Lasse Horne Kjældgaards tale ved Det Danske Akademis årsfest den 26. november 2021
Velkommen vil jeg begynde med at sige til alle, der er mødt op her i Carlsberg Akademi til Det Danske Akademis årsfest.
Velkommen til alle, som har været med tidligere, og velkommen til jer, som er med for første gang!
OG velkommen især til dette og sidste års prismodtagere, som vi er samlet for at fejre og ønske tillykke:
til Kirsten Hastrup, modtager af Selskabets pris,
til C.Y. Frostholm, modtager af Otto Gelsted-prisen,
til Majse Aymo-Boot, modtager af Beatrice-prisen,
til Lene Kaaberbøl, modtager af Silas-Prisen
og til Naja Marie Aidt, modtager af Akademiets store pris i 2020.
Molly Balsby, som har modtaget Klaus Rifbjergs Debutantpris for Lyrik, er ikke til stede i dag, men i anledning af uddelingen vil der blive holdt en tale for poesien, sådan som fundatsen foreskriver.
*
Det er to år siden, at Akademiet sidst har holdt årsfest. Vores 60-års jubilæum sidste år kunne vi ikke fejre på grund af det daværende forsamlingsforbud.
Vi har uddelt priser, men har ikke kunnet hædre modtagerne med taler og tamtam, sådan som vi plejer.
Også derfor er det en meget stor glæde at være her igen – og være sammen med jer om at gøre noget godt for dansk sprog og ånd, især inden for litteraturen.
Nu citerer jeg fra første paragraf i Akademiets vedtægter om vores formål, som er ”at virke for dansk ånd og sprog, især inden for litteraturen”.
Hvordan gør man egentlig det?
Jeg vil mene, at man blandt andet gør det ved at blive ved med at føre samtaler med dem, der igennem tiden er lykkedes med at repræsentere og måske endda inkarnere denne ånd.
Én af dem er Poul Martin Møller, som både var digter og professor i filosofi. Han blev født i 1794, og han døde i 1838, kun 43 år gammel.
Det var der intet unormalt i. Gammel blev man ikke i guldalderen. I 1830’ernes København lå den forventelige levetid på 35 år for mænd og 39 år for kvinder. Poul Martin Møllers udødelige elev Søren Kierkegaard døde som 42-årig i 1855.
Møller døde ikke pludseligt, men efter længere tids sygdom, muligvis leverkræft. Det sidste år af sit liv kunne han ikke forelæse og var forvist til sin stue. Han var stærkt plaget af smerter, men næsten til det sidste skrev han.
Det sidste større digt han skrev, er dét, der hedder ”Kunstneren mellem Oprørerne”. Det vil jeg gerne sige lidt om.
*
Kunstneren i titlen, og hovedpersonen i digtet, er en billedhugger, som vi møder i hans atelier omgivet af skulpturer og lærlinge. Hvis man kommer til at tænke på sådan en som Thorvaldsen, er det nok ikke helt skævt.
Vi ser ham for os sammen med eleverne. Der er fred og ro. De står og arbejder koncentreret i kunstens tjeneste i deres atelier.
Man kunne kalde det for et akademi.
Men uden for atelieret er der uro. Der er folk, der larmer i gaderne, for – som det lyder i ottende strofe:
Oprørets prægtige Banner
Luften flyver stolt:
Man styrter vore Tyranner;
Man bryder Baand og Bolt.
Alt (det vil sige: allerede) Frihedens
Helte sig nærme.
Med Bøsser, Knipler og Spyd.
Lyt, hvor de modige Sværme
Synge Viser af Fryd
Der er altså revolutionsstemning i luften i gaderne udenfor. Og pludseligt kommer den indenfor.
Nogle af de bevæbnede frihedshelte bryder nemlig ind i atelieret. De vil gerne have en snak med mesteren om hans øjensynlige mangel på politisk engagement. De vil gerne gøre deres dagsorden til hans. De håner ham for hans kunstneriske leflen for overklassen og magten og for hans feje og umandige virkelighedsflugt.
En ”Qvindemand” kalder de ham.
De giver ham dog en chance. Hvis han kommer ind i kampen, kan han sone sin brøde.
Det vil kunstneren ikke, og derfor går frihedens helte i gang med at vandalisere hans værksted.
DET skulle de ikke have gjort.
Kunstneren bliver rasende. Fråde står om munden på ham. Som en Samson griber han sin kølle og går amok. Med superhelteagtige kræfter tæsker han løs på oprørerne inde i atelieret og forfølger senere dem, der flygter.
