Jess Ørnsbo

Jeg er glad for, at det første jeg så af Jess Ørnsbo var hans digte. Det næste var nemlig hans tunge. Det må have været engang i 1959, mens Villy Sørensen og jeg redigerede Gyldendals litterære tidsskrift „Vindrosen”. Vi havde fået en stak digte — ja faktisk en hel samling — fra den os da helt ukendte Ørnsbo, og efter aftale skulle han møde op, så vi kunne snakke om tingene. Ikke fordi vi var ret meget i tvivl om noget som helst: her var en sprængende original digter på trapperne. At han også var det i „virkeligheden” fik vi bevis for, da døren gik op og en mand stak hovedet ind og sagde: „Bvadr.”

Her skulle nemlig ikke være nogen tvivl. Vi skulle absolut ikke bilde os ind, at vi var noget, muligvis nok redaktører af et eller andet, men bestemt ikke mere, i hvert fald ikke mere digter end denne hedspore, der har set det som en hovedopgave i livet at lægge sig ud med alle og enhver - mest enhver - måske for at bevare den kerne af barnlig integritet, der er det egentlige, men også drømte varmepunkt i alt, hvad han skriver og foretager sig.

På en klar og utvetydig måde var linjerne trukket op. Det fremgik af teksterne, hvis bulne vildskab havde fået os til at glippe med øjnene. Digtene lignede ikke noget, man havde set før. Der var ganske vist genkendelige miljøer i dem: slum og forstad, lejekaserner, by, bag­gårde, beverdinger. Men der var også en klar sur­realistisk overbygning, en iscenesættelse og et ømt raseri, som fik stavær og sætstykker til at flyve i alle retninger. Det indvendige tryk syntes umenneskeligt, men virkede netop bevægende, fordi man fornemmede en outsider-solidaritet i dem, der havde karakter både af paranoia og fuldkommen indlevelse. Her var en mand der kom ud af noget, havde set det og følt trang til at fortælle om det, hen over enhver pænhed og konven- tionalitet, ja det var næsten som om den selvbestaltede vildmand i det danske rigsvåben, Johannes V. Jensen, endelig havde faet en arving, som kunne bekræfte de raske i retten til riget. Eller måske snarere de syge.

Jess Ørnsbos digte blev trykt både i Vindrosen og hele samlingen senere med bind om. Jeg havde foreslået en anden rækkefølge i bogen, end den digteren lagde frem, men ritsch-ratsch-filijong-gon-gong, det blev som Ørnsbo ville, og ikke en djævel vil i dag finde på at indvende, at digtene i „Digte“ (som kom i 1960) ikke står nøjagtigt som de skal.

„Digteren er som en opslået kniv læseren træder på“, sådan lyder mottoet over „Digte“, og er man den mindste smule følsom, kan udsagnet give smertefulde sammentrækninger helt op i de anale zoner, hvilket Ørnsbo har måttet sande gennem det meste af sin karriere, ja det er vist mindre end et år siden, at en aviskommentator gav udtryk for, at hvis det er menin­gen med poesien, så burde man smække chatolkassen i og lade kunstneren sejle sin egen sø.

Jeg ved ikke, om den citerede polske digter Lewandowski er til eller ej eller blot en del af den meget bevidste iscenesættelse, som er karakteristisk for Ørns­bo, jeg ved til gengæld, at han opfatter sin egen rolle præcis på samme måde. Han får udslæt og nældefeber ved tanken om kunst, der er indsmigrende og forekom­mende. Det han vil, er at få enhver vedtagen model til at krakelere, for ham er kunsten noget nyt hver gang, og den der ikke lever op til denne ideale fordring er — med et af hans yndlingsudtryk – en ,,mjaver“. Trosbekendel­sen står klart og tydeligt at læse i et langt senere værk, den skelsættende udgivelse af moderne polsk lyrik, som Jess Ørnsbo udsendte i 1983. Her hedder det i forordet: „Hvad jeg har gået efter, har så godt som hele tiden været opbrudslyrikken — når og hvor som helst den er dukket op i perioden. I Polen er avantgardebevægelserne kommet i bølger uafbrudt lige siden første ver­denskrig - og forbudte og forkætrede har de altid samlet sig til nye gennembrud længere fremme. Disse øjeblik­ke, hvor igen alt er anderledes, hvor nye psykiske og sociale sammenhænge presser på, og hvor poesien begynder forfra ...“

