Lasse Horne Kjældgaards tale ved Det Danske Akademis årsfest den 25. november 2022

Velkommen her til Blox. Velkommen til alle jer, der er kommet til Det Danske Akademis årsfest. Velkommen til vores stamgæster og velkommen til alle, som er med for første gang. 

Velkommen til Anne Swärd fra Svenska Akademien, som er med her i dag. 

OG velkommen selvfølgelig især til dem, som vi er samlet for at lovprise og lykønske, og det vil sige: 

·      til Lone Aburas, modtager af Otto Gelsted-prisen, 

·      til Marianne Larsen, modtager af Akademiets store pris 

·      til Lasse Raagaard Jønsson, modtager af Klaus Rifbjergs debutantpris for lyrik 

·      og til Dorrit Willumsen, tidligere modtager af Akademiets store pris – i 1981 – og i dag modtager af Selskabets Medalje.

Tak for, at I er her. Tak for, at I vil være med til at bidrage til Det Danske Akademis grundlæggende formål, som ifølge vedtægten er ”at virke for dansk sprog og ånd, især inden for litteraturen”.

Det har Det Danske Akademi gjort i over seks årtier nu. 

Da Akademiet blev stiftet i efteråret 1960, skete det ikke uden skepsis og spydigheder. 

”Det er nu engang Akademiernes klassiske og ikke ufortjente Skæbne at være komiske”. Det skrev forfatteren Per Lange dengang i et elegant essay om akademier i anledning af Det Danske Akademis grundlæggelse. 

Ufrivilligt komisk var især den danske efternøler ifølge Lange. En ”Sildefødning uden Historie, hjemløs i en Tid, hvor det ikke har nogen virkelig Opgave og i et Land, hvor en uægte Markis vækker langt mere Interesse end et ægte eller dog halvægte Akademi”. Det var Det Danske Akademi ifølge Lange. En bastard var det, fordi det var selvbestaltet og var kommet til verden uden kongeligt dekret eller protektion. 

Han kunne ikke se idéen med det. 

Idéen var at etablere et litterært sidestykke til de danske 1700-talsinstitutioner Videnskabernes Selskab og Akademiet for de skønne Kunster, hvor henholdsvis videnskaberne, arkitekturen og kunsten dyrkes og drøftes af medlemmer, som er indvalgte eller udpegede til det. 

Navnlig skulle Akademiet beskæftige sig med emner, som kan være vanskelige at håndtere inden for rammerne af forfatternes andre organisationer, for eksempel spørgsmål om kvalitet og litterære vurderingskriterier. 

Den opgave varetager Akademiet blandt andet igennem vedvarende drøftelser og ved regelmæssige prisuddelinger, som den vi er samlet om i dag. 

Kvalitet var et vigtigt ord i den tids kulturdebat og i udviklingen af fremtidens kulturpolitik. 

Samme år som Akademiet blev stiftet, skrev kritikeren Bjørn Poulsen i Ideernes krise i åndsliv og politik om ”den indsigt, vi har fået i velfærdsstatens natur”, som er, at velfærdsstaten ”må påtage sig et positivt ansvar for kvaliteten […] Hvis statsmagten er udtryk for folkeviljen, så kan den ikke være neutral i sit forhold til menneskelige idealer og kvaliteter, og enhver der frembringer eller formulerer noget af kvalitet, er med til at holde statsmagten fast på dens moralske ansvar”. 

Så enkelt kunne det dengang stilles op, hvis man ellers køber Poulsens Rousseauistiske præmis om en nødvendig sammenhæng mellem statsmagten og folkeviljen: Man stræbte ikke blot efter det gode samfund, men efter et samfund, hvor man hele tiden gjorde det bedre – og stilede efter stadig højere kvalitet, også i kulturen. 

Derfor bidrog alle, som gjorde sig umage med deres måde at skrive og udtrykke sig på, til at holde velfærdsstaten fast på dens ”moralske ansvar”, som Poulsen formulerede det.  

Og derfor blev kvalitet også det bærende princip i det system, som blev udviklet til at støtte kunsten og kunstnerne i velfærdsstaten og lagt i faste rammer i Statens Kunstfond. 

Da lovforslaget om Statens Kunstfond blev fremsat i januar 1964, forklarede kulturminister Julius Bomholt i folketingssalen, at det ”ene afgørende kriterium for, om støtte kan ydes gennem fondet, skal være kvaliteten af kunstnerens talent og kunstneriske produktion.” 

Alle andre hensyn – politiske, økonomiske, sociale, regionale, og så videre – måtte anses for at være irrelevante. 

Og derfor var det afgørende for hele systemet, at der fandtes uafhængige institutioner, som ikke bare kunne tage stilling til spørgsmål om kvalitet, men også bidrage kvalificeret til at holde debatten om kvalitet ved lige. 

