Ove Korsgaard

Hvem Ove Korsgaard er, behøver jeg ikke at fortælle, for det gør han selv i bogen Solskin for det sorte muld fra 2013, i hvilken han kæder sin slægts og sin egen historie sammen med danmarkshistorien. (At vore fædre må have mødt hinanden på Askov Højskole først i 1930erne, kommer sådan set ikke sagen ved, men jeg vil dog ikke undlade at nævne det som en af de ting, jeg fik ud af den bog). Men der er naturligvis også en anden grund til, at det ikke er nødvendigt at præsentere Ove Korsgaard. Den nemlig, at han med sine bøger og artikler har slået sit navn fast som en af vore store nutidige historikere, rettere kulturhistorikere, måske endnu rettere dannelseshistorikere.

Alligevel: Biografi og indsats hænger nøje sammen, så et par data skal meddeles, og dem henter jeg hos ham selv. Mod slutningen af Solskin for det sorte muld refererer han en redegørelse, han gav i 2008, da han skulle tale om ”realkompetence”: ”[Jeg skulle] forklare, hvordan det kunne gå til, at den første eksamen, jeg havde taget i mit liv, var forsvaret af den afhandling, der gav mig ph.d.-graden i 1997. […] Jeg blev født ind i en landbokultur, som ikke var orienteret mod formel kompetence, men realkompetence. Jeg gik i Hvidbjerg Skole i syv år, på Galtrup Efterskole i fem måneder, på Askov Højskole to gange seks måneder, og på Den Frie Lærerskole i fem år uden at gå til eksamener. Jeg havde undervist i 21 år på Gerlev Idrætshøjskole og var blevet ansat som rektor for Den Frie Lærerskole uden eksamensbevis.” Senere måtte Ove Korsgaard igennem endnu en eksamen, disputatsforsvaret, men så blev han professor på Danmarks pædagogiske Universitet, nu en del af Aarhus Universitet. Hermed blev realkompetencen forbundet med den formelle kompetence, og det er en af Ove Korsgaards kvaliteter, at han stedse kan tænke disse kompetencer sammen og ikke behøver at spille dem ud mod hinanden. Folkelighed er for ham ikke det, der kryber neden under lærdommen, men det, der stiger ovenud af den. Den traditionelle gensidige mistro mellem den akademiske dannelse og højskoleverdenen er det ikke hans sag at bære ved til. Jeg har mødt Ove Korsgaard både på Harvard University og ved højskolernes stand på Bogforum. I går fik han Højskolepædagogisk Pris, i dag får han en pris, som stammer fra Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse.

I sin selvbiografi med undertitlen ”om slægt og folk” – altså ikke kun ”om mig” - sammenfatter Ove Korsgaard meget af det, han indtil da havde skrevet, men dels standsede han ikke sit virke efter solskinsbogen, dels er også det tidligere virke mere omfattende, end et resumé kan illustrere. Jeg kommer ikke til at tale om hele hans værk. Titlerne på Korsgaards tre store bøger om Danmarks udvikling er Kampen om kroppen (1982), Kampen om lyset (1997, det er ph.d.-afhandlingen) og Kampen om folket (2004, det er disputatsen). Den første er idrætshistorie, den næste har undertitlen ”Dansk voksenoplysning gennem 500 år” og den tredje ”Et dannelsesperspektiv på dansk historie gennem 500 år”. Emnerne er hermed klart angivet, tidsrammen videre, end måske de fleste ville forvente – voksenoplysning i 500 år – men emnerne hænger sammen. Ove Korsgaard bevæger sig, som det hedder i et digt af Rilke, ”i voksende ringe”, så det kan godt ske, at man kommer forbi det samme sted igen og synes, at man har læst denne passage eller dette citat før. Det har man også. Det er på sin vis den samme historie, men fortalt fra forskellige vinkler. Og det blev jo ikke ved de tre bøger, men jeg vil opholde mig et øjeblik ved dem.

