Jens Smærup Sørensens tale ved Det Danske Akademis årsfest den 26. november 2010

Velkommen til årsfest i Det Danske Akademi. Vi skal om lidt overrække 4 priser til 4 forfattere: Otto Gelsted-prisen til Ursula Andkjær Olsen, Beatrice-prisen til Katrine Marie Guldager, Klaus Rifbjergs debutantpris for lyrik til Eva Tind Kristensen, og Den Store Pris til Jørn Riel.

Det Danske Akademi fejrer i dag sit 50-års jubilæum, og tiden kunne vel så siges at være inde til at forklare, hvad vi skal med det. Hvad er dette akademi overhovedet til for, og har det noget fornuftigt at udrette?

Nej – den slags spørgsmål har tiden naturligvis være inde til at besvare lige fra begyndelsen. Det var i månederne op til stiftelsen den 28. november 1960 endda nødvendigt at fremlægge en passende begrundelse for forehavendet, og ikke kun fordi man helst skulle sikre sig en smule støtte fra staten, men også for at overtale tilstrækkelig mange til at blive medlem.

Karl Bjarnhof var den ivrigste fortaler, og med sig havde han en tre-fire andre, men de skulle jo nok være ikke mindre end tolv for at kunne kalde sig et rigtigt akademi. Han henvendte sig da til alle litterære storheder, og hvis ikke de lod sig lokke alene af invitationens indbyggede smiger, stod han parat med argumenter, og det siger sig selv: argumenter af ædel art. Er det ikke sådan – kunne han spørge – at vi lever i en tid hvor forfattere kommer på finansloven efter bare politiske kriterier? Har vi ikke brug for en uafhængig institution der ved prisbelønninger udelukkende tager hensyn til den litterære kvalitet? Og er det ikke åbenlyst at man her i efterkrigstiden opretter store stipendier til forskere inden for naturvidenskaberne, mens man nu lader litteraturen, det danske sprog og tankens klarhed fuldkommen i stikken?

Joh. Måtte man sige. Det kunne vel sådan set være rigtigt nok. Alligevel var der for mange der tøvede med at sige ja til medlemskabet. Bjarnhof måtte ty til mindre ædle midler for at få gang i sit akademi. Han foranstaltede et veritabelt kup.

Det kunne Thorkild Bjørnvig fortælle om ved Akademiets 25-års jubilæum i 1985. Bjørnvig havde haft svært ved at acceptere at et akademi sådan selvbestaltede sig. Var dog så gået med til at deltage i et – muligvis – stiftende møde. Men inden dette møde nåede at finde sted, bestemte Bjarnhof sig for at slå til. Han udsendte en pressemeddelelse om at Det Danske Akademi nu allerede var stiftet. Bjørnvig hørte det i Radioavisen, også at han selv var ét af dets tolv medlemmer, og han blev, med sine egne ord, lamslået og rasende.

Forbitrede blev også andre ufrivillige medlemmer: H. C. Branner, Kjeld Abell, Karen Blixen og Knud Sønderby. De fem førte mange telefonsamtaler om hvad de nu skulle stille op – alt i mens de i fællig våndede sig under den latter, der samtidig rungede over hele landet. Aviserne blafrede af hidsig forargelse og den herligste morskab over disse forfattere der havde udnævnt sig selv til at være ’udødelige’. Og Bjørnvig satte sig ned og tænkte. Og da han var færdig med det, ringede han igen rundt til de andre og sagde, at nu de var blevet til grin ved at have stiftet det her akademi, så ville de blive endnu mere til grin ved straks igen at opløse det, og deres eneste tænkelige udødelighed ville således bestå i at blive udødeligt til grin.

