Mikael Josephsen

Nu vil jeg gøre noget, man ikke må. Men det skal til en gang imellem. Det, jeg vil gøre, er at referere fra et møde i Det Danske Akademi. Det ligger lidt tilbage i tid: Som ofte før, var Det Danske Akademis medlemmer inde i en lang diskussion om uddelingen af vores priser. Da var det, at den nu desværre afdøde digter Pia Juul tog ordet og kort og kontant erklærerede, at hun syntes, at Mikael Josephsen fortjente en pris. Det var efter udgivelsen af Josephsens digtbog Knæk, der udkom i 2016. Tag nu og læs Mikael Josephsen, sagde hun. Vi fulgte opfordringen, og selv om der er gået lang tid siden Knæk udkom og siden Pia Juuls død – vi savner hende stadig –, så er vi her altså i dag og kan endelig følge digterens kraftige opfordring og give Mikael Josephsen en pris, nemlig vores Beatrice-pris, hvortil vi ellers har virkelig mange kandidater – der er jo eksempelvis.… Nej, her slutter referatet fra vores møder. Resten skal nok komme frem – med tiden.

Mikael Josephsen er født i 1961, og han har siden sin debut i 1986 udgivet 14 bøger. De første digtbøger udkom på et lille Svendborg-forlag; de følgende tre samlinger kom på Borgens Forlag og blev samlet i 2022, og selv om Josephsen har en vis forbindelse til 80’er- og 90’er-lyrikken, er han helt sig selv. Allerede de første bøger viser hans poetiske evne til at kombinere det sanselige og smertelige med det skarpt tilværelsestolkende. I det første digt i Havet under huden hører vi om, hvordan en saftig morel sender digteren langt tilbage i tid, til barndommen og til mindet om en far, der river vingerne af en hveps, som bliver ved med at leve og sende sit spyd langt ind både i digterens erindringer og i læserens tanke.

Josephsen er både digter og prosaist. I de senere år har han bragt nyt stof ind i fortællekunsten med sin kollektivroman De andre, fra 2021, om hjemløse, de mennesker, mange af os forsøge at ignorere eller se lige igennem på gaden og ved butikkerne. De andre gav hjemmeløse en egen og stærk stemme i litteraturen, og Josephsens socialrealisme skaffede ham et markant gennembrud til et bredt læserpublikum. Mikael Josephsen har også her i de senere år skabt en helt original serie af digte, der er noget så særligt som en enkelhedens automatskrift, Mit Sted, 2024, og Mit Sted 2, 2025. Enkel digtning fordrer ofte et stort slid med at finpudsning, men sådan er det ikke hos Josephsen – her står digtene knivskarpt i et hug, direkte fra det spontane, flimrende Facebook-opslag til bogsidens hvide flade. Det er mesterligt! De andre opviste også på en anden måde et mesterskab – lyt blot til denne skildring af en af personerne, Daniel:

Daniel går til ro i en gyde. Bag en container og nogle gamle cykler har han lagt sig, det er ikke det bedste sted, men han orker ikke at finde et andet. Hans skulder er blevet mere og mere øm i løbet af dagen, og på toilettet så han, at såret er betændt. I morgen vil han købe noget at rense det med. Underbukser vil han købe. Han tager sin telefon frem, og da han ser Konens sidste beskeder, er fortrydelsen total. Han skulle være blevet i Svendborg. Her er han blevet væk, også for sig selv. De andre hjemløse ser ikke ud til at ville vide af ham, der er ikke samme stemning af hjælpsomhed, han er ikke en af gadens løse fugle her, han er slet ikke en fugl.

Vanlige, hyggelige talemåder som "at gå til ro" udfordres af de konkrete fysiske omstændigheder, og fuglebilledet samler i et Daniels udstødelse af de nye hjemløse-miljø og de store frihedsdrømme, han engang havde.

De andre blev bl.a. anmeldt i Ugeskrift for læger af speciallæge i psykiatri ph.d. Thomas Middelbo, som fremhævede følgende:

Takket være hans fortællelyst, får »vi andre«, os, der møder »de andre«, de hjemløse på gaden, men måske også i konsultationen eller på hospitalet, en mavepuster af indblik i dette liv.

