Det Danske Akademi Billede
2020

Naja Marie Aidt

Tale af

Tale for Naja Marie Aidt ved overrækkelsen af Det Danske Akademis Store Pris den 26. november 2021, samt Naja Marie Aidts takketale

Fornemmelsen, tilstedeværelsen

Tal om de mindste ting der findes, skriver Naja Marie Aidt i det allerførste digt i sin allerførste digtsamling, Så længe jeg er ung (1991). Opfordringen lyder programmatisk, og sandt er det, at Naja Marie Aidt i sit vidt forgrenede forfatterskab ofte kredser om det mindste, og hun har et blik for de bittesmå ting, vi ikke altid opfatter i forholdet mellem mennesker, i naturen og i forholdet til os selv. Men det særlige i forfatterskabet er, at opmærksomheden omkring det mindste ikke lukker sig om sig selv. Det mindste hører ikke hjemme i en fortrolig lilleputverden. Det mindste er en trædesten, der leder forfatter og læser ud i ukendte og vilde områder af kunsten og tilværelsen. Den fortrolige og lyse have, vi befinder os i, i starten af den første digtsamling, bliver forladt og små sekunder af ”stikkende angst” indfinder sig i mørket.

Blålige nætter, kæphestedage og mørke sekunder

Så længe jeg er ung handler om overgangen fra barn til voksen, det er en digtsamling af uro og forandring, og læseren overraskes af, hvor hurtigt stemninger og følelser skifter og hvor stærke og modsatrettede følelser, digtene kan rumme. Her kan adverbierne ”ømt” og ”fortærende” ubesværet forbindes af et ”og”. Som læser opdager og overraskes man af sin egen sammensathed, når man læser digtene. Billedet af jeg ‘et som en jomfru i en fremmed fugleham veksler med synet af legende delfiner og flyvende levende døde og skræmmende dæmoner. Vi er i et univers, hvor digtene ubesværet og overrumplende bevæger sig frem og tilbage mellem myte, virkelighed, eventyr og drama, og denne bevægelse bliver karakteristisk for hele forfatterskabet. Der er også humor og ironisk brod til stede fra første færd, som når digteren beskriver, hvordan hun er ved at havne i et konformt, langtrukkent liv af ”kæphestedage”, hvor hjertet slår i takt med ”alverdens køkkenmaskiner”. Den metaforik slipper man ikke for igen, når man først fået fat i den. Jeg i mange år haft det sådan, at hver gang jeg nærmer mig mit køkkens æltemaskine, går mit indre Aidt-digt i gang. Aidt lignede med sin evne til at fortage hurtige og dramatiske poetiske skift ikke andre i den unge 1990´er-poesi, og hendes poetiske stemme blev værdsat også for de to digtsamlinger, der fulgte efter den første, nemlig Et vanskeligt møde (1992) og Det tredje landskab (1994). Digtene lader årstider og livsaldre belyse hinanden i en komposition, som viser omridset af en familiekreds, der rummer lykke, alvor, glæde og sorg. De gamle dør, søskende er tætte på hinanden og føler alligevel afstand og afsavn. Onder ånder huserer, og angsten, ophøret og døden bliver en del af livet. I parforholdet bliver de voksne eksperter i at såre hinanden:

Men det kan blive værre endnu
når hadet bliver så sort
at der ikke bare flyver
krystalglas gennem luften,
men også ord så skarpe,
så kostbare,
at de aldrig kan glemmes […]

Sproget mellem de elskende bliver ”hemmeligt på den forkerte måde”, og festen for vennerne ender i træt latter, alt for meget mad og en snigende rastløshed.

Både i sine tidlige digte og i de efterfølgende novellesamlinger giver Aidt sprog til alle slags længsler og skuffelser.  Mange af de skrammer, mennesker tilføjer hinanden, kan måske overkommes, men forsvinder alligevel aldrig helt: ”Skyggerne lader/ som om de forsvinder. /Men de bli’r”, som de lyder i et af digtene.

De tre første digtbøger blev samlet som en trilogi, og som læser var man ved at vænne sig til, at Aidt helt og fuldt hørte til i poesien. Men sådan blev det ikke ved med at være, selv om Naja Marie Aidt senere er vendt tilbage til med digtværker, som er hovedværker ikke blot i hendes forfatterskab, men i nyere dansk digtning.

