Selskabet til de skønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse

Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse fylder i efteråret 1959 200 år. I anledning heraf udsendes denne lille bog, som i korte træk ridser selskabets historie op. Selskabets veje har været bugtede, men dets virksomhed har altid været vævet ind i dansk kulturliv. Derfor mener vi, at det er rimeligt at udsende selskabets historie nu i 200-året for dets beståen. Vi takker dr. phil. K.F. Plesner, fordi han beredvilligt sagde ja til at skrive dette skrift og vi takker Augustinus Fond, fordi den hjalp os så godt, at vi økonomisk kunne magte opgaven.

N.J. Rald, Anna Sophie Seidelin, Ole Wivel, Torkil Heise

Enevælden er akademiernes tid; målet er åndslivets ensretning, tankens verden under kontrol, den litterære republiks centralisering. Den række repræsentative sel­skaber, der oprettedes i Europa fra l’Académie Française 1635 til Svenska Akademien 1786, var dog langtfra af ren skønlitterær art; selv i de nævnte akademier var der repræsentanter for sprogvidenskab, historie, filo­sofi, gejstlig veltalenhed m.m., foruden et antal højættede dilettanter og velyndere; betydelig, men ikke eneafgørende vægt på naturvidenskaberne lagde The Royal Society i London fra 1662. Efterhånden opstod rundtom, ikke mindst i de talrige italienske og tyske småstater, en mængde selskaber, litterære, videnskabe­lige eller almene, nogle prægede af universitets- og studenterånd, andre af adel og hof. Disse selskabers tilblivelse hænger delvis sammen med den selskabe­lige dannelses gennembrud: den lærde tids støvede og verdensfjærne polyhistor efterfølges af oplysningsti­dens elegante verdensmand. Deres optimistiske iver for at arbejde enevældens ensretningstendenser i hænde er ubevidst; selv mener de at løfte åndslivet op fra overtro, uvidenhed og formløshed til den eneste rette, fuldend­te form, den franske. At herved rodtrådene til megen selvgroet folkelig kultur til ubodelig skade blev skåret over, er en selvfølge; først romantiken skulde knytte dem igen. Men dette kunde man ikke forlange, at de fremskridtstroende oplysningsmænd skulde fatte; for dem gjaldt det at bringe deres eget land på højde med det øvrige Europa og dets fastslåede kulturidealer.

I Danmark begynder akademidannelsen i 1740-erne: Videnskabernes Selskab stiftes 1742, Det kgl. danske Selskab for Fædrelandets Historie 1745; begge bliver videnskabeligt arbejdende selskaber, og noget repræ­sentativt akademi får vi aldrig - man har ment, at det stred mod dansk blu og formløshed, andre årsager kunde muligvis også nævnes. Udfra følelsen af, at man dog ikke heller turde forsømme den opgave, der i det franske akademis statuter kaldes dets fornemste, „at give sproget visse regler og gøre det rent, veltalende og i stand til at behandle kunster og videnskaber”, ud­fra denne måske snævre og tidsbestemte, men ideali­stiske og påkrævede trang udsprang vort lands mind­ste og beskedneste akademi, Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse.

Det lå altså så at sige i luften. Hvem der oprindelig har fået ideen og hvordan den til at begynde med er ført ud i livet, derom ved vi nu kun lidt. Man har hen­vist til en artikel fra 1754 af Caspar Peter Rothe, hvor tanken om et frit dansk bogtrykkeri fremsættes, som den første, spæde spire. Hans bror Tyge Rothe, der var informator hos arveprins Frederik, stod Jens Schelderup Sneedorff nær, der i det 26nde af sine Breve, udgivet i Sorø i begyndelsen af 1759, fremsætter forslag om ad privat vej at samle „en liden aarlig Capital til at befordre saadanne Skrifters Tryk, som kunde tiene til at forbedre Sproget, Sæderne og Smagen“. Overskudet kunde passende anvendes „til Priser til de Forfattere som fortiene og behøve det“.

Det lader altså til, at tanken er undfanget i den be­vidst danske Sneedorff-Rothe’ske kreds; men næste gang vi hører noget til den, er det fra den tyske kreds, der beundrende samledes om digteren Klopstock, som den ældre Bernstorff havde truffet på sin hjemrejse fra Paris og fået Frederik den Femte til at indbyde til København. Til denne kreds hørte bl.a. hofpræsten Johann Andreas Cramer, en oplysningsivrig mand med varm kærlighed til sit andet fædreland, Dan­mark; han udgav 1758-60 det moraliserende tidsskrift Der Nordische Aufseher, hvori man d. 14. november 1759 kunde læse et indsendt brev - utvivlsomt af Sneedorff - om et nyt selskab, der vilde give „de skønne ånder lejlighed til at få deres værker trykt og under­kaste dem en beskeden og grundig kritik; man vilde årlig uddele to priser, en for poesi og en for prosa, og man håbede på understøttelse fra det kongelige privat­chatol; udelukket fra deltagelse var lejlighedsdigte så­velsom alle plumpe satirer og gemen skæmt med vin og elskov”. - Dette brev efterfulgtes umiddelbart af et stykke, der skyldtes Klopstock, der værdigt og fader­ligt antog sig det nye selskabs sag og håbede, at der i Danmark-Norge måtte vise sig skjulte originalgenier - „eet må være Dem belønning nok!“ Altså håbet om en anden Klopstock.

Man tør næppe af dette brev slutte, at selskabet alle­rede nu var fuldt stiftet. Reverdil anså det ialfald for en føler, der skulde forberede publikum på, hvad der var i vente.

Officielt sprængtes bomben først fredag den 21. de­cember 1759 ved en fire spalter lang artikel i Kjøben­havns Adresse-Contoirs Efterretninger, som man på grund af indre stilkriterier tilskriver Tyge Rothe. Da dette snurrige aktstykke ofte senere anføres som en slags grundlov, skal det gengives, omend med en del forkortelser:

Underretning om et Selskab, hvis Hensigt er at forfremme de skiønne Videnskabers og Smagens Udbreedelse.

Iblandt de stoere Scener, hvilke Tidernes Historier legge os for Øyne, er ingen yndigere, og ingen præg­tigere for den, der føler vores Artes Værdighed, end disse Epoker, i hvilke Videnskaberne og Konsterne skinne klart blandt Menneskene og forædle dennem.

Nogle af disse Epoker hører til Verdens Historie; thi tiere end eengang bedekkede Vankundigheds Taage heele Jorden; Videnskaberne og Konsterne vare som en døende Gnist der skyvledes under Asken; men lyk­kelige Omstændigheder fulde ind, og Mørket blev for­drevet; da saae man disse Aarhundrede, hvilke skulle vorde til Beundring endog for de sildigste Mennesker: Saadanne ere de, hvilke den erkiendtlige Verden ha­ver kaldet en Pericles, en Augusts, en Leo den Tien­des, en Ludvig den Fiortendes Aarhundrede. ...

Vi gaae tilbage i vores Fædernelands Historie; vi betenke, hvad der alt for længe siden er skeet til Kund­skabens Udbreedelse ... men i sær see vi hen til de Grundregler, hvorpaa Regieringen bygger alle sine Anslag og Handlinger; og vi blive forvissede om, at een af de lyksalige Tiider, om hvilke nys taledes, er oprunden for Danmark.

Mange Beviiser og stoere Beviiser have vi og vore Medborgere allereede havt derpaa, at vor Konge er een af de sande Helte paa Tronen, hvilke ikke ville æres uden ved deres Folkes Ære og Lykke. Men vi have at bekiendtgiøre endnu et nyt og talende Beviis paa samme. Kongens Gavmildhed er det, ved hvilken vi understøttes og opmuntres i det Forset vi have, efter Evne at ville fremme Fædernelandets Ære og Beste, ved at fremme endeel af Videnskabernes og Konster­nes, samt den goede Smags Udbreedelse blandt vore Landsmænd.

I denne Hensigt have vi indbyrdes oprettet et Sel­skab; og Midlerne hvilke vi holdte for de sikkerste, og for de beste til at opnaae vort Maal, ere de, vi i denne Indbydelse legge vore Landsmænd for Øyne.

Blandt Videnskaberne ere nogle, der alleene sigte til at udviide den menneskelige Kundskabs Grændser, til at opdage nyttige og før ubekiendte Sandheder; Forstanden er Dommere over Verker af dette Slags; og ere kun Verkerne rigtige, forstaaelige og læreriige, da skulle deres Forfattere belønnes af Verden med Tak og Høyagtelse. Sandhed i Tingene, og Klarhed i Læren er ald den Skiønhed, vi have ret til at fordre hos disse Ver ker.

Men andre Videnskaber sigte til at forbedre Hiertet ved at fremsette Sandheden, saaledes, at den maae opvekke behagelige Følelser i Siælene. Man haver kal­det disse de skiønne Videnskaber, og derved forstaaet Poesien og Veltalenheden; man haver regnet dennem iblandt de frie Konster, for at tilkiendegive, at Nem­met og Indbildnings-Kraften have liige saa meget at giøre i disse Konster, som i de andre, der efterligne Naturen ved Farver, ved ophævede Figurer, ved Lyd eller ved Legemets Bevægelser. Hiertet og Smagen ere Dommere i disse Videnskaber og Konster.

Er det vigtigt, at Sandheden bliver yndig for Men­nesket: Fortiene de vel, der opvekke Følelser hos os, hvilke ikke alleene ere yndige, men og forhøye vor sande Fuldkommenhed: er det ønskeligt, at Dyden af­males med sin indtagende Skiønhed, at der aabnes for Menneskene en nye og uudtømmelig Kilde til de uskyl­digste Fornøyelser, at de linde nye Lyster i den selska­belige Omgang, at Hierterne blive skikkede til at føle Venskabs Sødhed, at sande Helte kunne belønnes med evige Æremæler: er dette saa, hvad bør da ikke deres Løn være, der med Lykke dyrke de Videnskaber, af hvilke disse Frugter høstes? og disse Frugter høstes af de skiønne Videnskaber.

En Descartes, Newton, en Leibnitz, en Bernouilli ere deres Fædernelands Ære: de ere Verdens Ære; Først skulle de nævnes, men nest efter skal en Milton, en Corneille, en Bossuet, en Haller nævnes. Stolte ere vi af en Tyge Brahe, en Rømer, af Vormer og Bartoliner; men vi ville kunne nævne Danske Sophocler, Virgiler og Horazer. Hvorfore skulle vi og ikke faae dem? Naar de blandt vore Landsmænd, hvilke Naturen gav rare Nemmer, ret føle deres egne Kræfter. Men vi ere alt komne længere end til Haab og Ønsker: fulde af patriotisk Glæde see vi dem forud, disse Monumenta ære perenniora om hvilke den Nordiske Aufseher taler i sit Svar til os; vi see dem opstaae iblandt os, og de ere Danskes Arbeyder; Hvor lyksalige ere vi, om vores Iver kunde vorde een medvirkende Aarsag til dette Gode!

Vort Forset er hvert Aar at udsette tvende Priiser; den eene af Halvtredsindstive Rdlrs. Værdie for den beste danske Digt, over en Materie, hvilken vi forud bestemme; den anden af Fyrretive Rdlrs. Værdie for den beste Danske Afhandling i ubunden Stiil over en ligeledes af os fastsat Materie; Og ville vi, hvad den sidste angaaer, afvexle saaledes at vi og undertiden fremsette en til Religionen henhørende Materie ...

Det nest beste iblandt de indsendte Priisskrifter ville vi med Forfatterens Tilladelse og lade trykke, til­lige med det andet, der fik Priisen. ...

Selskabets Lemmer arbeyde aldrig selv for Priisen. ...

Vi paatage os hvert Aar at befordre til Trykken et vist Antal af Danske Udarbeidninger, der høre til Smagen og de skiønne Videnskaber; hvorved vi love dennem, der betroe os deres Arbeyder, at de skulle ny­de alt det, der indkommer for de af deres Verker solg­te Exemplarier, enhver i Forhold af det Rum, hans Skrift indtager i de Hefter, hvilke vi ville udgive. ... Dog ville vi ikke glemme ved andre Midler at tilkiendegive vores sønderlige og billige Høyagtelse for her­lige Original-Stykkers Forfattere. ...

Vi imodtage alle Slags poetiske Verker, naar deres Indhold ikke striider imod Religionen, Dyden, Sæder­ne, og den Beskedenhed, der især bør være Videnska­bernes og Konsternes Dyrkere egen. Nedrige Satirer og uanstændig Skiemt have vi med alle Veltenkende tildømt den visseste Foragt.

Vi imodtage og alle sindrige prosaiske Afhandlin­ger, de være i Form af Fortælninger, Breve, Samtaler eller nogen anden, naar kun Veltalenhedens og Vittig­hedens Yndigheder skinne frem i samme. Ligeledes nyttige, og med den goede Smag overeenstemmende Anmerkninger over den theoretiske og critiske Deel af de skiønne Videnskaber. Hid henføre vi beskedne Critiker over Fremmedes eller Danskes Verker; saa- danne Critiker, hvilke alleene sigte til Sandhedens Op­dagelse. Dog forstaaes dette alleene om Verker, hvilke henhøre til Smagen og de skiønne Videnskaber; Men grammatikalske Krige befatte vi os aldeeles ikke med.

Alt hvad der angaaer Skuepladsens Forbedring, holde vi saare vigtigt, og ønske, at Arbeyder af dette Slags maatte ofte vorde os betroede.

Oversettelser af Gamles eller Nyeres for Mester­stykker erkiendte Arbeider, dog heldst poetiske Over­settelser, skulle og faae Sted i vore Samlinger; Men saadanne maae de være, at Originalen kand regnes for een af Modellerne i de skiønne Videnskaber, og at Oversettelsen kand ansees for en oprigtig Copie, der udtrykker alle Modellens Skiønheder.

Da vi sigte didhen, at de blandt vore Landsmænd, hvilke Naturen begavede med Vid og Nemme, og hvilke ville anvende samme til andres Nytte og Fornøyelse, maatte uden Møye og uden Bekostning see deres Arbeyder i mange Læseres Hænder, ogsaa vorde lønnede med almindelig Biefald, saa bliver det en Lov for os, med den nøyeste Agtsomhed og Upartiskhed at prøve de Stykker, vi legge for Dagen; Baade ere vi Læserne dette skyldige, saaog Forfatterne, der betroe os deres Arbeyder; thi kaldte vi det got, der ikke var det, hvad Vægt skulde da vor Dom have? og hvad skulde bevæge ypperlige Verkers Forfattere til at søge vor Biefald, naar de maatte frygte for at see sig satte ved Siden af de middelmaadige Geister, hvis Lod en hastig Forglemmelse bør være.

Men som det maaskee kunde hende sig, at i noget os tilsendt Stykke behøvedes en eller anden liden For­andring, hvilken dog ikke angik det væsentlige i Styk­ket, saa udbede vi os den Tilladelse, efter vor Indsigt at torde giøre saadan Forandring, paa det vi des vissere kunne haabe at Arbeydet skal vorde agtet fuld­komment. Da vi ere mange samlede, og da vi ikke ville giøre, endog den ringeste Forandring, uden efter fælles Samtykke, saa haabe vi, at Forfatterne skulle have den Tillid til vor Reedelighed og Indsigt, at de ikke negte os det, vi her bede om ...

Vi befatte os med intet andet end det, der er skre­vet i Landets Sprog; og vi tør haabe at sammes For­bedring skal blive een af vores Foretagendes Frugter ...

Os synes, at endog de, intet uden egne Anslag og egne Arbeyder finder Biefald, skulle forgiæves søge at tillegge os andre Hensigter, end de, for hvilke vore Landsmænd bør ville os vel. Vente vi nogen Beløn­ning, da er det den søde Lyst at have gavnet vore Med­borgere; det er den alleene vi ønske, og tillader Nys- gierrigheden det, da ville vi nyde denne Belønning stille og ubekiendte.

[Endnu tilføjes praktiske råd om at indsende ano­nymt med lukkede navnesedler osv.; og det meddeles, at den poetiske opgave for det kommende år bliver Sø­fartens Opfindelse, den prosaiske Hvilken Indflydelse det haver i de skiønne Videnskaber, naar oplyste og polerede Folk stræbe at overgaae hinanden.]

Denne bekendtgørelse er jo i virkeligheden et helt ar­bejdsprogram, både for indsendere og Selskabet selv. Men hvem var nu de mænd, der stod bag dette nyttige og ordrige program? Da der hverken findes arkiva­lier eller andre optegnelser fra denne tid, har det givet anledning til meget gætteri og uenighed. Allerede så tidligt som 1789 viste Pram og Baden sig ret usikre an­gående sagens sammenhæng. Først ved udgivelsen af Luxdorphs dagbøger er den blevet nogenlunde oplyst. Han skriver d. 1. december 1759: „Inviteret af Hr Cra­mer til at indtræde i et Selskab med Justitz-Raad Niel­sen, Carstens, Professor Rothe etc. anl. at lade ind­kommende Skrifter i den danske Veltalenhed trykke.” Det er jo unægtelig noget vagt: hvem og hvor mange dækker det lille etc.? Var Selskabet allerede trådt sam­men, eller gjaldt indbydelsen blot et konstituerende møde? Næste optegnelse står ialfald den 6. december og lyder: „Om Aftenen hos Justitz-Raad Nielsens i Selskabet, hvor Indbydelsen blev læst, forfattet af Se- cretario Professor Rothe.“ Dette møde synes for så vidt at være den rette stiftelsesdag: de har nu fået en sekretær; den oplæste indbydelse er naturligvis pro­gramartiklen i Adresse-Contoirets Efterretninger, som allerede Baden af stilistiske grunde tillagde Rothe. Når Sneedorff, der af Pram betegnes som „Sjælen i Selskabet“, ikke var med, skyldtes det vel sagtens, at han endnu ikke havde fået juleferie fra Sorø Aka­demi, hvor han var professor fra december 1751 til marts 1761. Om han har været tilstede ved det næste møde d. 20. december, hvor hans prosavision Den nye Edda blev oplæst, er også uvist. Mødet blev afholdt hos C.P. Rothes kontubernal i brygger Borups gård på hjørnet af Brolæggerstræde og Knabrostræde N.K. Bredal, forfatteren til den meget omstridte opera Tronfølgen i Sidon, hvis navn ellers aldrig er nævnt i forbindelse med Selskabet.

Møderne følger nu på hinanden med stor regelmæs­sighed: 3. januar; 17. i samme: „Sneedorffs Piece om Smagen oplæst“, antagelig af forfatteren, da han da­gen efter spiser til middag hos Luxdorph sammen med Cramer, Rothe, Carstens o. fl.; 31. januar, 28. fe­bruar, 13. marts; vist nok et par gange i november, men så igen d. 7. febr. 1761 hos Cramer og d. 14. fe­bruar hos Carstens, „hvor ingen fleere af Selskabet mødte“. Interessen var øjensynlig ved at dø hen, ener­gien taget af; der berettes ikke om flere møder før rekonstruktionen i 1763.

Det vil vistnok være nødvendigt nærmere at præsen­tere de enkelte aktører i dette lille forspil:

Sneedorff og Rothe var kendte og ansete navne i tidens litteratur og lange tider efter. Jens Schelderup Sneedorff, 1724-64, var professor i statsvidenskab ved Sorø Akademi, ivrig oplysningsmand, dansk af sind, kosmopolit af læsning og dannelse. Han havde først nylig begyndt sit forfatterskab med et værk Om den borgerlige Regiering, den elegante lille essaysamling Breve og et par oversættelser efter Voltaire; menneske­ligt og socialt stod han i fremskridtets første række, smag og dannelse var hans kære, stadige tanke, alt pe­danteri var ham inderligt imod; selv skrev han en klar, elegant stil med verve og rytme, omend noget enstonig og uden smil, ligesom hans lyse natur var ganske blottet for romantik; til gengæld ejede han som menneske, lærer og forfatter et fint „æstetisk ge­hør“. I begyndelsen af 1761 flyttede han ind til Kø­benhavn som lærer for den ganske unge arveprins Fre­derik og begyndte samtidig udgivelsen af Den patrio­tiske Tilskuer, der på dansk tog opgaven op efter Cra­mers tyske forgænger, og som han for langt den over­vejende del skrev selv. Hans pludselige død af børne­kopper knap 40 år gammel var et alvorligt tab for det danske åndsliv.

Tyge Rothe, 1731-95, var en langt mindre harmo­nisk personlighed. Han havde lært Sneedorff at kende i begyndelsen af 5o’erne, da han kom til Sorø som hov­mester for en af de unge Juel’er. Han blev en varm be­undrer af den syv år ældre professor, og i sine Breve til Babuc stillede han sig ved hans side i kampen for smag og oplysning. Han var nu, efter en længere Europa-rejse med understøttelse fra Bernstorff, extraordinær professor ved universitetet, Sneedorffs forgæn­ger som informator for arveprinsen, og havde udgivet sit første større skrift, Tanker om Kiærlighed til Fædernelandet. Endnu var hans stive, skruede og hastemte stil ikke drevet ud i den karikatur, der gjorde hans se­nere værker rentud ulæselige; hans navn vilde næppe idag mindes udenfor de allersnævreste fagkredse, om han ikke i Grundtvig havde fået en glødende beun­drer, der frit vedgik arv og gæld til det syn på histori­en, Rothe havde fremsat i de fem bind om Christendommens Virkning paa Folkenes Tilstand i Europa (1774-83).

Blandt de virksomste i Selskabet fra den første dag til sin sidste time var Adolph Gotthard Carstens, 1712 eller 1713-95, af gammel lübeckerslægt, tysker af ud­dannelse, mangeårig leder af Tyske Kancelli. Og dog en af de fineste kendere af det danske sprog. I Selska­bets samlinger har han selv offentliggjort et par sær­deles elegante poetiske arbejder, bearbejdet efter det franske, men især er hans filologisk-æstetiske afhand­linger om hiatus i vers, sammenstød af vokaler, meget betydningsfulde. Han er, som Vilhelm Andersen siger, den danske litteraturs første faglærte kritiker. Det er en underlig tanke, at denne fornemme embedsmand, en verdensmand og en lærd, nu kun huskes, fordi han med faderlig velvilje, ofte streng og pedantisk, men altid af et godt hjærte, tog sig af den forfaldne og ge­niale Johannes Ewald, der til gengæld følte dyb tak­nemmelighed mod „de danske Musers ivrigste og vise­ste Beskytter“. Måske er det i det hele ikke urimeligt, at den mere bevidste kunstfærdighed i dansk lyrik henimod århundredets slutning, der afløser den barok­ke opstyltethed og det sløsede dilettanteri, står i gæld til denne stilfærdige embedsmand.

Ligeså højt på rangstigen stod Bolle Willum Lux- dorph, 1716-88, af gammel dansk æt, der sine sidste femten år var leder af Danske Kancelli. Han var en af vort lands betydeligste og kyndigste bogsamlere - en­hver sand bogelsker kender og skatter bøger fra hans bibliotek med det gyldne elefanthoved på forpermen - desuden en solid historiker, med numismatik som speciale, en ypperlig jurist, filosof af Wolfs allerede da noget forældede skole og med megen sans for mate­matik. Han var vor sidste latindigter af nogen betyd­ning; hans Carmina, 1775, er en meget smuk bog og viser sammen med andre værker, han forestod udgi­velsen af, især den kendte kvartudgave af Peder Paars fra 1772, at han har haft stor betydning for bogkun­stens opkomst herhjemme i århundredets slutning. Men med alt det er han dog mere den svindende tids mand, en snæver og amusisk natur; Shakespeare, den unge Goethe og Johannes Ewald kunde han ikke tage.

