Søren Ulrik Thomsens tale ved Det Danske Akademis årsfest den 24. november 2017
Velkommen til Det Danske Akademis årsfest 2017.
En særlig velkomst til årets prismodtagere: Kristian Bang Foss, som får Beatrice Prisen, Pil Dahlerup, der tildeles Selskabets Pris, Christian Lollike, som modtager Otto Gelsted Prisen og Cecilie Eken, der får Silas Prisen. En særlig velkomst også til Per Qvale fra Det Norske Akademi og til hans hustru Anne Elisabeth Qvale. Og igen: Velkommen til alle jer andre, som har fundet vej til denne begivenhed.
Da dagbladet Aktuelt i 1962 meddeler, at Villy Sørensen bliver årets modtager af Akademiets Store Pris, kan avisen - ledsaget af et foto af samtlige akademimedlemmer - desuden berette, at Akademiet har holdt møde og har skullet vælge to nye medlemmer efter Karen Blixens og Agnes Henningsens død: "Tove Ditlevsen og Aase Hansen har været nævnt som kandidater, men efter mødet udsendtes en bulletin om, at der endnu ingen afgørelse er truffet. Den er udskudt til næste møde…", skriver bladet.
En sådan interesse kan Akademiet ikke regne med i dag, for alene indenfor de seneste 20 år er den litterære offentlighed ændret radikalt. I min ungdom udspillede litteraturdebatten sig i nogle få aviser, i f.eks. Gyldendals tidsskrift Kritik, i et ugentligt radioprogram og til tider en tv-udsendelse, mens den i dag er atomiseret i en uoverskuelighed af suboffentligheder i form af internettidsskrifter, blogs og opslag på sociale medier. Det er ikke tilfældigt, at jeg bruger ordet uoverskuelighed, for dels har jeg slet ikke overblik over denne nye vidtforgrenede kultur af litteraturplatforme, der med et klik forbindes med andre fora over hele verden, og dels er en person på min alder måske heller ikke den, der mest præcist kan karakterisere, hvad der sker. Men muligvis kan udviklingen anskuet fra mit aldrende perspektiv alligevel afføde et par pointer.
Havde den gamle litterære offentlighed fra før internettets tid dén fordel, at den, netop fordi den udspilledes på så få scener, kunne skabe et fokus ved sætte dagsordenen for fælles debatter, som – om ikke alle – så dog rigtig mange læsere deltog og orienterede sig i, så havde den også centraliseringens ulemper. Nemlig, at de dominerende litterære strømninger langt hen ad vejen også virkelig var dominerende, og at forfatterskaber, der begav sig i andre retninger end dem, som var anerkendt af det for tiden siddende parnas, blev marginaliserede til køkkenbordsforlag og subkulturer, hvis stemmer ikke rigtig havde vægt i samtalen, som så altså heller ikke var mere fælles. Kan vi altså på den ene side beklage at have mistet et fokus for de litterære debatter, er det alligevel nok de færreste, som ønsker sig tilbage til en tid, hvor et lille miljø og et kanoniseret litteratursyn – aldrig fuldkommen enerådende og uden strid, men dog i vid udstrækning - kunne sætte dagsordenen.
Den situation er utænkelig i dag, hvor internettet har betydet så udstrakt en demokratisering, at helt uforudsigelige stemmer langt fra alle hellige haller pludselig gør sig gældende, hvad der kun kan betragtes som en berigelse og en udvidelse. Og ikke nok med dét, for samtidig betyder internettet også, at vidt forskellige litteratursyn, i stedet for successivt at føre ordet, eksisterer side om side, og finder der selvfølgelig og nødvendigvis som altid fadermord sted på den foregående generations helte og litteratursyn, lever de dræbte dog videre i bedste velgående på et internet, der er stort og uregerligt nok til ikke at lade sig styre af den slags småkrusninger på litteraturhistoriens store hav.
