Per Øhrgaards tale ved Det Danske Akademis årsfest i november 2012

Velkommen til Det Danske Akademis årsfest 2012. En særlig velkomst til årets prismodtagere: Sissal Kampmann, som får Klaus Rifbjergs debutantpris, Camilla Christensen, modtager af Beatriceprisen, som egentlig hedder et legat, Klaus Lynggard som modtager af Otto-Gelsted-prisen og Thomas Boberg, som får Akademiets store pris. Akademiet har også en medalje, Karen-Blixen-medaljen, som ikke uddeles ofte, men den bliver det i år, en særlig velkomst til modtageren af denne medalje, Vigdis Finnbogadottir. Vi har gæster fra Norge og Sverige, fra Det Norske Akademi for sprog og litteratur Nils Heyerdahl, fra Svenska Akademien Lotta Lotass, velkommen til jer.

Og så i øvrigt også velkommen til alle jer, som jeg ikke har nævnt særskilt!

Det Danske Akademi har stillet sig selv den opgave "at virke for dansk sprog og ånd, især inden for litteraturen." Dansk sprog kan vi - måske - så nogenlunde enes om, hvad er, sværere er det med et begreb som ånd, ikke mindst når man tænker på, at dansk turde være det eneste sprog, hvor et ord som "åndet" udtrykker den dybeste foragt - eller gjorde, for nu bruges det vel ikke så meget mere. Det vil ikke være klogt at indlade sig på alt for mange definitioner af, hvad dansk ånd er: Om den har at gøre med, at få har for meget og færre for lidt - i så fald er dansk ånd ikke højt i kurs for tiden, hvor større ulighed nærmest proklameres som et mål; eller med ret og billighed - i så fald kan man også få sine tvivl, når man ser på holdningen til flygtninge og asylsøgende; eller med at opslå sin ridderhjelm - nu hvor Danmark markedsfører sig som krigsførende nation; eller med at bekræfte de raske i retten til riget - nu hvor det skal kunne betale sig at gøre "en ekstra indsats".

Dansk ånd er det altsammen, alle de citerede formuleringer stammer fra kanoniske danske digtere. Dansk ånd er hverken dette eller hint og har ikke noget at gøre med "danskhed" i den mere vulgære betydning af ordet; dansk ånd har ikke noget at gøre med etnicitet, med biologi. Selv når der tales om de raskes ret til riget er og bliver det - som udsagn - parthaver i dansk ånd.

Fordi det er parthaver i dansk sprog. Og det kunne vi tale meget længe om, hvis vi da ikke nøjes med at snakke. Om sproget degenererer eller hele tiden opfinder sig påny, om vi plejer og passer det godt nok, om retskrivningsordbogen er for slap i sin accept af den ene eller den anden skrivemåde (og om en accept af variationerne ikke står i vejen for den bedre læsetræning, som også tilstræbes) - alt det kan vi føre spændende debatter om, forudsat at vi bevarer og udvikler en opmærksomhed over for sproget. Så kan vi altid tage den derfra (!) - Opmærksomhed, fordi sproget siger så meget mellem linjerne eller de enkelte åndedrag. Det er f.eks. interessant, at der ikke skal så meget til, før man kan blive kaldt antisemit, medens der skal særdeles meget til, før man bliver kaldt noget, der er værre end indvandrer- eller islam-kritiker. Det er også påfaldende, at mange betegnelser for vrede, skuffelse eller forbitrelse synes på vej ud af sproget til fordel for verbet "raser". Man skulle tro, at vi alle sammen gik omkring med fråde om munden, men det gør vi måske også snart, såfremt ytringsfrihed udlægges som en pligt til at føre grov tale, fordi man ellers kommer under mistanke for at udøve selvcensur. Selvfølgelig er der også mere fornøjelige eksempler på uopmærksomhed, som da en reporter for nylig forklarede en politisk forhandling med, at den var 'en skive af det, som til sidst skal blive til et helt brød kaldet finansloven'.

Men helt overordnet handler det om at være sit eget sprog bekendt. I 1818 skrev vores store sprogforsker Rasmus Rask et brev hjem fra Petersborg (dengang kunne man undvære Sankt), i hvilket han besværede sig over manglen på respekt for det danske: "Jeg har ikke truffen nogen eneste Dansk Bog paa de to störste Bibliotheker her i Byen..." Han er så faldet i snak med en tysker, som undrer sig over, hvorfor danskerne i det hele taget gør sig umage med at skrive på dansk, når de dog ligeså godt kunne skrive på tysk og få et større publikum eller i det hele taget et publikum. Rask forklarer tyskeren, at dansk er et sprog lige såvel som tysk, og at danskerne, der har fået det i arv, agter at hævde det, og så slutter han: "Det er aldeles ikke at haabe at Tyskerne skulle lade vort Sprog og Litteratur vederfares Ret; desto angelegnere bör det, mener jeg, være os selv at vise sig i et fordelagtigt Lys.”

