Henrik Nordbrandt

Ø-springeren

Der var engang en ung mand, der henvendte sig til T. S. Eliot og fortalte ham, at han, den unge mand, gerne ville være digter. Eliot svarede, at det forstod han ikke et ord af, for det var ikke sådan noget, man kunne gå og ville være. Derimod ville han have forstået det, hvis den unge mand havde fortalt ham, at der var et digt, som han følte han måtte skrive, og havde bedt om råd angående den proces, man skal igennem, før det færdige digt blot be­gynder at tegne konturerne af sig selv.

Denne anekdotiske historie kunne aldrig være overgået Henrik Nordbrandt. Han er, efter min og andres opfat­telse, den, der uhjælpeligt er digter, fordi der ustandselig er digte, han føler, han må skrive, tekster, som trænger sig på og kræver at blive fastholdt - med alle de personlige og følelsesmæssige omkostninger, som sådan noget har. Ja, han er dette så rent, at han er blevet et særsyn i vore dage: - Digteren, som ene og alene er digter, og intet an­det. Et særsyn i et land, hvor kunst og kultur i den grad blandes sammen, at de implicerede næppe nok tænker over det, fordi de - ligesom det sker i vore nabolande - er tvunget til at eksistere ved at fungere i kulturens service­organer, selv om svælget mellem kunst og kultur kan væ­re så dybt som den kløft, Dante og Vergil stiger ned i til deres for os så tankevækkende vandring. Dermed mener jeg ikke, at den tilblevne og bundfældede kunst, ja, blot den i hver generation registrerede kunst, ikke vedrører kulturen. Det er tværtimod netop den, kulturen og dens institutioner bør tage vare på frem for noget andet. Jeg mener blot, at kunsten i sig selv, idet den blir til, registre­rer, intensiverer, kondenserer og - om muligt - fastholder et livsforhold: En fastholdelse, der så senere glider ind i kulturbilledet.

Her står Henrik Nordbrandt helt rent som den der uhjælpeligt og til hudløshed er digter. Han står der som en ætling af dansk poesi i en linie, hvor Emil Aarestrup falder i tankerne i grand-onklernes og tipoldefædrenes ge­neration, men samtidig som en ægte fortsætter af den in­ternationale poesi, hvor blandt andre Wallace Stevens må være et af de navne, der melder sig blandt anerne.

Fra den første samling med den dristige, men for alle debuterende digtere så æggende titel, »Digte«, fra 1966 står denne dobbelthed klar. Han er på samme tid den, der »med sine hænder knapper nænsomt/fordums damer af deres elskere« og er sørgmodig »skønt under en glasur af flormelis« og »ønsker sig plads«, - mens han samtidig er den, der registrerer, at »rum med kød tøjret/til lofter og vægge/fyldes langsomt med kalk«. Han skulle senere komme til at følge det blånende kalkhvide i syden, i Græ­kenland og Tyrkiet og disse landes omegne, hvor han har opholdt sig i årevis. Det »gotiske skyggespind«, som litte­raturhistorien allerede har heftet sig ved i disse tidlige dig­te, blir stærkere, mere eksistentielt. Det er, som om han kæmper sig gennem gader med vajende vasketøj, der re­præsenterer den blindhed, den tomhed, han har med sig fra sin generation, men som først han til fulde forstår, for­di der, som Torben Brostrøm så præcist har konstateret, »ikke er højere værdier at pege hen på« i disse sammen­hænge, og han derfor mere nøgen og fortvivlet end nogen anden digter i hans generation ved forestillingsbilleder ustandselig er nødt til at skabe nye overbevisende sam­menhænge, der ofte blir af en overraskende, »næsten alt for stor melankolsk sødme, skønt det dog er splittelsen, de er sat til at administrere«.