Det ender med, at han sammen med fyrstens soldater driver den oprørske pøbel helt ud af byen.
Med fyrstens øjne er det jo en heltedåd, og derfor opsøger han bagefter kunstneren for at belønne ham og hænge en guldkæde om halsen på ham.
Men det vil kunstneren heller ikke være med til. Han betakker sig for anerkendelsen – og afviser dermed igen at lade sig indrullere.
Her skifter digtet til et førstepersonsperspektiv:
I mit Værksted, det stille,
Siger jeg Verden Farvel,
Vil aldrig Dommer spille
og ei slaae Folk ihjel.
Paa mit Mindes sorte Tavle.
Ville denne Dags Bedrift
Som et Spøgelse kravle
Med den afskyeligste Skrift
Lyder altså kunstnerens svar til fyrsten. Hverken med fyrsten eller med oprørerne vil han alliere sig.
Med denne dobbelte afvisning – først af oprørerne, så af magthaveren – forsøger kunstneren at styre uden om de politiske fælder, som er lagt for kunsten i en politisk tidsalder.
Men kan han egentlig det?
Tydeligvis ikke!
Én af pointerne i Møllers digt er, at det i politiske tider er svært – ja, måske endda umuligt – at forblive u-involveret.
Kunstneren bliver en del af kampen, da han mod sin vilje går til modangreb. Det gør han for at bevare kunsten. Hvis han havde forholdt sig passiv, ville statuerne bare blive væltet og slået itu.
Kunstneren bliver, så at sige, tvunget ind i kampen af omstændighederne.
Han svarer igen – ikke med kunst, men med vrede og vold og med selvtægt.
Først bagefter opstår poesien, som en reaktion på traumet – som noget, der skal gemmes og ikke glemmes. Som ”den afskyeligste Skrift”, som der står. Det er et skrapt superlativ i guldalderens skriftsprog.
Men i afskyeligheden er der også skønhed. Vilhelm Andersen var vild med det. ”I henseende til Sprogets Skønhed og Fynd er Digtet vistnok et af de største Mesterværker i dansk Poesi”, skrev han.
Helt sikkert som en replik til Georg Brandes, der i første bind af Hovedstrømninger lovpriste Møllers digt for dets skønhed. Men samtidig, skrev Brandes, er det ”et Digt, der ved sin Loyalitet, sin æsthetiske Ligegyldighed for Omverdenens Begivenheder, sin ubegrændsede Foragt for alle Samfundsbevægelserne maler hele Epochen herhjemme”.
Guldalderen i en nøddeskal. Det ER ”Kunstneren mellem Oprørerne”. Ifølge Georg Brandes.
*
Møllers digt stiller imidlertid spørgsmål, som vi stadig kan diskutere og næppe allesammen blive enige om. Hvad er indenfor, og hvad er udenfor i Møllers digt? Hvad er kunstnerisk uafhængighed? Hvor og hvornår begynder det politiske? Hvad med sådan noget som at lave og opstille statuer?
Og hvordan kan kunstneren svare igen, når først den politiske dagsorden er sat, og kunsten bliver anskuet ud fra denne logik? Hvordan kan man afvise en dagsorden, som andre vil sætte for én?
Det politiske har en kraft over sig, som man kan blive væltet omkuld af – som af en kraftig vind.
Netop den metafor brugte Møllers elev Søren Kierkegaard i 1838, året hvor ”Kunstneren mellem Oprørerne” udkom. Der udgav han sin første bog, Af en endnu Levendes Papirer, der handlede om H.C. Andersen.
Bogen rummede en benhård kritik af Andersen. Men var der én ting, der ubetinget frydede Kierkegaard, så var det, at Andersen ikke var blevet politisk. På trods af ”al hans Omtumlen” var Andersen endnu ikke ”kommen ind under Politikens altomfattende fandenivoldske Passat”, skrev Kierkegaard til sidst i bogen.
Det er en spændstig metafor for det politiskes kraft – at den er som en passatvind, man bliver ført med af, måske uden helt at ville det.
Kierkegaard brød sig heller ikke om tidens politiske udvikling. Når han senere kaldte forfatningskampen for ”Udvorteshedens Spektakel”, kan man høre Møllers digt klinge med.
Det politiske var noget postyr, der foregik udenfor.
Og dermed kommer vi ind på dét, som oprørerne kæmper for. De kæmper jo imod enevælde, og de kæmper for demokrati og frihed.
Det gjorde Møller og Kierkegaard ikke. De brød sig ikke om, at politiske spørgsmål i stigende grad optog offentligheden. Det var en ulykke, skrev den helt unge Kierkegaard (i en polemik imod Orla Lehmann), at man havde opgivet interessen for "Æsthetik og Livets høiere Formaal" til fordel for politik.
