Jens Smærup Sørensen

Det viser sig tit muligt ved hjælp af titlerne på en forfat­ters forskellige værker at tegne omridset af hans por­træt eller at indskrive hans mentale landskab. Det er et lidt billigt trick, mest egnet til bordtaler, men selvføl­gelig en fristelse f.eks. at beskrive Tage Skou-Hansens udvikling symbolsk som vejen fra „De nøgne træer" til „Det runde bord", eller Klaus Rifbjergs fra „Under vejr med mig selv" til „Udflugter", Thorkild Bjørnvigs fra „Stjernen bag gavlen" til „Epimetheus" (for videre­komne!), Ole Wivels fra „I fiskens tegn" til „Et midler­tidigt nærvær" og Villy Sørensens vej fra „Sære histo­rier" til egne Dagbøger. Det kunne give anledning til nederdrægtige tolkninger.

Billigt trick eller ej, jeg kan ikke nære mig for at sam­menstille titlerne på den nu 44-årige Jens Smærup Sørensens debutbog fra 1971, digtsamlingen Udvikling til fremtiden med den foreløbig sidste roman Katastrofe (1989). Og dermed stille spørgsmålet, om vejen ad hvilken han har gået med sit dusin trykte værker, nu også kan karakteriseres som en udvikling af negativer som fører frem til katastrofen. Eller overhovedet som en udvikling.

Derom er der adskilligt at sige.

Titeldigtet i den nævnte samling taler om, hvad der skete i Jeg’ets 15-års alder, hvor ting brød ud af hans hoved „som frygtelige hypoteser om fremtiden” og det står kursiveret. „Bygninger foldede deres gråbrune inder­sider ud, / sydende angst blev stænket over synskred­sen, og vi / stimlede sammen i blindgader, på havne­moler, ingensteder. / Jeg skriver det som om en kata­strofe indtraf, i et / kluntet forsøg på at forhindre den, de ord jeg ser / nedskriver jeg for at genoplive den ro­lighed som alle / ved blev ødelagt.“

Ord som allerede blev citeret af Ole Sarvig, da han på Akademiets vegne overrakte exdebutanten Smæ­rup Sørensen den første tildeling af Gelsted-prisen i anledning af romanen At ende som eneboer, i 1972.

Jens Smærup Sørensens forfatterskab skriver sig ind i den ødelagte rolighed. At den eksistentielle og ideo­logiske rolighed er ødelagt, det er nu en temmelig gammel historie, ældre end nogen af os. Ikke desto mindre har snart sagt hver generation i nyere tid ople­vet det som sit særlige vilkår og modernisterne set det som deres særlige sproglige speciale at udtrykke vær­ditabet, at foruddiskontere katastrofen; at ende som eneboer i en uddød verden. Og fra den position da skrive sig frem til en fortolkning, som tillader os at leve videre med en ny eller bedre nuanceret bevidsthed. Det er denne skrivning hos Smærup Sørensen som har gjort særligt, prisværdigt indtryk på hans læsere.

Han har været så forsynlig at definere begrebet ka­tastrofe ved hjælp af Nudansk ordbog i en note til ro­manen:

Katastrofe, fra græsk, vendepunkt f.eks. i et drama, hvor opløsningen af „knuden" begynder, jfr. strofe, drejning, vending, egentlig om korets bevægelser fra side til side af scenen, dernæst også om afsnittene i den ledsagende sang.

I min udgave af samme ordbog står der endvidere: ulykkelig vending, stor ulykke. Digteren har altså ude­ladt den særlige betydning af vendepunktet i tragedien, og alene deraf kan vi se, at katastrofens tvetydighed er opretholdt i hans brug af ordet. En vending som kan pege begge veje, ligesom koret bevæger sig fra side til side. Og romanen er i øvrigt en række afsnit i en led­sagende klagesang.

Det er et undersøgende forfatterskab vi her har at gøre med. Ikke at det bevæger sig fra side til side, men alligevel viser det til stadighed mennesker som vender og drejer deres situation, mennesker som er ude i tom­rum og leder efter deres bestemmelse, folk som har mistet deres retningssans og som måske vælger sig en begrænset verden, en defineret rolle, som de så ikke undersøger nærmere.

