Tage Skou-Hansens tale ved Det Danske Akademis årsfest i november 1991

Akademiet har i 1991 mistet to af sine ældste passive medlemmer, William Heinesen og Sven Møller Kri­stensen.

William Heinesen skrev på dansk, men følte sig som færing. Torshavn er verdens centrum, uden for alt og midt i det hele. Det atlantiske rum, fjeldene og græsset er der altid. Menneskenes tapperhed og svaghed. Uni­verset og det myldrende liv som hinandens mening og sammenhæng. Her er skrænten, hvor Noahs ark stran­dede og Kain og Abel havde deres offerplads. Her er danskervældet i kolonitiden, boom’et under verdens­krigene. Og nutiden med stordrift og pengemagt.

Alle Heinesens romaner er kollektive. Han var kom­promisløs over for undertrykkelse og krigsliderlighed og så aldrig hen over reelle barske vilkår. Men med „De fortabte spillemænd“ fandt han en friere fabulerende fortællemåde. De lever for musik og venskab, dans og druk. Og bukker under for afholdsfolk og spekulanter. Der ligger en protest i den skildring - imod dem der ikke har sans for uskyldige glæder og imod destruktivt sortsyn. „Der er da for hede helvede godhed til!“

Sådan råber magister Mortensen ned i trappeskakten efter provsten. Som om næstekærlighed ikke blev praktiseret hver eneste dag som den naturligste ting af verden.

Menneskene er ikke ret karakterfaste hos Heinesen. Galskab og begær sætter dem i skred. Måske han skabte sine bedste skikkelser - ikke af de groteske ori­ginaler, men af de tvetungede skurke. De blide kyni­kere, de tossegode opportunister, de nævenyttige char­lataner. Gådefulde i deres sammensathed, også for ham. Og med en sympati, måske en ærefrygt bagved for det, som vi ikke ved nok om. Digte, eventyr, impro­visationer og fantasier kom fra ham. Troldeagtig hu­mor. Svimle tomhedsoplevelser. Følelse af samhørig­hed og af livsglædens ret på jorden.

Det er længe siden William Heinesen mødte op på Rungstedlund. Men der går endnu frasagn om den ef­termiddag han pludselig stod i døren - frisk fra Tors­havn, om end forsinket og beskænket - og fik et sym­posium ud af en prosaisk dagsorden. Han sang ro­mancer, fortalte skipperskrøner og erklærede Otto Gelsted sin kærlighed. Ikke kun sin venskabelige, men sin rent fysiske kærlighed. Og da Gelsted blev vred, vendte Heinesen sig til Jacob Paludan. Paludan skulle tage violinen frem og spille Bellman. Ligesom sidste gang de traf hinanden. På bagperronen nemlig, i en sporvogn. En linje 18 på Aaboulevarden.

Sven Møller Kristensen var der. „Han kunne se sur ud,“ skrev Klaus Rifbjerg i sin nekrolog. „Han kunne også være sur. Men når han lo, så trillede tårerne.“ Sven Møller var også en spillemand, dog ikke fortabt.

„Det sku’ vær’ så godt og så’ det faktisk skidt.“ Sådan lød ganske vist omkvædet på hans sang om Larsen, men det er ikke just det man føler, når man hører den.

Melodien blev aldrig væk for Sven Møller. Han fandt straks sin rytme og blev i den gennem alle mod­strømme og understrømme. Rytme betød for ham ikke harmoni eller takt, men bevægelse og balance mellem sanser og fornuft. Faktisk begyndte han med bøger om jazz og - sammen med Bernhard Christen­sen - med tre jazzoratorier, som satte sangundervis­ningen i gymnasiet på hovedet. Han blev timelærer for småbørnspædagoger. Startede børnehaver sammen med Hanne og tilmed en af Danmarks første lillesko­ler. Fik friskolebegrebet formidlet til yngre socialister - det var ikke noget tilfældighed, han var søn af en grundtvigsk præst.

