Jacob Paludan

Når Det danske Akademi i dag rækker sin pris til Jacob Paludan og dermed tildeler ham den største kontante hæder, der står til akademiets rådighed, så er det ikke en enkelt side af hans forfatterskab, vi har ønsket at belønne. Som det allerede er sagt i den officielle motive­ring, gælder det Jacob Paludans prosa, essayistik, kultur­kritik og ikke mindst romanerne, blandt hvilke »Jørgen Stein« stadig fremtræder som en af århundredets betyde­ligste tids- og generationsskildringer.

Det er mere end 40 år siden, Jacob Paludan tog ordet; men helt fra begyndelsen talte han med en sådan myn­dighed, at han var umulig at overhøre.

Han steg ikke op fra et anonymt miljø, aldrig før be­skrevet. Hans udgangspunkt var det solide borgerskab, det dannede borgerskab. Han havde slægt og traditioner, hans barndom og første ungdom forløb i litterært selskab.

Det har skånet ham for at gå på tilfældigheden og at søge sine universiteter langs alfarvej. Han forefandt blandt andet et sprog, der var anvendeligt til andet og mere end transport af bynyt og værtshusskænderier. Dermed være ikke sagt, at han blev fritaget for at stemme det i sin egen toneart. Men hvad enten man vil nævne Jacob Paludans fiktionsromaner eller essays, så har han med tiden ud­viklet sit sprog til en fornem, en udsøgt stilkunst, balan­cerende mellem det rationelle og det lyriske, mellem objektiv fremstilling og subjektiv ironi, en helt personlig udtryksform.

Når der i Akademiets motivering er nævnt både essayi­stik, kulturkritik og fiktion, så skal der naturligvis ikke dermed antydes et skisma i personligheden, en spaltning i forfatterskabet. Det er aspekter af samme kunstneriske temperament, samme mand, samme livssyn. Vel har Jacob Paludan skrevet både essays og kulturkritik, men de forskellige elementer er tæt sammenvævet og tit ikke til at skelne. Der indskydes, som hos Thomas Mann - om hvem man tør formode, at han ikke har været Jacob Paludan ligegyldig - der indskydes filosofiske passager i essayets form i hans romaner, og han lader gang på gang sine personer tage ordet i et direkte kultur- og tidskritisk ærinde.

»Jeg er ikke tilfreds med nutiden«, siger han f. eks. »Den vil ikke ro, dybde, blomster, sværmeri og D-dur- koncert. Den vil fold i benklæderne, boksekampe, fyldte chokolader og grammofoner. For mig gerne, men jeg vil ikke lege med. Jeg trækker mig tilbage.«

Det er et citat fra Jacob Paludans første bog, der kom så tidligt som i 1922 og hed »De vestlige Veje«, og ingen kan være i tvivl om forfatterens kritiske holdning. Det drejer sig ganske vist om en fiktiv person, en romanfigurs skeptiske kommentar til tiden. Men røsten er Jacob Palu­dans. Man mærker sig det knotne i attituden: »For mig gerne, men jeg vil ikke lege med. Jeg trækker mig tilbage.«

For øvrigt kan han jo vrisse endnu. Det er ikke ret længe siden, han gav udtryk for et lammefromt ønske om, at en vis kategori af yngre skribenter »måtte kvæles i deres egne halvkogte kartofler«.

Hvad Jacob Paludan formulerede i »De vestlige Veje«, hvad han siger om amerikansk ensretning og samle­båndskultur, åndløsheden, Babbittmentaliteten, det er, hvis jeg ikke tager meget fejl, temmelig præcist, hvad fri­sindede mennesker, selv de mest avancerede, mener i dag.

Han er tilbageskuer, et erindringsmenneske, der helst vender sig mod det forgangne, mod en tid da der var større hjertelighed og mere ubetalt godhed i luften end nu. Hvis jeg her må citere Fahlen i »Søgelys«, der af kendere betegnes som en af Jacob Paludans mest fuld­komne romaner:

»Når Fahlen læste aviserne, tænkte han, at det bar mod pøbelvælde. Han bemærkede bladenes amerikani­sering som et sikkert tegn. De amerikanske truster be­gyndte at avertere i hans lands aviser, råflotte annoncer, bag hvilke der lå en hel videnskab af nærgående psykologi. Nu har vi dem, tænkte han. Det er polyppens første føletråde.«

Og han møder amerikaniseringen hos menneskene. Her er storstadsjournalisten Erup, som nøjagtigt ved, hvad man vil have, og som drejer med vinden, smart og forudseende. Han mestrer enhver stilart, lyrik og patos og kan også skrive føljetonen om ekspeditricen, der bliver gift med chefen eller får millionæren.

