Carl Erik Soya

Når man har skrevet så meget, og tit så begavet, som Soya, har man også fået sagt meget profetisk. Det er dog at håbe, at Soyas profeti fra 1935 - det kasserede hørespil »En transmission« - ikke gælder denne lejlighed, hvor vi helt bogstaveligt priser Soya selv, for det er en grum gang festafsløring. Lad os, for at afværge 40-årige genfærd, ile med at sige, at prisen er kommet sent til Soya, og mulig­vis af gale grunde, hvis der ellers er rette og gale grunde i denne den uretfærdigste af alle verdner. Men det er så meget mere grund til at glæde sig over at den pris når et oplagt mål, og mest af alt grund til at glæde sig over at målet er der: Soya.

Ikke fordi dette mål hidtil har været usynligt. Soya har været konstant synlig de sidste halvtreds år, og til tider helt uomgængelig synlig. Alligevel, eller netop derfor, har det været hans landsmænd, før og efter akademiets opret­telse, muligt at overse ham. At lade være at tage ham al­vorligt, at bagatellisere ham, at gøre den meget synlige så godt som usynlig og samtidigt overeksponeret. Det er et specielt dansk antitalent, dette med at gøre det vigtige li­gegyldigt, det ligegyldige vigtigt, og det synlige usynligt. Det er ikke specielt dansk at tage fejl af og undervurdere talenter, for ikke at tale om genier, de første tre-fire om­gange. Det er almenmenneskeligt. Men det er specielt dansk at blive ved og ved at gøre det langt hinsides urime­lighedens grænser, at opbygge lag efter lag af selvbeskyt­telse i form af blindhed for, og afvisning af, det meget sæ­re, det meget begavede, det meget sjove og det meget sør­gelige, kort sagt af alt hvad der i mindste måde truer selv­glæden hos de patenteret sædvanlige borgere. At fejle er menneskeligt, at vedblive at fejle er umenneskeligt, sagde de gamle. I den henseende er danskerne umenneskelige mennesker, og det hænger måske sammen med andre vrangsider af vor veloplyste, velbeslåede, velvaklende vel­standsvelfærd, som vi ikke skal efterspore i denne festlige sammenhæng, men som Soya selv længe har haft et godt øje til og et skarpt blik for, som det fremgår af hans tekster.

Som følge af denne danske indbyggede afvisningsme­kanisme, i forbindelse med visse egenskaber hos offeret selv - Soya er jo ikke for ingenting dansker - er det lykke­des Soya at præstere det kunststykke at have været outsi­der hele sit liv, selv på højdepunkterne af sin popularitet. Som en der aspirerer i samme retning, med nogenledes held hidtil, kan jeg værdsætte denne indsats. Den afspej­les måske bedst netop i erklærede Soya-beundreres forsig­tighed og bagvendthed i den frembårne hyldest. Som når Niels Birger Wamberg i sin Soyabog fra 1966 ustandseligt anholder Soyas »pjankeri«, som er en af hans dyder, og gentagne gange faderligt bebrejder ham at han »sender komplimenter til sit eget talent«. Jamen, hvorfor skulle han dog ikke det, når talentet er der? De største kunstnere har ikke bestilt stort andet end at erklære og praktisere ønsket om at oprejse monumenter, varigere end malm. Og det bliver man jo grebet af, når de har været døde mindst to hundrede år. Det vigtigste må dog være måden hvorpå de sender komplimenterne og talentmassen bag afsendelsen. For øvrigt er de af Wamberg fremhævede eksempler, især prologen til ”Umbabumba” ikke relevante, for der drejer det sig slet ikke om selvgratulering, men om hypnotisk teater-inkantation i renæssancestil, som igen kom ud af middelaldergøgl og magi - en inkantationsform Marlowe var dygtigere til end Shakespeare, og som meget få moderne dramatikere noget sted har forstået sig på, udover netop Soya, der ikke bare er dramaforfatter, men teaterdigter, hvorom mere straks. - De gentagne små selvreklamer Soya indfletter her og der i sin dramatik er heller ikke utilstedelige, men dels i klassisk teatertradi­tion, dels yderst forståelige for enhver, der har været dra­matisk selvpublicist og måttet vente i årevis på træge dra­maturger og anmeldere og direktører og det hele slidsom­me apparat, der udgør teatermediets krop i modsætning til dets sjæl. Med bagvendtheden i den formentlige hyldest til Soya efter de første fyrre år af hans virke, der i dag har yderligere ti års perspektiv, tænker jeg eksempelvis på at Wamberg rosende kalder Soyas ”Chas” fra 38 for »tredivernes Teenagerlove«. Det minder mig om hvad en anden usynlig dansk berømthed, Carl Dreyer, tørt bemærkede, da han på sine gamle dage blev opfordret til at føle sig smigret over sammenligninger med Ingmar Bergmans billed­sprog. »Når det endelig skal være,« sagde gamle Carl Th., »så synes jeg jo nok det må forholde sig omvendt med den sammenligning.« Selv om Soya ellers ikke har vist større sympati for Carl Dreyer, vil jeg tro han kan sympatisere med den bemærkning. Når en kunstner længe har været forud for sin tid, er det en ironi for ham at blive sammen­lignet med senere tilkomne i vingården og med direkte ef­terlignere, som om det var forløberen, der var epigonen. Ofret får så trøste sig med, at den ironi kun overgår de virkelig dristige og fortrinlige, de sande landvindere.