Et barn man helst er fri for

Naja Marie Aidt tog fat på novellegenren allerede i 1993, en genre, som har en særlig status i dansk litteratur med moderne mestre som Tove Ditlevsen, H. C. Branner, Vita Andersen og Anders Bodelsen. Også her er det ofte hverdagslivet, Aidt kredser om. Forskellige miljøer og forskellige livsaldre beskrives. Man skal være parat til at lade sig overraske af fortællingen og sige, hold nu op, wow, det havde jeg ikke lige set komme!

I den ofte antologiserede, ”Som englene flyver”, fra den første novellesamling, Vandmærket, er en teenagepige havnet i et misbrugermiljø, hvor hun udnyttes, nedværdiges og til sidst myrdes. Hendes søster ser til, men formår ikke at befri hende; en religiøs symbolik tager magten fra personerne og synes nærmest at forudbestemme og indvie teenageren til en grusom død. Men hvorfra stammer symbolikken, og hvem har gjort den så magtfuld, må læseren spørge sig selv. Aidts noveller griber altid meget dybere end de indlysende tolkninger og budskaber.

Noveller i Bavian lyder tilforladelige, når man fortæller om den: Vi møder en familie på udflugt i Danmark, vi kommer med i sommerhuset hos mor, far og børn, vi oplever et brudepar på bryllupsrejse. Vi bliver vidne til et møde mellem to mennesker i en park, til en flirt på et hotel, og til et møde på en konference mellem to, der engang har haft sex. Der er en ung mand, der får et myggestik, og en enlig mor, hvis søn har fødselsdag. Der er også et par, som køber slikposer, to kvinder, der vistnok skal stege kyllingesteg i et sommerhus, og en større familie, der skal på ferie. Jo, det hele ligner sig selv, men hos Aidt er luften elektrisk, og konflikter og spændinger lurer i alle hverdagsreplikker.

Magtesløshed og afstumpethed breder sig i de menneskelige relationer. Vi møder både velstillede par, hvis pæne facade krakelerer på den meste hjerteskærende måde, og sociale tabere, der mishandles og selv mishandler. Novellerne har en sanselighed, som giver teksterne en umiskendelig realisme, men samtidig viser hen til alt det uvisse og uhyggelige i det indre og det ydre. En skæbne kan tegnes op i få sætninger som i beskrivelsen af den næsten toårige Torben, der i det mere eller mindre skjulte mishandles af sin mor, den unge Maria, der er alene med drengen. Maria har mange problemer. Hun tilbringer det meste af tiden foran tv med smøger og sodavand. Hun slår sin dreng og har hverken ømhed eller tålmodighed til overs for ham. Det gør virkelig ondt på læseren at høre om det forsømte og plagede lille barn. Marias egen mor er lidt af en ekspert i børnemishandling, hun råder Maria til at slå barnet i røven, ellers får han mærker, som de kan se i vuggestuen.  Det er grumt fortalt, delvis også ud fra Torbens brutale fars synsvinkel. Han gider hverken Torben eller Maria. De brutale indslag modsvares af nogle bittesmå skred i fortællingens synsvinkel, næsten umærkeligt rykker synsvinklen rundt mellem personerne, og også over til vuggestuens forældre og pædagoger. Vi følger deres tanker om, at Torben også er et svært barn: 

Og så er Torben bare ikke sådan et barn man har lyst til. Han er ikke indbydende. Han stråler ikke. Han er faktisk direkte ucharmerende. Grim og snottet. Sådan et barn man helst er fri for, hvis man nu skulle være ærlig. Der er forskel på børn, det er der bare. Og måske er det derfor, der ikke er nogen i vuggestuen, der rigtig får styr på det her med Torbens skrammer. Der er ingen der rigtig har lyst til ham. Måske er det derfor.

Men hvem er det, der tænker sådan? Er det vuggestuens pædagoger, eller er det de andre forældre? Hvem er det? Måske er det også os selv som læsere. Det er et sådant barsk lys, skal man være rede til at få rettet mod sig, når man læser Aidts mesterlige noveller.

Bavian er en af Aidts ny-klassikere, hvor børn og unge spiller hovedroller. Den er tillige udkommet i USA, hvor den har fået en overvældende modtagelse. 

Romanen Sten saks papir delagtiggør læseren voksen mands verden. Hovedpersonen Thomas havner efter sin fars død i en midtvejskrise; han er tvunget til at kontakte den familie, som han har lagt bag sig, og hemmeligheder fra den kriminelle fars liv hvirvler ham ind i et univers af begær, had, overfald, hærværk og voldtægt. Skjulte sider af farens liv og levned dukker op, og Thomas’ fortolkninger af sig selv smuldrer.

