F.J. Billeskov Jansen

Billeskov gik stilfærdigt omkring på Akademimø­derne, deltog efterhånden mindre i drøftelserne og meldte sig til sidst passiv. Men han havde været særde­les aktiv, sekretær i en syvårsperiode, redaktør af tre syvårsbøger og havde både indstillet til priser og holdt pristaler. Han tog selvstændige initiativer såsom fæl­lesmøder med medlemmer fra Videnskabernes Sel­skab eller forelæggelse om aftenen efter det egentlige møde af nye utrykte arbejder – således præsenterede han ved en lejlighed sin Gustav Wied-bog. Han fulgte så vidt muligt med i den unge digtning, og da han udgav sin store fembindsantologi Den danske lyrik, medtog han i den udvidede udgave 1987 prøver med korte karakteristikker helt op til Niels Frank, Morti Vizki og Ulrikka S. Gernes.

Men hans egentlige gebet var den ældre litteratur, og han har flere gange beskrevet sin vej dertil. Han stammede fra J.P. Jacobsens Thisted og gik i skole på Niels Hemmingsens og Rahbeks Herlufsholm. Ved universitetet valgte han dansk hovedfag, men fransk bifag – og også det sidste fik betydning. Som tyveårig kom han til Paris i 1928, og i lighed med Heiberg, der på et tysk hotelværelse intuitivt fattede Hegels filoso­fiske system, blev han af en fransk ven indviet i Bergsons filosofi, beskrevet i syvårsbogen om “Kunst der forløste”. Efter hjemkomsten fuldførte han studiet i 1932; da var Paul Rubow blevet professor i nordisk, men påvirkede især Billeskov gennem sin romanske orientering og ved sin litterære genrebevidsthed. Rubow havde doktoreret på Heiberg som kritiker, og Billeskov forberedte tilsvarende sin disputats om det filosofiske essay. Han fandt hos genrens grundlægger Montaigne iagttagelser om sjælelivets bevægelser, som kunne tolkes i lyset af Bergson. Herom udsendte han sin første bog Sources vives de la pensée de Montaigne 1935. Denne stofkreds overførte han til sit dansklitte­rære hovedfag ved at undersøge kilderne for Montaignes elev Holbergs moralske tanker og epistler. Fra en stor fransk afhandling om Montaignes essais hen­tede han en metode til at fastslå sådanne kilder, nem­lig ved at rekonstruere en forfatters bogsamling eller bibliotekslån. Således fremkom, via en guldmedalje­besvarelse, tobindsværket Holberg som Epigrammatiker og Essayist, hvoraf første del 1938 gav ham doktorgra­den. Heri opdelte han minutiøst Holbergs henved 1000 latinske epigrammer efter deres sigtepunkt og motiviske mål.

Samme år drog han som nygift igen til Paris, nu som dansk lektor ved Sorbonne, samme stilling som Rubow havde haft i 1920erne. Det blev et dramatisk bevæget ophold, da krigen brød ud 1939, og tyskerne året efter nærmede sig Paris. Alle som kunne, flygtede fra byen, hvis indbyggertal faldt fra fem millioner til en halv. Ved indmarchen i juni 1940 var fru Billeskov gravid, og de havde ingen mulighed for at rejse, selvom universitetet gav sin tilladelse. Han fortsatte da sin forskning. Den rubowske interesse for digtervær­kets indre struktur forbandt sig med en teori om den åndelige skabelsesproces, som Bergsons psykologi havde skærpet sansen for. Den drivende kraft i værkets komposition og stil benævnte han “motivet” og hen­førte den til tre hovedarter, bundende i en personka­rakter, en handlingsfølge eller en tankefyldt stem­ning. Den knappe redegørelse herfor udkom 1941 som Poetik I. Systemet, fulgt 1945 af en anden del Æste­tisk Kritik, som blev udvidet tre år efter med et afsnit, hvor et klassisk værk defineres ud fra sin evne til at ramme dybt i en biologisk bestemt aldersklasse.