Det er Soya som dramatiker jeg gerne vil dvæle ved, uden dog helt at forbigå hans fortræffeligheder som pro­saist. Disse fortræffeligheder er bedre kendt og værdsat, af den enkle grund at roman- og novellekunst er mere til­gængelig og forståelig, for litterater som for menige læ­sere. Hvad siger ikke nylig afdøde W. H. Auden om the novelist - prosaforfatteren (jeg bruger min egen oversættel­se af sonetten):

”Talentet sidder som en uniform
på en poet, hans rang er ubestridt,
han kan forbløffe som en hvirvelstorm,
dø ganske ung, leve som eremit.

Kæk som en rytter stormer han af sted, i
mens med slid og slæb den anden må
kæmpe sig ud af sin umodenhed,
blive den ingen ofrer blikke på.

Thi for at nå sit mindste mål må han
blive blandt kedelige kedeligst,
ha’ elskovssorger som hver anden mand,
være blandt redelige redeligst,
sjofel blandt sjofle, svag iblandt de svage,
lide alverdens triste sorg og plage...”

Jeg tror Soya vil skrive under på det, og efterlevet det har han i alt fald. Lad os endelig prise hans dyder som prosa­ist, hans intelligens, ærlighed, cinematiske observation og fanatiske dokumentarisme - også hvor det gælder det land Genitalien. De er der, de egenskaber og fler til, og de er påpeget med mere eller mindre ildhu eller reservation alt efter de modtagende gemytter og omstændigheder. Men lad mig samtidig understrege, at netop den soyaske »uvardighed«, der i dag synes nærmest uskyldig og blu­færdig og ikke så lidt nostalgisk - har skygget for den langt større og vigtigere dristighed og frækhed han repræsente­rer. Jo, det var dristigt, dengang ”Sytten” kom, at kalde spa­der for spader, og ”Den leende Jomfru” satte, som Soya selv si­ger på sin dejligt ubeskedne facon, skred i en udvikling, der var kommet alligevel. Når man tænker på de bjerge af papir og råfilm, de oceaner af tid - forfatteres og læseres og seeres - der siden er brugt på sexologi omsat til film og romanform, ikke mindst i den angelsaksiske verden, hvor man opdagede kønslivet ca. et kvart århundrede efter Soya - ja, så kan man gribes af trang til at sukke. Og som efter-blå-strømpe og før-rødstrømpe kvindemenneske kan jeg ikke afholde mig fra at fortælle Soya, at hans foregri­ben af den sidste snes års syndflod af sexfrigørelse nok var en foregriben, der skaffede lidt luft mellem lagnerne i samme tid og ånd som PHs parallelle bestræbelser, men at det var en nokså ensidig - bevares forståelig ensidig, men dog ensidig - foregriben, der i al sin lyriske henrevethed glemte, at den anden parts uudtalte kommenta­rer kunne forrykke billedet. Sammenligning mellem de kvindelige partnere i Jacobs indvielsesritualer og deres tekniske adfærd og færdigheder, kommer først i relief ved en tilsvarende sammenligning mellem Hans’ og Peters og Jacobs egen teknik, adfærd og færdigheder. En sådan sammenligning skulle lade vente et par årtier på sig. Men i dag tør det siges, at det land Genitalien er berejst og be­lyst litterært og filmisk og grafisk, og at vi ser med vemod og en del bange anelser, hvor lynhurtigt den nye åbenhed blev til gennemkommerciel forbrugsmentalitet eller til ra- cistisk-reaktionær hard core porno. Men det bør vi jo ikke klandre Soya for. Hans skyld er det ikke, så lidt som det er PHs skyld, at den søde leg han fablede om ikke er ble­vet så sød for de ikke-søde mennesker.

