Morten Søndergaard

Tekstens stisystemer

Det er slående, hvor meget af Morten Søndergaards univers, der er til stede i debutbogen, Sahara i mine hænder. Verden er her i 1992 set som labyrintstump, men dog som et mønster ”en gud har smidt fra sig”. Kaos, fragmenter, uafsluttede historier og vild diskrepans mellem tingene møder os. Det er selvgyldige digte, men de udgør også skitser, der foregriber kommende værker.

Dagligdags ting som ølkapsler og snørebånd har særstatus, ikke mindst udfoldes temaet ”tingenes voksende uorden”. En lyst knytter sig til at have navn for alting, ligesom der findes en glæde ved at registrere.

Ild og tal udkommer to år senere. Bogen fortsætter kaos-orden temaet, og jeg'et står for ”den utydelige grænse” mellem det kontrastfyldte. Her brænder den gule sol og vækker alle sanser, her træder tallene og refleksionen til. Med andre ord: ilden, blodet, lysten på den ene side eller ”begærets store luftskib” - og på den anden tallene, både de logiske cifre og de irrationelle. Mellem polerne opfanges den ”præcise musik”, rytmen, der får digtene til at danse.

”Ubestemmelsessteder” hedder et digt i Ild og tal og foregriber titlen på den tredje bog (1996). Fortsættelser, brud, udvidelser og forgreninger kendetegner forfatterskabet. Ubestemmelsessteder består af reportagelignende prosaoptegnelser. To elskende ankommer til Vesterbro. De finder ikke hjem til noget, de bevæger sig ikke mod et bestemt mål. Det at gå omkring giver i sig selv mening. Som forgængeren Per Højholt spadserede ”gnistsprudende satsvarm” af sted i sproget, opfinder de elskende ikke bare sproget, men også hinanden. Per Højholt skulle ingen steder hen, det var bare ”abeskønt at gå”, som det hedder i Turbo. Her fortsætter de elskende også i det uendelige med at gå.

Tematisk tæt forbundet med Ubestemmelsessteder er Tingenes orden (2000). Hovedpersonen bærer kælenavnet Ikaros. Han rammes af en tagsten og fragtes til Rigshospitalet, hvor der konstateres kraniebrud, tinnitus og det modsatte af hukommelsestab. Bevægelsen går fra orden til kaos i næsten Kafkask tumult. Ting, som Ikaros har glemt, fylder til stadighed mere - vel en hilsen til Per Højholts Borgeslignende novelle ”Lynmuseet”. Det er ikke konfrontationsmodernismens maskinbegejstring, men den endeløse ophobning af ting, dét, at der kan zappes mellem dem, der optager Morten Søndergaard. Altså er det ikke en opskrivning, han foretager, men en nøgtern konstatering.

Længslen efter en Ovidsk forvandling hersker, og en mytens orden, der her runder fortællingen af med en positiv slutning i en ærbødighed over for det gådefulde.

Bier dør sovende udkommer i 1998. Fra det store kaos trænger mere stof sig på for at forgrene sig i læseren. Som flere andre forfattere i samme generation lader Morten Søndergaard sig inspirere af naturvidenskaben. Digtene bygger på en spænding mellem det fagligt eksakte og det poetisk vakte.

Et af de stærkt emotionelle digte er ”Begyndelse”, en erindring om farmoren, som hun bliver iagttaget fra barnets synsvinkel, da hun graver kartofler op og smider dem ned i spanden:

din hud er gul og voksagtig farmor,
de synger dig ud og lukker låget
med små forsølvede skruer,
du skal ned i jorden
til kartoflerne.

Digtet om farmoren og det ukontrollerbare i tilværelsen har meget nærværende opsuget alle tider. Den skrivende ser ned i afgrunden uden selv at falde. Digtene er sensible og lydhøre. Rytmen stampes frem som en gåen på stedet.

