Henrik Stangerup

Det danske og det fremmede

Henrik Stangerup har ikke altid haft venlige tanker om Det danske Akademi, især ikke om dets valg af prismod­tagere. Jeg ved ikke hvordan han stiller sig i dag, men jeg må prøve at overbevise ham om at valget er rigtigt. Nu kan en del af hans modvilje mod det litterære etablissement skyldes en generel hang til at gå imod, som vi kender det fra kællingen der flød mod strømmen i det norske folkeeventyr. Men det kan også hænge sammen med den anskuelse af menneskelig eksistens, som han fik som ung student i Paris af Gabriel Marcel, den katolske eksistentialist: L’étre c’est ce qui résiste - Væren er det der står imod. Og det er respektabelt nok.

Der hvor vi hører om episoden (i Fjenden i forkøbet) tilføjes ganske vist at han kort efter mødte en filosofistuderende i det danske studenterhus, som spolerede det hele ved at komme med Marx’ historiske deter­minisme. At dømme efter Stangerups senere holdning til marxismen har dette nu ikke været nogen varig indvirkning. Snarere har det første præget ham også inden mødet med Marcel: trangen til at stå imod miljøet, hjemmet og skolen. Han var problemsønnen, der ikke alene gjorde sig ud til bens og måtte på Stenhus kostskole, men som også fandt frem til Jesus gennem en engelsk prædikant og ihærdigt prøvede at omvende familien. Da det mislykkedes, gav han sig dog i det mindste til at studere teologi frem for litteratur og gav altså Gud en chance ikke blot om søndagen (som titlen lød på hans senere film). Men som vi ved, stod han også imod sin lyst til at blive præst og gik i stedet over til at give Ekstra Bladet en chance om hverdagen, nemlig som kritiker og korrespondent.

Dog har han beholdt et åbent forhold til religionen. Det gælder udefter, for de fremmede kulturer han besøgte som reporter, Frankrig og Brasilien, katolicis­men og folketroen. Og det gælder indefter, når angst og anger meldte sig for at have stået imod forældre og lærere, svigtet forventninger, været den fortabte søn. Så er begreber som skyld og selvansvar, dom og frelse fra at være begreber blevet levende og brændende erfarin­ger. Og så har litteraturen kunnet blive såvel til skrifte­mål for egne konflikter og kriser som til eksistentielle fortolkninger af andre konflikt- og kriseramte - senest Søren Kierkegaards tidsfælle P.E. Møller.

Mødet med det fremmede profilerer. Først det typi­ske: som når man indlogerer sig i en typisk parisisk forstad (Bourg-la-Reine) hos en familie med det typiske franske navn Muller, der betragter en som typisk repræsentant for „det danske folk af drømmere, fortæl­lere og handelsfolk” og i øvrigt protestanter, som det stod anført i husets verdensatlas. Efterhånden kan man så blive veritabel pariser — som Henrik kaldte sig og sin bog (1966), af ham selv karakteriseret som fortællende poetisk reportage, altså en salgsvare med fortælling og drømmeri. Titeludtrykket stammer fra en ukendt for­fader, hvad der virker som et forvarsel om at mødet med det udenlandske også profilerer det individuelle: ens personlige forudsætninger og herkomst. Pariserkorre­spondenten Mollerup, hans første romanperson, har et så traumatisk forhold til sin fader, at han under en pressekonference med de Gaulle, Frankrigs store fader­billede, må gøre vold på sig for ikke at fare op og myrde ham. Det er en tvangsimpuls som hos flere af Rifbjergs og Panduros samtidige figurer, der har kvaler med deres identitet. I bogens oprindelige plan skulle faderen være politisk suspekt og undsiges af sønnen; i den endelige version er moderen den dominante, en Asta Nielsen-agtig diva, der folder sig ud netop ved at besøge Paris og betror sønnen at „i denne by blev du grund­lagt”. Hans komplekser resulterer i den selvforagt, som af den unge Karl Marx blev kaldt „en slange som evigt borende søndergnaver brystet”, hvilket har givet ro­manen navn: Slangen i brystet (1967). Mollerup fodrer sin slange med paranoia, og byen Paris rummer alle trus­lerne og alle fjenderne; i bogens slutning forskanser han sig i et tomt værelse og afmærker deres ruter og tilholdssteder med røde nåle på et bykort. At komme dem i forkøbet ved at gennembore dem er hans ind­bildte sejr, hans lykke i tomrummet.

