Jørn Lunds tale ved Det Danske Akademis årsfest i november 1993
Sprog og ånd
De fleste litterære akademier har sproget med i deres fundats eller formålsparagraf – således også det danske. Det hedder i bestemmelserne fra 1960, at Akademiet som formål har „at virke for dansk ånd og sprog, især inden for litteraturen”. Man kan i formuleringen næsten høre en genklang af diskussionerne - og en eller anden pragmatiker har så født den lille pedantiske, adverbielle størrelse „især inden for litteraturen”.
Det franske Akademi giver sproget en endnu mere prominent placering: man har ligefrem haft pålæg om på torsdagsmøderne at drøfte ordforråd og grammatik! Som bekendt fik drøftelserne afgørende betydning for fransk sprog også uden for de litterære gebeter, og man kunne efter kun 300 år udgive den officielle Grammaire de l’Académie française. I mellemtiden er der udsendt ikke så lidt andet til glæde for - og disciplinering af - det franske folk. Og endnu tidligere grundlagdes som en frugt af renæssance-humanismen i Firenze Accademia delle Crusca, der som opgave fik at rense sproget og udgive en ordbog.
Det svenske Akademi har lang tradition for sproglig omsorg og varetager en del af de funktioner, som Dansk Sprognævn herhjemme står for, først og fremmest normering af retskrivningen, praktiseret gennem udsendelse af Ordlista över svenska språket, i daglig tale Svenska Akademiens Ordliste. Det kan ikke undre den, der studerer lovene fra 1786, ifølge hvilke hovedopgaven for de atten medlemmer var at arbejde for det svenske sprogs renhed, styrke og højhed, bl.a. ved at udarbejde en ordbog og en grammatik.
De gamle akademier opstod i en tid, hvor litterær aktivitet på modersmålet krævede indsatser og drøftelser af en karakter, vi i dag har vanskeligt ved at forestille os. Det drejede sig bl.a. om at bryde de klassiske sprogs monopol på det kunstneriske udtryk - ikke om et opgør med dem, og slet ikke med deres genrer. De første generationer af akademimedlemmer var som børn af deres tid klassicister - man kunne fristes til at kalde dem nationalklassicister - der havde antikkens tænkemåde, genrer og kunstneriske udtryk i blodet, men i hjertet var knyttet til modersmålet. Hvor skulle man hente de sproglige energier? I hvilke sociale og regionale områder skulle man afsøge ord og udtryk? Hvordan kunne man udvikle en stilfornemmelse hos den dannede almenhed? Hvilke stave- og bøjningsformer skulle løftes op og blive normdannende? Der var nok at drøfte, og der opstod igen nye emner, da originalitetstanken og arbejdet med det personlige udtryk stillede krav ikke bare om normer, men om normbrud, spændvidde og individualitet.
I dag må forbindelsen mellem sprog og ånd ustandselig støves af; den er ikke indlysende for ret mange - heller ikke forbindelsen mellem sprog og litteratur. Den plathed, at litteratur er et liv i sproget, er gådefuld for mange af dem, der burde vide bedre, fx for en del af dem, der har ansvaret for faget dansk i skolen og uddannelserne.
Faget fødtes som sprogfag. Formålet var, da dansk kom på skemaet, at lære latinskoleeleverne at beherske modersmålet i praksis. Men det vigtigste dannelsesindhold måtte i første periode stadig hentes i latinskolens øvrige fag. I løbet af 1800-tallet blev litteraturlæsning en væsentlig bestanddel - men den var meget filologisk, samlet om det helt konkrete i teksterne, ikke om teksternes liv og udtryk; i 1900-tallet løsriver de sproglige og litterære aktiviteter sig i perioder fra hinanden og lever i mere eller mindre fredelig sameksistens, i interessante forsøg på integration eller i fortvivlende isolerede hjørner, og i midten af 1970’erne tilkendegiver undervisningsminister Ritt Bjerregaard muligheden af, at dansk splittes op i et kommunikationsfag og et dannelsesfag, idet hun inspireret af sprogsociologien og ideologikritikken sætter spørgsmålstegn ved dannelsesindholdets alsidighed, tekstvalgets rimelighed og sproglærens relevans.