Før Vinci, senere ligger prosadigtene Hypoteser for to stemmer (1998), der er blevet til i samarbejde med Tomas Thøfner. Morten Søndergaard bliver indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for Vinci, senere, der udkommer i 2002. Med dette værk tager han et stort spring, skønt det er samme poetiske molekyler, der bygges af: gangens tematik, orienteringen i den kaotiske verden, sproget, der giver tingene navn. Men landskabet er denne gang den norditalienske by Vinci og tiden et siden hen.

Der er en sødme i Morten Søndergaards poesi. Den mærkes stærkt i suiten, hvor de besværlige, uundværlige gæster optræder: ”Nu vil gæsterne have natmad. De skændes om/ hvem, der skal sove hvor.” Disse gæster knepper, og værten forlader sit eget hus. Siden låser de sig ind på toilettet ”og bruger alt det varme vand”. Eller ”Gæsterne falder ned fra træerne/ og får hjernerystelse”, men så snart de har forladt huset, er de savnet. Skriften er blevet en gangart med afsøgninger, styrt og digressioner på ruten frem.

I 2004 publiceres kriminalromanen Liv Mørk skrevet sammen med Merete Pryds Helle. Samme år udgives Fedtdigte. Her er mennesket opløst i knogler, kød, brusk, hinder, membraner, vener, arterier, hjernevæv, indvolde, kønsorganer, sekreter etc. De elskende holdes i live af kærlighedsakten, de kastes bagud i tid og reduceres til øglelignende væsner, men bliver hele igen og får sprog, et ”fedtsprog”. Kønsakten og lysten er i fokus, men også forgængeligheden.

I 2004 udgives også de rytmiske prosastykker At holde havet tilbage med kost. De danner ikke forløb, men vertikale tråde væves tæt. Centrum kan ikke findes, og grænser udviskes. Manøvreringen i en sådan verden fører ind til mange slags sprog, hvor universer fordobler sig. Bogens titel At holde havet tilbage med kost angiver hvilke kræfter, man som individ er oppe imod. Det umulige og forgæves i forehavendet er indlysende, i stedet får det et humoristisk skær.

Et skridt i den rigtige retning (2005) består af fire langdigte og åbner med en hilsen til Per Højholts digt ”Var resten”, om den rest i skriften, der lidenskabeligt vokser, falder, fordobler sig, producerer vækst etc. Hvor Per Højholt er stram og præcis, forekommer Morten Søndergaard flagrende. Til gengæld er hans digt ikke ren metatekst, og kønsakten foregår ikke kun i skriften, nej, hele evolutionshistorien indskrives, samfundsdannelsen med dens goder og uhyrligheder - og det er rigtig godt gået!

”Portræt med Orfeus og Eurydike” er titlen på en suite, der må siges at rumme en meget fri omgang med det mytiske stof, idet Eurydike har stjålet en laptop i Magasin. Siden kobles myten sammen med den darwinistiske evolutionshistorie. Orfeus og Eurydike ses som aber, der opfinder flintøksen, rejser sig på to ben for som mennesker at tjekke mails. Oppe i et fly tænker Orfeus på faldet, farens fald, når han fik epileptiske anfald og siden skulle lære at gå.

Herfra stammer hovedtemaet i Morten Søndergaards forfatterskab tilsyneladende. Nøglen gives først i bog nummer ti. Når faren fysisk falder om, er der tilmed tale om et fald ud af virkeligheden, der afføder momenter af uklarhed, en sort tale, som undertiden bliver mødt med hån. I suiten hedder det: ”i den sorte tale, i det fald,/ begynder Orfeus' digte”. Morten Søndergaard skulle en tur ned i sindets underjordiske gange for at få dette frem og forløse det i kunst...

”slider mig fremad, parrer mig med kaos, holder det i gang, vælter videre” - sådan har Morten Søndergaard eftertrykkeligt sat sine fodspor i det lyriske landskab.

Nu må du gerne sætte det ene ben foran det andet, med frie hænder og oprejst gang komme et par skridt nærmere og modtage en velfortjent Beatricepris af Det Danske Akademi. Ingen spænder ben.