Hovedtitlernes fælles ”kamp” er et blikfang, men også en påmindelse om, at al historisk udvikling, alt fremskridt – eller det, som gerne vil kaldes sådan – er konfliktfyldt. Selv i Ove Korsgaards vistnok seneste udgivelse, Strejftog i højskolernes idéhistorie, udkommet i år i anledning af skolernes 175års-jubilæum, hedder første kapitel ”Fronterne trækkes op”. Historien er ikke et teselskab, skønt der i Danmark har været kortere til tevandet end så mange andre steder i verden. Man kan blot henvise til Kampen om kroppens redegørelse for opgøret mellem de militære og de civile legemsøvelser i 1800-tallet: hvorledes bønderne først fik smag for gymnastik, da de dels fik lidt overskud til den slags, dels og især med en folkehær kunne se fornuften i at holde sig i form, og hvorledes officererne forbitret bekæmpede al den gymnastik, som ikke sigtede på bedre færdigheder i våbenbrug. I Kampen om lyset mindes man om, hvorfor Grundtvig fra første færd sigtede på en højskole og på et folkeligt akademi, altså brugte de samme ord, som brugtes om den akademiske dannelse: Højskolen skulle ikke blot være et alternativ, den skulle være selve den nye folkelige dannelse, men af samme grund heller ikke sætte sit lys under en skæppe. Endelig gør Kampen om folket det klart for dem, der måtte have glemt det, at det danske demokratis gennembrud med juni-grundloven af 1849 var akkompagneret af en borgerkrig, for det var, hvad treårskrigen 1848-50 var: ikke en krig mellem Danmark og Tyskland, men en krig inden for den danske helstat, og en krig, som splittede familier, der hørte til begge de fællesskaber, som nu ikke længere kunne være fælles med hinanden. ”Det er rigtigt, at folketoget foregik fredeligt,” skriver Ove Korsgaard om den 21. marts 1848 i København. ”Det er rigtigt, at kongen var venlig. Så det hele passer. Vel at mærke, hvis man undlader at inddrage den borgerkrig, der brød ud i umiddelbar forlængelse af det fredelige folketog.” Og det bør man efter forfatterens mening lige præcis ikke kunne, for tingene hang sammen, og det kan han i sin bog citere ingen ringere end Søren Kierkegaard for lige straks at have set.

Efter de slesvigske krige var kampen om folket ikke længer en borgerkrig, men der var konfliktflader nok, som Ove Korsgaard også viser. Ikke blot mellem de ”dannede” og de andre, men også mellem de andre, det vil sige de nye strømninger indbyrdes: Hvorledes skulle forholdet mellem stat og kirke være (det er sådan set aldrig blevet afklaret, og måske godt det samme)? Skulle skoler være offentlige eller private? (Det var godt med frihed, men hvad når den enkeltes frihed undergravede fællesskabet?) Hvorledes kunne Danmark bedst forsvare sig i en farlig verden, med militær eller med et solidarisk samfund (besættelsen gav et svar, som er ved at gå i glemmebogen)? Men også: Hvorledes kunne det, som før blev kaldt realkompetencen og den formelle kompetence, komme til at spille sammen – og hvilken realkompetence nød anerkendelse (der var jo andre end gårdejere til i verden, derfor fik vi også arbejderhøjskoler)? Ove Korsgaard slutter sin trilogi med et udblik til nutidens Europa og Danmarks mulige rolle heri – mere om det om lidt. Men inden da skal det noteres, at når Ove Korsgaard siger ”kamp”, så mener han ”kappestrid”, som er noget andet end åndløs konkurrence.

Fra de seneste år er Ove Korsgaards centrale værk utvivlsomt det, som både selvbevidst og beskedent kaldes ”en guide”: Grundtvig rundt fra 2018. I bagsideteksten står, at Grundtvig ikke er til at komme udenom, men rundt om ham eller rundt i ham kan man komme. I titel og undertitel ligger både, at forfatteren kan sin Grundtvig så godt, at han kan vise rundt i ham, og at der er tale om at vise forskellige sider af emnet, men ikke om at udtømme det én gang for alle. Guiden kommenterer også selv, og det er ikke den mindst vigtige side af sagen. For det drejer sig ikke om en museal Grundtvig, men om en diskussion med ham. Korsgaards bog er også en invitation til at fortsætte eller at komme igen på egen hånd. ”Ligesom Grundtvig ikke ønskede at blive stående ved Luthers grav, kan vi heller ikke i et og alt blive stående ved hans grav,” som Korsgaard skriver.

Ove Korsgaard kan redegøre både for Grundtvigs holdningsændringer og for den kontinuitet, der er i dem. Enevældens fortaler bliver i 1848 tilhænger af folkestyret, ikke fordi han pludselig mener noget andet, men fordi det går op for ham, at hans højeste idealer i fremtiden vil være bedre varetaget dér – det er næsten ned i mindste detalje samme transformation, som Thomas Mann gennemgik efter Første Verdenskrig, da monarkisten blev republikaner. Republikaner er også det, Grundtvig bliver, hvad der er noget andet end liberalist: liberalismen og marxismen har nemlig materialismen tilfælles, men Grundtvig taler stedse om ånden – rigtignok i pagt med kroppen eller omvendt, med sjælen som bindeleddet. I Korsgaards fortolkning er Grundtvig den, som mere end de fleste har insisteret på det kødeliges ret: vel er ordet begyndelsen til alt, men det skal blive kød – ligesom troen kun kan blive virkelig, hvis der er et folk, den kan slå rod i. Vi mangler i dag, som Ove Korsgaard vemodigt skriver, ”sans for kulturens betydning” for samfundets udvikling, men vi mangler også den borgerlige konfirmation, som Grundtvig talte for: en bekræftelse af tilhør til et fællesskab, som man vel at mærke også er forpligtet til at tænke over, men uden religiøs tvang. Ligeså lidt som man tidligere burde lovgive om, at folk skulle være kristne, bør man i dag lovgive om, at de skal være demokrater. Men Ove Korsgaard kommenterer Grundtvig ved på egne vegne at sige, at man i hvert fald nok burde undervise i demokrati, så der skabtes en mere kvalificeret forståelse af, hvad det er for en størrelse. Det er jo også paradoksalt, at i takt med et formelt højere uddannelsesniveau er niveauet i den politiske debat blevet stadig lavere.

