Jørn Lunds tale ved Det Danske Akademis årsfest i november 1994
Akademiet samles om sprog og litteratur, men taler nødig i kursiv. Vi er der, vi har noget at tale om, vi er hver for sig optaget af det, vi har valgt at arbejde med, og når vi er sammen, har vi en befriende følelse af det privilegium det er ikke at være ude på noget, at profilere sig, at sælge eller købe et budskab, at fylkes om en fane eller stå for et festfyrværkeri eller et kulturelt evenement. Vi tror på sprogets muligheder, på digtningens betydning - men taler ikke meget om det. Men vi taler om digtning og sprog.
Det har vi gjort på 6 møder i det forløbne år, og vi har i en efterårsweekend gjort det med forfattere, der var på vej med nye tekster. I oktober mødtes vi atter et par dage med en lille snes kolleger, der læste op på Rungstedlund. Forfattermøderne har i det mindste den kvalitet, at digtningen møder lydhørhed i en kreds, der har et vist resonansrum at byde på, og som i en halv time samler energierne om hver enkelt deltager, lytter, tager imod og kommenterer. For mange af os er det årets mest koncentrerede dage - hvor man i de samme omgivelser bevæger sig fra rum til rum.
Digtningen skaber rummet, og hver for sig fylder vi det ud, som vi nu kan. Digtningen, sagde jeg - men kan man nu det? Er ordet blevet en flygtning på litteraturens og teksternes domæne? I skolens danskundervisning har man haft et usikkert forhold til det, og i de kommende læseplaner tales der om litteratur og anden fiktion, men ikke om digtning. Fiktion er godt nok, ligesom fakta og faktion. Men digtning kunne ikke bruges. Ord efter ord segner hen på nornens bud, i hvert fald skifter de, og ikke på en helt uskyldig måde. Lad gå med, at kulturbegrebet udvikler en bredde, der kan nærme sig det intetsigende, lad gå med, at også litteratur har en omfattende betydning, men ingen skal komme at tage ordet digtning fra os. I øvrigt, og det er det vigtigste, fejler erkendelsen af digtningens betydning ikke noget, hverken i skolens nye danskundervisning eller i debatten om den. Udarbejdelsen af den litterære kanon har i det mindste den berettigelse, at tekstvalget kommer til debat på et grundlag, der ikke kun spejler de aktuelle tendenser, trenden.
Den trykte presse ignorerer heller ikke digtningen; der er mange glædelige initiativer og forbløffende prioriteringer. Omvendt udmærker tv-kanalerne sig ved få glædelige initiativer og ret forudsigelige prioriteringer. Man tager sig, med få undtagelser, den litterære del af kulturformidlingen let. Radioen har stadig en stemme, men den får sværere og sværere ved at vinde gehør. Alligevel tales der med stor alvor om institutionens kulturelle forpligtelser som public service institution. Men kulturudsendelserne placeres kun sjældent i „prime time“; i går var den en times tid forbeholdt en manifestation af den rå styrke. Danmarks stærkeste mænd dystede om at trække lastbiler, løfte personbiler, kaste med cementsække og smække lussinger. Det kan vi ikke hamle op med, og det er svært at hente tillid til fremtiden i institutionernes jammerlige managementbesværgelser af typen: „Danmarks Radio skal have en høj grad af omstillingsparathed i såvel organisation som produktionsapparat for konstant at kunne placere sig rigtigt i danskernes medielandskab.” Kanalprofilering er nøgleordet. Panisk perestrojka forklæder sig som dynamik, generalister triumferer over specialister, medarbejdere ved litteratur- og kulturafdelinger udrangeres eller placeres på formiddags-, aften- eller weekendflader. Man kan blive helt glad for et akademi, der i hvert fald ikke er følgagtigt.
Men derfor kan det godt udvide sig. Vi har i år besluttet at give mulighed for en forøgelse af medlemstallet. Der bliver for fremtiden tyve pladser. Men det er ikke tanken at udpege fire nye medlemmer med det samme. - Det er en kvalitet at have plads til flere. Det har vi nu, og forslag er ikke velkomne.
Unge mennesker er i stigende grad interesserede i litteratur og kulturformidling. Blandt universiteternes mest søgte uddannelser er - dansk, kulturformidling og retorik. Litteraturen skal læses, formidles og sættes i perspektiv; først og fremmest opleves - læses op og genskabes i sit klanglige, sanselige rum. Oplæsning er ikke gold teknik, men en diskret og synkron kunst, der lader digtningen genopstå på individuel baggrund. Yderst få yder den retfærdighed, men når det lykkes, ved man det - og stimler sammen. Det er glædeligt, at så mange har genopdaget oplæsningen.
I årtier har dansk og udenlandsk litteratur været magtfuldt placeret i de folkelige oplysningsforbunds programmer. I alle kommuner, på alle tider af døgnet kunne man i det mindste samles om verdenslitteraturens klassikere og de aktuelle danske forfatterskaber. „Hvad vil de os?“ spurgte man i 60’erne, når man indbød til kursus om litteraturens aktuelle emner. Et styrtdyk i programmerne for 94/95 viser, at litteraturkurserne næsten er forsvundet. Man kan med lidt held finde et hold om filmatiseret litteratur og kvindelige litterære profiler - for særligt interesserede, og hurra for det. Men ellers domineres billedet af udmærkede færdighedsorienterede kurser i motorlære, knipling, vinkundskab, nygræsk, rejsekurser om Rom - den evige stad, eller Paris - byernes by, aerobics i utallige varianter og knibeøvelser for viderekomne, ja sågar kjolesyning for transvestitter - men man skal lede længe efter litteraturen.
Den har fået nye platforme, den kan på bogmesser stimuleres eller tiltrække zappernes matte, nysgerrige øje. Men den lever gudskelov sit suveræne liv, den læses, den skal være her, den er her - og den skal prises.