Men ligesom tidligere tiders mere centraliserede litteraturverden havde både fordele og ulemper, hænger de indlysende herligheder ved den nye internetoffentlighed sammen med selvsamme medies skyggesider. For samtidig med, at langt flere forfattere fra et meget bredere spektrum af måder at skrive på kommer til orde, er der også en tendens til, at de går til bunds i den endeløse verden af knopskydende medier. Når jeg i dag siger ja til at holde et foredrag, glemmer jeg hver gang, at der i halen på en enhver opgave følger en strøm af andre forpligtelser: Live-optagelse på mobiltelefonen efterfulgt af interviews og fotosessions, som skal postes på hjemmesider og sociale medier, flere og flere medieopgaver med stedse mindre og stadigt korterevarende effekt i en verden, hvor stadigt flere aktører taler i munden på hinanden og dog i hvert sit verdenshjørne. Er det med internettet blevet muligt for nye forfattere at blive set, er det samtidig en offentlighed så bundløs, at de også hurtigt kan blive usynlige; er der her ideelle betingelser for vidt forskellige litteratursyns overlevelse, kommer de også let til at leve i hver sin boble uden i fælles mødesteder for alvor at blive udfordret af andre måder at anskue litteraturen på.
Lad mig fra musikkens verden nævne et eksempel på segmenteringens glæder og sorger. Danmarks Radios P2 Klassisk og P8 Jazz er blandt mine fortrukne, og her lærer jeg nyt af eksperter, der virkelig ved, hvad de taler om, og her præsenteres jeg for jazz og for klassisk musik, jeg ikke kender. Men netop på grund af denne høje grad af specialisering vil jeg her heller aldrig pludselig støde på en smuk country-ballade eller en frapperende rap, der er henvist til hver sin ghetto af en kanal, hvor jazz og klassisk til gengæld er no go, modsat min barndoms rodebutikker af uforudsigelige musikprogrammer, hvor lytterens musikalske og kulturelle fordomme blev udfordret og sat på prøve.
Og næsten uanset, hvorhen jeg vender blikket, synes jeg at se et lignende fikserbillede af gode og dårlige sider ved udviklingen: På Københavns Hovedbibliotek spiller bøgerne desværre en langt mere tilbagetrukken rolle end tidligere, og gennem vinduerne ude fra Krystalgade ser man ikke længere ind i en af de magiske og stemningsfulde verdener, der kun opstår, når der er fristende bøger på alle vægge, men derimod, som alle steder i dag, en masse mennesker bøjet over deres transportable computere. Men før man henfalder til kulturpessimisme, skal man huske, at internettet, som ganske vist har en evne til på én gang at slavebinde og sprede opmærksomheden for alle vinde, samtidig er en kolossal dannelsesmaskine, et gigantisk arkiv, hvor kultur, som ellers ville gå til grunde, både overlever og er inden for enhvers rækkevidde. Da jeg sammen med en ven drøftede vores fælles lidenskab for Alfred Hitchcocks Vertigo, fortalte han, at der er tale om en filmatisering af en fransk roman fra 1954, som internettet kunne oplyse igen er inspireret af en symbolistisk roman fra 1892, Bruges – la – morte, skrevet af belgieren Georges Rodenbach, som jeg aldrig havde hørt om, men hvis bog, jeg hurtigt fik bestilt og bragt til døren, og om hvem det alvidende internet fortalte, at han kunne minde om nutidens W.G.Sebald, som jeg netop sidder og læser.