Det er kun få, der ser fagets pointe som samspillet mellem sprog og litteratur. Litteratur er sprog, formet så det giver særlige oplevelses- og udviklingsmuligheder. Der er mange tekster med andre vigtige formål. Reklamesproget vil sælge, lovsproget vil opstille regler, gruppesproget vil styrke et fællesskab osv. Men litteraturen giver os adgang til andre opfattelser af tilværelsen end vores egen private. Litteraturen kan, samtidig med at vi personligt stimuleres af den, bryde den lurende egocentri i tanke og oplevelse.
Det er også tyndet ud i rækkerne af sprogfolk og litterater, der kan og vil beskæftige sig med sprog og litteratur i ét greb. Karakteristisk nok praktiseres det næsten udelukkende blandt forskere, der sysler med ældre tekster, middelalder- og renæssancelitteratur, til og med 1600- og 1700-tallet. Her er det i grunden også meget vanskeligt at være litterat uden at bedrive sproglige studier - men adskillige sprogfolk er sluppet godt fra detailstudier af sproglige elementer uden at gøre sig dybere tanker om, hvilken helhed elementerne opbygger. Den filologiske forstening har sine steder ført litteraturelskere på vild flugt fra et nærmere samarbejde – og til den opfattelse, at filologi er tørt pedanteri. Den gamle universitetsuddannelse kunne ofte præparere dem for dén opfattelse, for når man læste ældre tekster, tog man straks skyklapper på. Man forholdt sig ikke til de vidnesbyrd om levet liv, nedarvet tro, omverdensforståelse, fiktionsbehov og fortællelyst, der fx ligger bag middelalderens love, lægebøger, religiøse tekster og folkelige viser. Men man studerede klusil- og spirantsvækkelser, og man vidste alt om vokalismen i infortisstavelser.
Blandt sprogfolk er der ingen, som siden Peter Skautrups „Det danske sprogs historie” har forsøgt at inddrage litteraturen i den lange fortælling om sprogets historie. Den er nemlig ikke blevet fortalt. Der er i de seneste 25 år udgivet omkring 75 forsøg på en samlende beskrivelse af litteraturens historie, men ikke én har vovet at hengive sig til udarbejdelsen af en ny, ajourført sproghistorisk fremstilling med inddragelse af ny viden, nye metoder, nye teksttyper og nye synspunkter til afløsning af Skautrups smukke, nationalt tonede storværk. Det er en opgave, der bør løses i dette århundrede. Vi får en ny, stor dansk ordbog, vi har Ordbog over Det Danske Sprog, og supplementet er under udgivelse, men vi danske sprogforskere er åbenbart for nærsynede og elementfikserede til at samles om et værk, der tager konsekvensen af sammenhængen mellem sprog, litteratur og kultur. Det er dansk, det er dårligt.
Det danske Akademi har hverken råd til eller tradition for at påtage sig store udgiveropgaver. Dér er svenskerne bedre stillede. Ordbok över svenska språket blev påbegyndt i 1893 og afsluttes allerede omkring år 2020. At hengive sig til et liv for sproget er i sådanne sammenhænge at yde sit bidrag til et nationalt gruppearbejde.
Det danske Akademi har åbnet dørene for en række indbudte forfattere med bøger på vej. Torben Brostrøm og Pia Tafdrup stod for weekend-arrangementet på Rungstedlund i begyndelsen af oktober, og formen var den sædvanlige: Forfatteren læser en tekst op i 15-20 minutter, men skal herefter forholde sig lyttende, medens de øvrige indbudte og Akademiets medlemmer udveksler bemærkninger om teksten. Det kan måske lyde underligt, og det ligner ikke ret meget andet i verden. Det gode ved arrangementet er åbenheden, de umiddelbare tilkendegivelser, koncentrationen om selve teksten. Tænk på, hvor megen vilkårlighed en forfatter er undergivet, tænk på, hvor få der får en grundig karakteristik fra mennesker, som tager teksten alvorligt.