Vi kan imidlertid holde fast ved, hvad jeg nævnede før - at Soyas virkelige mod og oplivende frækhed går videre og dybere end den seksuelle frimodighed, der i dag er misbrugt, fortærsket og passé som den før har været det i de relativt frie (seksuelt frie) perioder, der uvægerligt ef­terfølges af puritansk reaktion, som Regency periodens byronske eskapader og snak om samme blev dækket af victorianismens hermetiske låg. Soya har grebet om an­dre nælder og taget andre tyre ved hornene, ikke mindst politiske tyre. Tænk på en »sag« som ”Umbabumba”, der ikke bare er et forrygende og meget moderne stykke frag­menteret, »flydende« teater, men et meningsdrama, der udover sin højst specifikke adresse i 30’erne, har adresse hvor og når som helst frygten for de stærke og foragten for de svage kanaliseres ud i politiske former - ikke mindst i vort af politiske genfærd og sære nydannelser hjemsøgte årti, hvor Glistrup synes hentet lige ud af kraalen i Um­babumba. Hvad den oprindelige adresse angår, er det i dag svært at se eller bare høre om Brechts »Arturo Ui« uden at finde efterklangen af Muhi i Ui. Hele bataljen om den oprindelige opførelse med undervisningsminister Borgbjergs indgriben for at undgå at fornærme et vist na­boland, virker vel i dag halvvejs utrolig, men ikke nær så utrolig som for en halv snes år siden. Vi er nærmere Umbabumba-tilstande nu end dengang. En effektiv tv-opførelse i dag, med Kaspar Rostrup som instruktør, ville væ­re forbløffende relevant.

Da ”Umbabumba” blev til, var Soya allerede dreven dra­matiker. Det tager ikke nær så lang tid at blive det som det tager at blive en dreven romanforfatter. I Audens so­net, som jeg citerede før, kan »poet« uden videre erstattes med »dramatiker«. Dramatikeren er som poeten færdigla­vet fra starten, hvis han overhovedet er dramatiker. Ikke at han ikke kan lære noget - han kan lære masser af tea­tertekniske og litterære kneb med årene og erfaringen, og det har Soya også gjort. Men han må have »det« - ’it, the knack’ - med hjemmefra. Det havde Soya. Hans debut ”Pa­rasitterne” var, er, og forbliver et formidabelt effektivt og veldrejet stykke, det svækkes ikke i mindste måde af at det også er moraliserende, at det drejer sig om uret og retfær­dig hævn, såvel som om små grå og nussede mennesker. Det er en blanding af græsk skæbnetragedie med chekovske overtoner og brechtske undertoner, og ren grandguignol, hvilket alt sammen er rent beskrivende og slet ikke skal antyde, at Soya havde hugget fra nogle af de kilder, hvad han hverken har villet, kunnet eller behøvet. - Det er tankevækkende, at Soya, der er nærmest monomant moralistisk i sine dramaer, gang på gang fra og med »Pa­rasitterne« er blevet bebrejdet sin manglende moral og ideologi - af de selvsamme kritikere, der i årtier har holdt foredrag, for ham og for andre, om dramaets pligt til ikke at være moralsk eller ideologiserende. Man kan ikke vin­de overfor de herrer, hvad enten de sidder i pressen eller i lokaler på teatrene. I dramaet mere end i nogen anden lit­teraturform er ’the proof in the pudding’ - og den form er fremfor nogen underkastet bedømmende litterære kultur­kommissærers tungsindige regime, før, under og efter realisationen - hvis det da overhovedet kommer til reali­sation, hvad kommissærerne nokså ofte vil vide at for­hindre. Men det ved Soya alt om. Han skrev i 1929 en ar­tikel om dramatikerens vilkår. Den var både nøjagtigt be­skrivende i den daværende situation og profetisk i påpe­geisen af det typiske i situationen. Dengang kunne Soya opremse navne og adresser på de direktører og konsulen­ter, der var ansvarlige for dramaets undertrykkelse og dramatikernes frustrering. Navnene og adresserne er andre i dag, men undertrykkelsen og frustreringen er på ingen måde anderledes - den er bare blevet mere effektiv og udbredt til nye, men beslægtede medier - tv teatret i særdeleshed. Hvad Soya dengang mente var en meget al­vorlig belastningsprøve, som de færreste kunne udstå - tre års ventetid og usikkerhed - er småting mod den be­lastning de udvidede dramaturgiater, medsamt admini­stration, og sidenhen fagforeningsredne kunstnere og tek­nikere, tilsammen kan berede dramatikeren i dag. Men ret havde han i det principielle: der skal endnu hårdere bryst - endnu mere »krop« i H. C. Andersensk tyd - til at være dramatiker end til nogen anden litterær funktion - helt bortset fra talentet.

