Tom Kristensen

“Spanien hat mir Glanz in die Seele gegeben”, lyder en replik i En Kavaler i Spanien, men sådan er det også at genlæse Tom Kristensen i dag.

Han blev født i 1893 og var medstifter af Det Dan­ske Akademi, det vil sige medlem fra 1960 til sin død i 1974. Ifølge Thorkild Bjørnvig, den eneste nulevende af de tolv grundlæggere af Akademiet, som stadig kan spørges om de første år af dets historie, var Tom Kri­stensen et aktivt medlem, klog, uhyre tiltalende, char­merende og meget morsom. Tom Kristensens bøger kender jeg, og fra radioarkivet den varme, mørkt hæse stemmes klangfarve, når han læser digte rytmisk skan­derende og med bratte temposkift, fordi han så ud­præget lytter dem frem. Der er nerve og prægnans i hans værker, et stadigt ønske om at begribe sin tids kaos og opbrud i alle de genrer, han foldede sig ud i: poesi, rejseskildringer, romaner, noveller og artikler.

Tom Kristensen holdt – måske på grund af sin fød­sel i London – et åbent øje med europæisk litteratur og kultur. Mest influeret var han af den angelsaksiske og svenske. Rejserne til Spanien og Italien blev stærk inspiration for ham, men det var først Østen han lod sig fascinere af. Tom Kristensens opvækst i København er f.eks. skildret i Hærværk og En Anden. Det danske rum er mange steder i forfatterskabet indgående be­skrevet, lige fra spiralformede køkkentrapper, de inderste baggårde til sejlende ture langs rendestene. Eller begivenheder og indtryk fra den fremmede ver­den “oversættes” til dansk grund. Mødet med andre kulturer og sprogområder var stimulerende for den nordiske sanselighed – og gav måske netop en særlig lydhørhed over for det danske. I hvert fald er Tom Kristensen mester i det danske sprog.

Han var konfrontationsdigter længe før retningen overhovedet havde fået det navn i Danmark. I En Ka­valer i Spanien skriver han: “Jeg indstillede mig direkte paa Forfærdelsen, jeg konfronteredes” – og udfoldede således et kerneord fra Johannes V. Jensens digt “Inter­ferens”. Her drejer det sig om tyrefægtning, men det gælder for så vidt hans oplevelse af storbyen, værdi­krisen, verdenskrigen m.m. Denne konfrontation af­fødte hos ham en strømmende udtryksform spræng­fyldt af iagttagelser. Tom Kristensen led ikke af en ind­bildt svimmelhed, han betragtede livet “med Asfalt under Hælen”, som det forrygende, forfærdende og aldeles virkeligt gik for sig helt inde i de snævreste gyder, hvor skøger “fra Syndflodens dage” hver nat fik givet deres “Ungdom tilbage” – med gjaldende ekko af både Baudelaire og Sophus Claussen. Tom Kristen­sen så det djævelsk store i den mindste detalje; med hans blik blev dagliglivet “højst moderne og eksperi­mentalt”.

En meget direkte og moderne omgang med virke­ligheden kan aflæses af novellen “Ulykken”, der blev til på baggrund af jernbaneulykken ved Vigerslev i 1919: Hovedpersonen vil se livet i øjnene: “Jeg vil se det lige ind i ansigtet. Jeg vil konfronteres med det.” Med føl­gende resultat: “Ulykken var som et Næveslag mod Øjet. Der sprang brændende Farver af rødt og blaat og grønt frem i hans Hjerne.” Som motto til Vindrosen, hvor novellen siden indgik, står der: “I min Ungdom har jeg ofte opsøgt det stærkeste i livet for at prøve, om jeg havde hjernefysik og hjertefysik til at konfron­teres med det.”

Den 28. november 1968 modtog Tom Kristensen Det Danske Akademis Store Pris, og Thorkild Bjørnvig talte for ham. “Så gav Akademiet igen prisen til en af dets egne!”, startede Bjørnvig og begrundede denne handling med følgende ord: “Men Tom Kristensen er ikke Akademiets, han er ingens – eller alles: Lyriker og kritiker, menneske og myte, skribent og begreb, en rejsende og elsker af folkerige fortove – så indlysende kvalificeret, at dette at tildele ham prisen blot er at skubbe noget i lave.”