I den omtalte første samling kommer klassisk-surrealistiske billeder ind: »Mumiet får blodtransfusion« og spørgs­målet lyder: »Hvem slænger sin flængede bolig gennem de tomme gader?«. Han har som andre af slægtens registran­ter set, at »døden lurer i kontakterne«, og han står som andre af tidens kunstnere undrende over for gadernes pa­radoksale parallelitet foran horisonten og foran de nule­vende bymenneskers forstæders afsjælede gåde. Han har ikke helt lagt sporvognstiden bag sig under den tunge, fugtige himmel af filt, og han har heller ikke glemt okto­ber og dens lugte og det næsten alt for smukke midt i for­faldet. - Men han går videre med sin arv og sine minder, og det er virkelig, som om »jasminen (kaster)/en æther- klud/over det forblæste ansigt«. Han ser imellem tilstande af identitetstab, ja sågar identitetsskifte, ud mod den fremtid, som det blæser fra, og hvis landskab han søger. Han sparer ikke på sin sensitivitet, der er mere sanselig end de flestes, heller ikke, når han et øjeblik står og har måttet erkende, at »nogen havde slået sig ned/på den modsatte bred/af min tid«.

Fra strejfturene i vores allesammens alleer »mod aften /gennem statueskygger« og fra positionen at være »frosset fast i søens lys« går han videre mod det ansigt, der, som han siger, »stod tilbage på min hånd/som endnu et digt« og endnu drenget bevidst om barkbådes muligheder og vældige flyvefisks sandsynlighed, og mod den næste sam­ling »Miniaturer«. - Her bekræfter digteren sin halvfor- skudte og ofte mere solide generations livslyst. Og hvad er livet uden livslyst? »En rose har jeg åbnet. ../... bleg­rød/i dig/efter at du er gået.« Men han ankommer også med vagabonder til »ventesale, det kan være ud mod nat­ten/i stormvejr når de er fuldstændig tomme, hvor ingen /nogensinde vil kunne savnes og hvor ensomheden/ejes hinsides bræddevæggen som et vildvinsblad«. Dette er herefter hans situation. Han går mellem »Septemberpak­husene«, der gir »mærkelige dybe toner fra sig«, og han kommer gennem mange vandringer eller via »en taxa bag det næste hjørne« til »et venteværelse eller hospital« og værger sig, som alle i hans alder må, som vi alle må, mod døden, endnu i mindet om »gammeldags forgyldte kom­moder/i hvilke der ikke findes testamenter/men kjoler, florlette og tunge/korsetter, violer/mellem opbyggelige salmebogsblade. . .«.

Men da, i det fjerde afsnit af denne bog og - kunne man vel sige - i hans anden tidsalder, ankommer han til sit land. Digteren begynder at nynne i glæde ved genken­delsen, og hans nynnen får ord: »der findes sange på visse øer, på fjerntliggende/klippeøer i det ægæiske hav, og i højlandet, sange/hvis ord ingen forstår, hvor kun tonerne /har betydning. I en bestemt sang er himlen grøn.« Og digtet fortsætter: »du kan høre den sunget langt inde i et mørkt/ukendt kvarter, dæmpet, som bag lerklinede mure /eller vinranker, af en kvindestemme som kender dig/for­di du har været med i sangen, på det sted.« Jo, Nordbrandt ved nok, hvor han skal sætte kommaer, og hvor ikke. Han ved også, hvor han helt skal udelade punktum­mer, som da han på den ægte helt bevidste digters obliga­toriske rejse mod slutningen af denne bog kommer til sit »dødsikon« og taler om at rejsen er »som at gå dybt ind i en skov/at ingen/vender tilbage, nogen/venter derinde/ den ventende med bortvendt/ansigt og et hår/som drik­ker af hemmelige grave«.