Det må her understreges, at den uforsonlige, indbygge­de animositet mellem den praktiserende dramatiker og de censurerende og bremsende instanser under teaterproces­sen nok er af principiel, snarere end personpsykologisk art. Det gør naturligvis ikke det personlige fjendskab, der kan komme til, mindre - tværtom. Men det er og bliver næsten pr. definition umuligt for »fine« litterater at un­dertrykke deres tåkrummede ubehag ved den dramatiske forms enkelhed, unuancerethed, jordnærhed og tætte for­bindelse med gøgl og tant og med auditive og visuelle, ulitterære fænomener. Det teatralske - dvs. netop det, der gør det skrevne drama til teatermulighed, byder litteraten imod. Når dramaet først er teaterrealiseret - helst mange gange og gennem flere perioder - ja, så kan litteraten bringes til at se dets dramatiske værd og indlæse spæn­dingskurver og raffinementer og hvad ved jeg i det. Men overfor manuskriptet er litteraten, der kun er litterat og ikke samtidig teatermenneske, usikker, ligesom han tit er det overfor den forestilling, der er så teater-medierigtig, at han ikke kan indlæse sin litterære fortolkning uhindret. Shakespeare og Ibsen kan de læse, fordi de er både døde og trykte. Men overfor den samtidige Shakespeare eller Ibsen eller Strindberg eller Soya... uhauha.

