Halfdan Rasmussen

For børn og andre voksne

Som alle ægte lyrikere har Halfdan Rasmussen et su­verænt forhold til tidsbegrebet. I digtsamlingen Den som har set september (1949) har et digt titlen Tilbage til fremtiden, og i 1985 udgav han digtsamlingen Fremtiden er forbi. Derfor vil jeg ikke behandle forfatterskabet strengt kronologisk, men begynde med slutningen - den hidtidige slutning - som rummer begyndelsen, for derpå at gå tilbage til begyndelsen, som viser sig at indeholde den senere fremtid.

Fremtiden er forbi indeholder digte, som uddyber nogle af Halfdan Rasmussens faste temaer, hans politi­ske og sociale engagement, hans foragt for autoritære systemer af enhver art, for fastlåste meninger og dyb­frosne ideologier. Her er en række digte til afdøde ven­ner. Til de gamle der faldt fra, vel at mærke de gamle som var unge, som kendte til at bide fra sig der, hvor vi an­dre bed negle. Men også til de unge der døde unge: Så ung var din død at du nu er i live. Hovedstammen i bo­gen - og samtidig det nye i den - er imidlertid nogle digte om den alder, der nu så mildt benævnes „den tredje alder“, men som Halfdan Rasmussen ubarm­hjertigt stempler som Skrumpealderen. En nøgtern kort­lægning af forfaldsprocessen, psykisk som fysisk: Hver dag du lever, døer du lidt står der et sted. Og: Din glatte hud er blevet tør og runken/din røv er kold/og din begejstring lunken. Angsten for at falde uden at favne, afmagten, vre­den, håbløsheden blotlægges uden formildende om­stændigheder. Selv lyspunkterne er sorte, sort humor: Du lyner ned/for bukserne og håber/at du vil kunne morse et par dråber'. - Man kunne kalde det et SOS a la Samuel Beckett. Men den personlige undergangsstemning er hinsides selvynk. Det artistiske udtryk er klart, ry­stende og rensende: Du er udslidt/og du er gammel/Du har fået din/alder dom.

Men hvad så, når selv fremtiden er forbi? spørger ens kronologiske hjernehalvdel. Halfdan giver svaret ved samme år at gå tilbage til fremtiden i Tante An­dante, hvori han dementerer, eller snarere modstiller denne alder dom gennem en klase sprælske og strut­tende børnerim. Titelfiguren, Tante Andante, er selv gammel og grå og døv og gigtsvag, men ikke desto mindre er hun ganske kvik og varm som en hånd i en vante/og spiller trompet til solen står op/og danser'for Tante Andante. Det er aldrig for sent at tage musikundervis­ning. Den fregnede gartner fra Bagsværd standser kri­gen ved hjælp af hurtigtskydende blomsterfrø, et rim der må appellere såvel til sikkerhedspolitikere, avan­cerede gensplejsere som til barnlige sjæle. Den røde Kvinkelinke, Rabalder-Helge og andre forunderlige væsener opstår af Halfdans ordiske frodighed, Per Fid og Per Fekt/og Per Nittengryn/gik tur med Per Pleks og Per sille, og de møder bl.a. en englænder ved navn Per Haps, som jeg vil vende tilbage til senere, for ikke at sige tidligere. Voksne spekulationer om fortid og frem­tid går her op i et barnligt undrende nu: Hvor er man henne når man er borte/og hvor er man henne når man sover hen ?/Det er svært at forstå når man ikke forstår det/for om morgenen er man der altid igen.

Halfdan Rasmussens første digtsamlinger udkom i årene under besættelsen. Det sproglige talent og den formende evne er iøjnefaldende. Og selv om adskillige af digtene svarer til anden lyrik i tiden, med rigelig an­vendelse af store ord og begreber, har de bedste af dem stærkt personlige udtryk for konfrontationen med en dyster og utryg tid. Bevidstheden om døden gi­ver digtene konturer. Et sted er sujettet så stærkt, at det sprænger det klassiske formskema og fremstår som en lille film, tilsyneladende ren beskrivelse uden forfat­terkommentar. Strejke hedder digtet om en dødspa­truljes brutale nedskydning af strejkende arbejdere, et af de stærkeste og voldsomste digte i dansk lyrik.

