Søren Ulrik Thomsens tale ved Det Danske Akademis årsfest den 30. november 2018

Velkommen til Det Danske Akademis årsfest 2018!

En særlig velkomst til årets prismodtagere: Til Mette Moestrup, som får Beatrice Prisen, Theresa Salomonsen, der modtager Klaus Rifbjergs Debutantpris, Jeppe Brixvold, der tildeles Otto Gelsted Prisen, Hanne Marie Svendsen, som får Selskabets Medalje og endelig Christina Hesselholdt, som modtager Det Danske Akademis Store Pris. Og en særlig velkomst skal ligeledes lyde til Karin Gundersen fra Det Norske Akademi. Og igen: Velkommen til alle jer andre, som har fundet vej til denne begivenhed.

Akademiet har fortsat sin vigtige tradition med et forfattermøde i efteråret, hvor vi inviterer en række danske forfattere samt en nordisk gæst til at læse op af upublicerede værker og modtage kritik fra forsamlingen. Mødet – som Ida Jessen og jeg arrangerede i år – forsøger vi at sammensætte, så begge køn og alle aldre er repræsenteret, og så vi får lejlighed til at høre og drøfte såvel nyskrevet prosa som ny poesi, dramatik og tekster fra allehånde blandingsgenrer. I dette års forfattermøde deltog foruden medlemmer af Akademiet: Caroline Albertine Minor, Dennis Gade Kofoed, Ida Graunbøl, Theresa Salomonsen, Glenn Christian, Anne Louise Bosmans, Shadi Angelina Bazegh, Thøger Jensen, Ida Holmegaard, Knud Steffen Nielsen, Thomas Boberg, Marina Cecilie Roné, Lisbeth Bruun, Mikael Josephsen, Line Maria Lång, Ulrikka S. Gernes, Gitte Broeng, Morten Pape, Lucas Svensson, Morten Søkilde, og som nordisk gæst deltog den islandske forfatter Gerdur Kristný.

Og så har vi påbegyndt en ny tradition, nemlig med Anne-Marie Mai som primus motor at præsentere tre af årets debutanter  ved et offentligt arrangement på Rungstedlund, hvor man i februar kunne møde Julie Mendel, Liv Nimand Duvå og Andreas Pedersen. Vores nordiske forbindelser holder vi blandt andet ved lige ved at deltage i både Det Svenske og Det Norske Akademis årsmøder – i år vil Astrid Saalbach repræsentere os i Det Svenske Akademi, Per Øhrgaard i det norske.

I protest mod Københavns Universitets beslutning om at lukke undervisningen i oldislandsk, moderne islandsk og færøsk skrev Akademiet d. 25.maj et åbent brev til Rektor for Københavns Universitet samt til Uddannelses- og Forskningsministeren. I brevet, der samtidig blev udsendt som pressemeddelelse, advares der om, at ”hvis undervisningen i oldislandsk, moderne islandsk og færøsk nedlægges, betyder det et stort tab for vor fælles viden om nordisk og dansk sprog og historie. Forskning og undervisning holder denne uerstattelige kulturarv levende, en kulturarv, der netop er utrolig vigtig for Danmarks internationale anseelse og betydning.” Brevet slutter med appel til at ændre beslutningen, og vi håber, at der bliver fundet en langtidsholdbar løsning.

”Uanset hvor jeg går hen, har der været en digter før mig” sagde Sigmund Freud som en bekræftelse af den stærke gensidige inspiration mellem litteraturen og psykoanalysen, som har gjort sig gældende siden Freuds tid. Og når det i år er 50-året for studenteroprøret i 1968, er der grund til at opholde sig lidt ved, hvad der i mine øjne er en af 68ernes helt store fortjenester, nemlig at de genoptog den seriøse læsning – ikke bare af Marx, som de er så berømte og berygtede for – men sandelig også af Freud. Lad mig derfor markere jubilæet ved i år at afvige fra traditionen for, at sekretærens tale former sig som en overflyvning af det kulturelle landskab og i stedet kaste et blik på kulturen ud fra en enkelt bog udkommet i år, nemlig Judy Gammelgaards Efter Freud, der bærer undertitlen Erindringsforstyrrelser og andre normale mærkværdigheder, hvor forfatteren præsenterer sine eftertanker oven på et langt liv som akademisk forsker og praktiserende psykoanalytiker, og hvor en erkendelsesmæssig stærkstrøm løber frem og tilbage mellem litteraturen og psykoanalysen.

