Karl Bjarnhof

Notater om Karl Bjarnhof

Kunstnerens outsider-situation fik i Karl Bjarnhofs til­fælde en forstærket barsk begrundelse i hans opvækst som halvblindt barn i begyndelsen af det 20. århun­drede, i en ludfattig arbejderfamilie på Vejlekanten. Et hjem trykket og formørket af pietistisk kristelighed og snæversyn. Han led af flere følgesygdomme efter fejlernæring – og blev af omgivelserne vel nærmest anset for en slags skifting. Som tynd, bleg, svagelig og svagsynet blev hans barndom et mareridt af ensom­hed, én lang ydmygelse og gennemmobning, hjemme og mellem kammeraterne.

Hertil kom, at hans forældre ikke blot følte, at deres søn var en skam for familien, men at han tillige var Guds straf over dem for deres synders skyld.

For drengen – afskrevet som åndeligt sær og gen­stridig og legemligt en umulius – viste der sig en sprække ud af elendigheden, da en af de lidt mere be­gavede og fremsynede missionsfolk opdagede, at han var musikalsk begavet og kunne drive det vidt. (Til forældrenes forargelse, de anså det for nærmest be­spotteligt hovmod at tro noget sådant). Imidlertid kom han efter sin konfirmation til Det Kgl. Blindein­stitut i København og blev uddannet til organist, i 17-18-årsalderen blev hans svagsynethed til total blind­hed. Som stipendiat studerede han en periode musik i Paris og fik senere ansættelse som organist i Køge i henved ti år.

Det er egentlig først med Bjarnhofs erindringsbø­ger i 1956 og 57, Stjernerne blegner og Det gode lys, at et stort publikum får indblik i den forfærdelige opvækst­historie. Dvs. længe efter at han var blevet landskendt for sine radioprogrammer, der blev de mest aflyttede i landet.

De to bøger udmærker sig – og jeg mener også kunst­nerisk – ved på deres særlige måde at være genreska­bende. De er hverken bekendelsesskrifter eller roma­ner. Som han nærmede sig 60-årsalderen, havde han opnået en distance til det meget private emne, som om han skildrede en anden skæbne. Den dybe for­urettelse, der ligger bag, holdes ligesom tilbage, uden at det personlige og smertelige mister i intensitet. – Det er muligt at hans mange års øvelse og færdighed som (sam)talekunstner ved mikrofonen har forøget effekten i fortællingen: han underdriver, tegner en række fremragende portrætter, fremkalder tid og miljø, sommetider på en blid ironisk måde, så beret­ningen om hjælpeløshed og sorg tilmed vinder i præg­nans. De to bøger er stadig værker, der kan ved­komme hvem som helst.

Efter de unge år som organist i Køge vendte Karl Bjarnhof i 1930 tilbage til København. Det var forfat­ter, han ville være. Og som i andre tilfælde gik vejen over journalistikken, og han var i nogle år kronikre­daktør på Social-Demokraten. Der var prestige i for­fatterrollen. Mange mente, at forfatter er noget særligt i samfundet. En forfatters ytringer om alt muligt blev ikke sjældent tillagt særlig betydning i pressen.

Bjarnhof debuterede som forfatter i 1932. Og allerede i årene i Køge samlede han stof til sin anden bog, den brede kollektivroman Møl og Rust, og den nye tilværelse i København gav stof til skildringen af dekadente bo­heme-snirkler og eksistenser i opløsning, uden at disse arbejder tilnærmelsesvis nåede “Hærværkshøjder” ...

De “samfundsrevsende” romaner fulgte tidens soci­alt engagerede, psykologiserende retning, men uden at de rigtig rakte ud over den jævnt melerede prosa, der var typisk for tiden.

1947 blev et skelsættende år i Karl Bjarnhofs karriere, hans første gennembrud. Han var da næsten 50 år gammel. Ansættelsen ved Statsradiofonien betød, at han fandt en niche for den samtalekunst, der blev hans speciale. Gennem 18 år havde han så at sige hele Danmark som publikum og befandt sig i sit es. – Med samtaler “På tomandshånd” – og siden “Kamin­passiar”, også på tv – udviklede han en intens radiofonisk portrætkunst, lydbilleder af såvel anonyme hverdagsmennesker – ofte lidt skæve, fortrykte eksi­stenser – som af næsten alle samtidens danske be­rømtheder og koryfæer.