(Ugeskrift for læger, 6.9, 2021)

Det lyder som om Josephsen skriver brugslitteratur, og det gør han heldigvis, litteratur, der giver sundhedsprofessionelle og alle os andre indsigt og skærper vores lydhørhed over for sociale og psykiske problemer. Hans værker lægger op til at blive brugt, og det er en stor kvalitet. Det er ikke noget som helst galt i at bruge litteraturen, selv om nogle forarget taler om, at man ikke må instrumentalisere litteraturen. Men det er bestemt ikke forbudt – litteraturen slet ikke undgå at blive taget i brug, så snart bogen åbnes, er vi i gang med en eller anden brug af litteraturen, og Josephsens stærke fortællinger og digte tåler det hele.

Det er Josephsens engagement og hans evne til at forfølge sine tematik omkring sårbarhed og sociale problemer, som er hans kunstnerisk styrke. Han viger ikke tilbage for at gå langt ind i tvangstanker, voldsfantasier og kropslig smerte og fornedrelse. Hans kritik af behandlersystemet i Knæk er rystende. Hans værker er vrede, har en rå nøgternhed, men er

samtidig rørende og præget af en grotesk humor, der på en måde virker pågående og utidig, men alligevel er helt på sin plads. Han inddrager ofte direkte sine egne livserfaringer, men har også fat i alle de forskellige menneskeskæbner, han er stødt på i sit liv.

Et af digtene fra Knæk, der handler om at være indlagt med misbrug og psykisk sygdom, har jeg næsten læst i laser sammen med medicinstuderende som en obligatorisk del af deres pensum:

Jeg ringer igen på klokken og siger

at der er rotter i fodenden, at deres tænder er orange af

betændelse

igen et termometer i røven

nu kommer en læge til og lyser mig i øjnene

med en lommelygte

så lille som en kuglepen

dilaterede pupiller

200 milligram fenemal siger hun og går

jeg trækker med det samme underbukserne

ned og vender røven ud mod rummet

irriteret over tiden det tager at suge væsken op

i kanylen

endelig en finger der gnider på ballen, stikket

det strammer, det løsner

det er som at hulke efter lang tids sorg

som at finde Gud

i tomheden

som når politiet hentede min far og

burede ham inde

Et sådant digt er det allerbedste medie til at få de studerende og alle os andre til at huske på, hvad en læge, engang sagde: det ikke er en samling symptomer, der ligger i sygesengen, men et menneske med en historie.

Mikael Josephsen fornyr hele tiden sin digtning, finder anderledes genrer som i de små Sted-bøger, fremfører sine digte til musik, udgiver et tidsskrift, står for et skrivekursus og er med til at skabe det aktive miljø for kunst og litteratur i Svendborg. Josephsen får ordets kunst til at virke overalt, hvor han er i gang. Det hedder om Beatriceprisen, at den ”tildeles en skønlitterær forfatter inden for lyrik eller prosa, hvis ”allerede udgivne bøger har en kvalitet, som der er grund til at påskønne, og om hvem der er grund til at tro, at han eller hun vil udvikle sig yderligere”. Ved uddelingen må alene tages hensyn til ”den litterære kvalitet af forfatterskabet, ikke til dets tendens eller omfang. Formålet med pristildelingen skal være at skaffe modtageren arbejdsro til fortsat kunstnerisk arbejde.”

Ordlyden om kvalitet passer fuldstændig på Josephsen, men hos ham står kvalitet ikke i nogen modsætning til tendens. Begrebet om at udvikle sig ”yderligere” forekommer måske mærkværdigt i forbindelse med Josephsens efterhånden lange kunstneriske indsats, men når man ser på udviklingen i hans forfatterskab, er man ikke i tvivl om, at alt muligt ”yderligere” kan være i vente, og arbejdsroen – ja, den vil vi gerne fremme.

Når jeg nu tildeler Mikael Josephsen Beatrice-prisen og hepper på hans fortsatte arbejde, tænker jeg på Pia Juul, og hvor glad hun i sin tid var ved at bringe Mikael Josephsen på bane.