Det var netop hvad poesien gjorde omkring 1960 i Danmark, og man kan nu - ved at læse Ørnsbos polske digt-oversættelser - se at en af indfaldsvejene til revolu­tionen gik via Warszawa, Stettin og Krakow og tværs over Østersøen lige ud på Vesterbro. Det var ikke tydeligt dengang - i hvert fald ikke for mig. Til gengæld kan man så i dag more sig med at grave andre forbin­delseslinier op i Ørnsbos digte, som viser, at hans poesi i hvert fald ikke er så fremmedartet og faderløs som billedstormeren selv og mange af dem, der har trådt på hans springkniv, går og tror. Den jensenske selvbe­vidsthed, som allerede er antydet, ligger i valget af den lakoniske titel på debutbogen, men hører man ikke også i disse linier et ekko af føddernes skrumlen ved café­bordets stang omkring 1906, hvor Johs. V. udgav sine „Digte“:

”Ak hvilken sorg og fortræd
hun bedrog mig
med en vognmand fra Amager
Selv om hun sagde
det kun var for transportens skyld
løb jeg fra hende
og så hende aldrig mere
Og det skønt hendes bryster
var som klokker en nytårsaften
når året ringes ind”

Man kan slå en hel cirkel gennem Ørnsbos tekster og føle sig mere og mere overbevist om, at en særlig genre i dansk poesi, som omfatter skøjere og drukkenbolte, ludere og alfonser har fundet sin naturlige fortsættelse her, og at der er tale om en særlig romantik, en teatralsk udnyttelse af miljøet, som bestemt ikke mangler hver­ken medfølelse eller humor, men aldrig bliver social eller realistisk for slet ikke at tale om socialrealistisk. Vagabonder og sutter har deres forudsætninger i lands­knægte og troubadourer, ja bag Jensens café-bord sig­nalerer såmænd ingen ringere end Holger Drachmann (hvilket sikkert vil få Ørnsbo til at få kanariefuglen galt i halsen) der er blot tale om en ny kostumering, en ny gebærde, en anden camouflage. Hvis man kigger på teksterne i Jess Ørnsbos sidste, vældige digtsamling. „Hjertets søle“ er det åbenlyst, at den helt han vælger sig frem for nogen er Nis Petersen-elskeren, Danmarks sidste boheme, Orla Bundgaard Povlsen, der får dette selv-illustrerende bon-mot med på vejen:

„man må begrænse katastrofen
ved at dyppe sin blødende mule i rensende sprit
poesi er blot den endelige
den bævende accept.“

„Verden forbliver sjofel“, som der står i debut-bogen, men selv om udsagnet indirekte gentages med varieren­de hyppighed hele forfatterskabet igennem, så skal man ikke tage fejl af, at denne sjofelhed også opfattes som det nødvendige salt. Det er den forklædte proletars bag­vendte mulighed for at komme i kontakt med sensualis­men, hans adgangskort til de plakathujende huse, hvor jomfruen muligvis ligger med øret begravet i sit hår. Sådan noget kan ikke siges lige ud, akademikeren — sådan én er Ørnsbo også, meget lærd - må opfinde figurer, riposter, samtalepartnere, stedfortrædere.

Tom Kristensen - der er en anden af slægten - lod Ibald Petersen, alfonsen, tale den stuelærde midt imod og sætte ild på bibabudukkerne, han betragtede billard­guderne, mens de udkæmpede det blomstrende slags­mål. Jess Ørnsbo skriver også digte til luderen med Mona Lisa-smilet „madonna med daggammelt pudder“ og proletar-ballader, hvor det ryger af portkærlighed og det evigt kvindelige gaber og retter på sine netstrømper. Måske har man ikke før haft blik for det, men i instru­menteringen er der klart tale om en ny-ekspressionisme, en længsels-poesi, som via en påtaget identifikation bearbejder sine egne traumer, og vil man have belæg for denne påstand helt ud i koloritten, er det nok at citere denne bid, hvor den desperate stilhed fra Edvard Munchs „Skriget“ klinger:

"Og ellers en krøbling
på en bro højt oppe
hver dag
afventende et tog
og aftenens videre fortræd:
luft fuld af maste fluer
smukt røde farver
grønne violette
som en sygs opkastning
Sidst en sol som et kvalmende skud
ind i en selvmorders mund."

