Aage Marcus

Aage Marcus skulle her i sit syvoghalvfemsindstyvende år — have modtaget „Det smagende Selskabs" pris for sin alsidige og inspirerende indsats gennem et langt liv.

Vi ved, at Det danske Akademis beslutning glædede ham.

Denne næsten polyhistoragtige mand, kyndig på så mange områder, som kulturhistoriker, kunsthistoriker, religionshistoriker, kaldte sig selv ganske prunkløst bibliotekar. Og det var, hvad han var. Men en meget usædvanlig sådan.

Han var en bogens elsker, en boghåndværkets elsker og så havde han det med også at læse bøgerne - og altså selv skrive nogle, endda temmelig mange, foruden at han tilrettelagde og udgav serier af vigtige værker, danske og oversatte.

Aage Marcus var aktiv i dansk kulturliv siden første verdenskrig, ja før, hans optagethed af digtning, billed­kunst og ikke mindst af verdensreligionerne og de religiøse genier blev ganske tidligt bestemmende for hele hans liv.

Han har selv med en for ham karakteristisk ægte beskedenhed sagt, at han fra ganske ung stræbte efter at blive orienteret, og det vil jo sige vejledt, i så stor udstrækning som muligt. Derfor følte han sig også tiltrukket af personligheder, der var berygtede for at „ville vide mere end godt er for et menneske". Den ene af disse var Mester Eckehart, den middelalderlige tyske mystiker og kætter. Så tidligt som i 1910 kom Aage Marcus, 21 år gammel, på sporet af Mester Eckehart. Han, der fra katolsk side blev fordømt som dæmonisk, mens han af andre blev lovprist som den tyske middel­alders betydeligste skikkelse og en af alle tiders største mystikere, kom til at fascinere Aage Marcus i den grad, at han udarbejdede en oversigt over alt der fandtes om mesteren, og dette blev til verdens første Eckehart- bibliografi.

Aage Marcus’ optegnelser voksede i de følgende år så meget, at han i 1917 kunne skrive og udgive sin egen bog om Mester Eckehart.

Mens det gamle Europa styrtede i grus, samlede Aage Marcus materiale om en af dets store religiøse genier.

Aage Marcus fik ansættelse på Kunstakademiets bib­liotek i 1915. Og her blev han så i omtrent ” år, fra 1928 som bibliotekets leder, - kun afbrudt en tid under 2. verdenskrig, da han som flygtning var ved National­museum i Stockholm. Han tilbragte altså lige så lang tid i akademibiblioteket som sin berømte forgænger i sidste århundrede, Just Matthias Thiele, Thorvaldsens biograf, skildreren af Bakkehuset og guldalderens per­songalleri, folkemindeforskeren og manden, der redde­de den kongelige kobberstiksamling. Aage Marcus’ indsats skulle vise sig at blive mindst lige så mangesidig som Thieles, og interesseområderne flere.

Vi må nævne hans entusiasme for dansk boghånd­værk og dets højnelse, hans bogskriftkundskab, bog­trykkermedviden, kendskab til bogbinderfaget, til pa­pirkvalitet og grafisk kunst, hans samarbejde med en række ypperlige håndværkere, hvoraf den mest navn­kundige var Xylograf Henriksen, om de mange bog­serier, han blev redaktør og udgiver af.

Der går i øvrigt endnu frasagn om stemningen og atmosfæren på Kunstakademiets bibliotek for 65-70 år siden. Der var god plads til både bøger og gæster. I den store sal stod en række lange, brede borde, meget solide og næsten diskhøje, med folianter under. Her samledes om eftermiddagen adskillige kunstnere, museumsfolk, videnskabsmænd og teaterfolk til samtaler og diskus­sioner, der ofte blev så livlige, at man mere havde indtryk af at befinde sig i en klub end i et bibliotek. En lille håndfuld af disse livlige unge mennesker var f.eks. Aksel Jørgensen, Karl Isakson, Vilhelm Lundstrøm og Steen Eiler Rasmussen. Willumsen kiggede også ind. når han var hjemme, og ikke så sjældent en herre, dr. G. Brandes, der arbejdede på sin bog om Michelangelo.