I digtsamlingen På knæ for livet (1948) er der et digt om solen og natten, der lever fjernt fra hinanden, men finder sammen i solsorten: ... natten sidder/i sit mørke træ/og fløjter/gennem solens gule næb. Endnu 40 år efter kan dette billede dukke op, når jeg ser en solsortehan fløjte sin aftensang i en trætop med sit solgule næb. Men ellers er der ikke mange farver i samlingerne fra efterkrigstiden, Den som har set september, Aftenland, For­ventning. De er mere beslægtet med den grafiske kunst, som var inde i en frodig periode i disse år. Følsomme skraveringer såvel som markante stregæts­ninger. Og ved genlæsning slår det én, hvor mange af disse linjer der har ætset sig ind i ens unge, modtage­lige bevidsthed og er blevet stående, enkeltlinjer, titler, strofer: Angsten i vort hjerte./Tvivlen i vor hånd./Alt skal gennemleves/for at blive ånd. Og Vi går i flok bag hver sit flag. Eller: Alle små profeter brænder inde med en sang. Prægningen er mest uudslettelig der, hvor digtene skærer direkte og lodret ned i koldkrigens og atom­truslens tidsbillede, som i Generation: Det store drama/ ved Hiroshima/blev vores klima!

Andre af digtene kan forekomme en nutidig læser mindre håndgribelige, mere „poetiske" i tråd med ti­dens poesi. Ensomhedens blæsende marker og tan­kens vingeskudte fugle, forventningen om den ukendte gud - alt det var in i disse års lyrik. Ligesom trangen til at gå tilbage til barndommen for at hente fornyet styrke og indsigt. Denne frugtbare regression affødte digte, noveller og romaner hos flere betydelige forfattere i halvtredserne. Men just her skilles vejene: Hvor de andre gik tilbage til barndommen som erin­drende voksne, tog Halfdan sit udsagn Tilbage til frem­tiden helt bogstaveligt. Et par linjer i Forventning kan give et fingerpeg om hvorfor han gik sin egen vej: Børn med blanke øjne og mærkelige smil,/tag min hånd i jeres hånd/og følg mig mange mil.

Mærkelige smil. Mærkelige for den voksne, der vok­sent bøjer sig ind over sin barndom, men ikke spor mærkelige for barnet selv. Halfdan begyndte ikke at skrive barndomserindringer, men valgte at lade barnet i sig se gennem sine øjne, og nu var det ikke øjnene der var mærkelige, men det de så, det var højst mær­keligt.

Han havde allerede skrevet direkte for børn, børne­rim som for længst er blevet klassikere for flere gene­rationer, elsket af børn som af forældre. Alene titlerne er nok til at man genkalder sig sine nu voksne børns egentlige barndom: Tullerulle Tappenstreg, Lange Peter Madsen, Den lille frække Frederik, Kasper Himmelspjæt. De blev til i samarbejde med tegnere, der også havde bar­nesindet intakt, Ernst Clausen, Kaj Matthiessen, Ib Spang Olsen. Mange af rimene er sat i musik og blevet en væsentlig del af den danske børnesangskat. Og hvad man i barndommen nemmer: Min kone og jeg var sammen med et par af vore tårnhøje efterkom­mere, som plejer at sætte hård rock og heavy metal på maskinen for at falde i søvn. Men en aften lå de i ste­det og konkurrerede om hvem der bedst kunne huske Rapanden Rasmus fra Rinkenæs Sogn - der som bekendt kørte en tur i en enspændervogn. Ordlegen og vokal­musikken i versene er så medrivende, at man som be­slægtet poet svinger mellem beundring og misundelse: En kælling og en kylling en killing der var tvilling/tog til Kol­ding med en rolling/for at købe for en skilling - det ærgrer mig den dag i dag at jeg ikke skrev det først!