Som slutning på Kampen om folket skrev Ove Korsgaard (2004): ”Som noget nyt er vi langsomt – forhåbentlig ikke for langsomt – ved at blive bevidst om, at vi nu indgår i et skæbnefællesskab, der rækker ud over nationen. Og forestillingen om et sådant fællesskab kommer altid, før det er muligt at lave om på verden. Ingen ejer folket. Folket er en forestilling, der kan iklæde sig mange skikkelser. Fremtiden afhænger af de forestillinger, vi gør os om folket.”

Femten år efter, hvor man reverenter talt er ved at brække sig over den vamle snak om ”danskerne”, ”vi danskere”, ”dansk identitet”, ”danske værdier”, og hvad ved jeg, er der mere grund end nogen sinde til at minde om Ove Korsgaards ord. Men også om, hvad Lars Bjørnbak i 1856 skrev, og Ove Korsgaard citerer i Kampen om lyset: ”Bliver man altfor forgabt i Dansk, Danskhed, dansk Fortid, Nutid og Fremtid, saa bliver Nationalitetsfølelsen til en tom Ordskvalder, et tomt Føleri, en for andre modbydelig Forgabelse i sig selv, der føder Nationalhad, indskrænket Bedømmelse af andre Nationer og det gode, der er hos dem.”

Folket er ikke noget, der bare er der, og ikke noget, man så at sige kan læne sig tilbage i. Det folkelige er til hver en tid et projekt, altid uafsluttet, altid til diskussion, og folkelighed er at tage del i den diskussion. Folket findes! men definitionen af det kan kun være dynamisk, foranderlig. Folkelighed er ikke en eller anden før-demokratisk essens eller noget mytologisk, men selve demokratiet. Eller med Ove Korsgaards egen formulering: ”Følelser er ikke bare irrationelle størrelser, der ikke står til diskussion, de er tværtimod måder, vi kan forstå og misforstå verden på. Derfor skal følelser ikke negligeres, men kultiveres, så vi kan lære at forholde os refleksivt til dem og bruge dem i erkendelsesprocesser.” Grundtvig sagde det naturligvis kortere: at ”den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær.” Det er en af Ove Korsgaards mange fortjenester at minde os om det, og det igen er en vægtig grund til, at et akademi, der er stiftet med henblik på at virke for dansk sprog og ånd, gerne vil give ham en pris. Den kommer her!

Ove Korsgaards takketale

Tusind tak for prisen og de smukke ord, som den af Per Øhrgaard blev motiveret med. At jeg skulle få en sådan pris, lå ikke i kortene, da jeg i efterkrigsårene voksede op på Hvidbjerggaard på Mors og gik ud af skolen efter 7. klasse i 1957.

I min barndom var der to ting, der lå fast. Det ene var, at et bondepar som min far og mor – og de titusindvis af øvrige par rundt om i landet – udgjorde det danske samfunds kerne. I skolen lærte vi, at det hele begyndte med landboreformerne i slutningen af 1700-tallet og ophævelsen af stavnsbåndet i 1788. Denne forestilling blev understøttet af malere som J. Th. Lundbye, P.C. Skovgaard, L.A. Ring og mange andre. Forestillingen om bonden som det danske folks inkarnation blev ligeledes manet frem i et væld af digte og sange. I J.C. Hostrups kampsang ”Vi fik ej under tidernes tryk et bøjet mod, en ludende ryg” fra 1884, hed det oprindelige omkvæd: ”Frem, bondemand frem!” Og frem gik han. I min barndom var jeg overbevist om, at bonden fortsat ville føre an i udviklingen af det danske samfund.

