Majse Aymo-Boot

Jeg indleder med nogle almene betragtninger og så glider jeg over til det mere personligt anekdotiske.

Når stolte forældre eller bedsteforældre fortæller anekdoter om noget et barn har sagt eller gjort, bliver det hurtigt kedeligt at høre på for udenforstående. Men det kan også have et strejf af noget tragisk. Anekdoterne handler om øjeblikke, hvor barnet overskrider sin alderskategori. Det er ofte noget, barnet gør med en stor alvor, som kun mødes med en overbærenhed. Nååhr. Barnet siger noget, man ikke skulle tro, man kunne høre fra en syv-årigs mund – og i det øjeblik viser barnet et glimt af sit højst specifikke væsen, der endnu er fanget i den uspecifikke kategori: barn. Man ser barnet i sin umedgørlige puppe: barndommen, som det med anstrengelse må vriste sig ud af, kun for at være stedt i det specifikke og personlige resten af livet, uden nogen beskyttende hinde af generalitet. Uden undskyldning for sin væren-sådan.

Nu kommer det anekdotiske: Da jeg som barn opdagede, at mine tegninger ikke lignede rigtige mennesker – og da den første skam havde lagt sig –forsøgte jeg at bringe realisme ind ved at reproducere alle de voksnes rynker, uden at skelne mellem fine rynker og dybe rynker. Den mindste fold ved næsefløjen udtryktes med samme fede sorte streg, og så udfyldtes konturerne med det farvekridt, der blev kaldt hudfarvet. Resultatet var et gråligt miskmask, ikke vellignende og langt fra klædeligt. En billedverden uden blik for andet end forfaldstegn. Jeg vil dog sige til forsvar for den tilgang, at det at blive ældre også kan føles som en tilstand af udspecificering, en tiltagende detaljeringsgrad.

"Hvid var min barndoms dal", det er første sætning i Majse Aymo-Boots første bog, Venner og bekendte fra 2000. Fra barndommens hvide og udifferentierede dal gelejdes man over i sin identitet: en fintciselleret katedral eller et fængsel i millioner af gråtoner. Majse Aymo-Boots værker beskæftigheder sig ofte med områder midt mellem det specifikke og det uspecifikke, det åbne og det afgrænsede.

Man kan næsten føle sig beroliget af stemmens sikkerhed, men før man ved af det, har samme stemme ført én ud på det virkelig dybe. Grebet i nakken er fast, men der er ingen fast grund fødderne:

Hvid var min barndoms dal. Godt. Er ude at gå, bestemmer sig om, selvom man vil undgå valgets konsekvenser undgår man ikke valget – og dermed dets konsekvenser. Og hvad så? Drømte i nat om depressionens jaguar – jeg mener bilen – eller måske maniodepressionens sportsvogn. På snuden af denne enkle topersoners cabriolet med hjerteformet (men var det ikke noget jeg bildte mig ind og tilmed ønskede væk?) førersæde var monteret en slags tronstol med violet fløjsbetræk. I den skulle den syge sidde mens bilen kørte langsomme runder i kvarteret, vinke og smile så en række meget små tænder kom til syne. Det var med blandede følelser at den drømmende arvede denne bil.

Elendigheden køres rundt til skue, eller elendigheden er at blive kørt rundt til skue i sin løjerlighed. For selv hvis elendighed er almen, er den altid pinefuldt specifik – derfor køretøjets prangen og udpegningen af de små tænder.

Ødelæggelsen 1-11 består af sammenbidt kværnende meditationer over den enkeltes plads og ønskværdighed i verden og dens fællesskaber. Den sidste tekst fremmaner et dødsrige, der kun rummer individet, og selv efter døden kan den indadskuende grublen aldrig ophøre – "det som tænkte var en hjerneformet attrap som jeg så, fordi det, der gjorde det ud for mine øjne, ustandseligt fløj rundt om det såkaldte hoved."

Når det gælder værket Spørgsmålene, som udelukkende består af spørgsmål – bemærker man måske først stemmens usikkerhed, men straks kommer sammenstødet mellem den spørgende form og den skråsikre præcision i detaljerne:

Står der i centrum af verden en stor våd maskine og gisper? / Afleder spørgsmålets dialogiske udtryk opmærksomheden fra spørgsmålets monologiske og postulerende væsen? / Er det et postulat, det med et udtryk versus et væsen? / Er gud et lille krebsdyr der ligger og raller i brændingen? / Er der en indgang til en hemmelig verden bag en tjørnehæk i Vejle? / Vrimler det med centimeter over det hele?

