Jørn Lunds tale ved Det Danske Akademis årsfest i november 1995
Velkommen på Nationalmuseet, i historiske omgivelser. Historien kan man opsøge overalt omkring sig, man har den på sig og i sig allerede i og med, at man har et sprog, der nok gør tjeneste i nuet, men samtidig fastholder de lange linier i danskernes kultur- og materialhistorie. Med tilegnelsen af modersmålet vokser vi ind i en kultur, der giver os valgmuligheder og frihed, men også begrænsninger.
Sproget er et element vi færdes i, som vandet er for fisken. En svensk filosof har grundet over, om fisken overhovedet erkender vandets eksistens. For os er sproget noget selvfølgeligt, medmindre vi netop ikke har det som fisk i vandet. Vi tænker mest over sproget, når det klemmer, når ordene fødes tungt, når mekanikken strejker; men heldigvis også når sproget udfolder sig stærkest, når musikken spiller, og når det lykkes ved sprogets hjælp at bryde ud af den strukturelle ensomhed, den ensomhed vi lever med i den forstand, at vi egentlig slet ikke kan dele sprog med andre. Vi kan være fælles om et symbolsystem med millioner af andre mennesker, men vi er alene om oplevelsen af det. Vi ser ikke verden på samme måde, og ordene anslår altid deres tone på baggrund af det personlige og højst individuelle, ja private resonansrum, vi hver især kan stille til rådighed. Information og betydning kan nok overføres til husbehov, men netop kun til husbehov.
Digtningen kan ophæve denne modsætning og gøre det personlige eller det private til et fælles anliggende for den skrivende og den, der tilbyder indlevelse og sensitivitet.
Man skal også stille tiden til rådighed; gør man det, kan man til gengæld opleve, at tiden ophæves - en gevinst, der næsten altid indfinder sig, når man bliver ét med sin aktivitet, i legen, i æstetikken, i musikken, i erotikken.
Men tiden er, med et tidens udtryk, en knap ressource, og fordybelsen har trange vilkår, selv om behovet er elementært og fundamentalt, ikke på nogen måde kulturbetinget, sådan som manifestationsformerne naturligvis er det. At sidde med en bog, at sidde i en biograf eller et teater er et godt alternativ til det mentale zapperi.
Det er så som så med tv’s tilbud i dén henseende. Fjernsynet har andre opgaver at varetage end dem, vi her er samlet om, men public service-begrebet, som der tales så meget om, skulle nødig være ensbetydende med, at man ser sin opgave i at hjælpe seerne med at få tiden til at gå, i stedet for at få dem til at gå op i tiden - og tidens kultur, for slet ikke at tale om kunsten. Kultur- og bogstoffet er i dansk tv nedprioriteret i en grad, der gør bogens stadig stærkere position til noget af et mirakel. Tv-teatret og kulturmagasinerne var sikrere placeret før i tiden; seertalspopulismen har sejret over gamle dages rundhåndede og diskrete kulturformynderi. - Nu ser det ud til, at folkeoplysning og oplivelse, ja det kalder de det - er peptalk-klicheer, der skal dække over en programpolitik, der på tv-siden stort set har undsagt litteraturen. Og dén sproglige udvidelse, et lødigt udbud ville sikre lyttere og seere, er samtidig tabt på gulvet.
Men andre steder tages opgaven op. Der er en stigende interesse for arrangementer med digtere, der læser egne tekster op, ofte i en form, der stiller krav til de lyttende om lydhør opmærksomhed. Årets bogmesse var rig på samtaler, oplæsning og litterært stof - og folk strømmede til og blev siddende. Christian Braad Thomsens Blixen-film vakte berettiget opmærksomhed, men er samtidig et eksempel på, at man lavede en film ud af et stof, som i virkeligheden havde egnet sig fortræffeligt til et tv-kulturprogram, en slags montage. Men pointen er, at det er utænkeligt at prøve at fastholde seere i længere tid med kulturstof.
Akademiet kunne måske forny sin prispolitik ved at indføre en anti-pris, sådan som fx Ekstra Bladet og dele af Kvindebevægelsen har gjort det. Den kunne uddeles til en person eller institution, der med Ernst Bruun Olsens ord har valgt at give opium til folket. Kandidater haves.
Men Akademiet som institution taler aldrig i kursiv, og dette er jo kun sekretærens beretning. Men stemmerne er blevet flere. I årets løb er der sket en udvidelse, fra 16 til 18 aktive medlemmer. Jens Smærup Sørensen og Søren Ulrik Thomsen er indvalgt i Det Danske Akademi. Det er godt for Akademiet, og jeg tror, de nye medlemmer får glæde af at være der.
Der er i det forløbne år afholdt 8 møder; i oktober måned var der forfatterweekend, hvor Akademiet havde indbudt en række kolleger til en oplæsning og drøftelse af endnu ikke offentliggjorte arbejder. Desuden har Akademiet mødt norske kolleger på Fondet for Dansk-Norsk Samarbejdes ejendom Lysebu ved Oslo. Mogens Brøndsted har redigeret Akademiets 7-årsbog, som har titlen Rungstedlundbilleder, med taler og nye essays, skrevet af medlemmerne. Årets priser er Selskabets Pris, Oversætterprisen, Beatrice-prisen, Gelsted-prisen og Abell-prisen. Musikken har Pierre Dørge ansvaret for, så der er god grund til lydhørhed.
Velkommen til ord og toner!