Men hos Halfdan sublimeres ærgrelser og misun­delse til nye rim: Om fem tusind år/skal en slyngel få ram/på en sød lille pige/der rødmer af skam. - Hvor er det dog trist, at jeg ikke er ham!

Citatet er fra et af Tosserierne, en egen genre, som Halfdan Rasmussen tog fat på i 1951. Samme år som han udgav digtsamlingen Forventning og børnebogen Den lille frække Frederik.

Grænsen mellem børnerim og Tosserier er porøs. Flere af børnerimene kunne godt have stået blandt Tosserierne og vice versa. Begge former er frembragt af en barnlig, men meget artistisk og raffineret voksen. Hvis Halfdan havde været engelsk forfatter - og måske heddet Per Haps - ville han være indgået i en flot tra­dition af forfattere, som skelner mindre skarpt mellem digte for børn og for voksne end vi gør her i landet. I engelske antologier af børnerim optræder digtere som T.S. Eliot, Keats, Kipling, Tennyson, Blake og Swift side om side med forfattere som Edward Lear og Lewis Caroll, som skrev for børn, men på en måde der inspire­rer voksenforfattere endnu i dag. Ligesom H.C. An­dersen. Men i Andersens fædreland har man fastholdt det skarpe skel mellem den finere voksendigtning og pjattet, harmløs børnelitteratur, lige til Halfdan over­skred grænserne og banede vej for os der fulgte. Og der er stadig langt igen.

Skønt mange af Tosserierne appellerer til børn og barnlige sjæle, er deres begrebsverden - til forskel fra de egentlige børnerim - ofte udpræget voksen, med talrige henvisninger til fænomener og navne inden for videnskab, kunst, historie, musik, religion og politik, isprængt mere eller mindre skjulte citater fra verdens­litteraturen. Einstein, van Gogh og Shakespeare duk­ker op i de mest intime sammenhænge, og det føles ganske rimeligt, at Johann Sebastian Bach sammen med digterens muse frembringer gamle melodier på divanens orgelværk. Georg Brandes skrev om Det uendeligt smaa og det uendeligt store i Poesien, som han savnede i samtidig dansk digtning, men fandt hos Shakespeare og andre klassikere. Ærgerligt at Brandes levede noget forskudt for Halfdans æra. Tosseriernes udgangspunkt er næsten altid det små, et tilsynela­dende ærkeprovinsielt mikrokosmos. Men lidt efter, i løbet af en linje eller to, udvides perspektivet og bliver universelt. Et af de korteste tosserier starter som et børnerim: Fidelibom! Fidelibam! /Den der er skaldet,/må re’ sin madam! - Skægt nok. Men næste strofe lyder: Fide­libam! /Fidelibom! /Klog er den tosse,/som ved, han er dum!

Det er jo sokratisk visdom.

Humoren i Tosserierne kan ved første blik forekomme harmløs, men i løbet af følgende blikke føler man sig ikke alene selv ramt, men medansvarlig for verdenspo­litikken, f.eks. i Noget om nonintervention, hvor den lille mand gennem sine briller ser en stor bandit tæve sin mor, og løser konflikten således: At han slår sin mor er svært at ta/når det smerter i ens egen krop/jeg tar hurtigt mine briller a’/for at få ham til at holde op!

