Jørn Riel

Telegrafisten

”Og Small Johnson havde ret. Jo længere en historie kunne gøres, desto bedre blev den. Dette skyldtes måske de lange, mørke vinteraftener, som undertiden kan være vanskelige at få slået ihjel. Det er virkelig en kunst at trække en historie ud i det uendelige. En særlig dygtig fortæller kan trække en nok så trist, lille beretning over flere aftener, og jeg ved, at man blandt eskimoer først anser en fortæller for virkelig stor, hvis han er i stand til at få folk til at sove ind under sin talestrøm. Den mand hvis historie ingen nogensinde har hørt til ende, er af enormt format.”

De drikker en hulens masse hjemmebrændt sprut i Jørn Riels skrøner. Sådan må det nødvendigvis være i de kolde udkanter af civilisationen, hvor mange af dem foregår. Det er måske ikke i alle tilfælde hundrede procent derfor, hans personer er havnet her ude i sneen, men en medvirkende årsag har det nok været. Og de ryger, gør de. Som sodede skorstensrør i utætte træhytter. Usunde fjender af middelmands nymodens mumleværk er de, pulsende, bøvsende og stinkende, for efter gammel arktisk skik vasker de sig højst en gang hvert syvende år i egen urin, for ligesom med organiske mellemrum at holde det kryb væk, der vil kultivere og katalogisere dem.

Da jeg for et par måneder siden, som en ny tids reserve-Peter Freuchen på to træben, begyndte at arbejde med den her tale, forsøgende at få ordene frem fra ti tykke tommelfingre til stivfrossen tunge gennem tilisede nervebaner, for det er jo ikke hver dag, man sidder konfronteret i sin skrivehule med så mange bøger af en enkelt forfatter, og en vis angst var der vel ved projektet, regnede jeg med, at der her eller der ville findes vejledende læsninger af Jørn Riels store og omfattende forfatterskab, men det gjorde der ikke. Det findes slet ikke der, hvor dansk litteratur sættes på formel og spændes i trøje. Det nævnes ikke i forbindelse med halvfjerdsernes arbejderistiske skriftmareridt, heller ikke i forbindelse med firsernes nyklerikale symbolpurisme eller halvfemsernes post retro, for slet ikke at tale om nullernes vamle værdikamp. Og tresserne ligger før Riel. Han debuterede først som 39-årig i 1970. Født i 1931 som han er, samme år som John Le Carre, James Dean, Mikhail Gorbatjov, Desmond Tutu og Klaus Rifbjerg. Bare for lige at vise, hvor ens og forskelligt sådan et år kan falde ud.

I 1932 udkom så Knud Rasmussens DEN STORE SLÆDEREJSE, tilegnet dansk ungdom, og især den l-årige Riel, der da også nogle år senere, da de første vagabondager gennem et udbrændt Europa efter krigens slutning i 1945 var overstået, satte slædesnuden den vej. Mod nord.

Det er der oppe, fortællingen kommer til ham, den fortælling af hvilken man får et smukt ansigt, det vil sige fortællingen der får ansigtet til at falde i smil. Den kommer f.eks., når en af onklerne i MINE FÆDRES HUS, som den første trilogi overordnet hedder, kommer tumlende ned ad isglatte skrænter og ramler ind i skuret:

”Onkel Sam kom rullende til huset, et par år før jeg blev født. Han rullede ned ad Willson Hills bratte skråninger, gennem Gåsepasset, udover det lille plateau og op foran sydgavlen af kammeraternes hus. Efter ham kom en stumpnæset træslæde, et vindflået telt og sidst en trækasse med kort og antropologiske håndbøger. Sam kom fygende med uvejr, hvilket slet ikke var hans natur. Han burde være kommet småmumlende ned ad fjeldet en blid og vindstille aften, belyst af den lavtgående, rødgule sol.”

Han skulle ikke have sat det telt op på Jomfrubrysterne eller Geltings Røv, som bakkerne også hedder. Uanset hvor mange fossiler der ellers var. Ikke i det vejr.

Onkel Sam, denne antropolog, der ”fik eksamen ved universitetet i Warszawa og udvandrede fra fødelandet femten år før en vis tapetserer begyndte at røre på sig i nabostaten”, er af den gamle skole. Det er ikke hvem som helst, der slutter sig til Gilbert, Small Johnson, Pete og Jeobald ”på en lyngklædt plet, et hundrede meter fra elven og ved foden af bjerget, som kaldes Miss Molly.” Sam har rejst over alt og er tilhænger af en teori, hvor ”eskimoerne blev betragtet som en stabiliseret blandingsrace, en krydsning af Lagoa-Santaracen og asiatiske mongoler. Det er ham, der lærer den halvt hvide, halvt eskimoiske dreng Agojaraq at læse og skrive, og det er Agojaraq, der skriver skrønerne.