I Postkort fra Vatikanet møder man både en turiststemme, som drømmer om "en verden uden sfumature" og en slags Vatikanets stemme, institutionens stemme, som drømmer om "en verden af sfumature" – det italienske ord bliver oversat som: antydning, nuance. Individet, som drømmer om renfærdig åbenhed, står overfor institutionen, der henslænger sig i sit forkrampede skyggerige.

Vatikanet er en drøm og en stige til det høje, men selv det allerhelligste er tynget ned af konkret, latterliggørende væren: med isboder, turisthorder og vagter, der bliver hæse af at råbe ordet "Stilhed".

Romanen Over os hænger en vidunderlig sol handler også om en institution, nemlig den danske folkeskole. Den begynder sådan her:

Jeg indleder med nogle almene betragtninger og så glider jeg over til det mere personligt anekdotiske. Når vi er færdige, har jeg tegnet præcise, sansede erindringsbilleder med tidstypiske detaljer. Jeg er en lang, evt. ranglet elev med våde håndflader og dunet overlæbe, eller snarere en lille, sød og lidt forvirret, hjælpeløst ivrig elev med en del hvalpefedt. Jeg læser Den stille Mogens af Johs. V. Jensen på 16 normalsider. Johs. V. Jensen er en vigtig dansk forfatter i det 20. århundrede. Jeg skriver først en lille genfortælling af historien og så svarer jeg på to ud af fem spørgsmål. Min præstation er god og demonstrerer opfyldelse af fagets mål, med en del mangler.

Her er barnets individualitet udskiftelig - det rørende, fornøjelige eller tragiske ved væsnet er ikke andet end fyld. Det er ikke et barn, der taler, men den konstruerede puppe som "skoleeleven" er.

Et generisk væsen fra den hvide barndomsdal, som institutionen Folkeskole skal gelejde ud i den verden af nuancer og antydninger – sfumature – der vil være dets fremtid, og hvor det altid vil sidde til skue i sin løjerligheds cabriolet.

Det er overraskende, komisk og rørende, og det er blandt de mest originale bud, jeg har læst på Den Danske Samtidsroman (en anden tynget institution.) Undervejs tegnes barnets fantasiverden også op – det, som skoleinstitutionens kølige stemme kalder det ludiske perspektiv – med en detaljegrad og præcision, som får barnets forestillinger om cirkusprinsesser, strenge nonner og romantiske eskapader med dansklæreren til hele tiden at skurre mod den endnu mere banale voksenvirkelighed.

Majse Aymo-Boots forfatterskab er ikke omfangsrigt. Det kunne måske læses på en eftermiddag, men man ville sidde forpustet tilbage. Både virtuositeten og modet til at udfordre samme virtuositet, at føre den sikre stemme ud i det usikre, er dybt imponerende. På den ene side fremstår værkerne blottet for mislyd, på den anden side består de nærmest ikke af andet end mislyde. Her er ikke meget ren fortælling eller forudsigelig fremadskriden, men det vrimler med særegne former – et tøvende spørgsmål møder et afsindigt postulat, som møder en kommando afbrudt af en poetisk sansning, som bryskt irettesættes i kancellisprog og gøres latterligt konkret, hvorefter smerten i dette latterlige besynges indfølt og elegisk. Teksten er både vild og organiseret, den strømmer som trafikken i Rom selv når den virker mest kaotisk.

Kampen mellem det abstrakt-åbne og det specifikt-løjerlige er overalt. Som den også udspiller sig i livet. Vi kan ønske at være noget særligt, men at løsrive sig fra det almene vil gøre ondt. Svøbt i vores løjerlighed opsøger vi institutioner, vi kan stå i nådig skygge af. Men selv de institutioner er tyngede og vakkelvorne i deres alt for konkrete væren. Udflæskede til bristepunktet. Individets udsathed, og forholdet mellem individ og institution – kirken, skolen, staten, familien, litteraturen – fremmaner Majse Aymo-Boot mesterligt i sit forfatterskab.

Beatrice-prisen tildeles en forfatter hvis "allerede udgivne bøger har en kvalitet, der er grund til at påskønne, og om hvem der er grund til at tro, at han eller hun vil udvikle sig yderligere." Eller sagt med skoleelevens ord: Majse Aymo-Boot er en vigtig dansk forfatter i det 21. århundrede.

Jeg kommer ikke til at afsløre noget plot ved at citere de sidste tre linjer fra Over os hænger en vidunderlig sol: "Det er nok. Det er godt nok. Det er alt nok."

Tillykke med Beatrice-prisen, Majse!