Efter embedseksamen i litteraturvidenskab udgav Anne Marie Ejrnæs i 1977 afhandlingen om Afrika - litteratur og samfund. Det er en afhandling om individ og kollektiv i fem samfundskritiske, afrikanske romaner.
I sine egne og første romaner tager Anne Marie Ejrnæs sit udgangspunkt i 1970’ernes kvindebevægelse. Men i Ravnen fra 1983 vender hun sig igen mod Afrika. Og i romanen Kvindernes nat går engagementet i kvindefrigørelsen, forfatterens historiske viden og hendes fortrolighed med den afrikanske verden op i en højere enhed i denne stærkt sansede og skildrede fortælling om den franske adelsdame, der 1720 blev kidnappet og holdt i fangenskab blandt haremsdamer og muslimsk adel hos selveste sultanen af Marokko. Intet mindre!
Og igen er det et historisk stof, set og oplevet gennem en fortælling om kvinder, Anne Marie Ejrnæs vender sig til i romanen Sneglehuset fra 1991, hendes foreløbig sidste.
Fortællingen begynder, da fortællerens mormor, Marie, er barn i 1880’erne og med sin mor til dåb en nat på hedeegnen blandt baptister og sekterere.
Herfra følger vi Marie og hendes to søstre på hedegården med den puritanske mor og den indelukkede og tavse far i tider, hvor man lørdagsskurede gulvene og strøede sand på, og hvor bibelhistoriens figurer i øvrigt står lyslevende i alles bevidsthed.
Fortællingen vider sig ud til også at omfatte en gren af slægten syd for grænsen ved Kongeåen, gårdmandsfamilien i det slesvigske Angel.
Gennem Maries skolegang og pubertet bevæger fortællingen sig frem til forelskelsen i den runde og støtte kontrolassistent Malte. De to bliver gift og hjulpet til en gård i Jelling.
Der er navn på. Også på gården: Pjaltenborg. Men Pjaltenborg retter sig under Maries og Maltes hænder og bliver til Birkegården, hvor gamle lever sammen med yngre, og nye små mennesker både kommer til verden og går ud af den.
Bogen indledes med en tilståelse fra forfatteren selv: hun er, som hun skriver, „sat fra bestillingen som bestyrer af sit eget hus“ og søger i sin depression „noget menneskeligt at række efter“. Og det bliver så dels det at berette, dels gennem beretningen at genopleve fortællerens for 21 år siden døde mormor Marie, der i sine sidste år boede i sit „Sneglehus" i Jelling.
Så befriende det har været for Anne Marie Ejrnæs at dykke ned i sit stof, så fængslende og bevægende føles det at følge dig som læser. Dine romaner, og ikke mindst Sneglehuset, er skrevet med overrumplende viden om mennesker og dagligliv, også i fjerne tider og under andre himmelstrøg end vore. Og der er krop på den viden. For allermest overrumpler og bevæger du ved dine altid konkrete, altid sansede udtryk for det, som bevæger og forskyder sig i dine personers sind.
Vi ser med længsel frem til mere og håber, at Beatrice-prisen vil hjælpe dig bare lidt på vej. Til lykke med den.
Anne Marie Ejrnæs' takketale
Beatrice er navnet på en pris, der er indstiftet af et vidunderligt gavmildt ægtepar i Spanien, Beatrice (Birte) og Paul Beckett.
Jeg havde aldrig hørt om dem, da jeg i marts fik at vide, at jeg skulle modtage Beatrice-prisen i år, men et par uger senere læste jeg en avisartikel af Klaus Rif- bjerg, der beskrev sit møde med parret i dets hjem i Al- meria. Jeg fik her at vide, at Paul Beckett er maler, at han og hans kone Birte Beckett har boet i det sydøstlige Spanien siden 1962, at de i deres ungdom har kendt til omskiftelighed og vanskelige økonomiske vilkår som hæmsko for kunstnerisk arbejde, og at de senere, i en gunstigere økonomisk situation, har ønsket at hjælpe professionelle kunstnere til at få arbejdsro. Derfor har de ikke alene indstiftet en litteraturpris, men de har også indrettet et refugium i en gammel andalusisk olivenmølle.
