Leif Panduro

Når man hver aften i mere end en måned er gået i seng med en bestemt forfatter, kan man godt blive både svim­mel, forvirret og udmattet. Når det drejer sig om Leif Panduro er man det alt sammen, men man har også gri­net, og det er måske det usædvanlige ved ham og den egentlige grund til, at han får overrakt Det Danske Aka­demis pris. Hvis han ikke havde været så morsom som han er, tror jeg heller aldrig han havde overlevet sig selv, og så havde han ikke fået prisen, i hvert fald ikke i le­vende live, og det havde der jo ikke været noget sjov ved.

Eller for at sige det på en anden måde: Det er en usædvanlig og usædvanlig dejlig situation at kunne være med til at tildele en mand en pris, som han fortjener og fortælle ham hvorfor. Særlig i Leif Panduros tilfælde, fordi han altid påstår, at han ikke aner, hvad det er han skriver. Her har man måske en af grundene til, at han skriver så meget som han gør. Han har måttet blive ved for at finde ud af, hvad det hele egentlig er for noget. Og selv må man spørge: hvad er det egentlig for en drift, der får en mand til fra slutningen af sine tredive år til før han er fyldt de halvtreds at stable et forfatterskab på benene? I Leif Panduros tilfælde er der nemlig tale om et forfatterskab, en litterær karriere af både stor vægt­fylde og volumen, ni romaner, utallige TV-spil, filmma­nuskripter, radioføljetoner, radiospil, revyer, sketches, kronikker og kommentarer.

Nøglen til noget af det alt sammen finder man i Pan­duros første roman „Rend mig i traditionerne", hvor der ganske koldsindigt står: „Hvis jeg ellers havde noget at skulle have sagt, så ville jeg skrive grundloven om. Og aller øverst oppe skulle der stå med fede bogstaver: Det er forbudt ethvert menneske over tredive at anvende mere end tyve ord om dagen. Mod dødsstraf!"

Kernen i det hele er fra begyndelsen til den foreløbige afslutning et paradoks. Det blev ikke til de tyve ord om dagen men til tohundrede og en gang imellem sikkert også til totusinde. Det skal der et godt bryst og et stort humør til at bære, thi motoren i meddelelsesbehovet er en aldrig svækket mistro til meddelelsens gyldighed. Fra begyndelsen handler Leif Panduros bøger om, at det er umuligt at meddele sig til hinanden i ord, ja at medde­lelsen overhovedet er umulig. Hovedpersonen David træffer vi første gang i en fundamental Panduro-situation: Han står med slipset i klemme i en cigaretautomat og er ved at blive kvalt. Jo mere han pukler for at slippe fri, desto mere strammes løkken om halsen på ham. Sym­bolikken er enkel og slagkraftig, den lidendes situation er delvis selvforskyldt, men samtidig absurd, han er i clinch med en maskine, ikke en rokkende, teknisk mastodont, men en triviel cigaretautomat, noget uanseligt, der må­ske kunne have skabt glæde, hvis smøgerne var kommet ud, men nu bliver dæmonisk, fordi ofret er - en klovn. Befrielsen fra automaten sker ved hjælp af en ordens­håndhæver (som i løbet af processen endnu en gang er ved at kvæle David) og galleriet af fremtidige personer i det panduroske univers toner frem: en serie ubehjælp­somme, famlende, tumlende, glemsomme, håbefulde mænd og kvinder, der alle på en eller anden måde er i klemme til døden, stranguleret af en mangelfuld eller alt for belastende medbragt fortidsbagage eller af de ivrige ,,betjente“ samfundet har garderet sig med til bekæm­pelse af dem, som på en eller anden måde af en eller an­den upassende grund ikke kan finde sig til rette i syste­met.

Det er et tema man kender igen fra verdenslitteratu­ren, den nyere del af den, det findes hos de russiske tra­giske humorister, hos Kafka og i filmen hos Chaplin. Det er med andre ord ,,evigt“, men får en særlig iøjnefalden­de opblussen i denne sammenhæng, fordi Panduro be­gynder at skrive sine bøger på et tidspunkt, hvor man i litteraturen havde droppet både psykoanalysen, Freud, den seksuelle frigørelse, filmen og - humoren. Ganske vist havde Villy Sørensen rørt på sig, men han var så ,,fin“, så reflekteret, og rundt om stod ellers alle bede- mændene og ekspederede det ene velbalsamerede litte­rære lig ind på frostskufferne efter det andet.

Leif Panduro valgte frivilligt eller ufrivilligt klovnens rolle til sin entré. Han kunne have været den syngende hest eller den talende hvalros, nu blev han den skriven­de, tykke tandlæge fra Esbjerg, og det var ikke nemt. Den litterære verden har altid set med mistro på mor­somme mænd, og skal man endelig finde sig i en humo­rist, skal han helst være tuberkuløs, fattig og suicidal. Panduro var som sagt tyk, grinende og livsduelig. Det kunne aldrig gå, man betragtede ham med den største skepsis - og morede sig kongeligt.