Den største sorg

Der er en bog, man næsten ikke kan tale om, uden at græde, og bogen er Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog (2017), der skildrer forløbet omkring Aidts unge søn, Carls, tragiske død: fra chokket over den grusomme besked om en ulykke frem til livet efter tabet med en sorg, der ændrer sig, men aldrig forsvinder.

Titlen på Carls bog stammer fra to digte, Aidt skrev til sin udgivelse, Poesibog (2008), der skildrer en barndom i skyggen af ungdomsoprøret. Digtene beskriver, hvordan kollektiver, skilsmisser og politiske paroler er på de voksnes dagsorden, og hvordan børnene lever et omskifteligt og ofte utrygt liv. Men indimellem er der også surrealistiske digte, hvor hverdagens liv leder ind i et mytisk og drømmende landskab. Her kan tab og forandring ses i et større, eksistentielt perspektiv. Det er her, vi finder de to digte, ”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage”. Det er hen mod slutningen af Carls bog, at Aidt bringer de to digte på bane. Hun husker, at hun skrev dem, da Carl var 16 år. Digtene kom på en mærkelig måde fra ham, ”noget ved din væren fik mig til at skrive dem”, hedder det. Hun læser digtene op ved Carls begravelse og tolker dem som en forudsigelse om hans død, men også som udtryk for et håb, idet den kærlighed, de døde har givet, skal gives videre til de levende, således at kærligheden vil findes mellem levende og døde i et evigt kredsløb. Digt nr. I lyder:

Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
giv dét tilbage
som du fik af den døde
da den døde var levende
da den døde var i dit hjerte
giv det tilbage til en rose,
et kontinent, en vinterdag,
en dreng der ser dig an
fra hættens mørke.

Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog er skabt ud fra lang række af teksttyper og genrer. Ingen af teksterne gør krav på at rumme sandheden om Carl eller den frygtelige tragedie. Men tilsammen er de en mobile af Carls ting og ting omkring Carls død, som kan gives videre til læserne. Læserne bliver arvinger til den døde unge mand, og får dermed også del i den kærlighed, som er hans menneskelige styrke og gave til alle. Og det her heri bogens stærke læserappel måske kan findes. En anden særlig styrke i bogen er dette, at da tabet og sorgen hensætter digteren i tavs isolation og ensomhed, viser det sig, at isolationen langsomt kan brydes gennem digterens møder med sørgende digtere fra alle tidsaldre. Digtning er også et fællesskab. 

En af Aidts seneste udgivelser er digt- og billedbogen, Blå og mørke spor (2018) udarbejdet med Cathrine Raben Davidsen. Bogen er blevet til på baggrund af en årelang dialog mellem de to kunstnere og refererer i sin skildring af et livsmørke til myten om Philomele, der blev voldtaget af sin søsters mand, Teseus. Han skar Philomeles tunge af, og hun kunne derfor ikke fortælle om, hvad der var sket. I stedet vævede hun et tæppe, der afslørede forbrydelsen. Igen som andre steder hos Aidt viser mytiske tekster deres kraft og rækkevidde. Myterne gennemstrømmer også hendes dramatik. Aidt har skabt en række dramatiske arbejder både for scenen og for radioteateret, blandt andet Åsted (2008), hvor hun konfronterer tre personer i en farligt felt mellem myte og virkelighed. Det er vildt og uafrysteligt.  Aidt har foruden digte, prosa og dramatik også skrevet sange og arbejdet med film; hun er endvidere forfatter til en serie af børnebøger. 

Jeg håber, at det fremgår, at Aidts forfatterskab er righoldigt – og nu fik jeg ikke en gang nævnt en af  mine yndlingsbøger, digtene Alting blinker (2009). Netop denne bog er ellers blevet et fast indslag i mit liv med litteratur, og jeg vender også meget gerne tilbage til den store kollektivbog, Frit Flet (2014), som Naja Marie Aidt skrev sammen med Line Knutzon og Mette Moestrup. Det er en bog, der lyner af vid, humor og vilde tanker, som man heldigvis aldrig bliver færdig med! En bog, der tilmed fik en litteraturpris hos Dagbladet Politiken opkaldt efter sig. Frit Flet har også et lille sylespidst stykke om gamle dage i Det Danske Akademi. Gå selv ind i bogens labyrint og find det!