Og dermed var Det Danske Akademi fra at være et mediestunt blevet en realitet. På det stiftende møde, hvor alt altså på forhånd var afgjort, undskyldte Bjarnhof på forskellig vis sin intrige. Dels var nyheden om Akademiet vist allerede sluppet ud, og så havde det været bedst med det samme at stå frem og sige det som det ’var’. Og dels gik der rygter om at også Forfatterforeningen havde planer om at danne et akademi, med hele tredive medlemmer, og de skulle oven i købet vælges på demokratisk vis, og det havde ikke mindst af den grund været vigtigt at komme dem i forkøbet.

De fleste af medlemmerne var uden tvivl mere eller mindre demokratisk sindede, men de kunne dog hurtigt blive enige om at en demokratisk valgt forsamling på tredive mennesker næppe ville være en meget sikrere garant for hævdelsen af kvalitet i litteraturen end de rigtige politikere hidtil havde været. Og kunne dette selvbestaltede akademi så være det?

Næppe noget nær til fuldkommenhed; kunstnerisk kvalitet kan aldrig afgøres, aldrig endeligt og indiskutabelt. Men antagelsen var at en gruppe af forfattere, der alle selv havde præsteret anerkendte værker, suppleret med erfarne litteraturkritikere og velmeriterede forskere, at de tilsammen måtte være i stand til at udpege vigtige bøger og forfatterskaber, uden at listen over prismodtagere senere hen ville komme til at tage sig helt og aldeles forfejlet ud. Så meget desto mindre som ingen afgørelse skulle kunne træffes alene ud fra de senere så fremherskende mavefornemmelser. Forud for enhver prisuddeling måtte der foreligge en skriftlig indstilling, og alle kandiderende forfatterskaber skulle drøftes på mindst to møder, inden et valg kunne træffes.

Således vedtaget. Og latteren over landet lagde sig så småt da Akademiet året efter for første gang uddelte Den Store Pris – til den på én gang oversete og højt estimerede Knuth Becker.

Hvor gammeldags det end kunne lyde med et litterært akademi, opstod Det Danske Akademi i en tid hvor Danmark blev moderne. Netop i 1960 stod landet midt i et omfattende økonomisk og kulturelt opbrud, der skulle også i familie- og arbejdslivet gøres op med megen tradition, findes nye måder på stort set det hele, og politikerne ledte energisk efter farbare veje mod en fremtid, der funklede i det ikke længere så ganske uopnåeligt fjerne. De kom da også på den tanke at litteraturen måske kunne bidrage med noget – ligesom man for flere århundreder siden havde tænkt sig det i Frankrig og Sverige da man dér havde haft brug for at styrke en national autoritet og med dette for øje oprettede akademier.

Her omkring 1960 drejede det sig om nogenlunde det modsatte: Folket skulle frigøres, de skulle være medborgere, der tænkte hver sit og kunne tage selvstændige initiativer. De skulle også i moralsk forstand være herrer i deres egne parcelhustilværelser, og allerede i årene umiddelbart efter krigen var forfattere trådt til med vejledende eksistentielle overvejelser, af en slags som de fleste førhen havde villet høre i kirken. Og nu var en yngre generation trådt frem, modernisterne, kaldte de sig med al ret, og de så ud til at have mod på alt hvad der var nyt, de skilte sig gladeligt af med den gamle verdens mulne forestillinger, de kastede sig grådigt over alle de muligheder som den stærkt accelererende velstand gav for hidtil usete grader af personlig frihed. Og de opfangede i det samme nogle faresignaler. I mange af deres værker skrumpede enhver begejstring for moderniteten snart under voldsomme udladninger af skepsis og kritik, af ubehag og afsky over for velfærdsdrømmens flade virkeligheder.