Overfladisk set er det ikke svært at bestemme hverken arten af den panduroske humor eller konflikten i forfat­terskabet, men vil man undersøge, hvad det er der sker efterhånden som bog følger på bog, begynder det at blive indviklet. Selv de udvendige reaktioner er forbløffende: For ganske få år siden var Leif Panduro et forargelsens pyrolyseværk. Ældre herrer truede ad ham på gaden, i læserbreve karakteriseredes han som folkeforfører, por­nograf og gaffelgris. Nu er han mere populær end Aakjær, Morten Korch og Buster Larsen tilsammen. Den sejeste opinionsgruppe er vundet for ham: hver gang seerskaren er utilfreds med noget - den tiltagende venstrevridning, Pedro Bikers slips eller Leisners vittigheder slutter indlæggene uvægerligt: Vi vil have mere Pan­duro! Og mærkeligst af alt: når det seksuelle svineri, de løsslupne udskejelser, de uforståelige stykker hudflettes, ender brevene også med udsagnet: Nej, lad os så få Pan­duro! Underforstået: Den rene, pæne, forståelige mand.

Er det for Leif Panduro lykkedes at realisere det al­mene? Ja, det er det faktisk. Med visse modifikationer.

I begyndelsen bar Leif. Han kom slæbende ind i ma­negen med sin bagage og begyndte at pakke ud. Han skrev om mennesker med fortidsknuder, han opfandt øg­len i dansk litteratur, et skrællet, misanpasset fortidsvæ­sen, der både er en selv og alt hvad man bærer rundt med, men også alle de andre positive og negative øgler, der snuser sig frem til hinanden, kender hinandens lugt, mødes under billardborde ved selskaber og spiser røde pølser. Han kom med et nyt sæt figurer og stillede dem op til lanciers længe før man havde talt om attitude­relativisme, skabelon-romaner og spilleregler. Det er ikke Leif Panduros sag at skabe en Jørgen Stein, en Niels Lyhne eller en Ole Jastrau, det han har gjort - og stadig gør, om end på en anden måde - er at lade en serie faste personer i forskellig påklædning opføre et drama, en sædekomedie, en moralsk tragedie, der i rituel konse­kvens og opfindsomhed kan minde om renæssancens ita­lienske teater. Hvem vil nægte at Doktoren findes, og Klovnen, Pjerrot er der overalt, Den rige Fader, De unge Elskende, Den liderlige Tjenestepige osv.

I næsten alle romanerne hører man om eller oplever man fader- og moderskikkelser. I „Øgledage“ hedder de ganske enkelt: Karamelmoderen og Mekanikfaderen, altså en man kan sutte på og en der får maskinerne, uret, tilværelsen til at gå. Og hvis man vil føre de italienske associationer videre kan det gøres over Italo Svevo, der ganske vist var fra Trieste, men skrev i en sprød, ironisk bitter-underfundig psykoanalytisk stil, hvor faderen går så vidt (i romanen „Zenos bekendelser“) at han rejser sig op på dødslejet for at give sønnen en sidste kindhest. Man nikker genkendende til ham i „Daniels anden ver­den“, men han står der i alle bøgerne, klippevægsansig­tet, frygtindgydende, autoritær og ynkværdig. I „De uanstændige“ gør den unge Thomas endelig oprør og nægter at spise sin daglige gulerod (Panduros baggrund er tre­diverne, „Mad og Kvadrater”, kolde sædebade og gym­nastik) og han får et frygteligt latteranfald - af flere grunde: Latteren er en demonstration, han ler ad fade­rens holdning, hans udseende, hans meninger, hans evigt citerede sentenser. Men han ler også ad sin egen barn­dom, og til sidst bliver latteren fortvivlet, fordi „det auto­ritative og selvsikre, kontorholdningen, gled af ham (fa­deren) som en maske og i stedet for kom der et plaget, næsten skræmt udtryk til syne. Det var som om klippe­vægsansigtet var bange for hans latter. Han skottede til siderne som et lille barn, der føler sig usikker ved de voksnes latter”.

Stedet er centralt, fordi det rummer to elementer, der tilsyneladende er uforenelige i den panduroske filosofi: det voksne og det barnlige, den voksne og barnet. For at blive voksen må vi dræbe barnet i os selv, og dræber vi det barnlige, dræber vi også os selv og alt liv omkring os. Men den der bliver tilbage i barndommen kan vælge mellem galskaben og en slags karamelmoder-amnesi. Det er få personer hos Panduro, der slipper over hurdlen med fornuften i behold, og selv om Doktoren står parat, er der ikke meget han kan gøre. For det første, fordi hans opgave går ud på at normalisere og dvs. det samme som at kastrere eller lobotomere eller dølle, altså tilskære, få hatten til at passe, konformere, og for det andet er ud­gangen på det hele Døden, den måske mest opmærksom­heds-tiltrækkende person i det panduroske teaterselskab. Og der er den forskel mellem ham og de andre, at han sjældent for ikke at sige aldrig er morsom.