Vender udlandsdanskeren da hjem, vil han stadig bære det fremmede i sig. Hvor er sandheden for ham, som Kierkegaard sagde? Og hvad er blot løgn? I den følgende roman Løgn over løgn (1971) har hovedpersonen Jerlang skrevet en roman om en dansker der blev sindssyg af at være dansk i Paris og fransk i København — og værket er blevet rost for sin skildring af det splittede jeg. Jerlang selv er tillige delt mellem medi­erne, litteraturen og filmen, mellem de politiske højre- og venstre-fraktioner, og mellem generationerne, når han skal lave en film om mødet mellem en gammel modstandsmand og et kollektiv af ungdomsoprørere fra 68. Alt bliver spaltet og opløst, også selve romanformen, da Jerlang samtidig med hændelserne projekterer en ny roman om dem, der til sidst kommer i gang med nøjagtig samme indledningsord som i 1. kapitel. Det er en slange der bider sig i halen, en circulus vitiosus.

Ordene handler om at det ikke er hans skyld. I det hele taget: „Der er ikke noget der hedder skyld. Der er kun de praktiske omstændigheder som ethvert menne­ske er underlagt, et mønster det ikke selv er herre over.“ Det lyder som Peachum i Dreigroschenoper: „Wir wären gut anstatt so roh - doch die Verhältnisse, sie sind nicht so.“ Det er en vægring mod at blive gjort ansvarlig for hvor, hvornår og hvordan man er født og opdraget. Det er sådan set op imod en herskende opfat­telse. Men ordenes forfatter Jerlang kalder dem selv for en spand fløde af selvmedlidenhed. Og Jerlangs forfat­ter Stangerup skriver i en efterskrift, at med denne slægtning af Mollerup og af præsten i Søndagsfilmen fra året før var han „endelig blevet færdig med noget inde i sig selv.“ Næste roman var modstykket: Manden der ville være skyldig (1973) — men væsentligt nok også op imod og på trods af mandens omgivelser: et fremtidssamfund som vil afskaffe al skyld . og ansvar; forlængelsen af den europæiske rationelle formynderstat, som er Stangerups yndlingsaversion.

På det tidspunkt havde han allerede på ny fulgt sin drift efter at konfronteres med det fremmede og ukend­te. En tilfældig avisnotits om en dansk-brasiliansk forretningsmand, der var blevet skudt ned af terrorister, fik ham til at efterforske sagen i Brasilien. Det viste sig at være en ildelugtende historie. Men tilbage i Køben­havn blev han opsøgt af den brasilianske eksilforfatter Fausto Wolff, manden der i sig selv var et kultursam­menstød, mellem intellekt og instinkt, Faust og ulven, og ideen opstod at lade ham spille Erasmus Montanus i urskoven. Men filmprojektet antog dæmoniske propor­tioner, Fausto viste sig at rumme en Mefisto, som fremmanede alle Henriks onde cirkler fra fortiden. Resultatet blev en ny og utilsløret selvbiografisk roman „om angst og skyld og sjælens misere”, som det hedder i undertitlen: Fjenden i forkøbet, sikkerlig skrap kost at skulle læse for de navngivne implicerede, men meget bevidst komponeret lige til omkvædet på sidste kapitel: „det er min roman”. Og modsat de forrige undergangs­romaner er det en frelseberetning, om at frelse sig selv fra de indre fjender. Det lykkes til slut med kvindelig hjælp udefra, ikke blot Elsa Gress der kaldte ham til Marienborg på Møn (hvilken kvindeklang), men også den brasilianske sibylle der indviede ham i at hvert men­neske har sit sande himmelske ansigt (Ipori), som det jordiske ansigt (Ori) skal finde hjem til - selvom Guds pottemager kan have sjusket med det. Det minder om knappestøberen i Peer Gynt, og om kampen mod den store Bøjgen, der måtte svinde ind mod kvindemagt. Stangerup har i hvert fald bekræftet Ibsens fortærskede vers: „At leve er krig mod trolde / i hjertets og hjernens hvælv, / at digte er at holde / dommedag over sig selv.”

Dommen er at have svigtet sit Ipori. Men hvordan kender man det? Som 22årig noterede Kierkegaard: „Det kommer an på at forstå min bestemmelse, at se hvad guddommen egentlig vil at jeg skal gøre.“ Samme år skrev han i et brev han aldrig afsendte, til sin ældre svoger naturforskeren P.W. Lund: „De ved hvor entu­siastisk jeg var for Deres beskrivelse af Deres ophold i Brasilien ... noget sligt må altid virke sympatisk ... især på den yngre der endnu kun drømmer om sin bestemmelse.“ Om denne Lund levede mindet i Brasilien endnu, og Stangerup kunne et århundrede efter hans død efterspore frasagn om den hvide knoglesamler, der havde udfordret magterne og var blevet ramt af bjergets forbandelse. Lund gik den europæiske naturvidenskabs ærinde i en junglenatur og åndeverden, indtil han brød sammen i en underjordisk hule, opgav alle videre studier og levede resten af sine henved 80 år i den lille landsby Lagoa Santa. Vejen til Lagoa Santa, som roma­nen om ham hedder (1981), går fra Linnés klassifika­tionssystem via Ørsteds naturromantik og Darwin, de antropologiske teorier og de høje forskerambitioner til det nære landsbyfællesskab og en praktisk menneske­kærlighed. Så omsider viger hans indre og ydre syg­domme, naturen tager ham til nåde, han har fundet sit Ipori.

