Jørn Lunds tale ved Det Danske Akademis årsfest den 24. november 2006

Hvad snilde og smag er for det svenske akademi, er sprog og ånd for det danske.

Velkommen til Det Danske Akademis årsfest 2006!

Snilde og smag og sprog og ånd er nøglebegereber i det to akademiers fundatser; man kan sige, at det svenske samler sig om original begavelse, manøvredygtighed og æstetik, hvor det danske vil fremme et i vor tid så sjældent og efterhåndende svævende og luftigt begreb som ånd, specielt som den manifesterer sig i litteraturen. Vi ved alle, hvad åndløshed er, men det er af mange grunde svært at sætte ordet 'ånd' ind i en moderne virkelighed. Der tales derimod rigeligt om 'værdier'.

Men højskolesangbogen har, også i den nyeste udgave, et afsnit med sange under overskriften 'sprog og ånd'. Højskolen tør, hvor andre tier. Højskolesangbogen kan vel i dag kaldes en kanon – ligesom alt andet, der er et resultat af nogle menneskers selektion og prioritering. Der er ikke noget nyt under solen, jo måske i verdslige sammenhænge ordet kanon, som har sat vigtige drøftelser i gang, påkaldt sig rangordnede lister over alt muligt, fra sangfugle til seværdigheder i Gladsaxe Kommune – og en hel stribe af modkanon'er. Fra vi vokser op er vi vejledt og omgivet af smagsdommere, der fortæller os, hvad vi skal lære, og hvordan vi skal gebærde os. Hvad er et skoleskema andet end nogle smagsdommeres vurdering af, hvad unge mennesker har godt af at tilegne sig? Skolens time- og fagfordeling, dens pensumlister og lærebøger er kanon'er fra den kanonløse tid.

Jeg har lige afleveret en artikel om 'kanon' til den nye netbårne encyklopædi, og jeg tillader mig at citere slutningen:

”Kanonprojektet har været kontroversielt. Kritikere ser det som statsligt smagsdommeri og tolker initiativet som udtryk for national selvtilstrækkelighed, tilhængere opfatter det som en kærkommen mulighed for folkeoplysning på nye præmisser og ser det som et projekt, der netop kan vise dansk kunsts vekselvirkning med europæiske og internationale strømninger.”

Og hermed erklæres der kanonpause!

Og dog er der udarbejdet en antologi over nordisk litteratur på initiativ af Nordisk Ministerråd, projektet er ikke offentliggjort, men skal give skoleelever og andre interesserede mulighed for at stifte bekendtskab med grønlandsk, samisk, finsk, færøsk, islandsk og skandinavisk kvalitetslitteratur fra flere litterære perioder. Akademimedlemmet Torben Brostrøm har forestået projektet under medvirken af Anders Juhl Langenscheidt Rasmussen, intet mindre – som er litteraturstuderende og tidsskriftsredaktør. Fra nettet vil kunne nedlades tekster og gloser til fri afbenyttelse, og en bog vil senere følge.

Initiativet harmonerer fint med en næsten upåagtet begivenhed: De nordiske ministre for undervisning og forskning har underskrevet verdenshistoriens første nordisk sprogdeklaration, som forpligter sig på, som det hedder, at arbejde frem mod, at Nordens befolkninger skal lære at forstå de skandinaviske sprog. Det får konsekvenser for skolen, og initiativet kommer i sidste øjeblik. En ny videnskabelig undersøgelse dokumenterer, at det er gået tilbage med den nordiske sprogforståelse, kun færinger og nordmænd er godt stillet. Hvis ikke man ofrer emnet det par ugers intensiv undervisning i skolen, det herhjemme kræver at forstå svensk og norsk, mødes vi fremover i dårligt engelsk. Hjemmebanefordelen forsvinder. Men der er også også skyer på himlen. Finnerne er, bortset fra den finlandsk-svensktalende minoritet, demotiverede for at lære svensk og dermed få adgang til det nordiske, og de nordiske ministre har med hovedet under armen bedt de baltiske lande indenfor i det nordiske samarbejde. Det næste bliver Nordvestrusland.

De baltiske lande er medlemmer af Nato og EU, og hurra for det, men der er hverken stærke historiske, sproglige eller kulturelle argumenter for at at inddrage dem lige hér. Hvad har Polen så gjort? Eller Tyskland, som har påvirket de nordiske sprog og nordisk kultur så stærkt? Igen: Vi ønsker de baltiske lande alt godt, men det kan de udmærket opnå uden for det nordiske politiske og kulturelle kredsløb. Da landene stod i frigørelsens første fase, viste de nordiske lande rettidig omhu. Det nye initiativ er en bombe under det nordiske sprogfællesskab, som ellers netop havde fået ny politisk opbakning gennem den nordiske sprogdeklaration.