Der kommer Det Danske Akademi ind i billedet. Det var dét, Akademiet kunne – og kan. 

Og netop derfor var det en fordel, at Akademiet var oprettet på eget initiativ og som et privat foretagende – til forskel fra andre landes akademier. For dermed passede institutionen – paradoksalt nok – perfekt ind i den nye arkitektur for den offentlige kulturpolitik. 

Det så Bomholt og statsministeren, Viggo Kampmann, straks, dengang i 1960. Til forskel fra Per Lange og mange andre kunne de se idéen med Akademiet, og derfor hjalp de med at skaffe et statsligt tilskud til driften og til Den store pris.

Julius Bomholt var ikke bare den første kulturminister i Danmark, men også en af de første i verden. Der gik kun to år fra Charles de Gaulle etablerede verdens første moderne kulturministerium i 1959 – og indsatte forfatteren André Malraux som den første kulturminister – til Danmark fulgte efter i efteråret 1961. 

Danmark var på dette tidspunkt et kulturpolitisk foregangsland. Ikke mindst takket være Bomholts dygtige og stædige indsats siden mellemkrigstiden for at udvikle dét, som man dengang kaldte for en ”aktiv kulturpolitik”.

Den ambition delte han med sine skandinaviske partifæller.

I 1950’erne arbejdede komitéer og udvalg i de socialdemokratiske partier i både Sverige, Danmark og Norge på at udvikle kulturpolitiske programmer. I hvert land blev der udsendt visionære bøger om kulturpolitikkens muligheder: Människan och nutiden (Sverige, 1952), Mennesket i centrum (Danmark, 1953) og Et kulturprogram til debatt (Norge, 1959). Hver for sig satte de skub i kulturdebatten i de respektive lande og bidrog på den måde til at bane vej for den ambitiøse ”aktive kulturpolitik”, der blev til virkelighed i 1960’erne og frem.

De bøger grundlagde en skandinavisk tradition. En tradition for, at man med jævne mellemrum forsøger at kortlægge HELE kulturområdet og forsøger at gennemtænke kulturpolitikkens mål og midler. 

I 1969 udsendte det danske kulturministerium – nu under K. Helveg Petersens ledelse – den såkaldte Betænkning nr. 517. Under den bureaukratiske – eller måske Højholtske – titel gemmer der sig et spændende forsøg på at formulere en ny kulturpolitik. En kulturpolitik, som tager ved lære både af de nye subkulturelle og græsrodspolitiske bevægelser – og af de folkelige protester imod kunststøtte. 

”Ny kulturpolitik” blev nu det nye slagord. Og det blev også titlen på både en omfattende proposition, som det svenske Kulturråd udsendte i 1972, og på en melding, som det norske storting offentliggjorde i 1973-74. Således forsøgte man parallelt i de skandinaviske lande at revidere og nytænke kulturpolitikken. 

Erfaringer havde hobet sig op, feedback var blevet modtaget, verden var i bevægelse, og kulturpolitikken skulle videreudvikles. 

I Norge og Sverige har man holdt fast i denne tradition. Her udgiver man stadig, og med en vis rytme, kulturpolitiske programudmeldinger, som baserer sig på grundige udredninger af kulturens vilkår og udviklingsmuligheder. Den seneste svenske proposition, Tid för kultur, er fra 2009, og den seneste norske stortingsmelding, Kulturens kraft, er fra 2018. 

Det er tankevækkende læsestof. 

Selv om den seneste svenske proposition blev udarbejdet under finanskrisen og udgivet under en økonomisk lavkonjunktur, skorter det ikke på store ord om kunstens betydning: ”Kunst og humaniora giver os vigtig viden og mulighed for at reflektere over vores liv og over samfundet og dets udvikling”, står der for eksempel på s. 30 i propositionen. 

Og selv om den norske stortingsmelding udkom på et tidspunkt, hvor medierne (der i dag lever af at skabe forargelse i stedet for forståelse) skummede over af panik over kunst og identitetspolitik – ja, så siger den klart og ufortrødent, at: 

"Kunst og kultur har evnen til at bringe mennesker sammen på tværs af meninger, interesser og baggrund. Kunst og kultur kan på den måde fremme tillid, respekt, tilhørsforhold og solidaritet mellem mennesker og mellem forskellige grupper i befolkningen på trods af forskellige holdninger og opfattelser. At bringe mennesker sammen på tværs af sociale, politiske og kulturelle skel kan bidrage positivt til at skabe sociale fællesskaber og netværk, der styrker sammenhængskraft og inklusion. Når kulturen fungerer på denne måde, kan den være civiliserende og modvirke fragmentering. Den kan dæmme op for ekstreme tanker, modvirke følelser af at være udenfor og fremme tolerance og forståelse for andre mennesker."

Det står alt sammen på s. 16 i den norske stortingsmelding fra 2018, som altså hedder Kulturens kraft – med en titel, der siger meget om Stortingets store tro på kunstens og kulturens fællesskabsdannende magt. 