Som modbillede til denne etiker meldte sig æstetike­ren: en anden i Kierkegaards nærhed, som blev slået ud af sin bane og afsluttede den i udlandet - i det andet af Stangerups fædrelande. Det var litteraten P.L. Møller, der døde af syfilis, ikke akkurat i Dieppe, men på et sindssygehus ved Rouen. En nøgle til ham var hans novelle Janus, hvor han om titelfiguren siger at han „havde en orm der gnavede i hans bryst“ - altså selvhadet fra det marx’ske motto til Slangen i brystet. Men betegnende nok ville der ikke rigtig blive liv i Møller, før han kom med en verslinie af Baudelaire: „Et pust af idiotiens vinge berørte mig“. Så var der åbnet ind til den galskab der lå i hans grænsesprængende Eros og forvandlede den til en nedadsugende malstrøm. Vi er tilbage i den stangerupske selvdestruktion, og forfatte­ren har ærligt beskrevet de panikture der ledsagede tilblivelsen af Det er svært at dø i Dieppe (1985). Men han erklærer også til sidst i artiklen (nu optrykt i Tag din seng og gå fra i år) at han har villet fortælle sin „historie om P.L. Møller, der døde med sin tid, tro mod sin idé.“ Vi er altså tillige tilbage ved forestilingen om den enkeltes bestemmelse.

Således går der røde tovliner gennem dette balstyrige forfatterskab. Og dets indre drive har ikke hindret omfattende ydre research - i tilfældet Møller bistået af en specialist, magister Ellen Olsen Madsen. Forude i fremtiden ligger skikkelser som Jacob de Dacia (kong Hans’ søn, der blev missionær i Mexico), Hjalmar Soderberg (den svenske forfatter der valgte København og blev morfar til Henrik Stangerup) eller historiske helte og heltinder fra Holbergs samling af biografier: nye konfrontationer af dansk og fremmed, nye kultur- filosofiske perspektiver. Det er et forfatterskab i grøde og vækst, som Akademiet har ønsket at belønne for dets kunstneriske højdepunkter.

Henrik Stangerups takketale

Tabet af Europa

Så længe jeg kan huske tilbage, har man lært mig, at der er noget galt med Europa. Værre: at det alt sammen er Europas skyld. Altså „min” skyld som „individ“ formet af „falsk“ bevidsthed, af absurde ideer om „ånd“, „spiritualitet”, „transcendens”, „inkarnation”, „kær­lighed” og „tilgivelse” - Gud. Ser jeg tilbage på de sidste mange årtier, er det Europas negation, der har ført ordet, vores egen indre dæmon som vi har forkælet og givet frit spillerum som et monsterbarn i en horror- film. Negationen har, som alle dæmoner, mange ansig­ter. først og fremmest de forskellige fascismer og kom- munismer, alle udtryk for gnosticisme: der må være noget bag om virkeligheden, som også monsterbarnet vræler mens det splitter alt ad - bag om den virkelig­hed. der i civiliserede perioder gerne sås som udtryk for en jødisk-græsk-kristen tradition.

Nazismen var ikke „borgerskabets sidste krampetræk­ninger”, som vi læser om det i skolebøgerne. Den var en sort messe, med partidagen i Nürnberg sat i scene som en pervers imitation af den katolske højmesse. Man ville tusindårsriget her på Jorden, man så metafysikkens højeste stade i begrebet Volksgemeinschaft, der skulle erstatte individet. Men nazismen kom ikke med Hitler.

Den var grundigt forberedt af århundredskiftets intel­lektuelle, fra den tragiske Otto Weininger, der rakte den ariske og hegelske djævel begge sine hænder, til de tyske teologer, der skrev om en helt ny, tysk kirke, bygget på „en metafysik uden Kristus“, altså en ny teologi uden jødedom. En kirke bygget på negation. Man kunne endda anvise os vejen til udødeligheden, en vej der gik uden om Sokrates’ Grækenland og de to testamenters Palæstina via Tyrkiet og ariernes Persien til Tibet med åndernes stad øverst oppe, hvor alle gennem „indvi­else” og selvhypnose kunne opnå evigt liv. Det samme med kommunismen, der også er en stor negationens metafysik, også er en imitatio perversa. Ernst Bloch, den beundrede tyske filosof, der i sin tid udnævnte Stalin til at være vor tids største metafysiker, mener i sin Das Prinzip Hoffnung i ramme alvor at fremtidens kommu­nistiske menneske vil opnå udødelighed. Totalitarisme, hedder det - med et alt for dårligt ord. Djævlepagt er et bedre, al den stund Det Onde er negationens og hypnosens mester. Anti-sjæl.

