Peter Laugesen

Svimmelhed er styrk

Sophus Claussen har i Løvetandsfnug en skildring af Paris efter Napoleon. Storheden er bristet. Idealismen og skønheden gået til grunde. Der er efterårsdampe i alle gader. Tåge og regn. Ydre forvitring og indre opløsning. Men imellem ruinerne går en ensom verse- mager omkring til fods som en erobrer i en bombarderet egn. Det er Baudelaire. Han afsøger alle bydele og besynger den skade, som er voldt ved ild og spræng­stoffer.

Intet er mere opflammende for fantasien, erklærer Sophus Claussen, end et møde med hæsligheden. Men først må den usalige digter gå ud af sit gode skind. Han må fordoble sig og føle med tyvens, morderens og morfinistens øre hjerne. Drage al rus og tågedunst til sig, før han kan løfte et billede fra druknehuset op imod umuligheden.

Mange andre digtervagabonder har prøvet tilværel­sens underside i det samme Paris. Livet på vrangen blandt udstødte og hjemløse. En Henry Miller i eksil. En George Orwell, som blev slået i gulvet til slut og talt ud. Også i andre nordlige hovedstæder end Paris har de gået omkring og sultet til de fik mærker af det.

Og der kommer fler og fler. Efterhånden som civili­sationen lammes af abstraktioner, har den overbevis­ning bredt sig, at erfaringer må hentes på bunden og prøves på kroppen. Outsidere, beatnikker og hipstere er droppet ud for at eksperimentere med sig selv uden for systemerne.

Sådan en anarkistisk, filosofisk bums er også Peter Laugesen. Ganske vist er det ikke nogen elendighedens storby han stammer fra. Det er bare Århus som en forstad til intet. Men han har vandret rundt som de andre i en tid der hungrer efter folket, mens den drømmeløse fornuft huserer i banker og supermarkeder. I vort målrettede kaos, hvor forbrug er blevet til pligt og historien synes kvalt af medier, har han ligesom for­gængerne forsøgt at sanse det virkelige og finde verden igen.

POW hedder en af hans sidste bøger. Krigsfange. Prisoner of War. Men en anden, tidligere titel lyder: Stol på bumsernes klare sprog.

Siden 1967 har Laugesen udgivet flere end femogtyve bøger, overjorden eller under den. Nogle af dem tager sig ud som almindelige digtsamlinger, men de største og mest originale er en slags dagbøger eller eksistentielle monologer. De har form som collager, hvor stumper af fortælling om børn og kærlighed skifter med refleksioner over skrift og poesi og politik. Lidfald imod besiddere og kommissærer brydes af med vrøvlevers over gamle refrainer, som pludselig vrænges omkring. Der er man­ge citater, skjulte som åbenbare, af digtere og malere. Man møder blandt andre Frans Violin, William Blake, Majakovskij, Joyce og Kerouac og surrealisterne med Artaud i spidsen. „Du gav det form, der ikke havde norm“, siger Laugesen om en af dem. Men det hele kommer i vilkårlig rækkefølge, blandet sammen i en pærevælling. Ikke til at fa overblik over.

Det er ikke fordi det er spor svært at læse, hvis ellers man kan finde sig i det der står. for det er kun beskrivelser. Der er næsten intet begrebsapparat og ingen raffinementer. Laugesen bruger det sprog folk taler til daglig. Men bøgerne hænger ikke sammen som komponerede værker. Han begynder med det der mel­der sig dér hvor han er, foran skrivemaskinen nemlig. Hvadsomhelst der „på siddende røv“ falder ham ind bliver trukket med, og det er altsammen så subjektivt, synes man, at det bliver tilfældigt.

Selv siger Laugesen: "Jeg skriver alting. Der er ikke noget der er mere værdigt til at blive skrevet end noget andet. (-) Indimellem kommer der automatisk ting, som så den ene så den anden ville kunne føle som kunst, hvis alt det andet ikke var der. Men trippet er at lade det hele være der."

Et trip er det altså. Laugesen gør det som forfattere ellers lærer at vogte sig for. Han skriver sig træt og tom. Han gør det med overlæg — og med lidt hjælp fra sine venner — for at nå ud i en art trance, hvor bevidstheds­kontrollen efterhånden kobles fra. En tilstand, hvor han har skrevet sit jeg af vejen, så DET kan komme igennem og skrive sig selv. Det Andet. Ordene stormer ud gennem hånden. En konstant holden sig i kontakt med alle muligheder for tegn for at undgå selvcensur og beregning.