Af ringere interesse var værten ved den første sam­menkomst, Georg Nielsen, 1710-97; han havde været pagehovmester, var nu lærer for kronprinsen, den se­nere Christian VII, og var et par år meddirektør ved Det kongelige Teater. Hans liv var „virksomt uden glimmer”, numismatik var hans hovedinteresse, og han ejede en stor bogsamling, hvoraf størstedelen gik tabt ved Christiansborgs brand 1794. Om nogen sær­lig kritisk eller poetisk forståelse hos ham vides intet.

Endelig Klopstocks ven og beundrer Johan Andreas Cramer, 1723-88, der som tysk hofprædikant havde sin faste gang i byens bedste huse. Han var selv ingen ringe digter, skrev oder i vennens stil og udgav en poe­tisk parafrase over Davids Psalmer; Shakespeare beun­drede han, Young var hans yndlingsdigter; ved sin anmeldelse af Tullins Maidagen gør han digtet kendt i Tyskland, ligesom det også er ham der i udlandet skaffer Sneedorff navn som en af vore mest fremra­gende prosaskribenter. I Der nordische Aufseher om­taler han med varme Danmark som sit andet fædre­land og kalder tyskerne udlændinge. Dette tidsskrift var af stor digterisk og kritisk betydning og desuden ved sine moralske, sociale og politiske synspunkter lige­frem talerør for den Bernstorff’ske kreds.

Dermed er vi antagelig ved kærnepunktet i hele sa­gen: bag stifternes noget brogede selskab skimter vi den store statsmands skikkelse, viljefast og foretag­som, mest optaget af, at der sker noget, mindre af, om grunden er solidt og varigt lagt. Johan Hartvig Ernst Bernstorff var utvivlsomt en diplomat af høj rang, men i det indenrigske blev han landet en dyr mand; hans merkantilistiske synspunkter var i virkeligheden allerede forældede og i sit forsøg på at skabe en lokal industri lå han altfor ofte under for fremmede vind­magere; men hans interesse for skønvirke og det høje­re åndsliv er sand og omfattende; hans indsats for bon­defrigørelsen af varig national værdi. I sit palæ i Bred­gade eller på Bernstorff slot samlede han ofte om afte­nen en kreds af venner og tilhængere: Klopstock, Cra­mer, tyske og danske i hyggeligt samvær - som den kosmopolit han var anerkendte han ingen forskel på de tre nationaliteter i det dansk-norske dobbeltmonar­ki. Fra disse aftener udgik sikkert inspirationen til Cramers Nordiske Tilsynsmand, Sneedorffs Patrioti­ske Tilskuer og til „et patriotisk Selskab”, som det kal­der sig på titelbladet til sine Forsøg i de skiønne og nyttige Videnskaber.

Hvordan arbejdede så Selskabet i disse første år? Ja, det er altså blevet „understøttet og opmuntret” af majestæten. Med dets forbindelser skulde det ikke væ­re vanskeligt at have opnået; en snes år senere siges det, at kongen ganske simpelt påtog sig dets udgifter. Ifølge Luxdorphs dagbøger er man altså begyndt med at holde møde hver fjortende dag; men efter kort tid er iveren kølnet og efter godt et års tid er der ind­trådt fuldstændig stilstand. En smule lys over forhol­dene kastes ved de breve, P. F. Suhm i Trondhjem modtog fra den hæderlige og lærde, men noget sure og bidske rektor Benjamin Dass, som 1751, kun 45 år gammel, havde opgivet sin stilling der i byen til for­del for Gerhard Schønning, og nu boede som priva­tiserende videnskabsmand hos venner i hovedstaden. Allerede den 29. marts 1760 skriver han: „Det ny sma­gende Selskab har endnu intet udgivet i Trykken. Man vil sige, at de indbyrdes skal være temmelig ueni­ge, og at det tydske og franske Partie vil have Overhaand; saa at Etatsr. Luxdorf skal være færdig at gaae ud derfra. Mr. B. Tullin er ej bleven antagen til Membrum, sluttelig af den Aarsag, at han har tilsendt den nordische Aufseher en Repliqve i Anledning af det Udtog, som blev gjort af hans Majdag.“ - I begyndel­sen af januar 1761 kan han meddele, at første del af Selskabets skrifter er udkommet. „Det forstod sig selv, at B. Tullin maatte faae Prisen for sit Vers. Til Prise­pjecen i løs Stil om de smukke Videnskaber etc. er en jydsk Student, ved Navn Owe Guldberg, Forfatter, en lærd og duelig Person, som jeg baade elsker og ærer.” – I december samme år er Dass meget optaget af stri­den om Milton, om hvem Guldberg „havde skrevet i den Pjece, som han fik Prisen for af Smagens Selskab: at Milton var vel en herlig Poet, men han løj for me­get". Og han tilføjer: „Ulykken for de smagende Her­rer er, at hvis Miltons Dessein falder over Ende, saa fal­der og Klopstock, hvilket Smagen og andre Omstæn­digheder umueligen kan tillade.” — Endnu den 10. april 1762, da han er meget glad for Edward Gibbons Essai sur l’étude de la littérature, tilføjer han: „Gid vore nye danske Smagianere ville give os saadanne Af­handlinger at læse! da kunde baade de smukke og grundige Videnskaber beholde hver sin Pris”.

Dermed går også her tæppet ned - og det har vel kun været en ringe trøst for Dass, at Sneedorff, som han ikke yndede, udførligt omtalte Gibbons lille bog i Den patriotiske Tilskuer.

Det hele udbytte af denne første periode blev altså udgivelsen af Forsøg i de skiønne og nyttige Viden­skaber. Samlede af et patriotisk Selskab. Første Stykke. – et hefte paa 144 sider, som vel er udkommet ved jule­tid 1760, trykt hos Sneedorffs bogtrykker Jonas Lind­gren i Sorø i vistnok 975 exemplarer og solgt gennem hans boghandler Johan Benjamin Ackermann på Købmagergade, der ikke blot forhandlede Den patrio­tiske Tilskuer, men også påtog sig expedition af ma­nuskripter og lignende for Selskabet.

Heftet begynder med en højstemt tilegnelse Til Kongen og et forord, begge fra Sneedorffs pen, men som alt det øvrige strengt anonymt. Derpå følger de to digte om Søefarten af Tullin og Morten Hammer, hvoraf det første havde fået prisen, samt Guldbergs prisskrift om Hvad Indflydelse det har i de smukke Videnskaber, naar oplyste og polerede Folk stræbe at overgaae hinanden. Nogle moralske Betragtninger over Tiden er det aldrig lykkedes at udfinde forfatte­ren til, mens det afsluttende stykke Den nye Edda eller Gylfes anden Reise er et af Sneedorffs smukkeste arbejder.

Det lille heftes betydning er en anden og større end blot at være indledningen til en længere række; det er den tidligste førromantik, der hermed indføres i vor litteratur - navne som Pope, Young og Haller flyder uvilkaarligt litteraturhistorikeren i pennen - og den frembæres med megen smag og dygtighed. Tullin er en sand digter, hvis vers flyder med lethed og elegan­ce; skulde man indvende noget mod hans læredigt, måtte det blive, at han i og for sig skriver stik imod opgavens ånd, at han næsten Rousseau’sk hæfter sig ved menneskets formastelse, ved farer og vold, begærlig­hed og overflod; dog alt sker efter Guds vilje - „Hvor gavmild deler du Naturens rige Gaver, / Og er ei blot mod Trang, men og mod Vellyst god;“ det er og bli­ver den bedste af alle tænkelige verdener. - Morten Hammers digt siger os idag mindre; men det er gan­ske morsomt at notere, at han som ni-årig fik de to brødre Rothe som stedbrødre - han hørte til kredsen, som Guldberg og Sneedorff.

Anmeldelser var i den tid få og sjældne. „Om man undtager vor store Holberg, saa ved jeg ikke at nogen dansk Auktor har givet os et eneste stykke i de smukke videnskaber, der kan settes i ligning med de bedste, som findes i denne samling,” skriver mærket S. i det lidet kendte ugeskrift Den danske Proteus d. 29. maj 1766 og tager sig videre den frihed at hilse Selskabets lemmer som „smagens Fosterfædre i Dannemark”. I dansk litteraturforskning har denne anmeldelse fra Rahbek og Nyerup til Ehrencron-Müller været tilskre­vet P.C. Stenersen; men Francis Bull følte sig ikke overbevist om hans forfatterskab, og J. Viktor Johans- son har med temmelig sikkerhed tillagt den svenske journalist Pehr Rudin det. Anmeldelsen er ialfald skre­vet med en for den tid sjælden æstetisk kyndighed og anviser Selskabets virke, efter rekonstruktionen, en høj plads.

Hvem der har givet tilskyndelsen til Selskabets ny­indretning, lader sig nu ikke afgøre. Personlig vilde jeg gætte på Sneedorff, hvem Pram et kvart århundre­de senere betegner som sjælen i selskabet, og som vi ved har virket for at få sine yngre venner ind i det. Nok er det, at torsdagen efter første søndag efter på­ske, d. 14. april 1763 afholdtes efter to års stilstand atter et møde, hvor det viste sig, at Selskabet i mellem­tiden havde faaet en ny sekretær, professor Johann Heinrich Schlegel, og at „man“ gennem overhofmarskallen A. G. Moltke havde indgivet en memorial til Frederik V, der ved kongelig resolution havde bevilget 400 rdlr. af particulærkassen årlig til Selskabets brug, samt endelig at der forelå udkast til en instrux for sekretæren, som blev omhyggeligt gennemdrøftet af de tilstedeværende medlemmer, Carstens, Cramer, Sneedorff og Lous, og siden indført i protokollen og underskrevet.

Fra og med dette møde foreligger nemlig en Proto- coll over de Forretninger som i de Danske Skiøne [!] Videnskabers Selskab ere foretagne. Den er så afgjort hovedkilden til vor viden om Selskabets historie, da arkivet, som kun går tilbage til 1774, dels er ret ufuld­stændigt, dels ofte kun en gentagelse af protokollens meddelelser. På dennes første side findes en fortegnel­se, efter rangforordning, over Selskabets medlemmer på denne lovende forårsdag; de var: etatsraad Bolle Willum Luxdorph, etatsraad Adolph Gotthard Car­stens, justitsraad Georg Nielsen, hofprædiker J. A. Cramer, professor J. S. Sneedorff, professor og naviga­tionsdirektør C. C. Lous, slotsprædiker A. B. Poulsen, hofskriver F. A. Müller og professor J. H. Schlegel, dertil endnu i 1763 Hans Schiermann, P. C. Stenersen og J. J. Lund. Listen er iøvrigt fortsat til 1799.

Underskrifter under instruxen 1763.

Af denne række er de fem første jo gamle bekendte fra Selskabets første tid; de ny tilkomne bragte ikke nogen større litterær fornyelse.

Christian Carl Lous, 1724-1804, var Sneedorffs nære ven fra ungdommen og broder til hans første hustru; han havde gjort sig kendt ved nogle oversættelser af Milton og Pope, skrev ellers kun matematiske værker, men blev et flittigt medlem af Selskabet.

Slotspræsten i Hillerød Andreas Benjamin Poulsen, 1726-64, ses aldrig at have taget del i Selskabets virk­somhed; han havde noget navn som digter og hørte til Ewalds tidligste velyndere.

Friederich Adam Müller, 1725-95, der 1765 blev stempelpapirforvalter og endte som konferensraad, har kun navn som kunstsamler, især af dansk grafik: det Müller’ske pinakotek, som nu findes i Det konge­lige Bibliotek, er stadig højt skattet af kendere og sam­lere. Han blev et ret energisk medlem af Selskabet, men var jo kun den dannede amatør, uden noget per­sonligt forhold til dansk åndsliv.

Og så kommer vi til Johann Heinrich Schlegel, 1726-80, efter hvem hele denne periode i Selskabets historie kunde have navn. En tvivlsom skikkelse, bety­delig i fortrin som i fejl, ofte og med rette angrebet, sjældnere og med ikke mindre ret tøvende taget i for­svar. En ældre broder Johann Elias var en fremragen­de dramatiker, en endnu betydeligere æstetiker og havde i tidsskriftet Der Fremde vist sjælden takt og kendskab til danske forhold. Hans tidlige død 1749 var et tab også for Danmark. En anden broder Johann Adolph var præst og blev fader til de to ledende tyske romantikere August Wilhelm og Friedrich Schlegel. Johann Heinrich kom til Danmark 1748 og blev hov­mester for grev Chr. Rantzaus sønner, med hvem han ti år senere fulgtes til Sorø; da de 1760 forlod akade­miet, og Schlegel imidlertid havde faaet fast fod i den Bernstorff’ske kreds, blev han, en del modstand til trods, ansat som professor ved universitetet, hvor han navnlig lagde sig efter Danmarks nyere historie. Hans eget forfatterskab, hvis hovedøjemed var at gøre Dan­mark kendt i udlandet, blev dog ret fragmentarisk, særlig mærkbart fordi det typografisk er slået så stort op. Det var en hyppig anke mod ham, at han lovede adskilligt mere end han holdt. Han var 1772 hoved­manden ved stiftelsen af Det typografiske Selskab, der skulde fremme udgivelsen af gode bøger; det fik også udgivet så værdifulde ting som Worms Forfatterlexikon og skrifter af O. F. Müller; men dets økonomiske administration bragte atter Schlegel ud for svære an­greb. 1778 blev han bibliotekar ved Det kongelige Bi­bliotek, en stilling han længe havde haft expectance på, og han gik til arbejdet med vanlig energi og idérig­dom; bl. a. er det ham, udlændingen, som foreslog op­rettelsen af en speciel dansk afdeling. Desværre hin­drede hans kort efter følgende død gennemførelsen af disse planer.

Svigtende takt og hang til bengnaveri er vel nok de anklager der hyppigst og med mest hold rettes mod Schlegel. Hans selvfølelse og stortalenhed stødte man­ge bort; og at han, den fremmede, var så ferm til at skaffe sig vellønnede poster, virkede ikke tiltalende. Det er en af Prams hovedanker mod Selskabet, at det kun uddelte få priser, bragte lidet i trykken, men år­ligt udbetalte sekretærens faste gage, først 100, fra 1778 150 rdl.

Indenfor Selskabet mærkes dog intet til gnidninger af disse årsager. De første år finder ind- og udlevering af manuskripter sted gennem den Mumme’ske bog­handel på Børsen; men ret snart sættes Schlegels navn og adresse under Selskabets bekendtgørelser. I visse kredse har det ikke øget tilliden til dets kritiske auto­ritet. I løbet af få år bliver møderne sjældnere; sekre­tæren sætter prisskrifter og andre indleverede arbejder i omløb, og efterhånden udvikles den sædvane, at han ledsager dem med en indgående kritik, som de min­dre energiske medlemmer blot behøver at give deres tilslutning. Det skal dog siges, at selvom Schlegel ikke var noget sprogtalent, ingen fremragende stilist hver­ken på tysk eller dansk, så er der intet grundlag for den anklage mod ham, at han ikke kunde dansk. Pro­tokollen er ført på et noget tørt, men som helhed ulasteligt dansk, og hans kritiker er forstandige, og, hvor det er muligt, velvillige. Den Schlegel’ske periode var ikke Selskabets ringeste.

De tre nye, der udnævntes i 1763, fik ingen betyd­ning for Selskabet. Hans Schiermann, 1728-96, havde oversat Voltaires tragedie Merope og noget af Pope; men hans hovedfortjeneste var måske, at han på det tidspunkt var hovmester hos grev Moltke. Et par år efter blev han sorenskriver i Norge og gled dermed ud af sagaen.

Jacob Johan Lund, 1725-98, var just blevet præst i Stubbekøbing, og det vedtoges udtrykkelig ved hans optagelse, at både han og andre udenbys medlemmer, som ikke deltog i bedømmelserne, havde fuld ret til at konkurrere for priserne. Lund var oversætter af Gellerts Der Christ og den yngre Racines læredigt Om Religionen samt udgav nogle salmer og åndelige sange.

Langt betydeligere navn i eftertiden har dog nord­manden Peter Christopher Stenersen, 1723-76, der var præst i Udby ved Holbæk og på den tid egentlig kun kendt for sin Ode til Brudgom og Brud i Klopstock’sk stil. Det er formodentlig Luxdorph der har foreslået denne førromantiske foregangsmand som medlem, en passiv deltager der aldrig kunde tænke sig at foretage den lange rejse ind til hovedstaden, men dog har følt valget som en udmærkelse og med glæde benyttet lej­ligheden til at få nogle af sine bedste digte offentlig­gjort i Selskabets Forsøg, passeligt beklippet af de lær­de herrer.

Endnu et passivt medlem bør i denne sammenhæng nævnes: dobbeltmonarkiets største lyriker mellem Ambrosius Stub og Johannes Ewald, rådmand i Chri­stiania, spiger-, stivelse- og pudderfabrikanten Chri­stian Braunmann Tullin, 1728-65. To gange havde Sel­skabet tildelt ham prisen for smukke og betydelige læredigte. I sit næstsidste leveår foretog den elegante og svagelige poet en københavnerfærd, og „der var ingen mand af stand eller lærdom, som jo opvartede ham i hans herberge”. Hvad var da rimeligere, end at Selskabet indkaldte til et møde hos Schlegel i Studie­stræde d. 22. august 1764, hvor foruden værten og æres­gæsten desværre kun Luxdorph, Carstens og Lous var mødt op for eenstemmigt at erkende ham for et vær­digt medlem og indføre hans navn i protokollen. Legationsraad Klopstock, som undtagelsesvis var ind­budt, hørte til dem, der undskyldte sig med forretnin­ger. Lad os håbe, Tullin alligevel har vidst at påskøn­ne æren. Inden der var gået et halvt år, lagde bryst­sygen den muntre og formfuldendte mand i graven.

Selskabets berettigelse i disse år bestod i dets udgiver­virksomhed. Et blik på listen over de værker det har understøttet, delvis fremkaldt ved sine prisopga­ver vil vise, hvor fortjenstfuldt dets virke var. Ingen del af litteraturen var på forhånd udelukket, men der mærkes en tydelig forkærlighed for det opbyggelige og for oversættelser af antikens værker, en smagsret­ning der langt ud i fremtiden blev bestemmende for dets virksomhed.

Når man endnu mindes dets navn, skyldes det dog især den vægtige række Forsøg i de skiønne og nyttige Videnskaber, fjorten stykker samlet i syv bind, udgi­vet 1761-83. Det er et hovedværk indenfor dansk oplysningslitteratur og førromantik. Hvert enkelt bidrag i disse syv bind er med omhu gennemgået og bedømt af et flertal af Selskabets medlemmer; ofte er den før­ste redaktion sendt tilbage til omarbejdelse, forsynet med noter og ændringsforslag, eller et enkelt medlem, og da oftest Carstens, har påtaget sig personlig i en­keltheder at gennemgå det med forfatteren. Vi ved alle, hvad han i den henseende har betydet for Johan­nes Ewald - på godt og ondt.

Ved rekonstruktionen forelå kun restoplaget af før­ste stykkes 975 exemplarer uden titelblad. Opgaven bliver derfor hurtigst at få nok et stykke ud, med et fælles titelblad til hele første bind. Luxdorph gør selv udkast til en - noget rodet - vignet med motto: „Skue, føl og syng!“, der stikkes af J. M. Preisler, i parentes bemærket også en af Bernstorffs protegeer. Den an­vendes til de tre første bind, men til det fjerde tegnes en ny med delvis ændret motiv af Wiedewelt - hvem Schlegel kommer for skade at stave Hvideveld - der som honorar får et indbundet exemplar af Forsøgene, en belønning den bogkyndige kunstner har vidst at skatte - efter fortjeneste. Pladen stikkes igen af Preis­ler, men så ringe, at Selskabet allerede 1775 må lade den stikke påny af Meno Haas. - Af andet bind tryk­tes 400 exemplarer på trykpapir, 300 på skrivpapir og 6 på realpapir; af de fineste sendes exemplarer til kon­gehuset og visse ministre, mens den store bogsamler grev Thott må nøjes med skrivpapir, ligesom medlem­merne, der hver får et, og forfatterne, som får to. Den slags tal er ganske morsomme: man kan fx. sammen­ligne med Den patriotiske Tilskuers 1000 exemplarer på median, 48 på skrivpapir og 24 på realpapir, eller med oplagstal fra vor egen tid da læseverdenen jo efter sigende skal være blevet så meget større. Afsætningen har øjensynligt gået ret trægt, indtil skoleforordnin­gen af 1775 nævner Forsøgene blandt de værker, som vilde meget hjælpe til at danne smagen og dyrke fæd­renelandets sprog; da blev det pludselig nødvendigt med stadige optryk af samtlige stykker, 3-400 exem­plarer ad gangen, hvor mange lader sig ikke helt af­gøre.

I bekendtgørelsen af 1759 om Selskabets stiftelse var det blevet lovet, at bidragsyderne skulde få honorar i forhold til de antagne arbejders størrelse. Noget så­dant var aldrig sket; men i mødet d. 9. maj 1777 brag­te Georg Nielsen sagen på bane. Schlegel slog sig svært i tøjret: det gjaldt en helt anden, da påtænkt skriftrække, som ikke var blevet udgivet; man havde støttet andre arbejder, uddelt priser og givet et ansee­ligt antal friexemplarer bort; desuden vilde en opgø­relse nu blive et altfor stort arbejde for sekretæren. I nye møder d. 15. juli og 1. august 1778 arbejdes der videre med sagen; det vedtages at udbetale 10 rdl. arket for original poesi, 6 rdl. for oversat poesi og pro­sa, dog ikke til Selskabets virkelige medlemmer; d’hrr. Carstens, Müller og Lous påtager sig beregningen - da Schlegel øjensynlig ikke har gidet have noget at gøre med det. Senere gør han ganske vist et udkast, som de andre reviderer, og man vedtager at udbetale ialt 500 rdl. Tullins enke får fx. for de to læredigte 37 rdl. 3 m., etatsraad Jacobi for lovtalen over Absalon 41 rdl. 3m., jfr. Biehl 56 rdl. 3 m., Hans Buil 26 rdl. 3 m., P. H. Frimann 12 rdl. 3 m., og Claus Frimann 26 rdl. 3 m.