De egentlige Tosserier hører op med udgangen af 50’erne, om end genren føres videre gennem 60’erne og 70’erne med titler som Julekalender for voksne og No­get om Nanette. Men samtidig har Tosseriernes samspil mellem ekspanderende fantasi og skærpet sprogbe­vidsthed frigjort en ny energi, som kommer hans „voksne” digtning til gode i de følgende år. Holdnin­gen, engagementet er umiskendelig som tilforn, men rykkes nu ind i centrum af oplevelsen, så den ikke læn­gere er noget man læser om og ser udefra, men oplever udfra, ser, lugter, lytter og sanser ud fra. Hans mange rejser i disse år spiller naturligvis ind. Han besøger Grønland og Grækenland sammen med Ernst Clau­sen, og det bliver til digtsamlingerne Torso (1957) og Stilheden (1962). Med Erik Stinus og Ivan Malinowski rejser han til de daværende diktaturstater Portugal, Spanien og Grækenland, og de skriver sammen Med so­len i ryggen (1963). Her møder man Halfdan Rasmus­sen både som lyriker, men også i den sjældne rolle som prosaist, og hvilken prosaist! På niveau med stærke digterjournalister i dansk litteratur, Baggesen, Ander­sen, Bang, Jensen, Kristensen, men med sin egen per­sonlige stil og synsvinkel. En symbiose af nøgtern re­portage og prosadigt, interviews og samtidshistorie, politiske facts og nærgående portrætter af ofre, bødler og indifferente. Og i digtene bliver fortid, fremtid og nutid til samtid: På torvet ruiner./Bag ruinerne forti­den. /Bag fortidens ruiner fremtidens. Citatet er fra det store digt Athen uden guide, og i det digt går der en di­rekte ledning fra Tosseriernes fabuleringer til den bar­ske politiske fabel i beskrivelsen af et marked: Den ene­ste form for oprør: Tomaternes. /Men bønnerne nedlægger pro­test og abrikoser anklager/melonerne for revolutionær virk­somhed./I slagtehallen revolterer de slagtede får. Forsent. Forsent. /Blæksprutterne dømmes for samarbejde med Galilæi./Muslinger agerer hemmeligt politi. /Krabber står vagt om kongehus og regering/På torvet ingen Sokrates./I parlamen­tet blomstrer skarntyder over oppositionen ...

I 1977 går han igen tilbage til fremtiden, til barnet, men denne gang til sin personlige barndom i bogen og det var det -. Tiden er årene lige efter første verdens­krig, stedet er arbejderkvarteret på Christianshavn. Set udefra har det nok forekommet gråt, trist og slummet, men erindret og set gennem barnets voksne øjne op­rulles et væld af brogede detaljer og uudslettelige ind­tryk, brutale og rørende oplevelser side om side. Vi får en række portrætter af snurrige og groteske skikkelser, stærke og svage, helte og slyngler, skolelærere, familie­medlemmer, skolekammerater: det forkuede wiener- barn Merry, syndebukken Svenner, mormor fra Små­land, moderen der sled sig op i rullestuen. Og det for­færdelige og urkomiske digt om dengang farfar skulle kradse af, og faderen forgæves prøver at få fingre i teg­nebogen under den døendes hovedpude. Kontra­sterne er grelle: rottemørke og spirende kærlighed. Nogle af digtene har mytisk karakter, som historien om den lille Halfdan der drømmer om at flyve og efter nogen tøven springer ud fra første sal, så paraplyen- vendte vrangen ud/og jorden og din røv blev presset sam­men/til en slags asfalteret gåsehud. Men i kammeraternes beundrende blikke ser han sit forgrædte ansigt stå med stråleglans. En christianshavnsk variant af Ika rosmyten.

Perspektivet i disse digte fra fremtidens begyndelse rager ind over og falder sammen med perspektivet i Fremtiden er forbi, og hermed er vi tilbage ved begyn­delses-slutningen af denne langtfra udtømmende be­skrivelse af et stort og originalt forfatterskab. Paradok­salt nok har det netop i kraft af sin egenart overskredet generationskløfter, klasseskel og genregrænser, så det er blevet nationalt fælleseje. Og ikke nok med det. Ganske vist er mange elementer i Halfdans digtning så bundet til det danske sprog, at man kunne anse dem for uoversættelige. Ikke engang alle danskere vil få det fulde udbytte af dem. Jeg mener, man skal nok tilhøre de årgange, der endnu havde morgensang i skolen, for at kunne goutere underfundigheden i beskrivelsen af et par store fyrretræer som „de harpiksklædte kæmper“. Men pyt med det, der er overskud nok til at for­syne den øvrige verden. Indtil videre er gendigtninger foretaget til norsk, svensk, finsk, tysk, engelsk, hol­landsk, fransk, italiensk, russisk og japansk. Flere vil sikkert følge, og det har den store verden rigtig godt af, som vi herhjemme har haft det og vil have i fremti­den.