Naja Marie Aidt mestrer  overalt i sit forfatterskab såvel de vanskeligste spændingskurver som antydningens kunst, og hendes forfatterskab er i kraft af noveller,  digte, hendes roman og hendes sorg-bog et af nutidens betydeligste, der tillige er blevet genstand for omfattende international interesse. Med Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog viste hun digtekunsten fineste styrke, idet hun med udgangspunkt i en personlig tragedie, viste medmenneskelighedens mulighed og rækkevidde.

Mange af os set, hvordan læserne ved oplæsninger flokkes om Naja Marie Aidt for at fortælle om de mange følelser, hendes værker vækker, og for slet og ret at vise deres taknemmelighed.  Nu er det på tide, at vi i Det Danske Akademi siger Naja Marie Aidt tak. Og det gør vi ved at tildele hende Det Danske Akademis store pris. Hjertelig tillykke!

Naja Marie Aidts takketale

Tusind tak for prisen, og tusind tak for talen, Anne-Marie!

Da jeg fik at vide, at jeg skulle modtage prisen, sad jeg formørket og angst i et lånt sommerhus, fordi min elskede veninde og vores store digter og forfatter, Pia Juul, kort tid før var blevet syg. Vi vidste, at det var alvorligt, men vi vidste ikke, om det ville gå den ene eller den anden vej. Jeg fik besked om Pias tilstand d. 16. september, og d. 22. fik jeg besked om at Akademiets Store Pris skulle tilfalde mig. Den 30. september døde Pia. Det var altså næsten præcis midt mellem datoen for Pias opståede sygdom og hendes død, at fik jeg besked om prisen.

Jeg sad i et lånt sommerhus og stirrede ud på træerne, stirrede på havet, på fuglene i vinden, og jeg var modløs og trist og bange, og så pludselig denne enorme glæde og ære. Sorrig og glæde, de vandrer til hobe: det må man sige var tilfældet her. Jeg blev lykkelig, stum og målløs og troede ikke mine egne øren, da jeg talte med Akademiets sekretær i telefonen, og jeg græd i frygt for at skulle miste min hjerteven og kollega gennem 30 år. Så prisen er for mig et lys, en blafrende fakkel, en sol i mørket.

Men den er også mere end det. Jeg har brug for en ny begyndelse, for at finde min stemme igen, eller finde en ny stemme, en stemme der passer til det forandrede menneske, den forandrede forfatter, jeg på mange måder er, efter mange års stilhed og tavshed. At skrive kræver fordybelse og ro, ikke mindst økonomisk ro. Det kan som forfatter være meget svært og belastende at opnå. Og det er præcis ro jeg behøver, arbejdsro, efter at have rejst rundt i verden med Carls bog i årevis. Forsigtigt at skrive nyt og at tro på, at det kan lade sig gøre. Så igen: tusind tak for at pege på mig og mit forfatterskab, for at give mig den enorme opmuntring og hæder, som kan sikre mit virke fremover.

Og Pia. Hun er her ikke mere, men hun er ikke væk. Vi har hendes særegne og skønne forfatterskab, og de af os, der kendte hende, har alle vores søde og stærke minder. Jeg har altid Pia med mig, også lige nu, så jeg vil slutte med at læse et par af hendes tekster, der begge handler om og er poesi, men som også handler om vigtigheden og nødvendigheden af at skrive - lige meget hvad livet bringer.

Først digtet LCU (Leonora Christina Ulfeldt) fra ”Forbi” der udkom i 2018:

Brodere med hvad
Skrive med hvad
Udholde med hvad
Miste hvordan
I ensomhed miste
Uden ejendele miste
Skrive det ned
Forsvare sig
Skrive det frem igen
Miste have mistet det
Hele og eje alt

Og til sidst et uddrag fra teksten ”Hvad er poesi” fra ”Asterisk”, også fra 2018:

Livet er poesi i sig selv, døden er, kærligheden er, hverdagen er, vinden, havet, DU er, køkkenet, whiskyen, blomsterne, affaldet, trappen, månen, DU er, drømmene, det vi ser og hører og siger, det vi føler, men allermest dét vi ikke forstår, det vi vil forstå, det vi vil nærme os, det vi vil ind i, fordi det slår os med grusomhed eller skønhed – men fordi vi ikke kan fatte det, ikke begribe det, det er DIG! Jeg vil forstå DIG, og jeg skriver om vinden, og måske træder du og det du gør og det du siger frem, måske træder det også frem hvorfor