En af de ting litteraterne ikke kan vænne sig til, men som alle dramatikere har vidst og praktiseret fra grækerne over Shakespeare til nu, er gentagelsens nødvendighed og den helt anderledes beliggende økonomi og stramhed i dramaet, der ikke for ingenting kommer ud af den religi­øse og politiske propaganda på den ene side og den rene, pure underholdning på den anden. Demagogen ved - sik­kert fra teatret - at hvad man siger tre gange er sandt. I dramaet skal det kundgøres a) at noget snart vil ske, b) at det nu sker og, c) at det nu er sket. Der bygges ikke ka­rakterer op, der handles med givne karakterer, replikker­ne kan være strengt økonomiske eller elliptiske, men ikke på nogen vis der kendes fra romanprosaen. En sans for psykologiske og fysiske årsager, der skal fungere på en scene og ikke bare postuleres på en side, hører til dramati­kerens grundudstyr. Kan han sit kram kan han komme til at foregribe reelle psykologiske opdagelser, som når Soya lader morderen Wantelius i ”To tråde” lide af hjernesvulst - en forklaring de senere års psykiatri og medicin har be­kræftet. Det er et eksempel på en fræk tydelighed, der samtidig er sofistikeret langt hinsides den lommepsykolo­gi størsteparten af den øvrige litteratur opererer med, og denne raffinerede tydelighed er også del af dramaets væ­sen, men en del man ingenting finder om i litterære af­handlinger om dramaet. Alt det ved og kan Soya, der så oven i købet ikke er bange for at bruge malende navne i den gode gamle holbergske tradition. Jeg skal ikke her gennemgå hans dramatiske produktion punkt for punkt, for dels går jeg ud fra Soya selv kender dem, dels ville jeg jo opføre mig netop så litterært, som jeg selv har harce­leret over, om jeg stod her og talte om hans dramatiske indsats som litteratur og gav karakter i den. Men jeg har dvælet ved den elementære og principielle forskel mellem den litterære og den teatralske talentform og anskuelses­form, for at få fat i det »hvad« der gør Soya til en dramati­ker, der netop i den egenskab vil fordunkle sine drama­skrivende kolleger fra det livlige årti, 30’erne, og siden. Og for at få Soya sat i en sammenhæng og et perspektiv, hvor han hører hjemme. Altså: Der er først og fremmest det at Soya åbenbart - og efter egen opgivelse - er eidetisk, billedskabende og billedhuskende. Det ses ikke bare af hans regiebemærkninger, det læses også ud af hans øvrige litterære arbejder. Og det er han i langt højere grad end Kjeld Abell, for ikke at tale om Kaj Munk, der slet ikke kunne se, og i lige så høj grad som Poul Henningsen, og som de livligste teaterdigtere og instruktører ud over den vestlige verden, dengang og siden. Det er for resten påfal­dende hvor megen afstand Soya og PH, der dog er be­slægtet i mangt og meget, lagde mellem sig - tag en lille ting som de ortografiske ideer, som Soya dyrker uden no­gen sinde at nævne PHs idiosynkrasier i samme retning og af samme grunde. (Ortografiske reformer er i øvrigt naturligt nok ofte en dramatikerdille - Bernard Shaw havde den som bekendt i en sådan grad, at han testamen­terede store pengemidler til ortografiens reformering). Sønderby, Branner og Leck Fischer, af de hjemlige sam­tidige, kommer slet ikke i vogn med Soya som dramatiker med deres litterære stykker, så sympatiske disse ellers måtte være. Karakteristisk nok var det Hans Kirk, der også kunne se, der først påpegede Soyas og PHs ligheder og deres overlegenhed over de samtidige dramaskrivere som folk, der skabte teatrets fremtid. Isoleret har Soya været, også som dramatiker, men det betyder kun at han var sin egen herre på hjemmebane, ikke at han er uden beslægtede i for- og samtid. Det har han. Og ikke bare de allerede nævnte, forventede - Ibsen, Strindberg, Brecht, klassikerne, først og fremmest Holberg og Molière. Han er en klovn og entertainer, som Karl Valentin, om hvem Brecht sagde, at af ham havde han lært alt, hvad han vid­ste om teater. Og ligesom Valentin, der var lige så lang som Soya er rund, foregriber Soya absurdisterne fra 50’erne og 60’erne med sin »absurde« (dvs. urealistisk­realistiske) anvendelse af meningsløs small talk. Men han er jo meget sjovere og mere meningsfuld end absurdister­ne med deres endeløse prætentiøse sceniske vittigheder.

Han er også grummere, netop fordi han er skuffet idylliker og ikke nøjes med en pseudo-objektiv registrering af men­neskelig elendighed. Han er en hjemlig Gogol, minus ne­derdrægtigheden og misantropien. Springet mellem hans bedste korruptionsafsløringer og Gogols »Revisoren« er kun et lille spring i tid og sted, ikke i kvalitet. Og Pirandello, og senere »eksperimentatorer« er ikke bare »påvirk­ninger« for Soya, hvis teaterfantasi er fuldt så livlig som italienerens og de ekspressionistiske dramatikeres fra 30’erne.

Efter nu at have anbragt dramatikeren Soya i det gode selskab, hvor denne uværdige, farligt-gemytlige runde dansker hører hjemme, skal jeg ikke undlade at påtale, at man f.eks. på Nationalscenen med trisser og hejseværk opfører en andenrangs halv-Soya som Edward Bond, med hans fjottede »afsløringer« af dronning Victorias les­biske tilbøjeligheder og Shakespeares formentlige kvinde­had, mens stykker af Soya ligger uopførte eller ikke or­dentligt realiserede. Og lad os så til sidst korteligt se på manden - på moralisten - bag dramatikken og romanerne og novellerne og aforismerne og aforismeaffaldet. Denne moralist, Soya, er en evig yngling, i Goethes tyd, tro mod sig selv og sin fortid - og mod andre. Det er en del af hans moralisme, at han har villet »virke på folk« og »give dem noget« og tildeler dramaet en »sindsudrensende virkning« i Aristoteles’ ånd. Det er synd for Soya, i denne forbin­delse, om ikke i andre, at han ikke levede i Athen i det femte århundrede f.Kr., hvor dramaet betød totaldæk­ning af befolkningen, mænd, kvinder, børn og slaver - altså i endnu højere grad end tv i dag, og hvor mænd be­svimede og gravide kvinder aborterede, når furierne kom ind i førsteakten af Orestien. Siden de dage har teatret haft mindre direkte effekt. Men effekt havde og har det immerhen stadig, og ikke mindst i kompetente hænder som Soyas.