Nu kunne man tro, at brandstifteren blandt bibabudukkerne kun var et derivat eller et genbrugs-fænomen i den danske litteratur, men det forholder sig modsat, hvad Ørnsbo har bevist gennem en række værker, der er faldet med jævne mellemrum siden debuten og har frembragt hørlige klask. Han befæstede sit ry i tresserne med det definitive hovedværk „Myter“, hvor store numre som „Sæbesalme“ og „Sindbad Søfareren” sprænger enhver fornemmelse af medviderisk, roman­tisk manipulation og hvor et revy-rim som „spatdrys“ stillet over for „godnatkys” kan overbevise enhver om, at både humøret og respektløsheden er intakt. Samt den mærkelige beskhed, der skaber et naturligt slægtskab med „de underjordiske”, dem allerlængst nede, under overfladen, måske i mudderet, tudserne, f.eks. som etablissementet anklager: ”for deres perspektiv fra neden og evigt segnende forvitrede koncert.“

Dette „perspektiv fra neden” er fastholdt så at sige af princip - også igennem den periode af mangel på forståelse som Ørnsbo og andre af hans generations­kammerater oplevede i slutningen af tresserne og op gennem halvfjerdserne, hvor alt skulle måles og vejes i forhold til social og samfundsmæssig værdi. At man kunne overse netop den samfundsmæssige eller engage­mentsbetonede side af Ørnsbos forfatterskab virker ved tilbageblik absurd. Men da der ikke var mærkeseddel og forstørrelsesglas — i ideologisk forstand - hægtet på digtene, måtte døvheden og blindheden tilsyneladende råde. Også selv om digteren råbte op - faktisk som en af de la, der turde.

I essayet „Forfatteren og den venstreintellektuelle” (fra samlingen „Personer” (1982) skriver Ørnsbo: „Hvad skal han (den venstreintellektuelle) dog stille op med alle disse beskrivelser af usammenhængende men­nesker der på så katastrofal måde ikke ligner ideer?

"Hvorfor overhovedet beskrive mennesker med krop og kød og andre mangelfuldheder? Og hvad værre er: alle disse litteraturens menneskebeskrivelser er omgang med noget ukontrollabelt. De beskriver kræfter der ikke vil presses ned i økonomiske statistikker eller hurtige meningsdannende kronikker. De gnaver også i den venstreintellektuelles underbevidsthed og spørger efter hans psykiske fimrebevægelser. Det må han som puri­taner selvfølgelig også opfatte som noget farligt. Med alle sine gode fortrængninger mener han, at det politi­ske ikke må forplumres med noget psykisk.“

Det valgte afsnit vrimler med nøgleord, positivt og negativt ladede, som alle kan appliceres på Jess Ørns­bos eget virke: han er antipuritaner, kan ikke rummes i et bestemt økonomisk eller politisk system, han er decideret af krop og kød og andre mangelfuldheder.

Ja, han har vel ved en nærmere betragtning gjort netop mangelfuldheden og det ukontrollable til hjørne­stene - hvis man kan sige sådan uden at drukne i metaforsalaten. Der kom ganske vist op gennem halv­fjerdserne bøger som (f.eks. „Mobiliseringer”, 1978) hvor digteren lod sig hyre eller reagerede direkte med kommentarer til fænomener i tiden, men allerede i „Digte uden arbejde” fra året før skrev han med vanlig, iskold selvironi „Højt sidder jeg på jegpinden/ og galer ud over/ de tømte landskaber.”

Tomme sokler, tømte landskaber, rekvisitter og kulis­ser fra den store ny-modernistiske garderobe, men også selve scenen, som på en eller anden måde må befolkes. Og jeg vil gerne sige det så klart og tydeligt, jeg kan: I Jess Ørnsbo har Danmark en skammeligt lidet kendt, på Nationalscenen uspillet, men højt begavet drama­tiker, der stædigt og forbandet har arbejdet på netop at sætte ind der, hvor næsten ingen anden har kunnet, at få folk på scenen som med al deres bragende mangel­fuldhed, men sandelig ikke uden kontrol kan fortsætte den tradition, som begynder med Holberg, men ikke nødvendigvis også behøver at kulminere med ham.

Der er — som antydet — det besværlige ved stykker, at de skal spilles, og her er Ørnsbo med sine „vanskelige“ tekster bestandig løbet ind i hurdler. Han er anderledes, han svulmer, han er ikke til at styre, han ligner ikke, kan han overhovedet spilles? At han kan spilles beviser opførelser af „Dværgen der blev væk“, „Hyp dangbok“ og „Livet i Danmark“ samt fjernsynsspillene „Hash- træet“ og „Strejferne“. Men det er med dramatikere som med kaniner, de skal kildres bag øret for at formere sig, de skal have det godt, dvs. man med risiko for både at fornærme folk og i en periode måske jage dem væk fra teatret skal give deres tekster en chance - uden et sekund at slække på kvaliteten, og det er det samme som at bevilge de nødvendige penge.

