Dan Ringgaards tale ved Det Danske Akademis årsfest den 29. november 2024

Velkommen til Blox. Især velkommen til dem som vi er samlet for at give priser og ønske tillykke. Det gælder Solvej Balle som modtager Det Danske Akademi store pris, Maja Lee Langvad der modtager Otto Gelsteds mindelegat, Amina Elmi som modtager Klaus Rifbjergs debutantspris, og Sidsel Ana Welden Gajardo der modtager Michael Strunge-prisen. Det er første gang i år at Akademiet uddeler Michael Strunge-prisen. Særlig velkommen til til Ingrid Carlberg og Anne Swärd fra Svenska Akademien som er med i dag. Velkommen alle sammen til Det Danske Akademis årsfest. 

*

I Frances O’Connors biopic Emily fra 2022 findes en scene hvor Brontë-søstrene, deres bror og kappelanen leger en selskabsleg. Det er aften, og de sidder omkring et bord med en hvid porcelænsmaske mellem sig. Den der tager masken for ansigtet, skal forestille en person som de andre så skal gætte. Emily vægrer sig ved legen, men de andre mopper hende så hun til sidst griber ud efter masken. Da det går op for dem at hun har taget skikkelse af deres afdøde mor, skifter stemningen. Moren, eller Emily bag masken, taler nu til sine børn fra det hinsides som var det en seance. Alle omkring bordet er skræmte, også Emily. Blæsten som er føget over Yorkshires mørke vidder, slår vinduerne op, ruderne klirrer og lamper vælter – lige indtil kapellanen tvinger masken af Emily.

Scenen handler om litteraturens magt. Om maskens magt. For de andre, de fjantede unge mennesker omkring bordet, er masken en illusion og et legetøj. For Emily er masken illusion og virkelighed og derfor anledning til fiktion. Det øjeblik Emily griber masken, griber hun muligheden for at sige sandheden igennem illusionen. Effekten er som sagt voldsom. Hendes søskendes fortiede følelser over for den for tidligt afdøde mor og deres indsigt i egne svigt og svagheder formelig sprøjter ud over bordpladen. Kun kappelanen, som aldrig har kendt moren, kan sætte en stopper for galskaben. Når Emily kan gøre hvad hun gør, skyldes det to tilsyneladende modsatte egenskaber hos hende: kærlighed til sandheden og en løbsk fantasi. Hun lader sig gribe af masken velvidende at det er en maske. På en og samme tid ved hun og glemmer hun at den person hvis ansigt og krop hun overtager, ikke findes. 

Her bør jeg tilføje at vi er ude på landet i England i begyndelsen af 1840’erne. Tiden er romantisk. Lillebror Brontë er opfyldt af den franske revolution og Lord Byron. Det er litteraturens storhedstid, ifølge den tyske medieforsker Friedrich Kittler. Som mediet for fornuft og følelse har litteraturen nået sit stormfulde højdepunkt. Så hvad med i dag? Har masken fået en anden lyd? Har litteraturen som medie mistet noget af sin magi?

Jeg tillader mig at scrolle videre i rækken af streamingtilbud. Disclaimer er en psykologisk thriller og tv-serie af Alfonso Cuarón fra i år. En prisbelønnet kvindelig dokumentarist får tilsendt en roman som fortæller historien om en affære hun skulle have haft med en ung mand i Italien for tyve år siden. Den unge mand døde da han ville redde hendes femårige søn fra at drukne. Det er hans far som har udgivet romanen. Han fandt manuskriptet blandt sin afdøde kones efterladenskaber og hævner sig nu ved at lade de spegede begivenheder fra dengang sive til kvindens mand, søn og arbejdsplads. Jeg skal forsøge ikke at plotspoile (min stavekontrol foreslår plastfolie for plotspoile), men problemet er – naturligvis – at romanen ikke fortæller sandheden. Den er skrevet af en mor formørket af sorg og hævntørst. Det forhindrer imidlertid ikke alle i dokumentaristens nærhed i at tage hvert ord i romanen for pålydende. Da der først er etableret en lighed mellem romanens hovedperson og kvinden, antager alle at der er tale om identitet og om virkelige begivenheder. Det gælder et stykke ad vejen også tv-seerne. 

Den unge mands far, en pensioneret engelsklærer, holder af at sige at den gode forfatter afslører den dybere sandhed gennem sin løgn. At den poetiske licens står i sandhedens tjeneste. Det er på den ene side åbenlyst forkert, viser det sig: Tingene skete ikke som de bliver fortalt i romanen, og kvinden er ikke skyld i alt hvad romanen hævder. Hun er tværtimod ofret, må vi formode. På den anden side har han ret så langt at kvinden ikke er helt uden skyld i det der skete, og den omstændighed at hun undlod at fortælle den ubehagelige sandhed fik konsekvenser for alle involverede. Hertil skal lægges at romanen virker som et sandhedsserum på kvindens omgivelser. Den udstiller deres opportunisme, bekvemmelighed, skrøbelighed og ressentiment. 