Det største beløb udbetales til Johannes Ewald for Lykkens Tempel og Balders Død, der tilsammen skul­de give 94 rdl. 3 m., men da han forud havde fået pri­sen for Balders Død på 50 rdl. og desuden et tillæg på 25 rdl., kunde det ialt kun blive 69 rdl. 3 m. Selskabet er ofte blevet dømt for sit forhold til Ewald. Allerede 1789 angreb Pram det hårdt af denne grund, og 1831 genoptog og videreførte Molbech dette angreb i sin bog om Ewald. Det vakte dyb forargelse, når Jacob Baden svarede, at Ewald skyldte Selskabet „ikke allene sin poetiske, men næsten physiske Existents. Han skul­de ikke allene bleven en middelmaadig Skribent, men omkommet længe før Tiden af Nød og Udsvævelser, dersom ikke Selskabet ædelmodigen var kommen ham til Hielp med Raad og Daad“. Og han har dog ialt modtaget 180 rdl. af Selskabets Kasse! Ja, i løbet af 17 år. Og sekretæren fik 150 om året. Man må give Pram ret i, at ikke Selskabet som sådant, men Carstens tilkommer æren for den vejledende kritik. „Med hvor megen ei allene Indsigt, Smag og Rigtighed, men med hvor inderlig Varsomhed, Ømhed, Klogskab, God­hed og Utrættelighed han igiennemgik alt, hvor om­hyggelig han var for ei at krænke nogens Egenkierlighed, hvor meget godmodig ædel Fiinhed han an­vendte, for på mildeste Maade at faae dem til at indsee det Urigtige i deres Udarbeidninger, og at plante i deres Siele Grundsætninger, der giorde det, saavidt skee kunde, umueligt, tiere at begaae de anviste Feil. Ikke Selskabet som Selskab, men denne vise og blide Mands særskilte Stræben var det, som deels gav mange af de Arbeider, der staae i Samlingerne, den Politur, de have, deels dannede baade disse og andre Forfat­tere til det, de siden ere blevne.“

Om Ewalds første bekendtskab med Selskabet skri­ver han selv i det berømte Forord fra 1780. Han havde da skrevet sit lille elevarbejde i Sneedorffs stil, Lyk­kens Tempel, og vist det til sin ven, den ovennævnte A. B. Poulsen, „en Mand af Genie, og den Tid Præst i Gientofte ... Han fandt det værdigt til vor store Snee­dorffs Omdømme. Den patriotiske Tilskuers ædelhiertede Forfatter lærte mig at sette Priis paa mit Arbeide ved en Opmuntring, der langt overgik mit Haab, og det var efter hans Raad, at jeg foreviste det til Selska­bet for de skiønne Videnskaber. Her mødte jeg den Lykke, som giorde Epoqve i min Siel, som gav den sin sidste Bestemmelse og som egentlig har modnet mig til Digter, om jeg ellers fortiener dette Navn. Jeg blev kiendt af de danske Musers ivrigste og viseste Beskyt­ter, af en Mand, hvis Æreminde i alle Hensigter bør og vil være udødeligt, ifald det ellers nogentid var be­troet Digterkonsten at tildele dette Held - med et Ord, af Hr. Conferentsraad Carstens*1. Dette må senest ha­ve været i 1762, da Poulsen dette år forflyttedes til Fre­deriksborg; sidst på 1764 tryktes det lille arbejde i For­søgenes tredie Stykke - og fjorten år senere fik Ewald sit honorar.

Om Ewalds Adamiade, det forsvundne første ud­kast til Adam og Eva, ved vi med temmelig sikkerhed, at det blev indleveret til Selskabet i marts 1765 og for­kastet i maj, hvorpå det blev tilbagegivet „til Forfatte­ren i egne Hænder til Forbedring” med mange ven­lige ord. Det var efter denne skuffelse, han erklærede, at når han ikke kunde være den første digter i sit føde­land, vilde han ikke være den anden, og forsvor i to år at sætte pen til papir, men kun at ville læse. I mellem­tiden havde han den lykke at blive kendt, taalt og yn­det af den store Klopstock. Bortset fra de to kantater ved Frederik V’s død holdt han sit ord og lod ikke høre fra sig, før han i begyndelsen af 1770 ved Klop­stock lod indlevere tragedien Rolf Krage. Den blev forelagt i mødet d. 8. februar og derpå læst af Guldberg, Cramer og Schlegel, der i en rundskrivelse af 8. marts sammenfatter deres dom således at tragedien „er af os alle ikke befunden af den Beskaffenhed, at den i nærværende Tilstand i Selskabets Skrifter kunde bruges, ja at ikke engang Trykken i Almindelighed kunde med Føie tilraades. Men da alligevel Tragødien har adskillige Skiønheder, og Forfatteren, som efter sit Genie og med meer Flid kunde blive een af de be­ste Poeter, befinder sig i meget trængende Omstæn­digheder, saa er der skeet Forslag af Herr Prof. Cra­mer om Selskabet ikke fandt for got, under Haanden at give ham et halvhundred Rixdaler, for at hielpe og opmuntre ham, uden derved at engagere sig, at be­fordre hans Tragødie til Trykken”. Dette bifaldes af Luxdorph, Georg Nielsen, Muller og Lous, af hvilke ingen på daværende tidspunkt havde læst stykket. Få dage efter androg Carstens om at forhøje beløbet til 60 rdl., da Klopstock og Cramer „havde giort ham Forhaabning om saadan Sum"; hvilket beløb Schlegel derpå udbetalte d. 12. marts.

For denne udtalelse har Selskabet under eet måttet høre meget ondt. Om de tre dommeres kompetence kan man tvivle: to tyskere og den konservative Guldberg, der jo fandt, at Milton løj for meget. Men det må ikke glemmes, at vi læser Rolf Krage med littera­turhistoriske briller: det første hjemlige stykke med nordisk æmne, den første tragedie på prosa, tidlig Shakespeare-påvirkning, et skelsættende førromantisk værk, der blev elsket af romantikens digterkonge og fik betydning for hans egen digtning. Hvor mange nutildags har læst dette stykke med virkelig nydelse? Selskabet optog i sine samlinger adskillige stykker af langt ringere værd, siges der. Ganske vist; men det var regelrette, klassisk afbalancerede arbejder, hvis blege ynder enhver kyndig kunde glædes over. Netop det nye, det dristige, det omvæltende måtte skræmme de pæne herrer i Selskabet. Udover Klopstock og Ewald selv har næppe andre end højst nogle få langhårede, ungdommelige tilbedere fattet stykkets fortrin. Der var endnu et par år til at Goethe skrev sin Götz von Berlichingen.

At Ewald ikke selv har følt den tildelte belønning som nogen krænkende almisse, kan man se af, at han i november 1773, efter Carstens tilskyndelse, indsender Balders Død til Selskabet. Med Carstens anbefaling: „Han har denne Gang nedladt sig noget fra sin høie Flugt,“ går manuskriptet videre til Luxdorph, der læ­ser det endnu samme dag og i sin dagbog noterer de berømmelige ord: Non sani hominis - en ikke vel for­varet mands værk. Først d. 12. marts 1774 kommer sa­gen for på et møde, hvor Carstens og Schlegel fore­slår at tildele Ewald en „overordentlig" pris på 50 rdl., overordentlig da stykket ikke var indleveret som besvarelse af en af de ordentlige, normale prisopgaver. Der var i alt væsentligt enighed om forslaget; men da der forekom nogle indvendinger mod stykkets fortje­nester, ønskede Schlegel en formelig, skriftlig vote­ring. Dette fik Carstens til at fremsende en skrivelse til Selskabet, om hvorfor han holdt denne pristildeling for både billig og fornøden; billig fordi - Tullins ar­bejder undtagen - intet poetisk arbejde havde fore­kommet ham nær så godt; fornøden da en så anset forfatter næppe vilde nøjes med at lade sit stykke op­tage i Selskabets samlinger uden at modtage en pris. „Tager han det ikke til sig igien, for at udgive det selv, saa bliver han dog misfornøyet og taber Lysten til at forbedre det. Paa denne Maade blev det mig ingen Muelighed, at benytte mig af den Tillid, han synes at have fattet til mig, til at faae Stykket bragt i den for­bedrede Stand, jeg er forvisset om at det kan bringes i.“ Man mærker ængstelsen for, at det igen skal gå ligesom med Rolf Krage, der blev taget tilbage og ud­givet på subskription. - Luxdorph har dog stadig en del indvendinger, bl. a. finder han Balder selv „noget kiærlingeagtig for en Halv-Gud, og Nanna er en smu­le for fræk“. Til gengæld skriver Guldberg: „Neppe har jeg troet, at det var saa got, som jeg har fundet det, og jeg maa og vil unde det den tilkiendte Priis.“ Ved den skriftlige afstemning fandtes derfor ikke læn­gere nogen modstand. Ewald fik prisen og Balders Død blev trykt i Forsøgenes ellevte stykke, der er da­teret 1774, men først udkom i begyndelsen af 1775. I mellemtiden havde Carstens benyttet lejligheden til at lade digteren „forbedre” sit værk, „forbedringer” af ofte højst tvivlsom karakter, som det kan ses af det existerende manuskript.

Endnu engang kom Ewald til at samarbejde med Selskabet, da han i midten af marts 1779 gennem Car­stens indleverede sit syngestykke Fiskerne. Schlegel læste det i løbet af nogle dage „med største Fornøielse og stærkt Indtryk”; han beundrer karaktertegningen, handlingen og den teatralske virkning. „Digteren ere uden Tvil egne Bemerkelser [iagttagelser] komne til Hielp, da han nogen Tid har opholdt sig ved Stran­den i Egnen af Rungsted; thi ellers synes det neppe mueligt, at en Digter blot af Genie og Imagination, uden Erfaring, så nøiagtig kunde skildre Naturen.”

 Også stil og versifikation finder han fortræffelige; men sømandsudtrykkene er ham for størstedelen ukendte. Han mener, som Carstens, at Ewald bør have en over­ordentlig belønning af 50 rdl. og stykket trykkes i For­søgene. Også Luxdorph må nu helt overgive sig: „Dette Støkke har rørt mig fast indtil Siælen. Jeg til­giver (enhver har sin Tænkemaade) Jeg tilgiver de høye Tanker, de poetiske Udtrøk, som Fiskeres Stand og Opdragelse aldrig tillode at forefindes i et heelt Selskab af dem. Det er yderst unaturlige Skiønheder - Men det er Skiønheder, de udgiøre Støkkets sande Værd. Tag dem bort, saa forsvinder dets heele Glands og Størke, saa forsvinder Læserens Henrykkelse. Jeg tilgiver altsaa ey alleene, men takker. Situationer, ma­ge til disse, har Jeg endnu aldrig læst. Kort sagt, det fortryller.“ Enkelte indvendinger har han dog, som den „grove Bagtalelse” af Lise, der ikke er tilstrække­lig begrundet, eller at de kalder deres forældre ved fornavn - „Det var altfor uærbødigt. Altid Faêr Moêr.“ Og endelig: „Min Taare bliver aldrig Dansk.“ Denne form havde Ewald jo selv benyttet første gang i sørgekantaten over Frederik V. Suhm anser det for „et mesterligt stykke”; men Nielsen fastholder, at stilen på adskillige steder er altfor høj, altfor overdreven. Carstens benytter lejligheden til at bevidne, at dette skønne arbejde var ganske færdigt, da han fik det fore­lagt, at han kun har givet anledning til få forandrin­ger, som Ewald har gjort med egen hånd, og endelig at prisen under de nærværende omstændigheder er ham uundværlig. Müller billiger prisen for „dette yp­perlige Stykke“; og Lous, navigationsdirektøren, siger god for de sømandsudtryk, der så naturligt anvendes i dette „lykkeligt og vel udførte Stykke”.

I juli var Fiskerne færdigtrykt, og blev omsendt til gode venner, et særskilt aftryk udkom som boghand­lerudgave samtidig med teateropførelsen i januar 1780, men først i april samme år forelå det pågældende styk­ke af Selskabets Forsøg. D. 12. maj modtog Ewald sit forfatterhonorar: 9 ark à 10 rdl. = 90 rdl.

Således slutter Selskabets forhold til tidsrummets største digter i fuld harmoni. Der er måske ikke noget at råbe hurra for. De forstod ikke, hvor stor en digter det var faldet i dets lod at hjælpe og påskønne; selv Carstens fattede det næppe fuldt. De var bundet af deres tid og deres forudsætninger. Ud fra det gjorde de deres bedste. Det sagde ikke meget dengang; det siger mindre, set med eftertidens øjne. Men det er hi­storisk forståeligt; og vi føler ikke idag trang til at gentage J. L. Heibergs fordømmelse af Selskabet, der efter hans opfattelse i sin pedantiske afmagt i det hele taget har spillet en så ynkelig rolle i vor litteratur. Det kunde skrives i 1834, da det endnu var muligt at føle sig personlig engageret - skønt Peder Hjort allerede da tog kraftigt til genmæle. For os er det historiske facta - som blot understreges ved, at der heller ikke fandtes andre med midler, myndighed og forståelse, som støttede den store, stakkels digter. Det var ikke første gang i historien, bliver utvivlsomt heller ikke sidste, og Selskabet til de skiønne Videnskabers For­fremmelse har blot været den påkrævede syndebuk.

De syv bind Forsøg i de skiønne og nyttige Viden­skaber, som Selskabet udgav 1761-83, er og bliver et hovedværk uden sidestykke i tidens litteratur; her når oplysningsklassiken sit højdepunkt, her udfolder den gryende førromantik sine første, prægtige blomster. Vi har allerede nævnet Carstens to fortrinlige afhand­linger om hiatus, der hører til de første selvstændige litterær-æstetiske arbejder på dansk og endnu er giv­tig læsning. Vi har nævnet Tullins, Stenersens og Ewalds poetiske bidrag. Tullins andet prisdigt, Om Skabningens Ypperlighed, er et af vor litteraturs for­nemste tankedigte, på linje og på højde med de største i tiden; i formfuldendte alexandrinere skildrer han den store skabningens kæde, den tilværelsens evige og nødvendige kontinuitet, som er skildret og besunget af filosoffer og digtere fra Platon og Aristoteles til Po­pe, Young og Haller, et storslået natursyn, som vi, der lever efter romantiken og udviklingslæren, har svært ved at fatte, i en verden der for os er øjeblikkelig og omskiftelig. Tullin går således af fuldt hjærte ind for oplysningsoptimismens tillid til den bedste af alle tænkelige verdener:

Vox da igien paa ny, og stig til Engles Rang,
Du lille Creatur, som bag en Punkt dig giemte!
Drog Kiærlighed dig ud af Intet, og bestemte
Dit Væsens Øiemeed, før Engle blev engang;
Hvor stor biir du, min Ven, naar Kiærligheden har
Valgt dig, som meest beqvem, blant Muelighedens Mængde,
At fylde op et Rum i Skabnings Kiædens Længde,
Og Verden, uden dig, den beste ikke var.

Det tjener Selskabet til ære, at det begreb og op­muntrede den betydeligste poet mellem Holberg og Ewald.

Af periodens ledende dramatiker Charlotte Doro- thea Biehl var Selskabet ikke så heldig at få noget af det vægtigere, men gav en pris til den ganske ubetyde­lige moralske komedie Den kierlige Datter. Særlig fremragende er heller ikke hendes digt Om Frihed og Eiendom, der også kun fik accessit som besvarelse af en opgave, der var stillet under påvirkning af en ano­nym piece af Flora Danica-udgiveren G. C. Oeder fra 1769: Betænkning over det Spørgsmaal: Hvorledes Frihed og Eiendom kunde forskaffes Bondestanden i de Lande, hvor den fattes begge Dele.

I temmelig matte alexandrinere synger hun om den trældom, der ikke blot sjæleligt nedværdiger agerdyr­keren, men også gør landet fattigt og ringe; og som modsætning den huslige lykke, han kunde nå, om han blot fik frihed; og hun ender med at hylde den jord­drot, som nytter sin magt til at bryde hans lænke. I sin selvbiografi hævder jomfru Biehl, at hun, der aldrig i sit forfatterskab har villet vise mindste skin af hykleri, her har bragt J. H. E. Bernstorff sin hyldest ved hans fald; „thi en falden Minister kunde ingen finde sin Regning ved at roese, og følgelig maatte den bære Sandhedens udødelige Præg hos Efterslægten”. Det blev dog ikke hendes tynde produkt, nutiden mindes ved tanken på denne begivenhed, men Ewald, der sang som Philet om Dannemarks Bernstorff, og hvis sang og hjærte kærligt fulgte cimbrernes ven.

Det var ganske rimeligt, at prisen ikke tilfaldt jfr. Biehl, men derimod nordmanden Hans Bull for hans marvfulde digt Om Landmandens Lyksalighed, der strutter af stolthed over den norske bondes frihed, af historisk begejstring og national selvtilfredshed:

Liv, Idræt overalt. Hist tilsaaes nybrudt Jord,
Her Malmen virkes frem, der skiæres gavnrig Bord.
Mens seneløse Træl af Frygt og Svøbe drives,
Ved travle Gierning selv fri Nordmands Arm oplives,
Af Selvmagts Evner fuld; den uforkrænkte Ret
Giør hver en Møie sød og hver en Byrde let.

Det er en tone, som kommer til at klinge længe i norsk digtning, over Nordahl Brun frem til Henrik Wergeland.

Hans Bull havde allerede 1768 vundet den af Sel­skabet udsatte pris med sit digt om en Ægte Landets Fader, i kappestrid og jævnbyrdigt med et tilsvarende digt af Abrahamson. I september udsatte Selskabet som opgave for den årlige pris: „det beste Forsøg i den malende Poesie, hvorved Popes Windsor Forest kunde tiene til Exempel. Dertil maatte udvælges no­get Sted i de danske Stater, som ved sin Yndighed eller ved sin Skreksomhed giør sig merkværdigt; som i det første Fald Sundet eller eet af Lystslottene, og i det an­det Malstrømmen eller Vandfaldet Sarpen i Norge. Man kunde ogsaa vælge noget Sted i Danmark eller Norge, hvor der findes merkværdige Levninger af Al­derdommen, eller som kunde give Anledning til en heldig Opdigtelse, paa Tickels Maade i hans Kensing- tons-Garden udi Dodsleys Samling.” Da der kun var indkommet een tilfredsstillende besvarelse, nemlig Pe­der Harboe Frimanns St. Synneves Kloster paa Selløe, så udsattes prisen igen; og først i marts 1776 kunde man uddele yderligere to priser, til Th. Stockfleth for hans Forsøg over Sarpen og til Claus Frimann for et digt om Fieldet Horneelen. Ingen af dem er af syn­derligt værd, sålidt som det af Hans Bull indsendte og forkastede digt, Elven Nids Udspring; smukt er deri­mod det anonyme digt om Horneelen, i femfods jam­ber til en forandring, der skyldes Claus Frimanns yngre broder, Peder Harboe, og som ingen pris fik.

En genre, som nu forekommer ganske utålelig, men på den tid nød stor anseelse, er den foregivne lovtale. Den stammer fra Frankrig, hvor det ofte var en virke­lig lovtale, med gallisk logik og elegance bygget op efter den antike retoriks strengeste principer. Genren anbefales stærkt af Sneedorff i Den patriotiske Tilsku­er, og som exempel lader han selv en oversættelse af Antoine Leonard Thomas’ lovtale over søhelten Du- guay-Trouin trykke i Selskabets Forsøg. Derved er op­takten givet til et væld af højstemt retorik, for en stor del offentliggjort i Forsøgene; den bedste er uimod­sigeligt C. F. Jacobis om biskop Absalon, men ingen læser dem som sagt nutildags for sin fornøjelse - i modsætning til de store franske gejstlige talere, en Bossuet, en Massilion, en Fléchier, der stadig dyrkes for deres klare tanke og sproglige vælde.

Til retoriken kan man forsåvidt også henregne P. F. Suhms nordisk-sentimentale fortællinger i Gessners stil. Den solidt funderede historiske skribent gav et skin af ægte tidsfarve, som man på den tid ikke var forvænt med; den moraliserende tendens var lige efter de smagende herrers hoved; og hans totale mangel på fantasi og psykologi gled let ned, når den opblandedes med en passende portion sentimentalitet, dydspræk og en lille smule rococo-lystenhed. Forøvrigt er de skre­vet på et klart og rent, omend noget retorisk opstyltet sprog.

Adskillige bidrag til Forsøg i de skiønne og nyttige Videnskaber kan her lades uomtalte; værket har stor litterærhistorisk værd, men er som helhed ikke mor­skabslæsning. Kun to småiagttagelser skal til slut frem­hæves:

Man har så ofte gjort løjer med Gretes moralsk tem­melig farlige replik i Kierlighed uden Strømper:

Johan, som elsker mig, kan ei strafværdig være.

Nogle parallelsteder vil vise, hvor nær Wessels parodi lå op ad tidens officielle scenesprog: i Th. Stockfleths oversættelse af Voltaires Alzire siger Zamore (IX, 185):

„Nei! Hvis du elsker mig, saa er du ei strafværdig.” Og i Suhms Signe og Habor finder følgende samtale sted i sengen mellem de to elskende (XII, 198): „Troede du mig da skyldig? spurgte han. Nei, Habor, mit Hierte følte din Uskyldighed; den jeg elsker, kan ei begaa noget nedrigt.” Ligheden er slående, selvom påstanden i sidste tilfælde har fået en psykologisk me­re berettiget drejning.

Det andet punkt er, at ligesom en større del af Sel­skabet ved skriftrækkens begyndelse tilhørte den Bernstorff’ske kreds, således hørte adskillige henimod dens slutning til kredsen om Juliane Marie og Guldberg. Lovtalemageren Peder Vogelius, der i sex år var hus­lærer for Suhms søn, havde i sin barndom selv haft Guldberg til huslærer og blev senere gift med hans søster. Benjamin Georg Sporon var pagehovmester hos enkedronningen og blev 1773 informator for kron­prinsen, den senere Frederik VI. Prams fader, den gamle præst i Slagslunde, var en nær bekendt af Luxdorph og Suhm. C. F. Jacobi var pagehovmester før Sporon og 1772-84 ved siden af sin stilling i højeste­ret desuden lecteur hos Christian VIL Endelig slutte­de Ove Malling sig nær til denne kreds og tilbragte sine somre med det øvrige litterært interesserede sel­skab på Fredensborg; man må næsten formode, at Guldberg har tænkt på ham, da han i marts 1774 fore­slog, at der udsattes en pris på 30 rdl. for „den beste Prøve til en Samling af Exempler paa Danskes tapre, ædle, goddædige og patriotiske Handlinger.” Der kom ingen besvarelse på prisopgaven; men samme år fik Malling kongelig understøttelse til at udarbejde et så­dant skrift, og 1777 udkom Store og gode Handlinger.

Efter J. H. Schlegels død d. 18. oktober 1780 blev den kendte sprogmand, professor Jacob Baden udnævnt til Selskabets sekretær, stadig med de 150 rdl. i årlig løn.

I årenes løb havde der fundet en udvidelse af Sel­skabets medlemstal sted. D. 23. januar 1766 var Ove (Høegh-) Guldberg blevet optaget som medlem. Sam­tidig med at han i 1761 blev professor i veltalenhed ved Sorø Akademi, vandt han Selskabets første pris for en besvarelse på prosa af spørgsmålet, „hvilken Indflydelse det har i de smukke Videnskaber, naar op­lyste og polerede Folk stræbe at overgaae hinanden“.

Tre år efter blev han ved Sneedorffs død udnævnt til lærer for arveprins Frederik, og med sin store arbejds­kraft og stadig stigende indflydelse var han Selskabet en nyttig mand. Hans historiske, æstetiske og sprog­lige interesser er velkendte; hans både naturlige og op­øvede konservatisme passede godt i dets tone.

