Det Danske Akademi Billede
1994

Ib Michael

Tale af
Tale af Per Kirkeby

Tale for Ib Michael ved overrækkelsen af Det Danske Akademis Store Pris den 1. december 1994, samt Ib Michales takketale.

Her står jeg og skal holde tale for en forfatter, Ib Mi­chael. Skal motivere at han tildeles Det danske Akade­mis Store Pris. Det kender jeg ham faktisk alt for godt til at kunne gøre. Det ville være lettere at forklare hvor­for denne forfatter ikke skulle have den. Jeg kender altså Ib Michael - der også engang hed Rasmussen - så godt at man fra nu af må finde sig i det uakademiske Mik.

Akademiets nye procedure med først i sidste øjeblik, på det sidste møde inden årsfesten, at afgøre hvem den største pris tilfalder, skaber jo spænding. I hvert fald for de udsete talere ifald den ene eller den anden. Der er jo ingen grund til at forberede sig på noget der ikke bliver, men sker det uheldige, så er der ikke tid nok. I hvert fald ikke tid nok til at læse alle pristagerens bøger igennem endnu en gang, og stille op med en hæderlig og solid værkgennemgang. Så måske er både jeg og de - mine tilhørere - forskånet for en hel del. Så jeg begynder med den sidste bog af Mik jeg har læst. Også den sidste han har fået udgivet. Men langt­fra den sidste han har skrevet. Den sidste er faktisk be­gyndelsen på det hele.

Også på vores bekendtskab. Der var nemlig engang en ung digter, et blomsterbarn af tresserne, som man skulle slå op under Rasmussen i telefonbogen, og som i det varme København dyrkede det eksotiske og fjerne. Som vist nok også var en slags indre kosmos, som afholdenhed, blidhed og fortvivlet meditation i de tidlige morgentimer kunne give adgang til. Dog skadede det ikke også at vide noget, så bag alt det hen­førte blev der rigtig studeret indianske sprog ved uni­versitetet. Han havde skrevet et par bøger i sådan en hippie-stil: „En hidtil uset drøm om skibe“, fra 1970, og „Den flyvende kalkundræber” fra 1971. Jeg har ikke nogen helt klar erindring om at have læst dem. Men jeg tror nok at vores fælles projekt anstændigvis drev mig til at læse „Den flyvende kalkundræber“. Den havde noget at gøre med dette projekt: Vi ville til Mayalandet, til Mellemamerika. På ekspedition. Så jeg har nok stridt mig igennem den. Og det var sikkert bare for meget. For meget sen-tresser for en tidlig-tresser hvis åndelige revolution var Minimalismen, og som ellers havde mere firkantet, politisk hud på finger­spidserne.

Men ellers var jeg rede til en ekspedition da den unge digter kaldte til møde gennem telefonen. Det skulle være en ekspedition til mayaernes land. En op­dagelsesrejse på alle planer, og et opgør med næsten hvad som helst af humanvidenskaber. Det var en større gruppe af tidens teoretiske snakkehoveder, men da det kom til rygsæk og rejseplaner, hård læsning og pen­sum, og forestillinger om slanger, så var kun Mik og jeg tilbage. På et værtshus dagen før rejsen fandt vi ekspe­ditionens fotograf, Teit. Så var vi tre. Et uretfærdigt tal for en stor ekspedition, der er altid to på det ene parti.

Først fra nu af er det Mik, og ikke den unge digter. Miks aktuelle udgivelse er hans dagbog fra denne rejse: „Det lukkede øje“. Det er efter min mening en vidunderlig bog, som i sit knappe, men sanse-erfarede sprog er et kolossalt spring fra den eksotiske „Kalkun­dræber". Det er en bog der rummer hele Miks poten­tiale og egentlig også hans temaer og strategier.

Først og fremmest at kun erfaring bliver til rigtigt sprog. Og når det sker er der heller ikke brug for mere end strengt nødvendigt. Så er der ikke brug for så mange og anstrengte ord. Det er måske minimalistens fordom, men jeg har altid syntes at det hos Mik var mindre godt hvis ordene blev for lange eller linierne for korte. Men kan du skrive en god dagbog, kan du også skrive om din barndom, når den tid kommer, og det er måske det det handler om.