Derfor har Det danske Akademi tildelt dig, Halfdan Rasmussen, vores store pris, med en vedhæftet check til dækning af fremtidige udgifter. Muligvis har du - med dit specielle forhold til fremtiden - allerede brugt pengene på forhånd. Men det skal ikke hindre mig og os i at se frem - med voksne barneøjne - til næste gang, du vender tilbage til fremtiden for at gøre kål på den.

Halfdan Rasmussens takketale

Siden jeg fik at vide, at jeg skulle have Akademiets store pris, har jeg været en skygge og en parodi på mig selv. Jeg har ikke kunnet formulere en fornuftig sæt­ning og tænkte i min afmagt hele tiden på en betjent vi under besættelsen havde på Vesterbro, som vi kaldte „Den gloende blyant”. Min blyant var ikke gloende med glo’ende. Den gloede på papiret. Jeg går ud fra, ved et løseligt skøn, at jeg ved denne uvirksomhed har mistet ca. 100.000 kr. i tabt arbejdsfortjeneste.

Jeg har haft det som en hollænder jeg traf i Paris i 39, som begyndte med at være højt oppe og kom langt ned med nakken. Vi kaldte ham „The flying Dutchman“, fordi han altid for rundt på motorcykel. Da han kørte galt og brækkede benet, kaldte vi ham „The crying Dutchman", og da han kom ud fra hospitalet på krykker, døbte vi ham om til „The dying Crutchman“.

Sådan har sproget sine finurligheder, for ikke at tale direkte om komiske fejl, som når vor lokale murer averterer med „Stormskader udføres”. Jeg går ud fra, at han har haft en ordentlig blæser på. Eller en bon­demand, som i den lokale sprøjte også skrev „Grus fra egen grav“. Og det berører jo en, når man selv har vrøvl med nyrerne.

Nå, selv kommer jeg fra et hjem med mundharmo­nika og flere børn end bøger, og jeg har tænkt: ku' man lave bøger som man laver børn, ville vi ha’ haft et helt lille bibliotek. Men af bøger havde vi kun to. Det var Bergsøes „Fra den gamle Fabrik" og en billedbibel. Og jeg tænkte: mærkeligt at en dame kan tegne så godt. Tegneren hed Dora. Hun skiftede senere køn og antog navnet Doré.

At jeg med den kulturelle baggrund sku’ finde på at skrive, kan kun karakteriseres som højrøvethed, skønt det, min ringe højde taget i betragtning, kan fore­komme noget selvovervurderende.

Nu er det altid svært at vurdere sig selv efter fortje­neste, men nu, hvor jeg har fået hvad jeg har fortjent, selvom nogen vil hævde, at det er ufortjent, så føler jeg mig underlig identitetsløs, som en person Pirandello bl.a. har beskrevet i „Een, ingen og - aktuelt nok - 100.000.“

Da jeg debuterede i 41, beskrev en journalist mig som en ung arbejdsløs med et fanatisk udtryk i ansig­tet. Han tog desværre fejl. Det var ikke fanatisme, der satte sit præg på mit ansigt, det var, prosaisk nok, hæmorroider.

Ligesom disse kom Akademiets Store Pris bag på mig, men her blandt fuldblods intellektuelle vil mit an­sigtsudtryk sikkert blive tydet rigtigt, nemlig som et klodset forsøg på at se normal og åndfuld ud på samme tid.

Nå, jeg vil slutte med et ganske lille digt:

Når man får en pris i den store stil
føler man sig viis skønt man er senil
skal dét snakkes bort
bør det gøres kort
ikke mere snak
100.000 tak.