Men fernisen fra borgerskabets - og nu også hans for­tid - er hård, og bronzesarkofagernes låg på dets grav­pladser er tunge. Frigørelsen er svær, stadig »vokser cy­presserne sig mørke mod himlen/der falmer, det gyldne rudeglas/løber fuldt af mørke/vinduet er helt lille.« Alt dette, mens han er på vej mod større, ældre byer, mod »værelser, der vender ud mod glemte torve/og pladser som hos Chirico./maskiner af marmor, lydløse fon­tæner/hvis vand aldrig falder tilbage i kummen.« Og den­ne lydløshed modstillet lydhørheden hos den, der kan for­nemme »klokker der nedsænkes i klokker, stemmer/kor­sang spærret inde i anløbent metal« - en strofe, der rum­mer en genklang fra vor tids formentlig største kunstner, filminstruktøren Tarkovskij, mesteren for »Spejlet«, hvor fortiden gennem både smerte- og sødmefulde nærpunkter flimrer op mod bevidsthedspunktet, og for filmen om ikonmaleren Rubljov, der blandt meget andet og dybt væsentligt for forståelsen af vort, det vestlige som det øst­lige, sinds historie, fortæller historien om klokkestøberens dreng, der lader, som om han har arvet sin fars hemme­lighed og får lov til at støbe den store klokke. Men han har intet arvet. Hans arv er tavshed, og det er ham selv, der skal skabe klokken og få den til at runge: Et billede på den vej, hvorpå vi nu netop skal følge Henrik Nordbrandt videre.

I sit næste slanke bind »Syvsoverne« fra 1969 definerer han sig med et citat fra Lao Tzu’s Tao Te Ching som det rullende hjul, der rummer såvel døre og vinduer i tomhe­den, men som ingen er i stand til at bruge. Han stirrer »mod Kina, i koppens porcelain« (stavet på gammeldags fransk-københavnsk), mens »støvregnen/falder i (hans) kaffe/til den bliver kold. Samtidig tænker han på »en gammel mand med en stormlygte/helt alene i en vældig skov«, og Kina dukker atter op i postkortdigtet om »de ty­ske mure i Trakls/Rilkes og Georges digte (der) styrter sammen i en fremmed/uforståelig skrift.« Han rejser, hvor »rustne togstammer flakker forbi. . .« og indtegner »evigt flygtende« sig selv på andre postkort: »her ser De mit hus/indtegnet med en sort streg, her,« skriver han for så at fortsætte med knækprosastykker, der atter og atter vender tilbage, afbrudt af digterens vision af »Den hellige Konstantins død og begravelse« og af smagsprøver på denne »sødme«, som kun den, der har oplevet græske af­tener og græske bagerier helt forstår. Han bager sine brød og kaster dem ligesom i ilden igen, ligesom han med den sidste bohemes gestus kaster flasker ud af vinduet. Han ser »gennem det vældige rustne nøglehul« og hører »klan­gen af (sine) hænders håbløse slag/ mod den lukkede port«. Stadig brister for denne digter »seneftermiddagen/kimer sin sidste sprøde overtone/ind i de halvtomme krystalkarafler på bordet«, men bordet står dels i søvnløsheden, dels »som i et akvarium, fyldt til randen af syre/hvori vore tilbageholdte følelser/mødes i knitrende elektriske vekselstrømme/der oplader det blågrønne tusmørke«: et vers på linie med de digte, der skrives af andre strejfere fra vesten i den ægæiske verden, men som hos Nordbrandt pietetsfuldt munder ud i hans europæisk-klassiske kulturarv i en længsel mod, at »... dit ansigt viser sig som en dødsmaske/af tyndt, kunstfærdigt formet sølv/ med ingenting foran - og ingenting bagved/og alting op­fyldt af bitter sødme«. - Ingenting - alting, det er temaet på denne vandring, hvor den elskedes ansigt »på ikonens guldgrund« kun er som »et spindelvæv/fæstnet til det orm­ædte træs fire hjørner/og så fint som et gammelt brude­slør.« Han hører altid »vildvinens blade, sent raslende«, og brudt mellem to miljøer står han foran havets flade, der mest af alt ligner døden, når »man er/død og ikke længere/kan digte/et digt om døden.«