Det sner med ord den lange nat igennem, mens stormen hyler om hytten og vasketøjet står stivfrossent ved gavlen. Det er enkle ord, prunkløse sætninger. For det meste. Det er ikke gjort mere kunstfærdigt end nødvendigt. Egentlig heller ikke dramatiseret. Det er vel ikke nødvendigt her ude i området, hvor kulturer mødes. Hvor man må kunne klare tingene selv, for godt nok er der naboer, andre som en selv der heller ikke har villet blive i egne, hvor ingen behøver tygge sælkødet blødt, men de bor flere dagsrejser væk, som Ærlige John for eksempel. Han har stjålet drengens hunde, og det er det værste, man kan gøre, for hunde er guld. Men ikke nok med det, han er måske værre end det...

”De skønne dyr ved siden af hans lokumsdyr. Hvad kan der dog ikke ske med dem... Måske er det ikke helt rigtigt at spørge, sagde Small Johnson, men kunne det mon tænkes, at denne nederdrægtige Lock Bowmands køtere kan være befængt med den franske syge?”

Det mener Onkel Sam dog ikke nødvendigvis: ”Desværre, mine venner, ved man intet om det, bortset fra, at der ikke er observeret vandladningsbesvær hos ældre hunde. Dette kunne på den ene side pege i retning af, at gonorré er kendt blandt dyr, men på den anden side har jeg en intuitiv fornemmelse af, at denne sygdom er ukendt i dyreverden.”

Intuition... ved ikke... på den anden side... Antropologen har talt. Den galante syge truer hundene. Af sted efter dem. De bliver fundet, hvor Ærlige John har skjult dem. Bøden er livstidsforsyning af slyngelens hjemmebrændte Den Sorte Død.

Ved afrejsen mod Liverpool formanes drengen: ”Jeg har en fornemmelse af, at alting har ændret sig, og at den verden jeg kunne fortælle dig om, nu næsten helt er forsvundet. Det er sikkert fornuftigst, at du gør dine egne erfaringer. Så kunne jeg bede dig om at være en forstandig dreng, hvilket ville være tåbeligt, for en forstandig dreng findes ikke. Der skal mange år og mange oplevelser til, før du får lidt forstand. Een ting vil jeg dog mindeligt bede dig om. Lad dig ikke gribe af troen. Troen er et kors, som jeg nødig ser min egen søn slæbe rundt på. Den er som en nervøs trækning i ansigtet eller som kronisk forstoppelse, forbandet svær at slippe af med.”

Sådan skrev Riel i 1970. Senere blev det også andre steder på kloden. Afrika, Østen, Mellemøsten, Ny Guinea. Sorte fortællinger ind imellem, hvor det civilisatoriske kun er små spjæt på øjeblikkets blankpudsede overflade. Den store moder i dybet venter hele tiden på, at vi skal sende vores medicinmand, vores shaman og trommedanser, vores digter, der skal kæmme skammens lus af hendes lange, filtrede hår. Vi er alle sammen flygtninge fra det, Riels skrøner hele tiden har i bakspejlet. Han kan være barok som Peter Freuchen, romantisk som Knud Rasmussen, endda symbolistisk som Mylius Erichsen, men deres historie er forbi, den er fortalt. Imellem dem og Riel ligger andre fortællere som Aksel Sandemose, Joseph Conrad, Jack London, John Steinbeck. Og i vore dages Alaska hersker Sarah Palin.

Det er heldigvis ikke hende, fortælleren møder sidst i bind 3. Det er Levi-Strauss og hans vilde tanke i fuld blomstring:

