Tale for Peter P. Rohde ved overrækkelsen af Selskabets pris den 28. november 1975
Der er noget der hedder almenkulturelle forfatterskaber. De er hverken skønlitteratur eller egentlig faglitteratur og falder derfor let mellem to stole. Jeg er glad ved at vi i Kunstfonden og også her i Akademiet af og til kan stikke en stol ind under en sådan almenkulturel forfatter. Jeg vil bestemme begrebet som en medskaber af kulturbevidsthed, og jeg synes at Peter P. Rohde falder ind under denne definition. Han er ikke en blot formidler af fortidens kultur eller registrator af samtiden; han er stærkt engageret i begge dele og søger at bygge et kultursyn. Vidnesbyrdet om hans engagement er fremfor alt erindringsbogen »Midt i en isme-tid«. Titlen ligger ilde på tungen og er jo også et udtyndet citat. Det var Jonas Lie der begyndte med at føle sig midt i en jerntid, dengang Prøjsen satte retten i spydstagen, det samme gjorde Nexø i tyvernes kriser, hvorefter Sønderby dumpede ind midt i tredivernes jazztid. For Rohde er det de kæmpende ideologiers tid, han er af årgang 1902 ligesom Paul la Cour og føler sig opvokset med krig og omvæltning. Hans orienteringsfelter var den store politik og den store litteratur - han vidste aldrig hvad der fængslede ham mest. Han studerede engelsk litteratur, men hans første skrifter behandler den engelske krigs- og kolonipolitik. I Tyskland oplevede han ved selvsyn nazismens fremvækst, og hans udvikling blev typisk for de intellektuelle kulturradikale, der reagerede mod de nazistiske signaler ved at nærme sig kommunismen. Da han i London 1938 havde hørt Chamberlains berygtede tale efter Munchen-forliget, meldte han sig ind i kommunistpartiet. En følge heraf blev at han under besættelsen kom med blandt de internerede i Horserød. Han skriver herom de bemærkelsesværdige ord:
Set i det store perspektiv må vi retfærdigvis erkende, at vi, da interneringen fandt sted, ikke var altfor populære i det Danmark, der allerede var igang med en organiseret modstand, hvad enten passiv eller aktiv. Og personligt er jeg kommet til det resultat, at hvis man vil befatte sig med at forbedre samfundet med det, der kaldes ulovlige metoder, må man også kunne tage konsekvenserne med værdighed.
Det er vigtige kategorier for Rohde: stillingtagen, beslutning, konsekvenser. Det kan endda kaldes elementer i en militant humanisme, som på kuriøs måde konfronteredes med en ældre verdensfjern humanisme, dengang Rohde på sin flugt fra Horserød sammen med arbejdsmand Wagner (den senere »general Johansen«) søgte ly i Fredensborg hos sin gamle universitetslærer Vilhelm Andersen - som knap opfattede situationen eller vidste hvad en arbejdsmand var. Vilhelm Andersen kan ikke tænkes bort som medskaber af en dansk kulturbevidsthed, men han behøver nok visse supplementer.
En følge igen af Rohdes illegale tilværelse under besættelsen blev bekendtskabet med hans senere hustru og derigennem med det jødiske problem og zionismen. Da han efter krigen var brødløs prøvede han endog at emigrere med hende til Israel. En frugt af dette ophold og senere rejser er hans bøger om landet Israel, om staden Jerusalem og jødefolket, vel nok den bedste introduktion på dansk til denne problemfyldte nation. Han ser den israelske stat som udtryk for en demokratisk socialisme, i modsætning både til den sovjetiske udemokratiske socialisme og til den hjemlige - skal vi sige demokratiske kapitalisme. Han ser i den israelske samfundsstruktur en heldig balance mellem det kollektive og det individuelle, og han finder især i det israelske folk noget af modstandskampens ånd.
Sammenligner man Israel med velfærdsstater som vor egen, er det let at finde forsømte områder. Det skyldes en permanent kapitalmangel som følge af det næsten altop- slugende forsvarsbudget, det skyldes også en endnu heterogen befolkning, idet jøder fra hele verden er strømmet til Israel. Men det er ubestrideligt, at befolkningen i dette land har en følelse af, at der er mening med deres tilværelse, at der er noget at leve for, hvor vi i vores velfærdsstater kun har interesse for noget at leve af, og leve godt af.
Han mødte her et lille kæmpende og truet demokrati, og når man som jeg selv har været tæt ved at sprænges i luften af en terroristbombe i Jerusalems centrum, føler man noget af situationen og vilkårene. Men Rohde kom i klemme mellem Zion og Kreml. Sovjets støtte til araberne, og ganske særlig forfølgelsen af de russiske jøder i 50’erne, medførte hans stigende afstandtagen fra det danske kommunistparti og sluttelige eksklusion. Igen: standpunkttagen og konsekvenser. At det blev noget af et livsmønster for ham, kan vi se af at det er vævet med ind i to store forlagsopgaver han påtog sig, og som har bragt hans navn ud til langt videre kredse.