Af Det Danske Akademis formålsparagraf fremgår det, at Akademiet skal virke for ”dansk sprog og ånd”, og at sproget er nøglen til ånden har litteraturen, litteraturforskningen og psykoanalysen en fælles forståelse for. At det desværre langt fra er en selvfølge fremgår af store dele af den moderne psykiatri, der med en forbløffende mangel på intellektuel nysgerrighed tilsyneladende ingen forbindelse ser mellem patienternes sproglige ytringer og deres sygdom, som i stedet regnes for opstået af biologisk begrundede kemiske ubalancer, som så også kan korrigeres med kemi. Overfor denne tilgang forekommer psykoanalysen mig ægte humanistisk, ikke i ordets sentimentale betydning, men forstået som en respekt for og en insisteren på at dét, mennesker siger eller skriver, faktisk også betyder noget, hvad enten sproget foldes ud i en terapeutisk samtale eller i en af de moderne, litterære klassikere - Rilke, Joyce og Kafka, f.eks. – som Judy Gammelgaard læser i sin fremragende nye bog. Og lyset rettes ikke kun fra psykoanalysen mod litteraturen, for samtalen går også den anden vej, f.eks. i diskussionen af forståelsen af E.T.A. Hoffmanns berømte historie om Sandmanden, hvor Freud, som Gammelgaard viser, i sin tolkning overser betydningen af fortællingens litterære form på trods af, at netop Freud vidste, ”at formen”, som hun skriver, ”ikke blot er noget ydre i forhold til et indre, men er skabende for det tema, der behandles. Det erfarede han allerede, da han sammen med Josef Breuer i 1890’erne arbejde på Studier i hysteri, hvor det blev klart, at de nedfældede sygehistorier mere lignede romaner end medicinske journaler.”

En stor fællesmængde mellem litteraturen og psykoanalysen er erindringen, som behandles i et meget smukt essay om Proust og Virginia Woolf. Men erindring og hukommelse er ikke det samme, for hvor hukommelsen er den stykvise ’fotografiske genkaldelse’, samler den uvilkårlige erindring sig til en helhed, der kan kaldes ’poetisk hukommelse’. Erindringen foregår på afstand af det erindrede og vil i sagens natur altid være erindringen om noget tabt, så erindrings- og sorgarbejdet kan anses som to sider af samme sag. Ricoeur taler om ”sublim bedrøvelse” og mener, som Gammelgaard skriver, ”at sorgarbejdet gennem erindringens dimension indeholder muligheden for at transformere sorgen til noget, der kunne kaldes sorgfuld glæde, og eftersom sorgarbejdet er en nødvendig del af erindringen, kan den sorgfulde glæde også krone erindringsarbejdet, som når et poetisk billede fuldender sørgearbejdet.” Igen er det altså ikke kun psykoanalysen og - som her - filosofien, der bidrager til forståelsen af erindringslitteraturen, men den selv, der udfordrer og forfiner de analytiske begreber.

En god prøve på en teksts potentiale er dens evne til at få læseren til at tænke videre, og i flere af bogens essays blev jeg slået af redegørelsen for Slavoj Zizeks frapperende begreb om det obskøne overjeg, som i en verden uden patriarkalske strukturer, men med ”en flydende autoritet” tvinger subjektet til at nyde, og til forskel fra dén side af overjeget, hvis strenge forbud vi kender fra Freuds begrebsverden, påbyder et ubønhørligt: ”Nyd!”. I modsætning til en tid hvor faderautoriteten var intakt, skaber dette obskøne overjeg ”ikke selvfornægtelse, men selvrealisering, ikke driftsforsagelse,” men ”lystopnåelse for enhver pris” og ”excessiv nydelse, som vi ser i for eksempel massevoldtægt eller i større skala som terrorhandlinger”, som det hedder i et af disse essays. Hvor teksten om Sandmanden og essayet om Proust og Virginia Woolf, der reflekterer over det uhyggelige og erindringen, omhandler fænomener som under skiftende historiske forhold nok altid vil have mange fællestræk, tales der her direkte ind i dén nutid, vi står midt i, og derfor langtfra forstår til fulde. Med raketfart sendte disse øjenåbnende tanker om Nydelsens metastaser, som Zizek kalder en af sine bøger, mig til Michel Houellebecqs passionerede forfatterskab, som netop beskriver en verden, hvor den seksuelle frigørelse og den liberalistiske kapitalisme er flydt sammen og mennesket, stillet overfor døden og berøvet religionens forestillinger om et evigt efterliv, er overladt til sin egen sårbare fysik, som så snart den mister sin seksuelle markedsværdi er lige til at kassere, men så længe den varer er fuldstændigt overgivet til et radikalt og eskalerende begær, der enten vil slå over i impotens eller i sadisme, hvad den rasende velskrivende Houellebecq midt i sin fiktion belægger med mange uhyrlige og tankevækkende eksempler fra virkelighedens verden.