”Der var en vidunderlig duft i teltet, da jeg vågnede. Primussen sydede lystigt, og Aqa sad på hug ved siden af den og skummede talg af kogevandet.
Jeg rakte op efter anorakken, som jeg af gammel vane havde anbragt på tørresnoren, men min hånd ledte uden at finde. Anorakken var borte.
-Har du set min anorak?
-Aqa smilede sødt og nikkede bekræftende.
-Det er ikke umuligt, at en anorak er blevet anvendt, sagde hun.
-Anvendt ? Hvad mener du?
Man har medbragt en anden og helt ubrugelig anorak, som mulig afløser til den nu bortkomnne. Aqa rakte mig et klædningsstykke, hun havde haft skjult bag ryggen. – Den er syet af en kvinde med ti tommelfingre, sagde hun undskyldende, - og skindene er elendigt tygget og fulde af huller. Måske er det slet ikke muligt at holde sig varm i den.
Jeg tog imod anorakken og bredte den ud.
- En fugleskindspels, udbrød jeg betaget. – Har du virkelig lavet en fugleskindspels til mig?
- Det er muligt. Aqas stemme lød ligegyldig. – Man lagde ikke så nøje mærke til, fra hvilket dyr skindene stammede. Hun skruede ned for primussen. – Kødet er færdigkogt, sagde hun.
- Har du syet en pels til mig af søkonger? gentog jeg fuld af undren. At berede fugleskind og sy dem sammen til en pels var et fantastisk stykke arbejde.
- Man ønskede at rejse med en velklædt fanger, således at andres omtale af den ildelugtende anorak ikke kommer over en kvindes hoved, svarede Aqa alvorligt. – Det er en kvindes pligt at holde sin forsørger med varmende klæder.
Jeg trak anorakken over hovedet. Den var dejlig blød og let, og jeg mærkede, hvorledes varmen fra min krop blev optaget i det tykke fjerlag og kastet tilbage mod den nøgne hud.
Aqa havde syet en fugleskindspels til mig. Så vidste jeg, at hun elskede mig højt. Var det største bevis for en eskimopiges kærlighed måske ikke en fugleskindspels? Jeg kantede mig forbi primussen og gik uden for teltet. Natten var klar og klingrende af frost. Jeg så op mod de grønne og isblå stjerner.
- Hvor er min gamle anorak? Spurgte jeg.
- Man kom til at fodre den op til sultne hunde, lød det fra teltet.”

I den anden store snedrive af skrøner fra arktis handler det om Lasselille, Bjørken, Sylten, Vollmersen, Magisteren, Siverts, Mads Madsen og andre farverige gutter omkring en handelsstation med telegraf i Nordøstgrønland. Hvem er de, den stamme, Jørn Riel skriver om? Det er jo ikke dem alle sammen heller, der nogensinde slipper væk. I den store generationsroman DU BOR I DIT NAVN, der er forsynet med små mottoer af den japanske haikumester Basho, ser den navnløse fortæller gennem vinduet ind på Ane, der må blive alene tilbage i den håbløse del af København. Hendes sømand er rejst:

”Hvad ser du, Ane? Fortæl mig hvad du ser? De første vindbyger pisker havet til ro. Den lette duven af en dønning under himlens blyfarvede hvælvning. Den voksende mur af sort. Stilheden! Nattens døvende stilhed af mørke, som iler forbi. Ubemærket rejser havet sig. Før vinden. Stjernerne slukker en efter en, månens matte guldspån sejler ind i den voksende sky og et mørkviolet lys fejer langsomt frem og tilbage i synsranden. Så endelig, som en forløsning, krænger det blå og bundløse hav læberne tilbage som et rasende rovdyr og snapper efter sit bytte med hvide, skarpe tænder. Ser du Jørgen?”

Jørgen rejser. Det gjorde Riel også. You´re running and you´re running and you´re running away, but you can´t run away from yourself, synger filosoffen Bob Marley, og det ved de godt, Jørgen og Jørn. De rejser ud, hvor universer støder sammen i sorte sugende huller. Ud hvor DEN FEDE HVIDE TUAN i en fortælling af samme navn, er strandet i en skrøne fra et andet sted på værtshuset ved havnen i den navnløse, asiatiske by:

”Der blev talt og råbt og sunget om den fede mand. Han sad ganske stille og lod det ske. Sad som et stort, lyserødt gopledyr i sin kurvestol. Han så pigerne forsvinde bag forhænget af træperler med de fremmede, og han så dem komme tilbage, strammende sarongerne op over deres spæde bryster. Han hørte og så også mændenes latter, når de fortalte hinanden, hvordan det havde været.
Han sad ved bordet nærmest gaden. Et bjerg af kød. Og han lyttede og så. Der var nogle, som råbte til ham, og andre som kom frem til hans bord for at spørge om et eller andet. Men han så blot lige tværs igennem dem, og de fik det indtryk, at han bag deres rygge havde fået øje på noget usædvanlig smukt. Så blev de forlegne og talte groft nedsættende om ham. De snakkede ved bordene, ville så gerne have ham placeret. Men de kunne ikke. De kunne ikke med bestemthed afgøre, hvorvidt han var en af deres egne, eller om han var gået over, en mixer.”