I 1918 udgav Aage Marcus en ny bog, en kunstbog, som han med vanlig ildhu havde fundet stof til, nemlig om Johan Thomas Lundbyes danske landskabstegnin­ger. Det gav ham lyst til at udgive andre skribenters værker, vidt forskellige, som han tillagde værdi, men som ikke fandtes i boghandelen. Hermed begyndte hans tilrettelægger- og udgivervirksomhed og - i årene 1919 til 1924 - hans egen forlagsvirksomhed.

Det blev en kongerække af pragtfulde bogudgivelser, men da opremsningen af kongerækker er kedelig, vil jeg kun nævne det største foretagende, han indlod sig på, og på sit område det mest betydelige, han satte i gang og udgav, nemlig den serie, han kaldte „Verdens­religionernes Hovedværker". Og det vil kort og godt sige samtlige de store verdensreligioners hellige skrifter, lige på nær Biblen i nye oversættelser fra origina­lerne og for første gang på dansk.

Som følge af sin store interesse for religionshistorie kendte Aage Marcus i forvejen mange oversættelses­udvalg af religiøse tekster på andre sprog. Det var noget lignende han ville give os på dansk, men anlagt for almindelige læsere, dog helt igennem videnskabeligt baseret. Så Aage Marcus knyttede de bedste viden­skabsfolk på de mange områder til projektet, fik Poul Tuxen, indologen, til at tage sig af de indiske tekster og bad ham i øvrigt om at stå som redaktør af hele serien. Sidste bind blev færdigt næsten som forlaget måtte ophøre, det var „Tao Te King“, taoismens gamle skrift i 81 korte kapitler, tillagt Lao-Tse, oversat af sinologen Victor Dantzer, 1924.

Der er mange eksempler på Aage Marcus i rollen som den, der tilskynder og stimulerer, den der påtager sig at fremskaffe det kildemateriale, som andre med fryd og held har gjort brug af. I 1924 var Johannes V. Jensen optaget af Thorvaldsens 122 portrætbuster. De interes­serede ham mest fra et fysiognomisk synspunkt. Aage Marcus havde mødt Johannes V. Jensen i 1914 gennem den unge digter Otto Gelsted, og det blev til livsvarigt venskab. Johannes V. Jensen foreslog Aage Marcus, at de sammen skulle lave en bog om busterne. De skulle gennemfotograferes, og Aage Marcus skulle skrive alle data og oplysninger om busterne, et stort research­arbejde. Johannes V. Jensens bidrag var en gennem­gang af nogle af de buster, der især gav ham årsag til at komme ind på de fremstillede personers væsen og karakter, først i løbet af 1925 fik han sin tekst skrevet, hvorpå han rejste til Egypten og overlod færdiggørelsen af bogen til Aage Marcus. Fremlæggelsen af det store materiale fik senere Else Kai Sass til at tage fat på sit monumentale trebindsværk om Thorvaldsens buster, der udkom i 1963-1965, en såvel kulturhistorisk som kunsthistorisk bedrift af rang.

Foruden de nævnte havde Aage Marcus en række store interesser. Det var rejser, dog altid med formål, aldrig som turist, det var klassisk musik, det var hunde, heste, psykisk forskning, fossiler, flyvemaskiner og alle slags motorkøretøjer samt fodsport. Når han besøgte sine venner kørte han på motorcykel i de unge år. Et ofte gengivet fotografi vil bekræfte en myte om Johannes V. Jensen som dansk litteraturs tidligste motorcyklist. Det var Aage Marcus, der lærte ham at køre motor­cykel; det skete en forårsdag i 1916 på en øde strækning ved Damhussøen. Og snart anskaffede Jensen sig selv en motorcykel, først en lille en, siden en kraftigere model.