Og hvad så med Danmark? Hvordan ser vi på kulturens kraft? Hvilke tanker gør vi os om kulturpolitik? 

Ingen nye tilsyneladende. 

Den seneste redegørelse om kulturpolitik efter Folketingets forretningsorden blev fremsat i 1997 af daværende kulturminister Ebbe Lundgaard. Redegørelsen er på otte sider, og dens nybrud består hovedsagelig i en ny vægt på ”dansk identitet” som et omdrejningspunkt for kulturpolitikken.

Siden er der ikke sket noget. 

Og således er det gået ubemærket hen i den danske offentlighed, at det seneste danske kulturpolitiske program – på otte sider – i år kan fejre sølvbryllup. I snart en menneskealder har vi i Danmark ikke haft behov for at tænke nyt eller sammenhængende om kulturpolitikken – som de altså ofte har i Norge og i Sverige. 

Måske fordi vi var så tidligt ude som nation – ja, så er vi også meget tidligt nået i mål med udviklingen af dansk kulturpolitik? 

Vi har simpelthen fundet det arkimediske punkt for kulturpolitikken – dansk identitet – og behøver ikke at udfolde det yderligere.

Jeg synes, at sådan en fyndig bedrift – og sådan en slidstyrke over tid – fortjener bevågenhed og gensidig gratulation. 

Og det er grunden til, at jeg lige vil nævne det for jer her i eftermiddag. 

Dansk sprog og ånd, især inden for litteraturen, er i det forløbne år blevet drøftet af Akademiet på fire ordinære møder. På møderne har vi bl.a. truffet beslutning om årets prisuddelinger og indvalg af medlemmer. 

Desuden har vi vedtaget en sammenlægning af fondene bag Akademiets priser, som kommer til at frigøre flere midler til uddeling. Der sker altså ikke noget med priserne i sig selv, de består, men forhåbentlig kommer vi til at kunne uddele dem lidt hyppigere. 

Vi har udsendt en enkelt udtalelse i en meget forfærdelig anledning, nemlig attentatet på Salman Rushdie i august.

Vi har i april offentliggjort en fuldstændig nydesignet hjemmeside, der bl.a. rummer et næsten komplet arkiv af alle pristaler og takketaler, der er blevet holdt igennem årene. På siden finder man også præsentationer af Akademiets nuværende medlemmer samt minderids over mange af de forhenværende. Det er en levende litteraturhistorie og samtidig en tidssvarende fremstilling af rammerne for institutionens virke – og blandt andet er Akademiets vedtægter og regnskaber nu gjort tilgængelige for alle.

Traditionen tro har Akademiet holdt forfattermøde i sidste weekend af oktober, i år arrangeret af Peter Laugesen og Naja Marie Aidt.

På mødet deltog Maja Lee Langvad, Andreas Vermehren Holm, Kathrine Assels, Jesper Brygger, Christoffer Thunbo Pedersen, Vagn Remme, Alexandra Moltke Johansen, Elias Sadaq, Rasmus Daugbjerg, Puk Damsgaard, Anders Abildgaard, Gry Stokkendahl Dalgas, Joan Rang, Viggo Bjerring, René Jean Jensen og Christian Dorph, samt medlemmer af Akademiet. 

Jeg vil gerne sige tak til alle for deres store engagement og deres bidrag til at gøre arrangementet vellykket.  

Sprogforskeren Jørn Lund har for nyligt ønsket at overgå til passivt medlemskab af Det Danske Akademi – efter 33 års særdeles aktivt medlemskab, heraf 14 år i rollen som sekretær. Ingen har taget vare på hvervet som sekretær så længe som Jørn Lund, og alle hans kolleger i Akademiet er overordentlig taknemlige for hans store og resultatskabende virke.

Når et medlem af Akademiet melder sig passivt, bliver der en plads ledig til et nyt aktivt medlem. I årets løb har vi kunnet byde velkommen til tre nye medlemmer, nemlig Mette Moestrup, Jesper Wung-Sung og Line Knutzon.   

Således har Det Danske Akademi i øjeblikket 17 aktive medlemmer. Vi er fem forskere og 12 forfattere, ni kvinder og otte mænd. 

Og foruden de tre netop nævnte nye medlemmer er det: Thomas Boberg, Peter Laugesen, Anne-Marie Mai, Henrik Nordbrandt, Ursula Andkjær Olsen, Marianne Stidsen, Pia Tafdrup, Per Øhrgaard, Naja Marie Aidt, Cecilie Eken, Harald Voetmann, Olga Ravn, Dan Ringgaard og så mig, Lasse Horne Kjældgaard, der er Akademiets nuværende sekretær.

Og som sekretær er det netop nu min store glæde at byde jer alle sammen velkommen til Akademiets årsfest 2022!