Således forholder det sig i den næsten-realistiske ro­man Skoven nu fra 1978, som omhandler et par fami­lier i en ikke nærmere defineret provinsby. Den har in­gen egentlig handling, men nok et forløb af hændel­ser, til slut en trafikulykke, som ikke er nogen konklu­sion. Altså ingen udvikling, men et mønster. Romanen foregår i et miljø af tømmer og trælast, men dens særlige byggeri er af sproglig art, som altid understre­get hos Smærup Sørensen. Verden er et stykke sprog­arbejde, epikken et antal sproghandlinger. Romanens miljø mimer en virkelighed som ikke findes før spro­get. Selv har han udtalt: „Personerne fungerer for mig som adskilte, men samvirkende sproglige landskaber. Hver person er et sprogligt felt. Det jeg så gør, er at finde huller i disse felter og prøve deres grænser. “

Nu kan læseren jo egentlig være ligeglad med, hvilke tanker en forfatter gør sig om sit arbejde med en roman, som vi jo alligevel i al troskyldighed helst vil have er en gengivelse og omskabelse af vores verden. Der skabes med sprogarbejdet naturligvis mere illu­sion om verden i den læsende bevidsthed end i den ska­bende bevidsthed. Ikke desto mindre bliver vi urolige, når vi læser Smærup, der har så mange stemmer i sit sprog. Et kor, der går fra side til side på scenen og hele tiden bebuder vendinger, som ikke kun er sproglige vendinger.

I den poststrukturalistiske sprogtænkning opererer man med en praksis, som kaldes dekonstruktiv kritik, in­spireret af Jacques Derrida. Den består kort sagt i at udlæse de myriader af stemmer, der taler med i enhver sproglig ytring, som pr. definition er en tolkning/mis­tolkning af verden. I kunstværket er der således langt flere stemmer på færde - eller på tale - end den ho­vedstemme man i almindelighed hæfter sig ved og kal­der værkets budskab.

Også det som digteren selv regner for budskabet. In­den for modernismens æstetik taler man om den polyfone roman som et eksperiment med fordeling af stem­mer, som egentlig er alt andet end kaos. Polyfonien er bare en anden måde at anskue vejen gennem vendin­ger og katastrofer men mod en harmonisk løsning, men dog en opgivelse af den prioriterede over­stemme, som hævder at vide god besked.

Smærup Sørensens stemmefordeling er mere radi­kal og samtidig mere diskret. Det er det lumske ved ham. Jeg er fristet til at bruge et andet udtryk om hans praksis, hentet fra den norske forfatter og kritiker Jan Kjærstad, som i essaysamlingen „Menneskets matrise“ lancerer begrebet den polyteistiske roman, dvs. en ro­man som accepterer den kaotiske orden. En roman består ikke blot af flere stemmer, men af flere livssyn. Som ikke lader sig forene og ikke skal forenes. Det dre­jer sig om forskellige virkeligheders samtidige nærvær, flere mulighedsplaner som overlapper hinanden. Vir­keligheden er et kaos, med hypotetiske mønstre, men det er muligt at orientere sig, selv om man kredser om­kring det sorte hul.

Sådan er der i skoven nu.

Det antydes allerede i digtsamlingen, som jeg atter refererer til: „Der var ingenting igen som kunne blive værre eller bedre, hele tiden en udtømt række af sub­stantiver på lyse sandstrande”.

En række af substantiver, som står dér på stranden. Det er et smukt, frysende billede af en betydningsver­den, opstillet til parade i det tynde lys. Man risikerer at ende som eneboer i et af navneordene. Eller man flyt­ter fra det ene til det andet, inviteret af digteren, der i værk efter værk tilbyder sin dekonstruktion af tilværel­sen i en lang række undersøgelser af muligheden for at finde det menneskelige princip.

Med risiko for at fetichere Jens Smærup Sørensens bogtitler vil jeg bruge hans novellesamling med denne fælles betegnelse, Det menneskelige princip (1985) til en omtale af hans undersøgelse af den mulige sammen­hæng i kulturen.

Det drejer sig om fjorten prosastykker, som alle har opbygning, nedbrydning, konstruktion og dekon­struktion på tapetet. Den novelle, som titlen refererer til, er en fremtidsvision, en rumrejse fra jorden til en fjern stjerne, 1890 år efter afgangen. Det er den sidst overlevende som fortæller og rekonstruerer historien, som er så langt ude, at den vil være flere hundrede år om at nå tilbage til jorden. Meget raffineret spejler luftflådens menneskehistorie jordens kendte kulturhi­storie, men i retrospekt. Således at udviklingen slutter med det oprindelige brodermord, kendt fra beretnin­gen om Kain og Abel. Det er den sidst overlevende kvægavler Charles, der har dræbt agerdyrkeren Abdulla, netop en spejlvending af myten.

