Leif Panduro

Første gang jeg mødte Leif Panduro, var i 1964 om foråret. Jeg lagde straks mærke til, at han ganske vist satte sig i en stol, men alligevel halvt svævede i den, ja ligefrem dansede i den, som om han når som helst kunne poppe op og give sig til at omfavne verden uden nogen som helst ydre anledning. Med det samme var det, som om jeg altid havde kendt ham, eller rettere, som hvis jeg havde kendt ham allerede som barn, og vi nu bare fortsatte med at pjanke og drille og råbe i munden på hinanden, indtil vi fandt frem til et tilstrækkeligt vildt projekt, som ingen rig­tig vidste hvad gik ud på, men som det var livet om at gøre at gennemføre, et vildt barnligt projekt, som skulle opfindes for at få verden lidt op i omdrej­ninger, sprede sand forvirring og i det hele taget øge temperaturen. Og Leif Panduro var en robust var­mekilde, på én gang et varmende bål og et fyrvær­keri af sprudende sole og lynende kinesere, vid og vanvid, men også en beskeden, nej selvforglemmende stjernekaster, der vakte begejstring og samti­dig undren over altings flygtighed.

Helst vil jeg driste mig til at kalde ham en kakkel­ovn, fordi stemningen omkring ham mindede mig om et liv og røre jeg selv havde oplevet som grund­læggende i min barndom. Dengang havde alle folk kakkelovn. Ikke de fine selvfølgelig, de havde varme­apparater, og ordet radiator var ukendt, måske ikke i litteraturen, men i hvert fald i provinsen. Den bedste kakkelovn i familien var min bedstemors. Den stod i hendes lille kælderlejlighed midt i byen, hvor vi alle­sammen troppede op en gang om ugen for at høre nyt og holde sammen. Et bord med en høj sofa og stole, dertil en kurvestol, en klubstol, en gyngestol, og ikke mindst kakkelovnen. Der sad vi så, og alt hvad der var sket i familien, i byen og i avisen blev vendt og drejet og kastet rundt i stuen under stor tumult, som endda kom op i en højere sfære, når min yndige tante Anna, som altid lidt forsinket, kom hvirvlende ind, måske endda med snefnug omkring sig, for så i sin tynde uld­frakke at stå og vride og vende sig foran kakkelovnen, imens hun blev kaldt for en risselpot, og onklerne, og såmænd tanterne med, efterhånden kastede sig ud i mere vovede bemærkninger og derfra videre til mere forvovne beskrivelser af verdenssituationen, der ka­stede et forjættende skær over en ellers dybest set uforståeligt okkuperet hverdag, der til daglig kaldtes Krig.

Det var denne stemning af fandenivoldsk opdrift, jeg blev mindet om, første gang jeg mødte Leif Panduro. Jeg var blevet bedt om jeg ville være med til at skrive en revy sammen med ham og Benny Andersen, og dengang var jeg altid med på den værste. Dog skulle det værste hurtigt vise sig at være det bedste jeg længe havde oplevet. Jeg syntes aldrig jeg havde haft det så sjovt som under disse sindsoprivende forårsmø­der. Det var en stor succes. Lige indtil premieren i Snekkersten, der var en stor fiasko, der oven i købet blev gentaget otte gange. Jeg mener at huske, at re­vyen handlede om en bilulykke, en såkaldt eneulykke, hvor den stakkels forulykkede, døende mand var tvunget til at memorere sit liv i satiriske syner. “Er De med?” hed revyen, og hele det forår gik vi op i vores leg med disse syner, med hud og hår og hvad der el­lers er brug for, indtil det kom til stykket og publikum ikke ville lege med. De skulle have været med fra for­året. De skulle have været med fra begyndelsen. De skulle have været med i alt det overstrømmende og ra­sende, som aldrig kom ned på papiret og heller ikke kom med i det man kalder forestillingen. Hvis de havde været med, mens legen var god, kunne de være holdt op, før den skulle vises frem på en scene. Sådan er det med en fiasko, den starter som succes, men ender med at blive vist frem og for det meste lykkeligt glemt. Selv husker jeg den. Mest fordi den viste mig, at der er noget der varmer langt mere end nogen suc­ces.

I Den ufuldendte dommer (romanfragment, Gyl­dendals julebog, 1986) skriver Leif Panduro om en af de tænkte hovedpersoner, Jesus Christoffersen: “Fæl­les for alle vidneudsagnene var at man ikke kunne få nok af hans nærvær. Man ville ønske når man var sam­men med ham at tidens dimension blev ophævet og at nuet blev uendeligt.” Sådan havde jeg det med Leif Panduro, og derfor har jeg altid været ked af, at jeg først blev medlem af Det Danske Akademi efter hans død i 1977.

(Teksten er oprindelig udgivet som en del af bogen Det Danske Akademi, 1995-2002: Minderids. Gyldendal, 2003).