Allerede året efter indvalgtes daværende konrektor i Helsingør Jacob Baden, 1735-1804. Han havde som ung personlig købt et exemplar af epistlerne hos den „sengeliggende, døende, men i døden endnu penge­tørstige Holberg”; han havde under en flerårig studie­rejse i Tyskland vundet Gellerts særdeles bevågenhed; han havde bidraget med hele sex numre til Sneedorffs Patriotiske Tilskuer og var allerede af ham blevet fore­slået til medlem af Selskabet; samtidig indførtes han gennem Sneedorff og Cramer i den Bernstorff’ske kreds og blev allerede 1762 befordret til rektor i Altona, men lod sig 1766 med glæde forflytte til Helsingør, selvom han de første fem år kun blev konrektor. Først 1780, samtidig med udnævnelsen til Selskabets sekre­tær, kom han til København som professor eloquentiæ efter Wadskiær. Han forelæste flittigt, men uinspireret over oldtidslitteraturen og - som den første i det hele taget - over modersmålets grammatik. Det var altså ikke nogen revolutionerende ånd, men en mand af dannet og sikker smag, der den følgende snes år blev den ledende indenfor Selskabet.

Det næste medlem blev Peter Frederik Suhm, 1728 -98, den store historiske skribent og bogsamler, der indvalgtes d. 5. september 1772. Kammerherrens be­tydning for Selskabet blev ikke væsentlig; men han fulgte med vanlig flid dets virke, gennemlæste de cir­kulerende skrifter og udtalte sin dom, der dog oftest var en tilslutning til de mere selvstændige medlem­mers.

Ved mødet d. 29. november 1780, hvor Baden ud­nævntes til sekretær, indvalgtes samtidig de to ansete og litterært anlagte embedsmænd Jacobi og Malling. Christian Frederik Jacobi, 1739-1810, højesteretsasses­sor fra 1772; direktør for Det kongelige Teater, hvor det kendte „Ei blot til Lyst“ over scenen skyldes ham; sekretær i Videnskabernes Selskab, hvor han udkaste­de den endelige plan for dets store danske ordbog. Han har oversat stykker af Destouches og Goldoni, og selv skrevet en komedie, der dog ikke gjorde lykke. Foruden en del ubetydelige smådigte og den prisbe­lønnede lovtale over Absalon har han udgivet interes­sante mindetaler over Hielmstierne, Luxdorph og P. C. Abildgaard. Han var flittig, fin og smagfuld - indtil englændernes bombardement af hovedstaden i 1807 berøvede ham forstanden. De sidste år levede han sløvet, omend „hans Øre endnu kunde skiønne paa Misklang i oplæste Digterværker”. I sandhed, en vær­dig „Smagianer.“

Hvad Ove Malling angår, 1747-1829, skulde det egentlig være nok at minde om, at han var forfatteren til Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere, en bog af største betydning for den folke­lige og nationale dannelse i mere end et halvt århun­drede, og det værk hvoraf Ewald tog handlingen til Fiskerne. Indtil 1809 var han ansat i Generaltoldkam­meret, hvor han endte som første deputerede; senere beklædte han bl. a. chefstillingen for Det kongelige Bibliotek, var præsident for Landhusholdningsselska­bet, direktør for Københavns fattigvæsen, medlem af

Direktionen for de lærde Skoler og Universitetet, 1813 overdirektør for Rigsbanken og fra 1824 medlem af Geheimestatsrådet. Man må lade enevælden, at den forstod at drage nytte af sine begavelser; og de må have haft en arbejdsævne, som vi nu næppe fatter. Ved siden af fandt de endda tid og forpligtelse til at være verdensmænd og kulturpersonligheder.

Baden har øjensynlig ikke ønsket som sin forgænger at påtage sig Selskabets forlagsvirksomhed. En af hans første regeringshandlinger var derfor at slutte en kon­trakt med Søren Gyldendal, der overtog hele Selska­bets oplag i rå materie for 400 rdl. og påtog sig forla­get af, hvad det siden ønskede trykt; endda skulde han betale et honorar af 5 rdl. pr. trykt ark. Samarbejdet synes at være forløbet gnidningsløst - ikke mindst for­di Selskabets virksomhed gik ganske istå den følgende halve snes år. Sidste bind af Forsøgene udkom 1783 med Gyldendals forlagsbetegnelse. Først da man 1792 ønsker Fr. Stouds oversættelse af Wielands Oberon ud­givet, siger han fra: han har året før haft tab på Fr. Plums oversættelse af Juvenals satirer, som han kun tog, da han ikke regnede med flere oversættelser, men med originalarbejder; dette var forudsætning for kon­trakten, og han er villig til fremtidig at renoncere på Selskabets skrifter. Ved mundtlig forhandling får Ba­den ham dog til at påtage sig trykningen; men hono­raret må Selskabet selv udrede, hvad det jo også nok kan påtage sig efter så mange års sparsommelighed.

Det ses ikke, at hverken Selskab eller forlægger siden har gjort brug af kontrakten.

Såvel baden som de øvrige har øjensynlig haft for meget om ørerne i disse år. Man havde ganske vist ud­sat nye prisopgaver; men der indkom ingen besvarel­ser. Forfatterne var ved at blive for selvbevidste, og publikum behøvede heller ikke længere noget formyn­derskab. Under disse omstændigheder så Baden sig i januar 1786 nødsaget til at gøre udkast til en ny plan for Selskabets virksomhed. Han foreslår, at medlem­merne deles i fire klasser: 1. overordentlige eller æres­medlemmer, der beærede sammenkomsterne med de­res nærværelse; 2. ordentlige medlemmer, som skulde bedømme indkomne skrifter; 3. fire lønnede medlem­mer, ikke under 25 år, som havde gjort sig bekendt ved skrifter, og som skulde have 50 rdl. årlig for udar­bejdelser ikke blot i poesi og veltalenhed, men også om de skønne kunster, mønt- og medaillekundskab samt sprogvidenskab; samt endelig 4. et antal lærlinge eller elever, der skulde have tilladelse til at bivåne Sel­skabets samlinger og, om de ønskede det, arbejde til dets hensigt. Han vilde derfor have navnet ændret til Det danske Selskab til Sprogets og den skiønne Litte­raturs Forfremmelse.

Et saadant Selskab, skriver han, vilde med Tiden blive nyttigt for vort Kunstacademie og tiene til at styre dets Foretagender, saavel i Henseende til Præmie Opgavers Udsættelse, som deres Udarbeidning. Det vilde blive adspurgt, naar offentlige Monumenter skul­de oprettes, angaaende Indskrifter og Decorationer; naar Medailler skulde slaaes, og ved andre deslige Lej­ligheder. Det vilde blive Sprogets Orakel og ved sin Myndighed skaffe det Fasthed og Bestemthed. Kort: Dette Selskab - eller om man med Kongelig Myndig­hed kunde faae det ophøyet til Navn af Academie; vi have jo dog seet Musikalske Koncerter hos os beærede med dette Navn - dette Academie da vilde ene blive for Danmark, hvad begge Academier des inscriptions et belles lettres, og Academie françoise ere for Frankrig.

Denne mundfuld har været lovlig stor for de sma­gende herrer, som da også tyggede på den, lige til de d. 13. november 1788 fandt sig beføjet til at drøfte sa­gen ved et møde, det første siden april 83. Bjærgene fødte med et brag - en latterlig mus i lire led: navnet skulde beholdes; man skal som hidindtil arbejde til sprogets renhed, skønhed og styrke; der udsættes en præmie på 1000 rdl. for det bedste episke digt; og sekretæren skal ved en bekendtgørelse underrette pub­likum om det vedtagne. Det eneste positive var altså, at man bevarede troen på, at en pengepræmie, en stør­re præmie ganske vist, kunde lokke et skjult geni frem. Det skulde man komme til at fortryde. Men det var denne lamme erklæring, offentliggjort i januar 89, der i februar fik Pram til at fare i harnisk med en lang og besk artikel i Minerva. Han hævder, at Selskabet ikke kan tilegne sig æren for Tullin, Stenersen, Ewald, eller Suhms fortællinger „med al deres Gratie og for en Deel deres Lune med en meer end xenophontisk Ynde og Lærerighed samlet i hans af sand Nationalaand op­fyldte Sprog“. Dets udgivelser har været almindelig boghandlerspekulation; af sin indtægt på over 6000 rdl. har det givet ialt 890 i præmie, men stadig betalt sin sekretær. Det lyder stort at ville give 1000 rdl. for et epos; men hvis det som Vergils kommer til at tage tolv år, bliver det 86 rdl. 2 mrk. om året, en underoffi­cers gage. Klopstock fik 600 aarlig, „og det var endda ikke en udsat præmie“. Ikke Selskabet, kun folket for­mår at kåre sin egen digter.

Baden svarede i en piece på hele 80 sider, som hel­hed svagt. Pram gav gensvar i Minerva, med tilslut­ning af Rahbek; og Baden sluttede med nok en piece, endnu svagere end den første. Man underkendte det skete, som man ikke havde på tilstrækkelig afstand til at kunne bedømme det historisk; især gør det én ondt, at Baden talte så nedsættende om Ewald, som han dog havde beundret og stået nær. Til fremtiden synes in­gen af parterne at have næret synderlige forhåbninger.

Efter denne beskedne forfatningsændring havde de smagende herrer ikke andet at gøre end ganske stille at sidde og afvente hvem der vilde indsende hvad; helst ønskede de naturligvis, at der skulde vise sig en ny Homer eller Vergil, til nød en ny og mere tidssva­rende Klopstock. Meget blev det dog ikke til, mest oversættelser af antike og enkelte moderne digtere; listen bagi bogen giver den fulde fortegnelse, her skal blot kommenteres et par tilfælde af særlig interesse:

Da Gyldendal nægtede at honorere Fr. Stouds over­sættelse af Wielands Oberon, men nødtvungen gik med til gratis at trykke den, måtte Selskabet, omend det kviede sig slemt, udrede det hele honorar, 10 rdl. for arket af poesi, ialt 200 rdl. Man tænker med et suk tilbage på de sølle 180 rdl., som Johannes Ewald mod­tog gennem ialt 17 år - eller de 10 £ Milton fik for Det tabte Paradis. Åndsværk kan ikke måles efter økono­misk værd.

Omtrent samtidig modtog Selskabet en oversættelse af Addisons ellers noget forældede tragedie Cato; den blev udgivet for et arbejde af den afdøde sprogmester Niels Pedersen Qvistgaard og fuldført af hans ven og discipel, den senere slotspræst og konfessionarius M. F. Liebenberg. Baden vidste på en eller anden måde strax, at det hele var en pia fraus, et fromt bedrag, og at Qvistgaard havde liden eller ingen del deri. Han havde for drenge oprettet en slags privatskole, som gik godt; men da han frygtede den voxende konkurrence, forfaldt han til dyb tungsindighed, endte sit liv ved selvmord og efterlod sin enke med to eller tre børn i ynkværdige omstændigheder. Liebenberg fortsætter selvopofrende skolen indtil videre, og har altså ind­sendt oversættelsen under sin lærer og vens navn, for at enken kan nyde fordelen deraf. En knap så bedrage­risk fromhed var det, at han tre år senere giftede sig med den sytten år ældre enke.

Af de belønnede arbejder er der ellers kun grund til at nævne Rahbeks Den danske Tilskuer, som ifølge Baden udmærkede sig ved interessante emner, vittigt foredrag og god stil, en karakteristik eftertiden fuldt­ud kan underskrive. Han foreslog at betale udgiveren 1oo rdl. for hver årgang; men Jacobi dæmpede hans iver og fremhævede, at dels måtte man ikke binde hænderne på fremtidige medlemmer, dels kunde man ikke forud være sikker på at tidsskriftet ikke vilde syn­ke fra den høje standard. Man betalte derfor i nogen tid for hver afsluttet årgang.

Et anden originalt dansk værk som Selskabet under­støttede var Nakskov-rektoren Johannes Boyes Statens Ven, en anti-kantiansk lyksalighedslære, men et „ånd­rigt og smagfuldt” skrift, som A. S. Ørsted kaldte det. Boye taler oplysningens og kulturens sag i et jævnt og ganske smukt sprog, der når det er bedst kan minde om Sibbern, selvom han er en fuldgyldig repræsentant for „ånden fra 1784“, Bernstorffs, Schimmelmanns og kronprins Frederiks lyse frihedstid.

Af oversættelserne må det være nok at minde om den endnu læseværdige oversættelse af Livius’ Romer­ske Historie, som udkom i syv tykke bind 1800-1818, og som skyldtes sognepræsten i Uldum ved Vejle, den senere Biskop Rasmus Møller. Den er med rette tileg­net Jacob Baden, ikke blot som den klassiske filologis førstemand, men som oversætterens lærer og trofaste støtte. Det skulde blive et meget langvarigt foretagen­de: de første prøver indsendtes i august 1795, og i 1818 forelå det sidste af de syv tykke bind færdigtrykt. Gen­nem en lang række breve kan man følge den ærvær­dige oversætters arbejde, hans tvivl om dets værdi og hans huslige og økonomiske bekymringer. Selskabet havde besluttet at betale 100 rdl. for hver pentade (5 bøger), som forelå færdig, og fra og med den fjer­de blev beløbet hævet til 150 rdl., så Møller indtil 1809 ialt modtog 900 rdl. Første pentade var færdig i 1798, et håndskrevet manuskript på over 700 sider, omhyg­geligt gennemgået af hans ven, rektor Oluf Worm i Horsens. 1805 er han kommet så vidt, at han kan ind­sende den femte pentade, ikke længere til sin gamle lærer og velynder, men til sønnen der har været hans studiekammerat. Bekymret spørger han ham: „Hvad siger du ellers om dette hele Livius-Arbeide? Jeg er ofte heel tvivlraadig med mig selv, om jeg skal fort­sætte eller afbryde det, da jeg næsten ikke indseer, hvortil det nytter at opofre saa mange kostbare Timer paa et Arbeide, der har Tidsaanden saa meget imod sig. Arbeidet selv interesserer mig endnu, og jeg har virkelig Møje med at slide mig løs fra Livius som fra en gammel Ven; men jeg har ligesaa megen Møje med at forklare mig selv, hvad Nytte jeg egentlig giør dermed.“ Både denne gang og igen sidst i 1807 har han stærkt brug for pengene til folkeløn, bønderne kan efter englændernes overfald ikke sælge deres korn, præsten får følgelig ikke sin tiende. Af hans ti børn lever endnu de sex; „2 Sønner har jeg i Naskov Latin­skole, og af disse tegner især den ældste [Poul Martin] sig meget godt“. I august 1809 kan han indsende syvende og sidste pentade, men fatter ikke, hvordan det i de hårde krigstider skal lykkes at få den trykt. Han måtte altså også tålmodig afvente sin tid en lille halv snes år endnu.

Vel sad medlemmerne bare og ventede, men uden at henfalde til ukritisk smagløshed. Da Birgitte Boye, som fire år før havde fået betalt trykningen af anden udgave af sit heroiske sørgespil Gorm den Gamle, i 1789 indsendte et heroisk syngespil Sigrid, med æmne fra Suhms fortælling af samme navn, var Baden mest tilbøjelig til at belønne det; men Malling gav det en sådan nedsabling, at selv tanken om et opmuntrings­brev måtte opgives.

Ligeså uheldig var den medicinske professor Johan Heinrich Schönheyder - ikke at forvexle med Ewalds håndfaste og snæverhjærtede ven og formynder Johan Christian S. - der søgte understøttelse til sine oversæt­telser af Miltons tabte og genvundne Paradis (1790 og 92). Baden var ikke uvillig; men Malling spurgte med rette, om „en Oversættelse som skal være paa Vers og ikke er det, som skal være Dansk og støder paa hver Side an mod Sproget, kan ansees for en Berigelse af dansk Literatur? Jeg troer det er kun i Danmark, hvor man overseer grove grammatikalske Feil. Dette har jeg haft mod Todes ellers meget gode Originaler, det­te har jeg meget mere imod denne Oversættelse. Hvad vort Selskab skal paatrykke sit Stempel maa være dansk og kunne læses med Tryghed af unge Sprog­elskere uden at de skal have nødig at befrygte Tabet af det rette (tør jeg sige) Gehør”.

Hvad Todes sag angår, blev det på en forsamling i x793 ~ da man pludselig afholder tre møder i et år, efter ikke at have været samlet siden 1788 - øjensynlig foreslået enten at optage ham som medlem eller at give ham en anseelig gave til bevis på Selskabets agtel­se; det første kunde man ikke, da formålet var sprogets rigtighed og ægthed, og hans skrifter ofte prægedes af germanismer og knudret sprog; men da hans talenter som skribent for det store publikum, hos hvem han havde bidraget meget til at opvække lyst til læsning, fortjente Selskabets agtelse og hæder, så besluttede man at skænke ham den store guldmedaille for ind­fødsretten, som kom til at koste over 150 rdl.

Endnu en ganske uklar sag fortjener at nævnes: Et par måneder efter at Baggesen havde udgivet første del af Labyrinten (1792) udsender Baden et begejstret cirkulære: „Det er i mine Tanker et Skrift, som giør Nationens Talenter Ære, og viser i en høi Grad vort Sprogs Beqvemhed til at udtrykke Begrebernes og Bil­ledernes fineste Skateringer og Forskielligheder. Man træffer paa idelige og nye Betragtninger ved Ledig­heder, hvor al Anledning til Betragtning syntes at være afskaaret; det er Gratiernes Filosofi, afvexlende med Shakespeariske Phantasier og Youngisk Sværmerie. Man kunde næsten kalde det er Reise-Epope. - Vel er jeg ikke blind imod megen forulykket Vittig­hed, imod mange overspændte Tanker og Udtryk, imod adskillige en vild og utæmmet Imaginations Ud­svævelser. Men saadanne vilde Skud findes gierne hos de frugtbareste Genier, og bortsnittes, naar Forstand og Smag komme til Modenhed.” Han foreslår derfor en „Understøttelsesbelønning” på 100 rdl.

Såvidt er alting godt; men ingen af medlemmerne har påtegnet cirkulæret, og regnskaberne nævner intet beløb udbetalt til Baggesen. Sagen er øjensynlig blevet standset; men af hvem, hvordan og hvorfor, kan ikke oplyses. Ingen af Selskabets medlemmer vides at have været Baggesen fjendtlig stemt.

Skulde der alligevel være en forklaring? Jeg vægrer mig næsten ved at tro på den, men kan ikke dy mig for at antyde, at Baden selv har tilbageholdt cirkulæ­ret. Han var en fremragende både klassisk og dansk filolog, øjensynlig også en betydelig administrativ be­gavelse; men om hans egentlige karakter tier kilderne ganske - som de så ofte gør, når det gælder historiske personligheder. Imidlertid tør man sikkert fastslå, at Baden var pengekær, og at han var kendt derfor. Når Pram i sit angreb på Selskabet fremhæver sekretærens uforholdsmæssige honorar, behøver det ganske vist ikke at være nogen personlig finte. Ved mindefesten for Suhm 1799 skrev Rahbek kantaten gratis, Kunzen fik 100 rdl. for musiken, men Baden 300 for den latin­ske tale. Han var den første af Selskabets medlemmer, der ikke blot modtog, men selv søgte dets understøt­telse, idet han lod sig udbetale 200 rdl. for de to bind af sin Horats-oversættelse. Ser man på fx. regnskabet for 1797 viser det sig, at Baden som sekretær fik 150 rdl., for tredie del af sin Tacitus-oversættelse 150, søn­nen for en afhandling 100 og dr. J. Bloch for en over­sættelse af Synesius 100, ialt 500 rdl., hvoraf fader og søn fik de 400! At hans økonomiske sans også kom Selskabet til gode, så dets formue under hans ledelse stadig voxede, kan naturligvis ikke undre. Jeg tror, pengegriskheden er et vigtigt træk i Jacob Badens ka­rakter, og derved adskiller han sig jo ikke væsentlig fra sin forgænger J. H. Schlegel; men om det har no­get som helst med Baggesen-mysteriet at gøre, er et åbent spørgsmål.

Imidlertid lod den danske Homer vente på sig. Be­kendtgørelsen af 1789 havde intet resultat givet; men en forespørgsel i 1795, om konkurrencen stadig stod åben, gav anledning til en ny bekendtgørelse. Og vir­kelig: i juni 97 indsendtes anonymt en prøve på Moses eller Det befriede Israel, som vakte stor begejstring, men også en del betænkelighed. Foreløbig besluttede man at opmuntre forfatteren og give ham yderligere tre år at løbe på.

Inden denne tidsfrist vidste en del af Selskabets medlemmer, Baden gennem et brev fra digteren selv, at arbejdet skyldtes den 31-årige sognepræst i Butterup ved Holbæk Jens Michael Hertz. Han var søn af en kongelig skovrider og den tidligere nævnte forfat­terinde Birgitte Cathrine, senere gift Boye; efter fade­rens tidlige død blev drengen ved arveprins Frederiks understøttelse sat i Helsingør skole, hvor jo Baden på det tidspunkt var rektor og lians forældres omgangs­ven. Som ung præst i Thy var han 1792 begyndt på sit digt og havde en tid nydt godt af den unge Malthe Conrad Bruuns kritiske vejledning. Først da han kom til Sjælland i 1796 blev det dog til egentlig alvor, om­end hans litterære oppakning var den lettest tænkeli­ge: Miltons Tabte Paradis havde han læst og gik nu i gang med Klopstocks Messias, Homer kendte han ikke og Vergil huskede han kun fra skolen. Dog fik han nu god støtte, især af Malling som han havde lært at kende, og i juni 1802 kunde han indsende, hvad Baggesen i Giengangeren kalder, „det lange Jødedigt af Hertz, som ingen læser“. Malling, som formidlede indleveringen, finder arbejdet „heelt, stort, værdigt“. Jacobi har flere formelle indvendinger, og Sander me­ner at vort eget land og vor egen tid byder fængslende æmner i mængde, men at dette gammeltestamentelige stof både i sig selv og ved sin behandling er gan­ske interesseløst. Et helt år tog det, inden man pa et møde traf den endelige afgørelse: den store pris på 1000 rdl. var det ikke værd, især når man tog Mallings betydelige andel i betragtning; men han kunde få 600 og berømmes for flid og geni. Så endelig kunde det 400 sider store digt udkomme 1804 „Belønnet og un­derstøttet til Trykken af Selskabet for de skiønne Vi­denskaber”, som der står på titelbladet. Baggesens hår­de påstand er dog ikke blevet modbevist senere.

Men der var sket andet og mere i disse år: 1795 var Carstens og F. A. Müller død, 1798 P. F. Suhm. D. 26. marts 1795 havde man optaget Rahbek og Thaarup som medlemmer, de fulgtes d. 27. maj 1799 af Abrahamson og Sander, og endelig bliver Jacob Badens søn Torkel indvalgt d. 27. januar 1804 efter faderens hen­stilling.