I 21 år, før han blev en lærd professor, levede Sven Møller uden fast ansættelse som anmelder, redaktør og oversætter af amerikanske romaner. Jeg nævner hans banebrydende værk „Digteren og samfundet”, en litteratursociologisk analyse af guldalderen. „Digtning og livssyn”, ”Digtningens teori” er nykritik og ideolo­gikritik. Han var udogmatisk. Og det næste pionerarbejde, som satte spor og skabte miljø blandt forskere, nemlig „Den store generation" var en kærlighedser­klæring til de folkelige fortællere fra århundredskiftet. Modernismen var ham for intellektuel. Det var Georg Brandes-traditionen han ville levendegøre og fortsæt­te. Han var en kulturradikal hovedskikkelse og en fighter af de seje. Ikke egentlig polemiker. Åbne konflikter brød han sig ikke om. Han var for musisk og venlig til det. Stillede sig hellere lidt undrende an, tålmodig og listig som en figur hos Bertolt Brecht, som venter og si­ger det samme igen en anden gang, når tiden kan høre det. Her er et kernested fra 1950, fra den iskolde krig, som rammer vores øjeblikkelige situation:

"Jeg kan ikke se rettere," skriver Sven Møller Kri­stensen, "end at et større menneskesyn beror på - og kun kan fremgå af - den rationelle erkendelse af AT det irrationelle eksisterer, og AT det ikke skal afvises og undertrykkes, men indgå som element i en kulturel helhed."

Årsberetningen har også meget glædelige nyheder. Bestyrelsen for Johannes Jensen og Helle Mau Jensens Fond har bevilget Det danske Akademi en gave på en mil­lion kroner. Beløbet er indgået i vores grundkapital og skal forblive urørt dér, men afkastet kan Akademiet an­vende efter eget ønske til en hvilken som helst foran­staltning.

Det drejer sig altså ikke alene om et stort beløb, men om penge, som i dag næsten er umulige at skaffe, fra staten såvel som private fonde. Nemlig penge, som ikke er øremærkede. Penge til drift. Til øgede udgifter ved eksisterende, anerkendte formål. Penge til nye ini­tiativer i forlængelse af de formål. Akademiet har længe kørt med underskud og kunne tydeligt se bun­den af sin sparebøsse. Så denne store gave kommer i næstsidste øjeblik. Nu kan vi bestå, fortsætte som selv­stændig institution i en anden fremtid end den, som tog sig så sølle ud.

Vores taknemlighed er så meget større som det hver­ken er første eller anden gang vi får gaver fra Johannes Jensen. I 1988, mens Johannes Jensen endnu var ejer af Uno-X, det uafhængige danske benzinselskab, stif­tede han en oversætterpris. I Johannes Jensen har Det danske Akademi fået sin velgører. Hvis jeg kendte et bedre ord for en så storartet og uegennyttig gestus, ville jeg bruge det. Det gør jeg ikke. Johannes Jensen og Helle Mau Jensens Fond har sikret Akademiets overlevelse.

En anden god nyhed drejer sig om Den store pris. For 31 år siden, da Akademiet startede, lå den på 50 tu­sind. Skattefrie dengang. Men siden loven om særlig indkomst beskattet med halvdelen. Trods inflation og gentagne henvendelser var det ikke muligt at få prisen sat op. Akademiet bad så Kulturministeriet om lov til kun at uddele prisen hvert andet år og altså med det dobbelte beløb, 100 tusind. Den ordning har fungeret siden 1983.

Men hvis prisen skulle tåle sammenligning med an­dre renommerede priser og leve op til det, som den oprindelig var værd, burde den jo ligge noget højere, og det kommer den også til nu. Jeg er meget glad for at fortælle, at Kulturministeriet har imødekommet vo­res seneste ansøgning og forhøjet det årlige tilskud fra tipsmidlerne. Fra og med 1992 vil den store pris blive uddelt som hidtil hvert andet år, men med 200 tusind.

Vores debutantpris, som altid følges med den store pris, slår nu også følge med den i denne henseende. Stifteren, Klaus Rifbjerg, har netop lagt yderligere 10 tusind kroner til legatets grundformue.

Endelig skal jeg meddele, at forfattermødet i år blev flyttet til den første weekend i oktober, fordi septem­ber endnu er højsæson for det nye Karen Blixen-museum. Der var deltagelse af 14 yngre forfattere. 12 af dem læste op. Nordisk gæst var Paal-Helge Haugen og for arrangementet stod Pia Tafdrup, Klaus Høeck, Uffe Harder og Torben Brostrøm.