Udvikling til fremtiden er resulteret i et „fremtidens bagudsyn“.

Novellesamlingens fællesemne, det menneskelige princip, synes at være spørgsmålet om bestemmelse, historisk determination, skæbne, stillet over for en fo­restilling om individets egenvilje, med novellens ord „at være sin egen husbond”. I mellemrummet mellem disse to livsanskuelser udspilles bøgernes drama, der både kan anskues som tragedie og sort komedie.

Dermed viderefører novellerne temaet i den forud­gående roman om En musikers bestemmelse (1982). Tit­len er tvetydig, en musikers bestemmelse er enten det, som en musiker er bestemt til, eller sprogets forsøg på præcisering af, hvad en musiker er. F.eks. en polyfonist eller polyteist.

Indledningen fortæller i kort begreb hele historien om den amerikanske rockmusiker, der har set et fysisk tegn på sin sig nærmende død og er flyttet fra sin kone og sammen med en pige til et husmandssted oppe ved Limfjorden - hvor jo danske romaner har tradition for at henlægge deres alvorligste kriser. Jylland er stadig­væk det mest forpligtende sted i dansk litteratur, må en københavner tilstå.

"Hvor han har siddet og set på landskabet, ciga­retrøgens flakkende volter i den svage vind, på fjorden længst ude, et par sejlbådes glidning over lerklinten på den anden side. Og de grønne græs- og kornmarker der strækker sig lige fra kanten af den lave skråning over strandengen, og han har tænkt på det hele, husmandsstedet han sidder på, og det andet højere oppe ad bakken, under kammen som lukker horisonten bagud, og på jorden til dem som jo tilhører den tunge, grå gård dernede over engens sortbrogede kvier.
Et par minutter endnu kunne han tænke sig. Lidt længere vil han blive siddende sådan for nøjere at betragte sit eget, krumstedet afkalk og slidte røde sten og de høje træer bag længen mod vest, det brudte, halvt opløste fortov om­kring stuehuset, og haven hvor roser og valmuer, en fire-fem georginearter kun lige kan hævde de­res skønsomme positioner i et hastigt tiltagende virvar af kørvel og margueritter og hvidkuplede mælkebøttestængler. Ikke så meget når han at få med i sit dvælende blik.
Allerede inden han hører Nannas stemme mærker han at hun er fremme i vinduet bag ham. Med nakken ser han hendes glathudede solbrændthed mellem de hvidmalede sprosser, den lyserøde undertrøje hun arbejder i og hen­des åbne brede ansigt åbne sig endnu bredere nu hun smiler og kalder på ham, drillende nænsomt som skulle hun vække et slumrende barn. Jimmm-my!"

Det lyder smukt, men er et hastigt tiltagende virvar og fører i fortællingen frem til et dramatisk sammenbrud, en katastrofe af smærupsk karakter. En lang række rol­lespil, der ligner sproglige manøvrer, peger ind i en ek­sistentiel labyrint. En psykologisk udvikling er så at sige det samme som indvikling, men knuden løses - sprog­musikalsk: Bogen slutter med et brev fra musikeren til pigen på et gebrokkent dansk, der virker som begyn­delsen på noget nyt. En beslutning i et sprog som skal læres.

Jeg talte før om fremtidens bagudsyn i forbindelse med novellen „Det menneskelige princip". Samme synsvinkel havde Smærup allerede brugt i stor stil med den fantastiske roman Mit danske kød (1981), en skrøne om livet i det ellers længst forglemte konge­rige. Manuskriptet er fundet i en bjerghule, det er no­genlunde vel bevaret af mavesyre, idet ophavsmanden til historien åbenbart har ædt sine papirer. Nu mange år senere, 37 år efter Krigen, som det hedder, er det udgivet. Det skulle efter planen fortælle om en vis sekt og dens guddommelige love, men handler mest om det groteske liv i Danmark, som vi omtrent kender det i dag. Det danske kød og den danske død er kommet på papiret i en vild og grum og vellystig satire skrevet med garvesyre - en tekst som måske allerede er forbe­redt i debutdigtet „Udvikling til fremtiden” som jeg flere gange har citeret. Dér står: Jeg skriver med en vag skamfølelse over at bevæge mig i dette stivnede landskab jeg er afpillet som hvidt papir, jeg vil nedkule disse ord som ved en fejltagelse er hoppet med mig over i evigheden."