Artiklen var ledsaget af smukke farvefotografier af refugiet og af Paul og Birte Beckett. Ved synet af det forevigede ægtepar kunne man ikke undgå at blive grebet af taknemlighed over for mennesker, der husker så stærkt, at de også må gøre noget, når de får mulighed for det. Det var tydeligt, at parret var besjælet af den naturlige beskedenhed, som Klaus Rifbjerg omtalte i sin tekst, og mens jeg sad og så mig glad i Birte Beckett, forstod jeg også, hvorfor hun havde forkortet sit navn til en mere overkommelig form. Navnet Beatrice er nemlig - i hvert fald for litteraturmennesker - uløseligt og uhjælpeligt knyttet til Den guddommelige Komedie.
Man møder Beatrice, når man har lagt helvede bag sig og endnu ikke har nået paradiset. Når man befinder sig i skærsilden for at være helt præcis. Det svarer ganske godt til den besked, jeg fik af Tage Skou-Hansen fra Det danske Akademi. Han ringede mig op og sagde: „Vi har sådan en mellempris! Til folk, som vi venter os mere af!“
En skærsildspris altså, og det passer mig rigtig godt. Den bremser ikke arbejdet med en fornemmelse af, at man er færdig. Desuden har jeg altid vidst, at arbejdet kom før fornøjelserne, måske fordi jeg har mine rødder i jyske bondeslægter.
Mit forhold til Beatrice skylder jeg Olof Lagercrantz. Som ganske ung litteraturstuderende var jeg så heldig at komme i besiddelse af hans bog om Dante og hans komedie: Fra helvede til paradis. Jeg var naturligvis en fattig studerende, så jeg købte den billigste udgave, der kunne opdrives på markedet. Det var en norsk fakkelbog, og jeg gav tretten kroner og tyve øre for den, kan jeg se bagi. I Norge kostede den kun tolv en halv, men prisforskellen oplevedes som rimelig, da bogen var importeret til netop mig, og boghandleravancen kan ikke have været ublu.
Min bog er trykt med små bogstaver på groft og halvdårligt papir, der er gulnet i kanten med tiden, men den har holdt til et hårdt slid, og ryggen er ikke knækket på den endnu, tænderne ikke faldet ud. Siderne er fulde af understregninger, pertentlige blyantstreger indført med lineal under den første pernittengrynede læsning og voldsomme streger og udråbstegn fra en klattende kuglepen under senere og mere personlige tilegnelser.
Jeg må dog tilstå, at der ikke er ret mange streger i paradisdelen, og det afspejler måske en almindelig forfattererfaring. Det er frygtelig svært at skrive om det gode og det lyse, selv om man - måske fejlagtigt - tror at kende lidt til begge kategorier efter møder med andre, for dramatikken har en tendens til at udeblive. Det kunstneriske univers, der tilfredsstiller mennesker, fordrer åbenbart, at ondskab og lidelse indrømmes en passende plads.
Det var sådan dengang i nittensyvogtres, at man stadig var indstillet på, at ens ejendele skulle holde længe, så jeg bandt Lagercrantz’ bog ind i brunt karduspapir. Derfor har jeg aldrig før nu, da jeg trækker bindet af den, hæftet mig ved bagsidetekstens oplysning om, at bogen blev belønnet med Nordisk Råds store litteraturpris i 1965. Jeg er også bange for, at jeg i min ungdommelige entusiasme og dumhed ville have opfattet prisen som noget udvendigt og nærmest diskvalificerende for en bog.