Efterhånden som vi nu når ind i den litterære guld­alder, forekommer præsentation næsten unødvendig, navnene siger os stadig noget, selv den forholdsvis læge læser ved et og andet om, hvad de har virket og skrevet. Her derfor blot nogle korte data:

Knud Lyne Rahbek, 1760-1830, er bedst kendt for sit teatersværmeri, sit bakkehus, hvor han boede med sin elskelige Kamma, og sine fem bind Erindringer, der er en af tidshistoriens rigeste kilder. Han var på den tid professor i æstetik og udgiver af tidsskriftet Minerva, en mand som dårligt kunde undværes ved noget litterært foretagende af betydning.

Thomas Thaarup, 1749-1829, var på det tidspunkt teaterdirektør og kendt for de idylliske syngespil Høst- Gildet og Peters Bryllup, hvorfra endnu enkelte sange huskes. Da han efter 1800 mest levede på sin gård Sophienberg i Smidstrup, blev hans betydning for Selskabet ikke overvældende.

Werner Hans Frederik Abrahamson, 1744-1812, huskes nu væsentlig for visen Min Søn, om du vil i Verden frem, saa buk. Han hørte til Johannes Ewalds tidligste og mest ubetingede beundrere, var virksomt med i hele den førromantiske bevægelse, en flittig og frugtbar skribent, der også i vort Selskab blev en ivrig medarbejder.

En mere tvivlsom skikkelse var Levin Christian San­der, 1756-1819, „Niels Ebbesens utrolige forfatter”, for atter at benytte et velkendt udtryk fra Baggesens Gienganger. Den lille forvoxede holstenske skrædder­søn havde et vist navn som pædagog og litterat, men blev med alderen mere og mere bitter, følte sig mis­kendt og uden føling med tiden. Han kvitterede for optagelsen ved at tilegne Selskabet sit polemiske lyst­spil Hospitalet, 1805, men ønskede allerede 1810 at ud­træde, af grunde han kun mundtlig kunde meddele.

Endelig er der filologen og kunsthistorikeren Tor­kel Baden, 1765-1849, der havde været professor i Kiel, men tog sin afsked 1804 og flyttede til København, hvor han blev sekretær ved Kunstakademiet og slots­forvalter på Charlottenborg. Her boede han, og her holdt Selskabet sine fleste møder. Da han efter sin fa­ders død overtog sekretærposten, viste han sig som en ny og meget fejedygtig kost; i 1805 fx. afholdtes ikke mindre end syv møder, men efterhånden aftog ener­gien og protokoltilførslerne blev stadig kortere og me­re sjuskede, mellem 1821 og 30 ses Selskabet ikke at have været samlet og fra 1833 til hans død heller ikke. Kort efter hans tiltræden vedtoges en ny instrux for sekretæren, og han udkastede en ny forfatningsæn­dring, hvis hovedpunkt var, at Selskabet igen skulde udsætte prisopgaver; der ønskedes strax 1806 i poesien et digt om kærlighed til fædrelandet, i prosa en bio­grafi over Griffenfeld, en oversættelse af Euripides’ Fønikerinderne og en anden af Isokrates’ Panegyrik. Resultaterne blev dog mere end magre, og kun for de to oversættelser lykkedes det at uddele prisen.

Det var et gammelt ønskemål i Selskabet, at det ved pristildelinger kunde bruge sin egen medaille. Tullin havde man måttet nøjes med at give akademiets min­dre sølvmedaille, hvad Pram næsten anså for en for­nærmelse; Tode havde man tildelt indfødsret-medaillen i guld. Nu skulde det være alvor: i begyndelsen af 1806 henvendte man sig til Nicolai Abildgaard, som udførte tegningen, og i løbet af det følgende år fik P. L. Gianelli skåret stemplerne, så man i 1808 for før­ste gang kunde uddele medaillen.

Inden jeg går over til at behandle Selskabets virk­somhed i disse år, er der nogle nye medlemmer, som ganske kort bør nævnes:

Allerede d. 23. juni 1805 var den før- og antiromantiske digter og pædagog Frederik Høegh-Guldberg, 1771-1852, blevet indvalgt. Han viste sig meget ener­gisk; men det tog en ende med forskrækkelse, da han d. 19. marts 1812 pludselig meldte sig ud, fordi Tre- schow i anledning af en anonym lovtale over hans fa­der, den kendte statsmand Ove Høegh-Guldberg, hav­de noteret, at det Guldberg’ske styre hverken bragte indvortes velstand eller udvortes ære og agtelse; Mal­ling havde givet sin tilslutning, og skønt Baden arbej­dede for en forsoning, erklærede Guldberg, at han ikke ønskede at være medlem, så længe nogen af de to her­rer var det. Først en måned efter Mallings død med­delte han d. 15. december 1829, at han atter ønskede at tiltræde, og han var nu igen et meget virksomt med­lem lige til sin død.

Underskrifter 1805.

Filosoffen Niels Treschow, 1751-1833, var blevet medlem kort efter Guldberg, d. 29. september 1805. Hans påtegninger findes stadig på Selskabets skrivel­ser, indtil han 1813 udnævntes til professor ved Kristiania Universitet, og dermed stille gled ud af sagaen. I flere år skete der så lidt i Selskabet, at Rahbek 1810 kunde sige til Schønheyder, at det lå i dvale og næsten ikke existerede. Først. d. 2. december 1817 forsøgte man at tilføre det nyt blod, hvilket dog på forhånd var dømt til at mislykkes, idet man som nye, omend ikke unge medlemmer indvalgte Gutfeld, Liebenberg og Ramus.

Holmens provst F. C. Gutfeld, 1761-1823, var ikke uden visse litterære talenter, men en oplysningsmand af den Bastholm’ske skole, som tiden for længst var løbet fra, og som de fleste steder betragtedes næsten med medynk.

Ikke stort mere bevendt var efterhånden slotspræst og kongelig konfessionarius M. F. Liebenberg, 1767- 1828, som vi har truffet yngre og mere virksom. Han fulgte vel bedre med tiden end Gutfeld, men udtrykte dog ligesom de to andre i sin takkeskrivelse for opta­gelsen betænkelighed og tvivl ved sine ævners ubety­delighed. Han gjorde sit bedste, men holdt kun ud til d. 23. april 1824.

Endnu kortere medlemskab blev numismatikeren Christian Ramus, 1765-1832, til del. Hvad der egentlig har berettiget den sygelige og vrantne ungkarls ind­valg er svært at sige, udover at han var ven med Rahbek, men det var der jo så mange der var. Han gjorde sig heller ikke særlig nyttig og allerede d. 14. februar 1821 foretrak han at trække sig tilbage.

Det må retfærdigvis indrømmes, at det er talrige af tidens betydningsfuldeste æstetiske værker, Selskabet har understøttet, men også at den vej Jacob Baden var slået ind på ved at lade det støtte hans egne skrifter, blev fulgt i påfaldende mange tilfælde.

Sander fik således 1803 200 rdl. for sine Forelæs­ninger over Shakspeare, der forøvrigt er meget tids­typisk og ingenlunde uden betydning, og det skønt Jacobi udtalte, at han dog ikke troede Shakespeare var det mynster, hvorefter unge mennesker burde anføres til at forsøge sig i sørgespil. En halv snes år senere fik han igen en understøttelse til „mesterværket” Poly- hymnia, Euterpe og Theone, eller theoretisk Sammen­ligning af Musik, Rhytmik og Deklamerekonst.

Med større glæde ser man, at Rahbek fik stadig un­derstøttelse til de grundlæggende litterærhistoriske værker, han udgav i samarbejde med Rasmus Nyerup, og ikke mindst til den udgave af Danske Viser fra Middelalderen som de besørgede sammen med Abra- hamson, inspirationskilden til al vor romantiske folke­visedigtning. Desuden fik Rahbek støtte til sin 21-binds udgave af Holberg, til sin udgave af Thaarups efterladte poetiske Skrifter og andet mere. Nyerup fik alene et beløb for Peder Syvs kjernefulde Ordsprog, med ... Bidrag til de danske Ordsprogs Litteratur, 1807.

Også Guldberg gjorde hyppige angreb på Selska­bets kasse; thi som han et sted skriver, „hvad man her vil have nitid ud, må man betale selv“. Sommetider har han allerede ladet bogen trykke, men får så støtte til den næste, til andre tider melder han sig i god tid, også i den periode da han ikke er medlem; mest er det oversættelser, af Tibul, Terents eller Plautus, men han søger også til sine egne poetiske arbejder, der ikke længere havde publikums øre, efter at han éngang havde placeret sig med de to kønne bind Samlede Dig­te, der blot havde det uheld at udkomme samme år som Oehlenschlægers Digte 1803.

Ja, det er mest oversættelser, det lykkes at finde frem, og deriblandt så fortrinlige som Stephan Tetens’ endnu læseværdige fire bind af Plutarks Levnetsbeskrivelser, 1800-1811. Men som Rahbek meget viseligt noterer netop 1803, under drøftelsen af Tetens, „man kan derhos ikke undlade at ønske, at paa en Tid, da Poesien synes ligesom paa nye at vise sig hos os, vore egne Digtere oftere vilde give Selskabet Anledning, at anvende af sin Formue til Originalværkers Fremme.” Netop i den henseende var det lettere at ønske end at se noget resultat; det yngre slægtled har næppe skæn­ket det gamle selskab mange tanker, og ialfald ikke næret nogen dybere tillid til dets poetiske dømme­kraft. Man kunde give rektor Boye et tilskud til an­hanget til Statens Ven, der kom så forsinket, at ingen længere nærede synderlig interesse for det. Man kunde give den aldrende Jonas Rein guldmedaille for et par opbyggelige digte eller den ligeså gamle provst Gutfeld en belønning for et bind Religiøse Poesier, 1818. Det hørte altsammen en svunden tid til og havde in­gen berøring med det levende åndsliv.

Medaillens for- og bagside.

Et par ydre tilskyndelser skulde en tid give Selskabet en slags tilsyneladende liv. I april modtog det gennem Børge Thorlacius et tilbud fra Johan v. Bülow til Sanderumgaard om en prisbelønning på 500 rdl. for den bedste lovtale over Daniel Rantzau. Han meddeler senere i et brev til Malling, at sagen var, at man i Sverige udsatte en præmie for en lovtale over Sten- bock; „det kunde ikke andet end være et formasteligt Foretagende i en dansk Mands Øyne, og jeg syntes det burde have det Svar jeg gav ved min udsatte Præ­mie, skiøndt jeg just ikke meget ynder Lovtaler”.

Der indkom fem lovtaler; men til trods for at de to ikke var ilde, blev dog ingen fundet værdig til prisen, som derfor blev udsat igen til næste årsskifte. Den ene af de to, som var blevet rost, især for sin historiske grundighed, skyldtes den teologiske professor Jens Møller, der samme år udgav den med en meget bitter og polemisk fortale, idet han dog samtidig ændrede titelen til Mindeskrift over Daniel Rantzau. Han er vred over, at man ikke har meddelt deltagerne sine indvendinger, når de dog er blevet opfordret til at melde sig igen. Hvis det er det retoriske, man ikke er tilfreds med, så kan han meddele, at han har „iført sit Foredrag saamange Prydelser, som Saga paa nogen Maade vil tilstede”. Men hele genren er kommet i vanrygte på grund af tom deklamations hule smin­ke! Det vilde ikke have været nogen vanære at måtte vige for en dygtigere; men det er en hån at blive af­vist, når der ingen bedre var.

Et sådant angreb krævede et svar, og Malling for­fattede en 16-sidet piece, Fra Selskabet til de skjønne Videnskabers Forfremmelse, der blev trykt i 600 exem- plarer på skrivpapir. I værdig tone afvises Jens Møl­lers angreb som lidenskabeligt, brammende og ube­skedent. Hvis han havde forespurgt, kunde han have fået Selskabets bemærkninger privat, nu må der svares offentligt, og Malling fremdrager en række fæle prø­ver på hule floskler og logiske uklarheder. Forøvrigt havde han netop ved at ændre titelen til Mindeskrift vist, at han begreb dets svagheder som lovtale.

Anden gang blev der indleveret ikke mindre end ti lovtaler, og da alle stemmer samlede sig om den ene, blev den anonyme forfatter, der viste sig at være den teologiske kandidat Peter Tetens, opfordret til at æn­dre enkelte steder, der var lovlig aggressive mod Sve­rige; da han gik ind på det, fik han den af Bülow ud­satte præmie. Selv havde Selskabet udsat en anden præmie på 300 rdl., som et par måneder senere tilfaldt den Ribe-bisp V. K. Hjort, Peder Hjorts fader; men da han netop i de samme dage døde, fik enken beløbet udbetalt, hvilket sikkert har været så meget mere kær­komment, som det opdagedes, at bispen i de vanske­lige pengeår havde forgrebet sig på offentlige midler og efterlod sig en temmelig stor kassemangel. Yderli­gere udbetaltes et extra honorar til kaptajn Johan Adolf Fibiger, der havde foretrukket at gøre Daniel Rantzau til genstand for en biografisk livsskildring.

Man kender det så godt, også fra sit eget liv, at når der først er ved at komme fart i tingene, så sker der mere. Således også her: Bülows henvendelse blev i september 1818 fulgt af en skrivelse fra chefen for det danske okkupationskorps i Nordfrankrig, prins Frede­rik af Hessen, der på sine officerers og egne vegne ud­lovede 400 rdl. for text og melodi til en dansk natio­nalsang. Tropperne havde fjærnt fra fædrelandet ved adskillige lejligheder, fx. når englænderne sang God save the king og franskmændene Vive Henri quatre, savnet en almindelig antaget nationalsang, der „vilde udtrykke den inderlige Fædrenelandskjerlighed og den tro Hengivenhed til sin Konge, hvorved den dan­ske Nation fra Oldtiden af har udmærket sig.“

Selskabet valgte foreløbig at udsætte de 200 rdl. for texten, og ved nytårstid havde man fået ikke mindre end 59 sange at vælge imellem, deraf gjorde man et udvalg på 15 anvendelige, og i maj 1819 kunde man bekendtgøre, at forfatterinden Juliane Marie Jessen havde vundet prisen for Dannemark! Dannemark! hellige Lyd! Onde tunger påstod, at det skyldtes hen­des håndskrifts lighed med den forresten ikke kon­kurrerende Oehlenschlægers.

Det næste skridt måtte så blive at udsætte et tilsva­rende beløb for den bedste komposition til texten. Da Selskabet ikke tiltroede sig tilstrækkelig sagkundskab til selv at bedømme de indsendte melodier, blev en række sagkyndige indbudt til at høre dem spillet og sunget ved en sammenkomst i Mallings hjem søndag d. 6. februar 1820; det morsomme er, at der blandt disse særskilt tilkaldte ikke var en eneste virkelig fag­mand, måske fordi for mange af dem var part i sagen. Istedenfor havde Malling valgt etatsråd Kirstein, asses­sor Zeuthen, den yngre vinhandler Petersen, majorer­ne Bauditz og L. Bardenfleth, kaptajnerne Abrahamson, Ewald og Krohn, den sidste adjudant hos Frede­rik af Hessen. Hvor mange melodier, der har været indsendt, vides ikke; men ingen af dem vandt bifald, og priskonkurrencen blev udskrevet en gang til. D. 17. december afholdtes en ny melodiprøve, men heller ikke denne gang med held. Imidlertid havde Weyse indsendt en komposition for sent til første konkurren­ce, og han havde ikke ønsket at deltage i anden om­gang, men havde i mellemtiden selv udgivet den i klaverudtog. Da man almindelig foretrak denne melo­di, meddelte man i februar 1821 prins Frederik, at Sel­skabet havde tildelt Weyse prisen, selvom han altså ikke havde fulgt konkurrencens regler. Det er en kendt sag, at selv med Weyses flotte musik har frk. Jessens svulstige og intetsigende poem aldrig slået an hos publikum.

Allerede så tidlig som 1810 havde man påtænkt en ny række af Selskabets skrifter, og medlemmerne var blevet opfordret til at tænke på bidrag. Først efter de to konkurrencer mener man, at der nu skulde være stof nok, og på et møde sidst i 1819 vedtager man det nye binds indhold. Alligevel skulde årene gå, inden man 1824 kunde udsende Ny Samling af Skrifter ud­givne ved Selskabet til de skjønne Videnskabers For­fremmelse. Første Bind. Det begynder med en Indled­ning af Rahbek om Selskabets ældste historie, holdt i så svævende og almene vendinger, at dets kildeværdi er lig nul. Derpå følger Tetens og Hjorts to lovtaler og J. A. Fibigers biografi over Daniel Rantzau. Ende­lig er der frøken Jessens priskronede nationalsang og Jonas Reins to digte, som han allerede havde fået guldmedaillen for 1812.

Bindet er ikke munter læsning, og mens den første række Forsøg stadig hører til vor litteraturs grundpil­ler, er dette så glemt og sjældent, at det vist vil være umuligt at opdrive et exemplar uden for de offentlige biblioteker. Det fristede ikke til gentagelse, og den nøgterne Rahbek regnede da to år senere heller ikke med mere „end det eene dødfødte Bind, hvis Tilvæ­relse jeg ikke engang veed nogensteds eller nogensin­de at have seet anmeldt.”

Det var ikke for meget sagt, at alle sunde efterhaanden syntes lukkede.

Selskabets store mand havde i adskillige år været Ove Malling, den højt hædrede olding. Efter hans død d. 17. november 1829 trådte ganske vist Frederik Høegh-Guldberg ind igen. Rahbek var blevet ældet efter sin elskede Kammas død d. 21. januar 1829, og så var der ellers kun Torkel Baden.

Hvordan har de yngre set på Selskabet? Hvad men­te fx. Oehlenschlæger om det? Som ung har han sik­kert betragtet dets forældede åndsretning med skæve øjne; nu var han blevet borgerlig og sat, og i 1828 hav­de han indsendt sin Hrolf Krake til Malling med et smukt og udførligt brev, hvori han gjorde opmærk­som på, at der endnu måtte være noget tilbage af den store epos-pris, da J. M. Hertz ikke havde faaet den hele. Rahbek udtalte, at det var Selskabets gode geni­us, der havde sendt dem dette digt nu, „at vi kunne ved Enden af vor Bane række Oehlenschlæger den Krands, som først blev bundet til Tullin, og siden var Ewalds Stolthed og Løn“. Digterkongen modtog der­for de resterende 400 rdl. som en smuk og naturlig an­erkendelse af et af hans manddoms betydeligste digter­værker.

Det er smukt således at se den ældre slægt hylde den yngre, som et halvt århundrede før Wessel havde hyl­det Baggesen; og Rahbek fulgte linjen op ved i januar 1830 at foreslå Oehlenschlæger som medlem af Selska­bet, hvad han med glæde modtog. Dette skridt var den første virkelige fornyelse i århundredet, og det var kun en naturlig følge, at man i december samme år yderligere indbød kongelig konfessionarius Jacob Pe­ter Mynster, 1775-1854, og professor i filosofien Fre­derik Christian Sibbern, 1785-1872. Det er ikke min­dre end et systemskifte, der hermed har fundet sted: romantiken, guldalderen har endelig erobret det gam­le selskab. Der er sikkert mange, som med en vis spæn­ding har imødeset, hvilke veje det nu vilde slå ind på.

Allerede i begyndelsen af januar 1831 meddelte Sel­skabet ved en bekendtgørelse i Statstidende, dels at det udsatte et honorar af hundrede rigsbankdaler rede sølv for de bedste fire romanzer, hvortil æmnerne var tagne af fædrelandets historie, dels at det vedblev at fremme oversættelser af de gamles skrifter.

Foreløbig lod det ikke til, at det nye styre skulde have stort bedre lykke end det gamle. Ganske vist indkom der hele sexten sæt romancer; men ingen af dem blev fundet værdig til prisen, selvom to blev fremhævet som bedre end de andre. De var indleveret anonymt, men i løbet af få måneder udgav den kun nittenårige H. P. Holst sine Fire Romanzer, hædrede med de skjønne Videnskabers Selskabs Bifald, den altfor frodige skri­bents første lille bog, der ialfald hos publikum vakte bifald nok til, at andet oplag kunde udkomme i 1840.

Det er ikke fremragende poesi, og det var derfor gan­ske rimeligt, at den anden af de fremhævede digtere, som ialfald Sibbern havde foretrukket, under samme titel udgav sit bidrag, med et kort forord, hvori han nævner, at „det mueligen kunde interessere En og An­den at anstille en Sammenligning mellem begge.“ Den unævnte digter var Frederik Paludan-Müller, og selv­om heller ikke han endnu har nået fuld modenhed, har de dog stadig hævdet en plads blandt hans ung­domsarbejder.

Det mest levende resultat af den forulykkede kon­kurrence er dog nok det ironiske digt til Selskabet, som Poul Møller lod trykke i Dansk Ugeskrift i december 1831. Det lyder stærkt forkortet:

Du Selskab, som lydt med Basunernes Tegn
Poeterne kalder til Sang,
Som lokker en Byge velgjørende Regn
Af Digtninger ned over Daniens Egn
Ved Sølvets melodiske Klang:

Af Musernes Tønde du tage en Tap,
Da fuse vel Rimene frem:
Du byder os gjøre Romancer om Kap,
Du beder om fire, – ja see om du slap;
Vel tusinde bringes dig hjem.
...
En Sæk med Romancer du har i Behold
Til Julens velsignede Fest,
Din Fred og din Morskab er Pokker i Vold,
Din Leg er forspildt og din Grød bliver kold,
Og slide du skal som en Hest.
...
Du lever nu selv med de lækkreste høit;
Men Skrabet, der bliver igjen,
Den mellemste Sort og det pæreste Pøit,
Der falder den kræsnere Gane for drøit,
Hvor Pokker skal det kjøres hen?

Det havde altså atter vist sig, at konkurrencens vej ikke var farbar; poeter lader sig ikke kalde frem ved en pengepræmie; og den er da heller ikke senere blevet prøvet af Selskabet. Ganske vist fremsatte H. F. Ewald i 1893 forslag derom, men det blev, lykkeligvis, for­kastet.

