bliver til vejrhaner og ufrivil­lige forførere. Skiller vi i vores arbejde det æstetiske fra det moralske, har vi kvittet selvopgøret og samtidig ophæ­vet det spændingsfelt vi producerer i.

Jeg kan derfor ikke slutte uden at erkende min gæld til alle de vækkelsesprædikanter og fantaster, som har herset og regeret med os siden 68. Studenteroprørere, blomster­børn og flippere. Marxister, ideologikritikere og kapital­logikere. Kollektivister, miljøaktivister og alternative energifolk. Økofeminister, rødstrømper og kvindegrup­per. De har været og er en ustandselig kilde til ophidselse, forbløffelse og indsigt. Yngre mennesker kan faktisk hjæl­pe én af med en del indbildte autoriteter. Jeg synes at jeg nu i en sen alder omsider har fundet mine egne ben. At Det danske Akademi har syntes det samme kan bestyrke mig i overbevisningen om, at ikke alle tresser-synerne be­høver synke sammen som luftslotte for den onde lavkon­junktur. Tresserne var et opbrud og det skal holdes i gang. Tak.