Han havde en usædvanlig evne til – ikke helt uden en vis listighed – at etablere fortrolighed og få men­nesker til at åbne sig. Han kunne få folk til nærmest selv at levere deres portræt i ord, som ingen beskri­velse eller gengivelse kunne have gjort bedre. – Det beroede, tror jeg, bl.a. på hans eminente evne som lyt­ter. Han kunne af gode grunde ikke tage bestik af folks ydre, af deres parader og masker, men fik til gengæld så meget mere ud af deres stemmer og sprogbrug og hele nærværets rytme. Dette i forbindelse med hans omhyggelige research var afgørende. Han ligesom vej­rede de forskellige temperamenter og stillede de rig­tige igangsættende spørgsmål, ganske stilfærdigt, og indskød de rette ord med gehør og timing. Man fristes til at sige, at han snusede sig ind på samtalepartneren. Med sin musikalske stemmeføring og pauserings­teknik fik han sine “ofre” til at åbne sig, og i reglen til at føle sig trygge og forstået ... Måske blev samtalerne med ubekendte de bedste.

I min allerførste tid som medarbejder i radioen kom jeg Bjarnhof lidt personligt nær. Vi var tilmed en gan­ske kort tid makkere om et bestemt projekt, en serie udsendelser med norske og svenske forfattere. Det im­ponerede mig, hvor dygtig han var til at omgå forhin­dringer og gå på tværs af institutionens dengang ret snævre områdegrænser. Man fik indtryk af, at han kunne gøre, lige hvad han ville, og som få andre havde ren solist-status. Jeg tror endda, han var frygtet for sin despotiske tone, når han ville have gennemført sine indfald og forslag. Han havde også mere end én sekretærhjælp og check på det hele og uden snærende bånd til en redaktion. Han arrangerede rejser og møder uden at spørge andre. Hans åbenlyse kritik af underholdningsniveauet i DR stod ikke tilbage for Poul Henningsens. Midt i tresserne blev han vraget som kandidat til posten som musikchef og forlod radioen.

Jeg vidste, hvor grundigt han forberedte sig til sine interviews. I de seneste år på DR kunne han af og til have en – skal vi sige kunstpolitisk – skjult dagsorden. Den ny generation af “modernister” i 1960erne bidrog med enkelte "ofre" til Bjarnhofs særlige samtalekunst. Men der var noget ved dem, han ikke rigtigt brød sig om, måske fandt han dem lidt for kæphøje. Så kunne han have esser i ærmerne og nogen forberedt sar­kasme parat. Men de yngre folk tog ikke hans stil helt alvorligt, når han listede sig ind på dem med ledende, “æstetiserende” spørgsmål. Så tog de teten ved at stille modspørgsmål, og spørge ham ud, f.eks. om hans for­domme, og om ikke hans følsomme kunstopfattelse var både lidt kynisk og lidt sentimental. Det var imod hans regler: samværet skulle være på hans betingelser...

Bjarnhofs forfatterskab kom til at omfatte næsten en snes bøger. Efter de vægtige, gribende erindringsbind skrev han flere bøger af vekslende art og kvalitet. Noget i disse arbejder forekommer mere tilkæmpet og smagsbetonet end helt oprindeligt. Desværre kom der en insisterende patos – og noget demonstrativt “dannet” – ind i stilen, der tidligere var gennemsyret af hans overbevisende mundtlighed.

Karl Bjarnhof var medstifter af Det Danske Aka­demi i 1960 og dets første sekretær i otte år. Han blev iøvrigt betroet mange vigtige poster. Fra 1965 til 1968 var han formand for det nystiftede Statens Kunstfond og Det Litterære Udvalg.

(Teksten er oprindelig udgivet som en del af bogen Det Danske Akademi, 1995-2002: Minderids. Gyldendal, 2003).