Det er en kendt sag, at Freud ikke opfattede sine patienter som mærkværdige undtagelser, en slags marsmænd, der var fuldkommen anderledes end os andre, men at han først og fremmest studerede de psykiske sygdomme, fordi de kunne sige noget om den menneskelige bevidsthed i almindelighed. Psykoanalysen nægter at anskue mennesket som en maskine, men anser det for et væsen, der faktisk har muligheden for at forstå sig selv, og skønt det er en del af den psykoanalytiske indsigt, at denne forståelse aldrig kan blive absolut, men altid vil stå i et spændingsforhold til dét, der ligger udenfor bevidstheden, er viljen til hele tiden af udvide den sproglige erkendelses grænse ikke desto mindre afgørende: Så længe et menneske er i stand til at sprogliggøre sin indre verden, er der også en mulighed for at forstå den via sproget, også selvom en sådan forståelse som i al god humanistisk videnskab altid vil stå til diskussion og aldrig kan blive så evidensbaseret som et elektrochok.

For mig at se er psykoanalysen derfor et vigtigt bidrag til den fortsatte myndiggørelse af individet, som siden oplysningstiden har været motor for fremskridtet, og hvori også de litterære selskaber og akademier, som Jürgen Habermas har vist, har spillet en tidlig og vigtig rolle for etableringen af en fælles offentlighed, der med de sociale medier i dag på godt og ondt er så radikalt demokratiseret, at nye problemstillinger opstår. Problemer, som det skulle undre mig meget, om ikke psykoanalysen vil interessere sig for at tænke over, så sandt som en af dens store styrker er, at dens tænkning aldrig har begrænset sig til det blot psykologiske, men med stort intellektuelt vingefang også har omfattet det sociale, det politiske og kulturen som helhed, hvad ikke mindst 68erne fortjener megen ære for at have fastholdt den på. Så: Tillykke med jubilæet, for det er vigtigt, at nogen på kvalificeret vis viderefører denne tradition, som er presset dels fra en officiel psykiatri, der ikke har tid til fordybelse, men så travlt med at udvide listen over diagnoser, at vi allesammen er syge, og dels fra det gigantiske Klondyke af mere eller mindre hjemmelavede terapeuter og terapier, som ikke føler sig forpligtet på – og måske heller ikke evner – et seriøst refleksionsniveau.

I år har Det Danske Akademi mistet to medlemmer, nemlig Per Kirkeby og Benny Andersen, der - så vidt forskellige de var - hver især har ydet enestående bidrag til dansk kultur – og til Akademiet, hvor de vil blive savnet. På vores møde d.3.november indvalgtes Thomas Boberg og Ursula Andkjær Olsen, hvis bidrag til arbejdet vi har grund til at vente os meget af. Foruden de to sidstnævnte består Det Danske Akademi for indeværende af Torben Brostrøm, Suzanne Brøgger, Sven Holm, Ida Jessen, Pia Juul, Lasse Horne Kjældgaard, Peter Laugesen, Jørn Lund, Anne-Marie Mai, Henrik Nordbrandt, Astrid Saalbach, Marianne Stidsen, Frederik Stjernfelt, Jens Smærup Sørensen, Pia Tafdrup, Per Øhrgaard og mig selv.

Når vi om et øjeblik har lyttet til den første pristale, vil musikerne Per Dybro Sørensen, Volkmar Zimmermann, Kristian Gantriis og Michael Norman Sørensen, som udgør Corona Guitar Kvartet, spille for os. God årsfest!