Og samme dobbelthed af noget, som er tabt, og noget, der er vundet, ser jeg mange andre steder: På den ene side får papiraviserne færre læsere og kæmper for overlevelsen, på den anden side er deres kulturstof mange steder langt bedre, mere vidende og dybtgående, end jeg husker fra 70ernes aviser: På den ene side lukker den ene boghandel efter den anden, på den anden side bugner de tilbageværende af nyoversatte klassikere og avanceret ny litteratur, ofte hentet hjem fra udlandet af små forlag og introduceret af unge litterater, og dét i et omfang og en kvalitet, som jeg heller ikke husker fra tidligere, ligesom mængden af kvalificerede kulturarrangementer i landets både større og mindre byer er næsten lige så uoverskuelig som internettet. Og selvom underviserne klager over, at niveauet er faldet i takt med, at gymnasiet er blevet en masseuddannelse, og skønt universitetsfolk kan fortælle, at de studerende mest interesserer sig for den allernyeste litteratur, tror jeg alligevel, at den højnede kvalitet, jeg iagttager i kulturlivet, i aviserne og på bogmarkedet, skyldes, at så mange mennesker i dag introduceres til litteraturen, billedkunsten og kulturen i det hele taget i deres gymnasieår, og her har vi, foruden internettet, for mig at se en anden vigtig faktor i demokratiseringen af kulturlivet. Kombinerer man dette faktum med et andet, nemlig, at der stort ikke længere produceres varer i Danmark, hvorfor flere og flere mennesker rykker over i den ene eller anden form for symbolproduktion, bliver det også klart, hvorfor så mange unge mennesker i dag ønsker og får mulighed for et liv i kulturens tjeneste, hvad enten det er som forfattere, filmfolk, billedkunstnere, musikere, formidlere eller forskere.
Så helt anderledes end situation var, da jeg og mine generationsfæller som nogle af de ganske få i vores årgang for nu mere end 35 år siden var indbildske nok til hverken at ville være tandlæger, jurister eller bankfolk, men digtere og malere - og så helt, helt anderledes end i min fars tid, hvor Statens Uddannelsesstøtte ikke fandtes, og mine bedsteforældre derfor ikke havde råd til at sende ham i gymnasiet, så han efter endt arbejdstid selv har måttet hente hele sin dannelse hjem, hvad han til gengæld også har været suverænt dygtig til, og måske blev inspireret til allerede da han som dreng i Kalundborg kørte rulletøj ud for en vaskeridame ved navn Helene, som uden rigtigt at kunne udtale de engelske navne læste Dickens højt for rulledrengene, som hun også lærte at tegne og male. I rullekælderens lille underjordiske dannelsesinstitution sørgede Helene for uddannelsen af samfundets stik-i-rend-drenge, der ellers var nægtet del i dén kulturelle kapital, som de fleste i dag har adgang til, hvad jeg kun kan se som en glædelig konsekvens af den myndiggørelse af individet på tværs af sociale skel, som progressive kræfter har arbejdet på siden de første højskoler og den tidlige arbejderbevægelses dage.
Måtte noget være gået tabt i denne udvikling, skulle det da lige være fornemmelsen for de enkelte værkers og kulturbegivenheders værdi og betydning i en verden, hvor også det kulturelle marked er præget af overflod og overbud, og ingen koncert, udstilling eller oplæsning tilsyneladende i sig selv er interessant nok, medmindre den indgår i den endeløse række af festivals, der med 200 programpunkter hver glider over i hinanden, mens de konkurrerer om opmærksomheden på plakater, bannere, streamers og flyers, som lynhurtigt forældes af nye events.
Kunne avisen Aktuelt i 1962 konstatere en vis langsommelighed i Det Danske Akademi, er det måske netop en kvalitet ved institutionen, som ved sit sindige stofskifte også repræsenter en langtrækkende litterær hukommelse. Selv har jeg gennem årene haft den fornøjelse at diskutere tidens litteratur - ikke kun med mine generationskammerater, men også med hereticanere, kulturradikale og Arena-avantgardister, som i fællesskab med yngre kollegaer har forsøgt at indkredse de vigtigste udgivelser. Således også i år, hvor vi har holdt 7 ordinære møder og ikke mindst drøftet de forfatterskaber, som om lidt vil blive begavet med priser.