Til gengæld vil et blik på listen bagi vise, at de havde en meget heldig hånd til de oversættelser, de understøt­tede. Uden Selskabets virksomme bistand vilde Chri­stian Wilster næppe kunne have præsteret sin prægtige oversættelse af Homer, der den dag i dag er enhver gymnasieelev kendt og i de fleste tilfælde kær. Wilster havde allerede i 1818 haft en slags forbindelse med Sel­skabet, da han deltog i væddekampen om en dansk nationalsang med den senere så kendte og yndede Hvor Bølgen larmer højt fra Sø; den gang måtte han altså vige for Frk. Jessen, nu kom han igen på et felt, hvor hans betydning blev væsentlig større. Allerede 1824 havde rektor P. G. Fibiger søgt om støtte til en oversættelse af Odysseen; men da han erfarede, at Poul Møller allerede var ved at udgive en tilsvarende, op­gav han sin plan og ønskede i stedet støtte til Iliaden. Året efter, da Poul Møller havde udgivet de sex første sange, ansøgte han så Selskabet om understøttelse til fortsættelsen og fik udbetalt 100 rdl. Han blev jo imid­lertid det følgende år udnævnt til lektor, to år senere professor i filosofi ved Christiania universitet og fik dermed andet at bruge sin tid til. Få år efter, 1831, lod Wilster en oversættelse af Iliadens niende sang, ge­sandtskabet til Akhilleus, trykke med nogle bemærk­ninger om versemålet, og i slutningen af 1832 ind­sendte han 16.-21. sang som prøve til Selskabet, der med rette påskønnede arbejdets fortjenester og tilstod ham 150 rdl. for hver sex sange, efterhånden som de forelå. I maj 1835 var hele oversættelsen tilendebragt, og et par måneder senere forespørger Wilster, om Sel­skabet også kunne tænke sig at understøtte oversættel­sen af Odysseen, da det for vor litteratur vilde være heldigst, at begge digte forelå fra samme hånd. At Selska­bet med glæde gik ind på også at betale hver fjerdedel af dette værk med 150 rdl., siger sig selv. Wilster be­gyndte med de atten sidste sange, da man jo, i tilfælde af at der skulde tilstøde ham noget menneskeligt, i for­vejen har de sex første i Poul Møllers „lidt maniererede og lidt ukorrekte, men i de væsentligste Stykker fortrin­lige Oversættelse”, som han udtrykker sig i et brev til Torkel Baden. Det lykkedes ham dog at få hele over­sættelsen færdig til marts 1837, og de to værker udkom i bogform henholdsvis 1836 og 37, det første tilegnet Selskabet, det andet Adam Oehlenschlæger med et smukt hexameterdigt, hvori han siger:

snart for mit barnlige Øre dog kom de herlige Sange,
og jeg fornam en Fryd saa ren og inderlig hartad,
som naar om Julen der blussede Lys paa det duftende Grantræ.
Højt da banked mit Hjerte, det blev saa lyst i mit Indre,
Aanden sig hæved fra Jord, og baaren af magiske Vinger
fløj den sværmende glad under Klang af de lifligste Toner;
og i mit barnlige Sind jeg fromt velsignede Skjalden,
bad til Gud for hans Vel og bad baade Morgen og Aften.

Foruden af vort selskab blev Wilster også opmuntret af Samfundet til den danske Literaturs Fremme, der subskriberede med 150 rdl. for 50 exemplarer af hvert af værkerne til uddeling blandt dets medlemmer. Al­ligevel ser han ikke lyst på bogens salgsmuligheder: „I hele Kongens Kjøbenhavn, som jo efter sidste Fol­ketælling holder over 119,000 Mennesker, var der kun 11 Subskribenter paa min Iliade, og efter Bogens Ud­komst er der ikke solgt 20 Exemplarer;” så han regner ikke med nævneværdig fortjeneste hverken for over­sætter eller forlægger.

Efter arbejdet med Homer begyndte den ildfulde Wilster strax at se sig om efter en ny opgave; en tid tænkte han på Aiskhylos, men tvivlede dels på at der vilde være interesse for ham, dels på at de vanskelige korsange vilde lykkes i oversættelsen. Han beslutter derfor først at gå i gang med Euripides, og efter hans henvendelse til Selskabet giver det ham tilsagn om 250 rdl. for hver fem tragedier han får fra hånden. I januar 1839 har han de første fem færdige, men er me­get bekymret for, hvordan han skal få dem udgivet. „Vore Tider ere saa supercultiverede, at en Bog om skadeligt Vands Afledning og lignende lave realiora vilde finde ti Gange saa mange Kjøbere, som nogetsomhelst Skrift henhørende til den classiske Littera­tur, med mindre det er til Skolebrug, thi derved bliver Skriftet nobiliteret som gribende ind i det virkelige Livs Fornødenheder. ... Jeg ærgrer mig altfor meget over de mange Videnskabsmænd, som i vore Dage gjøre sig skyldige i Apostasie fra Musernes Dyrkelse, for at være paa Moden og mishandle den gamle Foster­moder og Amme, hvis Die nærede og udviklede dem, for at beile til den flanede Modedukke Fru Politika, til at det kunde falde mig ind nogensinde at følge disses Exempel.“ Ak ja, og så siger man endda, at tiderne for­andres. Men iøvrigt var Wilster allerede på dette tids­punkt en syg mand, og det lykkedes ham inden hans død d. 11. januar 1840 endnu kun at få tre tragedier fra hånden, som Selskabet var nobelt nok til også at honorere med 250 rdl. til hans enke.

Der skulde hengå fulde 35 år, inden den hele Euripides blev tilgængelig for den danske læseverden, da C. P. Christensen Schmidt 1875 på bekostning af Samfun­det til den danske Literaturs Fremme udgav de reste­rende elleve stykker i en oversættelse, der både poetisk og filologisk står fuldt på højde med Wilsters.

Adskillige andre klassikeroversættelser blev Selska­bet en god fødselshjælper. I 1842 søgte P. O. Brøndsted støtte til sin oversættelse af Aiskhylos’ Orestias; efter nogen diskussion om dens poetiske fortjeneste beslut­tede man at give ham 100 rdl. Det var måske denne sum, der satte ham istand til få måneder før sin bratte død „på en behageligt overraskende måde“ at forære hvert medlem af Samfundet til den danske Literaturs Fremme oversættelsen af Agamemnon under titel af Hellensk Nytaarsgave for Aaret 1842. N. V. Dorph udgav den igen 1844 sammen med trilogiens to øvrige tragedier på Samfundets bekostning. Den har utvivl­somt været meget læst; men efter Niels Møllers og Emil Ziliacus’ smukke nyere gengivelser af Agamem­non har den tabt sin væsentligste interesse.

Den gamle skolemand N. V. Dorph modtog selv støtte til sin tobinds oversættelse af Sofokles; men da han nogle år efter søgte og fik bevilget en hjælp til oversættelsen af Aristofanes’ Fuglene, faldt bevillin­gen naturligvis bort, da arbejdet overgik til det meromtalte Samfund.

Så havde Selskabet egentlig nok så stor glæde af Sibberns ven Birkerød-præsten Carl Johan Heise, der ufortrødent havde arbejdet med Platons dialoger si­den 1830 og allerede fået udgivet tre bind; fra midten af fyrrerne modtog han en ikke ubetydelig understøt­telse fra Selskabet til de følgende bind, af hvilke det ottende udkom 1859, to år efter hans død, med en me­get smuk biografi af Sibbern. Den har været meget værdifuld og er først blevet afløst af den fuldstændi­ge tibinds oversættelse, som udkom 1932-41, og som skyldtes et samarbejde af flere filologer.

Heller ikke oversættelser fra nyere sprog forsømte Selskabet at fremhjælpe. Digteren Christian Knud Frederik Molbech havde under flere Italiens-rejser, hvor han havde sat sig godt ind i italiensk åndsliv og var blevet medlem af adskillige akademier, fattet den beslutning at ville oversætte hele Dantes Divina Com­media til dansk. 1849 søgte og fik han en bevilling af Selskabet til arbejdet med Helvedet, og to år efter forelå værket på tryk. Til anden del, Skærsilden, søgte han også; men da han fik støtte fra kultusministeriet, faldt det denne gang bort. Derimod fik han igen hjælp til tredie del, Paradiset, der udkom 1863. Ved værkets afslutning takker Molbech i et meget smukt brev Sibbern for hans venlige sindelag, lige fra den dag for 22 år siden, da han kom op i den unge kandidats hjem for personlig med opmuntrende ord at sige ham, at han havde vundet universitetets guldmedaille, ind­til han nu i et brev, der viste samme humane, delta­gende sind, har meddelt ham Selskabets beslutning. – Molbechs Dante-oversættelse er, som Paul V. Rubow siger, „et sprogværk af højeste rang, rummende hele guldalderens ordskat og versekunst, også som tolk­ning af den store middelalderdigter fuldlødigt“, og aldrig senere erstattet af nogen anden. Alene det at have fremmet Wilsters Homer og Molbechs Dante var for lang tid existensberettigelse nok for Selskabet.

I juni-heftet af Nord og Syd 1849 offentliggjorde Goldschmidt en anonym, versificeret oversættelse af første sang af Ossians Fingal. Sibbern blev strax interesseret, skrev til udgiveren og fik den besked, at over­sætteren var biskoppens brodersøn, F. L. Mynster, godsforvalter og ejer af gården Emilsminde ved Slagelse. Sibbern foreslog ham at indsende, hvad han havde færdigt, i renskrift til Selskabet. Da han fik til­kendt en understøttelse, men havde svært ved at finde en forlægger, gik Sibbern personlig til Andr. Fred. Høst og fik ham til at tage den uden tilskud, så Myn­ster kunde beholde Selskabets honorar ubeskåret; ja, hvad mere er, han påtog sig helt og holdent korrek­turlæsningen, for at bogen kunde udkomme før jul samme år. Denne stemningsrige gengivelse i romantiske versemål af Ossians lyrisk bevægede prosa slog ialfald så godt an i publikum, at den kunde udgives i anden udgave 1876, og den lader sig endnu læse med glæde. Fem år senere tilstod Selskabet Mynster et bi­drag til udgivelse af en afhandling om Niebelungenliedversets rhythmiske Eiendommeligheder.

Hermed er vi inde på Selskabets honorarer for selv­stændige videnskabelige arbejder, og det må indrøm­mes, at det med sine beskedne midler har haft held til at støtte en række værker af blivende betydning.

Går vi tilbage til 1833, det år også Sibbern valgte til udgangspunkt i den redegørelse for Selskabets virk­somhed, han i 1850 indsendte til kirke- og undervisningsministeriet, så ser vi først, at den stilfærdige skolemand C. A. Thortsen modtog et honorar for sit endnu i mange henseender betydningsfulde tobinds Forsøg til en dansk Metrik, den eneste danske indtil Ernst v. d. Reckes tykke disputats fra 1881. Recke skri­ver om sin forgænger, at hans arbejde hører til det bedste, den metriske litteratur har frembragt; og Thortsen forbinder en sund sans, et fint øre, en skarp iagttagelsesevne og fremfor alt en ærlig vilje til over­alt at give sandheden helt og utilsløret, selv med fare for sin systematik.

Samme år fik holbergianeren og anti-baggeseniane- ren A. E. Boye en påskønnelse for sine fortjenstfulde udgaver af Holberg, Wessel og andre af vore ældre digtere. Få år senere fik Frederik Barfod, omend med nogen betænkelighed for flere medlemmers vedkom­mende, en understøttelse til Poetisk Læsebog for Børn og barnlige Sjæle; og boghandler E. L. Thaarup en halv snes år senere et beløb til den udgave af Johannes Ewald, han påtænkte, men som til slut Liebenberg kom til at udgive. Til P. L. Møllers æstetiske årbog Gæa blev der ligeledes ydet tilskud, til trods for biskop Mynsters indsigelse, da han øjensynlig ikke yndede den ilde berygtede forfatter. Endelig fik August Bag­gesen et beløb til udgivelse af sin fader Jens Baggesens Philosophischer Nachlass. Når man mindes, med hvor dyb despekt Baggesen i sin tid, da de søgte samme pro­fessorat, havde omtalt Sibbern som en ikke blot van­vittig, men uvittig dreng, er det med særlig glæde man læser Sibberns indstilling til Selskabet om, „at denne fortrinlige Digter tillige med stor Interesse har fulgt de philosophiske Bestræbelser i den Tid, da Philosophien i Tydskland blomstrede, og har ei alene med Livelighed og Vid men og med større Skarpsin­dighed, end jeg i saa Henseende tiltroede ham, samt med philosophiskt Blik deeltaget i disse Bestræbel­ser. ... De ere alle skrevne paa Tydsk, som man kunde vente det, men de ere derfor ikke mindre qvalificerede til at understøttes af vort Selskab; thi Baggesen er og bliver jo dog fornemmeligen vor, tilhørende vort Fæd­reneland og vor Literatur, ei at tale om, at vort Fædre­neland jo maa siges at have to (eller rettere tre) Ho­vedsprog: Dansk og Tydsk (og Islandsk), og Bagge­sen, som meget levede i Holsteen og holsteenske Kred­se, befandt sig ingenlunde udenfor sit Fædreneland, men i en skjøn Deel af samme, naar han rørte sig i hine tydske Kredse”.

Der er dog især to grundlæggende værker, som det er Selskabets ære at have ydet en omend meget beske­den understøttelse. Det gælder først og fremmest Tho­mas Hansen Erslews uovertræffelige Forfatterlexikon, som han i slutningen af 1846 søgte støttte til. Baden var ham ikke god. „Litteraturhistorien bør give os Kund­skab om det bedste af Litteraturen, ikke om Alt, baade løst og fast. At kiende gode Bøger og Skribenter er den nærmeste Vei, er Kongevejen til al Lærdom,“ skriver han. Erslew stræber efter „en Fuldstændighed, som ikke gavner Videnskaben, og skader Forfatterne. Jeg dømmer saaledes af den Artikel, som angaaer mig selv.“ Også Mynster mente, de laborerede af en alt­for stor fuldstændighed; det skyldes nok især Sibbern, at Erslew alligevel modtog 200 rdl., stykket ud i årlige småbidrag på 50 rdl.

Det andet arbejde, som Selskabet, tilskyndet af Oehlenschlæger, gav en langt gunstigere modtagelse, var Thomas Overskous Den danske Skueplads; det viste det mod at udbetale ham en større understøttelse hele ti år før det første bind forelå trykt, og forresten be­kostet af Samfundet til den danske Literaturs Frem­me, som det altså også her havde en slags samarbejde med. Efterhånden som værket skred frem, tildelte man ham senere flere gange fortsat støtte til det om­fangsrige værk.

Den sidste og ikke mindst vigtige del af Selskabets virksomhed var understøttelse til digtere, hjælp til for­arbejder eller påskønnelse af allerede udgivne værker.

Det begyndte med, at Christian Winther i 1838 ind­gav en ansøgning om understøttelse til at afslutte „en Samling af lyriske og lyrisk-episke Digtninger”, øjensynlig Sang og Sagn, 1840. Samtlige medlemmer er ivrige for at støtte ham, da han som Oehlenschlæger bemærker, „er en virkelig Digter og i en meget bekla­gelig Forfatning”

Nogle få år efter, i april 1841, har Sibbern fået den fortræffelige idé, at man ikke blot skal sidde med hæn­derne i skødet og vente på ansøgninger, men af egen drift yde en af vore fortrinligste unge digtere en un­derstøttelse og tillige anerkendelse af hans fortjenester af litteraturen; han tænker på Paludan-Müller, som efter sin lange udenlandsrejse sad småt nok i det. Det­te forslag, som jo foregriber hele Selskabets senere virksomhed, fandt en meget ugunstig modtagelse. Mynster mener, at det vil være at tildele en digter for­rangen fremfor andre og kunne give anledning til al­mindelig misbilligelse; men hvis Paludan-Müller vil ansøge, er det noget ganske andet. Sibbern bøjer sig, da han må indrømme, at den foreslagne fremgangs­måde kan betragtes som en sær udmærkelse; forøvrigt er han villig til med de andre herrers billigelse at op­fordre den unge digter til at indkomme med et andra­gende. Paludan-Müller var ikke uvillig og fik så 200 rdl. – Ganske anderledes lå sagen, da han i 1848 havde udgivet Adam Homo. Rygtet havde sagt ham, at der efter Badens død var en sekretærpost til 600 rdl. om året ledig, i hvilken anledning han opsøgte Oehlen­schlæger, der dog måtte skuffe ham med, at gagen kun var 150 rdl., og at posten allerede var besat med en af Selskabets medlemmer. Oehlenschlæger tilføjer i sin rundskrivelse: „Uden at han nu i mindste Maade yttrede Noget, der kunde ligne en Bøn, eller et Ønske om Understøttelse fra vort Selskab, faldt det mig dog ind, at det vilde være en smuk og værdig Maade at anvende nogle af de Penge paa, vi jo have i vor Kasse, hvis vi, uopfordrede, sendte Paludan Møller et Hono­rar for sit sidste Værk Adam Homo, der har vundet Bi­fald og Anerkiendelse af alle Kunstforstandige og glæ­det mange Læsere. Da Værket er i tre Dele, foreslaaer jeg at give ham 100 Rbd. for hver Deel, altsaa 300 Rbdlr. Mere har denne fortiente Mand ikke i aarlig Gage, hvilket visselig Alle som agte hans Genie, maa ansee for lidet. Det er ubegribeligt, hvorledes han kommer ud af det; dog denne personlige Deeltagelse vedkommer ikke Selskabet; derimod maa det glæde os Alle, naar Billighed og Retfærdighed forener sig med hiertelig Deeltagelse, og Ønske om, at komme en udmærket Mand til Hielp i en Trang, som han ikke er Skyld i og ikke fortiener.“ Denne varmhjærtede og smukt følte henvendelse vandt almindelig til­slutning, og Paludan-Müller fik altså, hvad der svare­de til to års sekretærløn.

Dermed var Selskabet slået ind på en ny bane, og i 1857 kunde Sibbern, som altid fulgte godt med i den unge litteratur, ganske på egen hånd foreslå et hono­rar til Kristian Arentzen for digtsamlingen Et Livs­stadium, og året efter for det smukke udvalg af H. W. Kaalunds ungdomsdigtning, Et Foraar.

I et særligt forhold stod Selskabet til forfatteren Carl Brosbøll, bedre kendt under navnet Carit Etlar. Han var ganske ung begyndt på sine spændende romaner, af hvilke Smuglerens Søn, som udkom 1839 med et anbefalende forord af Sibbern, og Madsalune, 1841, endnu idag vistnok er meget læste børnebøger. Sam­me år havde han fået accessit for en æstetisk prisop­gave ved universitetet, og blev 1844 tilkendt en guldmedaille, som han dog ikke kunde modtage, da han endnu ikke var akademisk borger. I marts samme år indsendte han til Selskabet en ansøgning om under­støttelse, delvis for at kunne fortsætte sine studier, ind­til han i oktober skulde være student. Baden anbefale­de hans andragende; men Mynster harcelerede over „den mængde romaner”, som han havde påberåbt sig, og nævnede, at han to gange skulde være dumpet til artium; forøvrigt var det ikke Selskabets bestemmelse at hjælpe folk til at blive student. Sibbern holdt dog stadig på, at den 28-årige forfatter havde talent; og Høegh-Guldberg begynder med den bemærkning - en snært til Mynster - at han, „som det mig burde”, har sat sig ind i ansøgerens forfatterskab og deri har fundet et talent som vel fortjener at udvikles; med blø­dende hjærte begriber han, at et par forsøg på at tage examen er mislykkedes, når han samtidig måtte ernæ­re sig selv ved sine skriverier, og deraf lader sig intet ufordelagtigt slutte, snarere maa man beundre hans faste vilje. Da også Oehlenschlæger gav sin tilslutning, fik den lovende skribent sine 100 rdl.

Ansættelsen på Det kongelige Bibliotek og udgivel­sen af Gøngehøvdingen, 1853, og Dronningens Vagtmester, 1855, har vel befæstet hans økonomi, men samtidig henledt hans opmærksomhed på gønger­nes hjemland, så efter at han i 1860 havde faaet hjælp til en Jyllandsrejse for at kunne udgive tredie bind af Herremænd, søgte han igen 1866 støtte til et op­hold i Skåne, hvor han vilde indsamle gamle danske sagn; også dette blev bevilget. Da han imidlertid 1869 kom igen med et andragende om støtte til en ny Skåne-rejse, måtte Sibbern gøre opmærksom på, at han i mellemtiden havde haft det store Ancker’ske legat, og at Selskabet måtte spare sine beskedne midler til bøger, der ellers ikke kunde udkomme eller for hvilke forfatterne ialfald ikke kunde vente noget honorar. Dette hindrede dog ikke, at han igen 1872 indkom med en ansøgning, denne gang om en rejse til Dit­marsken, hvis historie og sagn han vilde studere. Da der i nogle år ingen udgifter havde været, fik han sin understøttelse, og resultatet blev hans utvivlsomt bed­ste bog, Viben Peter, 1875. Carit Etlar har engang skre­vet, at alt hvad han var blevet, havde han alene Jonas Collins og Sibberns velvilje og faderlige deltagelse at takke for. Sibbern var altid sine ældre og yngre ven­ner en god støtte.

Her er nu gjort rede for Selskabets virksomhed fra 1830, da Oehlenschlæger, Mynster og Sibbern indvalg­tes, til 1872, da Sibbern døde. Naturligvis har det også i det lange åremål en indre og personlig historie.

I årene mellem 1833 og 1849 afholdtes overhovedet intet møde, alle forhandlinger afgjordes skriftlig, men man kan ikke sige, at det var nogen egentlig død tid, selvom naturligvis Wilsters Homer var disse års store begivenhed. Man vil bemærke, at den tidligere uskik med at lade understøttelserne gå til medlemmerne selv på denne tid hørte op. Det blev direkte fastslået, da Fred. Høegh-Guldberg i 1835 anholdt om under­støttelse til en samling alvorlige og religiøse digte, Psalmodia. Baden var stemt for sagen og henviste til den støtte, man havde ydet provst Gutfeld; men Myn­ster mente, at publikum, der ikke var Selskabet gun­stig stemt, kunde have grund til at antage, at man ved disse indbyrdes overenskomster ikke anvendte den vedbørlige kritik i henseende til de arbejder, der un­derstøttedes. Sibbern sluttede sig til ham, og Oehlenschlæger må med et suk finde sig deri, da han ligesom Guldberg taber ved ikke at kunne få understøttelse eller belønning for sine værker.

Da Torkel Baden er død d. 9. febr. 1849, bliver der endelig d. 19. i samme måned afholdt et møde, hvor Sibbern udnævnes til hans efterfølger som sekretær og kasserer, og Carsten Hauch optages som medlem. Ef­ter Oehlenschlægers død d. 20. januar 1850 udnævnes efter Mynsters forslag hans senere eftermand som bi­skop, professor H. Martensen. Derved bestyrkes på en noget uheldig måde det stærkt teologiske indslag, der i mere end et halvt århundrede skulde komme til at præge Selskabet; men dels må det indrømmes, at både Mynster og Martensen var så fornemme kulturperson­ligheder, at deres navn vilde være en pryd for ethvert selskab; dels må man give Sibbern ret, når han i sin oftere citerede redegørelse af 1850 fremhæver, at det ikke vilde være let at finde egnede digtere: Ingemann boede for langt fra København. J. L. Heiberg var for optaget af sit teaterstyre, og hvad de øvrige angår, så kunde de let tænkes at komme i det tilfælde, at Selska­bet kunde ønske at yde dem en understøttelse eller gratification.

Grundlovens givelse og den første rigsdags sammentræden måtte også få indgribende betydning for Selskabet. Det havde oprindelig modtaget 400, siden 1791 376 rdl. årlig af den kongelige particulærkasse. Nu gik alle den slags bevillinger over på finansloven, og man benyttede i rigt mål lejligheden til at gennem­drøfte deres berettigelse. Selv om Hall, på N. V. Dorphs foranledning, talte Selskabets sag i tinget, blev dets tilskud nu overdraget til kultusministeriet, hvor­ved der rigtignok ikke sparedes een eneste skilling, pålagdes ministeren et uoverkommeligt arbejde og åbne­des mulighed for en ensidigt politisk kulturpolitik. Ganske vist stilledes det i udsigt, at Selskabet kunde gøre regning på noget af beløbet efter ansøgning til ministeriet; men samarbejdet blev så lidt tilfredsstil­lende, at det efter et par år helt måtte opgives, og Sel­skabet besluttede for fremtiden udelukkende at nøjes med renterne af egen formue, der nogle år efter over­gangen fra rigsdaler til krone var steget til 20.000 kroner.

