Peter Seeberg

Den forunderlige Peter Seeberg

I dag falder en brik på plads i den mosaik, der hedder »moderne dansk litteratur«. Den har været synlig længe, og den befinder sig et af de steder, hvor øjet uvilkårligt sø­ger hen, men idag bli’r den ordentligt kittet fast, som det sig hør og bør.

Mange figurer og strukturer i denne mosaik går ud fra den. Den er, som man siger, en integrerende del af bille­det, og en central. Den brik, der tales om, er naturligvis Peter Seebergs forfatterskab, som idag hædres med Aka­demiets store pris for - som det hedder i motiveringen - »i nyskabende prosa at blotte nutidige samspilsmønstre og derved med alvor, humor og historisk sans at fastholde et dybt originalt menneskebillede«. Det er jo ikke meget, der kan stå i de få linjer, som en sådan motivering må fylde, og jeg skal da også forsøge at udvide den i en lidt rumme­ligere begrænsning, der dog i det store og hele kun vil tje­ne til at ridse hovedlinjerne op og pege på dette forfatter­skab, der allerede er et af de mest kommenterede i nyere tid. Jeg tænker her på Søren Baggesens fyldige kapitel om Peter Seebergs første bøger i 3. bind af »Danske digtere i det 20. århundrede«, på Vagn Thules og Ib Bondebjergs bøger om Seeberg, på diverse litteraturhistorier og på blandt andet Torben Brostrøms artikler om det senere forfatterskab, fulgt op af mange, ikke mindst svenske kri­tiker-kolleger. Hertil kommer snesevis af afhandlinger og specialarbejder fra såvel danskstuderende som mere be­dagede akademikere, der har ladet sig friste og inspirere af den lille række bøger, Seeberg har udsendt siden debut’en i 1956. For fuldstændighedens skyld og for at kom­plettere billedet skal jeg nævne, at der selv i kortfattede generelle oversigtsbøger over det moderne Danmark og hvad det har at byde på, altid står en bemærkning om »de sære fortælleres epoke«, som Peter Seeberg indledte sam­men med Villy Sørensen, samt at flere af de senere års yngre Akademipristagere har bekendt deres gæld i dette forhold. Der er således ualmindelig god grund til, at pri­sen overrækkes Peter Seeberg idag.

Men denne solide baggrund og dette lag af litteratur om forfatterskabet, der er kompakt som en møbelplade, man dårligt kan få sin pennekniv i, gør det ikke lettere at tale om bøgerne og deres ophavsmand. Man kunne fristes til at tale om den forunderlige person Peter Ejnar Lauritzen Seeberg, som blev født nær ved grænsen i Skrydstrup i 1925, blev student fra Haderslev og magister i almindelig og sammenlignende litteraturhistorie hos Paul V. Rubow for derefter at blive arkæolog, ekspeditionsdeltager under P. V. Glob og museumsinspektør. En person, man kan møde i fjernsynet, hvor han taler om kartofler og andre hverdagsglæder, eller på vej ned fra Dybbøl Bakke, piftet ud af sine frænder sønderjyderne, som han trods sin im­pulsive veltalenhed ikke kunne få med på tanken om at la­de det gamle had være glemt, eller i forfatterforeningen, hvor forsamlingen engang knurrede højlydt ad ham, da han anbefalede den at stemme mod et af hans egne for­slag, nu han var kommet på andre tanker og havde fået en bedre idé. En person, der netop ustandselig får ideer, lige fra daggry, hvor han læser »Le Monde« til morgen­kaffen i sin jydske egn, som han ellers tager sig kærligt af dagen igennem og i årenes løb har forsynet med arkiver, forlag, refugier, udstillinger, byfester og kongresser, som han ofte selv laver mad til (»for så ved man jo, hvad man får«, siger han), - til han ved midnatstid strør de sidste tanker fra sig i en efterhånden sikker statistisk forventning om, at nogle af dem vil spire. Og det er ikke blot mig, der har været fristet: Litteraturhistorikeren Søren Baggesen skriver konkluderende i sin artikel om Seeberg i det nævnte værk, at »for ham er digtningen ikke den eneste meningsfyldte virksomhed, den er et væsentligt moment i et kompleks af meningsfyldte virksomheder, der omfatter alle hans aktiviteter«.

