Det Danske Akademi Billede
1992

Peter Laugesen

Tale af
Tale af Per Kirkeby

Tale for Peter Laugesen ved overrækkelsen af Det Danske Akademis Store Pris den 27. november 1992.

Når man lader sig vælge ind i en institution som Det danske Akademi, skyldes det naturligvis ens forfænge­lighed. Er man virkelig så god, at man skal høre til blandt de udvalgte? I hvert fald for min generation er det ledsaget af tvivl og dårlig samvittighed. Når man nu har brugt en stor del af sit liv med at anse institutioner som noget lort og dem der sad i dem som nogle gamle, reaktionære røvhuller. Og selvom de skulle vise sig at være ganske anstændige mennesker, så forstod de alli­gevel ikke en skid af hvad det nu var, som kun vi for­stod.

Så derfor udvikler man grunde til alligevel at følge forfængelighedens hvisken. Den ene grund er af bio­logisk natur: den aldersbestemte pligt til at påtage sig den slags konservatisme, som bygger på indsigten i det almindelige som det virkeligt radikale, i modsætning til den ungdommelige trang til det ekstraordinære. El­ler man finder ud af, at det i virkeligheden er en og samme ting når det drejer sig om noget der virkelig er noget. At den ungdommelige opstemthed ved opda­gelsen af det direkte og elementære er så stor, at den må iføre sig opsigtsvækkende klæder og høj hat og overbygning. Man vil gerne bære sit lys rundt, når en prås er gået op for en. Senere bliver det altså tid for slips, business-class og akademier.

En anden mere fornuftig og god grund er den, at man indbilder sig at man sidder på en slags mandat. Man står for visse holdninger og, angiveligt for de an­dre (stort set) uforståelige eller underkendte, kvalite­ter som man skal forsvare. Det er naturligvis et mummespil, men det holder en gående.

En af mine egne personlige begrundelser for at sidde i Akademiet har været at Peter Laugesen skulle have den store klat. Nu lykkedes det. Det er mere mit problem end det er hans. Den hellige mand fra Århus kan under alle omstændigheder bruge pengene. Selv har jeg dog ikke mistet modet. Først og fremmest var der Peter, men der er andre raske piger og drenge lige i hælene. Jeg synes Peter har måttet vente for længe, men nu ser jeg til min overraskelse, at de unge men­nesker også rigeligt når de halvtreds før det muligvis bliver deres tur. Og så har vi balladen. Nu er jeg jo hel­ler ikke det yngste medlem mere.

Nu er mit tiårige ”Karthago" taget fra mig. Og Peter er blevet halvtreds. Så er det godt med lidt udmær­kelse. Det kan beskytte mod: Nøjsomhedens hovmod, afkaldets tyranni, selvretfærdighedens koldsved, den falske visdoms skægstubbe.

Peter Laugesen og jeg kommer fra det samme sted: det store brud i begyndelsen af tresserne, som jeg me­ner man bedst kan betegne med udtrykket „minima­lismen". Det var et brud, en voldsom oprydning, en ri­ven dugen væk med hele den opulente opdækning af fornemt tingel-tangel, og videre til afslibning af bord­pladen selv og gulvafhøvling. Det var lystige og hårde tider, hvor man kunne få frost i tommelfingeren af at vente på Malevitsch. En udfrielse af en butik hvor til­budene var tomme bevægelser og gestiske vrinsk og udslidte metaforer. Vi måtte af med alt lortet og finde tilbage til et sted hvor det var elementært og virkeligt.

Det paradoksale var så, at da pråsen først var be­gyndt at blinke, så opstod der en sådan kollektiv be­gejstring i den lille flok, at budskabet måtte udbredes og udlægges i et orgie af teoretiske betragtninger. Så på sædvanlig ungdommelig vis blev det meget enkle - der som altid er det mest revolutionære og noget som skal gentages igen og igen - dynget til med en indfor­stået og ofte uforståelig skrift. Underliggende lå ople­velsen af at have fundet en indsigt i det enkle og di­rekte, en drøm om det ubesmykkede. Samtidig og egentlig afledt deraf, en forståelse af det så at sige uægte ved de midler der var til rådighed til at udtrykke denne indsigt. Den populære udgave af dette forhold var dyrkelsen af systemer, spil-situationen, attituderela­tivisme.

