Dan Ringgaards tale ved Det Danske Akademis årsfest den 28. november 2025

Velkommen til Hofteatret. Velkommen til det nye Hofteater som Det Danske Akademi er de næsten første til at afholde et arrangement i. Det er vi glade for, og vi håber at det ikke bliver sidste gang. Velkommen især til dem som vi er samlet for at give priser og ønske tillykke. Det gælder Amalie Smith som modtager Otte Gelsteds mindelegat, Hanne Kvist som modtager Silas-prisen, Nath Krause der modtager Michael Strunge-prisen, Annette Lassen som modtager Selskabets pris, og Michael Josephsen der modtager Beatrice-prisen. Særlig velkommen til Nils Heyerdahl fra Det Norske Akademi som er med i dag. Velkommen alle sammen til Det Danske Akademis årsfest. 

*

I paragraf et i Akademiets vedtægter hedder det at ”Akademiets formål er at virke for dansk ånd og sprog, især inden for litteraturen.” I dag fylder paragraffen i lighed med Akademiet 65 år. I mange tilfælde er det stadig en brugbar paragraf. Når Dansk Sprog- og Litteraturselskab må meddele at de ikke kan videreføre arbejdet med Den Danske Ordbog fordi årets finanslovsforslag ikke sikrer den nødvendige finansiering, så indser man behovet for at virke for dansk sprog og til og med ånd. Når en regering, midt i hvad de selv betegner som en åndelig oprustning, er så ligeglad med dansk sprog at de sløjfer muligheden for en frit tilgængelig national betydningsordbog, så må man virke alt hvad man kan. (Heldigvis har tilstrækkeligt mange opråb bevirket at der er kommet et forlig på plads efter finanslovens vedtagelse.)

Men der er andre sammenhænge hvor den måske engang så selvklare forbindelse mellem dansk sprog og dansk litteratur er mindre indlysende. I de senere år har Akademiet i dets arbejde med uddeling af litterære priser stødt på den i forhold til vedtægterne ikke ubetydelige vanskelighed at dansk litteratur ikke altid eller kun foregår på dansk.

Det har det sådan set aldrig gjort. Sagaerne er ofte blevet indrulleret i dansk litteraturhistorie selvom de fleste af dem er skrevet på oldislandsk af islændinge. Som den lærde europæer han var, skrev Saxo gesta danorum eller Danernes bedrifter på latin, og omkring et halvt århundrede senere gjorde bergenseren Ludvig Holberg, for at blive læst af flest muligt, det samme med sin roman Nicolai Klimii Iter Subterraneum eller Niels Klims underjordiske rejse. Den rejse ned gennem Europa Jens Baggesen beskrev i Labyrinten imod slutningen af Holbergs århundrede fortsatte han uden videre på tysk i sine optegnelser. St. St. Blicher skrev ind imellem på jysk, et af den danske stat undertrykt og ugleset sprog. Da dansk poesi blev beat mæskede digterne sig i fede amerikanske gloser. For ikke at nævne i Danmark eksilerede forfattere fra andre europæiske sprog, Janina Katz for eksempel hvis næstsidste digtsamling hedder Skrevet på polsk fordi det var den hvorefter den blev oversat til dansk af forfatteren selv. Og hvad med Karen Blixen, en af akademiets founding mothers? Hun skrev sit gennembrudsværk på engelsk, og hendes fortællinger udkom ofte først i en engelsk version. Inger Christensen skrev sine sidste digte på tysk.

Den mangesprogede historie til trods, er situationen en anden i dag end den har været længe. Antallet af bøger fra forfattere som befinder sig mellem to eller flere sprog, og som udnytter denne kunstnerisk set storartede mulighed, er vokset. Forfatterne inkorporerer minoritetssprog og/eller kolonialiserede sprog, eller de skriver manuskripter og udgiver bøger på skiftevis dansk og svensk eller norsk og dansk. Der er opstået samarbejder mellem forfattere og oversættere hvor forholdet mellem original og oversættelse står til debat. Alt dette betyder at det i 1960 så tilsyneladende selvfølgelige forhold mellem dansk sprog og dansk litteratur, er blevet mindre indlysende.

Kilden til miseren finder vi for cirka 720 år siden, omkring 1305 hos en landsforvist digter i det der endnu ikke var blevet Italien: Dante Alighieri.

Da Dante skulle forsvare at han skrev sin Komedie og sine digte på italiensk gjorde han det ved at hævde folkesprogenes forret over for latin. Folkesproget er det primære sprog fordi ”det er det vi uden nogen regler lærer ved at efterligne vores amme”, skriver han på latin i den poetik der på dansk hedder Om veltalenhed på folkesprogene. Folkesproget er med andre ord det sprog vi får ind med modermælken. Latin er derimod et sekundært sprog fordi det kræver oplæring og derfor er for de få. Folkesproget er i alle sine dialekter historisk set tættere på det oprindelige sprog, mente Dante, det sprog Adam talte i paradiset, og som Dante i parentes bemærket anså for at være hebræisk. Fordi folkesproget er tættere på det sprog der blev talt i paradiset, har det selv sagt en større poetisk kraft.