Jeg skulle og ville jo opdage det hele på egen hånd, og det havde jeg faktisk ikke selv fundet på. Det var nemlig før litteraturstudiet blev lagt i faste rammer med kurser, afløsningsopgaver og del-eksaminer. Senere kom jeg til at studere efter den nye ordning, men dengang i begyndelsen var man alene med verdenslitteraturens hovedværker og udsigten til en stor og krævende eksamen engang ad åre. Hvis man ikke ville drukne, måtte man mobilisere en god portion selvdisciplin og indre selvstyre og prøve at bide sig fast et sted. Det var hårdt, men ingen dårlig skoling til arbejdet som forfatter, der principielt og ideelt lader sin udøver alene i årevis med et stof, der ofte nok kan forekomme uoverskueligt.
Man ville altså partout selv, men selvfølgelig ville man gerne tages ved hånden alligevel. Det skulle bare gøres af en person, der havde varme og livsklogskab nok til at føre på en sådan måde, at man stadig følte sig i gang med at erobre verden selv.
De egenskaber havde og har Lagercrantz i bogen om Dante og hans komedie, og desuden er det en bog, man kan læse igen og igen, fordi man glemmer den på sådan en god måde. Det lyder måske underligt i en tid med overmætning af bogmarkedet, hvor den højeste kompliment gang på gang lyder: ,Jeg vil aldrig glemme den bog!“ Men heldigvis glemmer vi allesammen, og med Lagercrantz’ bog har jeg det sådan, at den synker ned i bevidstheden som en viden om et tilflugtssted med store udviklingsmuligheder. Ved hver tilbagevenden mærker jeg suset på nye steder.
Og Beatrice? Mit forhold til hende er aldrig blevet ukompliceret. Hun har en rød kjole på, men det skal man ikke tage fejl af. Det er noget andet hun vil. Jeg kunne jo så godt have tænkt mig, at hun var lidt rundere i det, men det har hun måske været i sin tidlige ungdom. Som hun er nu, stiller hun ganske store krav, og hun møder også den rejsende med bebrejdelser, med sønderknusende anklager faktisk. Dante står foran hende og græder, og hun siger til ham: Hold op med det tuderi! Ellers blir dommeræggen sløv!
Beatrice er det mest umoderne væsen, jeg kan forestille mig. Hun har ingen som helst lighed med en støttepædagog. Alligevel er jeg sikker på, at hun er aktiv i psyken hos mange midtvejsmennesker. Depressionsstatistikker og -analyser peger på det, og ikke for ingenting begynder Dantes komedie med linjerne:
„På midten af vor bane gennem livet/ jeg fandt mig i en skovs bælgmørke sale,/ forvildet fra den vej, som var mig givet./ Ak, hvilken byrde hård det er at tale/ om hvordan skoven var, den vilde, øde!“
Jeg tror ikke, at vi fortsat kan tillade os at ignorere Beatrice. Vi kan det ganske sikkert ikke, hvis vi vil være hele europæiske mennesker med den fulde vægt af vor kulturarv på nakken. På den anden side betyder det at tage Beatrice alvorligt vel ikke, at man ligefrem skal elske hende. Så masochistiske er vi nok alligevel ikke i 1992. Jeg må i hvert fald tage parti for Dante, der skal forklare Beatrice, hvorfor han har svigtet, og hvorfor han er faret vild. Han siger, at grunden er: „De nærværende ting og deres nydelser". Det er et svar, der godt kan holde 700 år til!
Jeg ved ikke, hvad Beatrice vil sige til en person, der helt bevidst farer vild - og endda manipulerer med et Dante-citat - for at nyde en nærværende ting som en pris fra Det danske Akademi og en middag i baronessens stuer på Rungstedlund. Gad vidst, om man ikke bliver sendt tilbage til helvede for at uddybe sit bekendtskab med Francesca, Brunetto Latini og djævlene. Det vil sikkert være nyttigt. Også kunsten at være i helvede er vigtig at lære.
Men jeg vil runde af med Beatrice. Hun har en rød kjole på, og hun har en grif i øjet. Det må vi trøste os med, og for en nøjere diskussion af symbolerne vil jeg henvise til Dante og Olof Lagercrantz. Dem ønsker jeg mange læsere. For læsernes skyld.