Ord som altså foreløbig er bevaret en snes år.

Ikke blot temaer, men ord, vendinger, billeder, knopskyder sig i Smærups forfatterskab, eller er det et mycelium som danner hekseringe rundt om i hans danske landskab, som vi ser når vi tager turen i skoven nu? At det er nutiden der optager pladsen i hans tekst­verden, er naturligt og indlysende. I Mit danske kød ind­går studenteroprør, kvindebevægelse, terrorisme, velfærdsliv, ugebladserotik, forretningsverden, magt­politik. Og mere til.

Romanen var et gennembrud, men anmelderne har i øvrigt slået fast, at næsten alle hans bøger betegnede gennembrud i den ene eller anden genre. Det gælder også de tre øvrige romaner jeg her kort skal søge at ka­rakterisere.

Det drejer sig om den første roman At ende som ene­boer (1972), om Byggeri (1975) samt Katastrofe (1989). Opmærksomme tilhørere vil have bemærket, at jeg ikke har valgt den kronologiske fremstilling som rette­snor for denne karakteristik. Det kunne man gøre, hvis man ville vise, hvordan forfatteren ret tydeligt for hver bog tager samtidens temperatur, og måle dem på fæl­leskarakteren af samtidige tekster. Dermed ville man skabe en illusion om udvikling frem mod den strå­lende top eller vejen hen mod katastrofen. Jeg tror ikke meget på, at udvikling følger kronologi. Der er tale om andre vækstpunkter, andre processer, som har vendepunkter i sig. Og det fremgår netop af de tre nævnte romaner, der spænder over det hidtidige for­fatterskab. De tre titler har på hver deres måde proces­karakter og et fælles materiale i deres bygninger, idet de analyserer den berømte og berygtede oprørsgene­ration, som forfatteren selv er rundet af.

At ende som eneboer er en dansk fantast-roman i tradi­tionen fra Egede, Schack, Pontoppidan og Johannes V. Jensen. Fantaster går det ikke godt, fordi de lever i to verdener, som f.eks. hine universitetsmarxister, der tænkte sig ind i en fortidsskrift, i den tro at det var fremtiden. Vor mand i romanen henter sin utopi i den minoiske kultur i fortidens Kreta og forsvinder til sidst mentalt i sin selvskabte labyrint. Hans tydning af den oprørske skrift lykkedes ikke, mens til gengæld digte­ren triumferer i sit forsøg på at bryde traditionelle sprogbånd. Skriftens tema gennemspilles således på mindst to planer. Ligesom En musikers bestemmelse en­der romanen med nogle sprogglimt fra vendepunktet. Fra anstalten skriver hovedpersonen nogle billetter til sin kone i et spædt forsøg på at nå tilbage til verden.

Byggeri er en stor og tætvævet roman, en moderne kollektivroman, i en ny betydning af ordet, om flere grupper mennesker på samme alder. Nogle glider i teksten over i hinanden med gennemført spil på nav­neligheder og -modsætninger. Der er flere skrivende folk iblandt dem, en vigtig figur er journalist og spion, og tekstmassen består bl.a. af dagbøger, breve og taler med ustandselig skiftende synsvinkler. Polyfoni og po­lyteisme for nu at sige det.

Et mylder af stemmer. Distribueret identitet. Kaos psykisk, socialt, politisk. Og så har skildringen dog en kerne, en anekdotisk drøm berettet af arkitekten Jean, der i vildelse fortæller, hvordan han byggede Notre Dame i Paris. Den oprindelige brasede sammen, da den blev bygget efter tegningerne. I stedet blev den så opført i et spontant, fælles inspireret arbejde, den som står dernede og svæver med sin tyngde.

Drømmen er både galskab og håb. En skinnende tve­tydighed. Det går så galt som det nu skal, men Smærup har jo svært ved ikke at give fremtiden en chance - i sidste moment. Efter en begravelse hedder det om flokken: „Der var en lang stilhed som ville blive af­brudt, og det var dér vi kunne mærke vores liv ville vokse frem gennem trætheden. Som om vi var be­stemte til at blive os selv.“

Der er altså noget med denne bestemmelse, som ikke kun gælder musikere. Spørgsmålet er om stilheden, her på kanten, kan blive sprog.