Hertil skulle videre have sluttet sig en tredje del om de litterære genrers æstetik, som aldrig fuldførtes, men ligger til grund for oversigtsværket Danmarks Dig­tekunst (I-III, ført op til 1870). Det er en national litte­raturhistorie, hvor forfatterskaberne er skilt ad efter digtarter inden for hver enkelt epoke. Dette giver ny belysning af teksterne, men viste sig også så vanskelig at gennemføre med den stigende genreblanding efter 1900, at den påtænkte fjerde del forblev på tegne­brættet. Han vendte derved tilbage til den mere tradi­tionelle idehistoriske komposition, som blev fulgt i de store afsnit han forfattede i 1960erne til Politikens Dansk litteraturhistorie og i 1970erne til Verdenslitteratur­historie. De omfattede bl.a. oplysningstiden, hans kære Holbergs æra, om hvem han samtidig kronede sine aktiviteter – efter mønstergyldigt kommenterede ud­gaver af de moralske tanker, epistlerne og levnedsbre­vene – med et tolvbinds illustreret værkudvalg.

Han anfører i et selvbiografisk foredrag (optrykt som epilog til Liv og lærdom 1983), at den træge gang med Danmarks Digtekunst også skyldtes andre udfor­dringer. Efterkrigstidens nyvakte interesse for eksi­stentialismen medførte behovet for en alment til­gængelig Kierkegaard-udgave, og samtidig med et po­pulært skrift Hvordan skal vi studere Kierkegaard 1950 besørgede han et trebindsudvalg suppleret med et bind “indledninger og tekstforklaringer”; det er ikke blot kommentarer, men parafraserende referater som et forsøg på “at sætte stiger til disse himmelhøje tek­ster”. Året efter blev han indbudt som en sådan Jo­hannes Climacus til Uppsala, og forelæsningerne her­fra kom i tre oplag som Studier i Søren Kierkegaards litte­rære Kunst.

Hans indflydelse i Sverige overgås dog af, hvad han har betydet i Norge. Her rasede ved samme tid en fag­lig strid mellem den traditionelle historisk-biografiske metode, repræsenteret af Francis Bull – svarende til Vilhelm Andersen i Danmark – og en æstetisk-strukturel, udgået fra Peter Rokseths afhandling om den franske tragedie, med rod bl.a. i Bergsons tankever­den. Nu kom så (som litteraturforskeren Asbjørn Aarnes konstaterer i en artikelsamling om dansk-nor­ske kulturforbindelser Det milde islett 1994) Billeskov den sidste til undsætning med velbesøgte foredrag om sin poetik i Oslo 1950. Snart efter rullede bølgen ind fra den amerikanske New Criticism, så at den roksethske linje fik overtaget, og Bull tilsidst sad med 2-3 elever.

Men også på hjemmefronten opstod efterhånden uro, da den tekstnære nykritik i 1970erne blev afløst af den marxistiske såkaldte ideologikritik. Billeskov rea­gerede med en skarp kronik i Politiken 1977 (optrykt i Liv og lærdom), der begyndte med at citere en af de yngre universitetslærere for, at “marxismen ikke er en metode, men en facitliste”. Samme år fyldte han 70 og måtte træde tilbage, men ved hjælp af alskens kneb fortsatte han med at undervise nogle år endnu. Hans 85årsdag blev fejret med en art forsoningsfest på hans gamle institut, hvor han mindedes studenteroprøret som et ragnarok, hvis mørke nu heldigvis endelig var spredt, så at man igen kunne hellige sig det egentlige: ordets skønhed. I sit faghistoriske tilbageblik (fra Læsefrugter 1997) ville han fastholde treenigheden af æstetiske, åndshistoriske og sproghistoriske studier. Dem havde han også i rigt mål bedrevet gennem sit lange videnskabelige liv.

(Teksten er oprindelig udgivet som en del af bogen Det Danske Akademi, 1995-2002: Minderids. Gyldendal, 2003).