På flugt gennem »eftermiddagenes« melankolske klar­heder og uimodsigeligheder, der nu i snart mange decader har været det nutidige sinds og den moderne poesis foretrukne tidspunkt, især i »forstæderne«, som han også digter om, rejser han med og fra sine husspøgelser, sin Kafka’ske arv, hvor »grev K. læser op af en hvid tekst«, gennem salmemeditationer til håbet om »noget« og fryg­ten for »noget intet«, enten i eftertanke på en fortovscafé eller beredvilligt hjælpende mellem travle filmmænd. Re­sultatet blir et mellemstadium, der hedder »Omgivelser«, endnu en slank bog, hvis titel i Nordbrandtsk mening be­tyder konstateringer. Han konstaterer, at »Afstandene bliver større/og der bliver længere mellem bladene./Der bliver længere mellem menneskene/og der bliver længere mellem ordene« - selv i »eftermiddagslyset«, og selv om »bordet står på sin plads«. Han kan stadig høre »stueure­nes høje tikken«, men han kan også vågne »i middagshe­den/med en følelse af at have sovet i tusind og ét år«. Hans spørgsmål er nu, hvilken by han først skal forlade? Og han, den store forlader og forelskede, mærkede, arre­de, forjagne, bekræfter her, hvad den førnævnte kritiker så klogt har sagt om ham, at »denne fortabelse og opfyl­delse giver sig udtryk gennem spejlinger, fordoblinger, genbilleder, skygger, fænomener og skikkelser, som jager hinanden, opsluges i hinanden eller oplever identiteter netop gennem afstande«.

Men digteren Nordbrandt når videre. Mønsteret i hans psyke fornægter sig ikke. Kontrasterne står stadig kniv­skarpt - eller rettere barberbladsskarpt (dette er en af hans fristelser) - mod hinanden, for eksempel i »Opbrud og ankomster« fra 1974, et bind i større format end de fo­regående, hvor han vakler imellem »at drikke sig ihjel her /svævende mellem en tilværelse, det er for sent at leve/og en tilværelse, der er uacceptabel« - et upoetisk ord i par excellence-poeten Nordbrandts vokabularium, der sam­tidig røber noget om »intellektet Nordbrandt«, der i disse år, tilsyneladende ubesværet og let begynder at skrive om sine rejseoplevelser, senere samlet i »Breve fra en Otto­man« i 1978 - og, i samme tekst, observerer »kæmpe­mæssige ankre, begravet i stendynger og forvredne jern- armeringer/og kæder, som synes at antyde eksistensen.« Her befinder han sig på linie med Saint-John Perse’s eks­kursioner på havkloden Tellus, mens han samtidig udgi­ver »Historier om Hodja«, en tyrkisk skælm, troubadour og nar fra 1200-tallet, en tidsperiode, som han dyrker med (som han selv siger) frie citater af, samt »den største tyrkiske skjald« Junus Emre, hvis digte han bruger som vignetter mellem sine egne uden dog at forglemme hans ligemand Djeladdin Rumi.

»Opbrud og ankomster« fortsætter i det kontrapunkti­ske: Et øjeblik er det, som om kagen, han spiser, er »sødet med hans eget blod« og det er samtidig, som om det blod, der er i »kroppene«, og som vi pumper gennem dem, »kommer langt borte fra«. Han kender sin situation i sin »helgenkiste af glas med dens fire spejlbilleder/ som skin­sygt forhindrer hinanden i at flygte/ fra mit firedobbelte selv, som jeg omsider har mistet«. Mistet det helt har han nu ikke, hvor »nøgen« han end er, og hvor end han »rejser hen«. Altid rejsende når han i den næste digtsamling »Ode til blæksprutten« fra 1975 til på én side at konstate­re, at han ikke kunne forestille sig »noget så fantastisk ske /at noget så vidunderligt som du kunne komme« - for på næste side at notere, at »kærligheden er så triviel«. Det er først i samlingen »Glas« fra 1976, at han gør sig fri fra »den lange hvide mur«, der så længe har omsluttet ham, og at han når til sit berømte digt »Naxos«, »Sappho« og »Knossos«, hvor han blir ø-springeren: bevidstheden, der springer fra sted til sted, fra ø til ø, som om de alle var no­der i et tonesystem, som han er døv for, og som han der­for må opleve ved at leve det ud. Skibene, der har de samme navne som i digtets titel, krydser mellem øerne, og alt blir en euforisk drøm for den rejsende. Den rejsen­de, der er »lige så hemmelig/og skjult for sig selv som Ararat bag Ararats tåger.« Dette er højdepunktet af hans kunnen, og det er essensen af hans tid fra 1977. »Spøgel­seslege« fra 1979, i »Selected Poems« og endelig i »Forsvar for vinden under døren« fra 1980, hvor han får selskab på den scene, der for ham efterhånden, og meget fortjent, er ved at blive international, af en af vores mest beskedne, men også mest internationale kunstnere, Ejler Bille: et møde, der knytter Henrik Nordbrandt til den oprindeli­ge, første modernisme i Danmark.