Og i Katastrofe tegnes så det fulde billede af genera­tionen - i anledning netop af et billede. Et nyt fikti­onsrum fyldes med stemmer, som dog hver har deres tydelige identitet om end de selv har møje med at op­retholde den. Antallet er begrænset til 10. Igen er der ikke tale om udvikling, men en proces, en spaltnings­proces fra et fællesskab som var engang, synliggjort på et avisfotografi fra en demonstration i 1972 mod Dan­marks indtræden i Fællesmarkedet.

Atter en fantast-roman om en flok samfundsændrere, der nu en femten år efter er gået ind i systemet og har tilsat deres idealer samt en god portion af deres personlighed. En udviklingsroman der peger mod nulpunkt eller altså katastrofen som vendepunkt, fæl­les om ingenting, som de er, og uden kontakt. Næsten­kynikere til hobe.

En stræbsom overlæge, en dameblads-redaktør, en energi-politiker, en vindmølle-gårdejer, en børnehave­leder, en producerassistent, en adjunkt, der hader de danske stile han skal rette - jeg kan garantere for au­tenticiteten - en kommunalfunktionær i provinsen, samt billedbetragteren Jutta, der er gift med Ivan, som også er med på billedet. Intrigen er spinkel, er der næsten ikke, og man kan endda diskutere dens sand­synlighed i realiteternes verden.

Smærups lysende, mættede, polyfone prosa er selve argumentet. Sjældent har det danske skurrende tung­sind i den grad fået mæle, eller mæler, eller den for­lorne selvtilfredshed fået så blide grundskud, som i analysen af denne ene dag i personernes liv foråret 1986, hvor sproget sniger sig ind på den ene efter den anden, for til sidst at koncentrere sig om den formelle fortællerske Jutta, i hvem det gennemgående kærlig­hedsmotiv tilspidser sig. Udgangsperspektivet er i ro­manen overladt til hendes barn med Ivan, på hvis arm ungen sidder:

„Hun sad der uden at røre sig. Hendes øjne stod stille og klare. Fuld af undren og rædsel fortsatte hun med at se ud i verden. / Sådan var det endnu klokken seks, tirsdag den toogtyvende april. Altså for snart tre år siden."

Og dermed slut på romanen. Hvad der så er sket i de tre år henstilles det til læseren at gætte. Et fortælletek­nisk vacuum. Vendepladsen efter katastrofen. En eks­perimentel fremtid, som måske allerede er forbi.

Katastrofe er et samlet udtryk for, hvad der kom ud af alle de Gøremål, som Smærup kaldte en tekstsamling al­lerede i 1973, en prøveklud af skrivearter og af gene­rationens levearter, en vandåre i forfatterskabet, som man også kunne have brugt som udgangsfelt for en be­skrivelse, en topografi over de unge halvfjerdseres mentale landskab. Den bog kaldtes ikke noget gen­nembrud, men er en utrolig spændende brudflade i den smærupske samfundstekst. På samme måde kun­ne den lidt senere samling noveller 13 stykker af en drøm ligne en sammenfoldet vifte af stof, ideer, temaer, som snart skal foldes ud i gennembrudsbøgerne. „Ingen­ting skete. Og vi kunne begynde at gøre noget", står der et sted. Det er så hele forfatterskabets omfattende gøremål og dets baggrund.

En længere række radiospil og tv-spil, utrykte, ville kunne supplere billedet, ligesom man kan se den film for sig om „Lyset over Skagen", der ikke blev til noget, men som er trykt som manuskript, og som fortæller noget om sam- og modspil mellem mennesker og na­tur.

Ved nytårsskiftet 1987 kom et privattryk med titlen Årstidsbilleder til fotografier af Kirsten Klein. En af de prosadigtagtige korttekster lyder:

„Hvor er det skønt! Hvor er det pragtfuldt! Ah, hvor har vi dog trængt til det! For eksempel sådan tales der om dette forår, og således bevidnes en delagtighed. En mulig udveksling solen og sproget imellem. Og løbeti­den nævnes, der hentydes til stigende safter, og ordene støttes af øjekast, smil, berøringer, for sådan kan der nu for tiden leges med en menneskelig drift. Som om den var til i dyrs og planters rytme.“

Den korte tekst sætter meget på spil. Forholdet mel­lem ord og verden, mellem klicheer og virkelighed. Det store spørgsmål er om det vitterligt findes, en del­agtighed mellem ord og verden, om det er adskilte sfærer, som vi kun simulerer overensstemmelse med. Jens Smærup Sørensens værker er sprogværker, som markerer afstanden, men hvor personerne i katastro­fen famler efter en ny delagtighed. Her ligger forfat­terskabets etos. Her ligger muligheden for et brud på polyteismen - og en mere realistisk drøm om virkelig­hed end hos alle utopimagerne.

