Jørgen Sonne

I et digt fra samlingen ”Thai-noter” (1974) nævner Jørgen Sonne, at en uddød folkestamme havde 40 gloser for sult. Det fortæller dels noget om strenge livsvilkår, dels om så­kaldt primitive kulturers sproglige ejendommelighed, rig­dommen på konkretion og specifikation.

Hos Jørgen Sonne, hvem man i øvrigt ikke let ville fal­de på at kalde primitivist finder man samme ejendomme­lighed. Hans sprog har nok fyrre gloser for oplevelsessult og for hver anden følelse, og dem bruger han gerne frem­for at benævne følelsen. Han opløser den i dens bestand­dele, eller han finder frem til den gennem dens mange brøker af sanselighed. Man ser Jørgen Sonne for sig, som han har skildret sig selv i digtet »Lænsende«, et ungdoms­billede af den rejsende i gamle støvler og shorts ved Champs Elysées i Paris, ikke som statuen af Clemenceau, - den skæggede tiger der majestætisk skrider frem mod sludregnen, - men som en mager oplevelseshungrig yng­ling, der lægger ud fra det ene museum mod det andet, fra Opdagelsernes museum hen mod Louvres brune ø, frysende men dog med proviant: i højre lomme knækket flute og salami, i den venstre blå blommer og en tung to­mat. »Destination: livet og intetsteds, og fragt: begær og ensom­hed.« At digtet hedder Lænsende, betyder dels at han tøm­mer skuden for gammelt dovent vand, dels har vinden i ryggen. Med sin sult tager han fat på, hvad der melder sig, prøvende, på bar bund, uden forudfattelse. Deri er han et tydeligt efterkrigsmenneske, af den art der måtte opdage verden igen. Han satte sig ikke hen for at jamre over de tabte værdier, men gik til verden, som var det op­dagelsernes museum, stillede sig op foran montrerne og de sammenskrabede levninger af fortid, fyldt af enorm selv­følelse og ligeså stor selv-usikkerhed. I et af de mange mu­seums-digte, In Memory of Ann Jones, betragter han et ma­leri af denne finder af nogle hvaløglers knogler, og ople­ver deres oprindelighed som sin egen begyndelse. Således beskrives knogle-kalligrafien:

”Sindssvage Højere Mathematiker, med denne din
havblomstrende binomiál-formels række,
formet af Picasso og alle tachisterne i hopla:
Er dette MIG! Er dette fostret og fiskene

og de første æg i selveste Ann Jones, de første
vrikkende celler rundt om i jordens gloende æg
i deførste tiders u b e h a g e l i g e r e ocean
af elektrisk storm, af knitrende gasser og syrer,

moderskød for afdøde Ann Jones og undertegnede -!”

Omverdenens urimelige fantastik, enten det er i et muse­um, i naturen, i storbyerne, bliver genstand for udforsk­ning, der gennem sanserne implicerer det egne jeg.

Det mest benyttede motiv i Jørgen Sonnes digtning er rejsen, og den forstås både som en rejse i historien, i det geografiske rum og i bevidsthedens verden. Dermed er samtidig angivet bevægeligheden, variationen, motiv­spredningen og indtryksmodtageligheden, observations­evnen hos digteren, der blev født i 1925, debuterede 25 år gammel og nu kan se tilbage på godt 25 års digterisk, kri­tisk produktion, der også omfatter store og krævende oversættelsesarbejder og introduktioner.

