2015

Hans Boll-Johansen

Tale af

Tale for Hans Boll-Johansen ved overrækkelsen af Selskabets pris i november 2015

”Empirien har altid haft en forholdsvis lav status blandt franske intellektuelle,” skriver Hans Boll-Johansen i sin bog De Franske fra 1992, og den elegante ironi er et af de sikre kendetegn på hans stil. I hans seneste bog Danskerpak og Tyskerpak, trykt i dette år, læser man, ”at det er svært at mene andet end at Scavenius opnåede det bedst mulige i situationen, hvis man regner menneskeliv for noget.”

Man kan opleve, at teologer, som har studeret det guddommelige grundigt, er mindre sværmerisk fromme end visse lægfolk, som mest har hørt rygter, og tilsvarende er Hans Boll-Johansen en romanist, som har erhvervet så stor lærdom inden for sit franske og diverse tilliggender, at han ikke har nødig at være en frankofil af den henførte type, for hvem alt fransk er beundringsværdigt og alt andet af lavere orden. Han er et eksempel på, at kærlighed – for det er der så decideret tale om - også kan gøre seende, og at en - om man vil - kritisk kærlighed ikke er den ringeste.

Det begyndte alt sammen med fransk litteraturvidenskab, med en bog og siden en disputats om Stendhal. Bogen hed Jeg og Du, og emnet var Stendhals teori om kærligheden. Man kan sige: Ja, hvad skulle den så ellers hedde; men titlen siger lidt mere om Boll-Johansens forfatterskab i det hele taget, som på dialektisk vis beskæftiger sig med modsætninger, der ikke kan undvære hinanden, som nu mænd og kvinder, eller klassicister og modernister, puritanere og hedonister, danskere og franskmænd eller såmænd tyskere og danskere. Hans Boll-Johansen har haft en fornem akademisk karriere, men det, der skal stå i centrum lige nu, er ikke karrieren, det er det, han har brugt den til ikke mindst i den sidste snes år – et forfatterskab, som ikke kan tænkes uden det solide fundament af studier og forskning, han har skabt sig, men som kommer spadserende, for nu ikke ligefrem at sige flanerende, aldeles ubesværet. Man taler ofte om ”forskningsbaseret formidling”, men Hans Boll-Johansen demonstrerer, at den sande humaniora er den, der ikke anerkender skarpe grænser mellem det ene og det andet. Bygningen står og kan ses, næsten som om den slet ikke havde krævet hårdt arbejde. Men så skal man bare se på hans litteraturliste, hans dokumentation i anmærkningerne og ikke mindst på den utroligt brede vifte af referencer, som dukker op. Hans Boll-Johansen er en, hvem meget minder om meget andet – men ikke alt muligt om alt muligt andet, for der er stringens i det hele, selv på lette fjed vil han et sted hen, og det kommer han.

Bogen De Franske var bl.a. fremgået af Boll-Johansens tilknytning til Det humanistiske Forskningscenter ved Københavns Universitet, hvor jeg lærte ham at kende – vi har også optrådt side om side i et par udgivelser, han var medredaktør af, en om Europas opdagelse, en anden om europæisk romantik. Det europæiske engagement fornægter sig aldrig, heller ikke når talen fortrinsvis er om Frankrig. I bogen om de franske føres læseren i knappe, overskuelige kapitler gennem forskellige aspekter af fransk historie, politik og åndsliv, men ikke uden udblik til det danske, således i sammenligningen mellem Paul Claudels og Kaj Munks mirakelskuespil, L’Annonce faite à Marie og Ordet. Det er små og store kup af den slags, som sætter beskrivelsen af Frankrig yderligere i relief og befordrer læserens forståelse mere effektivt end en fremstilling, som holdt sig helt inden for grænserne af ”l’Hexagone”. Mod slutningen af bogen gør Boll-Johansen sig nogle ædruelige overvejelser over nationale fordomme: Dem er det ikke muligt at eliminere, skriver han, ”hverken ved oplysning, besværgelse eller forargelse”, de har deres nødvendige funktion i enhver kollektiv identitetsdannelse, så derfor må opgaven bestå i ”at analysere og relativere stereotypernes påstande.” Det kan man kun gøre, når man sætter sig grundigt ind i dem – uden at lade sig rive med af dem.