Deklarationen understreger, at nordens folk også har brug for sprog med større rækkevidde end de skandinaviske sprog, hele to endda. At engelsk vil blive det ene, er kun naturligt. Men der skal mere til. Og vi må håbe, at deklarationens fædre og mødre følger det op, for der tegner sig i flere af de nordiske lande det perspektiv, at mange unge mener at kunne nøjes med to sprog, det de er vokset op med – og så engelsk. Den norske undervisningsminister, som nu kalder sig kundskabsminister, hvad der er et krisetegn, lagde an til at afskaffe andre fremmedsprog end engelsk – og ser man på danske gymnasieelevers valg af sprogfag, må man konstatere en dramatisk nedprioritering af tysk, fransk, spansk og russisk. Det samme viser sig tydeligt i universiteternes optagelsestal. Arabisk har en vis fremgang, kinesisk og japansk er stadig eksotiske, selv om der kunne være god fornuft i at sætte sig ind i disse sprog.

Og hver gang, man lærer et nyt sprog, åbner der sig en ny kultur. Det er mere horisontudvidende end at mødes på dårligt engelsk.

Deklarationen fastholder også, at det skal kunne være meriterende at skrive videnskabelige afhandlinger på de nordiske sprog, men tendensen er ikke desto mindre, at der gives større credit og flere penge til institutter, hvis medarbejderne publicerer internationalt.Vi må håbe, at de også respekterer det på Københavns Universitets nye Faculty of Life; det hed før Landbohøjskolen.

En ny dansk doktordisputats om historikeren Arup udkom på dansk, og gudskelov for det. Det er en også kulturhistorisk interessant afhandling, læselig for alle interesserde. Hvis den var kommet på engelsk, have den fået få læsere, både her og i udlandet. Andre værker, der kommer på dansk, kunne fortjene en engelsk oversættelse. Frederik Stjernfelt, der får ordet til sidst, har været en drivende kraft bag udsendelsen af det store værk 'Tankens magt', der handler om den vestlige civilisations udvikling, ambitiøst, velredigeret, uhyre lærd – og relevant for alle interesserede. Den er tænkt og skrevet på dansk og er en encyklopædi i klassisk forstand, fordi den ikke splitter alting op efter alfabetets love, men netop samler stof for at skabe et systematisk overblik. Det er overordentlig glædeligt, at der stadig kan produceres storværker på dansk – men når det drejer sig om forskning, skal man følge en dobbeltstrategi og både videreudvikle modersmålet og deltage i den internationale udveksling. Også det anbefales i deklarationen, som efterlyser en større eksponering af nordisk litteratur i de nordiske lande, der har det med at samle sig om de nationale udgivelser.

På kunstens område er en dobbeltstrategi af indlysende grunde ikke fristende for forfatterne; her må oversætterens kongeniale gendigtning give værket vinger. Vi skal i dag høre Peter Laugesen tale om oversætterens opgave i anledning af, at Thomas Harder modtager Oversætterprisen. Klaus Rifbjerg vil begrunde, at Gelsted-prisen gives til Niels Hausgaard, Dy Plambeck modtager Klaus Rifbjergs debutantpris, og i den anledning taler Pia Juul om poesien, Pia Tafdrup begrunder, at Morten Søndergaard får tildelt Beatrice-prisen, og Frederik Stjernfelt motiverer tildelingen af Den Store Pris til Bent Vinn Nielsen. Forinden vil professor Klaus P. Mortensen modtage Selskabets Medalje med Torben Brostrøms ledsagende ord, men den norske forfatter og idehistoriker Lars Roar Langslet, som skulle have modtaget Karen Blixen-Medaljen, er desværre forhindret i at komme pga. sygdom.

Akademimedlemmet Mogens Brøndsted afgik ved døden tidligere på året. Han havde været medlem siden 1975 og ydet en fremragende indsats på mangfoldige områder, aktiv og spændstig i ånden som han var til det sidste.

Akademiet har igen i år holdt sine månedlige møder på Rungstedlund og indbudt en række forfattere til at læse nye tekster op. I år deltog Kristian Bang Foss, Jeppe Brixvold, Julia Butschkow, Adda Djørup, Jette Drewsen, Karen Fastrup, Lars Frost, Niels Hav, Ida Jessen, Erling Jepsen, Susanne Jorn, Hans Otto Jørgensen, Lone Munksgaard Nielsen, Dy Plambeck, Laila Ingrid Rasmussen, Martin Glaz Serup og Magnus William-Olsson.

Efter denne registerarie og den påfølgende regn af priser og medaljer vil jeg trække mig tilbage fra min post som sekretær i Det Danske Akademi og overlade den til Jens Smærup Sørensen. Dette er min 14. årsfest som sekretær – og nu kan det være nok! Vi har i Danmark ikke nogen 'ständig sekretärare' som i Sverige!

Musikken overlader vi med glæde til Hannes Alliance; Hanne Raffnsø vil selv kort fortælle, hvad hun og hendes to kolleger byder på.

Velkommen til årsfest!