Det er en skarp og direkte satire; men forældet er den ikke. Det er samme problematik, samme situation vi føler os konfronteret med den dag i dag. Men Jacob Paludan fik prædikatet »reaktionær« på sig, da han frem­satte disse synspunkter.

Fahlen i »Søgelys« lader sig også henrive til lange mo­nologer, der minder om essayet. Han taler om det dollar­dyrkende Amerika, hvor folket skal betale med »lang arbejdstid, total afholdenhed og sparsommelighed. Eu­ropa bliver en arbejdsanstalt med begrænset frihed og ubegrænset middelmådighed. Vi vil fa vort lille Amerika her, et roligt arbejdende folk, kontrolleret af en Morgan hist og en Rockefeller her«.

Helst vil man naturligvis tale om alle romanerne, om det stilfærdige spil med sordin i »En Vinter lang«, dia­logernes vemod, resignationen. Eller »Fugle omkring Fyret«, en af de stærkeste, mest handlingsbevægede og dramatiske romaner i dansk litteratur. Den tør lorudsæt- tes bekendt, som bogstavelig talt alt, hvad Jacob Paludan har skrevet. Ved sin problemstilling og tendens ligger »Fugle omkring Fyret« nær op ad Jakob Knudsens for­fatterskab, striden mellem fremskridt og tradition, mel­lem det rodløse og det naturgroede med udtalt sympati for det sidste.

I »Markerne modnes« og i »Jørgen Stein« opererer Jacob Paludan med, hvad man kunne kalde et dobbelt­kontrapunkt - et mandligt og en kvindeligt.

Den ene type mand er moderne, effektiv, amerikani­seret, kommercialiseret, den anden veg, drømmerisk, sværmende, tit med dragning mod det kunstneriske, men uden evne til koncentration, uden gennemslagskraft. Og kvinderne: en type kvinder er selvbevidste, hårde, næsten kyniske. De ejer sig selv og tilhører ikke for alvor nogen anden, og de ved, at livet skal nydes, før det visner. Den anden: mild, moderlig, med intuition og instinkter i be­hold. Hengiven.

Men hermed vil jeg da ikke antyde, at de mennesker, der befolker Jacob Paludans digtning, skulle være skema­tiske, skåret i træ. Der er få digtere, hos hvem man finder et finere forstået og musikalsk beskrevet sjæleligt forløb. Og denne musikalitet, dette spektrum af fint opfattede nuancer smitter direkte af på stilen.

I sit hovedværk »Jørgen Stein« har han skildret gene­rationen fra første verdenskrig, »årgangen, der snublede i starten«, og han har skildret livsanskuelseskrisen. Det er en udviklingsroman, og det er blevet almindeligt at sidestille den med ældre danske digterværker: »Adam Homo«, »Niels Lyhne« og »Lykke-Per«. Men over for grovheden i den slags sammenligninger må man selv­følgelig tage alle mulige forbehold. De tre hovedpersoner har ikke ret meget med hinanden at gøre, og ser man på stilen, må det indrømmes, at Jacob Paludan skriver et sprog, der har en hel anden nervøs puls, et andet og mere følsomt vibrato end f. eks. Henrik Pontoppidans, hvis sprogtone ellers ligger os nærmest i tid.

Den dækker årene fra 1914 til bogens fremkomst. Inden for denne ramme far vi et billede af tre generationer: de gamle, der helt tilhører tiden før krigen og ikke formår at omstille sig, de ganske unge, som er vokset op under krigen og tager den barske verden i tyverne som en selv­følge, og »mellem disse to slægtled, det detroniserede og de akklimatiserede«, siger Jacob Paludan, »mellem dem levede et tredje, det, der lige havde nået at fa en mund­smag af tiden før 1914, dens ånd og stemning, dens tro på faste værdier«. Det er denne mellemgeneration, Jørgen Stein tilhører.

Det ville være upassende, hvis jeg i denne forsamling forsøgte mig i kunsten at give et referat bare af handlin­gen - kortfattet oven i købet. Jeg husker, hvad Jacob Paludan selv ved en vis lejlighed bemærkede, da en herre af betydelig reputation bad ham sige, hvad han egentlig havde villet netop med »Jørgen Stein« - »men kort. Vi rejser os snart fra bordet«.

Paludan tænkte sig om et øjeblik, så sagde han: »Hvis jeg havde kunnet meddele indholdet af Jørgen Stein på et femøres brevkort, hvorfor skulle jeg så have ulejliget mig selv og andre med at skrive to bind«.