En anden underliggende strategi, der uanstrengt vi­ser sig i „Det lukkede øje", i denne tidlige dagbog, er Ota-bogmodellen. Blikket for dette væv af mytologi som vi ikke kan sige os fri af. Og som måske er vores vigtigste, mycelie-agtige forbindelse ned i den ubegri­belige barndom.

Alt hvad der senere bliver skrevet er allerede nedlagt i denne dagbog som først nu er udgravet. Og så oven i købet i en renset og renbrændt form som der kæmpes for at erobre i de senere bøger.

Miks rejse er toleddet. Den første del var sammen med Teit og mig. Søndag d. 7. marts - og vi er i 1971 - hedder det: „Følte mig bedre tilpas og gik ned til Atitlan-søen i svagt diset måneskin, jagede køterne væk med stenkast og sad på en træstamme og tænkte over en mægtig skideballe jeg havde fået af Per og Teit, fordi jeg var selvoptaget, et selvoptaget barn, bredte mig, pruttede og bøvsede og pludrede når jeg slap­pede af, eller sad oppe sent og skrev med lyset tændt og gik i byen når de andre sov. Og i det hele taget ikke havde været en fregne værd på hele turen. - Nå, nå.“

Der er noget af det der stemmer endnu - Mik er pas­sioneret småfiser, håber han kommer nogenlunde tæt gennem ritualet her - og så det der „Nå, nå“.

I det hele taget får jeg lov til at være storebror. Hver gang en fuldstændig indlysende, skolelæreragtig be­mærkning om erosion eller et lignende ophidsende emne dukker op, tillægges den mig. Måske er det på sin vis karakteristisk for denne første del af Miks rejse. Det var sikkert først og fremmest mig der ville have det til at være en Ekspedition. Et romantisk spilfægteri med en kerne af en slags videnskabelig seriøsitet. Jeg vidste nemlig at jeg ikke kunne foretage REJSEN en gang til. Den rejse får man kun tildelt én af. Min rejse var brugt. Men jeg havde faktisk brug for en til. Tres­serne var forbi, min baggrund var i stumper og på vej bort som kolde stjerneskud. Men den ene, frelsende rejse havde jeg brugt op, så jeg måtte forsøge mig med en konstruktion: Ekspeditionen. Rejsen hvor en uskyld skulle genfindes på den anden side af lærdom­men, men med lærdommen som ballast. Netop det la­vede vi en bog om: „Mayalandet“. Fotografier af Teit, tegninger af mig. Og også tekststykker af mig, hvor eks­peditionsfiktionen er at jeg forsøger at se alting som nyt ved at se med en ekspeditionstegner fra forrige århundrede. Men hovedteksten er Miks. Et forrygen­de væv af rigtig og konstrueret viden, det hele bevist ved nærvær og sansning. Her er selv mytologien erfa­ret. Speedy Gonzales er virkelig fiset forbi kalkun­dræberen, der med en knækket fjer ser sig om efter blækhuset.

Rejsens anden del er altså Rejsen. Her er han ende­lig sluppet af med storebror og fotograf. Det er REJ­SEN. Den rejse man kun kan foretage én gang i sit liv. Hvor man får tildelt sin bestemmelse, er vanvittig og usårlig. I „Det lukkede øje“ kan man mærke hvordan der skiftes gear, der er virkelig kul på i den sidste del, endelig ryger han derudaf. Hvis „Mayalandet" var eks­peditionsdelens bog, så er „Det lukkede øje“ bogen om REJSEN. Første del var måske mere en klassisk dannelsesrejse, del to er der hvor Mik bliver til. Og derfra udgår alle bøgerne. Kun den der er blevet til på den måde kan skrive om noget. Sin barndom. Det er der det begyndte med „Vanillepigen“.