Tro så på metoden eller lad være, men bag ved denne ubevidste skriven ligger troen på, at hvert menneske er mange forskellige og hvis vi gav pokker i normaliteten, ville vi opdage, at vi har de samme oplevelser og at der i hver af os findes et sted vi kan mødes og være sammen.

Peter Laugesen er en konsekvent anarkist. Al magt bør høre op. Ideologier og autoriteter. Genrer og regler. Alt skal blive som aldrig før. Hans syner gælder alle væseners fuldkomne frihed. Det som fylder op i hans bøger er ikke mindst det, som står i vejen for friheden. Og for så vidt kan han også minde om ældre tiders religiøse mystikere. Meget af det de skrev handlede nok om det der spærrer for oplevelsen af Gud.

I hvert fald, hvis man følger med Laugesen i hans skriveproces, lader strømmen af indtryk flyde igennem sig, læser man sig ikke kun fortumlet. Man kommer ud for mærkelige ting. Frem for alt sker det i Anarkotika, Hamr & hak, Den flyvende hollænder, Guds ord fra landet og Retro.

Der er ingen resultater i teksterne. Men fordi han tager alle vilkårligheder, trivialiteter og modsigelser med, er der en trofasthed over for det stykkevise og foreløbige i erkendelsen og i den tilværelse, som render af sted med ham. Han forsøger at komme på højde med den her og nu, og af og til, når han mindst venter det, lykkes det som ved et tilfælde. Pludselig er der strøm på. Det kører, det rimer, der kommer rytme i sproget. Eller, for at tale religiøst: pludselig er øjeblikket åbent og vider sig ud, grænserne er væk, skillevæggene imellem virkelighederne borte. Lyset kommer. Men blive i det kan han ikke. Det går hans mørke sanser forbi. Han er tilbage i tidens galehus og begynder forfra på lede og desperation. Der er aldrig nogen ende på begyndelsen.

Det er denne tilblivelse og tilintetgørelse, som er oplevelsen i Laugesens skriven-sig-igennem blokerin­ger. Denne opbygning og nedbrydning af betydning. Den svingning fra nærvær til fravær, fra hjælpeløshed til raseri og tilbage igen. Og det er den stadige forandring han bliver siddende i, som en dag far én til at udbryde: Jamen det er jo sådan det hele er!

Mest bevægende i Laugesens hverdag er den betin­gelsesløse afhængighed af et eneste menneske, en pige selvfølgelig. Der er sider, som er skrevet i en afstand til alt og alle, i en forladthed som var der ikke andre mennesker til i verden og ingen steder at gå hen mer. Skrevet som i en venten for altid i en tom lejlighed. Dér er Laugesen ude i den store tomhed og skriver bare til sig selv, om overhovedet til nogen. Måske det er forkert at sige tomhed, for nogen følelsesløs nihilisme er det ikke. Det er den enkleste, konkrete og gennemsansede oplevelse, hvor forståelse og væren ikke står i vejen for hinanden.

Forudsætningen for Laugesens skriveri er kærlighe­dens konstante mulighed. Kærligheden og dens børn som det eneste der er sammenhæng i. Han taler også om poesien som en forudsætning. Den er broen mellem os til andre verdener. Den er alt det der ikke er. Men - og nu citerer jeg — „det vi kalder kunst eller poesi eller oprør eller happening eller revolution eller fyrre bajere eller fyr en fed eller elskov er (også) det sted, hvor dét sker som altid var.“

Peter Laugesen siger tingene på mange måder. Også ultrakort og med rim som her: „Svimmelhed er styrke, den må vi bare dyrke.“

Nu har jeg gjort dig til en århusiansk bums og en mystisk bums. Det er fordi jeg ikke ville gøre dig til litteratur. Dine oversættelser må jeg nøjes med at nævne. Ligeså din virksomhed som kunstkritiker, som værdsættes af malerne selv. Du skal nu belønnes af en autoritær, selvbestaltet institution. Du skal modtage Bcatriceprisen fra Det danske Akademi. Det er den slags der følger med, når man beslutter sig for at overleve, og det har du jo gjort. Hvad du vil stille op med vores anerkendelse ved jeg ikke. Men checken tror jeg nok at du uden besvær kan finde anvendelse for. Hjertelig til lykke.