Tage Skou-Hansens tale ved Det Danske Akademis årsfest i november 1992

Om Akademiets virksomhed i det forløbne år er der kun lidt at sige. Forfattermødet fandt sted i oktober. Seksten forfattere tog del. Elleve af dem læste op, iblandt dem den nordiske gæst Merete Mazzarella fra Finland. Forfattermødet er altid et eksperiment og fal­der i reglen anderledes ud end ventet. Der var færre debutanter denne gang, men meget gode og meget forskellige bidrag, som førte til generelle samtaler på tværs af generationer og genrer. Et vellykket møde, som Pia Tafdrup og Torben Brostrøm havde ansvar for.

Og nu ville det være dejligt, hvis Akademiet var, ikke tredive men tre hundrede år gammelt sådan som det franske og svenske akademi. Så kunne jeg måske have pyntet på min beretning med en henvisning til det se­neste bind i en ny ordbog, en litteraturhistorie eller en klassikerserie. Det er jo opgaver af den art, som akade­mier påtager sig. Men faktisk er det også, hvad adskil­lige af vore medlemmer arbejder med til daglig. I Dan­mark er det blot forlagene, som står for udgivelsen. Ikke Akademiet som institution. Vi har ikke tradition for det.

Så hvad har vi bestilt? Vi har fulgt med i litteraturen og mødtes som vi plejer med henblik på denne årsfest. Akademiet har altid lagt vægt på at motivere sine pri­ser. For at skabe opmærksomhed og gerne udfordre en smule. Det sidste lykkedes navnlig i 60’erne og 70’erne. Dengang man ikke måtte gøre forskel og en­hver kvalitetsbestemmelse kaldte på aggressioner. Pri­ser skabte ulighed og misundelse, hed det sig. Uret­færdige var de også, fordi der altid var flere der for­tjente dem. Priser var udemokratiske.

De indvendinger hører man ikke mere. Måske uvil­jen stadig findes, det er ikke altid morsomt at høre om noget, som er bedre end det man allerede kender. Men den principielle modstand er væk. Der er et utal af priser i Danmark nu. Hvert fag, hvert erhverv har sin pris. Hver uge i sæsonen sin uddeling. Det kan ikke vare længe, før der er priser til alle som fortjener det. Derfor kan Akademiet ikke regne med den samme op­mærksomhed som før, skønt vores priser er blandt de ældste og største.

Hertil kommer den tendens, der er talt så meget om i år. Selv om litteraturens status stadigvæk er forbløf­fende høj, efter avisernes omtale at dømme, så er dens magt i samfundet ikke hvad den var. Læsning er ikke nødvendig på samme måde som før, fordi de elektro­niske medier leverer både information og underhold­ning. Resultatet er færre købere til flere bøger.

Om der også bliver færre læsere af den entusiastiske slags, som er værd at samle på, får stå hen. Hvis det vir­kelig skulle være tilfældet, kunne det muligvis skyldes, at litteraturen virker alt for voldsomt. Så voldsomt nem­lig, at flere og flere læsere selv begynder at skrive. Det er åbenbart hvad de gør. Hvor skulle ellers det stadigt stigende antal bøger komme fra?

Det er naturligvis en højst beklagelig tendens, som må bekymre enhver professionel skriver, som med møje har etableret sig. Hvis forfatteren en skønne dag skulle vågne i alle gode læsere, hvem blev der så tilbage til at høre efter? Hvilket dystert fremtidsperspektiv: Den dag alle mennesker bliver kreative - af kærlighed til kunsten eller kedsomhed slet og ret giver sig til at skrive, male, spille musik og teater - da ville døvheden og blindheden blive generel, ensomheden og mang­len på forståelse iblandt os total. Det skinbarlige hel­vede på jorden.

Men der er som bekendt intet nyt under solen. Det sagde allerede Prædikeren. Alligevel jamrede også han over alle de bøger, som blev skrevet just på hans tid. For fire-fem tusind år siden! Og skulle der trods alt være hold i vores øjeblikkelige bekymring, er der så meget mere grund til - før det bliver for sent - at prise det, som faktisk bliver lavet. Det er gudsketak ikke det samme som det der idelig bliver efterlyst.