Dan Ringgaards tale ved Det Danske Akademis årsfest den 24. november 2023

Velkommen til Blox. Velkommen alle sammen til Det Danske Akademis årsfest. Velkommen til Mats Malm fra Svenska Akademien som er med i dag. Og velkommen især til dem som vi er samlet for at give priser og ønske tillykke. Det gælder Caroline Albertine Minor der modtager Otto Gelsteds Mindelegat, Bodil Bredsdorff som tildeles Silas-prisen, Joan Rang Christensen, modtager af Kjeld Abell-prisen, Rune Lykkeberg der får Selskabets pris, og Bjørn Rasmussen der får Beatrice-prisen, og som desværre ikke kan være til stede i dag.

Sidste år efterlyste min forgænger i embedet – ikke uden en vis syrlighed – en kulturpolitisk redegørelse fra den danske regering. Sådan en havde vi ikke haft i femogtyve år, og dengang, for femogtyve år siden, var den på sølle otte sider. Formålet med disse redegørelser var i sin tid at komme til klarhed over hvad velfærdsstaten ville med kunsten og kulturen? Skiftende danske regeringers relative ligegyldighed over for området blev i årsberetningen sammenlignet med situationen i Norge og Sverige hvor redegørelserne var kommet i en om ikke lind så dog jævn strøm. Derfor glæder det mig at kunne konstatere at vi nu endelig har fået en kulturpolitisk redegørelse, og at den er på hele otteogfyrre sider. Tak for den.

En af de ting der blev diskuteret ved offentliggørelsen, var afsnittet om ”Kulturerhvervenes betydning for dansk økonomi”. Var det ikke upassende at vurdere kunsten og kulturen på deres indtjening? Var det monstro begyndelsen på en lumsk politisk manøvre hvor kunsten og kulturens overlevelse et sted ude i fremtiden ville komme til at afhænge af om det var en god forretning? Advarselslamperne blinkede. Måske blinkede de lovligt konspiratorisk. 

Det giver sig selv, håber jeg, at kunst og kultur ikke kan gøres op i debet og kredit. Men forud for rapporten havde der faktisk været røster fremme, også blandt forfattere, som bad om sådan et regnestykke ud fra den antagelse at kunstnerne leverer råstoffet til en ekspanderende business. Målt med den kulturproduktion deres arbejde danner grundlaget for, er kunstnernes indtjening latterligt lille og deres vilkår for dårlige, lød ræsonnementet. 

Jeg vælger at opfatte redegørelsens regnestykke som en hjælp i denne kamp for bedre vilkår, ikke bare for kunst og kultur i almindelighed, men for kunstnernes indtjening og arbejdsforhold. Den påviser nemlig at kunst- og kulturproduktionen har betydning for dansk økonomi, større betydning end landbruget, og den gør det ikke mindst ved at medregne den såkaldte ”afledte produktion”. 

Konklusionen må være at kunst og kultur ikke blot er noget samfundet giver penge til fordi man synes det er vigtigt, men at sektoren også batter til noget i kroner og øre. At den er værd at investere i. Det næste spørgsmål, i lyset af kunstnernes betydning for fødekæden, bliver naturligvis hvem der tjener pengene. 

Til gengæld er det småt med visioner i redegørelsen. Vi får ikke meget at vide om hvad politikerne vil med kunst og kultur. Forordet nævner pligtskyldigt deres betydning for demokrati og fællesskab: ”kunst og kultur er det bærende fundament i et frit og demokratisk samfund. Kunst og kultur er den diametrale modsætning til ensretning og sindelagskontrol. Det er i kraft af vores fælles kulturarv og de erkendelser og indsigter, vi får i mødet med kunst og kultur, at vi kan finde svar på hvem vi er – både som individer og som folk.” Formuleringerne indeholder lidt magtkritik til venstrefløjen og lidt national sammenhængskraft til højrefløjen. 

Efter nogle magre år er det dejligt igen at høre fra staten at ”[a]rmslængdeprincippet er vigtigt, fordi det sikrer kunsten og kulturen frihed til at udvikle sig på egne præmisser uden politisk indblanding”, og at kunst og kultur ”er med til at vise verden, hvem vi er”. Hvad det sidste angår kan det undre at regeringens forslår en de facto nedlæggelse af sendelektorordningen, altså ansættelser af danske lektorer på udenlandske universiteter, nu det er så vigtigt at vise verden hvem vi er. Den eneste tilføjelse til disse almene argumenter er kunstens og kulturens betydning på sundhedsområdet. Også tak for det.