Jørgen Sonne er historiker af baggrund og uddannelse, og har ikke spor imod at fremhæve det. Han kan gøre det med rette, for herved understreges stofligheden, kends­gerningerne, objektiviteten i hans poesi, som man ikke skal være blind for, selv om man kan blive det under de eksplosioner af subjektivitet, man udsættes for, både ved læsning og påhørelse af hans poesi. Sonne har på sine egne vilkår fastholdt en helt særpræget sammenhæng mellem fakta og fantasi, som nøje svarer til et andet grund­præg hos ham: den lidenskabelige intellektualisme. En hel del af modernismens digtning er skrevet over splittelsen mellem følelse og intellekt. Det gælder ikke denne poesi, hvor følelserne er gennemtrukket af tankens arabesker, og hvor omvendt tanken får sin styrke gennem den sprog­lige ekspressivitet, som er følelsens sag. Begge dele førte til sprængning af mere kendte lyriske former og forestil­lingsbilleder. Sammen med en jævnaldrende og yngre ge­neration omskabte han en dansk tradition og lyrisk dik­tion. Den sammenhængende vision af skal vi sige et land­skab, som endnu er almindelig hos digtere som Frank Jæ­ger, Thorkild Bjørnvig, rives op og omsættes - forskelligt hos de forskellige digtere. Det vigtige hos Jørgen Sonne er respekten for tingene, detaljerne, som før sagt kendsger­ningerne. De er der stadig, men de er sat ind i en subjek­tiv struktur. Hos andre jævnaldrende digtere hvor noget tilsvarende sker, peger disse strukturer ind i sjælens land, bliver måske til mystik. Hvis noget sådant sker hos Jør­gen Sonne, er det omverdenen, der bliver tilbage. Det påtrængende jeg, som opdager og opdages, forsvinder ud af digtet ved disse sammenstød eller konfrontationer, som i »Odysseus i dragtsamlingen«, hvor den store rejsende, som det lille jeg identificerer sig med, konverserer med de døde figurer, dragtbærerne i glasmontrerne, og får at vi­de, at han skal rejse ud. Han kan tidsnok havne hos dem. Og lyset slukkes i montrerne, figurerne er alene med mørket og det hedder: »markerne modnes over bugtens blå.« Konfrontationen peger bort fra jeg’et.

Denne objektiveringstendens, der findes fra første færd i mange enkelte digte, er samtidig en retning, der kan føl­ges under en læsers rejse gennem forfatterskabet frem til de sene samlinger ”Rejsekoncert” (1972) med undertitlen ”noteco lage”, og ”Thai-noter”. Genrebetegnelsen noter antyder både en registrerende iver og en mere vegetativ holdning. Men vi er ikke kommet til ro med disse bøger. Jørgen Sonne er overhovedet ikke noget roligt menneske. Tro ikke han sidder stille, selv om han ikke rører på sig. Han er i hvert fald sulten.

Skal man finde en samlende betegnelse for hans kunst­neriske teknik, må det blive imagisme, dvs. en fremstil­lingsmåde med mosaikkarakter, konkrete detaljer og bil­leder sat sammen så de danner en dynamisk vision, en punktsammenfatning af verden. I stedet for abstraktion. Altså de fyrre forskellige udtryk for sult. Jørgen Sonne er ikke den digter man kan slå op i for at finde bon mots, afo­rismer om livet, veldrejede sandheder, endsige slagord til vægaviserne. Han er en digter der, som Ezra Pound - en af hans kunstneriske forfædre - siger, holder sproget rent, en instrumental digter. Jørgen Sonne er ikke det klassiske mådeholds poet. Han gør, som han selv siger i et tidligt digt: gysende trapezkunster så let som på en lille fugls vinger. I samme digt, som er tilegnet en menageriejer, hvad der betyder sådan noget som systemvogter, hedder det:

”Jeg giver tæt, melodisk rytme
der lægges i forfinede ordklange,
ovenikøbet med en Stil - ukendt
begreb i Dansk, mit modersmål hidtil.
Det er for lidt som musikalsk klovn her!”

Rollen som artist har været klar for Jørgen Sonne fra be­gyndelsen. Hvad tæt melodisk rytme betyder tik man straks at vide, for det lå i udsagnet med dets skrappe betoninger: i selve ordet ordklange med de to betonede stavelser efter hinanden og i den sidst citerede linje: ”... musikalsk klovn her”, tre trykstærke stavelser efter hinan­den. Når det stikker Jørgen Sonne, kan han i sit opgør med den bløde danske tradition skrive et sprog, der ikke har eksisteret før han opfandt det, i den grad domineret af personlige accenter, halsbrækkende sætningsbygning. Han kan venstre- og højrevride syntaksen, stille om på fa­ste vendinger, lave ordspil, forandre betoninger, hidse sprogrytmen op og dermed give ny stoflighed og realitet til almindeligt åndsfraværende sprog. At holde sproget rent betyder altså ikke bare at passe pænt på det der er, men at vise hvad det kan bruges til. At spille med sproget, betyder at få instrumentet til at sige noget.