At »Jørgen Stein« skulle have indfanget alle tidens aspekter, var vel ikke at vente, men ikke noget væsentligt træk forekommer mig at mangle. Alle motiverne fra Paludans tidligere forfatterskab samles her, og her spiller han dem igennem, som man plejer at sige, i en fast kom­poneret handling og fremtryller et tidsbillede, hvis de­taljer man kan more sig med at kontrollere. Var det f. eks. akkurat den melodi, der var moderne i 1916 eller 1917? Det var det. Landmandsbankens krak, de politiske kriser, alt er med som baggrund for den vege eller vigende Jør­gen og hans bastante bror Otto.

Hele Paludans meget omfattende forfatterskab er en protest, en reaktion mod, hvad man kunne kalde »det nemme«, det nemme i tilværelsen, den nemme kultur, industrialismen, fabriksvarer i stedet for håndværk, gram­mofonen frem for den levende violin, ugeblade for litte­ratur, refræner i stedet for lyrik, journalistik for filosofi og promiskuitet for kærlighed.

Dette samfunds- og menneskesyn kommer frem i alt, hvad han har skrevet, han har i så henseende ikke ændret signaler. Om han i dag deler mening med Feodor Jansen, der i 1927 ikke nærede synderlig høje tanker om kvinden, tør jeg ikke sige. Han har mig bekendt ikke ytret sig om emnet efter den tid, ikke så direkte, og der er dog ind­truffet visse begivenheder, der lader sig fortolke som en klimaændring hen mod det mildere.

Jeg skal kun pege på en facet endnu - den han selv så blufærdigt, næsten ømt berører, da Jørgen Stein sidder ved Nannas dødsleje:

»Jeg tror, at der et sted inde bag vinden og solskinnet og træerne er en sammenhæng, vi ikke kan se og ikke ud­trykke, en lykketilstand, hvor alt det midlertidige og det onde er borte. Det er en ældgammel erfaring. Den mysti­ske erfaring«.

Jeg har her forsøgt at lade lyset dreje hen over Jacob Paludans digtning, alt for rask og alt for flygtigt, dens idégrundlag, persontegning og stilen, og samtidig har jeg gerne villet give noget i retning af et portræt af ophavs­manden.

Jeg skal være tilfreds, hvis Jacob Paludan ikke, som ved en anden lejlighed med sin hurtige og fremragende evne til gnomisk formulering vil stønne: »Ingen ved, hvad alvorlig tvivl om egen identitet vil sige før man har set sig interviewet.«

Tilbage står nu kun at jeg i medfør af de beføjelser, der er tillagt, ikke mig, men mit embede i Det danske Akademis tjeneste, at jeg overrækker Jacob Paludan dette dokument, som er af nogen bestandighed. Hvad selve prisen angår, det betydelige beløb, der følger med, så er jeg ikke nær så vis på holdbarheden. Penge har jo i vore dage vist sig at være af en temmelig flygtig substans, men gud bevare mig for at undervise en mand, der også har en fortid inden for farmacien, i de æteriske oliers og stof­fers særlige art og natur.

Jacob Paludans takketale

En Dag i 1950 ankom jeg til - ikke til Venedig, men til et velmeriteret Hotel i Hillerød. Der sad 4-5 lidt ældre Damer ved Kaffen og diskuterede, og jeg kom til at sidde i Nærheden af dem, som Pladsforholdene var. Jeg maa lige indskyde, at jeg var maskeret og derfor ukendelig. Jeg var maskeret som mig selv.

Derfor gik Samtalen ubekymret videre, og det var en Samtale om Litteratur, moderne dansk Litteratur ovenikøbet. Naturligvis ikke ligefrem i Bogstavorden, men man hørte da om baade Becker og Branner, og da man jo kun er et Menneske, tænkte jeg paa, om de ogsaa ville komme til Bogstavet P.

Det gjorde de, og de blev hurtigt færdige. »Han skriver jo aldrig noget mere«.

Og det havde Damerne naturligvis paa en Maade Ret i. Jeg skrev ikke fiction og love stories. Og det har jeg hørt om i tredive Aar. Jeg har ogsaa hørt, at jeg ligefrem skyldte nogen noget.