Døden er den sygdom, der ikke findes helbredelse for. „Selv hypokondere dør“, som der med slet skjult fortviv­lelse står i „Fejltagelsen”. Det er lige skrækkeligt hver gang, om det så er Hr. Traubert, der ædes op af lynet i „Rend mig i traditionerne”, Mick, der falder for Toms kugle i „De uanstændige”, gamle hr. Fern, der sidder halvt død, halvt levende i sin stol med det hysterisk gri­nende øje, som aldrig lukkes. Måske handler kampen om at vænne sig til en tanke, man ikke kan vænne sig til, men kun forskyde eller fortrænge, og måske er den væ­sentligste grund til at Leif Panduros personer er ude af stand til at blive voksne på en anstændig måde den, at de ikke kan vænne sig til at være her, før de er væk.

Banalest og måske derfor mest effektivt og gribende er denne tanke udtrykt i TV-spillet „Et godt liv”, hvor Da­niel finder ud af, at han skal dø lige netop, da han er kommet i tanker om, at han måske skulle begynde at leve. Det er et memento mori de fleste kan tage til sig, men måske netop fordi identifikations-muligheden er så almen, bliver budskabet mindre slagkraftigt, mindre for­pligtende. Dette skal ikke opfattes som upassende kritik på en flagdag. Det skal bare hjælpe os frem til at forstå lidt mere af den unisone accept, der er blevet Panduros forfatterskab til del, da fjernsynet opfandt ham og om­vendt.

Det der sker er ikke en omlægning eller udskiftning af hovedtemaet i forfatterskabet. Det er en nyinstrumente­ring eller for at blive i teaterbilleder, rollerne har fået skuespillere. Endnu i det tidlige „En af dagene” er f. eks. typen Carl tegnet med fed, demonstrativ, effektsøgende (og meget morsom) pensel, men fra spil til spil opdager Panduro den forbløffende virkning, der ligger i at over­lade udfyldningen til skuespilleren og gøre sin egen ind­sats til stikordets, et betydningsfuldt, altafgørende stik­ord, men dog et stikord. Og pludselig bider tingene sig i halen: Forfatterskabet indledtes med en arg, lidenskabe­lig kamp mod klicheen, og det finder nu sin triumf i en aflytning og udnyttelse af klicheen som poetisk, drama­tisk kommunikationsmiddel med en virtuositet vi ikke kender magen til på vore breddegrader. Det intetsigende er blevet meningsfuldt, identifikationsmulighederne er næsten ubegrænsede, og faren består kun i, at man kan sukke „åh, ja, sådan er det“ og så nøjes med det.

Selv om jeg nok tror, at Leif Panduros kunst er revo­lutionær og revolutionerende, har han aldrig selv gjort sig til af at være bombemand eller samfundsstormer. I „Øgledage“ står der: „Inderst inde har jeg en firkantet blank verden, bestående af karamelsmag og enkel meka­nik. Jeg er en gammel årsagslov med håndtag og skrå­planer der fører nedad, rullende kugler, forbundne kar, kæder og remtræk. Jeg er produktion og omsætning, leveregler, skyld og soning, Judas og Jesus. Ikke spor re­volutionær. Min tændsats er for lille“.

Muligvis er tændsatsen for lille til eksplosioner, til gen­gæld er varmen konstant. Der er næppe i vor litteratur så umiddelbart lunt og imødekommende et forfatterskab som Panduros. Tænk bare på hans personnavne, der lige­som giver ambiancen. Hvad hedder de ikke alle sammen igen og igen? Daniel, Thomas, Michael, Jacob, Peter - alle gode bibelske navne, og så Conrad og Oscar og Vic­tor og Herbert og Sylvia taget lige fra „Hudibras", den­gang der var noget ved at være fræk. Trods kaos i tin­gene altså linje og system, trods usikkerhed og dødsangst en optimistisk tro på forudsætninger og bestemmelse.

Når man læser og ser Panduro føler man sig en lille smule forelsket, og det hænger nok sammen med, at det hans kunst inderst inde giver udtryk for er forelskelse. Trods sine groteske ophævelser er han dybt forelsket i livet, og det er nok også derfor han så nødig vil af med det eller have, at man handler mis med det. Denne livs­forelskelse er af natur erotisk, og derfor er ikke blot Top­sy og mange andre kvinder, der færdes i hans bøger så tiltrækkende, derfor er det meste af hvad han beskæfti­ger sig med attråværdigt og tillokkende.

Men før De for alvor tror, jeg vil til at lægge an på ham skynder jeg mig at citere „Rend mig i traditioner­ne", hvor der står en opskrift på, hvad man skal gøre, når man gerne vil give udtryk for sin hengivenhed og kærlighed til en eller anden. Man skal give ham et or­dentligt los i måsen. Det gør jeg så nu.