Jeg skal blot nævne, at der er blevet udgivet bibliofile bøger med Nordbrandts digte illustreret af forskellige kunstnere, der har været aktive i hans tidsrum, og jeg mener hermed at have motiveret den sum af lidelse, hud­løs følsomhed og - som før sagt - uhjælpelig digter­eksistens, der i eminent grad berettiger ham til at modta­ge Det danske Akademis store pris idag. Henrik Nord­brandt er en af de i det nuværende samfund utilpassede, men for menneskeskæbnen, der jo også omfatter efter­slægten, så dybt uundværlige.

Vi ønsker til lykke og siger tak.

Henrik Nordbrandts takketale

Kære akademimedlemmer, kære Ole Sarvig.

Alle ved, hvor svært det er at sige tak. Helt i tråd med den almindelige udvikling i dette land er tak da også et ord, som høres sjældnere og sjældnere. Jeg misunder i høj grad dem, som er i stand til blot at udstøde et grynt i de situa­tioner, hvor jeg siger »tak« eller »mange tak skal De have« - blot for at modtage et ironisk eller direkte mistænksomt blik fra den person, takken blev henvendt til. At sige tak kan undertiden føles som et direkte utaknemmeligt job.

Som kulturfænomen, i hvert fald i dette samfund, kan man vist godt se i øjnene, at takkens dage er talte, og at den som alle afdøde fænomener i fremtiden vil blive gjort til genstand for studier og afhandlinger. Her er forslag til et par titler på sådanne: »Takkens psykologi i det senkapi­talistiske samfund«, »Takkens kulturhistorie med et sær­ligt afsnit om ældre menneskers tak til yngre buspassage­rer, som overlader dem deres plads«.

Jeg har i de forløbne uger om ikke direkte savnet et værk af den art, så i hvert fald indset nytten af en hånd­bog i takketeknik. At en sådan, i en tid hvor der findes håndbøger i så at sige alt, tilsyneladende endnu ikke er kommet på markedet, kan kun understrege, hvor skidt det står til med takken.

Der tales i øjeblikket meget om de forskellige roller, som folk formodes at spille i deres virkelighed. Men da jeg finder det formålstjenligt at opretholde den gammel­dags skillelinie mellem kunst (i dette tilfælde teaterkunst) og virkelighed, kan jeg ikke uden videre acceptere, at jeg og mine medmennesker blot skulle være optrædende. Og hvis den situation, som jeg står i idag, er en rolle, kan jeg derfor heller ikke få mig selv til at udtale de ord for sam­fundsskabte følelser, som den lægger mig i munden. Be­greber som ære og stolthed er for mig mystifikationer, jeg forstår simpelthen ikke, hvad de betyder. Derimod vil jeg meget gerne tale om det tidløse og uideologiske begreb glæde. Det er glæde, som fylder mig idag, for den takker jeg Jer, Det danske Akademis medlemmer, og jeg håber, at I deler den med mig.

I 1966, da jeg var blevet inviteret til reception på Gyl­dendal i anledning af udsendelsen af min første digtsam­ling, kom jeg i et anfald af ungdommeligt overmod til at kalde Klaus Rifbjerg for »leverpostej-modernist«. Episo­den var karakteristisk for den tid. Hvis der var én ting en ung digter måtte have en mening om, var det Klaus Rif­bjerg. At erklære, at man ikke var interesseret i politik, var dengang endnu tilladeligt, men ikke at mene noget om Klaus Rifbjerg var simpelthen uhørt.