Årti efter årti blev Europa tappet for sin sjæl, sit lys, sin transcendens - af kohorter af intellektuelle, med nogle få modige ånder, der stod imod den sorte messe: Kierkegaard og Kafka, der minder så meget om hin­anden, og som begge brugte deres liv på at negere den herskende negation, den ene i lyset af kristendommen, den anden i lyset af jødedommen, Unamuno og Jacob Wasserman, der begge fysisk døde i kampen mod negationens metafysik. Isaiah Berlin, som jeg ikke kender mange der kender, og Camus med hans græske tanke om mådehold og soltanke som et alt for skrøbeligt skjold mod negationens Panzerdivizion. Igen og igen: der er noget galt med Europa, lad os lave Europa om fra bunden. De utallige kulturrevolutioners mareridt. Og så lige nu: Europa er træt og hviler tungt på sine bjerge af overskudssmør - og kød og sine tanke med forgiftet vin mens skovene og floderne dør. Alle kan nok se at Kierkegaard og Unamuno og Camus havde ret, men hvor er det besværligt at mindes det. Vi sover, og i vores søvn hvori vi håber at få syndsforladelse for alle de sorte messer, sover vi Europas søvn der er lige så farlig som Europas ekstase under de sorte messer.

Mens vi sover, arbejder kræfterne videre, nu ikke som vilde forsøg på at nå tilbage til en eller anden „tabt“ udødelighed baseret på race- og klasse, men som det Kierkegaard i sit mest geniale essay, Nutiden, kaldte nivelleringen. Måtte det essay snart blive læst af alle, der interesserer sig for filosofi og foretrækker meditation frem for refleksion. At nivellere, siger Kierkegaard, er en stille, matematisk abstrakt beskæftigelse der undgår al ophævelse. Siger gnosticismen til os at der er en virkelighed bag om virkeligheden, lærer nivelleringen os at alt bare er virkelighed. Mens den opblussende begej­string ønsker, om det så var en ulykke for at fornemme tilværelsens kræfter, er - igen Kierkegaards ord - dens afløsning apatien ikke tjent med nogen forstyrrelse, så lidt som den nivellerende ingeniør er det. Er et oprør i sit maksimum som et vulkanudbrud, så man ikke kan høre ørenlyd, så er nivelleringen i sit maksimum som en dødsstilhed, hvor man kan høre sit eget åndedrag, en dødsstilhed, hvorover intet kan hæve sig, mens alt synker afmægtigt ned i den. Sagde Kierkegaard i 1846 mens han stillede skarpt på i dag, i hvert fald som jeg oplever i dag i min del af verden, for det meste regeret af det så højt besungne socialdemokrati, det nordiske der oprigtigt skyede de sorte messer da det gjaldt, men som i dag ikke er til at fa øje på fordi det - som også de andre partier - er blevet en del af nivelleringen.

Det enkelte individ er, forudså Kierkegaard, bevidst eller ubevidst blevet medvirksomt i nivelleringen, men den er en abstrakt magt, og nivelleringen er abstrak­tionens sejr over nationernes og sprogenes forskelligartethed, over naturen og over individerne: „Nivellerin­gen er i den moderne tid refleksionens tilsvarende skæbnen i oldtiden. Oldtiden stræbte efter fremragenhed. Kri­stendommen stræbte og stræber efter repræsentation og efterfølgelse. Nutiden ønsker intet andet end ligelig­heden, og dennes mest konsekvente gennemførelse er nivelleringen, den negative enhed af individernes nega­tive gensidighed, konstaterede Kierkegaard i fuld over­ensstemmelse med T.S. Eliot, der frygtede et Europa, hvor poesien ikke længere findes, fordi ingen er til som individ.

Fra de sorte messers negation til nivelleringens nega­tion. Står vi ved udgangen af sidste kapitel, negationer­nes Europa-historie, eller tør vi åbne et nyt og bekræf­tende (og samtidig vores ældste kapitel), et kapitel der handler om ånd, sjæl, transcendens, inkarnation, kær­lighed, tilgivelse, Gud? På min måde, i mit beskedne land, mit lille hjørne af Europa, vil jeg gerne være med til at skrive dette nye kapitel, med hvad der er tilbage af stolthed i min sjæl over at være europæer. At beskrive virkeligheden uden hysterisk at ønske noget bag den og uden nærigt at vrisse at alt bare er virkelighed, det er som forfatter at gå den svære vej mellem den sorte messe og nivelleringen.

Det er endelig at turde være europæer på ny, uden det selvhad der i årtier kastede os i armene på nega­tionens utallige dæmoner. Tak for prisen.