For sidste gang skal jeg i denne forbindelse citere det nærmest misbrugte debutdigt „Udvikling til fremtiden“ - nu er der snart ikke mere tilbage af det. Det er ordene: „Del er vores verden, skabt af kroppens omrids og dig -”

Det er, sagt i en meget kort formel, hvad digtet kunne stå inde for. Og måske hele forfatterskabet. Det er det menneskelige princip.

Med disse ord vil jeg ønske dig lykke til sammen med Det danske Akademis store pris.

Jens Smærup Sørensens takketale

I den del af sprogvidenskaben, der beskæftiger sig med dansk udtale, har man for længst udarbejdet en fortegnelse over de forskellige typer af uregelmæssig­heder i trykfordelingen eller betoningen i ord, led og sætninger. Da jeg i sin tid skulle tilegne mig disse afvi­gelser blev jeg særlig glad for den, der - fordi den især har kunnet iagttages i kirkelige kredse - kaldes præstebetoningen. Mens de der for eksempel abonnerer på Morsø Folkeblad lægger trykkene ganske profant, så markerer kernelæserne af Kristeligt Dagblad, med denne demonstrativt ulogiske betoning, at deres avis ikke uden videre er kommensurabel med andre time­lige organer. Relativiteten i al gængs sprogbrug, som hele tiden forhindrer os i at få sagt noget afgørende og indiskutabelt, vedkender de sig tilsyneladende også i Det Konservative og i Socialistisk Folkeparti, hvorimod tilhængerne af Kristeligt Folkeparti, ved at underbe­tone den platte forskel, straks har henført sig til noget, der ligger hinsides den endeløse parlamenteren.

En tilsvarende fonetisk absolution er i tidens løb kommet visse ordsprog til gode, eksempelvis: Man skal ikke skue hunden på hårene. Som mere eller mindre hyppige brugere af de ord underkaster vi os gerne det meningsløse i at fremhæve netop hunden, for samti­dig at kunne forlene hele påstanden med en aura af uomtvistelighed. Meget kan være usikkert, men skue hunden på hårene, det skal man ikke. Og det er selv­følgelig lige det man går og gør.

Det kan godt være, at det efterhånden er de færre­ste, der vil lægge hovedet på blokken på, at de alene ved genkendelsen af bestemte ansigtstræk kan identificere dem af os, der er forbrydere. Men en hel del flere vil nok bekræfte den samme forestilling ved at sige til billedet af en morder, at det ser hun da slet ikke ud til. Og mange ville vel heller aldrig have ventet af splejsen med den vigende hage, at han skulle kunne udvise en så mægtig styrke og beslutsomhed, ligesom den, der er berømt for sin skarpsindighed, endnu kan vække almindelig forbavselse, hvis han eller hun frem­træder som kugleformet og med kort afstand mellem øjenbryn og hårgrænse.

Grundlaget for den slags skuffelser, de underfor­ståede koder til oversættelse fra ydre tegn til indre, har, så vidt man umiddelbart kan se i billedkunsten, været med i spillet lige fra fødslen af det vi i øvrigt opfatter som det europæiske bevidsthedsliv, og det er ved slut­ningen af en af det livs glansperioder, oplysningstiden, at disse gamle fejltagelser kulminerer, ved at gøre krav på at blive opfattet som videnskabelige sandheder. Det sker, da schweizeren Lavater, netop for 200 år siden, udgiver sine „physiognomiske fragmenter", som straks bliver den bog man må have læst for at kunne snakke med i det dannede selskab. Men det sker også samtidig med, at den litterære avantgarde kaster sig ud i mere tvetydige menneskefremstillinger.