Engang var han drengen Mikkelsen, der i den københavnske bohemeroman DEN BLÅ DØR, stikker af hjemmefra med sin tamme mambaslange, der hedder frk. Mortensen. Frk. Mortensen omkommer under under omstændigheder, hvis forudsætninger man bør læse bogen for at få fuldt belyst:

”De gik nede i gården og ledte igen ved hjælp af Dommerens ildtænder. Det varede lidt, inden de fandt frk. Mortensen. Hun var død. Som Alma ganske rigtigt havde forudsagt, var den krøbet ned i afløbsrøret og styrtet femogtredive meter, før den ramte en jernrist.
Mikkelsen greb slangen og pustede ind i den lille mund. Han blev ved med at puste, og da han var træt, rakte han den til Dommeren, som fortsatte mund til mund-metoden. Men fr. Mortensen var helt og aldeles uden liv. Hun hang som et slattent reb mellem deres hænder og ville ikke tilbage til det jordiske.
Da Mikkelsen indså, at han havde mistet sin sorte mamba, brast noget inde i ham. Han kastede slangekroppen på gårdspladsen og klyngede sig til Alma. Og så græd han hæmningsløst, så tårer og snot og mundvand blandede sig til en gul flod, der flød over kinder og hage.”

Fr. Mortensen er begravet i junglebuskadset bag statuen af kejserprinsen Lucius Verus på Glyptoteket. En skrøne er en fortælling, der er så sand, at man tror, den er løgn. Jeg er sikker på, at hvis man graver bag kejserprinsen, vil man finde fr. Mortensens små knogler. Men gør det ikke. Lad hende hvile i fred.

Mikkelsen rejste ud i verden, hvis det var ham, og skrev sine bøger som en sidste hyldest til forskelligheder, inden de endegyldigt fader væk i krampagtigt hujende tivolisme eller ligger døde af sprut og tjald og hjertesorg på en kold trappeopgang i København i november. Inden den grå ensformighed kommer sivende ud af skærmene og fryser os alle sammen til dinglende forvoksede kyllinger med fødderne ætset væk af pis og lort. Op mod det skriver Riel, som om der, med Ivan Malinowskis ord, endnu kunne være en fremtid og et håb. De havde begge huse oppe i de smålandske skove, og jeg ved ikke, om de to nogensinde mødtes over en flaske eller fem af Ærlige Johns Sorte Død. Det ville ligne dem. Så kunne de have snakket om, hvordan der engang fandtes et andet land, og at menneskene der ”levede helt anderledes end vi gør. De sov, når de var trætte, og spiste, når de var sultne, og havde slet ingen tider at passe,” som der stsår i et grønlandsk æventyr fra børnebogen PIGEN SOM SØGTE HAVETS MOR.

En anden person, i en anden af Riels bøger siger: ”Jeg skriver mærkelige oplevelser. Ord der løber forkert af pennen. De er ikke mere mærkværdige, ikke mere fantastiske eller usandsynlige. De er som vinden eller havet, livet og døden. Uroen er den samme, som kan komme over mig, når vinterstormen tudende rejser fjorden, når vind og vand i fællesskab hamrer mod Ørnefjeldets stenmasser, og lange, grå skumflager driver om mellem husene.” Det lyder, som om han skrev digte, og det gjorde han da også. En enkelt samling af dem, SARFARTUUT (strømsteder), forlaget Ulo 1979 med grønlandske versioner af Aaju. Her på dansk:

"Samuel

Der er så mange ting
ens hoved ikke rummer.
Så meget nyt
der ikke forstås.
Men børnene
og deres børn
bliver vel
som de bestemmende ønsker.

(Oh mit barnebarn Aldora
leger med min hånd,
og når jeg spørger
om hun tager sig
en fanger på sin briks
vipper hun bekræftende
med de søde øjenbryn.)

Måske er jeg ubeskeden
når jeg siger
at jeg har lidt kendskab
til is og slædefart og fangst.
Jeg som kun har levet
dette ene liv.
Og lidt beskæmmet må jeg nævne
at jeg trives vel derude
blandt de hvide fjelde,
og at mindet om drøje
rejser gør mig glad.

Men hvordan kan jeg forlange
at børnene har lyst til et sådant liv.
Hvorledes kan de vide,
at fangstens rus og kødets salighed
langt overgår de drikkes kraft
som nu beruser dem?

Man sidder tit på højen
hvor sømærket står
og ser den kære ø
og den elskede boplads.
Man ser sine børn
og deres børn
og deres børn
og skammer sig en smule
fordi man ikke helt forstår
hvorledes alt dette er godt."

Det er det bare, og jeg håber ikke, Jørn Riel skammer sig, når jeg nu overrækker ham Det Danske Akademis store pris 2010.