Under titlen ”Litteraturen, kunsten og identitetspolitikken” afholdt Akademiet desuden d.23.januar et velbesøgt og vellykket offentligt debatarrangement, hvor vores medlemmer Lasse Horne Kjældgaard og Marianne Stidsen holdt oplæg og diskuterede med vores to gæster i panelet, digteren Mette Moestup og den svenske litterat Johan Lundberg, der har behandlet emnet i sin bog Det sista museet. På mødet rejstes spørgsmål som: Hvad er den vigtigste målestok, når vi vurderer litteratur og kunst: Er det evnen til at give udtryk for bestemte identiteter og erfaringer? Eller er det, at den frit undersøger det menneskelige og eksistentielle i et ambitiøst formsprog og med indholdsmæssig kompleksitet? Skal læseren nødvendigvis have samme identitet som forfatteren for at kunne forstå et litterært værk, eller er det litteraturens force at kunne kommunikere henover vores forskelle? Enighed blev der ikke, og det var heller ikke tanken, men jeg tror, at vi alle blev lidt klogere.
Akademiet har fortsat sin vigtige tradition med et forfattermøde sidste weekend i oktober, hvor vi inviterer en række danske forfattere samt en nordisk gæst til at læse op af upublicerede værker og modtage kritik fra forsamlingen. Mødet – som Ida Jessen og jeg arrangerede i år – forsøger vi at sammensætte, så begge køn og alle aldre er repræsenteret, og så vi får lejlighed til at høre og drøfte såvel nyskrevet prosa som ny poesi, dramatik og tekster fra allehånde blandingsgenrer. Efter mødet har vi fået megen positiv respons fra deltagerne, og jeg mener da også, at Det Danske Akademis Forfattermøde gennem årene er blevet et værdifuldt kraftfelt, hvor deltagerne kommer ud af hver deres små kredse og møder forfattere og tekster fra helt andre miljøer end deres egne. I dette års forfattermøde deltog foruden medlemmer af Akademiet: Karen Fastrup, Janus Kodal, Stine Askov, Bo hr. Hansen, Trine Andersen, Kristina Stoltz, Amalie Smith, T.S.Høeg, Anne Cathrine Riebnitzsky, Kristina Nya Glaffey, Adda Djørup, Kristian Bang Foss, Thomas Krogsbøl, Anders Abildgaard, Kaspar Colling Nielsen, Laila Ingrid Rasmussen, Pia Busk, Ursula Andkjær Olsen, Peter Poulsen, Jakob Weis, Alexandra Moltke Johansen. Som nordisk gæst var den norske digter Terje Dragseth inviteret, og vores nordiske forbindelser holder vi blandt andet ved lige ved at deltage i både Det Svenske og Det Norske Akademis årsmøder – i år vil Per Øhrgaard være vores repræsentant begge steder.
Og selvom vi altså nok ikke skal regne med, at aviserne i vore dage med tilbageholdt åndedræt afventer, hvem vores kommende medlemmer mon bliver, kan jeg da fortælle, at Det Danske Akademi for indeværende har 18 aktive medlemmer, nemlig Benny Andersen, Torben Brostrøm, Suzanne Brøgger, Sven Holm, Ida Jessen, Pia Juul, Lasse Horne Kjældgaard, Peter Laugesen, Jørn Lund, Anne-Marie Mai, Henrik Nordbrandt, Astrid Saalbach, Marianne Stidsen, Frederik Stjernfelt, Jens Smærup Sørensen, Pia Tafdrup, jeg selv og Per Øhrgaard, til hvem skal der lyde en tak for hans store indsats som Akademiets sekretær gennem de seneste 5 år. Personligt skylder jeg Øhrgaard en særlig tak for hans aldrig svigtende beredvillighed til at hjælpe den nye sekretær, nemlig mig, til rette med de mange opgaver, og det er betryggende, at han fortsætter som prosekretær.
Når vi om et øjeblik har lyttet til den første pristale, vil musikerne Mikkel Grevsen, Maja Hartnack og Anders Kierkegaard spille for os. God årsfest!