2013

Erik A. Nielsen

Tale af

Tale for Erik A. Nielsen ved overrækkelsen af Selskabets pris den 29. november 2013

Da University of London for nogle år siden bestilte et portrætmaleri af George Steiner, gav de motivet lov til selv at vælge titlen.

George Steiner er kritiker og essayist, født i 1929 i Frankrig af østrigske forældre og uddannet på flere amerikanske universiteter. Han har i syv årtier nu været aktiv som komparativ litteraturforsker og som fabelagtig essayist og underviser, både på den ene og den anden side af Atlanten. Han har en litteraturhistorisk horisont, der strækker sig over flere årtusinder, og som er underbygget af en enorm lærdom samt indsigt i et stort antal sprog, både levende og døde.

Da denne store litteraturforsker skulle navngive et portræt af sig selv, valgte han at kalde det for  ”Il Postino”, ”Postbuddet”.

For mange her i forsamlingen vil det være en titel, der genlyder af en efterhånden gammel og lidt sentimental italiensk film om den chilenske digter Pablo Neruda og hans fiktive venskab med et postbud. Men for Steiner selv var titlen også afledt af noget, den russiske forfatter Pusjkin engang skulle have sagt. Nemlig at han skyldte sine forlæggere og sine redaktører tak for, at de bragte hans breve videre. ”Og det er, hvad jeg gør”, tilføjede George Steiner, ”jeg bringer nogens breve. Jeg er Il Postino”.

Umiddelbart kan det lyde lidt beskedent, men selvfølgelig er det uhyre selvbevidst. For dét at være postbud i denne forstand betyder ikke blot at bringe et brev eller en pakke fra en afsender til en adressat, fra A til B, på en tid og til en takst, der er rimelig. Det kan jo ellers være vanskeligt nok, ikke mindst for det danske postvæsen. Nej, det vil også sige at formidle tekster, som kan være skrevet for århundreder eller årtusinder siden, til læsere, der befinder sig i nutiden. Og overlevere dem, vel at mærke, som om de var breve, der er stilet til modtageren, og som skal åbnes af modtageren. Som breve med budskaber, der skal forstås personligt, og som egentlig kun kan forstås personligt.

Som litteraturhistoriker er George Steiner sådan et postbud.

Det er Erik A. Nielsen også.

Det er selvfølgelig grunden til, at jeg nævner Steiners metafor – det er, at den også kan gælde for ham, vi hædrer nu, litteraturhistorikeren Erik A. Nielsen. Som jeg vil tillade mig at tale til direkte, hvorfor jeg nu skifter fra tredje til anden person.

Kære Erik,

du er en ægte brevbærer, i denne eksklusive forstand, beslægtet med Hermes, den græske altmulig-gud, som du ofte har skrevet om.

Hvis man ser på Hermes’ portefølje, lyder den som et løseligt sammenlagt ministerium. Han var sendebud for Zeus, beskytter for de vejfarende, for hyrder og hjorde og tyveknægte, ledsager for de døde til Hades og gud for gevinst, handel og sport. Hermes kunne altså lidt af hvert, og derfor er det også passende, at han vist nok har lagt navn til den teori om tekstforståelse, som kaldes for hermenutik – og som du er en fremragende dansk repræsentant for.

”Fortolkning” har været nøgleordet i dit virke som forfatter og forsker og underviser igennem mere end fire årtier – fortolkning forstået som evnen til at åbne litterære tekster ved at stille gode spørgsmål til dem, uden at gøre sig forventninger om enkle eller entydige eller endegyldige svar. Du havde modet til, midt i 1970’ernes politiske oprustning og teoretiske kapløb, at forsvare dét, som du dengang kaldte for ”fortolkningsfjolset”.

”Ikke at man ønsker fjollerier i stedet for forskning”, skrev du da – og fortsatte: ”men at man ønsker at se forskerne påtage sig rollen som fjolser. Se dem opgive deres stadige personlighedsbekræftelse, som de finder i deres effektive videnskabelighed. Se dem turde påtage sig at lade stoffets mangfoldighed gøre sig gældende i det nødvendige tidsrum, selv når denne arbejdsfase kan forekomme kaotisk og socialt misanskrevet. Se dem komme i skred ud over den personlighed, som de ved deres metodes hjælp accepterede som deres færdige væsen ved 25-års alderen” (Fortolkningens veje, 1978, s. 22).

Det skrev du i Fortolkningens veje i 1978. Tendenserne, du dengang reagerede imod, er desværre kun taget til siden da – og ”fortolkningsfjolset” virker til at være et fjernere ideal end nogen sinde.

Det er ikke din skyld.

Du har fundet dine egne veje som fortolker, Erik. Og det er én forklaring på din eminente evne til at hente fortidens tekster frem, børste støvet af dem – som man ofte siger – og gøre dem vedkommende for nutidige og fremtidige læsere. Det har du demonstreret i bøger om Lars Ahlin, Ludvig Holberg, Edgar Allan Poe, Shakespeare samt i artikler og mindre afhandlinger om mange, mange flere forfattere og temaer og teoretiske spørgsmål.

Dit forfatterskab var allerede stort, da du fratrådte som professor ved Københavns Universitet for snart tre år siden.