I dag er det frie vers kendt og næsten det eneste, de nye generationer af lyrikere kender, når de ikke lige skal skri­ve sange. Friheden i prosodien er arvet, og derfor ikke al­tid særlig godt forstået. Det frie vers er blevet prosanært, og det betyder ikke uden videre at det er dårligt, men det har tabt musikken og de indre spændingsforhold. Jørgen Sonne satte sig i en streng skole, i de første digtsamlinger spændte han gang på gang sit sprog op mod de mest kunstfærdige strofeformer fra antikken og renæssancen. Det er kommet hans frie, atonale skrivemåde til gode. Et næsten tilfældigt valgt eksempel ved et opslag i hans sene­ste samling Huset (1976) lyder sådan, og man kan lægge mærke til både klangforholdene og rytmikken:

”Og på luftens baner senderfly-ruterne
tordner ned her,
raketglimt –”

Igen de tætte accenter og en musik i vokalerne, der svarer både til indholdets lyd- og synsside. Jørgen Sonne er ikke altid særlig let at læse. Man må nogle gange stramme sig ordentlig an, ligesom når man hører ny musik. Han ken­der så mange underlige og svære ord, og hvor de ikke slår til, laver han dem selv. Nogle vil synes at det er en unødig og udemokratisk måde at gøre verden sværere på, end den er. Omvendt kunne man sige, at det ikke nytter at gøre kunsten lettere end verden er. Hvem forlanger i øvrigt at tolke og forstå hver enkelt fænomen, man møder på sin vej henad gaden, igennem landskabet. De kan dog være reelle og fortrolige nok, byggesten i et hus som man holder af og gerne vil færdes i.

Den imagisme jeg talte om før, er en angelsaksisk opfin­delse fra dette århundredes begyndelse. Ezra Pound, T. S. Eliot til ihukommelse. Og Jørgen Sonnes vigtigste for­udsætninger, ved siden af de selvfølgelige danske, er en­gelske, men i øvrigt meget omfattende. Han har søgt kon­frontationer med det som er anderledes. Han har sagt: ”At møde netop det fremmede, synes jeg er en af de vigtigste og væsent­ligste værdier i denne tilværelse. Om jeg så ikke kan tilegne mig det­te fremmede, eller blive eet med det, - jeg har måttet strække mig selv og min indføling ud af mine egne forhærdninger og træge tilvænninger. Mit Jeg er blevet videre ved det.” Det siger han i en omtale af Edda og saga i essaysamlingen Horisonter (1973), der især består af introduktioner til forfatterska­ber, eller til oversættelser og udvalg, han har haft at gøre med. Bogen giver et indtryk af hans valgslægtskaber og hans oplevelse af at være en tankestreg mellem kulturer­ne. Den mellemmenneskelige idé i alt dette arbejde er at få greb om fænomenet skabelse. I menneskets skabende ev­ner er der noget fælles som rækker ud over nationale og tidsmæssige forskelle. Hans lyrikoversættelser er opdagel­sesrejser i historien og kulturerne. Han har arbejdet med: arabisk lyrik, cubansk lyrik, afrikansk lyrik, elisabethansk lyrik, Francois Villon, Lautreamont, Rimbaud, Ezra Pound, Montale blandt meget andet.

Hans egne bøger kan grupperes i tre afdelinger, krono­logisk afgrænset. Først kom fire digtsamlinger i hurtig rækkefølge fra 1950-54, ”Korte digte”, ”Delfiner i skoven”, ”I en le­vende tid” og ”Italiensk suite”. Tydeligt idékomponerede: tids­registreringer, artistiske øvelser og erklæringer, vækstfilo­sofi og krisetemaer, det sidste samledes i Italiensk suite, der rummer mange udtryk for desperation, ensomhed, kon­takthunger. Derpå de rige og modne samlinger ”Midtvejs” og ”Krese”, 1960-63, hvorefter resultatet kunne gøres op i de sammenvalgte digte under titlen ”År” (1965). Tredje fase er halvfjerdsernes digtning, indledt af romanen ”Blå turist” om pressefotografen, der rejser til et fiktivt eksotisk land. Det var før Jørgen Sonne selv oplevede Asien, en fantasiens optakt og opvarmning til nye fysiske rejser, som han så har redegjort for i de nævnte notes-bøger, ”Rejsekoncert” med europæisk baggrund, og ”Thai-noter”, med asiatisk. Om­trent som Tom Kristensen, der skrev sine asiatiske fribyt­terdrømme ned i skrappe kulører, indtil han efter selvsyn dæmpede konturerne i ”Påfuglefjeren”. På samme måde opnår Sonne balance mellem fantasi og realitet i digtsam­lingerne efter romanens prægtige udskejelser. Men selve romanformen er en optakt til de nye digtes objektiveringsbestræbelser. Den foreløbig sidste publikation er den sammenhængende digtsuite ”Huset” fra dette forår, en posi­tionsbestemmelse og sammenfatning, der kan stilles op på linje med den 10 år gamle opsamling af ungdomslyrik­ken. De sammenvalgte digte fra 1965 var næsten en ny digtsamling i dens særlige komposition af udvalgte digte med nye tekster indsat. Og alligevel ligner helhedsbilledet de bedste af de enkelte tekster i kurven fra den søgende begyndelse over ensomhedskrise frem til fællesskab gen­nem kærlighed med følgende jeg-udtoning. Det kunne il­lustreres med det berømte pragtstykke, »Foldemændene«, der konkluderer udvalget med linjer som minder om slut­ningen af det førciterede Odysseus digt: ”Sol-blå blomstrer kyster ud!” Her står også det mærkelige og betagende »Jagt«, et af de store stykker i dansk poesi. Den jagende og den jagede forsvinder i en hengivelse til livet, i den ro­lige og fornyende livsbevægelse. Digtet er såre komplice­ret i sin følelseskarakter. Her er der fortabelse i hengivel­sen. Ikke kun en opgivelse af selvbetragtningen, men en udslettelse.