Det forhold mellem åndsvidenskab og intellektuelle moderetninger på den ene side og digtningen på den anden, dog at sidstnævnte bliver rastløs, får stærk trang til at komme et nyt sted hen, så snart de første fø­ler sig sikre på at have kortlagt det gamle, det kan vi som forfattere styrke vores selvfølelse ved at finde ka­rakteristisk. Men det afslører også, at digtningen ikke egner sig til at overbevise nogen, og slet ikke en masse mennesker, om nogetsomhelst andet end det de fore­trækker at tro, ikke engang med hjælp fra førbemeldte hund. Hvad digtning i denne henseende kan, er måske at hjælpe et par læsere her og der til at slippe fri af alt muligt sludder og vrøvl.

Men det fortsætter jo altså, på alle mulige måder, også den physiognomiske, og stadigvæk. For nylig læste jeg på tekst-tv, at en psykolog, og jeg tror hun var fra Texas, havde inddelt mandskønnet i fem eller seks grupper på basis af deres måde at trykke hænder på. Hendes omfattende undersøgelser var tænkt som en håndsrækning til kvinderne, så at de straks fra den allertidligste fase af et nyt bekendtskab skulle kunne tage deres forholdsregler. Og det kan selvfølgelig være praktisk, og når en vrimmel af psykologer verden over kan afsætte deres umådelige produktion af idiotiske menneskebilleder, så er det jo også fordi aftagerne ser dem som praktiske, når de for eksempel skal motivere folk til at arbejde, eller påvirke dem til at købe. Og over for disse manipulatorer kan det ikke nytte noget at sige, at de tager grumme fejl, for alene i kraft af at de fremturer, leverer de jo deres forstemmende bevis på, at lortet faktisk virker.

Det er ikke meget mere opløftende at tænke sig en grund til at det virker, for den må vel være, at folk, vi allesammen altså, er rede til at acceptere det. Dog næppe fordi vi ønsker at gøre os til nemme ofre, det bliver bare en voldsom bivirkning af vores, i og for sig rimelige, bestræbelser for at få overblik over den strøm af billeder, der forestiller os selv. Vi vil åbenbart helst kunne udpege et enkelt af dem og så have det ind­rammet. Når bladene opstiller tyve eller tredive spørgs­mål angående smag og vaner og tilbøjeligheder, så be­svarer vi dem derfor samvittighedsfuldt med ja, nej el­ler véd ikke, tæller vores points sammen og bladrer frem til resultatlisten for at se, hvad vi i grunden er for en slags. Eller vi studerer astrologi for at kunne ind­placere os korrekt under en af dens karaktertyper, el­ler vi griber til den sidste nye bog af Lavater, eller hvil­ken figur det nu for øjeblikket er, der kan stille de smarteste forslag til vores mentale indretning.

Det er i virkeligheden kun de allerfærreste steder man henvender sig forgæves, når man vil forenkles. Men et af dem er digtningen. Her udsætter man sig snarere for det modsatte, at identiteten hvirvles langt ud over den umiddelbare anskuelighed. Det skyldes kun delvis, at forfatterne er umodne og godt kan lide at skabe forvirring, og heller ikke kun at de forsøger at retfærdiggøre deres inkonsistens og deres særheder. Det er frem for alt en følge af digtningens eget væsen, for det har magt til at underlægge sig forfatternes, om end det samtidig præges af dem. Men hvis de nu ikke alt for krampagtigt holder fast på deres personer, så vil disse plasmer flyde ud i uforudsigelige retninger, dele sig og forene sig på kryds og tværs. Det bliver personer det er vanskeligt at komme hele vejen rundt om, som man tidligere yndede det. Tværtimod vil man måske få en lidt ubehagelig fornemmelse af at støde ind i dem, hvorhen man end vender sig. Men selv om det altså ikke kan blive en ren fornøjelse, så er der alligevel nu og da et par læsere, der går med på legen, og som mu­ligvis så, i og med spejlstumperne, vil kunne lodde en mosaik, opdage en ny transparens.

Det er forbundet med stor lyst at arbejde sådan med sprog og at glemme hvem der bruger hvad. Det er en livsalig og i en vis forstand yderst lukrativ måde at for­drive sin tid på, men den rummer naturligvis også de hertil svarende, og måske flere andre, negativer. I dag vil jeg dog synes de er trivielle. Lad dem derfor blot være antydet som en slags forklaring på, at jeg har været fristet til at opfatte tildelingen af denne pris som en halv frifindelse, og endda som en opmuntring til at fortsætte min virksomhed i den grå zone, som er skrif­ten.

Hjertelig tak.