Ikke alene stereotyper, men også mere dybtgående undersøgelser og konklusioner analyserer og relativerer Hans Boll-Johansen i bogen De danske og de franske fra 2007, som bla. også indeholder en beretning om franskfagets og franskstudiets historie i Danmark. Og så er relationen eller snarere sammenstødet mellem fransk og dansk emnet for hans bog Latter i dødens skygge fra 1999 om Louis-Ferdinand Céline, der havde det held eller uheld – alt efter synsvinklen – at opholde sig i Danmark i nogle år efter Anden Verdenskrig. (Bogen om Céline er i sig selv et eksempel på forfatterens – altså Boll-Johansens – evne til at ”analysere og relativere” stereotyper; en gennemgang af et forfatterskab, han oprindelig ikke brød sig om, og som han bestemt heller ikke ender med at omfavne, men at forstå bedre).

I bogen om danskere og franskmænd er der sammenligninger mellem dansk og fransk, beskrivelser af danskeres og franskmænds syn på hinanden og præcise iagttagelser om de to lande hver for sig. Når vi kommer til 1968, kan Boll-Johansen ikke undlade at nævne, hvorledes folk i Danmark ”ideligt må høre for deres generations ungdomssynder, skønt det store flertal af dem aldrig kom i nærheden af hverken basisgrupper, Thy-lejr eller rektors sherryflaske.” mens han omvendt kan konstatere, at barrikaderne i Paris på længere sigt ikke fik nogen videre indflydelse på det franske samfund og eller på et uddannelsessystem, hvor man – som det allerede hed i De Franske – ”lægger meget vægt på at udpege de fremtidige nøglepersoner i samfundet inden de er fyldt tyve”. Hans modstilling af en foredragsaften i den danske kirke i Paris og en samtidig optagelse i et vinbroderskab i Bourgogne er for lang til at citeres her, men den har man værsgo’ at læse! Når der står, at Joseph Goebbels’ begejstring for filmmediet ”sørgede for, at produktionsapparatet forblev intakt, hvilket betød at fransk film var parat til nye udfordringer da krigen sluttede” – så er det nok den mest underspillede måde at skrive om fransk kollaboration på. Når endelig Boll-Johansen nævner, at ”det niveau fransk nu er kommet ned på i det danske uddannelsessystem, [ikke] svarer til behovet for et nuanceret kendskab til fremmede sprog i et avanceret europæisk land” – så kan vi inden afstemningen om en uges tid smage lidt på ordet ”avanceret”.

Smage er noget, Hans Boll-Johansen kan: Han melder sig blandt hedonisterne og kan gøre det næsten som en konvertit, for han er som nordbo naturligvis godt puritansk opdraget. En hel bog af ham hedder Ved Bordet, den udkom i 2003 og er på sin vis også en sammenligning mellem fransk og dansk, men også mellem fransk og mange andre nationer. Ikke for ingenting spiller Babettes Gæstebud en stor rolle i bogen, og her og i en lang række andre litterære eksempler fra ikke kun fransk eller dansk litteratur kommer fortolkeren fint til sin ret og sine retter. Men bogen er ikke nogen kogebog. Den handler først og fremmest om ”konvivialitet”, om måltidet som selskabelighed og som opdragelsesmiddel, som socialisation, som kultur.