Udtrykket Tordenskjolds soldater stammer som bekendt fra slaget om Marstrand og fæstningen Carlsten i skærgården nord for Göteborg. Tordenskjold skal have drukket den svenske kommandant fuld og trukket ham rundt i gaderne med det formål at tælle den overlegne danske styrke. Overlegenheden skabtes ved at de samme soldater flyttede sig gade for gade uden at den omtågede kommandant fattede mistanke. Marstrand blev således, som et andet Troja, erobret med en særlig dansk variant af Odysseus’ snilde. Den historiske sandhed er at danskerne bestak kommandanten som senere blev henrettet for landsforræderi i Sverige.

Jeg ønsker ikke med denne selvfede nationale anekdote at antyde at de argumenter for kunsten og kulturen som redegørelsen anfører, er snyd. Det er de afgjort ikke. Blot at de virker som et lidt træt gensyn ceremonielt placeret i al hast på dørtærsklen til en kulturpolitisk redegørelse som går mere op i statistik end substans. Derfor kunne jeg tænke mig at tilføje et par ord om litteraturens betydning på den helt lange og den helt korte bane. Det kan man sige meget om. Her blot et enkelt eksempel.

Og for at gøre det godt igen, ovenpå Tordenskjolds formastelighed, vil jeg citere en svensk forfatter som til og med citerer en anden svensk forfatter. Det er Isabella Nilsson som i sin nye bog En bok för ingen funderer over kunstens rolle og ansvar.

”I klimakrisetider og andre humanitære krisetider er det naturligt at vi stiller os selv spørgsmålet om kunstens og kulturudøvernes rolle og ansvar, deres potentielle bidrag til problemets løsning. Men ikke sjældent opmuntres – eller snarere pålægges – kunstneren at blive aktivist. Hvordan skal kunst skabes, spørger vi os selv, for så effektivt som muligt at forandre verden? Jeg mener at den som får sådan et spørgsmål bør sige som Stina Oscarsson: ’som det er: at den forandring kunst har mulighed for at skabe ligger hinsides vores forestillingshorisont’. Oscarsson tror at kunst absolut kan forandre verden, men at vi aldrig kan forudsige på hvilken måde. ’Det kan altså gå hvilken vej det skal være. Og det er at sætte sig på meget høje heste hvis man tror at man kan kontrollere resultatet.’”

Isabella Nilsson giver et eksempel fra sit eget liv. På mørke regnfulde eftermiddage tilbyder hendes mor hende at låne bilen de to kilometer til dagligvarebutikken. Det vil Isabella ikke. Når hun kan modstå fristelsen skyldes det at hun, imens hun kæmper sig gennem nedbøren, forestiller sig at hun er romanheltinden i Jane Eyre der strider sig over den engelske hede for endelig at møde sin elskede. Således redder Charlotte Brontë på uforventet efterbevilling kloden for en sjat CO2.

Jeg læser ikke Nilssons bemærkninger som en afvisning af litterær aktivisme eller af litteraturens mulighed for at sætte en dagsorden her og nu. Hendes pointe er at litteraturens virkning er uforudsigelig, at den kan virke over meget lange stræk, og at den kan få de mest personlige og nogle gange lidt fjollede udtryk. Der er med andre ord noget ved kunsten og kulturen som undviger den kontrol og oversigt over et ministerielt resort som en kulturpolitisk redegørelse også er sat i verden for at skabe, noget på en gang for stort og for småt, for langvarigt og for personligt til at det kan indgå i beregningerne. 

På den måde minder en kulturministeriel redegørelse, hvor længe ventet og velkommen den end er, lidt om den berusede kommandant i Marstrand der forsøger at tælle tropperne, men hele tiden bliver snydt fordi man aldrig ved hvor man har dem. 

Eller anderledes sagt: Kunstens og kulturens betydning kan med rimelighed indrammes af ord om demokrati og fællesskab, men det forbliver en utilstrækkelig og idealiseret forklaring på hvorfor vi skal have det. Hvis man ikke blot vil redegøre for området, men også udvikle ideer om hvad man vil med det, gør man sikkert klogt i at tænke længere end til den gængse opbyggelighed. 

I det forløbne år har Akademiet holdt seks ordinære og et ekstraordinært møde. På møderne har vi blandt andet truffet beslutning om årets prisuddelinger og indvalg af medlemmer. 