Peter Laugesen skrev Skrift, og der er siden blevet hængende noget „skrift-teoretisk" ved hans om­dømme. Forstået som vanskelig tilgængelig, teoretisk og eksklusiv. Han er jo det modsatte, enkel og direkte. Triviel er han. I Indianer Joes Vandskål er jeg snublet over følgende lille sag:

"Skriften på væggen
Billedet i skuffen
Bogen på hylden
Butikken over alt
Glemsel i stuen
Nye vinduer til sjælen"

Der står det altsammen, der er ikke grund til at ud­tolke noget. Men „Billedet i skuffen" er en vigtig del af Peter Laugesens bagage. Hans referencer er i usæd­vanlig høj grad billedkunsten. Helt ned i den sprog­løse, stoflige tænken. På det punkt adskiller han sig ra­dikalt fra næsten alle danske digtere. Karakteristisk nok er hans poetik bygget op med billedkunst som ud­gangspunkt.

Kunsthistorier hedder en bog fra sidste år.

I stedet for, som der er tradition for når der tages dybe åndedrag og skrives poetik'ker, at varpe rundt i udvandede metaforer med stor inderlighed, benytter Laugesen sig af den konkrete og stoflige ”indrehed" (en slem nydannelse) som er billedkunstens. Her er en helt anden forståelse for billedkunst på færde end den som ellers trives blandt danske digtere. Den er „in­derlig" og ikke den gængse illustrative, heller ikke den konceptuelle, teoretiske som de mere kvikke hoveder flotter sig med. De fleste danske kunsthistorikere og kritikere er ikke meget anderledes, så det er ikke un­derligt at Laugesen måske er den mest indtrængende kunstkritiker i tiden.

Billedkunstens kvalitet og de store kvaler man kan have med den, har jo at gøre med at det egentlige und- drager sig den normalsproglige udtryksrækkevidde. Men det er dog så at sige rent materielt til at forstå. Po­esien har det samme problem, men det udspiller sig i det sproglige medie. Det er næsten ikke til at forstå. At man altså ikke kan forstå det på den måde.

Omkring dette problem med Forståelighed/ikke- Forklarlighed har Laugesen benyttet sig af nogle greb som også findes i moderne billedkunst: Under­stregningen af det materielle” eller det „stoflige", og så en bestandig, underminerende skriden ved hjælp af det trivielle.

Hele tiden at holde sig for øje at det skrevne og trykte helt konkret er hvad det er, papir, tryksværte, ty­pografens medfødte forestilling om det håndgribelige, det giver en frihed. Og en mulig ny bundethed eller forpligtelse. På samme måde som farven i den mo­derne tradition ved at blive betragtet som noget blot materielt fik sin egen, ustandselig skiftende natur. Men på den anden side af henvisningen til konventio­nel - „sproglig" - natur. Laugesen bruger det samme trick og får skriften til at være noget andet end hvad der står ifølge den konventionelle læsning.

Det er måske ikke alt for elegant udtrykt fra min side. Men vel ment. Det er heller ikke uden fortilfælde. Det er måske endda meget alment og gælder sikkert for al poesi med skarphed, men sådan går det når man forsøger at sige noget, som har noget med noget at gøre. Det specifikke slår om i det almene. Og bliver sårbart. Laugesen er ikke den eneste helt.

I Kunsthistoner opregner han en hel række af sine helte. Det er de skæve og gale, det er meget L’art brut.

Artaud og Situationisterne. Den usælgelige Jorn og hans aner, det er Khlebnikov og Malevitsch. Hele det amerikanske hold Kerouac, Charles Olson, Ginsburg, Pollock. Der er Wols og John Cage. Burroughs og alle de andre punkere. Hermed er også antydet en meget udansk holdning. Meget langt fra den selvforsynende danske digterverden, hvor måske den ene eller anden af disse rødder optræder fra tid til anden, men altid i en sådan særlig domesticeret udgave. Langt fra Laugesens permanent brændende lighter. Brandvabler på tommelfingeren.

Det andet af de annoncerede greb var det med „tri­vialglidningen“. Denne gliden i Laugesens skrifter fra det trivielle og banale til det „højeste" eller „dybeste" eller hvad vi nu kalder den slags. Og tilbage igen den anden vej. Eller midt imellem. Det ligner den del af „minimalismen" som blev kaldt Pop-art, og som plud­selig åbnede adgang til den verden af trivialbilleder som de fleste af os var vokset op med. Men som der ikke var plads til da vi begyndte at famle os vej som kunstnere. Det var ikke fint nok. Der var et tomt, „ab­strakt", gestisk maleri eller stilleben å la tradition. Der var ikke plads til en væsentlig del af det man havde op­levet og levet i og var blevet dannet af. Dér var Pop-art en vældig åbning.

