Jørn Lunds tale ved Det Danske Akademis årsfest i november 1993

Sprog og ånd

De fleste litterære akademier har sproget med i deres fundats eller formålsparagraf – således også det dan­ske. Det hedder i bestemmelserne fra 1960, at Akade­miet som formål har „at virke for dansk ånd og sprog, især inden for litteraturen”. Man kan i formuleringen næsten høre en genklang af diskussionerne - og en el­ler anden pragmatiker har så født den lille pedantiske, adverbielle størrelse „især inden for litteraturen”.

Det franske Akademi giver sproget en endnu mere prominent placering: man har ligefrem haft pålæg om på torsdagsmøderne at drøfte ordforråd og gramma­tik! Som bekendt fik drøftelserne afgørende betyd­ning for fransk sprog også uden for de litterære gebe­ter, og man kunne efter kun 300 år udgive den offici­elle Grammaire de l’Académie française. I mellemtiden er der udsendt ikke så lidt andet til glæde for - og disci­plinering af - det franske folk. Og endnu tidligere grundlagdes som en frugt af renæssance-humanismen i Firenze Accademia delle Crusca, der som opgave fik at rense sproget og udgive en ordbog.

Det svenske Akademi har lang tradition for sproglig omsorg og varetager en del af de funktioner, som Dansk Sprognævn herhjemme står for, først og frem­mest normering af retskrivningen, praktiseret gennem udsendelse af Ordlista över svenska språket, i daglig tale Svenska Akademiens Ordliste. Det kan ikke undre den, der studerer lovene fra 1786, ifølge hvilke hoved­opgaven for de atten medlemmer var at arbejde for det svenske sprogs renhed, styrke og højhed, bl.a. ved at udarbejde en ordbog og en grammatik.

De gamle akademier opstod i en tid, hvor litterær aktivitet på modersmålet krævede indsatser og drøftel­ser af en karakter, vi i dag har vanskeligt ved at fore­stille os. Det drejede sig bl.a. om at bryde de klassiske sprogs monopol på det kunstneriske udtryk - ikke om et opgør med dem, og slet ikke med deres genrer. De første generationer af akademimedlemmer var som børn af deres tid klassicister - man kunne fristes til at kalde dem nationalklassicister - der havde antikkens tænkemåde, genrer og kunstneriske udtryk i blodet, men i hjertet var knyttet til modersmålet. Hvor skulle man hente de sproglige energier? I hvilke sociale og regionale områder skulle man afsøge ord og udtryk? Hvordan kunne man udvikle en stilfornemmelse hos den dannede almenhed? Hvilke stave- og bøjningsfor­mer skulle løftes op og blive normdannende? Der var nok at drøfte, og der opstod igen nye emner, da originalitetstanken og arbejdet med det personlige udtryk stillede krav ikke bare om normer, men om norm­brud, spændvidde og individualitet.

I dag må forbindelsen mellem sprog og ånd ustand­selig støves af; den er ikke indlysende for ret mange - heller ikke forbindelsen mellem sprog og litteratur. Den plathed, at litteratur er et liv i sproget, er gådefuld for mange af dem, der burde vide bedre, fx for en del af dem, der har ansvaret for faget dansk i skolen og ud­dannelserne.

Faget fødtes som sprogfag. Formålet var, da dansk kom på skemaet, at lære latinskoleeleverne at beher­ske modersmålet i praksis. Men det vigtigste dannel­sesindhold måtte i første periode stadig hentes i latin­skolens øvrige fag. I løbet af 1800-tallet blev litteratur­læsning en væsentlig bestanddel - men den var meget filologisk, samlet om det helt konkrete i teksterne, ikke om teksternes liv og udtryk; i 1900-tallet løsriver de sproglige og litterære aktiviteter sig i perioder fra hinanden og lever i mere eller mindre fredelig samek­sistens, i interessante forsøg på integration eller i for­tvivlende isolerede hjørner, og i midten af 1970’erne tilkendegiver undervisningsminister Ritt Bjerregaard muligheden af, at dansk splittes op i et kommunikati­onsfag og et dannelsesfag, idet hun inspireret af sprog­sociologien og ideologikritikken sætter spørgsmåls­tegn ved dannelsesindholdets alsidighed, tekstvalgets rimelighed og sproglærens relevans.