Rødderne griber i Ørnsbos dramatik tilbage til både Grotowski og Mrozek — altså igen til Polen — men stykkerne er på samme tid lige så pæredanske og lige så morsomme som Hostrups komedier. For det er jo det overrumplende ved det, at denne idiosynkratikers re­plikkunst og sprogfornemmelse - når han ikke føler sig presset og kigget over skulderen af alle dem, som han hader og afskyr (dørvogtere, pædagoger, succesdrenge, akademimedlemmer) - fører sig frem med en ballon og et humør, der er lige så sjælden i dansk teater og film som en snemand i helvede. Det kan man overbevise sig om ved at læse Ørnsbos stykker (de foreligger for de flestes vedkommende på tryk). Men man kan også henvende sig et helt andet sted og kigge i hans tossede roman-skuespil „Dullerdage“, hvor han i den grad slækker på selerne, at han giver sig til at fortælle eventyr, f.eks. det om loppen, der tager på biltur og giver både musen og snogen et lift, med det resultat, at alle passagererne æder hinanden en efter en og loppen faktisk ikke kommer ud af stedet, fordi den hele tiden har kørt i ring.

Det kunne have været et mareridt, og er måske en allegori over situationen i et land, hvor kunstnerne bliver nødt til at æde hinanden, fordi der ikke er mad at fa og fordi vi alle sammen kører i ring, men skrevet som historien er med overskud, er der virkelig tale om et eventyr. Man siger ofte Beckett, når talen falder på Ørnsbo, men man kunne også sige Lubitsch, for der er så megen ynde i ham, så megen elegance — som han naturligvis må bekæmpe af al magt, for ikke at ende som det værste han véd: en mondæn fis.

Faren er meget ringe, det kan jeg garantere for, og når jeg nu skal overrække Jess Ørnsbo Det Danske Akademis store pris på 100.000 kroner fordi han er en stor lyriker og en stor dramatiker, vover jeg ikke at ønske til lykke. Det ville være livsfarligt, ikke mindst for en mand, som i ”Hjertets søle“ skriver: „Forræderen står i succesernes fagforening”. Så jeg nøjes med at række tunge.

Jess Ørnsbos takketale

De knævrende og de døve

Egentlig havde jeg ikke i sinde at holde nogen tale.

Gode mennesker har dog ladet mig forstå, at netop talen ved denne lejlighed er det væsentligste i en forfatters liv, langt vigtigere end eventuelle bøger, og mere uforgængelig end de samlede værker. Når jeg ikke havde lyst til at ytre mig, skyldes det for det første, at jeg hverken har noget at sige eller noget at skulle have sagt. For det andet har erfaringen lært mig, at des mere der bliver sagt, des mindre hører folk efter.

Det er som om samfundet har delt sig i to grupper - en mindre, der kæfter op, der ikke bestiller andet end knævre, som bliver betalt for at knævre, som gør kar­riere på at knævre, som får magt ved at knævre, som dør knævrende på kirkegården og knævrer langt ind i evig­heden - og så den anden den større gruppe, der bare hører efter, som er ansat specielt som publikum i hele deres tilværelse, de lytter med hele kroppen når de bli­ver født, når de åbner munden er det ikke for at få mad men for at lytte med hele gebisset, de lytter på arbejdet, og de lytter i fritiden, hele deres stilling på den sociale rangstige er bestemt af hvor højt de kan lytte sig frem.

På et vist tidspunkt sker der bare noget med denne gruppe: den bliver døv, den bliver døv af at have hørt efter så længe, dens eneste måde at forsvare sig på over for alle de knævrende er faktisk at blive døv. De knævrende mærker imidlertid ikke, at de andre er blevet døve, de har jo alt for travlt med at knævre til at bemærke noget som helst andet. Tværtimod udvider de deres knævren, de taler endnu højere, de udvider sendetiden, de opretter 27 nye TV-kanaler, de taler døgnet rundt, de bruger ikke spyt men tryksværte, de bruger ikke hjernehinder men off-set, de bruger ikke hukommelse men computere - det hele går bare der­udaf. Det er hvad der med et fint ord hedder: kommu­nikationssituationen i øjeblikket: de knævrende der må knævre stadigt hurtigere, højere og længere for ikke at komme i den situation at skulle være nødt til at opdage, at der ikke er nogen der hører efter.