I 1930 udgav Aage Marcus sin bog „Mystik og Mystikere". Den er den eneste lettilgængelige, righol­dige og indsigtsfulde antologi på dansk om den mystiske verdenslitteratur. Den spænder fra østerlandsk mystik og persiske sufier som Farid ud din Attar og Djlal ud din Rumi til europæiske visionære digtere som John Donne, William Blake samt amerikaneren Walt Whit- man. Forlaget havde bedt Vilhelm Grønbech lave dette bind, men denne pegede på Marcus. Til gengæld skrev Grønbech en indledning, et lille essay, der egl. giver bedre begreb om mystik end mange tykke afhandlinger. — Marcus havde en særlig evne til at fremkalde tryghed og naturlighed hos sine venner. Derfor, måske, er hans billede af mange kendte folk i dansk åndsliv så forskel­ligt fra det mere officielle, det kan man læse om i hans erindringer. Hans rids af Grønbech uden profetmæle og snørklet ironi er et usædvanligt portræt.

I årene 1940-1942 skrev og udgav Aage Marcus tre bøger, de er hovedværker i hans forfatterskab. Den første, fra 1940, er bogen om „Leonardo da Vinci“, - en anden af de skikkelser, der var kendt for at „ville vide mere end godt er for et menneske“. - Den næste bog er „Den blå Drage“ (livskunst og billedkunst i det gamle Kina). Begge disse bøger bygger på en lagret interesse hos Marcus, der går tilbage til før første verdenskrig. Den tredje bog er „Billedkunstens Historie". Jeg vil gerne opholde mig lidt ved „Den blå Drage”. En helt enestående og enestående god - bog.

Den har hjulpet mange læsere til dybere indblik i kinesisk og østlig livsfølelse og religiøsitet, på en særlig indlysende måde vist os forskelle og ligheder i selve måden at opleve og erkende virkeligheden på. „Den blå Drage“ har været inspirerende for moderne digtning og kunst i de nordiske lande i flere årtier, og den har sat spor i flere betydelige digterværker. Jeg synes også, det skal nævnes her, at da Niels Bohr, der også var en af Aage Marcus’ nære venner, skulle vælge motiv til sit våbenskjold i Frederiksborg Slotskirke, fandt han det i „Den blå Drage“. Han mente, at det gamle kinesiske Yin-Yang-tegn var det bedst tænkelige symbol for hans komplementaritetsteori. På højt plan og lige over for livets gåde - er østlige og vestlige erkendelsesformer ikke så uforenelige, som tidligere antaget. „Den blå Drage“ har, tror jeg, for mange været et af de første klare vidnesbyrd herom.

De områder, bogen behandler, var ellers oftest ret adskilt og særbehandlet af fagvidenskaben. Det er Mar­cus’ fortjeneste at sammenholde - og gensidigt belyse dem, på sin altid klare og sobre måde. M.h.t. zen­buddhismen var den for flre-fem årtier siden, da „Den blå Drage“ blev skrevet, så godt som ukendt uden for orienten. - Og området er i virkeligheden lidet egnet til at være vestlig modestrømning og populær religions­erstatning.

Blandt de mange små lignelser af Chuang Tsé i „Den blå Drage“ er „Sommerfugledrømmen“ ofte citeret. Men da den virker lige forunderligt overraskende og bevarer sin smilende virkning, vil jeg citere den igen: ,Jeg Chuang. Chou, drømte engang, at jeg var en sommerfugl, en flagrende og lykkelig sommerfugl, der var aldeles uvidende om Chuang Chous eksistens. Pludselig vågnede jeg og var atter helt og fuldt Chuang Chou.

Nu ved jeg ikke: er jeg Chuang Chou, der drømte, at han var en sommerfugl, eller er jeg i virkeligheden en sommerfugl, der drømmer, at den er Chuang Chou?

Der er jo dog stor forskel!“ Disse linier ikke blot rokker ved al forestilling om fast identitet, de antyder også et gådefuldt slægtskab mellem alle væsener. My­stik er også humor.

Vi kan forestille os, at en sommerfugl drømte, at den i næsten 100 år — tid er jo i denne forbindelse uden tyngde — var Aage Marcus. Nu er den vågnet og er atter fuldt og helt en sommerfugl. - Hvis De mod forventning skulle fa øje på en sommerfugl på denne årstid, måske i nærheden af en lysekrone, kan De kalde den hr. Aage Marcus. Men det er tænkeligt, at den vil have glemt alt om ham.

Med disse ord vil jeg på Akademiets vegne ære mindet om Aage Marcus.