Det er kun få, der ser fagets pointe som samspillet mellem sprog og litteratur. Litteratur er sprog, formet så det giver særlige oplevelses- og udviklingsmulighe­der. Der er mange tekster med andre vigtige formål. Reklamesproget vil sælge, lovsproget vil opstille regler, gruppesproget vil styrke et fællesskab osv. Men littera­turen giver os adgang til andre opfattelser af tilværel­sen end vores egen private. Litteraturen kan, samtidig med at vi personligt stimuleres af den, bryde den lu­rende egocentri i tanke og oplevelse.

Det er også tyndet ud i rækkerne af sprogfolk og lit­terater, der kan og vil beskæftige sig med sprog og litte­ratur i ét greb. Karakteristisk nok praktiseres det næ­sten udelukkende blandt forskere, der sysler med æl­dre tekster, middelalder- og renæssancelitteratur, til og med 1600- og 1700-tallet. Her er det i grunden også meget vanskeligt at være litterat uden at bedrive sprog­lige studier - men adskillige sprogfolk er sluppet godt fra detailstudier af sproglige elementer uden at gøre sig dybere tanker om, hvilken helhed elementerne op­bygger. Den filologiske forstening har sine steder ført litteraturelskere på vild flugt fra et nærmere samar­bejde – og til den opfattelse, at filologi er tørt pedan­teri. Den gamle universitetsuddannelse kunne ofte præparere dem for dén opfattelse, for når man læste ældre tekster, tog man straks skyklapper på. Man for­holdt sig ikke til de vidnesbyrd om levet liv, nedarvet tro, omverdensforståelse, fiktionsbehov og fortælle­lyst, der fx ligger bag middelalderens love, lægebøger, religiøse tekster og folkelige viser. Men man studerede klusil- og spirantsvækkelser, og man vidste alt om vo­kalismen i infortisstavelser.

Blandt sprogfolk er der ingen, som siden Peter Skautrups „Det danske sprogs historie” har forsøgt at inddrage litteraturen i den lange fortælling om spro­gets historie. Den er nemlig ikke blevet fortalt. Der er i de seneste 25 år udgivet omkring 75 forsøg på en sam­lende beskrivelse af litteraturens historie, men ikke én har vovet at hengive sig til udarbejdelsen af en ny, ajourført sproghistorisk fremstilling med inddragelse af ny viden, nye metoder, nye teksttyper og nye syns­punkter til afløsning af Skautrups smukke, nationalt tonede storværk. Det er en opgave, der bør løses i dette århundrede. Vi får en ny, stor dansk ordbog, vi har Ordbog over Det Danske Sprog, og supplementet er under udgivelse, men vi danske sprogforskere er åbenbart for nærsynede og elementfikserede til at samles om et værk, der tager konsekvensen af sam­menhængen mellem sprog, litteratur og kultur. Det er dansk, det er dårligt.

Det danske Akademi har hverken råd til eller tradi­tion for at påtage sig store udgiveropgaver. Dér er sven­skerne bedre stillede. Ordbok över svenska språket blev påbegyndt i 1893 og afsluttes allerede omkring år 2020. At hengive sig til et liv for sproget er i sådanne sammenhænge at yde sit bidrag til et nationalt grup­pearbejde.

Det danske Akademi har åbnet dørene for en række indbudte forfattere med bøger på vej. Torben Bro­strøm og Pia Tafdrup stod for weekend-arrangementet på Rungstedlund i begyndelsen af oktober, og formen var den sædvanlige: Forfatteren læser en tekst op i 15-20 minutter, men skal herefter forholde sig lyttende, medens de øvrige indbudte og Akademiets medlem­mer udveksler bemærkninger om teksten. Det kan måske lyde underligt, og det ligner ikke ret meget an­det i verden. Det gode ved arrangementet er åbenhe­den, de umiddelbare tilkendegivelser, koncentratio­nen om selve teksten. Tænk på, hvor megen vilkårlighed en forfatter er undergivet, tænk på, hvor få der får en grundig karakteristik fra mennesker, som tager tek­sten alvorligt.