Kort sagt: Hvis det havde stået til disse fantastiske guldalderforfattere, var folkestyret ikke blevet indført. Også dét kan man tænke over – og tale med den dødsmærkede Poul Martin Møller og hans digt om.
*
Dansk sprog og ånd, især inden for litteraturen, er blevet drøftet af Det Danske Akademi på i alt fem ordinære møder og tre ekstraordinære møder i løbet af de forgangne to år.
På trods af restriktioner har vi udført vores sædvanlige prisuddelinger, både i 2020 og 2021.
Desuden har vi arbejdet på at opdatere og styrke vores digitale profil. Akademiets gamle hjemmeside vil snart blive kørt på Teknisk Museum og erstattet af en ny, der bl.a. rummer et komplet arkiv over Akademiets taler helt tilbage fra grundlæggelsen i 1960.
I februar 2020 arrangerede Akademiet et møde med tre unge forfattere, der alle havde vundet litterære debutantpriser: Molly Balsby, Marie-Louise Hansen og Amalie Langballe. De læste op fra deres debutbøger og deltog i samtaler med forfatterne i et offentligt møde på Karen Blixen Museet.
Den sidste weekend i oktober 2020 afholdtes det årlige forfattermøde på Rungstedlund, hvor deltagerne, foruden Akademiets aktive medlemmer, var forfatterne Dorrit Willumsen, Kirsten Thorup, Peter Poulsen, Claus Handberg, Søren Fauth, Sidsel Falsig Pedersen, Maren Uthaug, Kasper Ralsted Jensen, Erik Trigger, Ursula Scavenius, Signe Gjessing, Molly Balsby, Harald Voetmann, Juliane Preisler, Asta Olivia Nordenhof, Theresa Salomonsen, Cecilie Eken, Palle Sigsgaard, Kasper Kaum Bonnen, Peter-Clement Woetmann og Svend Åge Madsen, som er passivt medlem af Akademiet.
Den sidste weekend i oktober 2021 afholdtes igen det årlige forfattermøde på Rungstedlund, hvor deltagerne, foruden Akademiets medlemmer, var forfatterne Anders Abildgaard, Charlotte Weitze, Christina Hesselholdt, Fine Gråbøl, Glenn Bech, Hanne Højgaard Viemose, Jens Kæmpe, Kirsten Thorup, Maria Hesselager, Mikael Josephsen, Nikolaj Zeuthen, Rakel Haslund-Gjerrild, Sissel Bergfjord, Thøger Jensen og Sofie Jama. Monika Fagerholm deltog som nordisk gæst.
Det Danske Akademi har sammen med Deutsche Akademie für Sprache und Dichtung været protektor for en 600-siders tosproget antologi af dansk lyrik i tysk oversættelse, som er udkommet på forlaget Hanser i München i 2020 og præsenteret ved en række arrangementer i Tyskland og Danmark, bl.a. på Louisiana Museet.
Endelig har en række af Akademiets medlemmer deltaget i litterære arrangementer, dels på Karen Blixen Museet, dels i andre sammenhænge.
*
Internt er der sket meget over de sidste par år. Det Danske Akademi har siden sidst mistet otte aktive medlemmer:
Suzanne Brøgger, Ida Jessen, Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen har meldt sig passive.
Jens Smærup Sørensen og Astrid Saalbach har meldt sig ud.
På sidste septemberdag sidste år døde Pia Juul. Både i dansk litteratur og i Akademiet var hendes stemme stærk og uerstattelig.
Godt to måneder senere døde Torben Brostrøm, Akademiets ældste medlem både i alder og anciennitet, og en institution i dansk litteraturkritik i det 20. århundrede.
Heldigvis har Akademiet også fået nye medlemmer: Naja Marie Aidt, Cecilie Eken, Harald Voetmann, Olga Ravn – og senest Dan Ringgaard – er blevet valgt ind. Nu er vi i sandhed Det dan’ske akademi.
Således har Det Danske Akademi for indeværende 15 aktive medlemmer. Foruden de fem netop nævnte er det: Thomas Boberg, Peter Laugesen, Jørn Lund, Anne-Marie Mai, Henrik Nordbrandt, Ursula Andkjær Olsen, Marianne Stidsen, Pia Tafdrup, Per Øhrgaard og Lasse Horne Kjældgaard, der er Akademiets sekretær.
Og som Akademiets sekretær er det netop nu mit privilegium at byde jer alle sammen velkommen til årsfesten!