Men hvad så med forfatteren kunne man spørge? Alle hans erfaringer kommer jo fra de døve, det er dem han beskriver, det er dem han lever med. Men når han åbner munden, indgår han selv i knævreindustrien, han er omgivet af medknævrere og modknævrere og det eneste givne i den situation er, at når han åbner munden, ser han døvheden brede sig rundt omkring sig.

Således er han da i en slem knibe: han kan kun blive godkendt som det han er ved at optræde som en anden. Kun ved at knævre får han en vis social - om ikke status så dog funktion. Kun ved at lade sig bruge som mediedyr og deltage i den almindelige medietorden har han mulighed for at eksistere igennem. Hans problem er, at i den knævrendes verden vil man kun høre om de knævrende og ikke om de døve. De knævrende mener nemlig af en eller anden grund, at DERES verden er den eneste og den normale. Og det med normaliteten er de meget religiøse med. Derfor har forfatteren det svært med sine fremstillinger af de døve: for de er jo ofte sære, de er mærkeligt utilpassede, de lever helt utidssvarende, reagerer ikke på de rigtige ting, men hænger fast i nogle gamle personlige begreber, som der slet ikke er brug for i de knævrendes verden.

I de knævrendes verden er alt nemlig meget mere overskueligt og udskifteligt. Her er erfaringerne på dåse og sjælen konjunkturbestemt. I de knævrendes verden har man aftalt, hvordan virkeligheden skal se ud. Det er en verden, hvor man aftaler ikke blot varer og priser, men også mennesker, deres opførsel, deres præstatio­ner, og deres meninger.

I de knævrendes verden planlægger man altid, dér laver man altid om. Først planlægger man nogle fejl­tagelser, og bagefter planlægger man nogle andre fejl­tagelser til at rette op på de første. Og så planlægger man nogle helt nye fejltagelser til at glemme alle de andre. Som følge heraf er de knævrendes verden en yderst dynamisk verden, hele tiden må man gøre et stort stykke arbejde for at slette sporene efter sig. De knævrendes verden er faktisk en verden af forladte spor. Det er en verden af omvendelser: hvad man mente for et år siden gør man nu et stort nummer ud af ikke at mene. Har man været igennem tilstrækkeligt mange omven­delser kan man nå frem til nogle alarmerende selvfølge­ligheder — som der selvfølgelig så også skal råbes en hel masse op om. Således ser man, at en stor del af dem, der knævrede sig frem til magt og indflydelse i halvfjerd­serne, nu knævrer sig tilbage igen.

I denne verden planlægger aviserne begivenheder, der næppe når at finde sted, og bygger personer op der ikke eksisterer, de styrende planlægger kriser og forbrug af det ene og andet, og skærmmedierne planlægger skue­spil, hvor alt ser ud som det aldrig har været, og personerne er så nuancerede som skiverne i en flæske-rullepølse.

Hvorimod i de døves verden hersker der stor stilhed. Her er der ingen bevægelse. Her har ingen nogensinde, set en normal. Her går verden ikke længere end til hverdagen. Her belægges tingene ikke med ord eller forklaringer. Her står oplevelserne stille hver dag. Her glider man af. Her findes der ikke udnævnelser, løsnin­ger eller identitetskort. Her har forfærdelserne holdt sig troligt århundreder igennem. Her holder kroppen sine enetaler uden tilhørere. Her gøres erfaringerne hjælpe­løst og på egen hånd uden fotograf. Her er det lille, snuskede, kedelige vildt oprivende, inderlige, blasfemi­ske liv, familiernes frygtelige kamre, hele denne under­verden af anonymitet, som de knævrende har så svært ved at dechifrere — og som ikke lader sig gengive med drejebøger eller avanceret stereofoni.

Og alligevel — ned i denne de døves verden trænger uafladeligt erobrere af forskellig slags, manipulerere, udnyttere, kolonisatorer på jagt efter indfødte. Her dykker sælgere og reklamefolk ned for at sælge røjsere og dippedutter. Her dukker der pædagoger op, der vil omvende til et rigtigt liv. Her kommer behandlere af enhver art med deres linealer for at rette landskaberne ud. Her kommer de, de teoretiske karrieremagere på jagt efter en god samvittighed. Her render der jour­nalister rundt og andre mediemedløbere og måler tin­gene med den kageform, der hedder ‘en god historie’. Således ser herremændene ud af i dag.

Intet under da, at det eneste man kan gøre er, at holde sig døv. Holde sig døv over hele kroppen, holde døvheden i form, huske at lukke ørerne, og aldrig give op.