Jørn Lunds tale ved Det Danske Akademis årsfest i november 1997

Velkommen til alle gæster. Velkommen til årets pris­modtagere, og velkommen til de to nye medlemmer

Suzanne Brøgger og Peter Laugesen. Årsfesten i dag er de nye medlemmers første møde - med de øvrige. Efter fundatsen kan der sidde op til 20 medlemmer, og flertallet skal være skønlitterære forfattere. Akade­miets formål er nemlig „at virke for dansk ånd og sprog, især inden for litteraturen“. Det gør man som bekendt ikke ved at indkapsle sig i dansk sprog og ånd. Fundatsens § 3 kræver da også, at Akademiet skal virke for kontakt med udenlandske institutioner og forfattere.

Erik Aalbæk Jensen savner vi i kredsen. Han sad i Det Danske Akademi fra 1977, siden marts 97 som passivt medlem. I sorgen over tabet kan man glæde sig over, at Erik Aalbæk Jensens virke som forfatter var usvæk­ket, stærkt og produktivt til det sidste.

Arbejdet i Akademiet er, hvad man gør det til, og med mellemrum drøftes det, om akademiet, som det hed­der i tidens sprog, skal skærpe profilen, fremsætte synspunkter på kultur og litteratur, gøre sig gældende i debatten. Vi har oven i købet drøftet det med kul­turministeren, som var så venlig at besøge os på Rung- stedlund i september. Vi kunne jo mene noget om alt fra menneskerettigheder til beskatning af hæderspri­ser, vi kunne stille op i køen bag meningsmagere og lægprædikanter, vi kunne ytre os om det danske hus i Paris og om teaterfuglen, vi kunne interessere os for­skolens undervisning i sprog og litteratur, for forlage­nes samarbejde med forfatterne, og vi kunne have en mening om det nye komma. Det har vi også, alle sam­men, vi mener noget om det hele, og meget er vi enige om, men mange medlemmer vægrer sig ved de kollektive tilkendegivelser, ved at fremsætte stærkere kulturpolitiske markeringer i Akademiets navn. Det kan der være gode grunde til. Faren ved Akademiets stille eksistens er, at det over for offentligheden kan fremstå som en forsamling af individualister, der for­skanser sig; faren er også, at vi derved kan få sværere ved at fremme vores sag. Selv vil vi naturligvis hævde, at vi samler os om sprog og litteratur uden bagtanker, uden behov for fast projektørlys, fri for at gøre os gæl­dende på det hurtige meningsmarked, i betryggende afstand fra plakathujende bladhuse. Men den stille magt kan blive så tyst, at ingen tror den er der.

Flere medlemmer har enkeltvis i årets løb hævdet, at tv har svigtet kultur og litteratur. Noget af kritikken er imødegået af såkaldte medieforskere, eller skal vi kalde dem seertalsstatistikere; de interesserer sig for kvantitet, ikke for indhold, for sendeflader og bruger­profiler, ikke for programmer. Det er en farlig virk­somhed. Hvis man målretter alting og stiller skarpt på et bestemt segment, altså på en bestemt gruppe af modtagere, så fremmer man stilstand og dårskab. For så giver man, hvad man tror andre vil have. På et møde i forrige uge på Christiansborg var der folk fra Danmarks Radio, som i fulde alvor talte om udsen­delser for hr. og fru Spegepølse - og andre udsen­delser for Libressesegmentet, altså kvinder i den føde­dygtige alder. Hvordan skal seerne komme i bevæ­gelse, hvis man fodrer dem, som var de hr. og fru Spe­gepølse? Hvis man i stille foragt for målgruppernes udviklingsbehov og forhærdet afvisning af mediernes kulturelle ansvar styrer efter tvivlsomme segmentop­delinger, udhuler man public service-tanken og dis­kvalificerer sig til offentlig støtte.

Enhver forfatter kender spørgsmålet: „Hvem hen­vender du dig til? Hvem skriver du for?“, eventuelt: „Hvem er det du lissom skriver for?“ De fleste finder spørgsmålet skævt og på mange måder irrelevant. De stiller nemlig ikke ind på en i forvejen defineret mål­gruppe. I Danmarks Nationalleksikons redaktion for Den Store Danske Encyklopædi kender vi heller ikke hr. og fru Spegepølse. Nogle artikler kan læses af for­udsætningsløse, enkelte kræver nærmest nobelpris­klasse. De fleste ligger i det mellemliggende spek­trum. Fri os fra firkantet segmenttænkning i kunst og folkeoplysning.

Siger jeg på egen hånd. Men hele spørgsmålet om Akademiets grad af udadvendthed er værd at drøfte, også i den kommende møderække. At vi ikke lever skjult, viser fremmødet i dag, og Kulturministeriet har i hvert fald ikke glemt os; vi har fået tilsagn om at kunne forhøje den store pris, så vi næste gang kan ud­dele 250.000 kr. og herefter 300.000 kr.

Den tredje tirsdag i 7-8 af årets måneder er der møde på Rungstedlund, først formelt omkring bordet i spi­sestuen, siden uformelt i dagligstuen. Det er også her, vi afholder det årlige forfattermøde, hvor indbudte gæster læser op af tekster, der endnu ikke er offentliggjort - og modtager kollegernes bemærkninger. I år læste 4 akademimedlemmer nu også selv op, umid­delbart før forfattermødet, for et publikum på Karen Blixen Museet. Der var så stor interesse for det, at ar­rangementet med disse oplæsninger vil blive gentaget.

Der er med andre ord mange mennesker, der gerne vil lytte, som vil samle sig opmærksomt om ord og tek­ster på dansk. Det danske sprog er blandt verdens store sprog, hvad man ikke skulle tro, men det er det, målt efter antallet af dem, der taler og skriver det, det er stærkt funderet i litteratur og samfundsliv, det er i enhver henseende livskraftigt, fuldt så udtryksfuldt som andre - og der er ikke noget alternativ til det som digterisk udtryk for dem, der er vokset ind i det. Et sprog er som modersmål ikke et tilfældigt tegnsystem, man kan betjene sig af eller kassere, det er et vilkår knyttet til den personlige vækst. Man kan skifte ar­bejde, familie, statsborgerskab, ja sågar køn, man kan melde sig til fremmedlegionen og børste den danske regn af sin hat, sproget kan man ikke flygte fra, man bærer det i sig, og det fortæller, hvem man er, og hvor man har været. Det er bærer af identitet, som det jo hedder nu.

Derfor er det godt, at nogle, ikke mindst forfat­terne, viser, hvad det kan. Det er det, vi priser her. Det er godt, at der er nogle der taler sprogets og litteratu­rens sag ved at vise udtrykskraften i digterisk virksom­hed, ved oplæsning, i sproglige samvær, hvor det ene ord ikke kan være lige så godt som det andet - og uden snæver målgruppestyring.

Vi skal i år uddele Selskabets Pris, Oversætterprisen, Gelsted-prisen, Beatrice-prisen og en ny pris, som Hvass-fonden ved sin formand ambassadør Troels Munk har bedt Det Danske Akademi uddele, Hvass-prisen. Endelig vil vi hylde Thorkild Bjørnvig med Sel­skabets Medalje i anledning af, at han har 50-års for­fatterjubilæum.

Guitaristen Tomas Krakowsky spiller, vi lytter til ord og musik, og ordenes musik, og jeg byder velkommen til nogle timers samvær i en god sags tjeneste.