Torben Brostrøm

Da Det danske Akademi vedtog at tildele Torben Bro­strøm det smagende selskabs pris på titusind kroner skete det bogstaveligt talt i enstemmigt kor. Værdige kandi­dater kunne nævnes, men det var helt magisk, hvordan netop denne ene person trængte sig på. Ingen syntes at føle tvivl, alle så forbløffende glade og opstemte ud ved tanken om, at man på denne måde kunne gøre noget for Torben Brostrøm og forhåbentlig derved glæde ham.

Nogle vil synes at der er noget foruroligende i, at man kan samles i så varm begejstring omkring en kritiker. Der må næsten pr. definition være noget i vejen med en smagsdommer, der fremkalder folks sympati — oven i købet kunstneres. Han kan da ikke være nogen rigtig kritiker. En sådan er jo en streng herre, et syrligt drops, hvis opgave det er at kritisere og for enhver pris frem­hæve det negative ved sagen. Traditionelt opfatter man kritikeren som en anklager.

Men en af hemmelighederne ved Brostrøms virke er, at han i forholdet til kunsten - først og fremmest lyrikken - er forsvarer, og skal man forsøge at placere ham histo­risk, er det ikke svært at se, hvorfor han er kommet til at spille entusiastens varme og engagerede rolle. Hans for­udsætning er kærlighed til kunsten — både den gamle og den ny - hans ballast er viden og metode - men hans særlige status skyldes historiske omstændigheder. Han har oplevet det for en kritiker sjældne og attråværdige: at være banebryder i stedet for banemand, og hans an­komst faldt på et tidspunkt, hvor verden - uden at vide det - stod og råbte: det vi trænger til nu er Torben Bro­strøm !

Lad os prøve at kaste blikket tilbage til begyndelsen af de fjerne, mørke og umulige halvtredsere. Det er tyve år siden, lille børn, ligeså lang tid som mellem første og an­den verdenskrig. Man havde oplevet Hereticas storheds­tid, en voldsom udfoldelse i lyrikken, men nu var det lige­som tingene var ved at gå lidt op i fugerne. Politisk for man i flere retninger på én gang, kunstnerisk baksedes der stadig med en forlænget skyldproblematik, tungt og dystert var det meste — måske bortset lige fra den Frank Jæger vi på anden vis har hyldet i dag. Ingen vidste rigtig hvad det hele skulle blive til, vist heller ikke engang Brostrøm, der i 1953 overtog redaktionen af tidskriftet ,,Hvedekorn“.

Blader man i de gamle årgange, er det nu alligevel mu­ligt at se, at noget var ved at finde sin bane. Ivan Mali­novski og Bundgaard Povlsen og Per Højholt skriver ganske vist anderledes i dag end de gjorde dengang, men de var der, og det var deres og nogle andres digte, som en bemærkelsesværdig efterårsaften i en lejlighed på Bellahøjvej fik Torben Brostrøm til at udbryde: De skri­ver mærkeligt, måske I skulle skrive endnu mærkeligere.

Det er måske ikke et fyndord, der vil gå over i Vogel Jørgensens samling, og måske citerer jeg helt galt - men der er noget meget karakteristisk i den vage formulering - ikke noget karakteristisk for Brostrøm, men for hold­ningen til tingene dengang, usikkerheden, følelsen af, at sager, der ikke var sagt før kunne siges nu, formuleres anderledes, MERE radikalt måske, mærkeligere. Det var som før udbruddet af en stor forelskelse, en voldsom be­spændthed føltes, men også nærheden af en befrielse. Der var ganske simpelt noget i luften, og førstesnuseren hed Brostrøm. Siger man forelskelse må man også sige, at han blev poesiens postillon d’amour, med en virksomhed, der gik i begge retninger - både som formidler mellem digter og læser og som budbringer mellem digt og digter. Det var nemlig sådan, at mange af os som skrev dengang ikke altid var klar over hvad vi skrev - det er vel nok en hem­melighed, der kan røbes nu så mange år efter! At publi­kum til tider stadig har den opfattelse er en anden sag, men et er sikkert: de mange, som nu føler fortrolighed med digtekunsten i dens moderne udfoldelse, skylder på en eller anden måde Torben Brostrøm noget.