Man kan kritisere romanens læsere for ikke at kunne skelne mellem fantasi og virkelighed, mellem masken og mennesket. Så langt kan serien læses som et kritisk indlæg i de mange debatter som er opstået i kølvandet på autofiktion og andre virkelighedsnære fiktioner. Men vi må tilføje to forhold. For det første at løgnen (ikke fiktionen, men løgnen i fiktionen) faktisk afslører sandheden, ikke om begivenhederne dengang, men om hvem kvinden og de mennesker der omgiver hende egentlig er, inklusive de værste sider af den unge mand og hans far og mor. Og for det andet at uanset romanens sandhedsgehalt så virker den. Den har magt til at omstøde liv.

Måske er litteraturens forhold til sandheden ikke så enkel som det så ud den (fiktive) aften i Haworth for små to hundrede år siden. Er Emily, som de andre havde gjort grin med og som var den mærkelige søster, ikke også ude på hævn? Nyder hun ikke at drive sine søstre til fortvivlelse? Og er det sandt hvad hun siger om dem bag sin mors maske? Uden kærlighed til sandheden (og til moren) og uden fantasiens og tankens frihed kan det alt sammen være ligegyldigt. Klart nok. Men sandheden bliver aldrig sig selv igen efter mødet med fantasien. Det bliver den ikke fordi den aldrig har været sig selv i andet end faktuel forstand. Sandheden er ambivalent. Siger litteraturen. Og den kan sige det med maksimal effekt fordi den siger det igennem en maske. 

Litteraturens kulturelle status er ikke hvad den var på Brontë-søstrenes tid. Men den enkelte bog, den enkelte tekst magter stadig det den altid har magtet: At rokere om på vores virkelighed, sætte ideer i hovedet på folk og sende gys igennem kroppen. Og at udtrykke den ambivalente sandhed, maskens sandhed. Den magt og den sandhed er vigtigere end nogensinde fordi sandheden trues med at drukne i information, forfalde til kendsgerninger, udarte til holdninger eller helt forsvinde i falske nyheder. 

*

Så meget desto mere ærgerligt at Akademiet igen i år i en udtalelse har måttet advare imod den afvikling af sendelektorordningen som fandtes i regeringens forslag til finanslov. Det Danske Akademi er sat i verden for at “virke for danske sprog og ånd, især inden for litteraturen”. Det samme har de danske sendelektorer gjort siden 1937. Vi mangler stadig bare ét argument for hvorfor denne billige men effektive falanks for dansk kultur, sprog og litteratur på universiteterne rundt omkring i verden skal slagtes. I en anden udtalelse har Akademiet advaret imod at regeringen i samme finanslovforslag ønskede at afskaffe støtten til opretholdelse af de klassiske sprog som studieretning på STX. Forslaget lægger sig i forlængelse af en sørgelig tendens i gymnasieskolen såvel som på universiteterne til at reducere viften af fremmedsprog. Resultatet er kulturelt, historisk, sprogligt og litterært armod. Vi glæder os over at begge forslag blev taget af lovforslaget.

*

I det forløbne år har Akademiet holdt fem ordinære møder. På møderne har vi blandt andet truffet beslutning om årets prisuddelinger. 

Per Øhrgaard er blevet genvalgt som prosekretær. 

Akademiet har indledt et samarbejde med Dansk Sprognævn omkring dets årlige festival Sprogense, ligesom vi i år som i de foregående år har støttet årsmødet hos Den litterære institution USS.

Akademiet har igen i år holdt forfattermøde i sidste weekend af oktober, i år igen arrangeret af Peter Laugesen og Naja Marie Aidt. 

På mødet deltog Anne Lise Marstrand Jørgensen, Arne Herløv Petersen, Dorthe Nors, Emeli Bergman, Haidar Ansari, Josefine Klougart, Julie Steen Knudsen, Kim Blæsbjerg, Knud Steffen Nielsen, Lone Hørslev, Louise Juhl Dalsgaaard, Malte Tellerup, Muniam Alfaker, Peter Adolphsen, Peter-Clement Woetmann, Rasmus Nikolajsen, Sebastian Nathan, Sissel Bergfjord og Ulrikka S. Gernes, samt medlemmer af Akademiet. 

Jeg vil gerne sige tak til alle for deres store engagement og deres bidrag til at gøre arrangementet vellykket.  

Det Danske Akademi har ikke optaget nye medlemmer i år. Akademiet har således sytten aktive medlemmer. Vi er elleve forfattere og seks forskere, ti kvinder og syv mænd. 

Thomas Boberg, Peter Laugesen, Anne-Marie Mai, Ursula Andkjær Olsen, Marianne Stidsen, Pia Tafdrup, Per Øhrgaard, Naja Marie Aidt, Cecilie Eken, Harald Voetmann, Olga Ravn, Line Knutzon, Mette Moestrup, Jesper Wung Sung, Elisabeth Oxfeldt, Lasse Horne Kjældgaard og jeg selv, Dan Ringgaard.

Som sekretær for Akademiet er det mig en glæde at byde jer velkommen til Akademiets årsfest 2024!