Der er med ungdomsdigtene altså ikke tale om en har­monisering, hvad man kunne fristes til at tro af opstillin­gen. Og når den nyeste bog, ”Huset”, har undertitlen ”Idyller”, skal man heller ikke føle sig alt for rolig. Men her har dig­teren med sit hus skabt sig et centrum for sin verdensbe­tragtning, et udgangspunkt for iagttagelser, refleksioner og visioner. Mottoet lyder: ”Hvis det er, er det her!” Overalt fastholdes stedet. Ekskursionerne i fantasien, erindringen, historien, får virkelighed ved at udgå fra og vende tilbage til huset, der ligger dér hvor lastbilerne må skifte gear for at komme op ad bakken, hvor flyruterne som før citeret sender deres tordnende lyd ned, og hvor lavtrykkene har deres bane og sætter bremserne i. Og så er der kun to hundrede skridt til postkassen, lidt længere til den defekte telefonautomat. Her er det!

Jørgen Sonnes lyrik er en fantastisk poetisk dokumen­tarisme, her en hverdag i historien illumineret af både kontrolleret og løbsk lærdom. Landsbyen omkring huset eksploderer i associationer, får nye betydningsladninger skudt ind. Digteren er en historiker og kombinator, der med uventet og original fantasi stiller ting og fænomener sammen i personlige tilegnelser: »Der er dokumentation, som man er ene med;/der er sorte film man ruller/bag øjnene, over erin­dringens hvidt«, hedder det. Altså ikke dokumentarisme i ti­dens stil, ej heller betroelser fra og analyser af privatsfæ­ren. Det er en personlig frihed i et meget stort univers, et vældigt kulturlandskab, hvor kendte og ukendte histori­ske personer, begreber, ord, digtning, kunst, myter, reli­gion, indgår som ting og genstande og bliver til både historier og historie. Det er et stort hus Jørgen Sonne har bygget af denne poetiske diskurs. Det er ét langt digt og det er mange digte, skrevet i én rytme af sammentræk­ninger og udvidelser, konvulsivisk eller i brede dønnin­ger. I stedet for inddelinger i afsnit eller sange eller en­keltdigte lader han et tema løbe sammen i et ord eller en vending, der så bliver overskrift for eller stikord til næste forløb. Og sådan har overhovedet den poetiske strøm fun­geret gennem en menneskealder i Jørgen Sonnes digtning.

Også som personlighed er Jørgen Sonne strømførende. Ved man det ikke fra hans digte, har man måske opdaget det hos kritikeren, der ikke skriver meget i aviser, men til gengæld taler i radio. Danmarks mest mundtlige littera­turkritiker. Ikke at jeg tror han nogen sinde bliver nogen særlig folkelig digter eller folketaler. Det ville være et ædelt mål, men ikke noget nødvendigt mål. Som enhver i vore dage ved, er kunst og videnskab overbygningsfænomener på den materielle basis. Der er ingen regler for hvor høj overbygningen må være. Jørgen Sonne har ikke taget hensyn til det i sit husbyggeri. Det er nødvendigt at arbej­de i flere niveauer. Ingen kan måle kunstens indflydelse på vores liv, dens grad af indflydelse, dens virkemåde. Den kan være direkte, eller den kan komme gennem flere led. Jørgen Sonnes arbejde ligger nær ved kilderne, hol­der sig ved skabelsens centre. Den unge fyr i støvler og shorts har ikke fået tilfredsstillet sin oplevelseshunger.

Jørgen Sonne. Det danske Akademi har tildelt dig den store pris som en anerkendelse af din store sult og som en stimulans til nye opdagelsesrejser i verden og bevidsthe­den.