Den anden ting, der lå fast i min barndom var, at tyskerne var vores fjende. Min far var med i modstandsbevægelsen på Mors, som blev etableret på initiativ af Frode Jakobsen, der ligeledes var fra Limfjordsøen. Som så mange andre modstandsfolk fortalte min far aldrig om sine oplevelser under krigen, om end han skrev lidt om dem i sine erindringer. Til gengæld efterlod historieundervisningen i skolen ingen tvivl om, at tyskerne var fjenden. For tyskerne havde truet Danmark siden Gorm den Gamle og Thyra Danebod. Lykkeligvis havde den unge og smukke dronning vist, hvad vi burde gøre, idet hun byggede en vold, Thyras vold, der skulle hindre tyskerne i at trænge ind i landet. Selv om vi i min barndom hørte om noget, der blev kaldt den kolde krig, blev tyskerne ikke fortrængt af russerne som Danmarks fjende nummer et. Så ifølge mit barndoms verdensbillede ville tyskerne fortsætte med at være Danmarks fjende, og bonden ville stadig udgøre samfundets kerne.

Men da jeg blev ung brød dette verdensbillede efterhånden sammen. I 1991 publicerede historikeren Thorkild Kjærgaard en artikel med den prægnante titel ”Gårdmandslinjen i dansk historieskrivning”, hvor han påpegede, at gårdmændene og deres vilkår har domineret historieskrivningen gennem det meste af det 20. århundrede. Den danske bonde var omgærdet af en helt særlig form for aura, som kunne bruges politisk – og også blev det. Men da han skrev artiklen, var bonden som ikon allerede en saga blot. Denne afviklingsproces er blevet beskrevet indgående af forfattere som Erik Aalbæk Jensen, Knud Sørensen, Anne Marie Løn, Kirsten Grønfeldt, Jens Smærup Sørensen og flere andre. Jens Smærup har givet et sørgmuntert indblik i dagens virkelighed for bonden i sangen ”Jeg ejer både mark og eng”. I 1970’erne blev bonden forsøgt udskiftet med arbejderen som symbol på danskhed, men ligesom bondekulturen har været under afvikling gennem flere årtier, har arbejderkulturen det også. Hvad der så kan og skal udgøre hovedlinjen i dansk historieskrivning, er stadigt et uafklaret spørgsmål.

Når det gælder forholdet til tyskerne, konverterede jeg i forbindelse med folkeafstemningen i 1972. Jeg var på det tidspunkt højskolelærer og stemte ja. De fleste højskolefolk stemte nej. Modstanden mod EF blandt højskolefolk er ikke vanskeligt at forstå, idet højskolen – med kritikeren Jørgen Bukdahls ord – blev hovedkraften i ”at give indhold i begrebet en dansk nationalstat” – en formulering fra 1961 som jeg senere lagde til grund for min forståelse af vores nyere Danmarkshistorie. Mange højskolefolk engagerede sig stærkt i Folkebevægelsen mod EF, som fik stor gennemslagskraft. I det hele taget fandt man nok den stærkeste modstand mod Danmarks tilslutning til EF i højskolen. De få højskolefolk, der stemte ja, gik som regel stille med dørene.

Men selv om jeg stemte ja i 1972, havde jeg på det tidspunkt ingen forestilling om, at jeg ville få det næsten hjemlige forhold til Tyskland – og ikke mindst til Berlin –, som jeg har fået gennem de sidste 20 år. Jeg nyder i fulde drag at sidde og arbejde i Berlin, at få udvidet min horisont ved at frekventere stadens mange fantastiske museer og udstillinger, samt at cykle rundt i byen og indsnuse dens atmosfære. At jeg for få år siden fik status som borger i Berlin og dermed fik stemmeret, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig i min barndom.

Jeg tillader mig her at bruge mig selv som eksempel på en generel vending i vores forhold til tyskerne: Fra at være vores værste fjende er de gennem de seneste årtier blevet vores nære venner. Set i historisk perspektiv er det intet mindre end et under, som vi i den grad skal glæde os over.

Det er for mig noget helt særligt at få en pris, hvis aner går helt tilbage til 1759, altså til etableringen af ”Selskabet til de skjønne og nyttige videnskabers forfremmelse”. Jeg er en stor beundrer af en række af de personer, der udgjorde selskabets bærende kræfter i de første årtier. En af dem er Ove Malling, der i 1777 skrev en genial bog med titlen Store og gode handlinger af danske, norske og holstenere. Bogen handler om en række dyder, der blev betragtet som forudsætningen for det gode samfund, og som den opvoksende generation derfor skulle lære om.

Hvad vi savner i dag, er en ny udgave af Mallings bog, der giver en indføring i, hvad det nu er for handlinger og dyder, som er forudsætningen for det gode samfund og en bæredygtig fremtid. At skabe disse forudsætninger kræver sikkert, at selskabets ide om at forbinde det skønne og det nyttige nyder fremme. Tak for ordet – og prisen!