Det første bestillingshverv var en nyudgave af Søren Kierkegaards samlede værker - den hidtil største billigbogsudgivelse herhjemme - hvortil kom et bindstærkt udvalg af hans dagbøger. Han har selv imødegået den indvending at en marxist tager fat på Kierkegaard, med at pege på at begge filosoffer var samtidige reaktionsfænomener på Hegel. Men han tolker ikke Kierkegaard materialistisk, han opfatter ham snarere moderne eksistentialistisk. At mennesket bliver sig bevidst som ånd - i stedet for at reducere sig til biologisk produkt - medfører netop valgets frihed under ansvar, altså stillingtagen og værdighed. Det er ikke æstetiske kategorier, selvom det kan give et liv stil og skønhed; det er ikke religiøse kategorier, selvom valget kan gælde en kristendom så absurd som den kierkegaardske; men det er etiske kategorier, der kan rummes inden for profanhumanismen. Mennesket som fri ånd i et biologisk-kausalt legeme - som »et geni i en købstad« - det er også historisk betinget, som kulturskaber under materielle og økonomiske vilkår. Og her kom den anden forlagsbestilling ind i billedet.
Det var et ønske om en populær græsk kulturhistorie i ét bind, som efterhånden blev til fem. Populær er den blevet alligevel, endda udsolgt, måske ikke mindst takket være at første bind hedder »Den store moder« og sidste bind »Den store moders genkomst«. Det måtte skabe spænding, og yderligere har kvindebevægelsen kunnet bruge den gamle socialist: vi finder kapitlet om den store moder, dvs. urmatriarkatet på Kreta, citeret af nyfeminister både i Danmark og udlandet og fremlagt i disse dage i Det kongelige Biblioteks feminologiske udstilling. Afsnittet har impulser fra Robert Graves, forfatteren af »The white goddess« (som han for øvrigt traf i Tel Aviv), men det slutter meget Rohdesk:
Den store Moders tidsalder danner et stadium midt imellem den forhistoriske tids dyriske uforanderlighed, hvor mennesket reagerede ud fra sit flokinstinkt, og det senere stadium, hvor mennesket blev sig bevidst som en ener med sin egen skæbne og sit eget ansvar. Thi netop ansvaret var det, Den store Moders tilhængere manglede, før de kunne blive jegmennesker og ikke flokke af en bestemt art, en species. I Den store Moders herredømme indgik ikke nogen etisk vurdering. Hun lod sine velsignelser og sine forbandelser falde på gode og onde uden forskel. Hun var i bund og grund et amoralsk væsen, bundet til naturens gang, der heller ikke kender til nogen etisk fordring. Hun wzr naturens inkarnation.
Nu skal man ikke heraf slutte at Rohde anser kvindens ligestilling for et kulturelt tilbageskridt. Et sådant var tværtimod kvindens stilling i det klassiske Grækenland. Men det anførte sted forbereder værkets slutning, hvor han i et efterord resumerer dets grundtanke.
Hvis jeg skal fremsætte noget som en slags afsluttende erkendelse, der har bundfældet sig, da må det være en erfaring om den etiske faktors primære betydning for kulturen: vore forpligtelser over for de himmelske magter, hvis man anerkender sådanne, over for ens næste i de forskellige relationer, hvori vi møder denne uspecificerede person - som landsmand, ægtefælle, afkom, forældre, venner, medborgere, arbejdskammerater eller blot som medmennesker i al almindelighed. Her ligger kimen til al kultur.
Hvis man tør tro, at efterord ligesom forord skrives sidst men læses først (undertiden kun), er det altså blevet læst - og man vil forstå hvad jeg indledningsvis mente med at kalde Peter P. Rohde en medskaber af kulturbevidsthed. Da kan Selskabet for de skiønne og nyttige Videnskaber præmiere en smuk og samfundsnyttig indsats, og med henblik på den græske del deraf kan man minde om at Selskabet i forrige århundrede bekostede en række klassiske oversættelser som vel danner en forudsætning derfor - bl.a. Wilsters Homer og Euripides og min egen tipoldefaders Aischylos, den som Goldschmidt i »Hjemløs« formåede at forbinde med den jødiske arv. Bindeleddet hedder etos. Også om Goldschmidt har Rohde skrevet indforstået i et afsnit kaldt »Idédigtning og politisk gennembrud« i Politikens litteraturhistorie. Litteraturen, politikken (med lille p) og kulturen har været en uopløselig treklang for Peter P., og med disse motiveringer vil jeg på Akademiets vegne lykønske ham til Selskabets pris. Jeg ved ikke om den er så stor at den skal med stort P, men den er ham i alle tilfælde velundt.