Havde jeg haft de fornødne kritiske evner og fulgt mit angreb på Klaus Rifbjerg op i tidsskrifter og aviser, sådan som man bør, når man vil frem i verden, ville jeg måske have fået en hel kulinarisk litteraturteori stablet på bene­ne, hvor havresuppe meget passende kunne stå for sy­stemdigtning og benløse fugle og forloren skildpadde for den slentrende knækprosa, men for det første var mit re­ceptionsræb ikke udtryk for virkelig uvilje mod Klaus Rifbjerg, og for det andet manglede jeg ganske journalis­tisk ambition. Først en del år senere fandt jeg ud af, hvor­for ordet »leverpostej« og ikke »moseand« eller for den sags skyld »varmedunk« eller »ismejeri« var faret ud af munden på mig.

Min næse, som også siden har forårsaget mig mange vanskeligheder, og bl.a. fået mig smidt ud af Grækenland i Junta-tiden, var skyld i det hele. Min lugtesans er på godt og ondt exceptionelt godt udviklet, og når jeg læste Klaus Rifbjergs digte, følte jeg, at jeg var ved at blive kvalt i efterkrigslugte. I 1966 var den tid endnu så tæt in­de på livet af mig, at jeg ikke havde mulighed for med ob­jektive øjne at læse den litteratur, som beskrev den. 10.000 æggemadder var simpelthen for meget, når man tik pres­set næsen ned i hver eneste en af dem.

Jeg blev født 6 uger før krigens afslutning, og er således ikke gammel nok til at have oplevet selve krigen, men på den anden side heller ikke ung nok til ikke at have levet med dens spøgelse. At krigens spøgelse færdedes ved min side hele barndommen igennem, er noget, jeg først er ble­vet klar over, efter at jeg fyldte 30.

På baggrund af denne spøgelsesverden forstår jeg idag også godt, hvorfor jeg reagerede, som jeg gjorde på de to første lyriske forfatterskaber, som kom til at påvirke mig, nemlig Ole Sarvigs og Klaus Rifbjergs: Det første blev jeg umiddelbart begejstret over, det andet frastødte mig sam­tidig med at det fascinerede mig. I Ole Sarvigs verden var spøgelset tilstede som en tydelig, forklaret skygge i et rum, hvor destruktionen nok var synlig, men hvor alt stod i kontinuitetens og vækstens tegn. Hos Klaus Rifbjerg der­imod, var spøgelset konkret, en slags Frankensteinfigur i færd med at blive genoplivet af en ny forbrugerkultur: Et spøgelse, som havde sommerhus, kørte i folkevogn, talte socialdemokratisk og røg cigarer i PH-lampens skær.

Hvad jeg har talt om her er jo ikke andet end idiosyn­krasier, men ved at gøre sig sine idiosynkrasier bevidst, undgår man om ikke andet faren ved at teoretisere dem til principper. Efter at have levet et år i Tyrkiet vendte jeg tilbage til Danmark og fandt pludselig ud af, at en af de ting, som altid havde generet mig her, og som givetvis al­tid ville gøre det, var den sødlige lugt af svinekød. Og ef­ter at have læst William Carlos Williams, hvis digte do­mineredes af andre og for mig fremmede lugte, kunne jeg pludselig med stor glæde genlæse Klaus Rifbjerg og Ben­ny Andersen, som jeg heller ikke havde kunnet lide, uden at jeg i øvrigt vil påstå, at de tre digtere har andet til fælles end en stærkt sanset, modernistisk verdensoplevelse og sprogbehandling.

For mig blev mødet med den modernistiske poesi mø­det med poesien i det hele taget. Den klassiske digtning havde aldrig sagt mig ret meget. Først da jeg genlæste den med mine oplevelser af modernistisk poesi som ind­faldsvinkel, begyndte jeg at få et forhold til den. I Stock­holm blev jeg for nylig - af Osten Sjostrand - spurgt, om jeg ikke var stærkt påvirket af Sophus Claussen. Jeg måtte svare, at hverken Claussen, som kan imponere men ikke begejstre mig, eller nogen som helst anden klas­sisk digter har påvirket mig på anden måde end gennem det sprog, jeg taler, og som naturligvis i høj grad er blevet formet af digtningen. Forskellige kritikere har i deres om­taler af mine digtsamlinger været så elskværdige at bruge udtrykket klassisk, et begreb som jeg aldrig har kunnet sætte i forbindelse med mig selv eller min oplevelse af ver­den. Den tradition, jeg tilhører, er den modernistiske, og hvis der er en bestemt del af den, jeg står i gæld til, bort­set fra den danske, hvis brug af ildelugtende spiser, jeg nu har fået et mere afslappet forhold til, må det være den nordamerikanske, med navne som Pound, Williams, Cummings og Stevens.