En anden vigtig bog udsprang af rejsen alene, nem­lig „Hjortefod“. Også her væves den mytologiske selv­spejling sammen med virkeligheden. Eller hvordan det nu hænger sammen. Det ene først, det andet sidst, eller omvendt. En ting Mik ikke nævner i sin skide­balleopremsning er alt hans pigesjov. Det kunne godt være anstrengende. Men i rejsens sidste del, og der­med i „Hjortefod", får det virkelig en mytologisk di­mension. Det er ikke bare et knald med en eller anden amerikansk studine, men det er selve en anden verden (den tredje måske) og Historien og Maximilians even­tyr og fald som han ligger med.

Midt mellem ekspeditionen og rejsen ligger Miks oversættelse af „Popol Vuh“, maya-indianernes skabel­sesberetning. Der er meget hårdt ekspeditionsarbejde i oversættelsen, og stoffet har fodret den mytologiske seer i „Hjortefod“.

„Hjortefod" er en Ota-bog. „Kilroy Kilroy“ er for stor til at være en Ota-bog, men den er selvfølgelig også vokset ud af „Hjortefod". Og „Kalkundræberen“ for nu at være retfærdig. Men med „Kilroy" er Mik flyttet ud i Stillehavet, ud i vandet. Og det var sikkert også en god idé, for nogen stor fodgænger har han aldrig været. Mod slutningen af „Det lukkede øje“ bestiger han et bjerg alene. Det skulle han aldrig have gjort, selv om jeg ikke tror det har været noget særlig stort eller dra­matisk bjerg. Jeg kendte retningen og begyndte at gå op ad bjerget på må og få. Men bjerget blev stejlere og stejlere. Lyset snød mig, eller hvad det nu var der snød mig ... Ihvertfald blev opstigningen vanskeligere og vanskeligere, og jeg skred hele tiden", og videre i den dur. Han har fandme været glad for at jeg ikke sad med en kikkert nede i dalen.

I halvdelen af Rejsen tilbage tumler han rundt på smattede junglestier og har det frygteligste vrøvl med at følge med sine ærede indianere. Det må heller ikke være let for en mand der øjensynligt er genetisk dis­poneret til at jokke ind i hver eneste lygtepæl på Fre- deriksborggade, at komme gennem en jungle.

„Rejsen tilbage" er den store opsamlingsbog. Her mødes de alle, også dem der er opfundet i de andre bøger. Her er de alle oplevet. Det er en virkelig hallu­cination. Der er på en eller anden måde dækning for det hele. Og så er det en morsom bog. Selv om jeg ikke ved hvor morsomt det er, at beskrivelsen af en vanvit­tig bustur skal afsluttes med: „Kirkeby ville ha været dø­den nær af skræk, tænker jeg med en vis tilfredsstil­lelse." Nå, nå.

Så Mik forlod den faste grund og sejlede og svøm­mede ud i det store ocean. Ude i det varme fluidum var han i sit rette element. Den fødte svømmer siges det. Der har også altid været noget henført sælunge over ham. De fjerne, troskyldige øjne.

I det store, varme vand genfandt han Rasmussen. Her blev han vist nok gift. Igen. Selv om det ikke rigtig er til at finde ud af, om det virkelig er et retsgyldigt æg­teskab. Her flød han også videre til sin mor og far, og sin søster.

Enhver flugt til Amerika - selv til Mellem- og Syd­amerika - ender som bekendt i det varme fluidum, i den søde sagosuppe. Det er vist uundgåeligt, men også en farlig suppedas, hvor rene svømmefærdigheder ikke er nok. Måske nok til at overleve, men det her er et forfatterskab der vil meget mere end det.

Det er et stort forfatterskab, et omfangsrigt forfat­terskab. Jeg har opholdt mig ved det tidlige, men „Rej­sen tilbage" (og dens forlængelse „Rejsen til det grønne firben") efterfølges af en række store fortæl­linger: „Kejserfortællingen", „Troubadourens lærling", „Kilroy, Kilroy", „Vanillepigen", „Den tolvte rytter". Og så alt det løse, hørespil osv.

Det er et stort forfatterskab, der samtidigt står ved sin begyndelse. Hæderfulde priser gives for det der er ydet, men også for det der kommer.

Kære Mik, hvis du uden de store katastrofer kan få møjet dig herop, skal din gamle rejsekammerat over­række dig den check som følger med Det danske Aka­demis Store Pris.