Men det var slet ikke færdigt. For kort før fratrædelsen havde du udsend både første og andet bind af et stort anlagt firbindsværk om kristendommens udtryksformer og billedsprog – et værk, som du har arbejdet på i over to årtier, og som jeg vil sige noget om nu.

Indtil videre foreligger der tre bind: Kristendommens retorik (2009), der udfolder en både historisk og systematisk fremstilling af kristendommens billedsprog, samt bøgerne Thomas Kingo: Barok, enevælde, kristendom (2010) og H.A. Brorson: Pietisme, meditation og erotik (2013). Hver for sig leverer bøgerne om Kingo og Brorson udførlige og meget overbevisende demonstrationer af fortolkningsperspektivets frugtbarhed.

Nøglerne, som første bind udleverer, bliver anvendt med stort udbytte i andet og tredje bind, ikke mindst fordi eksemplerne tjener meget mere end blot illustrative formål.

Derfor lykkes det også at bidrage med originale og helhedsskabende perspektiver på de to forfatterskaber. For eksempel når du går imod tendensen til at forstå Kingo som en præst, der brugte digtningen til at forkynde, altså som en slags propagandamiddel – og i stedet lægger vægt på at læse ham som en digter, der blev teolog og præst og biskop, og dermed betoner, at det var digtningen og kunsten, som var Kingos egentlige udgangspunkt. Det åbner for nye måder at forstå både hans digtning og hans teologi på.

Eller når du, lidt omvendt, gør opmærksom på, hvor kompleks en størrelse pietismen i 1700-tallet var, og når du bruger denne udvidede forståelse af denne bevægelse til at læse dig ind på Brorsons salmer.

Pietismen har jo – i Danmark især – et dårligt rygte på grund af den dybt religiøse og ikke så duelige kong Christian 6. Han var vild med forbud og straf. Forbud mod at blive væk fra gudstjenesten, forbud mod alle offentlige forlystelser, inkl. teaterforestillinger, på søn- og helligdage, forbud mod at mødes til religiøse møder i private hjem, uden at sognepræsten var til stede. Men du viser, at pietismen er meget mere end forbud og straf og fanatisme – at den blandt andet også var en radikal og endda anti-patriarkalsk frihedsbevægelse. Og det viser du i kraft af dine fortolkninger af Brorsons salmer, som du netop overleverer som stærkt vedkommende og stadig udfordrende breve til den moderne læser.

Billedsproget betyder noget i dine fortolkninger. De kunstneriske metaforer har både en historisk gennemslagskraft og en egen digterisk gyldighed. Hvis grundlaget for Brorsons salmeværk er en poetisk vision – og det viser du, at det er – så må man dertil føje, at også poetiske visioner kan ændre verden, både den indre verden og den ydre.

Det fjerde bind, som endnu er i vente, bærer titlen LEKS-IKON – med bindestreg imellem leks og ikon – og det skal rumme et ikonografisk leksikon over kristendommens billedsprog. Lad mig lige citere fra Kristendommens retorik, hvad du har stillet os i udsigt:

Registreret i den form, som leksikonnet gør det, opviser stoffet overraskende mængder af slægtskaber og berøringer både på langs af århundrederne og imellem forskellige verdener og litteraturer, der ikke kan formodes at stå i påvirkningsforhold indbyrdes, men snarere må forstås som en række forskellige fortolkninger af en stor, jødisk-europæisk kultur, der med Bibelen som kanonisk midte og messen som liturgisk praksis stiller generation efter generation og nation efter nation over for beslægtede erfaringer og formuleringer. (s. 25)

Det udsagn er sigende for ambitionsniveauet for dit lærde, velformidlede værk. Det kan måle sig med nogle af de allerstørste litteraturhistoriske værker også i international sammenhæng, som Northrop Fryes The Great Code (1982) og Ernst Robert Curtius’ Europäische Literatur und lateinisches Mittelalter (1948), som det er nærliggende at sammenligne det med.

Du har allerede modtaget stor og velfortjent anerkendelse for denne bedrift. Du har endda forsvaret de to første bind for den teologiske doktorgrad ved Oslo Universitet.

Men hædres skal du også her i dag, med Selskabets Pris, der stammer tilbage fra Selskabet til de skønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse, som eksisterede i over 200 år, før det i 1966 blev fusioneret med Det Danske Akademi. Da Selskabet blev stiftet i 1759, skete det med et erklæret forsæt om at ”udsette tvende Priiser”, som det hed: en for ”den beste danske Digt, over en Materie, hvilken vi forud bestemme; den anden … for den beste Danske Afhandling i ubunden Stiil over en ligeledes af os fastsat Materie”.

Det værk, som du prises for i dag, Erik, befinder sig i den anden afdeling, selv om jeg skal skynde mig at sige, at vi på ingen måde har haft indflydelse på den ”Materie”, som du har skrevet om ”i ubunden Stiil”. Prisen uddeles nu almindeligvis for et ikke-skønlitterært forfatterskab eller værk.

Selskabets pris kan ses som et brev, der bliver båret op igennem århundrederne. I dag bliver den givet  som en påskønnelse til dig, der holder den ældre litteratur levende ved din måde at overlevere den på. Ved din store indsats for at bringe nogens breve.

Og nu sender jeg bud efter dig, Erik, Il Postino – kom herop og modtag min lykønskning sammen med prisen på 20.000 kr. og sammen med en stor applaus fra os alle!