Mit valg af den nordamerikanske tradition som forbil­lede er ikke udtryk for nogen eksklusiv trang til at distan­cere mig fra den danske andedam, og når det kommer til stykket slet ikke noget valg. Men det var den tradition, som ved en tilfældighed - jeg fandt på biblioteket et ud­valg af Wallace Stevens’ digte oversat af Bent Irve og Niels Barfoed - åbnede mine øjne for noget, som jeg lige siden har opfattet som helt centralt i lyrikken: Det, den amerikanske digter Robert Bly kalder for »leaping«, springen eller spring.

I det femte nummer af tidsskriftet Chancen citerede jeg følgende udpluk af et af Bly’s essays, som jeg vil tillade mig at bruge igen: »Min idé er da, at et stort kunstværk ofte har et langt, flydende spring i sit centrum, hvorom kunstværket i gamle tider plejede at samle sig som stål­spåner omkring magneten. Men et kunstværk behøver ik­ke nødvendigvis at have et langt flydende spring i cen­trum. Værket kan have mange spring, eventuelt kortere. Den virkelige glæde ved poesi er at opleve denne springen i et digt. En digter, som »springer«, foretager en pludselig bevægelse fra et objekt gennemtrængt af ubevidst sub­stans til et objekt eller en idé gennemtrængt af bevidst, psykisk substans.«

Jeg vil hævde, at alle gode digte har denne evne til at springe, som Bly beskriver. Men for at ingen skal misfor­stå mig og tro, at jeg hermed har fremlagt en poetik, vil jeg samtidig sige, at et digt naturligvis også kan være godt af alle mulige andre grunde. En anden af de egenskaber, som jeg mener, et godt digt har, er nemlig dets evne til at trodse alle de systemer, som skiftende kritiske moder an­bringer det i. Derfor er gode digte, om ikke nødvendigvis politiske, så i hvert fald progressive på den måde, at de modsætter sig stivnet og reaktionær tænkning.

Men nu har jeg efterhånden sagt så meget om digte, at jeg synes, det er på tide at citere et. Det er skrevet i 1904 af grækeren Konstantin Cavafis, og hører muligvis slet ikke med i denne sammenhæng, men jeg vil alligevel læse det op, fordi jeg kan lide det, og fordi det er et digt, man ikke kan læse ofte nok:

"Venten på barbarerne

Hvad venter vi på, forsamlede på torvet?

Barbarerne skal komme i dag.

Hvorfor sker der ikke noget i senatet?
Hvorfor sidder senatorerne her uden at lovgive?

Fordi barbarerne kommer i dag.
Hvad skal senatorerne så lovgive for?
Når barbarerne kommer, vil de lave lovene.

Hvorfor stod vores kejser så tidligt op
og sidder ved hovedporten til byen
på sin trone, i fuldt skrud, med kronen på?

Fordi barbarerne kommer i dag.
Og kejseren venter på at modtage
deres anfører. Han har til og med udfærdiget
en skriftrulle til ham, og der
hædret ham med ærestitler og fornemme navne.

Hvorfor er vores to konsuler og prætorerne kommet ud
i dag i deres skarlagensrøde, broderede togaer?
Hvorfor bærer de armbånd med så mange amethyster
og ringe, som glimter af pragtfulde smaragder?
Hvorfor bærer de elegante stave
mesterligt forarbejdede i sølv og guld?

Fordi barbarerne kommer i dag
og sådanne ting blænder barbarerne.

Hvorfor kommer de fremtrædende oratorer ikke ud som sædvanlig
for at holde deres taler, sige hvad de har at sige?