Man kan godt have sine tvivl om, hvorvidt den bestræbelse har gode kår i dag, når statsministeren overtager det danske formandskab for EU med en tale på engelsk, og den mindste lille butik hellere vil sælge ud af sproget end af sine overtallige varer, der i stedet tilbydes som "sale". Begge dele er formentlig tænkt at skulle "vise sig i et fordelagtigt lys", men hvad der angives at være internationalitet, vidner snarere om et mindreværdskompleks. H. C. Ørsted gjorde sig i sin tid umage med at skabe et dansk naturvidenskabeligt vokabular; i dag synes det vigtigere på en lang række områder at opgive allerede eksisterende danske ord for at bruge engelske - hvad der i virkeligheden også er til skade for de fremmedord, som vi har brug for, fordi der ikke findes dækkende ord i vort eget sprog.

Intet er mere provinsielt end at skilte med sin internationalitet. I foråret kunne man læse, at "Danske tolke i EU kan snart være fortid" (overskrift i Politiken 7. april), fordi danske parlamentarikere og embedsfolk åbenbart lader sig nøje med oversættelser til engelsk af det, der siges på andre sprog - eller også hører de ikke efter. Man mener øjensynlig, at man ikke har brug for tolkning til ens eget sprog - og heller ikke fra det, fordi man slet ikke bruger det -, og man overser, at når man selv spiller på udebane, er der nogle andre, der er på hjemmebane. Anekdoten om tidligere markedsminister Ivar Nørgaard er sikkert kendt af alle, men den kommer igen her: Han skulle på et ministerrådsmøde have foreslået, at man for fremtiden kun talte engelsk og fransk i EF, som det dengang hed, med en vigtig tilføjelse: Ingen må tale sit modersmål! Så var briter og franskmænd ikke interesserede, hvad der viser, at nationer med udbredte sprog er helt på det rene med, hvilken fordel det giver dem at kunne bruge deres eget - medens Danmark med sit lille sprog ikke opdager, hvad der sker, når man aldrig insisterer på sit. Altid kan man selvfølgelig ikke gøre det! vi er nu engang det meste af tiden på udebane; men vi skal være klar over, hvad det indebærer, og det bør være os "angelegent", som Rasmus Rask sagde, at holde hjemmebanen i god stand, så vor fælles samtale ikke forarmer. Man beundres nok på overfladen for sit mindre eller mere gode engelsk - ofte er det jo godt! - men registreres også i det stille som en nation, der ikke orker at hævde sig, og som man derfor nok heller ikke bør tage så alvorligt.

Men så er der jo heldigvis dem, som tager sproget alvorligt - forfatterne! Det gør de imidlertid ikke ved at hæge om det som en sart plante, der ikke tåler for megen kulde, men ved at omgås med det som ven med ven, tage livtag med det som en modstander, lade sig føre af det og give det nye opgaver, vende og dreje og ælte det (så det kan blive til det brød, der hedder et digt, en fortælling, en roman, et drama!) Litteraturen gror - hele tiden og i alle former, og det sker også, at den vækker opmærksomhed og får priser - der kommer endda flere af dem - men alt i alt er den mindre "synlig" end f.eks. kunstudstillinger eller operagæstespil. Og dog: Der er stadig større tilstrømning til oplæsningsarrangementer, selv i går aftes på en kold havnekaj, bogmessen sætter publikumsrekord, skønt den er flyttet fra det Forum, som først gav den navn, og langt ud på Amager. Og hvad der gælder for København, gælder også for provinsen. Alligevel er litteratur kun i de sjældneste tilfælde rigtig "spektakulær" -

- og det skal man ikke være ked af. For ret beset rummer det spektakulære også risikoen for at bidrage til standardisering. Den ser man mest til i det, som vi gamle i 70erne kaldte "cirkulationssfæren". Der er jo det ejendommelige ved markedskræfterne, at de overladt til sig selv tenderer mod at afskaffe markedet: Der dannes stadig større enheder, som skaber stadig større standardisering, men når man er heldig, efterlader standardiseringen tomrum nok til, at der kan opstå nicher og danne sig nye variationer. Også det, som nogle måske anser eller anså for en standardisering, kan vise sig at føre i mange retninger. Forfatterskolen har i denne uge fejret sit 25års jubilæum, og mange af de grimme ællinger, der er vokset op i den, er blevet til stolte svaner, som trods artspræget slet ikke ligner hinanden.

