Tage Skou-Hansens tale ved Det Danske Akademis årsfest i november 1990

Steen Eiler Rasmussen, som døde i sommer, var med­lem af Akademiet siden 1961. Han blev tooghalvfems - og alligevel så det ud, som om hans død kom bag på medierne. Som om de havde indstillet sig på, at han ville leve altid. Nekrologerne var forsinkede, de måtte skrives om, fordi han blev ved med at skrive og blande sig i tingene.

Steen Eiler Rasmussen tog tråden op efter den prunkløse danske klassicisme. Klarhed, enkelhed og funktionsduelighed prægede de huse han byggede. Som professor i bygningskunst og byplanlægger var det omgivelserne, omsorgen og forståelsen for bru­gerne han lagde vægt på. Den selvfølgelige, harmoni­ske løsning på dagligdagens opgaver.

Bauhaus-bevægelsen var en stor inspiration for ham. Men det som Bauhaus så som modernisme - knaphe­den i udformningen og opdyrkningen af det formåls­bestemte - fandt han nok især i England, og dér var det allerede gammelt. Angelsaksere har en smag fol­det rene, holdbare væsen og en sans for tingenes kon­krete egenskaber, og Steen Eiler med sin fornuftige fantasi kunne skrive om deres håndværk og brugsting ligesom en engelsk erfaringsfilosof fra det attende århundrede. Det splinternye og opsigtsvækkende brød han sig ikke om. Men gammeldags var han ikke. Han holdt af storbyen.

Bogen om London fra 1934 gjorde ham internatio­nalt kendt. Han skrev om Amsterdam, Delft og Køben­havn og andre dejlige stæder. „Om at opleve arkitektur“ hedder et hovedværk, som har inspireret en ge­neration af arkitekter. Og han forstod at videregive sine oplevelser til andre end fagfolk. Han forelæste for fulde huse for mennesker, som troede sig uden forud­sætninger, og de lærte af ham uden at føle sig belærte. Uden at mærke andet end fornøjelse. Hvem husker ikke også hans felttog for Christiania i 70’erne.

I sine essays gik Steen Eiler Rasmussen langt uden for arkitekturens verden, og de handler frem for alt om det som ikke har nytteformål. Det er af det unyt­tige vi lærer alt det elementære, skrev han, lærer at bruge sanser og kræfter på en usystematisk og smerte­fri måde. Og her kom det særlige hos ham måske ty­deligst frem. Alt det han vidste om slægtskabet mellem kunstarterne og deres samspil med andre livsytringer.

Han kunne se, at hvert eneste af Vermeers billeder var en studie i, hvordan personer og genstande vir­kede i et rum med en ganske bestemt lysvirkning. Han kunne sammenligne Michelangelos figurer på det sixtinske kapels loft med et avisbillede af fire fodboldspil­lere. Svinget var det samme. Netop dén drejende be­vægelse af kroppen.

Steen Eiler syntes at Det danske Akademi burde være mere udadvendt. Længe efter at han var gået over til passivt medlemskab kunne han dukke op til vo­res møder med velforberedte indlæg. Han ventede tål­modigt på at få ordet, og når han havde fået det, så be­holdt han det. Han talte som han skrev - distinkt, lige­fremt, fuldstændig sagligt og tilsyneladende liden­skabsløst. De nødvendige pauser lagde han ikke efter punktummerne, men inde midt i sætningerne, så han ikke kunne afbrydes, før han havde sagt alt hvad der lå ham på sinde. Måske et forslag til en møderække med danske komponister om forholdet mellem musik og sprog. Eller en ny romankonkurrence, „Fremmed i Danmark” skulle den hedde.

Han må have moret Karen Blixen. Han var nabo til hende og en af hendes ældste venner. Han moderni­serede Rungstedlund og planlagde sammen med Ka­ren Blixen en udnyttelse af sidefløjen, den som til næ­ste forår bliver åbnet som museum. Steen Eiler Ras­mussen var også den første formand for Rungstedlundfonden.

Mødet med Videnskabernes Selskab blev ikke til noget i år. Kredsen af forskere og digtere har været omtrent den samme og alle deltagere følte nok, at dialogen ikke kunne fortsætte som før uden Christian Crone. Uden hans viden og indlevelse og glæde ved erken­delse. Det var Christian Crone, der sammen med Bil­leskov Jansen tog initiativet til denne møderække. Tor­ben Brostrøm skrev ved Christian Crones død: „Hans åbenlyse og smittende interesse for andre mennesker og andre livsområder virkede magnetisk, så man i hans selskab kunne fristes til at føle sig bedre end man er.“

Forfattermødet fandt sted den første weekend i sep­tember. For femogtyvende gang! Nordisk gæst var Tor Åge Bringsværd. Atmosfæren er vel ikke så rå og hjer­telig som dengang modernismen brød igennem. Den er næsten blevet høflig. Alle litterære former er prin­cipielt accepterede lige nu. Men det kan ændre sig - bedre sig, om man vil. Interessen for mødet er igen i stigen og ikke færre end tretten forfattere nåede at læse op. Pia Tafdrup, Klaus Høeck, Uffe Harder og Torben Brostrøm stod for arrangementet.

Så har Akademiet haft besøg af Folketingets Kultur­udvalg. Det er ikke sket før. Men vi syntes at Kulturud­valget burde se os - og Rungstedlund. En redegørelse for Akademiets virksomhed og økonomi blev efter­fulgt af en uformel drøftelse. Hvis vores bagtanke med denne invitation ikke skulle være indlysende nok, kan jeg røbe at vi har haft underskud på driften de seneste år og snart kan se ende på vores opsparede kapital, - den del altså, som ikke er beregnet på priser. Det skyl­des ikke nogen pludselig ødselhed. Den bevilling, som vi efter ansøgning modtager af tipsmidlerne, bliver bare ikke forhøjet.

Men i samme forbindelse vil jeg meget gerne for­tælle, at bestyrelsen for Beckett-fonden allerede har be­vilget os et éngangsbeløb til driften på hundrede tu­sind kroner. Beckett-fonden er en af vores private vel­gørere, den samme som i 1984 stiftede Beatriceprisen.