Statsminister Viggo Kampmann mente at det alt sammen var godt. Der var brug for nedbrydning af forældede hierarkier og for åbninger mod en individualistisk selvforvaltning, men også for skarp opmærksomhed på de finker der måtte ryge af panden. Det samme mente Julius Bomholt i det nyetablerede Kulturministerium. Kunst og kultur skulle der til, og den idé manifesterede sig først og fremmest i oprettelsen af Statens Kunstfond, men den kom også straks Det Danske Akademi til gode. Kampmann sikrede det en årlig støtte, så det havde penge til møder og frimærker, og frem for alt til Den Store Pris, og han udtalte at det snarest muligt burde på Finansloven, for så ville både Kulturministeriet og Akademiet slippe for de årlige ansøgninger. Nu har akademier rundt omkring vist sig at kunne blive meget gamle, og det danske kan med sine kun 50 år på bagen ikke hævde at fristen på ’snarest muligt’ allerede skulle være udløbet. Men dermed jo stadig bevare troen på at det snarest vil ske.

Det kan endda forklares at tiden til det måske ikke helt har modnet sig. Dels modtog Akademiet i sine første år flere donationer fra private fonde, og det kunne, så længe renteniveauet lå højt, og med sine beskedne vaner, klare sig uden at bede Kulturministeriet om ret meget. Dels faldt temperaturen i forholdet mellem kunsten og statsmagten brat igen. Omfavnelsen varede nok kun et øjeblik, og blev der således tale om en stakket glæde, så måtte der nu bødes i mange år. I midten af 60’erne var der skatteydere der rejste en heftig protest mod statens støtte til en kunst, som ofte ikke faldt i flertallets smag, og det var en protest der i let varierede versioner har kunnet høres lige siden. Indimellem så tydeligt at også politikere kunne føle trang til at istemme, men de fleste har dog endnu ikke – endnu ikke! må besværgelsen lyde – givet efter for den. Kunststøtten har bare, efter sin første frejdige entré, fået lov til at liste omkring i kulisserne. Hvad der jo slet ikke har hindret den i at opfylde sine formål.

Men vældig meget andet end rindalismen har bevirket at litteraturens rolle i samfundslivet fra 1960 til 2010 er blevet hårdhændet beskåret. Kunne den i en gylden stund tage skikkelse af den frelsende engel, så må den nu nøjes med i bedste fald at give den som en lille djævel. I 1970’erne fuldførtes et opgør med det man havde kaldt borgerlig dannelse, og som indebar at skolebørn fik kendskab til klassikerne, og at voksne mennesker, der havde gået længe i skole, stadig kunne huske, hvem der havde skrevet de kanoniserede værker og sjældent satte spørgsmålstegn ved deres uvisnelige værdi. Denne lærdom måtte nu vige for en længe forsømt forskning i massekulturen, i ugebladsnoveller og tegneserier, og hvad der hidtil havde heddet triviallitteratur fik snart status som mainstream, mens alt hvad man endnu i 60’erne havde opfattet som litteraturen, så småt blev udgrænset som fin, det vil sige strengt taget overflødig. En tendens der i 80’erne og uafbrudt siden er blevet forstærket af en verdensfjern tiltro til markedet og dets evne til at fremme gode produkter på bekostning af dårlige, også når det gælder kunst og litteratur.

En neomarxistisk stud kom således til at gå i spand med et nyliberalistisk æsel, de kunne trække på samme hammel, og satte vi ikke os alle sammen op i vognen, er vi blevet slæbt af sted bag efter den. Og hvor langt er vi så nået frem? Foreløbig til et medieland hvor stjerner og hjerter i lige mængde kan tilfalde et klassisk mesterværk og et kækt stykke livsstilslitteratur, og hvor bøger der hjælper læserne med at glemme deres tilværelse stilles på linje med bøger, der gør det muligt for dem at forholde sig til den.

Når litteraturen er bedst, gør den på én gang begge dele: løfter læseren op over hendes jeg og fører hende dybere ned i det, tilvejebringer i samme bevægelse glemsel og erindring. Sådan en litteratur skrives naturligvis også i dag. Den opstår af stærkere drifter end nogen tidsånd, den lader sig hverken styre af ideologier eller nok så mange penge, den er aldrig i livet til at standse. Og den kan i morgen måske pludselig rejse sig som en frådende bølge midt i konsumlitteraturens brakvand. Men lige nu og indtil videre, altså, er alt, alt for meget af den fine litteratur trængt ud i margenen af offentlighedens interessefelt.