Hos Laugesen er det mindre pop-art’ens omgang med trivialbillederne som en ren kølig formel omgang end det mere omfattende „det trivielle" som det hand­ler om. Her ligger en del af problemerne med hans „anerkendelse". Kan man tage det alvorligt, er det ikke for pjattet? Her er det der bliver sagt, at „selvfølgelig er der et par gode digte her og der, men også meget løs snak og pjat“. Hvad skal man med sådan et par strofer:

"Avantgardens Per og Poul
graver løs med hver sin skovl
i erindrings løse sand
med hver sin lille kunstnerspand.
Kunstnerliv er sjovt og godt,
halvvejs skæg og dobbelt snot."

Ja, det er jo svært at bevise at det er godt. Det er slet ikke på den måde godt i sig selv, det er forøvrigt også revet ud af sin egen sammenhæng, men det er så pjat­tet dumt, at det lige skal holdes frem for at vise, at den slags bliver belønnet af Rungstedlund-Akademiet.

I sin hele sammenhæng handler det selvfølgelig om de sædvanlige paradokser: Ingen alvor uden pjat, in­gen indsigt uden sentimentalitet. Sentimentalitet er ethvert kunstværks dieselolie, men den kører kun hvis det omsættes til en let udstødningshørm af kitsch. Bli­ver sentimentaliteten til fornemhed og noblesse, så kan man glemme det.

Peter Laugesen skriver i dag så fuldstændigt ligetil og så humoristisk, at det ligger lige for at spørge om hvorfor manden stadig går sultende og stort set ulæst rundt i Århus og de frygtelige omegne. Det gør han - tror jeg - fordi dette sært demokratiske land har fået et såkaldt „kulturelt liv“. Den slags har som bekendt ikke noget med kunst at gøre. Det undertrykker den nærmest. Det kulturelle liv består blandt andet i for­midling af formodet svært tilgængelig kunst. Men for­midling er altid uklar og fyldt med omveje og und­skyldninger. Og i løbet af ingen tid tror alle at kunst også skal være sådan, og der opstår en masse kunst­nere der skriver og maler så det ligner formidlingen mest muligt. I mellemtiden har alle glemt den umu­lige kunstner der sidder og skriver pinligt pjattet om hverdagens nullermænd. Laugesen citerer selv i et digt fra et selvbiografisk digt af Pasolini:

"Jeg siger det her
uden spor poesi
for at I ikke skal læse mig
som man læser en digter."

Så er der det med den ulæste digter. Den ulæste digter findes ikke. Det Kulturelle" er også mester for den forvridning af det demokratiske som forestillingen om „udbredelse" er blevet. Salgstal, besøgstal - alt det er „det kulturelles" målestok.

Hvis man stadig holder ved den daglige avislæsning, så ved man også at denne statslige kulturelle ideologi ikke længere er en skjult, underliggende strømning. Det Kongelige Teater har fået et endnu mere effektivt juridisk hoved, hvis mål er at placere teateroplevelsen som den muntre afslutning på en shopping-dag i cen­trum. Statens Museum for Kunst har måttet binde sig til opfyldelsen af visse måltal for besøget. For at få de statslige kroner udbetalt.

Det er en fuldstændig pervertering af en ægte de­mokratisk forestilling om kvalitet og den absolutte tro på betydningen af det enkelte individ. Det er et kom­plot, som jeg ikke vil fordybe mig videre i ved denne lejlighed. Men et komplot der ikke vil lykkes, for rundt omkring sidder der den ene og den anden Peter Lau­gesen. Og de er uundværlige.

Som Laugesen selv siger det i „Uundværlig":

"Hvis jeg ikke var her
Hvem skulle så kunne mærke
Om kaninens sele
Er for stram?"

Derfor er det også rigtigt, at du nu får Akademiets store pris. Det er rigtigt for Akademiet. Og du fortje­ner den. Det er ikke en anciennitets-befordring (selv om det nogle gange ser sådan ud), og det er heller ikke popularitetens gyldne laurbær. Det er en pris fra et Akademi, der selvbestaltet og højrøvet ikke kan bygge på anden berettigelse end netop dets evne til at kunne værdsætte en kunstner som dig, langt nede un­der det kulturelle gulvtæppe. Og de penge vi har at ud­dele, er på trods af deres oprindelse endnu ikke be­hæftet med krav om et højt og måleligt læsertal. Vi tror på du har et højt læsertal, om der så kun skulle være een.

Til lykke.