Det er da dette væsentlige moment, det idag drejer sig om. Det begynder i 1956 med romanen »Bipersonerne«, som har svært ved at finde forlag, men kommer i havn hos »Arena«, som Seeberg siden har været usvigeligt loyal overfor. Det sker samtidig med, at han tillige med svoge­ren Christian Ludvigsen forsøger at gøre den danske bog- og teaterverden interesseret i Samuel Beckett, som sam­men med Robbe-Grillet og Butor hører til Seebergs læs­ning i disse år, hvor det tidligere har været Pontoppidan, Herman Bang, J. P. Jacobsen, Vilhelm Ekelund, Jørgen Nielsen og Nietzsche - foruden, som han selv siger i et be­rømt interview ved Hanne Marie Svendsen, hele den klassiske litteratur. Han siger også i dette interview, at han, der havde skrevet ungdommelige »bondenoveller« i ugebladet »Landet«, og tjent håndører ved at undervise bl.a. den endnu yngre Klaus Rifbjerg i græsk tragedie og historie, og som følte sig som velfunderet akademiker med en indremissionsk barndom samt et modstræbende forhold til modernismen, selv »bli’r chokeret over, at det, han begynder at skrive, ikke har forbindelse med nogen som helst tradition«. Han »skrev den bog næsten i angst«, siger han, og turde næppe vise den til sine venner. Den er, som han antyder, opstået af en situation, der tilbød sig og ikke kunne komme igen, idet den unge forfatter som den eventyrets knøs, der er meget af i Peter Seeberg, så at sige drog ud for at lære frygt at kende. Han meldte sig i 1943 som frivillig arbejdskraft ved UFA-filmateliererne uden for Berlin. År efter tildeler han så i bogen sig selv en rolle som »Sim« (en bastard-konjunktiv af det latinske verbum for »at være«, oplyser han), mellem de ejendom­melige, præcise verbale portrætter af tilværelsens »biper­soner« fra mange lande, der i seks dage, fra mandag til lørdag, som romanens kapitler hedder, bakser med at få illusionens og propagandaens meningsløse kulisser op at stå, uden at kameraerne nogen sinde kommer til at snur­re, idet alt forstyrres af bureaukrati og af de bombninger, der pulveriserer Friedrichsstrasse og Unter deri Linden og får UFA-byen til at skælve. En bog uden centralper­spektiv, en ny nihilistisk romantype med lutter biper­soner, der taler forbi hverandre, er dermed opstået i det danske sprog. Men den er en selvstændig skabelse, ven­der sig bevidst mod den franske »roman nouveau’s« præsenskarakter. »Man må sikre sig et eller andet punkt, der muliggør, at alle tidsmodi kommer i fuld funktion uaf­hængigt af forfatterpersonligheden«, siger Seeberg i det nævnte interview og har derved sagt noget væsentligt så­vel om sit eget bevidsthedspunkt som forfatter som om sin stilistiske anvendelse af verbernes tider, der netop karak­teriserer hans bevidstheds art.

Fremmedheden som grundvilkår er også temaet for den næste bog, mini-romanen »Fugls føde«, der kommer det følgende år. Denne bog, der blev de sene halvtredseres, koldkrigstidens ungdomsbog og kom i store oplag, er gre­bet an på en anden måde. Den er også forfatterens replik til egne dybe eksistentielle overvejelser, som jeg er så hel­dig at sidde inde med oplysninger om, nemlig til en ikke offentliggjort artikel om »Den sande nihilisme«. De nota­ter, jeg dengang tog af den siden bortkomne eller tilbage­leverede artikel(?), illustrerer, hvad der optager forfatte­ren på det tidspunkt. Han, som i den forrige bog kaldte sig selv »Sim«, skriver nu om »en endnu mere udefinerlig, lavmælt, ydmyg sætten-sig-selv, for hvilken døden er et ringe offer« - og: »Da må kræfterne, der bærer, vel bære - efter en lang død, eller har han ikke forstået jeg’ets funktion? Da må jeg’et vel gøre sin begyndelse og begynde - eller forstod han ikke, hvad begyndelse var? Var selv begyndelsen da omringet, dybt indfældet i uvis­hedens uvisheder? Var denne begyndelse ikke hans?«: Det er på den baggrund, at denne meget læste og siden ualmindelig meget diskuterede bog opstår som »en hand­ling« - og derved i sig selv bli’r et svar på dens problem­stilling om »virkelighed« og dennes mulighed og omkost­ninger i nihilismens klima. Den lille roman om velhave­ren Hiffs, der lever på andres ideer, men ikke kan bruge døgenigten Torns, fordi de ikke er alvor for Tom selv på den Limbo-skrænt, hvor han har indrettet sig, så selv hans kones glæde forstyrrer tomhedens mønstre, har af­givet stof til megen intellektuel overvejelse og til afprøv­ning af marxistiske systemer, noget Seeberg med sand Tati’sk humor kommenterer i novellen »Udflugt« fra 1976, hvor den gamle Sørine bekender, at hun altid har været nøgtern nok til at stemme kommunistisk, sådan som verden nu er, men ikke gad diskutere det med ud­flugtens mere umodne deltagere, hvis arbejdsklima og indtjeningsrate i det rindalistiske Danmark Seeberg teg­ner med få, sikre streger.