Men helt rigtig var de fem Kaffedrikkeres Paastand dog ikke. Jeg havde mistet deres Følgeskab. Men jeg skrev faktisk en hel Del i andre Genrer. Her kunde jeg vist lige nævne en Ting som Parapsykologien. Man kan sige, at det var at at gøre sig til Kavaller for den mindst feterede Dame i Selskabet, Videnskabernes Selskab - for dette med sjælelig Virkning paa Afstand, uden om San­serne - Gud fri os, nej hold fast ved det faste Brændsel! Dette mit Fejltrin har jeg i disse Dage set undskyldt paa den loyaleste Maade, men sandt at sige har jeg ikke andet at beklage end at det jo er et farligt svigefuldt Omraade. Nu i 1964 er det Forskningsfag ved 6-7 Universiteter, og det skyldes jo ikke, at man ikke har fundet andet end Vindæg. Sagens Krydderi er, at den griber ind i hele vores Opfattelse af den menneskelige Psyke og dens Forhold til Rum og Tid, den synes at have Fremtidsperspektiver af Betydning. Ja, jeg paaberaaber mig virkelig baade her og i det næste den gamle Tradition, at Digtere har en særlig skærpet Fornemmelse af det kommende.

Men som med Kaffedamerne: alt det kostede jo Læsere, især hos det udtrykkelige Frisind, det var ikke billigt.

Jeg har ogsaa skrevet om Landskaberne og Smaabyerne, saaledes som jeg har brudt mig om dem. Det vil altsaa sige ikke den teknisk-syntetiske Forvandling, der tilstræbes, især her omkring, Asfaltbaner med Lamper oppe og nede og Esso-Slotte paa alle Udsigtspunkter. Men naturligvis erkender jeg: uden virkelig brede Baner vilde der jo ikke blive Plads, saa Folk kan komme til ved de større Ulykker og se, hvor slemt de har slaaet sig - det er dog en simpel Menneskerettighed.

løvrigt mener jeg, at Landskabets Art og den menne­skelige Psyke ikke er uafhængige Størrelser. Litteraturen viser det skarpt.

I de mindre Byer - dér maa jo patinerede Bygnings­rækker i Hovedgaderne rages ned, saa Turisterne kan se, hvor vidt vi har bragt det i Cement, og slaa’s med Undren. Det kaldes i Avissprog, at Provinsen vaagner af sin Tor­nerosesøvn. Den virkelige Opvaagnen kommer - senere.

Meget vel, men populær derude blandt de nedrivnings­glade kunde min Melodi jo ikke blive, saa det var dem. Suk. Den der færdes som Vorherre oprindelig har designed os til, Vandringsmanden, hans Saga er ude. Han er blevet saa absurd, at Landboer kigger i Døren og tænker: Gu’ ve’ hvor han skal hen paa den Maner. Han ser nu heller ikke alt for hyggelig ud. Ingen Mappe eller Maalestænger. Det er nok bedst at huske Signalementet.

Man kan godt sige, at paa den lille Ø hvor jeg stod, begyndte Vandet at sive ind i Støvlerne. Et Sted var der hver Morgen nogle Børn, som jeg havde et godt Forhold til. En Dag siger den ældste: — Du er skør!

Man kunde jo nok regne ud, hvordan det forholdt sig. Forældrene har drøftet, at der hver Dag kom én travende med en Hund paa Vej mod Skoven, lige naar alle andre var paa Vej til Arbejde. Hvad i Alverden kan nogen stille op i en Skov? Hvis han saa endda var Jæger - eller en hel Skoleklasse med en Lærer i Spidsen!

Alt dette skulde med ét Slag forandre sig. Jeg fik nemlig tildelt - nogle Minutters Optræden i TV. Børn kom jub­lende og sagde: Vi har set dig paa Skærmen! Og gamle Bønder langt borte, som forlængst har stuvet deres eget Aandliv paa Loftet og ernærer sig paa Statsoverhoveders Modtagelse, Jordskælv eller Parader med Tanks og Fly, hilste mig nu med et Blik, som om jeg var en Eventyr­prins. Der har i denne Dags Anledning ogsaa kunnet læses noget om Geronter. Det er, som vi ved, ikke en Slags Potteplanter til at stille i Vinduet ved Siden af Geranier, Gardenier eller maaske Kaktus, Glosen vækker nu Fore­stilling om den Terapi, der drives paa Gamlehjem overfor de svækkede og de direkte senilt konfuse. Det maa vist erkendes, at vi dér er naaet til et ... friskere Syn paa de sene Aar end i det gamle Kina.

Men Geronter har dog hos os eet Privilegium: at de kan tage mange tidligere højtidelige Ting humoristisk, hvilket jeg da ogsaa her har tilladt mig.

Men et Alvorsord. I Akademiet er vi ikke enige om mange Ting, men dog om det, at Tanker skal kunne ud­trykkes frit. Lad enhver Skribent huske det Dag og Nat, at bortset fra 4 Aar har han kunnet skrive som han følte han maatte trods den korte Afstand, der var og er til Steder, hvor man kun maa, hvad man skal.

Til Slut en Tak -