Jeg ved ikke, om man kan sige, at kritik skaber kunst. De fleste kunstnere vil med foragt vende sig fra sådan en påstand. Men når jeg har fortalt om vores usikkerhed dengang, vil man også kunne forstå, at Torben Brostrøms virke som redaktør af et tidsskrift for ny, eksperimente­rende kunst, hans kritikervirksomhed og hans rolle som formidler var med til at skabe en ny poesi. Fra vaklende ramper blev raketter skudt af, men både fundament og flugt stabiliseredes og blev smukkere, når man læste eller hørte Brostrøms vurdering, ja det var vel engang imellem sådan, at man sagde: det var ligodt satans, er du virkelig så god eller - klog!

Man har kaldt den modernistiske poesi hermetisk. Et elsket, nu afdødt medlem af Akademiet, Otto Gelsted, sagde tit, at han ikke brød sig om digte, der kun ville åbne sig, når man brugte dåseåbner. Modernismen er også blevet beskyldt for at være intellektualistisk, fuld af tankespind og ord-diller-daller, ja der var en overgang i begyndelsen af det nuværende ti-år, hvor bølgerne gik højt fordi poesiens blå blomst - efter sigende - blev tram­pet under fode. Nylig talte Jens Kistrup om de moder­nistiske kritikeres rædsels-regime. Men i al bølgegang, i alle aggressive udvekslinger er Torben Brostrøm på en mærkelig måde gået fri. Selv om han hører til blandt ophavsmændene til det såkaldt uforståelige, har man aldrig kunnet angribe ham for uforståelighed, og det har sikkert været styrken: denne ubestikkelige saglighed og den fagmæssige kompetence.

Men noget endnu vigtigere for en pioner - og det kan måske lyde underligt, men gælder på dette felt - Torben Brostrøm er på samme måde som Poul Henningsen var det en gentleman. Han lader sig ikke provokere til noget uoverlagt, han bjæffer ikke, men lytter roligt til mod­partens argumenter og svarer ligeså roligt. Man kunne tro, at han var temperamentsforladt — noget af en fleg­matiker er han da også - men det nære samliv med poesien holder kanalerne til lidenskaben åbne. Den tør­hed man har ment at finde hos Brostrøm er ikke tegn på armod i de indre, livgivende kirtler, men et fint dække over en bemærkelsesværdig følsomhed og indlevelsesevne, noget han ikke behøver at skilte med i svulst og bravader, men som viser sig i en kontrastfyldt, spændstig ironi, en særlig stil, der i begyndelsen måske var tøvende, men gan­ske enkelt i dag kan kaldes den brostrømske.

Og her har man måske lov til at bringe poesien lyrik­ken og dermed poeterne ind i billedet igen. Thi nok har Torben Brostrøm „lært“ dem at skrive, men man kan også sige: selv tak i lige måde. Det er ikke kun kunstnere, der udvikler sig og biir modnere og bedre og klogere og mere fantasifulde. Det kan også ske med kritikere, selv om det er beklageligt sjældent, men i Brostrøms tilfælde gælder det, hvad enhver kan forsikre sig om ved at læse hans bøger. I dem ses udviklingen tydeligt: fra at være en teoretisk søgende, engageret diskuterende kritiker og antologist bliver Brostrøm selvstændigt skabende, gen­nem arabasker og labyrinter snor han sig frem ikke blot til ny erkendelse, men også til sig selv. Stolt rejser Torben sig og ryster brostrøm-manken, og det er godt at se, og endnu bedre at digtere, som ikke umiddelbart hører til hans falanks eller generation godtager ham, lytter til hans dom, nyder godt af hans sagkundskab og omfatter ham med ømhed og hengivenhed som vi.

Det er lykkeligt ved udgangen af et ti-år som indenfor feltet må kaldes hans at være med til at hædre og hylde Torben Brostrøm. Vi der har nydt godt af hans virksom­hed, hans velsignelsesrige virksomhed og hans venskab står selvfølgelig i første række med konfettien - men jeg tror ikke der findes mange, som har været til behandling hos Torben Brostrøm, der ikke vil være med til at trutte i trompeten i dag ... og slutter vi os sammen allesammen, også dem, der bare læser Brostrøm, kan det blive et or­dentligt trut.

Til lykke. Og tak skal du have!