Som Ved Bordet handler mere om omstændighederne ved indtagelsen af føde end om føden selv, skal man være klar over, at Boll-Johansens bog Penge handler om meget andet end penge. Her fremgår det straks af titlens fortsættelse: mellem kapitalisme og humanisme, hvormed også er markeret et modsætningspar. Dialektikken er denne gang også familiær, idet forfatteren afslører, at hans to sønner har valgt forskellige karrierer i verden, og at det netop har været et udgangspunkt for hans bog. Man skal nu ikke tro, at forfatteren ikke selv giver sig af med penge, han opregner til slut de familieforetagender, han og sønnerne driver. Der er kapitler om spilleren, om den nærige, om ødelanden, om luksus, som mister sit præg, når for mange får andel i den, men også om forretning og moral, endnu et modsætningspar. Om erhvervslivets for tiden opreklamerede Corporate Social Responsibility skriver Boll-Johansen: ”Man skal for en sikkerheds skyld spænde hanen på sin pistol, hver gang man møder de to ord ’etik’ og ’moral’ […]” Og om velsignelsen ved aktieselskaber, som på fransk fornuftigvis hedder Societés Anonymes: ”Det blev muligt at handle uden at snavse sine hænder til, myrde uden at se nogen falde, udsuge uden at se nogen sulte.” I disse tider med tommelskruerne på Grækenland glædes jeg over en sætning som denne: ”Måske er det på tide at sætte spørgsmålstegn ved objektiviteten i den tyske holdning til europæisk økonomi?”

Ja, de tyskere! De – eller rettere de tysksindede i Sønderjylland – er emnet i Boll-Johansens forløbig seneste bog Danskerpak og Tyskerpak, som udkom i foråret. Som opvokset i Aabenraa har han en særlig historie at fortælle, fordi der efter befrielsen, da de tyske skoler blev lukket, kom ”tyske” elever i klassen på Aabenraa Statsskole, hvor han gik. Først mange år senere, ja først for ganske få år siden, er de gamle klassekammerater begyndt at tale om baggrunden for det hele, om det tyske mindretals modtagelighed for nazismen og den søde danske hævn efter befrielsen, da Frøslev-lejren i en håndevending blev til Faarhus-lejren. Men det er ikke en bog, som blot nu anklager danskerne og taler tyskernes sag. Når den tales, tales den af de tyske skolekammerater; det er lykkedes Boll-Johansen at få deres tunge på gled eller få dem til at rykke ud med de erindringer, de har skrevet. Bogen lever op til bestræbelsen på at ”analysere og relativere” stereotyperne. ”Det lyser ud af Uwes familieberetning at man i Sønderjylland efter afstemningen i 1920 godt både kunne være medlem af nazistpartiet og være et ordentligt menneske. Det er hele ideen med denne dialektiske fremstilling at lade den slags paradokser fremtræde som de var og ikke korrigere den for at skåne nutidens politiske sensibilitet,” står der allerede på en af de første sider, og sådan bliver det. De fleste kender udenrigsminister Scavenius’ erklæring fra juli 1940 om de store tyske sejre, men de færreste kender indenrigsminister Knud Kristensens cirkulære fra august 1940, som opfordrer danske myndighedspersoner til at pleje også selskabelig omgang med besættelsesmagtens repræsentanter. Hukommelsen, både den individuelle og den kollektive, vil gerne være selektiv – Scavenius blev syndebuk, Knud Kristensen blev statsminister -, men det får den ikke lov til hos Boll-Johansen. Hans videnskabelighed fornægter sig aldrig; vi får det hele med.

Hans Boll-Johansen holder meget af Michel Tourniers fortælling om kaliffen af Isfahan, som søgte en ny kok og havde to fremragende ansøgere. Den første lavede det mest utrolige måltid, så godt at kaliffens hof mente, at det var nok at smage hans mad. Men kaliffen ville nu også prøve den anden – og han eftergjorde den førstes menu! Det var for galt, sagde hoffolkene, men nej, sagde kaliffen og ansatte dem begge to: Efterligneren til at sørge for stabilitet i kvaliteten derhjemme, iværksætteren til at stå for nye og originale menuer på rejser.

Faktisk holder Hans Boll-Johansen så meget af den historie, at han bruger den to gange i sit forfatterskab. Men det sker i forskellige sammenhænge, og derved viser han, at han faktisk er de to kokke i en og samme person. I dagens anledning går Det Danske Akademi så let hen over hans konstatering af forskellen på den placering, Det Danske Akademis besøg hos Académie Française for nogle år tilbage har fået i de respektive akademiers annaler. Interesserede kan læse om det i De Danske og de franske på s. 145, men nu er vi ikke spor fornærmede, tværtimod giver vi dig med fornøjelse den pris, der har det mest akademiske navn blandt vore priser: Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelses Pris. Kom herop og få den.