Soya siger selv, at man ikke skal tro digtere, når de taler om sig selv - altså heller ikke ham. Derved kommer han i samme situation som den berømmelige kretenser, der sagde, at alle kretensere løj. Naturligvis skal vi også tro digtere, især desperat ærlige digtere som Soya, når de taler om sig selv. Hvem skulle vi ellers tro? Dog vel ikke anmeldere og litteraturforskere? Det vil Soya jo ikke selv gå med til. Han mener bare, man ikke skal tro, man får hele sandheden, selv ikke fra den ærligste, og at en masse ubevidst besmykning og fortrængning spiller ind. Det er som det skal være. Og når Soya f.eks. siger, i »Potteskår«, at han skriver besværligt, knudret, kejtet af naturen og kun let og flydende ved flid, er der ingen grund til at tviv­le. Sådan taler den sande skribent, det er amatører og an­meldere, der tror de selv skriver godt, og ved hvad godt skriveri er. Vi andre ved vi er hverken så gode eller så dårlige som vi gøres til, og at fliden tæller. Den gode for­fatter, maler, komponist har samme skæve selverkendelse som den gode skuespiller, der erkender sine fysiske og psykiske mangler og omsætter sine handicaps til fortrin ved stædigt arbejde. Som Soya har gjort det. Vi tror ham også, når han siger replikskrivning falder ham let, selv om han ellers er af dem, der tænker med skrivemaskinen. Og når han siger, at han finder menneskene er utroligt uopfindsomme og altid kører på samme idé, hvadenten de er tyveknægte, filosoffer, malere, digtere eller platten­slagere, ja, så tror man ham meget gerne, selv om det er en replik i et stykke. Men selv med al den mistillid til menneskenes variationsevne og med den overbevisning, at der ikke er forældelsesfrist for samvittigheden - og beg­ge dele er smukt moralske træk - har Soya en gudsvelsig­net optimisme på lang sigt, en tro på menneskenes forbederlighed. Og uretten vil han ikke række så meget som en lillefinger, tor det har han alle dage vidst man gjorde - om man ikke gav hele hånden - når man tav stille til uret. Nej, satiriker er Soya kun udenpå, indeni er han 100 pct. moralist. En ikke usædvanlig sammensætning, men det er jo tit kun overfladen der ses, især når dens indehaver slår så meget med armene som Soya. Endelig tror man ham også, både på ord og gerning, når han siger han føler han skylder andre noget, fordi de gør hans tilværelse mulig, og at det er denne gældsfølelse, og ikke manglende ev­ne og eksperimenterelyst, der har afholdt ham fra at hen­give sig til »rebuslitteraturen«, som han træffende kalder en lang række modernistiske bestræbelser, hvorunder skribenter i adskillige omgange lavede ubegribelig littera­tur ud af den omstændighed, at de ikke mente at have no­get at sige nogen. Vi må dog tilføje at Soya nok undervur­derer sin egen passion for at meddele sig, og meddele sig virkningsfuldt, i dramatisk tilgængelig form. Nok tror man gerne, der har været både høflighed og hensyn i hans umodernistiske skrivemåde, som også har været med til at holde ham udenfor de indre Parnascirkler i mange, mange år. Men hans egen meddeletrang, og nogle gram eller pund forfængelighed, har nu også været med i spil­let, og derom skal intet ondt være sagt.

Kære åndværker - du er blevet kaldt en »kubistisk sati­riker«, og jeg ser ikke, hvorfor du ikke også kan kaldes en surrealistisk, vorticistisk, fauvistisk, dadaistisk, tragikomiker. Overhovedet har du jo selv gjort det umuligt at sige noget afsluttende om dig, ved at påpege at det mod­satte også er sandt, uanset hvad man siger. Det skal nok passe. At karakterisere er, som du også selv har bemærket, at karikere. Så det vil jeg holde inde med, efter de foregå­ende forsøg på at indkredse, som ikke er ganske det samme. Men ønske til lykke - det kan jeg uden blu og med megen glæde. Og sige tak - tak fordi du ikke har tiet.