Fordi barbarerne kommer i dag
og retorik og offentlige taler keder dem.

Hvorfor denne pludselige forvirring, denne opstandelse?
(Hvor deres ansigter er blevet alvorlige.)
Hvorfor tømmes gaderne og pladserne så hurtigt
og alle går hjem i dybe tanker.

Fordi natten er faldet på og barbarerne er ikke kommet.
Og nogle folk er vendt tilbage fra grænsen
og de siger, at barbarer ikke længere eksisterer.

Og hvad skal der nu blive af os uden barbarer.
De mennesker var en slags løsning."

Konstantin Cavafis

»Venten på barbarerne« skildrer så helt tydeligt den si­tuation, vi står i idag, at det ville virke påfaldende ikke at nævne det. Vores vestlige kultur, i dens nuværende form, er tilsyneladende dødsdømt. Men at være dødsdømt, eller i hvert fald at befinde sig i en kultur, der synes mere deka­dent end den romerske under Caligula, er ikke udeluk­kende en negativ oplevelse, eller burde i alt fald ikke være det. Opløsningsprocessen er for det første interessant, for det andet, som Beckett har vist det, uhyre morsom.

Et enkelt eksempel fra dagligdagen skulle være nok til at illustrere, hvad jeg mener: I øjeblikket diskuterer man i fuld alvor, hvorvidt man skal bringe alt liv på jorden i fa­re i tusindvis af år ud i fremtiden blot for at opretholde et unødvendigt stort forbrug i yderligere nogle få år, oven i købet et forbrug, som langt den største del af jordens be­folkning ikke har del i. Det må simpelthen være en af ver­denshistoriens bedste vittigheder!!

Opløsningstendenserne, selv de af dem, der kan opfat­tes som tegn på en positiv udvikling, og her taler jeg som en lunken marxist med et kynisk historiesyn, er så tyde­lige, at man skal være blind for ikke at se dem. Det er ikke længere nødvendigt at have en kejser til at dele og herske.

Af egen, fri vilje deler folk sig op i dybt selvoptagne grupper, der hver for sig har de smukkeste og mest beun­dringsværdige motiver, men set samlet giver indtrykket af en absurd teaterforestilling, hvor alle er fantastisk op­tagne af deres egne roller, men kun få kan sætte disse i re­lation til en fælles virkelighed. Den dårlige samvittighed har erstattet religionen, og selvmedlidenheden den al­menmenneskelige ansvars- og solidaritetsfølelse. Hvis Danmark et øjeblik ville tage blikket væk fra sin egen navle og se sig i spejlet, ville det falde bagover af grin.

I en række digtsamlinger har jeg hentet motiver fra lan­dene omkring det østlige Middelhav, hvor jeg har boet i lange perioder, hvilket har fået nogen til at tro, at jeg skulle sværme for det klassiske Grækenland, for Hellas, og desuden anbragt mig i en ufrivillig og ubetalt rolle som oplysningsbureau for grækenlandsentusiaster. Men i vir­keligheden kan jeg ikke udstå Hellas med dets krigslider­lighed, dets »he-man«-ideal, dets chauvinisme og dets næ­sten »public-school«-agtige sportsidioti. Jeg har brugt Grækenland som en kulisse for et delvis fiktivt jegs fær­den, en rejsende i det fysiske og psykiske rum, hvor rød­derne til opløsningen i den europæiske kultur ligger blot­tede.

Men hvis Europa begynder historisk og kulturelt med Grækenland, er det til gengæld også dér, det ender geo­grafisk. Og i glimt har jeg set livsmuligheder, specielt hos naboerne, hos tyrkerne og araberne, i blandingskulturer­ne, hvor Øst og Vest mødes, som gav mig et lille håb om en fremtid for kloden og et værdigt menneskeliv.

Selv om jeg, billedligt talt, står her på torvet blandt se­natorerne, som en af deres, og selv om jeg ikke har noget destruktivt ønske om at se min egen kultur blive ødelagt helt, ligger mit håb hos barbarerne.

Min hjertelige tak til Det danske Akademi.