Og hvad kan Det Danske Akademi så gøre ved dét? Det er jo åbenlyst at det i takt med fremmarchen af ovennævnte forspand har mistet x-faktor. En vis pli hindrer os i at lappe på tabet med en opremsning af eventuelle fortjenester – vi kunne, for eksempel, have nævnt de årlige forfattermøder, som snesevis af forfattere har været glade for at deltage i. Vi skal heller ikke polemisere mod journalister eller redaktører der endnu ikke har aflagt den foragt for det såkaldt elitære, der kom på mode i deres ungdom, og derfor måske kun i notitser vil omtale tildelinger af den højeste litterære udmærkelse her i landet, Det Danske Akademis Store Pris. Vi konstaterer blot at Akademiet ved sit jubilæum vækker så sparsom opmærksomhed i offentligheden at det næppe engang, som da det blev stiftet, kan blive ordentligt til grin.
Næppe heller hvis jeg sagde, hvad jeg nu siger: Akademiet skal i de næste 50 år fortsætte med at gøre hvad det har forsøgt sig med i de første 50. Det skal virke for ”dansk sprog og ånd, især inden for litteraturen” – og især igen ved tildeling af priser. Under den antagelse, for det første, at litterær kvalitet jo nok er en arbitrær størrelse, men dog har med noget virkeligt at gøre, og noget væsentligt, og, for det andet, at Akademiet i kraft af sin sammensætning på op mod tyve forfattere, kritikere og forskere – som i øvrigt ikke behøver at være enige om andet end formålet – må kunne udpege en række af tidens betydelige forfattere. Efterhånden helst de allerfleste af dem, og så godt som uafhængigt af hensyn til litterære retninger og generationer, salgbarhed og øjeblikkelig hot- or not-ness.

På Akademiets lister over prismodtagere skal man kunne finde forslag til læsning som er stærkere, sjovere, rækker højere og stikker dybere, og først og fremmest er smukkere og mere originalt skrevet end langt det meste af det, alle de andre lige for tiden læser. Eller sagt på en anden måde: Hver gang en læser brækker sig efter en overdosis af hyggefisende splatterhistorier og andre boglige bedøvelsesmidler, skal Det Danske Akademi stå parat med et glas vand. Meget mere har vi for resten jo heller ikke råd til at byde på.

Hertil må nu –sluttelig – føjes at vore økonomiske vanskeligheder for nylig er blevet delvist afhjulpet. Det kulturministerielle tilskud til Akademiets drift er, efter mange års beklagelige stabilitet, blevet forhøjet, og det er sket i forbindelse med en aftale, hvorefter vi har påtaget os et nærmere samarbejde med Dansk Sprognævn. Også den side af sagen har vi god grund til at være tilfredse med. Og herom vil I få meget mere at høre til næste år, den 25. november 2011.

Vi har stadig problemer med renteafkastet af flere af de fonde, der ligger til grund for priserne, og det har været nødvendigt at udsætte nogle tildelinger. Vi kan i dag kun takke Bikubenfonden for at den med et støttebeløb på 50.000 kr. alligevel har gjort det muligt at overrække Beatrice-prisen her i dag. Vi har tidligere på året desuden fra Kunstrådet modtaget støtte til en modernisering af vores hjemmeside. Den er nu blevet rigtig nydelig og nem at finde rundt på, og I vil for eksempel også i løbet af få dage kunne finde de taler, vi holder for prismodtagerne i eftermiddag.

Det hjælper endelig også på kassebeholdningen at de musikalske indslag her ved årsfesten besørges af nogle af vore egne, Suzanne Brøgger og Benny Andersen. De to ville spille på flygelet. En firehændig håndsrækning som alle vi andre vil takke dem for, så meget desto hjerteligere som vi har ønsket os at høre på netop dem. I første omgang bliver det nu Benny Andersen alene mand.