Ib Michaels takketale

I gamle aztekiske billedskrifter ser man ofte personer med talebobler ud af munden, helt uden ord. De lig­ner konkylier, som man blæser fra sig. Hos de azteki­ske herskere svæver de ud af munden som et besvimet komma. Hos præsterne, med det filtrede hår og de blodbestænkte kåber, er de noget større og forsynet med kanter af obsidian - en vulkansk glasart, glø­dende engang, men stivnet igen efter det oprindelige udbrud.

Men hos digterne og sangerne, som blev kaldt „Vin­den fra Guderne", har konkylierne vokset sig større end mennesket, de ligner opstigende skyer med kan­ter af fjer, og under dem danser sangerne en kæde­dans, hånd i hånd, med det ene ben løftet og ansig­terne vendt mod skyernes flugt.

Den konkylie har jeg lyst til at sætte for munden i dag, så jeg kunne blæse jer et stykke, der rummede al min glæde - og tak over at blive hædret i dette selskab af forgængere, forudsætninger, pejlemærker og mile­pæle. For vi er jo fælles om den disciplin, som de gamle - aztekere altså - kaldte „Blomster og Sang", hvilket var deres ord for poesien. Tak for ordene til Per, som er den ærligste kunstner, jeg kender, og som gjorde rejsen med til Mayalandet. Vi stak jo bare af dengang, ud på en rigtig gammeldags ekspedition - inden vi blev lagt under kapitallogikkens obsidian- knive.

Vi mødte former som var fremmedartede. Hele den blomstrende tropik. For mange toner blev der dømt.

Det forstod jeg ikke. Litteraturen er rig på stilarter, men fattig på originalitet. De veje, der allerede er brudt, svarer til skalaerne i musikken. De er gode at øve sig på, de er nemme at genkende. Kritikken - spil­lelæreren - kan høre om man spiller galt, om stilen holder. Gentagelser kommer der ud af det, ikke musik. Det magiske øjeblik, „hvor messinget vågner til trompet“, indfinder sig måske aldrig.

Man kunne indskrænke sig til at henånde et besvi­met komma. Det er jo så klædeligt, og den, der ikke har sagt noget, har endnu ikke dummet sig. Eller man kan samle en konkylie op som - med tiden - kan blive til ens egen stemme. Så kan det godt være man spiller lidt vildt med de nye skalaer, og der blæses kraftigt for at få murene til at falde og fiktionen til at strømme frit. Her i landet stod muren om en særlig form for prosa - politisk, social, bekendende. Det var realisme så det battede. Man kunne passe hunde med den prosa, så virkelig var den! og dertil god mod børn. Fortællingen var anderledes sær og lyrikken alle dage fremragende.

Jeg har lyst til at citere Karen Blixen, Mit Livs Mot­toer: „Man kan nå til antallet halvfjerds på to måder. Man kan lægge ener til ener indtil den fulde sum er nået. Således gik mange gange den gamle naturalisti­ske roman frem. Og den naturalistiske romanforfatter hævdede: Således bærer livet sig ad! Man kan også i en, eneste bevægelse give summen halvfjerds, idet man skriver den samlet og fuldendt - 70. Således går even­tyrfortælleren frem, og han forkynder: Således bærer kunsten sig ad! Dette er myten, det er selv et eventyr, det er magi!“

Det var Johs. V., der om H.C. Andersen sagde: „Han sprang sproget over.“ Jeg hørte det for nylig og forstod det ikke helt. Han er jo netop så magisk. Så lyttede jeg igen: „I Kina, ved du jo nok, er Kejseren en Kineser Det er jo rigtigt, her siges ikke noget vi ikke ved i for­vejen, men måden. Musikken. Den form for enkelhed forstår jeg. Forud for den går et livs rejser og eventyr. Og sproget, den kunstige nattergal som skaber virke­ligheder, har været pillet fra hinanden og sat sammen igen i det uendelige for at klinge sådan.

Tak for blomsterne og tak for sangen. Tak til alle jer, der synger, levende og døde. Tak.