Nej, det er i cirkulationssfæren, standardiseringen kan mærkes. Afskaffelsen af de faste bogpriser har gjort det stort set umuligt for små og velassorterede boghandeler at overleve. Hvad de nemlig taber på gyngerne, vinder supermarkederne på karussellerne. Mens supermarkedet lukrerer på halvtreds nuancer af gråt, kan den lokale boghandler få lov at gå i sort. Man kan ikke udelukke, at denne standardisering kan virke tilbage på litteraturen selv og føre til, at nogle satser på at skrive, så man kan blive solgt i supermarkedet. Det kan så føre til, at nogle skriver ringere, end de kunne, men det kan jo også føre til, at litteraturen i supermarkedet bliver bedre. Men man kan heller ikke udelukke, at de nicher, som er uinteressante for stordriften, viser sig frugtbare hinsides alle forventninger. Og det viser sig heldigvis igen og igen, at der findes læsere til litteraturen, måske ikke altid så mange, som forfatterne kunne drømme om, men de er der. Hans Magnus Enzensberger har beskrevet litteraturens virkninger i billedet af en brusetablet: "Se dette glas vand, kig på den skrøbelige hvide tablet, og læg så godt mærke til, hvad der nu sker. [Den] opløser sig, men den forsvinder ikke. Den er stadig væk til stede, men man lægger ikke længer mærke til den. Findelt, som opløsning og som dispersion, eksisterer den videre. Dens koncentration er aftaget, men til gengæld er den nu allestedsnærværende." Måske er der endda tale om den slags tabletter, der efterlader lidt bundfald, stritter imod forsvindingen; sammenligningen halter lidt, hvis man ved brusetabletter alene tænker på de smertestillende. Den virkning kan litteraturen sikkert også have, men det er ikke dens formål.

Litteratur har nemlig ikke noget formål uden for sig selv, den har en mening i sig selv, og det er det fine ved den. Litteraturen vægrer sig ved at blive instrumentaliseret, den er der bare, og det vil den heldigvis blive ved med.

Det Danske Akademi har i årets løb valgt et nyt medlem, forfatteren Ida Jessen. Da indvalget fandt sted i oktober, har Ida Jessen endnu ikke haft mulighed for at deltage i et ordinært møde, så en særlig velkomst også til dig. Akademiet har nu 17 aktive medlemmer: Benny Andersen, Torben Brostrøm, Suzanne Brøgger, Sven Holm, Klaus Høeck, Ida Jessen, Pia Juul, Peter Laugesen, Jørn Lund, Klaus Rifbjerg, Astrid Saalbach, Frederik Stjernfelt, Jens Smærup Sørensen, Pia Tafdrup, Søren Ulrik Thomsen, Poul Erik Tøjner og mig. Loftet er 20, så der er, som man siger, stadig plads til forbedringer.

Året er ellers forløbet som normalt med syv ordinære møder på Rungstedlund og tilhørende drøftelser, der dels handler om litteratur og sprog i almindelighed, dels har til formål at udpege de prismodtagere, som kommer til lige om et øjeblik, og dels kan have et særligt tema, således i oktober om oplæsning af litteratur og dens betydning for modtagelsen af den. I foråret var min forgænger som sekretær, Jens Smærup Sørensen, i sin egenskab af "prosekretær" så elskværdig at være min stedfortræder, mens jeg var i udlandet. I februar afholdtes det årlige forfattermøde, hvor Akademiet indbyder et antal danske forfattere og en nordisk gæst to dage til Rungstedlund, hvor nogle af forfatterne læser op af værker, de har i arbejde, og bagefter må påhøre kritiske og rådgivende bemærkninger uden selv at kunne tage ordet. Forfattermøderne har nu eksisteret i mange år, og der har været stor glæde over dem - både hos de indbudte og hos arrangørerne, dvs. akademiet i særlig skikkelse af Pia Juul og Søren Ulrik Thomsen, som også har påtaget sig arrangementet af forfattermødet i 2013. I 2012 havde vi inviteret følgende forfattere: Jens Blendstrup, Morten Blok, Iselin Hermann, Knud Holten, Katinka My Jones, Birgithe Kosovic, Christian Lollike, Niels Lyngsø, Eske K. Mathiesen, Anne Sophie Lunding Nielsen, Kaspar Colling Nielsen, Jokum Rohde, Amalie Smith, Jan Sonnergaard, Julie Sten-Knudsen, Maja Magdalena Swiderska og som nordisk gæst Sigurdur Páulsson.

Jørn Lund deltog for nylig i Det norske Akademis årsfest; Pia Tafdrup deltager senere på året i Det svenske Akademis årsfest. Deutsche Akademie für Sprache und Dichtung, som i 2006 holdt sit forårsmøde i København, har igangsat nogle dialogmøder med andre akademier, herunder vort. Det første finder sted mellem Peter Laugesen og præsidenten for Deutsche Akademie Heinrich Detering i Literaturhaus Berlin den 25. april, et andet med den polske germanist Leszek Zylinski og mig selv i Buddenbrookhaus i Lübeck den 8. november.

Og dermed er jeg nået til enden af min årsberetning og overlader nu scenen til musikken, som består af Jakob Bro på guitar, Nicolaj Munch-Hansen på bas, Jesper Zeuthen på saxofon og Peter Laugesen som det vokale bidrag.