Vi har valgt prosekretær og sekretær for Akademiet. Per Øhrgaard er genvalgt som prosekretær og jeg selv, Dan Ringgaard, er valgt til sekretær for en fireårig periode. 

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige den afgående sekretær, Lasse Horne Kjældgaard, tak for hans tre år i embedet. Tre år lyder måske ikke af meget, men Lasse overtog posten på et for Akademiet vanskeligt tidspunkt, og det er i høj grad hans fortjeneste at vi i dag står med et fornyet og godt arbejdende Akademi. Under Lasses vagt er der indvalgt ni nye medlemmer. Akademiet har fået en splinterny og markant forbedret hjemmeside som bl.a. indeholder et stort arkiv af taler og fotografier. Gå selv ind og kig. En række af prisfondene er blevet sammenlagt, så vi får flere penge til priserne, og forhåbentlig mulighed for at uddele nogle af dem oftere. Der er også sket en revision af Akademiets vedtægter. Tak Lasse for et kompetent stykke arbejde udført i samarbejdets og Akademiets ånd. 

Akademiet har i en udtalelse advaret imod den de facto afskaffelse af sendelektorordningen som findes i regeringens forslag til finanslov. Den jeg nævnte for lidt siden.

Akademiet har igen i år holdt forfattermøde i sidste weekend af oktober, i år igen arrangeret af Peter Laugesen og Naja Marie Aidt.

På mødet deltog Adda Djørup, Amalie Smith, Anna Rieder, Caroline Albertine Minor, Duna Ghali, Glenn Christian, Jan Thielke, Jokum Rohde, Kristin Vego, Lars Frost, Liv Nimand Duvå, Majse Aymo-Boot, Melanie Kitti, Mikas Lang, Nicolaj Stochholm, Sabitha Söderholm, Shëkufe Tadayoni Heiberg og Aase Schmidt, samt medlemmer af Akademiet. Den nordiske gæst var Einar Már Gudmundsson.

Jeg vil gerne sige tak til alle for deres store engagement og deres bidrag til at gøre arrangementet vellykket.  

Gyldendal har efter aftale med Michael Strunges familie overdraget uddelingen af Michael Strunge-prisen til Det Danske Akademi. Prisen, der har eksisteret siden 1989, og som er på 75.000 kroner, vil fremover blive uddelt i forbindelse med Det Danske Akademis årsfest, første gang i 2024. Prisen tildeles forsat en dansk forfatter for ”den svære 2’er”. Den pris glæder vi os til at arbejde med.

Vi har desværre mistet et medlem i det forløbne år. Henrik Nordbrandt døde i januar. 

Professor Elisabeth Oxfeldt fra Oslo Universitet er indvalgt som nyt medlem af Akademiet.

Således har Det Danske Akademi i øjeblikket sytten aktive medlemmer. Vi er elleve forfattere og seks forskere, ti kvinder og syv mænd. 

Thomas Boberg, Peter Laugesen, Anne-Marie Mai, Ursula Andkjær Olsen, Marianne Stidsen, Pia Tafdrup, Per Øhrgaard, Naja Marie Aidt, Cecilie Eken, Harald Voetmann, Olga Ravn, Line Knutzon, Mette Moestrup, Jesper Wung Sung, Elisabeth Oxfeldt, Lasse Horne Kjældgaard og jeg selv, Dan Ringgaard.

Som en lille præambel til prisoverrækkelsen vil jeg citere min forgænger Jens Smærup Sørensen som i sin årsberetning i anledning af Akademiets 50-års jubilæum sagde følgende:  ”Akademiet skal i de næste 50 år fortsætte med at gøre hvad det har forsøgt sig med i de første 50. Det skal virke for ”dansk sprog og ånd, især inden for litteraturen” – og især igen ved tildeling af priser. Under den antagelse, for det første, at litterær kvalitet jo nok er en arbitrær størrelse, men dog har med noget virkeligt at gøre, og noget væsentligt, og, for det andet, at Akademiet i kraft af sin sammensætning på op mod tyve forfattere, kritikere og forskere – som i øvrigt ikke behøver at være enige om andet end formålet – må kunne udpege en række af tidens betydelige forfattere. Efterhånden helst de allerfleste af dem, og så godt som uafhængigt af hensyn til litterære retninger og generationer, salgbarhed og øjeblikkelig hot- or not-ness.”

Som sekretær for Akademiet er det mig en fornøjelse at byde jer alle sammen velkommen til Akademiets årsfest 2023!