Dante gjorde oprør imod et dominerende sprog til fordel for det sprog vi får ind med modermælken, og som er det naturlige sprog. Så langt ligner hans oprør det sprogoprør vi finder i dag i bøger der ikke kan finde sit til rette med det i Danmark dominerende sprog dansk. Men samtidig forsøgte Dante med sin traktat at samle de italienske dialekter under ét. Hans kamp for folkesproget indeholder drømmen om et nationalsprog. Alle skulle tale som de gjorde i Bologna hvor de talte den søde nye stils sprog. Problemet var og er bare at det ikke er alle italienere der har fået Bolognadialekten ind med modermælken. Det øjeblik det ædle folkesprog, vulgare illustre, ophøjes til nationalsprog, ender revolutionen som kontrarevolution, og oprøreren bliver undertrykker. ”Italiensk er den sol, der stiger op, hvor latinen går ned”, skriver Dante i et andet værk, Convivio, Gæstebuddet.

Dante kunne have set imod nordvest i det latinske sprogområde og lært af måden hvorpå hans poetiske folkesprogsforgængere, de provencalske troubadourer var blevet knægtet af den franske kongemagt og berøvet deres sprog og kultur. Troubadourernes historie gør det klart at folkesprog og nationalsprog kan være i konflikt med hinanden. Eller som de hedder på occitansk: trobador og trobairitz, det sidste for de kvindelige af slagsen.

Hvad svarer til Dantes folkesprog i dag? Er det de mange forskellige minoritetssprog der huserer i dansk litteratur, dem forfatterne har fået ind med modermælken? I det perspektiv risikerer dansk sprog at optræde som en overmagt der ensretter. Eller er det dansk som er folkesproget over for et mere og mere hegemonisk engelsk i rollen som latin, dette vores allesammens sekundære sprog?

Så hvad vil det sige i dag ”at virke for dansk ånd og sprog, især inden for litteraturen.”? Betyder det i nogle tilfælde at give plads til andre sprog end dansk? Og hvor går i så fald grænsen? Hvornår er dansk sprog truet, og hvornår er det det herskende sprog? Denne lille sviptur ad fontes giver ikke svaret, men måske tilbyder det et sted hvorfra vi kan stille spørgsmålet.

*

I det forløbne år har Akademiet holdt fem ordinære møder. På møderne har vi blandt andet truffet beslutning om årets prisuddelinger. Akademiet har i en udtalelse beklaget Roskilde Universitets planer om at nedlægge faget Dansk. At et dansk polyfakultært universitet nedlægger Dansk, af alle fag, er alarmerende og et smerteligt udtryk for en fejlslagen national politik over for de humanistiske uddannelser. Vi har som de foregående år støttet Den litterære institution uss (under stadig skælven) med et mindre beløb.

Akademiet har desuden stået for en række offentlige arrangementer:

I april havde Sidsel Ana Welden Gajardo (DK) og Pedro Carmona-Alvarez (NO) en vigtig og rørende samtale med akademimedlem Mette Moestrup om skæbner fra den chilenske diaspora i Norden på baggrund af deres romaner Du er min arv og Chiquita. Arrangementet fandt sted på Hovedbiblioteket i København. Akademiet vil gerne også fremover etablere disse møder på tværs af Norden.

Det Danske Akademi var medarrangør til Dansk Sprognævns sprogfestival Sprogense i Bogense i maj måned. Her talte akademimedlem Anne-Marie Mai – apropos hvad jeg lige har været inde på – med Amina Elmi om at zigzagge mellem sprog med udgangspunkt i Elmis debutdigte Barbar.

Akademiet har genoptaget traditionen for debutantarrangementer. I oktober læste tre debutanter op. Amalie Sehested Rom fra romanen Hun har altid lyst til, at der skal være en til, Gustav Valdemar Strange fra digtsamlingen Til alle dem der vil forlade mig og Johan Feierskov fra romanen Multiplayer. Akademimedlem Anne-Marie Mai introducerede til forfatterne og ledede samtalen. Arrangementet fandt sted i Det adelige Jomfrukloster i Odense. Det er vigtigt for Akademiet at præsentere debutanter, også uden for hovedstaden.

Akademiet har igen i år holdt forfattermøde i sidste weekend af oktober, i år igen arrangeret af Peter Laugesen og Naja Marie Aidt. I år deltog: Mathilde Walter Clark, Fine Gråbøl, Thomas Korsgaard, Hanne Højgaard Viemose, Sidsel Ana Welden Gajardo, Deniz Kiy, Maria Dixen, Stine Askov, Luka Holmegaard, Benedicte Huang, Mathilde Moestrup, Tahir Mirza, Cecilie Lind, Kirstine Reffstrup, Iben Mondrup, Lars Skinnebach, Janus Kodal, Laus Strandby Nielsen og Linn Ullmann samt medlemmer af Det Danske Akademi. Jeg vil gerne sige tak til alle for deres store engagement og deres bidrag til at gøre arrangementet vellykket.  

I forbindelse med Forfattermødet inviterede Akademiet sammen med Karen Blixen Museum til en særledes velbesøgt aften på Rungstedlund med den norske forfatter og journalist Linn Ullmann.

Det Danske Akademi har ikke optaget nye medlemmer i år. Akademiet har således sytten aktive medlemmer. Vi er elleve forfattere og seks forskere, ti kvinder og syv mænd. Medlemmerne er:

Thomas Boberg, Peter Laugesen, Anne-Marie Mai, Ursula Andkjær Olsen, Marianne Stidsen, Pia Tafdrup, Per Øhrgaard, Naja Marie Aidt, Cecilie Eken, Harald Voetmann, Olga Ravn, Line Knutzon, Mette Moestrup, Jesper Wung Sung, Elisabeth Oxfeldt, Lasse Horne Kjældgaard og jeg selv, Dan Ringgaard.

Som sekretær for Akademiet er det mig en glæde en gang til at byde jer velkommen til Akademiets årsfest 2025.