Det er ikke mange bidrag i syv-årsbøgerne, vi finder af Tom Kristensen. Hans aktive indsats som akademi­medlem var først og fremmest en verbal udfoldelse ved møderne på Rungstedlund. Ingen bidrag i bogen fra de første syv år af Akademiets levetid og i den føl­gende blot et enkelt digt, “Ved Anden Verdenskrigs udbrud” samt den takketale om “kunst og dens særværdi”, som han holdt, da han blev tildelt Den Store Pris: “Uden kunst var jeg personligt blevet skabsdranker og endt som ung selvmorder.” Det var interessant nok i ung­domsoprørets år, at prisen blev givet til ham, og han inddrog Mao, Marcuse, Fanon og Che Guevara, men når Tom Kristensen valgte at tage imod prisen, var det, fordi han betragtede sig selv som et “forhistorisk dyr” i dansk litteratur.

Han har haft indgående kendskab til dinosaurerne i litteraturen før ham. Tom Kristensen har fulgt sin egen tid og med vægtig stemme tilføjet den nyt. Han har skabt ord som “vulkanblaa” og “Spindelvævslyn”, kaldt lydbilleder og synsindtryk frem: “Hjulene skreg som en Kasse Fjerkræ” eller “Hjulspor, fyldt med knækket Glas”, gennem en lang årrække har han rejst prægtige og overraskende bygninger af danske mur­brokker. Han spænder vidt, fra det legende og under­fundige, “svir-svar-svirrende / Atomer irriterende / i hidsig Myggedans” til det alvorlige som i “Landet Atlantis”, hvor han inspireret af den russiske revolution, men i et dansk miljø, taler om “Verden, der er blevet kao­tisk paa ny”:

Skøn som en sønderskudt Banegaard er
vor Ungdom, vor Kraft, vore vilde Idéer,
skøn som Revolverens isgrønne Stjerne,
der fødes i Nuet med smældende Véer
paa Ruden i Revolutionens
skingrende Glasklangs-caféer.

Med skuddet vil han ikke skønheden til livs, men sprogligt ramme plet – han vil anfægte både følelsen og tanken.

Muligvis er Tom Kristensen mest kendt for sit glø­dende farverige og lydligt stærke, dynamiske sprog og læses som indbegrebet af en ekspressionistisk digter, dvs. den, der intenst og i frit associerende, koncentre­rede billeder kan skildre fart og hastige skift, kaos og forvirring, rædsel og stor skønhed. Men personligt synes jeg, at hans angstdigte står stærkest:

Asiatisk i Vælde er Angsten.
Den er modnet med umodne Aar.
Og jeg føler det dagligt i Hjertet,
som om Fastlande dagligt forgaar.

Digte som f.eks. “Angst” og “Nat i Berlin” og nogle af de mere reflekterede digte vil jeg fremhæve. Melan­kolien er grundfølelsen, helt explicit i Elegi, den fin­des dog også i de dybe lag af de digte, der formulerer begejstring. Det øde, forfaldet og tomheden har denne digter et sjældent og skarpt blik for. Festen kan han skildre, fordi han kender nedstyrtningen og kata­strofen – eller tvivlen og mismodet. F.eks. kan vandets skvulp slå en “tvivlende Takt” i “Stjærner og Vindruer”, netop som de elskende står ved Sundet, hvor lygterne er tændt i Sverige, og det indre fornemmes som “Hvirvelrøg af Gnister / fra et Brandsted i Blæst”. Rast­løsheden i blodet afføder overalt i værkerne overrum­plende skift af tilstande. Der er intet “Værn mod Grænseløsheden”, kun rædsel for det tomme.

Tom Kristensen har både i levende live og siden sin død været en vigtig inspirator for mange. “Spanien hat mir Glanz in die Seele gegeben.” Meget hos ham giver stadig sjælen glans.

(Teksten er oprindelig udgivet som en del af bogen Det Danske Akademi, 1995-2002: Minderids. Gyldendal, 2003).