Efter biskop Mynsters død d. 30. januar 1854 besluttede de øvrige medlemmer, Hauch, Martensen og Sib­bern, at anmode den gamle, højtansete geheimekonferensråd Jonas Collin om at overtage posten som for­mand. Han var sex år tidligere afgået fra sine høje embeder, bl. a. som direktør for Det kongelige Teater; men skønt han øjensynlig bevarede sig åndsfrisk lige til sin død d. 28. august 1861, blev hans betydning for Selskabet dog kun ringe.

Selskabet har fra sin reorganisation i 1763 i hundre­de år været ledet af en række lønnede sekretærer, som har haft den egentlige styrelse i deres hånd. Det er gang på gang blevet antydet, at de har været dyre for Selskabet, og derom kan der næppe strides. Frederik Christian Sibbern, der beklædte sekretærposten fra 1849 til sin død 1872, var i den henseende ikke nogen undtagelse; når man alligevel ser med blidere øjne på ham end på de andre, beror det først og fremmest på, at han var et levende og helt menneske, aldrig spor bureaukratisk, altid hjælpsom og hjærtelig, og dernæst på hans rige, endnu så læseværdige forfatterskab. Det kan i og for sig ikke lægges ham til last, når af udgif­terne på regnskabet 1853-60 de 1050 af 2060 rdl. er gået til sekretærens gage; det var de betingelser, han var ansat på, og hverken Mynster, Collin eller Marten­sen har fundet noget at indvende.

Nogle måneder før Sibberns død, da han følte sig gammel og bekymret, sendte han biskop Martensen en lang skrivelse Angaaende Selskabet til de skjønne Videnskabers Forfremmelse. Han mener det bedst allerede nu at tage i overvejelse, hvordan der efter hans død skal forholdes med Selskabet. Han finder det ikke tilrådeligt at aflevere dets kapital til kultus­ministeriet, dels fordi det er godt, at der findes mindre understøttelser ved siden af statens større, der let kan gå i ensidige retninger, dels fordi Selskabet stadig har sine bestemte formål, som det må drage omsorg for, når de rette mænd findes. Heriblandt nævner han fortsættelse af oversættelserne af Euripides og Platon og oversæt­telser af Tasso og Ariost. Efter en udførlig redegørelse for Selskabets historie og økonomiske status kommer han så til det personlige problem: om han, efter at Selskabet var blevet frataget sit årlige tilskud, burde have beholdt sin gage. Han har ofte anbefalet så bety­delige understøttelser, at han selv har haft store til­godehavender, men har dog sluttelig fået sine penge ind, „hvilke jeg betragter som en Understøttelseshjelp for mine videnskabelige Arbeiders Udgivelse, hvilken Hjelp jeg høiligen har kunnet behøve og fremdeles vil behøve“. Selv om han nu og da har fået fritryk, er hans værker dog blevet slet solgt, af Om Poesie og Konst, tredie del 1869, således kun 66 exemplarer. „Om mit Skrivt Meddelelser fra Aaret 2135, paa hvil­ket jeg har havt Tab, men som jeg dog maa og vil fort­sætte, (en stor Deel af Fortsættelsen er allerede tryk­ket), vil jeg ikke tale, skjønt det er et Digterværk, som Eftertiden uden Tvivl vil paaskjønne langt mere end Nutiden.“ ... „Paa det Spørgsmaal, hvorfor jeg ikke søgte og fik Forlægger til mine Bøger, maa jeg hovedsageligen svare: fordi ingen Boghandler kunde være tjent med en Forfatter, som først fuldendte Udarbeidelsen af sine Bøger under Trykningen, hvorover saa Aaringer kunde gaae hen. Naar jeg havde faaet et nyt Partie af mine Bøger færdig, lod jeg det gjerne trykke for under Correcturen at fuldende det, og faae denne Deel af Arbeidet fra Haanden.” Indtil sin død revi­derede Mynster altid hans regnskab; derefter faldt så­dan regnskabsindsendelse til Selskabets ypperste med­lem bort. Nu efter Hauchs død beder han Martensen om at komme til sig for at de kan vælge et par nye medlemmer til „med os nærværende To at udgjøre Selskabet.”

Dette litterære testamente kan nok give én noget at tænke på: Sibberns rolige forvisning om sin fremtidsromans værd; hans bevidste korrekturændringer mod manuskriptet, der næsten lader til at kunne have stået mål med en Anatole Frances; de kår der altid er ble­vet budt danske åndsarbejdere, og som kan gøre selv den hæderligste lovlig skrap til at sikre sig en beske­den godtgørelse; og endelig Selskabets existensberettigelse og særlige formål. Sibbern er en så central skik­kelse i det nittende århundredes danske humanisme, en så elskelig personlighed, at man med glæde betrag­ter ham som særlig repræsentativ også for Selskabet og ser, at en del af hans tanker langt ind i de følgende år bar været bestemmende for dets virke.

Om det ønskede møde mellem Sibbern og Martensen nogensinde kom i stand, lader sig næppe afgøre. Efter Sibberns død d. 16. december 1872 modtog Martensen fra hans arvinger Selskabets arkiv og kapital, men tog sig god tid til at tænke på nye medlemmer. Først d. 6. januar 1874 rettede han en henvendelse til Holmens provst Bruun Juul Fog, til digteren, profes­sor Frederik Paludan-Müller og til bispens søn cand. theol. Ludvig Mynster. De to første slog øjensynlig til uden tøven; men den forsagte, ensomme og næsten altfor redelige Mynster mente ikke, at han besad den myndighed og almene agtelse, der måtte kræves af en sekretær, som forfatterne skulde kunne henvende sig til med fornøden tillid.

Paludan-Müller, som døde allerede i december 1875, fik ingen større betydning for Selskabet; men B. J. Fog, som den profane læser bedst husker fra Edmund Gosses’s sympatiske og levende skildring, blev ikke blot Martensens efterfølger på Sjællands bispestol, men også i Selskabets formandssæde. Han var ikke no­gen original tænker, men en kundskabsrig filosof, der også besad omfattende historisk og æstetisk læsning. Fra 1884 til sin død i februar 1896 var han den bestem­mende i Selskabet; fra februar 84 til maj 86 var han eneste medlem, men indbød så forfatteren af Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard, professor theologiæ Henrik Scharling og den dengang meget populære forfatter af historiske romaner, H. F. Ewald, den sidste som sekretær med 200 kr. i årlig gage. Denne bestyrelse samledes som oftest en gang om året, undertiden gik der dog længere tid hen, for at drøfte Selskabets økonomi og uddele anerkendelser til en eller flere for­fattere for deres udgivne værker.

Udover disse møder skete der det, at Selskabets arkiv i slutningen af firserne udlåntes til afbenyttelse på Universitetsbiblioteket til dr. Fr. Rønning, til brug for hans store - og mislykkede - værk Rationalismens Tidsalder. I sin tid havde Rahbek haft det hjemme, da han skulde skrive Selskabets historie; i 1858 havde Martin Hammerich lånt de pågældende dele til sin fortrinlige bog om Johannes Ewald. Nu da Rønning var færdig med at benytte det, foreslog han, at det blev overdraget til Universitetsbibliotekets håndskrift­samling; Selskabet stillede sig meget imødekommen­de, men pålagde i 1893 først sekretæren at gennemgå dets indhold. Ewald fandt arkivet i bispegården og bragte det hjem til sig selv; året efter kunde han rund­sende en nu forsvunden beretning derom, men fra­rådede at udlevere det og afslog at modtage noget extrahonorar for beretningen, da sekretærstillingen hidtil havde givet ham så lidt at bestille. Efter året 1893 er der så godt som ingen arkivalier opbevaret, da korre­spondancen er indskrænket til enkelte takkeskrivelser.

Arkivet blev så i Selskabets eje, hos Ewald, Scharling og Hegermann-Lindencrone, der fik anskaffet et særligt pengeskab til det. I årenes løb har det lidt ikke så lidt af fugt og vanrøgt, så det ofte kan have sit be­svær at håndtere de gamle, muldnede blade. På et mø­de i 1948 vedtoges det at overdrage samtlige arkivalier til Det kongelige Bibliotek; pengeskabet kunde derfor afskaffes og blev foræret til det nystiftede Grundtvigselskab plus 600 kroner til dets istandsættelse. Forelø­big lod man dog stud. mag. Andreas Friberg fra 1949- 56 foretage en omhyggelig registrering, så det nu er i mønstergyldig orden. Det overdrages nu, i anledning af tohundrede-års dagen, til Det kongelige Bibliotek.

Et blik på listen over understøttelserne efter Sibberns tid vil hurtigt overtyde én om Selskabets konserva­tive og teologiske tendens. Det begyndte i 1874 med en belønning til Charles Gandrup for tragedien Periander, et drama efter Shakespeares mønster, men med æmne fra Herodot. Senere belønnedes sognepræst Vic­tor Heise, sognepræst Richard Petersen, pastor Edvard Blaumüller, provst C. Skou, pastor Juul Bondo, pastor Uffe Birkedal, sognepræst Johannes Paludan-Müller, pastor Morten Pontoppidan. Selvom det bringer en til at tænke på så udmærkede værker som Blaumüllers frisindede og elegant versificerede samtidsfortælling Agnete og Havmanden, eller Birkedals klassiske over­sættelse af Miltons Det tabte Paradis, så lader det sig ikke nægte, at det er en påfaldende forkærlighed for skrivende og poetiserende kirkemænd. Hertil kommer så udpræget reaktionære forfattere som Ernst v. d. Recke, der fik både for sin metrik og for det stemningsrige ridderdrama Det lukkede Land, med æmne fra sagnkredsen om kong Arthur og ridderne om det runde bord. Værre forekommer det én nutildags, at Alfred Ipsen ikke blot fik påskønnelse for sin blidt efterromantiske digtsamling Fra Fantasiens Land, men også for sin bredt og bittert polemiske bog om Georg Brandes, „En Bog om Ret og Uret“. Også Ru­dolf Schmidt hørte jo til reaktionen, omend hans kri­tik på mange punkter byder et supplement til Georg Brandes’, som ikke bør overses; bl. a. er han den første, der på dansk har skrevet om Walt Whitman, som han havde truffet i Amerika og stod i brevvexling med. Med Johannes Jørgensen var Selskabet så heldig at finde en stor digter, som samtidig var både teologisk bestemt og reaktionær; han fik da også Selskabets ho­norar-tildeling hele fire gange, hvad ellers ingen an­den end Carl Brosbøll har opnået. En naturlig forkær­lighed for Johannes Ewald viste Selskabet ved at be­lønne både boghandler Andreas Dolleris’ digt-cyclus og skoleinspektør Holger Rützebecks lille fortælling om ham. Når jeg nævner de to forfattere ved deres borgerlige stillinger, så er det i og for sig ikke for at ironisere over de pæne borgere, der digter i deres fritid, fra nitid til titid, men dels for at vise, at Selskabet, der selv bestod af pæne samfundsstøtter, ligesom i sine tid­ligste år nærede en sand vandskræk for de store poe­tiske dybder; dels skal den spøgefulde tone dække over den usikkerhed, vi altid burde føle overfor samtidens digtning: der er ingen tvivl om, at Rudolf Schmidt og Ernst v. d. Recke for deres tid har været fuldt så store navne, som fx. Seedorff og Johannes Wulff er det for vor. Hvor tør vi så være altfor stolte over, at vor smag er sikrere end de henfarne slægters? Kan vi føle os over­bevist om, at den digter, vi „priskroner“ idag, over­hovedet vil blive husket om halvtreds år? Eller at den længst forglemte, som fik prisen for samme åremål siden, ikke en skønne dag vil blive genopdaget og få betydning langt ud i tiden.

Litterært ry er noget af det mest uberegnelige; og et litterært selskab må virke i døgnet, omend dets valg siger meget om den kreds det udgøres af. Og ikke mindst kan man slutte en del af de navne, der savnes på listen: hverken Drachmann, Henrik Pontoppidan, Herman Bang eller Johannes V. Jensen har fundet nåde for dets øjne; hverken Thor Lange, Niels Møller eller Harald Kidde, der dog ikke hørte til de meget solgte; hverken Stuckenberg eller Claussen, hverken Aage Madelung eller Per Lange. Selskabet har skyet litteraturens kongevej, og af bivejene er det kun nogle få, mest kirkestier det befor.

For at vende tilbage til listen, så har Selskabet aldrig fornægtet sit dobbelte formål: at belønne ikke blot de skønne, men også de nyttige videnskaber, både digt­ning og humanistik. Blandt værker af sidste art vilde jeg fremhæve Cl. Wilkens’ Poetik fra 1893, der nok, som han selv anfører, kan betragtes som anden del af hans Æsthetik fra 1888, men som er langt selvstændige­re, så at sige herhjemme opbygger en ny videnskabelig disciplin, som først på den tid var ved at voxe frem i udlandet. Desuden er der grund til at nævne to så ædrueligt orienterende fremstillinger af os fjærnt liggende kulturkredse som Arthur Christensens Muham­medanske Digtere og Tænkere, 1906, og F. Orths Kalevala som Folkedigtning og National-Epos, 1907; det er den slags værker, forfatteren som oftest må være glad ved blot at få udgivet, men som ikke bringer ham noget økonomisk udbytte, der står i forhold til arbej­det. I sin lange levetid har Selskabet støttet ikke så få slige værker, der ofte i særlig grad har det behov, da de hverken er videnskab eller kunst, eller snarere: både – og, og derfor ikke kan gøre regning på anden understøttelse. Til samme gruppe hører fra en senere tid Morten Pontoppidans, Vilhelm Grønbechs, Jørgen Bukdahls og Ib Ostenfelds forfatterskaber.

SÅ længe H. F. Ewald levede, mødtes han og Scharling som oftest en gang om året, så på regnskabet og uddelte prisbeløb. Efter Ewalds død i 1908 udnævnte Scharling d. 26. maj sin broder Peter, f. 1832, forhen­værende sognepræst i Randers, til sammen med ham at udgøre Selskabet. Nogen større energiudfoldelse kunde man ikke vente af disse ældre herrer, heller ikke synderlig forståelse af den yngre poesi; der blev da i det kommende tiår så godt som heller ingen udbeta­linger foretaget.

For årene 1911-22 er der hverken protokoltilførsler eller andre arkivalia. Alligevel må det på et eller an­det tidspunkt være gået op for de to brødre, at Selska­bet trængte til fornyelse, og omkring 1918 har de ind­valgt tre nye medlemmer:

C. I. Scharling, Henriks søn, der året før var blevet dr. phil.; han blev en flittig teologisk skribent og døde som biskop i Ribe 1951; efter sin faders død var han Selskabets formand.

Den anden var Johan Borup, 1853-1946, manden der omplantede den grundtvigske højskole fra bondelandets muld til Københavns brosten. Det skyldes sik­kert ham, at hans tidligere elev Andersen Nexø i 1923 fik en prisbelønning for Ditte Menneskebarn.

Endelig var der Cai Hegermann-Lindencrone, 1881- 1947, som blev Selskabets sekretær; han var på det tidspunkt ansat i Undervisningsministeriet og blev senere en temmelig omstridt direktør for Det kongelige Tea­ter, hvilket forresten ikke er noget enestående for ham.

Så længe de to gamle brødre Scharling levede, foretoges ingen forandring med det slumrende selskab; men i 1922 skete der det ganske uventede, at der tilgik pressen meddelelse om, at Helge Rode havde fået til­kendt en pris på 1000 kr. for sin digtsamling Ariel fra 1914. Det var et direkte brud med Henrik Scharlings løsen: at virke i det stille, som kun skal være blevet brudt med hensyn til Andreas Dolleris i 1901; men det bragte Selskabet nogen avisomtale og gjorde op­mærksom på dets existens, skønt vist forresten de fleste længe har anset det for hensovet.

Siden da er Selskabets historie dels dets prisuddelin­ger, som er blevet foretaget med nogenlunde regel­mæssighed, dels dets skiftende medlemmer. Da nogle års stilstand var fulgt af Borups og Hegermann-Lin- dencrones død, udnævnte C. I. Scharling i begyndelsen af 1948 professor i nordisk litteratur Ejnar Thomsen og provst for Frederiksberg provsti N. J. Rald til deres efterfølgere. Samtidig overdroges regnskabet til høje­steretssagfører Carl Heise, der lidt efter lidt afgav hver­vet til sin yngre broder, landsretssagfører Torkil Heise.

Hermed indledtes atter en mere aktiv periode, hvor ikke mindst Ejnar Thomsens levende interesse for den yngre og yngste litteratur synes at have præget pristildelingerne. Efter biskop Scharlings død i 1951 sup­plerede Selskabet sig med fortælleren fru Anne So­phie Seidelin; og ved Ejnar Thomsens pludselige død i 1956 indvalgtes forfatteren, direktør for Gyldendal Ole Wivel og Torkil Heise, der helt har overtaget sekretariat og regnskabsføring. Provst Raid er ældste medlem og betragtes som formand; men hele Selska­bets ledelse er ganske uformel, og de talrige gennem årene skiftende instruxer og forfatninger har nu højst historisk interesse. Dette er sikkert et tegn på Selska­bets levedygtighed.

Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers For­fremmelse opnåede aldrig at blive et dansk akademi. Viljen manglede, den vilje som ikke kan udøves af en lille litterat, men nok af en statsmand som Richelieu eller Bernstorff. Antageligvis har også ævnen manglet, den intellektuelle disciplin der både véd at indordne sig og holde ud.

Til tider har Selskabet ytret et vagt ønske om at blive lovgivende for smagen og sproget; men det er blevet ved det fromme ønske, og Selskabet er aldrig blevet det åndelige centralorgan, der kunde ophæve al isolation og provinsialisme, hvad Matthew Arnold hævder er akademiers fortjeneste.

Alligevel er det heller ikke et blot og bart litterært velgørenhedsselskab. Det har stillet sine opgaver, fulgt bestemte linier, bevaret en historisk tradition. Uden overlevering, arv og tradition kan intet åndsliv bestå. Længst og smukkest er denne tradition repræsenteret af gamle Sibbern, som man med ømhed og nænsom­hed ynder at kalde ham. Harald Høffding tog bevidst arven op efter Sibbern; flere yngre har fortsat linien, blandt dem Ib Ostenfeld.

Kan man bestride Selskabets betydning for Johan­nes Ewald, måske vor største lyriker, så må det ikke glemmes, at Carstens utvivlsomt også har ment, at han handlede på Selskabets vegne. Sneedorff og Luxdorph, Rahbek og Malling, Oehlenschlæger og Mynster, Hauch og Paludan-Müller har alle skrevet deres navn i Selskabets historie. Det har, som alle institutioner, haft sine opgangstider og sine dvaletider; men det har bestået.

Det er ikke forfatterens opgave, i et skrift der ud­gives på Selskabets bekostning, at udtale sine gode øn­sker for dets fremtid; men jeg må have lov at sige, at efterhånden som jeg har arbejdet mig gennem kilde­stoffet og fremstillet det efter ævne, er jeg kommet til at holde af det gamle Selskab. Vel kom det aldrig til at spille den store ansporende eller ledende rolle, der var sunget ved dets vugge; dets historie viser måske fuldt mål af national træghed og provinsielt snæversyn; men det har overlevet. Det betegner, trods alt, en sta­dig udholdenhed, en beskeden hengivenhed, en ægte kærlighed til vort sprog, vor historie og vor digtning. Så dansk åndsliv vilde alligevel have været og stadig være fattigere uden Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse.

Forsøg i de skiønne og nyttige Videnskaber. Samlede af et pa­triotisk Selskab.

Første Stykke. 1761.
Til Kongen (af J. S. Sneedorff).
Fortale (af samme).
(C. B. Tullin), Pris-Skriftet om Søefarten dens Oprindelse og Virkninger.
(Morten Hammer), Andet Digt om Søefarten.
(Ove Høegh-Guldberg), Pris-Skriftet over det fremsatte Spørsmaal: Hvad Indflydelse det har i de smukke Videnska­ber naar oplyste og polerede Folk stræbe at overgaae hinanden. (?), Nogle Betragtninger over Tiden.
(J. S. Sneedorff), Den Nye Edda eller Gylfes anden Reise.

Andet Stykke. 1764.
Mr. de Voltaires Merope oversat af H. Schiermann.
Lovtale af Hr. Thomas over Duguay-Trouin ... (oversat af Sneedorff).
(Morten Hammer), Cleon, en Fortælling.
(B. W. Luxdorph), Tossernes Lyksalighed.

Tredie Stykke. 1764.
C. B. Tullin, Priisskriftet om Skabningens Ypperlighed i Hen­seende til de skabte Tings Orden og Sammenhæng.
Lorenz Jacob Benzon, Om Skabningen.
Johannes Ewald, Lykkens Tempel. En Drøm.
(H. Schiermann), De Vises Lyksalighed.
Franskmanden i London. Comoedie i Een Act. Efter det Franske af Msr. Boissy, oversat ved Barthold Johan Lodde. (Morten Hammer), Til sin lyksalige Ven den retskafne Sneedorff (upagineret).

Fjerde Stykke. 1766.
Til Kongen.
Fortale.
Lorenz Jakob Benzon, Ode om Algodheden.
Jens Sandøe, Ode om Guds Hellighed.
(Luxdorph), Betænkning over Belloys Tragoedie le Siege de Calais.
Alexander Popes Forsøg om Kritiken ved H. Schiermann. (Sedaine), Brev til min Klædning (ved A. G. Carstens).
H. Schiermann, Tanker ved Kongens Liig.

Femte Stykke. 1766.
Charlotta Dorothea Biehl, Den kiærlige Daatter. Comedie ... (Gresset), Vertvert eller Kloster-Papegøien. En Fortælning (ved A. G. Carstens).
(A. G. Carstens), Om aabne Vocalers Medvirkning i det poe­tiske Udtryks Styrke og Livagtighed.

Siette Stykke. 1767.
(P. C. Stenersen), Poesier.
Alexander Popes ... Om Rigdoms Brug ... (ved Luxdorph).
(A G. Carstens), Samtale om Vocalers Sammenstød i Danske Vers.
(O. F. Müller), Frodde den Fredegode. I Anledning af Jubel­festen 1760.

Syvende Stykke. 1769.
Hans Bull, Hvor roesværdig en ægte Landets Fader er frem for en Herre, som sætter sin Ære i Erobringer. En Priis-Digt. W. H. F. v. Abrahamson, Landsfaderen og Erobreren. En Priis-Digt.
P. C. Stenerson, Ode paa Junkers-Kilde ved Eriksholm ...
Lovise Sophie Beck, Selim og Zulima. Comoedie i fem Acter. Oversettelse af Popes Andet Moralske Brev om Fruentimmernes Caracterer (ved C. C. Lous).
Landlevnets Lyksalighed. Efter Horaz ... (ved samme).
(?) En Fortælling.
(?) Filen og Meiselen. En Fabel.

Ottende Stykke. 1770.
C. F. Jacobi, Lovtale over Erkebiskop Absalon.
Peder Vogelius, Lovtale over Erkebiskop Absalon.
Benjamin Georg Sporon, Om Mods og Sindigheds Foreening ... Ovid, Sapphos Brev til Phaon (ved C. F. Jacobi).