Carl Erik Soyas tak

Mine damer og herrer! Kære kolleger!

Først en tak til Elsa Gress. Jeg har et levende indtryk af at du er et sødt menneske, med et stort varmt hjerte, desvær­re har jeg ikke altid et levende indtryk af hva’ du egentlig si’r. Men jeg forstod dog at det var ros og venlighed - hvorfor jeg kom i en situation jeg har været i før: at jeg ik­ke ve’ hvordan jeg ska’ se ud i ansigtet.

I en af Akamediets årbøger har jeg læst et citat fra en af Akademiets forfædre »Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse«. I anledning af en prisudde­ling bekendtgjorde man grundlaget for uddelingen med følgende ord:

»Vi modtage alle slags poetiske Verker, naar deres Ind­hold ikke strider mod Religionen, Dyden, Sæderne, og den Beskedenhed, der især bør være Videnskabernes og Konsternes Dyrkere egen. Nedrige Satirer og uanstændig Skiemt have vi med alle Veltænkende tildømt den visseste Foragt.«

Ordet visseste synes mig særlig godt. Det hvisler.

Jeg skal ikke skjule at hvis disse synspunkter gjaldt den dag i dag, så ville der næppe ha’ været noen hæderspris til mig. For det første er jeg ikke i besiddelse af den beske­denhed der skal være særegen for kunstnere og videnskabsmænd - i en del af mit jeg ulmer den opfattelse at kunst og videnskab er menneskehedens største frembrin­gelser. Og dernæst vil en stor del af min produktion falde ind under begrebet »nedrige satirer og uanstændig skæmt«.

Til trods for min nedrige satire og uanstændige skæmt føler jeg mig ikke spor af nedbøjet, har ikke den mindste smule skamfølelse eller samvittighedsnag. Tværtimod - jeg synes den nedrige satire og uanstændige skæmt, er, el­ler kan være, af stor værdi. Ikke altid, naturligvis - hvis jeg i Elysium skulle rende på Aristofanes ville jeg fortælle ham at jeg allerede i gymnasiastalderen blev vred på ham for hans skæmt med Sokrates. Hæderlig satire angriber ikke en mand på et usandfærdigt grundlag.

Også den uanstændige skæmt anser jeg som et tegn på sundhed når den griner ad tossede anskuelser og det men­neskelige hovmod. Dengang menneskene ønskede at tro på et evigt liv, blev det nødvendigt å finde et eller andet punkt hvor vi var absolut forskellige fra andre levende væsener - ellers blev man jo nødt til å tænke sig et evigt liv også for elefanter, rotter, myg, regnorme, foraminiferer, o.s.v. Sikken en pladsmangel! Desværre ligner de an­dre dyr os, ikke mindst pattedyrene, og ikke mindst på parringens område. Det var derfor vi forsynede menne­sket med en sjæl - som noed specielt for os. Men hvoffer var der nu noen der ville genere deres medmennesker ved å benægte denne forskel? Det var der fordi der altid er no­en der si’r »sandheden frem for alt«, og fordi der også er noen der li’som Jesus, den katolske kirke, og forfatteren Soya, synes at det å føle sig bedre end andre er den værste af alle de syv dødssynder.

Næh, skal jeg udvise den beskedenhed og selvkritik der bør være et særkende for kunstnere og videnskabsmænd, så må den gå ud på at der i virkeligheden er for megen moral i mine værker. Ibsen har engang haft samme for­nemmelse. Peer Gynt træffer på hjemfarten til Norge en passager der si’r dybsindige ord i grøn belysning. Da han er forsvundet bemærker Peer:

»Han var en tråkig moralist.«

Jeg spør også sommetider mig selv om jeg ikke har væ­ret en moralist - der både var kedelig, banal, og selvret­færdig.

Men trods dette spørgsmålstegn ved min egen betyd­ning er jeg selvfølgelig både glad og taknemlig for prisen.

Jeg har aldrig savnet Akademiet i min hæder, derimod har jeg altid været glad for det jeg kalder »uventede pen­ge«. Og det er ikke fordi man ka’ få appelsiner, cognac, og kaviar for dem - det er fordi de først og fremmest be­tyder uafhængighed.

De tre vigtigste ting for en digter er - efter min erfa­ring - : talent, noed på hjerte, og uafhængighed.

Altså:

TAK.