Men Seeberg er - som forfatter - kun langsomt på vej mod denne lokalitet. Den næste bog »Eftersøgningen« fra 1962, der rummer blomsten af hans såkaldt absurde no­veller, opstår på det tidspunkt, da han har gjort befriende opdagelser hos den østrigske filosof Wittgenstein, der vir­kede i England og for nøjagtighedens skyld udgav sine se­ne tanker på begge sine sprog. Han siger, at verdens me­ning må ligge uden for verden, og at der i verden blot fin­des alt, som er og sker. Dette sætter Seeberg i stand til at forkorte en dansk version af et Robert Musil’sk tema til novellen »Eftersøgningen« på fjorten sider, der gir bogen navn. Bogen rummer også debutnovellen fra 1953 »Spio­nen«, en skikkelse, hvem »intet menneskeligt er frem­med«, som der står. »Men, -« hedder det umiddelbart ef­ter som slut på novellen, »hvilket menneske er jeg ikke fremmed for?« fremmedgørelsestemaet slået an påny, men nu udfoldet af europæeren Seeberg i en disparat ver­den, i byen eller forstaden »Hvorsomhelst«, hvor intet er beskrevet specifikt, men alting præcist, så alle kan gen­kende deres »rum«. Disse perler af såkaldt absurd humor, der siden har været at finde i alle antologier, bli’r til, da forfatteren inspireret af Wittgenstein netop lader nihilis­me og absurdisme bag sig som meningsløse skældsord til fordel for »en sammenhængende virkelighed af fragmen­ter«, altså det disparate. Og al hans varme kommer frem gennem hans humor, så han gi’r et paradoksalt og over­bevisende indtryk af solidariteten hos det sjak, der graver så meningsløst i »Hullet« ned til kineserne eller bygger uforgængelige huse af luft i »Stilladset«, hos lægerne om den totalt udskiftede person i »Patienten« og sygeplejer­sken hos den uformelige bylt af et trafikoffer i »Nød« i stil­heden, hvor kun urets næb taler. Blot for at anføre nogle få temaer i denne bog, hvor førstedelen af forfatterskabet kulminerer. Det skal blot lige nævnes, at novellen »Bulen« er en hastigt nedskrevet replik til Camus’ »Sisyfosmyten«, der i mellemtiden var blevet den franske ungdoms »konfir­mationsbog«. »Det kan jo i virkeligheden være vældig sjovt at trille en sten op ad et bjerg og lade den rulle ned igen«, bemærker Seeberg med sin særlige medvidende humor - en humor, der er hvid som lammeuld, hvilket senere får tematiske følger.

På vej til den næste prosabog »Hyrder« fra 1970 stiller Seeberg samme år den dramatiske tekst »Ferai« til rådig­hed for »Odinteatret«, der, tro mod sit princip om »ag­gressionens teater«, til dels spiller »imod« den, i al fald i slutningen. Men læser man teksten, ser man den ikke så lidt lærde, meget belæste digter røbe evner for en vild, underfundig arkaiserende poesi indrammet af bizarre transvestit-nonners snaksomhed og en heltinde-snusfor­nuft, der er en Julie værdig.

Det arkaiske blander sig også drømmeagtigt i den nu bl.a. i Rusland meget læste roman »Hyrder«, der udkom­mer samme år. Det bryder igennem i den fjerde drøm, som bogens invalide, i første kapitel hårdt kvæstede ho­vedperson drømmer: Han krones af vædderhorn, og - som den svenske kritiker Carl-Goran Ekerwald antyder - fra dette øjeblik indfældes for læseren alle forstadens fjernt fra belyste privatmennesker, der virker som beluret gennem en moskéports nøglehul, mens de hverdagsligt snakkende optager ofrets skæbne i sig og famler mod de­res virkelighed under dette, i en klassisk frise. En anden drøm vedrører slægten. »Skal vi ikke snoes ind i frem­tiden?« råber en stamfader fra anden halvdel af det syt­tende århundrede i den lange række aner, som holder slægtens reb.

Netop dette er et af udgangstemaerne i de to ejendom­meligt komponerede bøger, hvormed Peter Seeberg fore­løbig har afrundet sit forfatterskab: »Dinosaurus’ens sene eftermiddag« fra 1974 og »Argumenter for benådning« fra 1976. De viser begge den lyttende, søgende, eminent in­tuitive forfatter - hvis realisme virker symbolsk, »fordi«, som han siger, »folk ikke mere oplever realistisk« - som den, der vil leve uden livsmønster og derfor netop føler sig tiltrukket af alle sådanne, viser ham stedt - for dette er den lærde og filosofiske digters »sted«, hans »arkimediske punkt« - mellem modernismens fortørring i moderniteten og sin bevidsthed om tider, da verden var. Han står ved en skillevej, men han står mellem børn og nære menne­sker, og det virker, som om han i disse bind har lagt alt sit relevante materiale frem ligesom den jokeragtige skikkel­se øverst i tarokspillets billedbunke, der breder sine red­skaber ud på sit bord. Genealogier, testamenter, kalende­re, nekrologer og gravskrifter, glimrende fastholdte »øje­blikke«, historietekster, regnestykker, myter og dyrefab­ler udgør nu sammen med varsomme, beskyttende skil­dringer af det kejtede, anonyme menneske denne digters materiale. Der er rigdomme, som det vil føre for vidt at komme ind på. I disse samlinger, som den forunderlige digter har lagt frem til os, før han blander kortene til et nyt spil om skæbnen i den usikre verden, til nye indsigter i denne verden som dem, han nu så ofte har fortættet med smeltevarme, så de blev til »glyph’er«, til ord, ja næsten ting, vi kunne tage med os, og hvis vægt vi mærker på rejsen.

Vi ønsker lykke til. - Og: til lykke!