Niende Stykke. 1771.
Peder Vogelius, Lovtale over Knud den Store.
Hans Bull, Om Landmandens Lyksalighed ved Friheds og Eiendoms Nydelse. En Priis-Digt.
Charlotta Dorothea Biehl, Om Frihed og Eiendom.
Jacob Johan Lund, To Oder om Træerne og om Middelmaadighed.

Tiende Stykke. 1772.
(P. F. Suhm), Sigrid eller Kierlighed Tapperheds Belønning. ... Alzire eller Amerikanerne. Sørgespil i Fem Optog af Herr Voltaire. Oversat af Th. Stockfleth.
(?) Til Fædernelandet. I Februarii Maaned 1772.

Ellevte Stykke. 1774.
Johan[!] Ewald, Balders Død. Et heroisk Syngespil ...
(P. F. Suhm), De tre Venner ... En Fortælling ved Forfatteren af Sigrid.
Ove Malling, Poesier.

Tolvte Stykke. 1777.
Peder Harboe Frimann, St. Synneves Kloster paa Selløe ...
Th. Stockfleth, Forsøg over Sarpen.
Claus Frimann, Fieldet Horneelen i Norge.
(Peder Harboe Frimann), Horneelen, et Bierg.
(P. F. Suhm), Signe og Habor eller Kierlighed stærkere end Døden.

Trettende Stykke 1779.
Johannes Ewald, Fiskerne. Et Syngespil i Tre Handlinger.
Henrik Kampmann, Lovtale over Kong Christian den Tredie.
Jens Sandøe, Urania eller Religionen en Ode.

Fiortende Stykke. 1783.
Christen Pram, Philippa til Erik. En Heroide.
W. H. F. Abrahamson, Christi Kirke. Oratorium.
(P. F. Suhm), Alfsol. En Fortælling.
Frederik Stoud, Tordenvejret og dets Virkninger. Et Digt.
C. Pram, Forsøg til Oversættelser af adskillige græske og latin­ske Digte.

'Ny Samling af Skrifter' udgivne ved Selskabet til de skjønne Videnskabers Forfremmelse. Første Bind. 1824.
(K. L. Rahbek), Indledning.
P. Tetens, Lovtale over Daniel Rantzau.
V. K. Hjort, Lovtale over Daniel Ranzau.
J. M. Jessen, Nationalsang.
Johann Adolph Fibiger, Daniel Ranzaus Biographie.
Jonas Rein, Andagten og Til Sandhed.

1767:
Peder Topp Wandal 30 rdl. til trykning af komedien Stedmoderen.

1768:
bekostet trykningen af C. C. Lous’ oversættelse af Mr. Harrisons Forsøg til Længdens Opfindelse formedelst et Uhr eller en Tidsmaaler.

1769:
Peder Olrog, Hellige Taler belønnet med en guldmedaille til 40 rdls. værdi.

1770:
bekostet trykningen af J. J. Lunds oversættelse af L. Racines læredigt Om Religionen.
J. H. Schlegel tilskud til trykningen af Sammlung zur Dänischen Geschichte, Münzkenntnisz, Oekonomie und Sprache.

1775:
bekostet trykningen af J. J. Lund, Forsøg i den hellige Poesie.

1776:
udgivet Lous’ Forsøg om Mennesket, anden udgave.
udgivet Qvintilians Undervisning i Veltalenhed. Tiende bog, tre oversættelser af Jacob Baden, H. J. Gottschalck og P. Schouboe.

1777:
udgivet sammes ellevte bog i oversættelse af Baden og I. S. Frimann.
udgivet sammes tolvte bog ved I. S. Frimann.

1784:
bekostet trykningen af Birgitte Boye, Gorm den Gamle, anden udgave.

1790:
understøttet Frederik Plums oversættelse af Juvenal og Persius om Menneskenes Ønsker, to Satirer.
P. H. Haste belønnet med 60 rdl. for sine Blandede Digte.

1791:
V. K. Hjort 60 rdl. for Forsøg til aandelige Sange.
understøttet M. F. Liebenbergs oversættelse af Addisons Cato.

1792:
honorar for Fr. Stouds oversættelse af Wielands Oberon.
200 rdl. for J. Badens oversættelse af Horats I—II.

1793:
100 rdl. for anden årgang af Rahbeks Den danske Til­skuer.
100 rdl. til Johannes Boye for Statens Ven.
100 rdl. til J. Bloch for oversættelsen af Xenofons Sokra­tiske Mærkværdigheder.

1794:
betalt trykningen af Torkel Baden, Om det saa kaldte Solens Billede paa en antik Marmortavle i Rom.

1795:
bekostet trykningen af J. Blochs oversættelse af Synesius, Om Fyrstevælden.
50 rdl. til M. F. Liebenberg for afhandlingen Den ret­skafne Familie.
Rasmus Møller 100 rdl. for hver pentade af Livius-oversættelsen; stiger fra og med fjerde pentade til 150 rdl., ialt 900 rdl. til 1809.

1796:
Rahbek 200 rdl. for Den danske Tilskuer 1794-95.
Johannes Boye 100 rdl. for anden del af Statens Ven. 1797: Torkel Baden 100 rdl. for Om Tilhyllen i Maleriet.
Jacob Baden 150 rdl. for tredie del af Tacitus-oversættelsen.

1800:
Rahbek og Nyerup 200 rdl. for Bidrag til den danske Digtekunsts Historie; ialt 800 rdl. indtil 1808.

1801:
bekostet trykningen af C. G. Liimkildes oversættelse af Senecas Mindre Moralske Afhandlinger.

1803:
J. M. Hertz 600 rdl. for Det befriede Israel.
L. C. Sander 200 rdl. for Forelæsninger over Shakspeare. F. Høegh-Guldberg 200 rdl. for oversættelsen af Tibul.

1804:
Johannes Boye 50 rdl. for anhanget til Statens Ven.
St. Tetens 100 rdl. for tredie bind af Plutark-oversættelsen.
Odin Wolff 100 rdl. for oversættelse af Cæsar.
Rahbek 100 rdl. for Holbergs udvalgte Skrifter I—II. bekostet trykningen af A. W. Brorsons oversættelse af Velleius Paterculus.

1805:
Lyder Sagen 100 rdl. for oversættelser af Anakreon.
Rahbek 100 rdl. for Holberg-udgaven bd. 3-4, og 50 for bd. 5.
F. H. Guldberg 100 rdl. for oversættelsen af Terents, og 100 det følgende år for bd. 2.
bekostet trykningen af C. G. Liimkildes oversættelse af Senecas Breve.

1807:
Rasmus Nyerup 100 rdl. for Peder Syvs kjernefulde Ord­sprog med en Fortale indeholdende Bidrag til de danske Ordsprogs Litteratur.

1808:
J. N. Schow sølvmedaille for oversættelse af Euripides’ Phønicierinderne; den blev ikke udgivet.
W. H. Heiberg sølvmedaille for oversættelse af Isokrates’ Panegyrik; den blev ikke udgivet.

1810:
Ludvig Heiberg 150 rdl. for en oversættelse af Longinus, der ikke blev udgivet.

1811:
J. H. Schönheyder 200 rdl. til trykning af oversættelsen af Vergils Æneide.

1812:
Jonas Rein guldmedaille for digtene Andagt og Sandhed. 1813: Nyerup og Rahbek 400 rdl. for Udvalgte danske Viser fra Middelalderen; indtil 1821 ialt 1220 rdl.

1814:
C. L. Sander 150 rdl. for Theone.
Johannes Boye 100 rdl. for Statens Ven III.

1816:
M. F. Liebenberg 200 rdl. til udgivelse af C. F. Jacobis samlede Skrifter.
Johannes Boye 100 rdl. for Om Historieskrivning.

1817:
Torkel Baden 800 rdl. til en oversættelse af Senecas tra­gedier, der ikke udkom.
Rahbek 300 rdl. for sine nationaldramer.

1818:
F. C. Gutfeld 100 rdl. for Religiøse Poesier.
F. H. Guldberg 200 rdl. for hans oversættelse af Plautus.

1819:
J. A. Fibiger 200 rdl. for Daniel Rantzaus Biographie.
P. G. Fibiger 200 rdl. for hans oversættelse af Sofokles.
Biskop V. K. Hjorts enke 300 rdl. for hans lovtale over Daniel Rantzau.

1821:
Torkel Baden 100 rdl. til trykning af en afhandling om Den nordiske Mytologis Kilder.
Rahbek 100 rdl. som forskud på Selskabets historie.

1822:
Rahbek 200 rdl. til udgivelse af Thomas Thaarups Skrif­ter.

1823:
F. H. Guldberg 100 rdl. for digtene Abraham og Den Gjeldbundne.

1824:
J. H. Smidth 100 rdl. for digtsamlingen Danske Haver.

1825:
Poul Martin Møller 100 rdl. for oversættelse af Odysseen.

1826:
Rahbek 200 rdl. yderligere for Holberg-udgaven.
H. W. Lundbye 100 rdl. for oversættelse af Camoens’ Lusiade; indtil 1830 300 rdl.

1828:
Rahbek 200 rdl. for hans virksomhed for dansk littera­tur.
Rahbek 100 rdl. for Dansk Digtekunst under Chri­stian VII.
Nyerup 50 rdl. for samme.
Oehlenschlæger 400 rdl. for Hrolf Krake.

1829:
G. L. Baden 100 rdl. for Danmarks Riges Historie I.

1830:
Oehlenschlæger 150 for sit Levnedsløb og Tragedier.

1831:
S. Meisling 200 rdl. for oversættelse af Ovids Forvand­linger.

1833:
Chr. Wilster 150 rdl. for oversættelsen af hver sex sange af Iliaden; ialt 600 rdl.
A. E. Boye 150 rdl. for udgaver af Holberg og Wessel.
C. A. Thortsen 200 rdl. for Forsøg til en dansk Metrik.

1836:
Chr. Wilster 150 rdl. for oversættelsen af hver sex sange af Odysseen; ialt 600 rdl.
Fr. Barfod 100 rdl. for Poetisk Læsebog for Børn og barnlige Sjæle.

1838:
Chr. Winther 200 rdl. til udgivelse af en digtsamling.

1839:
Chr. Wilster 250 rdl. for første fem tragedier af Euripides; det følgende år fik hans enke 250 for endnu tre.

1841:
Fr. Paludan-Müller 200 rdl. efter ansøgning.
Fr. Thaarup 150 rdl. til fortsættelsen af Fædrenelandsk Nekrolog.

1842:
P. O. Brøndsted 100 rdl. for oversættelse af Orestien.

1844:
C. J. Heise 300 rdl. for oversættelse af Platons Staten; ialt 900 rdl. indtil 1851.
Thomas Overskou 300 rdl. til udarbejdelse af Den dan­ske Skueplads.

1845:
P. L. Møller 200 rdl. til årbogen Gæa; gentaget med atter 200 i 1847.

1846:
T. H. Erslew 50 rdl. til udarbejdelse af Almindeligt Forfatter-Lexikon; ialt 200 rdl.

1847:
Chr. Winther 150 rdl. til oversættelsen af Reineke Voss.
E. L. Thaarup 150 rdl. til udgivelse af Johannes Ewalds Skrifter.

1849:
Fr. Paludan-Müller 300 rdl. for Adam Homo.
Chr. K. F. Molbech 300 rdl. til oversættelse af Dante.
E. L. Mynster 200 rdl. til oversættelse af Ossians digte.

1850:
N. V. Dorph 200 rdl. for oversættelse af Sofokles + end­nu 200 i 1852.

1851:
F. L. Mynster 100 rdl. for anden del af Ossians digte.

1854:
F. L. Mynster 60 rdl. til udgivelse af en afhandling om Nibelungenliedverset.

1855:
C. J. Heise 200 rdl. for oversættelse af Platons Timæos.

1857:
C. J. Pleises enke 200 rdl. for hans oversættelse af Platons Philebos.
Kr. Arentzen 100 rdl. for digtsamlingen Et Livsstadium.

1858:
August Baggesen 200 rdl. til udgivelse af hans faders Philosophischer Nachlass.
H. W. Kaalund 100 rdl. for digtsamlingen Et Foraar.

1860:
Th. Overskou 150 rdl. for Den danske Skueplads III.
Carl Brosbøll 150 rdl. til hans bestræbelsers fremme.

1861:
M. A. Goldschmidt 150 rdl. for hans litterære stræben.

1862:
Chr. K. F. Molbech 200 rdl. for sidste del af Dante.

1863:
Israel Levin 100 rdl. for sin udgave af Wessel.

1864:
Th. Overskou 150 rdl. for femte bind af Den danske Skueplads.

1865:
Victor Heise 100 rdl. for sin oversættelse af Højsangen.

1866:
Carl Brosbøll 100 rdl. til at samle folkesagn i Skåne.
Hollard Nielsen 100 rdl. for tidligere værker, hæsitanter.

1868:
B. T. & F. C. Dahl 120 rdl. for oversættelse af Platons Theaitetos.

1872:
Carl Brosbøll 150 rdl. til at indsamle historisk stof i Dit­marsken.

1874:
Charles Gandrup 200 rdl. for tragedien Periander.

1876:
Kr. Arentzen 600 kr. til fortsættelse af værket Baggesen og Oehlenschlæger.

1878:
Victor Heise 300 kr. til udgivelse af Breve til og fra B. S. Ingemann.

1882:
Richard Petersen 600 kr. for bogen om Henrik Steffens.

1886:
Johs. Forchhammer 400 kr. for en påbegyndt oversæt­telse af Plautus.
Ernst v. d. Recke 300 kr. for Studier over dansk Metrik.

1890:
Victor Heises enke 200 kr. for hans udgivelse af Ingemanns Svanesang.

1893:
Rudolf Schmidt 300 kr. for digtsamlingen Tanker og Toner.

1894:
Cl. Wilkens 300 kr. for Poesien. En Fremstilling af Poe­tikken.
Kr. Arentzen 200 kr. for Tre Tidsaldre.

1895:
Edv. Blaumüller 400 kr. for Agnete og Havmanden.

1896:
C. Skou 600 kr. for bog om A. P. Berggreen.

1898:
Juul Bondo 500 kr. for bog om biskop B. J. Fog.
Alfred Ipsen 400 kr. for digtsamlingen Fra Fantasiens Land.

1899:
Johannes Jørgensen 400 kr. for Digte 1894-1898 og Lig­nelser.

1901:
Andreas Dolleris 300 kr. for Johannes Ewald. En Digtcyclus.

1902:
Ernst v. d. Recke 300 kr. for ridderdramaet Det lukkede Land.

1904:
Harald Rasmussen 400 kr. for oversættelsen af Nal og Damajanti.

1905:
Johannes Jørgensen 400 kr. for Rejsebilleder fra Nord og Syd.

1906:
Arthur Christensen 400 kr. for Muhammedanske Dig­tere og Tænkere.

1907:
Johannes Jørgensen 300 kr. for digtsamlingen Blomster og Frugter.

1908:
Uffe Birkedal 600 kr. for oversættelsen af Miltons Det tabte Paradis.

1909:
Eva Moltesen 400 kr. for Fra Kalevalas Lunde.
Johannes Jørgensen 300 kr. for digtsamlingen Af det Dybe.

1911:
F. Orth 800 kr. for Kalevala som Folkedigtning og National-Epos.

1920:
Johs. Paludan-Müller 400 kr. for Alt dette vil jeg give dig.

1922:
Helge Rode 1000 kr. for digtsamlingen Ariel, 1914.

1923:
Martin Andersen Nexø 1000 kr. for Ditte Menneskebarn.

1924:
L. C. Nielsen 1000 kr. for digtet Vort Hjem, du danske Jord.

1925:
Valdemar Rørdam 1000 kr. for Fugleviser.

1926:
Johan Skjoldborg 1000 kr. for sine folkelige sange.

1927:
Morten Pontoppidan 1000 kr. for sit folkelige og religi­øse forfatterskab.

1928:
F. Rønning 1000 kr. for sin tolkning af Grundtvig, sær­lig afhandingen Grundtvig som tænker.

1930:
Paul la Cour 1000 kr. for en digtsamling.

1932:
Harry Søiberg 1000 kr. for romantrilogien Søkongen.

1935:
Knuth Becker 1000 kr. for Det daglige Brød og Verden venter.

1936:
Vilhelm Grønbech 1000 kr.
Jørgen Bukdahl 800 kr.

1937:
Marie Bregendahl 1000 kr.

1946:
Hakon Holm 1500 kr.
Hans Hartvig Seedorf Pedersen 1500 kr.
Julius Bomholt 1500 kr.

1948:
Martin A. Hansen 1500 kr. især for Lykkelige Kristoffer.
F. J. Billeskov Jansen 1500 kr. for Danmarks Digtekunst II.

1949:
Aksel Heltoft 1200 kr. for fortællingsamlingen Polakken.

1950:
Sigurd Strangen 1500 kr. for novellistisk forfatterskab.

1951:
William Heinesen 1500 kr. for De fortabte Spillemænd.

1952:
L. J. Koch 1400 kr. for bidrag til Brorson-forskningen.
Gerda Eld 1400 kr. for romanen Kristine.

1953:
Arthur Arnholtz 1000 kr. for videnskabelig og praktisk virksomhed til den mundtlig sproglige kulturs fremme. Johannes Wulff 1000 kr. for forfatterskabet i almindelig­hed og Katten, der fik Feber i særdeleshed.

1954:
Robert Neiiendam 1500 kr. i 200-året for Holbergs død, for hans virksomhed som teaterhistoriker.

1955:
Clara Pontoppidan 1000 kr. for hendes levnedsbog.

1956:
Ib Ostenfeld 1200 kr. for forfatterskab.

Hvor ikke andet anføres er min kilde Selskabets arkiv. Des­uden har Dansk biografisk Lexikon, udgivet af C. F. Bricka, I-XIX, 1887-1905, og Dansk biografisk Leksikon. Redigeret af Povl Engelstoft under medvirkning af Svend Dahl, I-XXVII, 1933-44, været meget givende, ligesom Erslews og Ehrencron-Müllers forfatterlexika har ydet mange oplysninger.

8. Selskabets oprindelse: Leopold Magon, Ein Jahrhun- dert geistiger und literarischer Beziehungen zwischen Deutschland und Skandinavien. Dortmund 1926, 247 II. Rahbek og Nyerup: Den danske Digtekunst under Fre­derik V. 1819, 140-53, 290-92.

18. Sneedorff: sig. K. F. Plesner, Jens Schelderup Sneedorff. En litterærhistorisk monografi. 1930.

20. A. G. Carstens: sig. Vilhelm Andersen, Tider og Typer, II. 1909, 207 ff.

23. Benjamin Dass: P. F. Suhms samlede Skrifter, XV, 1798, 283.

26. Danske Proteus: Francis Bull, Fra Holberg til Nordal Brun. 1916, 104 f. - Studier tillägnade Otto Sylwan. 1924, 261 ff.

27. Protocoll: hidtil oftest citeret efter en afskrift ved A. E. Boye i Det kongelige Bibliotek, Ny kgl. Samling, fol. 768 ae; den adskiller sig kun i ret uvæsentlige enkeltheder fra originalen.

32. P. C. Stenersen: Francis Bull, loc. cit. 72-106.

35. Oplagstal: Plesner, loc. cit. 68.

36. Chr. Molbech: Johannes Evalds Levnet. 1831, 104 ff.

36. Jacob Baden: Svar paa de Beskyldninger, som ... ere giorte imod Selskabet ... 1789, 25. Pram: Minerva, febr. 1789, 216.

38. Adamiaden: Martin Hammerich: Ewalds Levnet. 1861, 151.

40. Balders Død: Rasmus Nyerup, Luxdorphiana. 1791, 488.

41. Fiskerne: Chr. Molbech i Hist.-Biogr. Saml. I, 1847,145 ff.

43. Fiskernes udgivelse: M. Hammerich i Nordisk Universitets-Tidskrift 1859 (særtryk s. 15 f.).

43. fordømmelse: J. L. Heiberg, Prosaiske Skrifter, III, 1861, 405 f. - Peder Hjort, Kritiske Bidrag ... Literærhist. Afd. II, 1863, 228 ff.

44. Skabningens kæde: Arthur O. Lovejoy, The Great Chain of Being. Cambr. (Mass.) 1948.

45. jfr. Biehl: K. F. Plesner i Edda 1927, 434. Oeder: jfr. Leiv Amundsen i Festskrift til Francis Bull, 1937, 14, og Piesner anf. st. 445.

46. Hans Bull: Francis Bull, Fra Holberg til Nordal Brun, 1916, 216 ff. - Hans Bull, Samlede skrifter, Oslo 1937.

52. Holbergs epistler: G. L. Baden, Bidrag til Professor Jacob Badens Levnet ... 1800, 14. Patriotiske Tilskuer: K. F. Piesner, J. .S. Sneedorff, 1930, 69 f. Suhm: Chr. Bruun, Peter Frederik Suhm. 1898, 419-29.

53. misklang: C. F. Jacobis samlede Skrifter. 1817, XXIII; sig. Vilh. Andersens litteraturhistorie, II, 499.

54. Gyldendals kontrakt: trykt i C. Nyrop, Bidrag til den danske Boghandels Historie, II. 1870, 267 f.

62. Baggesen: trykt i Bruuns anf. arb. 426.

63. Badens latinske tale: sst. 442 f.

64. J. M. Hertz: se især L. E. Fich, Domprovsten i Roskilde. Memoirer og Breve, X. 1909.

71. Sanders Forelæsninger: sig. Alf Henriques, Shakespeare og Danmark indtil 1840. 1941, 72 f.

74. piecen Fra Selskabet: Erslew, I, 41, tilskriver Torkel Ba­den forfatterskabet; Mallings manuskript findes i arkivet.

78. Hrolf Krake: Breve fra og til Adam Oehlenschläger 1809 -1829, III. 1955, nr. 995-997; sig. Erindringer, IV. 1851, 48 ff.

79. Fire Romanzer: sig. Sejer Kühle, Frederik Paludan-Mül­ler, I. 1941, 65 ff.

83. Wilster opmuntret: Chr. Bruun, Samfundet til den dan­ske Litteraturs Fremme. 1877, 27.

85. Christensen Schmidt: K. F. Plesner, Schneekloths Skole. 1954, 39 ff. Brøndsteds Nytaarsgave: K. F. Plesner, Gode Klerke. 1944, 103.

87. Fingal: Breve til og fra F. C. Sibbern, II. 1866, 211-13.

90. Overskou og Samfundet: Chr. Bruun, loc. cit. 65.

94. Collin og Sibbern: cit. Erslew, IV, 249.

97. Sibbern: se især essays af Harald Høffding (Mindre Ar­bejder, I. 1899) og K. F. Plesner (Gode Klerke, 1944), foruden de store monografier af J. Himmelstrup, 1934, og Poul Kallmoes, 1946.

100. B. J. Fog: Edmund Gosse, To Besøg i Danmark. 1912, passim.

103. Rudolf Schmidt: Walt Whitman’s Letters to a Danish Friend. Published by Carl Roos. Orbis Litterarum, VII, 1-2, 1949.

108. Matthew Arnold: The Literary Influence of Academies: Essays in Criticism, I. 1865.